Cirkulære om samarbejde mellem amtsråd og arbejdstilsynskreds (Til samtlige amtsråd)
Table of Provisions (14)
Statutory Text (14 Articles)
Kapitel 1
Cirkulærets formål og indhold
Kapitel 1
Cirkulærets formål og indhold
På baggrund af betænkning nr. 1193 om virksomhedernes miljøtilsyn (VMT) og arbejdet i VMT-udvalget er der udarbejdet en aftale om et udbygget samarbejde mellem de indre og ydre miljømyndigheder.
Det udbyggede samarbejde omfatter både de centrale og decentrale indre og ydre miljømyndigheder.
På det centrale niveau skal samarbejdet udbygges ved koordinering af planer, regler og indsatser/kampagner.
På decentralt niveau skal samarbejdet udbygges ved at sikre enkel og effektiv sagsbehandling og fælles indsatser/kampagner og tilsyn.
Dette cirkulære har til formål at sikre en forenkling for virksomhederne ved en koordination af de to systemers tilsyn og en effektivisering af tilsynet ved at tilsynsmyndighederne får adgang til hinandens data. Endvidere skal cirkulæret sikre en bedre udnyttelse af de forhåndenværende ressourcer ved en hensigtsmæssig arbejdsfordeling de to systemer imellem, således at dobbeltarbejde undgås.
Cirkulæret omhandler samarbejdet mellem amtskommunerne og arbejdstilsynskredsene om anmelde-/godkendelsespligtige virksomheder, tilsynsvirksomhed og virksomhedsregistrering.
Cirkulæret udstedes med hjemmel i § 56 i lov om miljøbeskyttelse (Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar 1989).
Kapitel 2
Godkendelser og anmeldelser
Kapitel 2
Godkendelser og anmeldelser
2.1. Risikovirksomheder
Amtsrådets behandling af sager vedr. EF's risikodirektiv/risikobekendtgørelsen skal ske i overensstemmelse med retningslinierne i Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 4/1990 om Pligter ved risikobetonede aktiviteter og Arbejdstilsynets cirkulæreskrivelse nr. 3/1990, kapitel 5- godkendelser m.v.
2.2. Kap. 5 - godkendelser
Amtsrådets behandling af godkendelsessager for de virksomhedstyper, der både figurerer på bilaget til miljøbeskyttelsesloven over særligt forurenende virksomheder og på bilaget til Arbejdsministeriets bekendtgørelse om arbejdets udførelse, skal koordineres med arbejdstilsynskredsen. Når amtsrådet modtager ansøgning fra en af de fælles virksomheder, sendes kopi heraf til kredsen til orientering/underretning. Samarbejdet kan evt. udbygges med fælles møder med virksomheden i forbindelse med sagsbehandlingen.
Amtsrådet kan i samarbejde med kredsen opstille retningslinier for, hvorledes godkendelsessager skal behandles. Retningslinierne bør sikre, at der ikke opstilles modstridende vilkår samt medføre en forenklet og koordineret sagsbehandling og gensidig udveksling af oplysninger.
Amtsrådet bør desuden løbende tilsende kredsen kopi af alle godkendelser vedrørende virksomheder, som vurderes at have fælles interesse.
Kapitel 3
Tilsynsvirksomhed
Kapitel 3
Tilsynsvirksomhed
Amtsrådet videresender oplysninger, der vurderes at have betydning for kredsen, f.eks. miljøtekniske beskrivelser af produktionsanlæg, forbrug af stoffer og materialer, påbud og forbud.
Amtsrådet og kredsen koordinerer tilsynsbesøg ved f.eks. fælles tilsynsbesøg på udvalgte virksomheder, som f.eks. kemiske virksomheder, støberier, garverier. Samordning af tilsynsbesøg bør ligeledes ske ved nyetablerede virksomheder og virksomheder, der besøges som følge af klager.
Amtsrådet koordinerer lokale tilsynskampagner og undersøgelser med kredsens indsatser og kampagner.
Amtsrådet tilsender kredsen kopi af tilsynsrapporter for alle tilsyn på fælles virksomheder, hvor der har været grundlag for påtale, henstilling eller lignende, eller hvor miljømyndighederne vurderer, at der er forhold, der kræver påtale fra kredsens side.
Amtsrådet kan yde vejledning på kredsens vegne på områder, hvor tilsynsarbejdet vedrører de samme forhold, f.eks. kemi, støj, genteknologi og affaldsbehandlingsanlæg. Kredsen underrettes efterfølgende herom.
Relevante publikationer, meddelelser, cirkulæreskrivelser m.v., som vurderes at have kredsens interesse, fremsendes hertil.
Der afholdes kontaktmøder med kredsen.
Samarbejdet kan udvides til at omfatte andre forhold end de ovenfor nævnte, såfremt der konstateres behov herfor.
Kapitel 4
Virksomhedsregistrering
Kapitel 4
Virksomhedsregistrering
Relevante oplysninger og informationer udveksles amtsrådet og kredsen imellem. Det betyder, at virksomhederne, hvor det drejer sig om fælles oplysninger, kan afgive pågældende til en af de to myndigheder. Hermed opnås en større mulighed for at koordinere besøg, vejledning, påbud m.v.
På længere sigt, når der er etableret fælles registre og når de to myndigheder i registerlovsforstand betragtes som een myndighed, vil virksomhederne kunne nøjes med at afgive oplysninger til een myndighed.
Kapitel 5
Redegørelse
Kapitel 5
Redegørelse
Amtsrådet skal som en del af amtsrådets tilsynsberetning, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 788 af 21. november 1986, redegøre for, hvorledes samarbejdet med kredsen er forløbet.
Kapitel 6
Ikrafttrædelse
Kapitel 6
Ikrafttrædelse
Dette cirkulære træder i kraft den 1. januar 1991.
Miljøstyrelsen, den 6. december 1990
Erik Lindegaard
/ Mogens Moe
Cirkulære om samarbejde mellem amtsråd og arbejdstilsynskreds
(Til samtlige amtsråd)
Ingen