Legislator Case Law & Legislation
C19900344960 DK

Arbejdsrum på faste arbejdssteder (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1990 3449 Historic

Arbejdsrum på faste arbejdssteder (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)

Denne At-meddelelse oplyser om krav til arbejdsrum på faste arbejdssteder. I kommentarer gives vejledning om, hvordan kravene kan opfyldes, og oplysning om Arbejdstilsynets administrative praksis.

Nogle virksomheder er ikke omfattet af alle kravene. Det gælder navnlig landbrug, skovbrug og gartneri samt visse ældre virksomheder.

Arbejdsrum skal være forsvarligt indrettede.

Det indebærer bl.a., at bygningen skal opfylde bygningsmyndighedens krav.

Herudover stiller arbejdsmiljølovgivningen en række krav til den bygningsmæssige indretning.

RUMHØJDE

Rumhøjden skal altid være tilstrækkelig til, at arbejdet kan foregå forsvarligt.

Lovgivningens mindstekrav for rumhøjde er 2,5 m.

Kommentar

Ved skråloft beregnes rumhøjden som gennemsnitshøjden. Højder under 2 m medregnes ikke ved beregningen.

LUFTRUM

Lovgivningens mindstekrav er 12 (m3) luftrum for hver beskæftiget i arbejdsrummet.

Hvis der er truffet effektive foranstaltninger til luftfornyelse, kan det tillades at luftrummet nedsættes, dog aldrig til under 8 (m3) pr. beskæftiget.

Hvis andre end de beskæftigede opholder sig i rummet, kan Arbejdstilsynet påbyde en forholdsmæssig forøgelse af luftrummet.

Kommentar

Ved beregning af luftrum medregnes kun de dele af rummet, hvor det under hensyn til rumhøjden er tilladt at indrette arbejdspladser. Rumhøjder over 4 m medregnes ikke, og der skal tages hensyn til væsentlige indskrænkninger i luftrummet fra maskiner, inventar, varer m.v.

GULVE

Gulve i arbejdsrum skal være tilstrækkeligt isoleret mod fugt og kulde. Gulvbelægnigen skal passe til arbejdets art.

Kommentar

Ved passende gulvbelægning forstås efter Arbejdstilsynets praksis bl.a., at

- gulvet kan renholdes effektivt,

- faren for at skride på gulvet er søgt undgået,

- statisk elektricitet søges undgået,

- gulvet ikke er gnistgivende og har en passende ledningsevne, hvor der kan forekomme brand- og eksplosionsfare.

VÆGGE OG LOFTER

Vægge og lofter skal være tætte og tilstrækkeligt isolerede.

Kommentar

Efter Arbejdstilsynets praksis skal vægge og lofter være lette at holde rene. Det gælder især, hvor der arbejdes med støvende eller sundhedsfarlige stoffer og materialer.

UDGANGSFORHOLD

Krav til udgange fra arbejdsrum er omtalt i At-meddelelse nr. 1.01.2 om udgangsforhold.

VINDUER

Arbejdsrum skal have belysning, som passer til arbejdet.

Hvor der arbejdes regelmæssigt, skal der være tilstrækkelig tilgang af dagslys, hvis det ikke vil betyde en afgørende ulempe, fx hvor produktionens art ikke tillader dagslys.

Kommentar

Dagslystilgangen vil normalt være tilstrækkelig, når vinduesarealet ved sidelys svarer til mindst 10% af gulvarealet eller ved ovenlys mindst 7%. Vinduesarealet skal forøges ved eventuel formindsket lysgennemgang eller formindsket lysadgang til vinduerne.

Vinduer bør sidde, så man kan se ud på omgivelserne.

Hvis arbejdsrummet har vinduer med direkte sollys, vil det ofte være nødvendigt at begrænse temperaturstigningen ved at etablere udvendig solafskærmning eller ventilationsanlæg med køling.

EL-BELYSNING

El-belysning skal passe til arbejdet. Blænding, generende reflekser og flimren skal undgås. Lysets fordeling, retning, styrke og farve skal være hensigtsmæssig.

Kommentar

Ved bedømmelsen af, om el-belysningen er passende, kan Dansk Standard 700 (Retningslinier for kunstig belysning i arbejdslokaler) være vejledende.

INDRETNING I ØVRIGT

Arbejdsrum skal være forsvarligt indrettet under hensyn til arbejdets art.

Kommentar

Til forsvarlig indretning af arbejdsrum hører bl.a., at

- de enkelte arbejdspladser er hensigtsmæssigt placeret i rummet,

- der er velordnede færdselsveje og fornøden plads til råvarer, færdigvarer m.v.

- niveauforskelle mellem arbejds- og/eller færdselsarealer inden for samme rum (indskudte dæk, gallerier, platforme o.l.) om fornødent sikres med rækværk. Små niveauforskelle kan markeres med sort og gul stribning.

DRIKKEVAND

De ansatte skal have let adgang til rigeligt, sundt og frisk drikkevand.

TEMPERATUR

Temperaturen i arbejdsrum skal være passende under hensyn til de ansatte og arbejdets art.

Der henvises til At-meddelelse nr. 1.01.7 om temperatur.

VENTILATION

Der skal være tilstrækkelig tilførsel af frisk luft. Sundhedsfarlige luftarter samt støv, røg, damp, stærk hede eller stank skal fjernes, såvidt muligt på udviklingsstedet.

Kommentar

I virksomheder, hvor lokaleluften belastes stærkt, fx fordi el-belysning, maskiner o.lign. afgiver megen varme, er det i reglen nødvendigt at tilføre frisk luft til lokalerne med et ventilationsanlæg, idet udluftning gennem oplukkelige vinduer er utilstrækkelig.

Al ventilation skal indrettes, så der ikke opstår træk; den tilførte friske luft skal om fornødent opvarmes.

STØJ

Støj eller vibrationer af en styrke, der er skadelig eller væsentlig generende, skal imødegås.

Kommentar

Dette kan bl.a. ske ved, at

- støjende maskiner så vidt muligt anbringes uden for arbejdsrummet,

- indkapsle støjende maskiner,

- opstille støjskærme,

- forsyne loft og vægge i arbejdsrummet med lydabsorberende beklædning.

ARBEJDSRUM I KÆLDER

Kælderrum med gulv mere end 1 m under terræn må kun bruges som arbejdsrum, hvis den lave beliggenhed efter Arbejdstilsynets skøn ikke forringer lokalet.

Kommentar

Arbejdsrum i kældre skal principielt opfylde de samme krav som andre arbejdsrum.

Det vil normalt medføre særlige foranstaltninger bl.a. med hensyn til fugt, kulde, dagslys og udgangsforhold.

Arbejdstilsynet har i visse tilfælde (fx for sikringsrum) frafaldet kravet om dagslys, når rummet udelukkende anvendes som arbejdsrum i døgnets mørke timer.

Erik Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →