Vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger (Til sygehusforvaltningerne m.fl.)
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 1
Lov nr 278 af 2. maj 1990 om ændring af lægeloven
(Faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger
(Udelades her)
Bilag 2
Kvalifikationskrav ved vurdering af ansøgere til overlægestillinger
Den i dette bilag givne vejledning skal tjene til støtte for de faglige bedømmelsesudvalg, der i henhold til lægelovens § 14 skal bedømme de lægefaglige kvalifikationer hos ansøgere til overlægestillinger m.v.
Bedømmelsen skal i alle tilfælde ske under hensyntagen til den konkrete stillings indhold, afdelingens funktioner og afdelingens funktioner i forhold til sygehusets øvrige afdelinger og sygehusvæsenet samt den gældende sygehusplan.
Bilaget er opdelt i 3 hovedafsnit
- Den kliniske uddannelse.
- Den videnskabelige uddannelse.
- Undervisningserfaring.
1. Den kliniske uddannelse.
1.1. Speciallægeanerkendelse.
Som hovedregel forudsættes det, at en ansøger for at være kvalificeret har dansk anerkendelse som speciallæge i det for stillingen relevante grundspeciale og/eller grenspeciale.
På afdelinger, der alene varetager grenspecialiserede funktioner, er anerkendelse i det relevante grundspeciale ikke nogen absolut forudsætning. I særlige tilfælde, hvor en stilling er oprettet til varetagelse af helt specielle opgaver, der falder udenfor de anerkendte grund- og grenspecialer, må ansøgernes kvalifikationer bedømmes ud fra stillingsindholdet uden at der stilles krav om formelle specialekvalifikationer.
1.2. Klinisk uddannelse.
Den kliniske uddannelse må i sin helhed gøre ansøgeren kvalificeret til de funktioner, som er henlagt til den ansøgte stilling. Udover den uddannelse, der indgår som forudsætning for speciallægeanerkendelse, vil funktion som 1. reservelæge eller afdelingslæge i en vis tid efter speciallægeanerkendelsen være en forudsætning for, at en ansøger kan findes kvalificeret til en overlægestilling. Varigheden af 1. reservelæge- og/eller afdelingslægetiden må sammenlagt, dvs. incl. den del, der indgår i speciallægeuddannelsen, være på mindst 4 år. Der bør i denne sammenhæng ikke anlægges en rigoristisk vurdering. Ansættelse i overlægevikariater kan normalt medregnes som svarende til 1. reservelægetid/afdelingslægetid.
Mindst 1 år af 1. reservelægetiden eller afdelingslægetiden bør være tilbragt i en stilling på et sygehus af mindst samme specialiseringsgrad og med mindst samme opgaveniveau, som på det sygehus, hvor stillingen søges.
For at sikre, at en ansøger i sin 1. reservelægetid/afdelingslægetid har fået et bredt kendskab til specialets virksomhedsområde, bør der samtidig kræves ansættelse på mindst 2 afdelinger.
Udover ovennævnte krav, vil ansættelse som vagtbærende overlæge i forbindelse med ansættelse i en overlægestilling være kvalificerende.
1.3. Udenlandske ansættelser.
Udenlandske ansættelser bør bedømmes på linie med danske, såfremt indholdet i ansættelserne kan anses for ækvivalerende tilsvarende danske ansættelser.
Det påhviler ansøgeren at fremskaffe den fornødne dokumentation vedrørende de udenlandske ansættelsers indhold.
Aftalen om et fælles nordisk arbejdsmarked og direktiverne indenfor De Europæiske Fællesskaber bygger på en forudsætning om, at uddannelserne er sammenlignelige, og en dansk speciallægeanerkendelse på basis af en anden nordisk anerkendelse eller anerkendelse fra et andet EF-land må derfor sidestilles med en dansk anerkendelse.
Forsåvidt angår den efterfølgende uddannelse ved ansættelse i en 1. reservelægestilling/afdelingslægestilling, skal man gøre opmærksom på, at svenske afdelingslægestillinger og norske assistentlægestillinger I/II normalt vil svare til danske 1. reservelæge/afdelingslægestillinger på tilsvarende afdelinger eller sygehuse.
2. Videnskabelig uddannelse.
Kravene til videnskabelig uddannelse er forskellige i de forskellige overlægestillinger, spændende fra kravet om kritisk at kunne vurdere faglitteratur til at kunne lede en konstant og stor forskningsindsats på en universitetsafdeling.
Videnskabelig uddannelse kan ikke erstatte klinisk uddannelse. Men tilstrækkelig klinisk uddannelse uden fornøden videnskabelig uddannelse kan medføre, at en ansøger ikke bør anses kvalificeret til visse overlægestillinger.
Ved vurderingen af den videnskabelige uddannelse, bør ansættelse i egentlige videnskabelige stillinger på universiteter eller andre læreanstalter eller som klinisk assistent fremhæves.
Opnåelsen af videnskabelige grader, som f.eks. licientiatgraden/Ph..D.graden, samt opnåelse af den medicinske doktorgrad bør fremhæves ligesom ansøgerens videnskabelige arbejder i øvrigt.
Der bør i denne sammenhæng ikke lægges vægt på kvantiteten, men på ansøgerens selvstændige, kvalitativt tilfredsstillende arbejde. De faglige bedømmelsesudvalg forudsættes derfor efterhånden at indarbejde en praksis, hvorefter man vurderer et enkelt eller et par arbejder som grundlag for bedømmelsen af ansøgernes videnskabelige uddannelse og aktivitet.
3. Undervisningserfaring.
Erfaring med undervisning af sygepleje- og jordemoderelever, fysioterapeutstuderende, medicinske studerende samt undervisningserfaring fra den lægelige videreuddannelse eller anden undervisningserfaring bør indgå i den faglige bedømmelse.
Undervisningserfaring kan dog i forbindelse med selve overlægestillingansættelsen ikke erstatte klinisk uddannelse eller relevant videnskablige uddannelse.
Undervisningserfaring kan få særlig betydning, såfremt der til stillingen er knyttet et professorat eller lektorat, i hvilken forbindelse der foretages en parallel bedømmelse udenfor det faglige bedømmelsesudvalgs regi.
Vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger
(Til sygehusforvaltningerne m.fl.)
1. Indledning
Ved lov nr. 278 af 2. maj 1990 om ændring af lægeloven er reglerne for faglig bedømmelse af ansøgere til overlægstillinger ændret. Med ændringen, der fremgår af bilag 1, afløses den hidtige centrale bedømmelse (§ 14-råd, Sundhedsstyrelsen) af en bedømmelse i lokale faglige bedømmelsesudvalg, nedsat af den enkelte ansættelsesmyndighed. Ved lovændringen forudsættes dels udarbejdet retningslinier for de faglige bedømmelsesudvalgs virksomhed, dels retningslinier om, hvilke faglige elementer, der bør indgå i bedømmelsen af de enkelte ansøgere. Endvidere skal der efter lovens § 14, stk. 3, fastsættes regler om, hvilke oplysninger Sundhedsstyrelsen skal modtage i forbindelse med den obligatoriske indsendelse til Sundhedsstyrelsen af ansættelsesmyndighedens indstilling om ansættelse i stillingen.
På den baggrund udsender Sundhedsstyrelsen følgende vejledning
2. Område
Forud for ansættelse i enhver stilling som overlæge eller anden ledende lægestilling i statslige eller kommunale sygehuse og behandlingsinstitutioner skal som led i ansættelsesproceduren ske en bedømmelse af den enkelte ansøgers lægefaglige kvalifikationer.
Tilsvarende gælder ved ansættelse i vikariat i de nævnte stillinger. Ved vikariater af mindre end 6 måneders varighed vil bedømmelse af ansøgernes lægefaglige kvalifikationer dog kunne ske uden forelæggelse for det under pkt. 3 nævnte faglige bedømmelsesudvalg.
Reglerne om faglig bedømmelse gælder tilsvarende ved ansættelse i private sygehuse m.v., der har indgået overenskomst med eller på anden måde løser statslige eller kommunale sygehusopgaver.
3. Fagligt bedømmelsesudvalg
3.1. Med henblik på en sådan bedømmelse nedsætter ansættelsesmyndigheden i forbindelse med ansættelsen et fagligt bedømmelsesudvalg.
Det faglige bedømmelsesudvalg består af mindst 3 personer, som alle har de fornødne uddannelsesmæssige og forskningsmæssige forudsætninger til at bedømme ansøgernes lægefaglige kvalifikationer.
Bedømmelsesudvalgets medlemmer skal normalt være ansat i overlægestilling eller anden ledende lægestilling i det pågældende speciale eller andet relevant speciale.
Det faglige bedømmelsesudvalg skal i øvrigt have en sammensætning, der sikrer, at bedømmelsen kan ske under hensyntagen både til afdelingens funktioner i forhold til sygehusets øvrige afdelinger og sygehusvæsenet i øvrigt.
Til det faglige bedømmelsesudvalg udpeges personer fra vedkommende sygehuskommune. Mindst 1 af bedømmelsesudvalgets medlemmer skal være ansat på et andet sygehus eller på en anden behandlingsinstitution, end det sted hvor ansættelsen skal ske. I det omfang, der ikke rådes over fornøden ekspertise til vurdering af kvalifikationer til en særlig stilling, skal der til det faglige bedømmelsesudvalg knyttes personer fra andre sygehuskommuner m.v. Ansættelsesmyndigheden kan bede et lægevidenskabeligt selskab om, at pege på personer med de fornødne faglige kvalifikationer.
3.2. Ingen der har familiemæssig tilknytning til en ansøger kan udpeges til det faglige bedømmelsesudvalg.
Medlemmer af det faglige bedømmelsesudvalg er herudover forpligtet til selv at gøre opmærksom på, om der foreligger en sådan tilknytning til en ansøger, at det er egnet til at vække tvivl om medlemmets upartiskhed ved vurderingen. Afgørelse af om der bør ske ændring i udvalgets sammensætning som følge heraf træffes af ansættelsesmyndigheden.
3.3. Til brug for det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering skal foreligge
1) En beskrivelse af afdelingens funktioner, herunder speciale og evt. grenspecialer samt ekspertfunktioner i øvrigt.
2) En beskrivelse af, i hvilket omfang den pågældende afdeling yder lands- og landsdelsfunktioner til andre afdelinger i eller udenfor sygehuskommunen.
3) En beskrivelse af afdelingens undervisningsforpligtelser, herunder i hvilket omfang, afdelingen deltager i organiseret studenterundervisning eller videreuddannelse.
4) En beskrivelse af stillingens særlige funktion i afdelingen, herunder hvorvidt den indebærer varetagelse af særlige grenspecialer eller ekspertfunktioner i øvrigt.
3.4. Det faglige bedømmelsesudvalg foretager en gennemgang af den enkelte ansøgers kliniske uddannelse og øvrige lægefaglige kvalifikationer. Gennemgangen skal indeholde følgende elementer
1) Navn, alder, kandidatalder og aktuel ansættelse.
2) Autorisationer/tilladelser med angivelse af opnåelsesår.
3) Eventuelle akademiske grader.
4) Hoveduddannelse.
5) Uddannelse af betydning for evt. grenspeciale eller interesseområde i øvrigt.
6) Øvrige kliniske uddannelse.
7) Videnskabelige ansættelser eller lignende.
8) Videnskabelige arbejder.
9) Undervisningserfaring.
10) Eventuel anden særlig uddannelse eller erfaring.
3.5. Det faglige bedømmelsesudvalgs gennemgang af den enkelte ansøger afsluttes med en samlet vurdering af, hvorvidt den pågældende under hensyntagen til de i bilag 2 nævnte kvalifikationskrav må anses for lægefagligt »kvalificeret« eller »ikke-kvalificeret« til stillingen. Ved eventuel uenighed kan et medlem forlange sin afvigende mening kortfattet tilført vurderingen.
Med den samlede vurdering skal følge en kort præcisering af de principper, hvorefter ansøgeren er bedømt i forhold til den aktuelle stilling. Såfremt det faglige bedømmelsesudvalg finder en ansøger lægefagligt kvalificeret, uanset at vedkommende ikke opfylder de i bilag 1 nævnte kvalifikationskrav, skal begrundelsen herfor fremgå af vurderingen.
Det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering afleveres til ansættelsesmyndigheden, der beslutter den videre procedure.
4. Indsendelse til Sundhedsstyrelsen
4.1. Før beslutning om ansættelse træffes, forelægger ansættelsesmyndigheden sin indstilling om ansættelse i stillingen for Sundhedsstyrelsen.
Ansættelsesmyndigheden kan forelægge flere egnede ansøgere for Sundhedsstyrelsen.
4.2. Til brug for Sundhedsstyrelsens vurdering skal følgende foreligge
1) En kopi af den under pkt. 3.3 nævnte beskrivelse af stillingen.
2) En kopi af ansøgningen med bilag fra den (de) ansøger(e), der ønskes ansat.
3) En kopi af det faglige bedømmelsesudvalgs gennemgang og vurdering af samtlige ansøgere, jf. pkt. 3.5.
Ansættelsesmyndigheden kan i øvrigt kortfattet kommentere baggrunden for en indstilling om ansættelse.
4.3. Såfremt ansættelsesmyndighedens indstilling giver Sundhedsstyrelsen anledning til bemærkninger, skal disse fremsættes overfor ansættelsesmyndigheden inden 10 hverdage (excl. lørdage), således at fristen regnes fra den dag, indstillingen er Sundhedsstyrelsen i hænde, og således at Sundhedsstyrelsens eventuelle bemærkninger skal være afsendt senest 10. dag herefter.
Efter udløb af 10-dages fristen vil ansættelse kunne iværksættes.
5. Ikrafttræden
De nye regler træder i kraft den 1. august 1990 og er gældende for stillinger, der opslås efter denne dato.
Sundhedsstyrelsens vejledning af november 1980 for de lægevidenskabelige § 14-råd m.fl. bortfalder samtidig.
Sundhedsstyrelsen, den 26. juli 1990
Palle Juul-Jensen
/ Søren Thorning
Ingen