Vejledning om opbygning af sikkerhedsorganisation inden for det offentlige (* 1) (* 2) (* 3)
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om opbygning af sikkerhedsorganisation inden for det offentlige (* 1) (* 2) (* 3)
Opbygning af sikkerhedsorganisation
inden for det offentlige
Indholdsfortegnelse
Indledning
1. Område
2. Hovedtyper af virksomheder inden for
det offentlige område
2.1 Kommuner og amtskommuner
2.2 Statslige institutioner
2.3 Selvejende institutioner
2.4 Ansatte, der arbejder i eget hjem
3. Sikkerhedsgruppen
3.1 Sikkerhedsgruppen i primær kommuner, amtskommuner og magistratskommuner
3.1.1 Alment
3.1.2 Daginstitutioner, skoler o.l.
3.1.3 Laboratorier, rense- og forbrændingsanlæg, hospitaler, plejehjem m.v.
3.1.4 Vejvæsen, gartnere, hjemmehjælp m.v.
3.1.5 Kontor- eller administrativt arbejde
3.2 Sikkerhedsgruppen i statslige institutioner
3.2.1 Kontor- eller administrative irksomheder
3.2.2 Virksomheder generelt
3.3 Fælles sikkerhedsgruppe ved geografisk adskillelse
4. Sikkerhedsudvalg og hovedsikkerhedsudvalg
4.1 Sikkerhedsudvalg
4.1.1 I små kommuner
4.1.2 I større kommuner
4.1.3 I amtskommuner
4.1.4 I statsinstitutioner
4.2 Hovedsikkerhedsudvalg
4.3 Daglig leder
4.4 Møder
5. Modeller
Indledning
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 392 af 10. august 1978 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde giver regler for, hvordan dette arbejde skal sættes i system og bringes til at fungere.
At-anvisning nr. 6.1.0.1 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde (der afløser publikation nr. 81) giver vejledende retningslinier for hele sikkerhedsarbejdets opbygning og funktion, og den omfatter også offentlige virksomheder.
Denne anvisning om opbygning af sikkerhedsorganisation inden for det offentlige (der afløser et tillæg herom til publ. nr. 81) giver yderligere vejledning specielt for dette område, herunder navnlig kommuner og amtskommuner.
1. Område
Anvisningen finder i første række anvendelse på kommuner og amtskommuner og kan kun i begrænset omfang anvendes på magistratskommuner, DSB og P&T, hvor den specielt ikke kan anvendes, for så vidt angår sikkerhedsudvalg og hovedsikkerhedsudvalg.
Principperne i anvisningen, især vedrørende kontor- og administrative virksomheder og vedrørende fælles sikkerhedsgruppe ved geografisk adskillelse, finder også anvendelse på private virksomheder, fx banker og forsikringsselskaber.
Det bemærkes i øvrigt, at såvel oprettelse som ændringer eller justeringer af sikkerhedsorganisation forudsætter drøftelse mellem de berørte parter på virksomheden.
2. Hovedtyper af virksomheder inden for det offentlige område
2.1
Kommuner og amtskommuner er omfattet af reglerne om virksomheder generelt i anvisning nr. 6.1.0.1, pkt. 1.5, idet det største antal ansatte i en kommune har arbejdsopgaver inden for vejvæsen, sundhedsvæsen m.v. Hertil kommer, at en kommune med hensyn til opbygning af sikkerhedsorganisation betragtes som en virksomhed.
2.2
Statslige institutioner inden for centraladministrationen vil som hovedregel være omfattet af reglerne om kontor- eller administrative virksomheder, pkt. 1.6. I det omfang statslig virksomhed, fx DSB, P&T, universiteter, hospitaler, statsgymnasier o.l. hører under virksomheder generelt, vil det anførte om det kommunale i et vist omfang kunne anvendes.
2.3
Selvejende institutioner, foreninger, fonde, oplysningsforbund o.l. er selvstændige juridiske personer. Som eksempel kan nævnes selvejende seminarier, gymnasier, børnehaver og plejehjem. Sådanne virksomheder skal oprette selvstændige sikkerhedsorganisationer efter de sædvanlige regler.
Uanset dette kan der efter drøftelse i det enkelte tilfælde etableres sikkerhedsorganisation fælles med fx kommunens sikkerhedsorganisation, uden at Arbejdstilsynets kredse vil gøre indsigelse herimod.
Det bemærkes videre, at personer, der ikke får løn eller andet vederlag, ikke er omfattet af reglerne, selv om de udfører arbejde for en kommune eller anden offentlig virksomhed. Det drejer sig fx om frivillige medlemmer af civilforsvaret eller om særlige grupper på institutioner.
2.4 Ansatte, der arbejder i eget hjem
For disse, fx dagplejemødre, gælder kun reglerne om sikkerhedsudvalgets rådgivende virksomhed.
Sikkerhedsudvalget rådgiver om evt. sikkerheds- eller sundhedsmæssige spørgsmål på området, fx vedrørende hensigtsmæssig indretning af arbejdspladsen, ergonomiske forhold samt brug af hjælpemidler.
Udvalget sikrer endvidere, at arbejdsmiljømæssige forhold inddrages i planlægningen inden for området, fx i forbindelse med udarbejdelse af retningslinier for oprettelse af nye dagplejer, ved visitation og normalt tilsyn, herunder at der gives fornøden instruktion af ansatte.
Derimod er der ikke krav om og pligt til, at ansatte i dagplejeområdet vælger sikkerhedsrepræsentant.
Adskillige kommuner har uanset dette ladet ansatte på dagplejeområdet vælge sikkerhedsrepræsentant, som sammen med lederen af dagplejen indgår i sikkerhedsorganisationen.
3. Sikkerhedsgruppen
3.1 Sikkerhedsgruppen i primær kommuner, amtskommuner og magistratskommuner
3.1.1 Alment
Hovedreglen er, at der skal oprettes sikkerhedsgruppe i hver afdeling eller hvert arbejdslederområde, se anvisning nr. 6.1.0.1, pkt. 2.2.1.
Afdelinger eller arbejdsområder (arbejdslederområder) med hver 1 til 9 ansatte kan dog organiseres i en fælles sikkerhedsgruppe eller tilsluttes en i øvrigt eksisterende gruppe.
Det samme gælder for afdelinger eller arbejds(leder)områder, hvor de ansatte udelukkende eller hovedsagelig er beskæftiget med kontor- eller administrativt arbejde, uanset om antallet er over 9 i den enkelte afdeling.
Det afhænger af afdelingernes eller arbejdsområdernes art, størrelse, geografiske samhørighed og den risiko, de ansatte er udsat for, om sikkerhedsarbejdet bliver mest effektivt med selvstændige sikkerhedsgrupper eller en fælles gruppe. Det er en forudsætning, at der er enighed mellem de berørte parter om organiseringen i fælles sikkerhedsgrupper. I modsat fald må parterne begrunde deres synspunkter over for Arbejdstilsynskredsen, der herefter træffer afgørelse.
Arbejdstilsynet vil her inden for rammerne af bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, og i øvrigt ud fra en konkret vurdering, lægge vægt på følgende vejledende normer
3.1.2 Daginstitutioner, skoler o.l.
Arbejdstilsynet anser det på baggrund af arbejdets art normalt for tilstrækkeligt, at fx flere daginstitutioner, med under 10 ansatte i den enkelte institution, danner fælles sikkerhedsgruppe, selv om de ligger geografisk adskilt, bortset fra meget afsides beliggenhed, fx på en ø. Daginstitutioner med under 10 ansatte kan også tilsluttes sikkerhedsgruppen i en større daginstitution.
I øvrigt vil Arbejdstilsynet, hvis fx en daginstitution med mellem 10 og 20 ansatte ligger i samme bygning eller bebyggelse som en anden daginstitution af tilsvarende størrelse, og disse har ensartede arbejdsforhold, normalt være indstillet på at dispensere fra kravet om en sikkerhedsgruppe for hvert arbejdslederområde (bestemmelsen om selvstændig sikkerhedsgruppe, når der er 10 ansatte i afdelingen eller arbejdsområdet).
3.1.3 Laboratorier, rense- og forbrændings anlæg, hospitaler, plejehjem m.v.
Arbejdstilsynet foretager en konkret bedømmelse på grundlag af arbejdets art og de hermed forbundne risici. Afhængigt heraf vil der være tilfælde, hvor der må dannes sikkerhedsgruppe, selv om der kun er ganske få i en afdeling eller i et arbejdsområde.
3.1.4 Vejvæsen, gartnere, hjemmehjælp m.v.
Dette arbejde er udearbejde. Arbejdstilsynet foretager en konkret bedømmelse, hvor der lægges vægt på, om de arbejdsmiljømæssige forhold er ensartede, på de ledelsesmæssige forhold og på antallet af ansatte. Det bemærkes, at sikkerhedsgruppen normalt ikke skal foretage opsøgende arbejde, jf. anvisning 6.1.0.1, pkt. 10.2.1.
3.1.5 Kontor- eller administrativt arbejde i kommunerne
Se denne anvisning, pkt. 3.2.1, idet samme principper anvendes ved organisering af kontor- eller administrativt arbejde i virksomheder generelt som i egentlige kontor- eller administrative virksomheder.
3.2 Sikkerhedsgruppen i statslige institutioner
3.2.1 Kontor- eller administrative virksomheder (ministerier, styrelser, direktorater), jf. anvisning 6.1.0.1, pkt. 2.2.2
I kontor- eller administrative virksomheder skal der normalt dannes mere end en sikkerhedsgruppe, når der er over 50 ansatte i virksomheden. Det samme gælder, hvor arbejdets art eller arbejdsstedernes geografiske opdeling og beliggenhed gør dette hensigtsmæssigt, uanset om der er beskæftiget under 50 ansatte i alt.
Sikkerhedsgrupper, der dækker op til 200 ansatte, vil kunne accepteres af Arbejdstilsynet, når arbejdet udføres inden for samme arbejdssted. En kontor- eller administrativ virksomhed med 250 ansatte skal således normalt have mindst 2 sikkerhedsgrupper, og hvis der udføres andre arbejdsfunktioner, fx arbejde i kantine, trykkeri m.v., skal der også dannes sikkerhedsgruppe for disse ansatte, medmindre der er så få knyttet til disse funktioner, at der kan dannes fælles sikkerhedsgruppe med det administrative personale.
Arbejdstilsynet har accepteret sikkerhedsgrupper, der dækker et større antal end 200 ansatte i virksomheder, hvor parterne har ønsket dette.
For geografisk adskilte afdelinger kan der accepteres fælles sikkerhedsgrupper, når der er under 50 ansatte i den enkelte afdeling.
3.2.2 Virksomheder generelt (DSB, P&T, universiteter, hospitaler, statsgymnasier o.l.)
Der henvises til det under pkt. 3.1 anførte.
3.3 Fælles sikkerhedsgruppe ved geografisk adskillelse
For at kunne acceptere fælles sikkerhedsgruppe for geografisk adskilte afdelinger, som nævnt under pkt. 3.1 og 3.2, bortset fra udearbejde, må der sikres sikkerhedsgruppen ret til opsøgende arbejde efter behov, fx ved ulykker, ombygninger m.v., samt herudover et passende antal gange, først og fremmest for at kunne føre tilsyn med og kontrollere de faste arbejdssteder.
For at undgå problemer med hensyn til kompetencespørgsmål, må der iflg. praksis aftales skriftlige retningslinier mellem sikkerhedsgruppen, virksomheden og de pågældende afdelinger, og der må oprettes en besøgsbog, hvori sikkerhedsgruppen skal anføre arten og omfanget af besøget.
4. Sikkerhedsudvalg og hovedsikkerhedsudvalg
4.1 Sikkerhedsudvalg, jf. anvisning 6.1.0.1, pkt. 2.3
4.1.1
I små kommuner med under 1.000 ansatte finder Arbejdstilsynet det mest hensigtsmæssigt med et sikkerhedsudvalg.
4.1.2
I større kommuner vil det være mest hensigtsmæssigt med et sikkerhedsudvalg for hvert af de store forvaltningsområder. Arbejdstilsynet mener ikke, at samarbejdet om sikkerhed og sundhed kan fungere tilfredsstillende med en række sikkerhedsudvalg under de enkelte forvaltninger. Der kan fx oprettes fire sikkerhedsudvalg, et for administrationen, et for den kulturelle forvaltning, et for teknisk forvaltning og et for socialforvaltningen. For København, Frederiksberg, Ålborg, Odense og Århus kommuner kan der være særlige behov for flere sikkerhedsudvalg under de enkelte forvaltningsgrene.
4.1.3
I amtskommuner findes det mest hensigtsmæssigt at oprette et sikkerhedsudvalg på de enkelte større hospitaler, institutioner og plejehjem, samt et sikkerhedsudvalg for hver forvaltningsgren med mindre institutioner under sig.
4.1.4
I statsinstitutioner (ministerier, styrelser, direktorater) finder Arbejdstilsynet det normalt mest hensigtsmæssigt med et sikkerhedsudvalg.
4.2 Hovedsikkerhedsudvalg, jf. anvisning 6.1.0.1, pkt. 2.4
Når der er oprettet flere sikkerhedsudvalg, skal der normalt dannes hovedsikkerhedsudvalg til koordinering af de enkelte sikkerhedsudvalgs arbejde for sikkerhed og sundhed. Såfremt koordineringen af de enkelte udvalgs arbejde kan ske på anden betryggende vis, kan Arbejdstilsynet på visse betingelser tillade dette.
I amtskommuner skal der normalt oprettes hovedsikkerhedsudvalg. I de store magistratskommuner kan det være hensigtsmæssigt, at der oprettes flere hovedsikkerhedsudvalg, fx et særligt hovedsikkerhedsudvalg for en forvaltningsgren med flere sikkerhedsudvalg.
4.3 Daglig leder, jf. anvisning 6.1.0.1, pkt. 7
Det bemærkes, at det i store kommuner og amtskommuner er hensigtsmæssigt, at der er en sikkerhedsleder, der har sikkerhedsarbejde som hovedbeskæftigelse, og som er kvalificeret til at handle på udvalgets vegne.
Hvis der ikke er ansat en sikkerhedsleder specielt til dette arbejde, skal arbejdsgiveren efter drøftelse med sikkerhedsudvalget udpege en daglig leder blandt udvalgets medlemmer.
4.4 Møder, jf. anvisning 6.1.0.1, pkt. 6.5
Arbejdstilsynet vil normalt, inden for det kontor-/administrative område, biblioteks- og undervisningsområdet o.l., give dispensationer til kun at afholde 2 årlige ordinære møder i sikkerhedsudvalget samt kun 1 årligt møde med samtlige sikkerhedsgrupper. Hvis et medlem af sikkerhedsudvalget fremsætter konkret begæring om et yderligere møde, skal dette uanset en eventuel dispensation dog afholdes. Pågældende kan dog kun kræve afholdt op til 4 årlige ordinære møder i sikkerhedsudvalget, og 2 årlige møder med samtlige sikkerhedsgrupper.
Inden for andre områder vil Arbejdstilsynet, hvor det i enkelttilfælde skønnes rimeligt og forsvarligt, give tilsvarende dispensationer.
Dispensation gives af Arbejdstilsynets kredse efter begrundet ansøgning.
5. Modeller
Der er udarbejdet modeller for hensigtsmæssige sikkerhedsorganisationer i en lille primærkommune med under 1.000 ansatte, i en større kommune samt for sikkerhedsudvalg og hovedsikkerhedsudvalg i en amtskommune.
Modellerne er udarbejdet på baggrund af Arbejdstilsynets erfaringer indtil 1981 om hensigtsmæssige sikkerhedsorganisationer, og der indgår retningslinier fra anvisning 6.1.0.1 samt fra det, der er anført i de forudgående afsnit.
Endelig vises som eksempel inden for det statslige område planen over Arbejdstilsynets sikkerhedsorganisation.
Når plan over sikkerhedsorganisation sendes til den stedlige Arbejdstilsynskreds skal, foruden antallet af ansatte m.v., navnene på sikkerhedsudvalgets medlemmer og på den daglige leder fremgå af planen.
Erik Andersen
(* 1) At-anvisning nr. 6.1.0.2 januar 1990
(* 2) Bekendtgørelse nr. 392 af 10. august 1978 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde
(* 3) At-anvisning nr. 6.1.0.1 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.