Vejledning om skole- og praktikuddannelsen i de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Kapitel 1
Grunduddannelsen til social- og sundhedshjælper
Kapitel 1
Grunduddannelsen til social- og sundhedshjælper
Skoleuddannelsen.
De obligatoriske områdefag består af faggrupper, jvf. § 5, stk. 2 og § 6 i bekendtgørelse nr. 799 af 21.november 1990 om de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet m.v.
1) Målet med undervisningen inden for den praktiske faggruppe er, at eleven
1. tilegner sig forståelse af social- og sundhedshjælpernes arbejdsfunktioner inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet, herunder planlægning og udførelse af praktisk og personlig bistand, samt omsorg for brugeren/familien under hensyntagen til brugerens/familiens ressourcer og belastninger,
2. opnår viden om og forståelse af principper for almindelig husførelse, herunder husholdningsøkonomi, forbrugerlære og brug af og omgang med almindeligt anvendte vaske- og rengøringsmidler samt tilsætningsstoffer,
3. får viden om hovedprincipper i sammensætning af ernæringsrigtig kost til personer i forskellige aldersgrupper og dermed opnår forudsætninger for tilberedning af mad,
4. opnår viden om og forståelse af hygiejniske og praktiske principper af betydning for den enkelte borgers sundhed, trivsel og daglige livsførelse,
5. udvikler forståelse af boligens betydning som ramme om den daglige tilværelse,
6. tilegner sig viden om og forståelse af arbejdsmiljøets indflydelse på opretholdelse af sundhed og opnår kropsbevidsthed og evne til at anvende rette arbejdsstillinger, løfteteknikker og hjælpemidler til såvel borger som hjælper og
7. udvikler en bevidsthed om brugerindflydelse og herunder respekt for borgerens vaner, behov og holdninger.
2) Målet med undervisningen inden for den kulturelle-aktivitetsfaglige gruppe er, at eleven
1. opnår kendskab til igangsættende, støttende og inspirerende aktiviteter af kulturel, kreativ og håndværkspræget art,
2. tilegner sig forståelse af det aktive og stimulerende nærmiljøs betydning for livskvaliteten, herunder det sociale netværks betydning,
3. opnår forståelse og respekt for menneskers forskellige kulturelle baggrunde, livsanskuelser, vaner og religiøsitet,
4. udvikler opmærksomhed over for og viden om de daglige aktiviteter, som borgeren kan deltage i som led i fastholdelsen af normal livsudfoldelse og
5. udvikler bevidsthed over for andres og egne ressourcer og anvender den i samarbejde med brugeren og andre grupper.
3) Målet med undervisningen inden for den pædagogiske-psykologiske faggruppe er, at eleven
1. opnår kendskab til menneskets psykiske udvikling samt levevilkårs og livserfaringers indflydelse på menneskets trivsel og sundhed,
2. opnår kendskab til de hyppigst forekommende reaktioner på psykiske og sociale belastninger og kriser, herunder demens,
3. erhverver sig grundlæggende viden om den normale aldringsproces, fysisk, psykisk og socialt,
4. tilegner sig grundlæggende viden om og øvelse i at anvende forskellige principper for kommunikation og samarbejde, herunder informationsteknologi,
5. udvikler opmærksomhed over for den indflydelse, en hjælpers tilstedeværelse har i et privat hjem,
6. tilegner sig kendskab til pædagogiske arbejdsmetoder, herunder metoder, som anvendes i vejledning og
7. udvikler viden om og forståelse for fysiske, psykiske og sociale handicaps betydning for menneskets/familiens tilværelse.
4) Målet med undervisningen inden for den social- og samfundsfaglige gruppe er, at eleven
1. får kendskab til samfundets politiske, økonomiske og sociale struktur,
2. opnår kendskab til hovedprincipperne i de social- og sundhedspolitiske målsætninger og tilegner sig viden om social og sundhedssektorens opbygning og funktioner med vægt på den primære sundhedssektors opgaver,
3. opnår kendskab til forskellige kulturers og livsformers betydning for borgerens vaner, behov, holdninger og ønsker,
4. udvikler forståelse af egen rolle som borger og som fagperson,
5. opnår viden om boformer og boligtilbud til ældre og handicappede og
6. opnår kendskab til gældende regelsæt på bistands-, pleje- og omsorgsområdet, samt arbejdsmiljølovgivning, tavsheds- og oplysningspligt.
5) Målet med undervisningen inden for den plejefaglige gruppe er, at eleven
1. opnår forståelse af social- og sundhedshjælperens centrale arbejdsfunktioner inden for plejeområdet og udvikler holdninger, som respekterer borgerens individualitet, integritet og behov for egenomsorg,
2. tilegner sig grundlæggende viden om menneskets anatomiske opbygning og funktion og opnår kendskab til de hyppigst forekommende symptomer på ændret sundhedstilstand og/eller nye helbredsproblemer hos brugeren, herunder baggrunden for symptomernes opståen, samt opnår færdigheder i førstehjælp,
3. tilegner sig grundlæggende viden om og forståelse for sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende aktiviteter og deres betydning for at få et godt liv, herunder principper for træning i almindelig daglig livsførelse, almindelig fysisk vedligeholdelse og optræning, samt social og mental stimulation,
4. opnår viden om principper for elementær sygepleje, herunder pleje af mennesker med f.eks. feber, forstoppelse, diarre, svimmelhed, opkastninger, væskemangel, samt de almindeligste komplikationer ved sengeleje og
5. udvikler bevidsthed om og åbenhed over for at indgå i tværfagligt samarbejde i social- og sundhedssektoren, herunder opnår øvelse i at rapportere observationer, samt at videregive opgaver, som ligger uden for social- og sundhedshjælperens kompetenceområde.
Praktikuddannelsen.
6) Målet med praktikuddannelsen er, at eleven
1. anvender sin viden om og opnår færdighed i at udføre forskelligartede almindelige bistands-, pleje- og omsorgsopgaver, herunder midlertidig/permanent hjælp til borgerens/familiens daglige livsførelse som f.eks. rengøring, indkøb, madlavning og tøjvask, samt aktiviteter som led i fastholdelse af normal livsudfoldelse,
2. udviser ansvar for at forebygge infektioner,
3. udvikler og udviser holdninger, som respekterer borgerens individualitet, integritet og selvbestemmelsesret,
4. udvikler evne til at forstå, vurdere og korrigere egen adfærd, reaktioner og holdninger,
5. kan imødekomme almindelige omsorgsmæssige behov under hensyntagen til borgerens og familiens ressourcer og belastninger, herunder aflaste i familier med børn eller voksne med fysiske, psykiske eller sociale handicap,
6. kan varetage elementære sygeplejeopgaver, herunder pleje af mennesker med de almindeligst forekommende plejebehov i forbindelse med f.eks. feber, forstoppelse, diarre, opkastninger, væskemangel, svimmelhed og tryksår,
7. kan reagere hensigtsmæssigt over for borgerens symptomer på ændret trivsels- og sundhedstilstand og/eller nye helbredsproblemer,
8. opnår erfaring i at udføre og vejlede i trivsels- og sundhedsfremmende aktiviteter og anvende enkle pædagogiske metoder,
9. kan vejlede i og tilberede ernæringsrigtig kost,
10. opnår erfaringer med kommunale og private servicetilbud til ældre, syge og handicappede,
11. opnår sikkerhed i vurderingen af, hvordan social- og sundhedshjælperen indgår i det tværfaglige samarbejde inden for social- og sundhedssektoren,
12. udvikler og træner kropsbevidsthed og anvendelse af rette arbejdsstillinger, løfteteknikker og hjælpemidler,
13. tilegner sig viden om og anvender gældende regler på arbejdsområdet, herunder tavsheds- og oplysningspligt,
14. kan medvirke ved introduktion af nye medarbejdere og
15. kan medvirke ved oplæring af elever.
Den obligatoriske praktikopgave i grunduddannelsen.
7) Målet med opgaven er, at eleven
1. kan redegøre for en af social- og sundhedshjælperens centrale, helhedsorienterede arbejdsopgaver,
2. kan redegøre for de overvejelser og den viden, der belyser de emner eller problemfelter, som ligger til grund for de valgte handlingsforslag i opgaven.
Kapitel 2
Overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent
Kapitel 2
Overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent
Skoleuddannelsen.
De obligatoriske områdefag består af faggrupper, jvf. § 10, stk. 2 og § 11 i bekendtgørelsen om de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet m.v.
8) Målet med undervisningen inden for den arbejdsorganisatoriske faggruppe er, at eleven
1. opnår forståelse af social- og sundhedsassistentens arbejdsfunktioner inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet,
2. opnår viden om grundlæggende principper for planlægning og tilrettelæggelse af eget arbejde samt for arbejdsledelse og -instruktion, herunder konfliktløsning,
3. opnår forståelse af principper for samarbejde samt forståelse for tværfaglig opgaveløsning på tværs af sektorerne og hensigtsmæssig brug af personalemæssige og økonomiske ressourcer,
4. opnår viden om gældende regler på arbejdsmarkedet, herunder arbejdsmiljø- og sikkerhedsbestemmelser inden for social- og sundhedsområdet, og
5. opnår kendskab til teknologiudvikling af relevans for arbejdsområdet, herunder blandt andet anvendelse af informationsteknologiske redskaber.
9) Målet med undervisningen inden for den social- og samfundsfaglige gruppe er, at eleven
1. opnår grundlæggende forståelse af de politiske, økonomiske, strukturelle og historiske samfundsforhold med vægt på social- og sundhedssektoren,
2. får grundlæggende forståelse af forskellige livsformer, herunder livssyn, erfaringer og holdninger i relation til borgerens tidligere og nuværende levevis,
3. opnår viden om social- og sundhedsvæsenets lovgrundlag og de social- og sundhedspolitiske synspunkter, der ligger bag,
4. opnår viden om social- og sundhedsvæsenets opgaver med vægt på den sekundære sundhedssektor, samt viden om udviklingen i opgaveløsninger og opgaveorganiseringen, som den kan iagttages i kommuner og amtskommuner og
5. opnår viden om såvel kommunale som private servicetilbud.
10) Målet med undervisningen inden for den kulturelle-aktivitetsfaglige gruppe er, at eleven
1. tilegner sig viden om og forståelse af trivsels- og sundhedsfremmende processer, der styrkes gennem miljøskabende og kulturbærende beskæftigelse og aktivitet alene eller sammen med andre i lokalmiljøet,
2. udvikler forståelse og respekt for menneskers forskellige kulturelle baggrunde, livsanskuelser og religiøsitet og opnår personlige forudsætninger for at igangsætte kulturelle og kreative manuelle og motionsprægede aktiviteter i samarbejde med brugere på baggrund af viden om generelle og lokale tilbud herom,
3. udvikler forståelse for og viden om aktiviteter i hjemmet eller på institutionen, som patienten eller brugeren kan deltage i og
4. udvikler evne til at identificere behov for sammensatte aktiverende og omsorgsmæssige handlinger samt planlægge, udføre og vurdere disse set ud fra borgerens totalsituation.
11) Målet med undervisningen inden for den psykologiske-pædagogiske faggruppe er, at eleven
1. opnår viden om almene psykologiske begreber, herunder kommunikation og roller med fokus på relationen mellem hjælper, bruger og familie og om socialpædagogiske og pædagogiske arbejdsmetoder,
2. opnår viden om menneskets normale psykiske udvikling og inddrager denne viden i en helhedsopfattelse af mennesket,
3. opnår viden om levevilkårs og livserfaringers betydning for menneskets trivsel og sundhed,
4. opnår viden om og forståelse for betydningen af traumatiske og udviklingsmæssige kriser og støtte til kriseramte,
5. opnår viden om de almindeligst forekommende psykiske lidelser, herunder demens og psykosomatiske reaktioner,
6. opnår viden om almene pædagogiske begreber, herunder socialisation, læring og motivation, samt kendskab til forskellige undervisningsformer og deres anvendelse ved vejledning og rådgivning af brugere, pårørende, medarbejdere og elever og
7. tilegner sig viden om fysiske, psykiske og sociale handicap, om betydningen af nedsat funktionsevne for menneskets daglige tilværelse og om omsorgsmæssige behov hos personer med handicap.
12) Målet med undervisning inden for den medicinske faggruppe er, at eleven
1. tilegner sig forståelse af menneskets opbygning og funktion, herunder samspillet mellem de forskellige organsystemer,
2. opnår viden om de hyppigst forekommende somatiske og psykiatriske sygdommes årsag, symptomer og forskellige behandlingsmuligheder, herunder viden om de almindeligst anvendte lægemidler, og
3. opnår viden om mikroorganismers betydning for sundhed og sygdom, om forebyggelse af infektioner, herunder institutionsinfektioner, samt om vigtige infektionssygdomme.
13) Målet med undervisningen inden for den sygeplejemæssige faggruppe er, at eleven
1. opnår viden om egenomsorgsbegrebet, herunder en grundlæggende holdning til at bevare og styrke menneskets individualitet, integritet og selvbestemmelsesret,
2. tilegner sig indsigt i forskellige fysiske, psykiske og sociale faktorers betydning for menneskers velbefindende og for udvikling af sygdom, samt forståelse af principper for sundhedsfremme og sygdomsforbyggelse,
3. opnår forståelse af principperne for udførelsen af grundlæggende sundheds- og sygepleje, herunder identifikation af behov, planlægning, gennemførelse og vurdering af plejen af patienter med somatiske og psykiatriske sygdomme,
4. opnår viden om principperne for medikamentel behandling og forståelse af ansvaret ved medicinuddeling,
5. tilegner sig viden om fysiske, psykiske og sociale handicap, om plejemæssige behov hos ældre, syge og personer med handicap, samt viden om principper for revalidering og genoptræning,
6. får viden om principper for og sammensætning af de almindeligst forekommende diæter,
7. udvikler evne til at foretage en vurdering af, hvilke arbejdsstillinger, løfteteknikker og hjælpemidler til såvel borger som hjælper, der kan anvendes og
8. udvikler forudsætninger for at indgå i det tværfaglige samarbejde inden for social- og sundhedssektoren og opnår sikkerhed i vurderingen af social- og sundhedsassistentens sygeplejemæssige kompetence.
Praktikuddannelsen.
14) Målet med praktikuddannelsen er, at eleven
1. kan identificere grundlæggende sygeplejebehov, selvstændigt planlægge og udføre grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver og vurdere den udførte pleje,
2. kan observere og identificere symptomer på de almindeligst forekommende somatiske og psykiske lidelser og indgå i en tværfaglig opgaveløsning i forbindelse hermed,
3. opnår færdighed i at identificere behovet for sammensatte aktiverende og omsorgsmæssige handlinger samt planlægge, udføre og vurdere disse set ud fra borgerens totalsituation,
4. kan vurdere behov for og selvstændigt iværksætte trivsels- og sundhedsfremmende fysiske, intellektuelle og kreative aktiviteter hos såvel enkeltpersoner som grupper af borgere,
5. kan udføre koordinerende, instruerende og undervisende opgaver inden for arbejdsområdet,
6. opnår sikkerhed i vurderingen af, hvorledes social- og sundhedsassistenten indgår i det tværfaglige samarbejde inden for social- og sundhedssektoren,
7. udviser ansvar for at rapportere observationer og videregive opgaver, som ligger uden for social- og sundhedsassistentens kompetenceområde,
8. udviser en holdning i udførelsen af sit arbejde, som respekterer brugerens individualitet, integritet og selvbestemmelsesret,
9. kan give medicin efter gældende retningslinier,
10. udviser ansvar for at forebygge infektioner og at hindre smittespredning,
11. opnår erfaringer med kommunale og private servicetilbud til ældre, syge og handicappede,
12. udviser evne til at forstå, vurdere og korrigere egen adfærd, reaktioner og holdninger,
13. tilegner sig viden om og anvender gældende regler på arbejdsområdet, herunder tavsheds- og oplysningspligt,
14. opnår kropsbevidsthed og evne til at foretage en helhedsvurdering af arbejdsstillinger, løfteteknikker og hjælpemidler til såvel borger som hjælper,
15. kan introducere nye medarbejdere og
16. kan oplære og vejlede elever.
De obligatoriske praktikopgaver i overbygningsuddannelsen.
15) Målet med den første praktikopgave er, at eleven
1. trænes i at sætte praksiserfaringer ind i en teoretisk sammenhæng,
2. kan udfærdige en procesbeskrivende plan, hvori eleven skal demonstrere indsigt i en borgers livshistorie og indsigt i brugerens egne ressourcer og belastninger, samt arbejdsstedets ressourcer og begrænsninger. Eleven skal ligeledes demonstrere opmærksomhed over for og varetagelse af koordinerende og/eller undervisende opgaver i forbindelse med sammensatte aktivitets- og omsorgsopgaver,
3. kan redegøre for de overvejelser og den viden, der belyser de i opgaven rejste emner eller problemfelter og
4. kan vurdere social- og sundhedsassistentens centrale arbejdsfunktioner.
16) Målet med den anden praktikopgave er, at eleven
1. kan udarbejde en plan for plejen af en somatisk eller psykisk syg patient,
2. kan redegøre for den viden og de overvejelser, der ligger til grund for de planlagte og udførte handlinger,
3. kan evaluere resultatet af de udførte handlinger og elementer i planen og
4. kan vurdere social- og sundhedsassistentens centrale arbejdsfunktioner.
Kapitel 3
Indgangsår til de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser
Kapitel 3
Indgangsår til de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser
Skoleuddannelsen.
De obligatoriske områdefag består af faggrupper, jvf. § 16 i bekendtgørelsen om de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet m.v.
17) Målet med undervisningen inden for den kommunikative faggruppe er, at eleven
1. tilegner sig viden om mundtlig og andre former for kommunikation og opmærksomhed over for kommunikation som arbejds- og samarbejdsredskab i social- og sundhedsarbejdet,
2. bliver opmærksom på forskelle og ligheder mellem reklame og information og
3. kan give og modtage en mundtlig og skriftlig information samt øver sig i samarbejde.
18) Målet med undervisningen inden for den sundhedsfaglige gruppe er, at eleven
1. tilegner sig viden om og kan udpege faktorer i dagligdagen, der har indflydelse på sundhedstilstanden,
2. bliver opmærksom på forskelle i menneskers krav til omsorg, herunder f.eks. ernæring og hygiejne, og får forståelse for den personlige hygiejnes betydning for sundhedstilstanden og samværet med andre og
3. udvikler opmærksomhed over for forskellige livsværdier.
19) Målet med undervisningen inden for den social- og samfundsfaglige faggruppe er, at eleven
1. bliver orienteret om udviklingen i samfundet og familien og om forskellige fysiske, psykiske og sociale handicaps betydning for mulighederne for at leve et normalt liv, og udvikler opmærksomhed over for egne normer og holdningers konsekvenser for samværet med andre,
2. bliver orienteret om social- og sundhedsvæsenets opbygning og opgaver,
3. bliver orienteret om hjemkommunens tilbud inden for social- og sundhedsområdet og
4. tilegner sig viden om elementær arbejdsplanlægning/tilrettelæggelse i relation til de arbejdsopgaver, som daglig husførelse kræver.
Praktikken.
20) Målet med praktikken er, at eleven
1. opnår et bredt kendskab til den samlede kommunale sektors service- og aktivitetstilbud,
2. opnår praktisk erfaring med husligt arbejde og almindelig omsorg f.eks. til børn, gamle og syge mennesker og
3. afprøver sine evner og lyst til arbejde inden for social- og sundhedssektoren.
Undervisnings- og Forskningsministeriet, Erhvervsskoleafdelingen, den 27. november 1990
Birgit Gotenborg
Vejledning om skole- og praktikuddannelsen i de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser
Ingen