Legislator Case Law & Legislation
C19900327360 DK

Vejledning om åndedrætsværn (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1990 3273 Historic

Vejledning om åndedrætsværn (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)

At-meddelelse Nr. 4.09.1

April 1990

Erstatter

December 1986

Åndedrætsværn

Baggrund

- Bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler.

- Bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.

Denne At-meddelelse oplyser om åndedrætsværn, og hvor det skal bruges.

Åndedrætsværn er et personligt værnemiddel, der beskytter mod indånding af forurenet luft og/eller oxygenmangel.

BRUG

Luftforurening

Arbejdsmiljølovgivningen fastsætter, at sundhedsfarlig luftforurening så vidt muligt skal fjernes på udviklingsstedet, og at påvirkningen fra luftforureningen skal nedbringes så meget, som det er teknisk rimeligt. Der skal benyttes egnet åndedrætsværn, hvis påvirkningen ved tekniske foranstaltninger ikke kan nedbringes, og de fastsatte grænseværdier overholdes, se At-anvisning nr. 3.1.0.2 om grænseværdier for stoffer og materialer.

Åndedrætsværn kan undertiden benyttes som eneste foranstaltning. Det gælder fx ved malearbejde, samt iøvrigt hvor arbejdet er kortvarigt eller lejlighedsvist, fx ved rensning eller reparation. Eller som midlertidig foranstaltning, hvor en senere teknisk forbedring nedbringer forureningen tilstrækkeligt.

Arbejdsgiveren

skal sørge for

- at de ansatte forsynes med egnet åndedrætsværn, der passer den ansatte og ikke medfører unødige gener, og at åndedrætsværnet bliver brugt under arbejdet.

- at de ansatte instrueres og oplæres i brugen samt oplyses om faren ved at undlade at bruge åndedrætsværn. Instruktionen og oplæringen skal omfatte udskiftning af filter, tilpasning, vedligeholdelse og opbevaring af værnet, samt hvordan det skal tages på og af

- vedligeholdelse og renholdelse af åndedrætsværnet.

Åndedrætsværn anskaffes og betales af arbejdsgiveren og er dennes ejendom.

Den ansatte

skal bruge åndedrætsværn, hvor det er påkrævet.

Brugsanvisning

Ved levering skal der fra leverandøren medfølge en brugsanvisning på dansk med oplysninger om beskyttende egenskaber, tilpasning, brug, vedligeholdelse og opbevaring.

Sikkerhedsskiltning

Områder, hvor åndedrætsværn skal bruges skal afmærkes ved skiltning som vist.

+++Fig. 1+++

Skiltet kan være forsynet med et supplerende skilt, som angiver typen af åndedrætsværn.

VALG AF ÅNDEDRÆTSVÆRN

Der er mange typer åndedrætsværn. De kan være udformet som hel-, halv- og kvartmasker, som hætte eller bidemundstykke eller som filtrerende engangsmasker. Et åndedrætsværn kan enten filtrere den omgivende luft, inden den indåndes, eller det kan tilføres ren luft

Forsynes et filtrerende åndedrætsværn med en blæser eller hjælpemotor, belastes vejrtrækningen lige så lidt som ved et luftforsynet åndedrætsværn. Denne type kan ikke anvendes, når luftforsynet åndedrætsværn er påkrævet (se s. 6).

Det er vigtigt at kende de forskellige åndedrætsværns egenskaber for at kunne vælge det rette. Forkert valg kan få katastrofale følger, fx er personer omkommet, fordi de brugte filtrerende åndedrætsværn, hvor der var iltmangel.

Der skal vælges åndedrætsværn efter art og koncentration af forureningen. Åndedrætsværnet skal bringe forureningen af indåndingsluften væsentligt under grænseværdien. For en enkelt periode af kort varighed kan det være tilstrækkeligt, at forureningen af indåndingsluften bringes lige under grænseværdien.

Ved valg af åndedrætsværn skal der tages hensyn til, om der skal anvendes briller, hjelm, høreværn eller lignende, der kan påvirke åndedrætsværnets funktion.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at kontrollere, at åndedrætsværnet slutter rimelig tæt til ansigtet. Dette kan afprøves ved, at filtret lukkes med plastfolie eller med hånden. Derefter kontrolleres, om masken holder over- eller undertryk i 10 sek. Man kan også afprøve maskens tæthed ved, at et ikke farligt lugt- eller smagsstof spredes omkring masken. Man kontrollerer derefter, om man kan lugte eller smage stoffet inde i masken.

Husk at bruge den rigtige type filter til testen. Der findes færdige sæt, der kan benyttes til kvalitativ tæthedstest.

Det er vigtigt, at åndedrætsværnet ikke generer, så brugeren fristes til at tage det af i utide. Visse gener kan ikke helt undgås fx belastning af åndedrætsfunktionen samt gener ved hudkontakt.

Filtrerende åndedrætsværn må derfor kun benyttes i 3 timer om dagen. Hvis arbejdet derfor strækker sig ud over 3 timer, skal der allerede fra arbejdets begyndelse benyttes luftforsynet åndedrætsværn. Luftforsynet åndedrætsværn må benyttes hele dagen med pauser, hvis længde afhænger af arbejdsbelastningen og generne.

Disse perioder er for asbest fastlagt således, at arbejdet med luftforsynet åndedrætsværn ikke må overstige 6 timer pr. dag for den enkelte ansatte. Denne periode nedsættes til 4 timer ved belastende nedrivningsarbejde.

Beskyttelsesfaktoren

angiver, hvor mange gange koncentrationen af skadelige stoffer kan forventes nedsat inde i masken i forhold til koncentrationen i omgivelserne.

Beskyttelsesfaktoren for et åndedrætsværn skal således benyttes til at vurdere, om et åndedrætsværn er godt nok i den pågældende arbejdssituation.

Hvis der fx i omgivelserne er en forurening på 1.000 mg/(m3), og åndedrætsværnets beskyttelsesfaktor er på 500, vil der være en forurening på 2 mg/(m3) i indåndingsluften, forudsat at åndedrætsværnet er korrekt valgt og tilpasset brugeren.

Hvis leverandøren ikke har opgivet en beskyttelsesfaktor, kan man i praksis anvende de beskyttelsesfaktorer, der er opgivet i denne At meddelelse dels i selve teksten, dels i oversigten, der findes til sidst.

Åndedrætsværn godkendt af Arbejdstilsynet

Der er intet krav om, at åndedrætsværn skal være godkendt, men Arbejdstilsynet har godkendt nogle åndedrætsværn og filtre og har givet leverandøren tilladelse til at mærke disse med »Godkendt af Direktoratet for Arbejdstilsynet«. Godkendelsen sikrer, at værnene opfylder Arbejdstilsynets minimumskrav til beskyttelse.

Hovedtyper åndedrætsværn

Der findes to hovedtyper åndedrætsværn

- luftforsynet åndedrætsværn

- filtrerende åndedrætsværn.

Når der skal vælges åndedrætsværn, skal der først vælges mellem disse to hovedtyper.

Luftforsynet åndedrætsværn

skal altid vælges, når

- der er eller kan opstå iltmangel (mindre end 17 pct. ilt) i indåndingsluften

- luftforureningen forekommer i høje koncentrationer

- luftforureningens sammensætning eller koncentration er ukendt

- der ikke findes et filter, der er egnet eller godkendt til forureningen

- der ikke kan findes masker, der slutter tæt, fx på grund af skæg, ansigtsform eller briller. Der må da vælges luftforsynede overtryksmasker eller hætter med konstant luftgennemstrømning

- en person på en arbejdsdag skal arbejde mere end 3 timer i alt med åndedrætsværn, eller når arbejdet er tungt, så vejrtrækningen gennem en filtermaske bliver vanskelig på grund af modstanden

- det i øvrigt foreskrives i arbejdsmiljølovgivningen.

Filtrerende åndedrætsværn

kan vælges, når luftforsynet åndedrætsværn ikke er påkrævet.

I forhold til det luftforsynede åndedrætsværn er der følgende fordele ved et filtrerende åndedrætsværn

- det er let

- der er fri bevægelighed for brugeren

- det vil ofte være en let løsning, fx ved enkeltopgaver og arbejde på skiftende arbejdspladser

og følgende ulemper

- filtret har begrænset holdbarhed

- vejrtrækningen belastes af luftmodstanden i filtret

- arbejdstidsbegrænsning på 3 timer, medmindre der vælges en type med blæser eller hjælpemotor.

LUFTFORSYNET ÅNDEDRÆTSVÆRN

Der er flere typer luftforsynet åndedrætsværn. Om den ene eller den anden type skal bruges, afhænger af arbejdsforholdene

Kompressormasker

Åndedrætsværn, der får luft fra en kompressor eller en stationær trykbeholder. Luftforsyningen er ikke tidsbegrænset, og værnet er let, men brugerens bevægelighed er begrænset af slangen.

Trykflaskeapparater

Åndedrætsværn, der får luft fra personbårne trykflasker. Flaskerne vejer 5-18 kg, og luftforsyningen er tidsbegrænset, men brugeren har fri bevægelighed.

Selvsugermasker

Selvsugermasker, hvor brugeren trækker vejret gennem en slange, der fører til frisk luft. Dette system er mindre sikkert end de andre luftforsynede åndedrætsværn og bør normalt ikke vælges.

Beskyttelsesfaktoren

Hvis leverandøren ikke har opgivet en beskyttelsesfaktor, kan man i praksis, når det drejer sig om udstyr godkendt af Arbejdstilsynet, regne med den beskyttelsesfaktor, der er angivet i følgende skema

Beskyttelsesfaktor

-------------------------------------------------------------------- Åndedrætsværn Åndedrætsværn forsynet med luft forsynet med luft fra fra kompressor trykflaskeapparater --------------------------------------------------------------------- Beskyttel- Kon- Kon- ses- stant Neutralt Over- stant Neutralt Over- faktoren luft- tryk tryk luft- tryk tryk er ved til- til- førsel førsel --------------------------------------------------------------------- større end større end Helmaske 2000 2000 10.000 2000 2000 10.000 --------------------------------------------------------------------- Halvmaske 100 100 - - - - --------------------------------------------------------------------- Hætte 1000 - - - - - ---------------------------------------------------------------------

Ved »konstant lufttilførsel« forstås, at der mellem trykbeholderen eller kompressoren og masken er indskudt en ventil, der indstilles, så der blæser en konstant luftstrøm til åndedrætsværnet. Udåndingsluften samt den overskydende luft forlader åndedrætsværnet gennem udåndingsventilen eller andre åbninger.

Ved »neutralt tryk« forstås, at åndedrætsværnet er forsynet med en ventil, der åbner ved et meget lille undertryk i masken og derved tilfører åndedrætsværnet luft.

Ved »overtryk« forstås, at åndedrætsværnet er forsynet med en overtryksventil, der sikrer, at der altid er et lille overtryk i masken.

Disse beskyttelsesfaktorer forudsætter en god tilpasning. Dette kan vanskeligt opnås, når der er skæg, briller eller lignende i klemme langs maskens kant.

Luften der tilføres åndedrætsværn

Kompressorers luftindtag skal placeres, så der ikke foreligger risiko for, at sundhedsfarlige gasser/partikler tilføres indtaget. Luftindtaget skal derfor placeres i god afstand til fx kompressorens udstødning.

Eventuelt indhold af sundhedsfarlige stoffer (fx kulilte, olier og nitrøse gasser) i den tilførte luft skal være så lavt som muligt. Brøksummen af forureningerne bør være mindre end 0,1. Om udregning af brøksum, se Arbejdstilsynets At-anvisning nr. 3.1.0.2 om grænseværdier.

Luften skal have passende temperatur og fugtighed.

FILTRERENDE ÅNDEDRÆTSVÆRN

Åndedrætsværn med støvfilter (partikelfilter)

En støvfiltermaske er enten en maske med udskifteligt filter eller en filtrerende maske, se figur 2.

Støvfilter (partikelfilter) beskytter aldrig mod gasser og dampe.

Visse filtre beskytter ikke mod væskeformige aerosoler. Sådanne filtre er mærket »Kun til faste partikler« eller »Ikke til brug mod væskeformige aerosoler«.

Støvfiltre deles i 3 klasser

- P1 (IIa) laveffekt-filter

- P2 (IIb) middeleffekt-filter

- P3 (IIc) højeffekt-filter

IIa, IIb og IIc svarer til de tidligere prøvningsbetingelser. P1, P2 og P3 svarer til nye prøvningsbetingelser. Man kan i praksis regne med, at betegnelserne dækker hinanden.

Filtre, der markedsføres i dag, er ofte mærket med de nye betegnelser.

Klasse P1 (IIa)

Det beskytter kun mod groft støv. Beskyttelsesfaktoren for åndedrætsværn med klasse P1-filter er mindst 5. Filtret må ikke anvendes, hvis grænseværdien er under 5 mg/m3.

Eksempler på støvarter, som filtret ikke beskytter imod, er asbestfibre og fint kvartsstøv.

Klasse 2 (IIb)

Det beskytter mod de fleste typer støv. Det kan anvendes mod sundhedsskadeligt og giftigt støv, men ikke mod radioaktivt støv, bakterier og virus. Beskyttelsesfaktoren for åndedrætsværn med klasse P2-filter er mindst 25, når filtret bruges til halvmasker, og mindst 50, når filtret bruges til helmasker.

Klasse P3 (IIc)

Det beskytter som klasse P2 samt mod radioaktivt støv, bakterier og virus. Beskyttelsesfaktoren for åndedrætsværn med klasse P3-filter er mindst 1700, når filtret bruges til helmasker. Filtret er normalt ikke beregnet til brug i halvmasker.

Udskiftning af støvfiltre

Støvbelægningen på filtret øger indåndingsmodstanden. Når indåndingsmodstanden bliver for belastende, skal filtret skiftes.

Åndedrætsværn med gasfilter, klasser og typer

Gasfiltre inddeles i klasser og typer, hvor klasserne er et udtryk for evnen til at optage større eller mindre mængder gasser og dampe, og typerne angiver, hvilke typer gasser filtret kan optage.

Filtret skal være mærket med klasse og type.

Gasfiltre inddeles i 3 klasser

- klasse 1 (I) lavkapacitets-filtre

- klasse 2 (II) middelkapacitets-filtre

- klasse 3 (III) højkapacitets-filtre.

I, II og III svarer til de tidligere prøvningsbetingelser, og 1, 2 og 3 svarer til nye prøvningsbetingelser, der er noget ændret. Ændringerne fremgår af skemaet (side 12).

Filtre, der markedsføres i dag, er ofte mærket med de nye betegnelser.

Klasse 1 (I) yder kun tilstrækkelig beskyttelse, hvis forureningen er mindre end 0,1 volumenprocent (1000 ppm).

Klasse 2 (II) og 3 (III) yder kun tilstrækkelig beskyttelse, hvis forureningen er mindre end 0,5 volumenprocent (5000 ppm).

For alle klasser er minimumskravet til beskyttelsesfaktor 50, når filtret bruges i halvmasker og 2000, når det bruges i helmasker.

Filtrene er inddelt i filtertyper

Klasser for A-filtre

»Gamle« betegnelser Nye betegnelser

Kapacitet i g ved prøvebetingelserne.

Hvis filtrene skal benyttes mod andre gasser end de nedenfor nævnte typer, må leverandørens oplysninger følges.

Filtertype A beskytter imod dampe fra organiske opløsningsmidler, fx mineralsk terpentin, toluen, xylen og butylacetat.

De beskytter ikke imod luftarter eller dampe fra opløsningsmidler med kogepunkt under 65 graderC, medmindre leverandøren kan dokumentere dette.

Filtret er i reglen mærket med brun farve.

Filtertype B beskytter imod chlor og cyanbrinte og lignende gasser efter leverandørens oplysninger.

Filtret er i reglen mærket med grå farve.

Filtertype E beskytter imod svovldioxid og lignende gasser efter leverandørens oplysninger.

Filtret er i reglen mærket med gul farve.

Filtertype K beskytter imod ammoniak og lignende gasser efter leverandørens oplysninger.

Filtret er i reglen mærket med grøn farve.

Der findes filtre, der dækker flere af de nævnte typer. De mærkes i overensstemmelse med de grupper, de dækker.

Kombinerede filtertyper. Det kan være nødvendigt at beskytte sig mod både støv og gasser. Man skal da benytte et kombineret filter bestående af et gasfilter og et støvfilter.

Det er desuden i reglen nødvendigt at benytte et forfilter, når der forekommer aerosoler, fx ved sprøjtemaling.

Udskiftning af gasfilter

Et gasfilter har evne til at optage en vis mængde luftforurening. Herefter vil forureningen lække igennem.

Inden dette sker, skal der skiftes til nyt filter.

Forureningen må ikke kunne lugtes. Hvis masken er korrekt tilpasset, skal filtret skiftes, når man kan lugte forureningen, da grænseværdien kan være overskredet forinden.

Nogle leverandører vil kunne beregne den sandsynlige brugstid, når forureningskoncentrationen og arbejdsbelastningen opgives.

Filtret skal skiftes i god tid, før den beregnede sandsynlige brugstid nås.

Hvis leverandøren ikke har opgivet en brugstid, kan et gasfilters sandsynlige levetid i minutter beregnes.

Spørg BST eller Arbejdstilsynets lokale kreds, hvis der i øvrigt opstår problemer.

For A-filtre kan nedenstående tabel være vejledende for udskiftningen

-------------------------------------

Filter Bør udskiftes, når filtrets vægt er forøget med

------------------------------------- A1 1,5 g A2 7 g A3 20 g

-------------------------------------

A1-filtre bør kun anvendes som engangsfiltre til kortvarigt arbejde (1/2 time) ved lave koncentrationer (cirka 3 x grænseværdien).

De anførte vægte for udskiftning af A-filtre i alle 3 klasser gælder for de 100 mest anvendte opløsningsmidler med kogepunkt over 65 graderC.

Der er dog følgende vigtige undtagelser

Ethanol

Isopropylalkohol

Allylalkohol

Acrylonitril

A-filtre har en væsentlig mindre kapacitet over for disse stoffer.

Kan der ikke fås oplysninger om filtrenes sandsynlige brugstid, skal der benyttes luftforsynet åndedrætsværn.

Hvis en forurening undtagelsesvis kan lugtes, inden den opgivne brugstid er nået, skal filtret straks skiftes. Et sådant forhold kan indtræffe som følge af et samspil mellem forskellige luftforureninger.

Oversigt over mindstekravene til filtrerende åndedrætsværns beskyttelsesfaktorer

Beskyttelsesfaktor

------------------------------------------------ Støv Gas Filter P1 P2 P3 A,B,E,K 1,2,3 ------------------------------------------------ Halvmaske 5 25 50 50 Helmaske 50 1700 2000 Eengangsmaske 5 15 - - ------------------------------------------------

Disse faktorer forudsætter en god tilpasning af masken.

Erik Andersen

Vejledning 1990 3273 Historic

(* 1) At-meddelelse nr. 4.09.1 april 1990

(* 2) Bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler

(* 3) Bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.

(* 4) At-anvisning Nr. 3.1.0.2 om grænseværdier

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →