Vejledning om ungdomsydelse m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om ungdomsydelse m.v.
I. INDLEDNING.
1. Ved lov nr. 425 af 13. juni 1990 om ændring af lov om social bistand er der fra 1. juli 1990 i bistandsloven indført et nyt afsnit III A om ungdomsydelse. Loven er medtaget som bilag 1.
Ordningen er et led i regeringens bestræbelser på at styrke de aktiverende tilbud i bekæftigelsespolitikken og går ud på, at unge under 20 år, der søger om hjælp på grund af ledighed, skal have ungdomsydelse mod beskæftigelse i stedet for kontanthjælp.
Ungdomsydelsen omfatter følgende elementer: 1) Tilbud om beskæftigelse for unge, der i en periode er ledige, og som senere har udsigt til at begynde uddannelse eller arbejde. 2) Tilbud om en periode med vejledning og introduktion til unge, der er uafklarede med hensyn til fremtidige uddannelses- eller beskæftigelsesmuligheder. 3) Tilbud om kombination af beskæftigelse og undervisning, der kan tilrettelægges med sigte på den unges muligheder og ønsker efter ophøret med ungdomsydelsen. 4) En generel forpligtelse for kommunerne til at bistå de unge med råd og vejledning, der skal ydes løbende, og således at kommunerne skal være særligt opmærksomme på at hjælpe de unge til deltagelse i aktiviteter, der på længere sigt kan gavne deres beskæftigelses- eller uddannelsesmuligheder.
Kommunerne skal herved være særligt opmærksomme på de ledige, som efter perioden med ungdomsydelse på ny bliver ledige, jf. pkt. 9 og pkt. 24. Socialministeriet vil løbende følge, hvorledes det går for disse unge med hensyn til arbejde eller uddannelse.
Ungdomsydelsen er et led i en omlægning af beskæftigelsesindsatsen, og i tilknytning hertil er der i bistandsloven indført en nyordning med hensyn til kommunens mulighed for at få del i statens sparede kontanthjælp som følge af, at kommunen aktiverer kontanthjælpsmodtagere m.v. Der henvises herved til pkt. 29
Lovændringen skal endvidere ses i sammenhæng med følgende love, som den 1. juni 1990 samtidig blev vedtaget af folketinget
Lov nr. 379 af 13. juni 1990 om kommunal beskæftigelsesindsats. Med denne lov lægges ansvaret for beskæftigelsesindsatsen for ledige, der tilhører særligt udsatte grupper, herunder unge, ud til kommuner og amtskommuner. Loven, der afløser lov om beskæftigelsesmuligheder for unge, betyder bl.a., at en række detailregler om løntilskudsordningen og beskæftigelsesprojekter ændres. Endvidere sker der en ændring af finansieringsreglerne. Det nuværende kommunale pligtbeløb og den kommunale del af statstilskuddet til beskæftigelsesmuligheder for unge overføres til en pulje, jf. lovens § 20. Fra puljen modtager kommunen tilskud til beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen.
Puljen fordeles af indenrigsministeren efter den beskæftigelses- og uddannelsesindsats for ledige, som kommunerne faktisk gennemfører.
Nærmere regler om fordeling af puljen vil blive fastsat af indenrigsministeren efter forhandling med arbejdsministeren og socialministeren og efter høring af de kommunale organisationer og arbejdsmarkedets parter.
Indenrigsministeriet vil snarest udsende en bekendtgørelse med nærmere regler om fordeling af puljen.
Lov om kommunalbeskæftigelsesindsats træder i kraft den 1. januar 1991, dog træder de dele af loven, som har forbindelse med ungdomsydelsen, i kraft den 1. juli.
Lov nr. 381 af 13. juni 1990 om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (kommunal arbejdsformidling). Efter denne lovændring, der træder i kraft den 1. juli 1990, kan kommunalbestyrelsen anvise arbejde til personer, der modtager kontanthjælp, og til personer, der tilhører andre særligt udsatte grupper af ledige. Det forudsættes, at der regionalt/lokalt indgås samarbejdsaftale mellem kommunen og arbejdsformidlingen/arbejdsmarkedsnævn.
Lov nr. 436 af 13. juni 1990 om ændring af lov om erhvervsuddannelser. Fra 1. juli 1990 overføres formidlingen af lære- og praktikpladser - herunder opsøgende virksomhedskontakt med henblik på fremskaffelse af pladser samt vejledning af de pladssøgende - fra arbejdsformidlingen til erhvervsskolerne. I en overgangsperiode indtil ca. 1. oktober 1990 vil arbejdsformidlingen dog fortsat varetage en del af opgaverne, herunder særligt en registrering af de søgende. Den nærmere opgavefordeling i overgangsperioden vil bero på lokale aftaler.
II. HVEM ER OMFATTET AF REGLERNE OM UNGDOMSYDELSEN?
2. Unge under 20 år, der søger kontanthjælp på grund af ledighed, er omfattet af reglerne om ungdomsydelsen. Det er alderen på ansøgningstidspunktet, der er afgørende for, om den unge skal have tilbud i medfør af ungdomsydelsesordningen. En ung, der søger om hjælp 1 uge før 20 års dagen, skal således have tilbud om beskæftigelse m.v. efter denne ordning.
Forudsætningen for, at en ung er omfattet af ungdomsydelsesordningen, er, at ansøgeren ville være berettiget til at modtage kontanthjælp efter bistandslovens § 37, hvis der ikke var indført ungdomsydelse mod beskæftigelse. Hvis betingelserne for at yde hjælp efter § 37 ikke er opfyldt, f.eks. fordi der ikke foreligger ændringer i den pågældendes forhold (en social begivenhed), skal der ikke tilbydes ungdomsydelse. Opmærksomheden henledes herved på, at Den Sociale Ankestyrelse, jf. SM nr. 0-33-90 udsendt den 15. juni 1990, har truffet en række afgørelser om studerendes muligheder for at modtage kontanthjælp efter bistandsloven.
Den nye ordning omfatter ikke alene unge, der som kontanthjælpsmodtagere ville få hjælpen beregnet efter de særlige takster til ude- og hjemmeboende efter § 37, stk. 2, 2. pkt. Også unge, der på grund af tidligere indtægter eller forsørgerpligter ville være omfattet af de almindelige beregningsregler, er principielt omfattet af ordningen med ungdomsydelse. I sidstnævnte situation bør man dog særligt være opmærksom på, om der, jf. pkt. 3, er grundlag for at tilbyde andre former for hjælp.
3. Er den unge ikke alene ramt af ledighed, men også af andre sociale problemer, og har den unge behov for andre støtteforanstaltninger, f.eks. tilbud om revalidering, er pågældende ikke omfattet af ungdomsydelsesordningen.
Bliver det under sagens forløb klart, at den unge bør have tilbud om revalidering, kan dette iværksættes, selv om den unge ikke har gennemført ungdomsydelsesforløbet.
4. Unge under 18 år vil kun i særlige tilfælde være berettiget til kontanthjælp efter § 37, og spørgsmålet om i stedet at tilbyde ungdomsydelse til disse unge er derfor i almindelighed ikke aktuelt. Hvis den unge, f.eks. på grund af forudgående selvforsørgelse i egen bolig ville kunne modtage hjælp efter § 37, vil pågældende principielt være omfattet af ungdomsydelsesreglerne. Dog kan der i disse tilfælde ofte foreligge forhold, som gør, at den unge har behov for anden hjælp.
5. Unge 18- og 19- årige, som før ansøgningen om hjælp har gennemført en periode med ungdomsydelse, har ikke ret til en ny periode med denne ydelse. Disse unge er omfattet af bistandslovens almindelige regler om kontanthjælp, og der kan efter de almindelige regler tilbydes dem beskæftigelse, f.eks. ved løntilskud eller i et beskæftigelsesprojekt, jf. lov om kommunal beskæftigelsesindsats. (* 1)
6. Unge, der er fyldt 20 år, skal ikke have tilbud om en periode med ungdomsydelse, dog har disse unge ret til at fuldføre perioden, når denne er påbegyndt forinden.
III. KOMMUNALBESTYRELSENS PLIGTER.
7. Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde unge, der er omfattet af ungdomsydelsesordningen beskæftigelse, der skal tilrettelægges således, at den påbegyndes inden for de to første uger efter ansøgningen om hjælp, jf. pkt. 10. For de unge, som har behov for det, skal kommunalbestyrelsen tilbyde et vejlednings- og introduktionsprogram af en varighed på indtil 6 uger, jf. pkt. 10- 12.
8. Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde de unge råd og vejledning om, hvorledes de på længere sigt kan forbedre deres beskæftigelsesmuligheder. Denne vejledningspligt, der bl.a. er et udslag af kommunalbestyrelsens generelle vejledningsforpligtelse, jf. bistandslovens § 28, og den særlige bestemmelse i § 49 a, stk. 1, 3. pkt., skal ydes i forbindelse med hele ungdomsydelsesforløbet. Det er vigtigt, at der tages hensyn til de unges individuelle behov og ønsker i relation til beskæftigelse eller uddannelse såvel på kortere som på længere sigt, når der tilbydes beskæftigelse evt. kombineret med vejlednings- og introduktionsforløb.
Kommunalbestyrelsens vejledningsforpligtelse omfatter også de unge, som efter en periode med ungdomsydelse mangler arbejde og ikke er i uddannelse. Disse unge skal kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på og ved råd og vejledning hjælpe dem til deltagelse i aktiviteter - herunder sådanne, som kommunen selv kan henvise til - der på længere sigt kan forbedre deres beskæftigelsesmuligheder.
IV. DE UNGES RETTIGHEDER OG PLIGTER.
9. Unge under 20 år er berettiget til en periode med ungdomsydelse med vejledning og beskæftigelse. Hvis en ung afslår tilbud om beskæftigelse eller vejledning, jf. § 49 a, stk. 3, kan der ikke ydes kontanthjælp, jf. § 40, stk. 2. Deltagelse i supplerende undervisning, der tilbydes i tilknytning til beskæftigelse, jf. § 49 d, er frivillig for den unge. Ønsker den unge ikke at deltage, kan der ikke udbetales deltagergodtgørelse.
Det følger af reglerne for løntilskudsordningen efter lov om kommunal beskæftigelsesindsats, at unge, der som led i ungdomsydelsen får ansættelse i en privat virksomhed, ikke har pligt til samtidig at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
V. VISITATIONSPERIODEN OG VEJLEDNINGS- OG INTRODUKTIONSPROGRAMMET.
10.Tilbud om beskæftigelse eller deltagelse i et vejlednings- og introduktionsprogram skal gives senest 2 uger efter, at den unge har ansøgt om hjælp. I tiden indtil udbetaling af første løn og under vejlednings- og introduktionsprogrammet udbetaler kommunalbestyrelsen en ungdomsydelse, der beregnes efter reglerne i § 37. Beregningen sker efter de almindelige regler, hvoraf bl.a. følger, at den udbetalte hjælp er skattefri, dog med regulering af personfradraget efter reglerne herom.
11.Kommunalbestyrelsen kan tilrettelægge og tilbyde et vejlednings- og introduktionsprogram, der skal tilbydes de unge, der har behov for det. Unge, der ikke har brug for særlig vejledning, f.eks. fordi de kun skal have udfyldt en ventetid indtil tiltrædelse af et arbejdsforhold eller påbegyndelse af en selvvalgt uddannelse, skal således alene have et beskæftigelsestilbud. Vejledning- og introduktionsprogrammet skal påbegyndes senest 2 uger efter ansøgningen om hjælp jf. pkt. 7, og kan vare i op til 6 uger. Disse programmer, der kan tilpasses de lokale forhold, kan således være af kortere varighed end 6 uger.
12.Formålet med vejlednings- og introduktionsprogrammet er at få klarlagt den unges ønsker, behov og muligheder. Programmet skal indeholde vejledning om uddannelses-og erhvervsmuligheder og kan give mulighed for afprøvning af erhvervsønsker - f.eks. ved deltagelse i erhvervsintroducerende kurser eller ved arbejdspraktik i private eller offentlige virksomheder.
Programmet afsluttes med, at kommunen og den unge i fællesskab lægger en plan for den unges fremtidige uddannelses- og erhvervsmuligheder - herunder også for det eventuelle videre forløb inden for rammerne af ungdomsydelsesordningen.
VI. BESKÆFTIGELSENS ART OG OMFANG.
13.Beskæftigelsestilbuddet kan være,
- ansættelse i en privat virksomhed med løntilskud eller i et beskæftigelsesprojekt efter reglerne om kommunal beskæftigelsesindsats (* 2) eller,
- andre aktiviteter, der træder i stedet for beskæftigelse efter disse regler, jf. pkt. 19 til pkt. 22.
De unge skal så vidt muligt have adgang til at vælge mellem flere muligheder for beskæftigelse. Beskæftigelsen skal tilbydes med i gennemsnit 20 timer pr. uge, og den skal have en varighed på op til 5 måneder. Visiteres den unge efter 2 uger til et indtroduktions- og vejledningsprogram på f.eks. 6 uger, vil den samlede periode med ungdomsydelse kunne være i op til 5 måneder og 8 uger.
VII. BESKÆFTIGELSE EFTER REGLERNE I LOV OM KOMMUNAL BESKÆFTIGELSESESINDSATS.
14.For så vidt angår tilbud om beskæftigelse i løntilskudsordningen og i beskæftigelsesprojekter efter lov om kommunale beskæftigelsesindsats, (* 2) er der ikke regler om, at den unge skal have været ledig i en vis periode og være tilmeldt arbejdsformidlingen, jf. § 49 a, stk. 2, 2. pkt. For så vidt angår beskæftigelse med løntilskud i en privat virksomhed kræves det ikke, at ansættelsen er af varig karakter, jf. § 49 a, stk. 2, 3. pkt.
15.Løn- og arbejdsvilkårene skal være overenskomstmæssige eller de sædvanlige ved tilsvarende arbejde, dog bestemmer kommunalbestyrelsen arbejdstiden for så vidt angår personer, der er berettiget til ungdomsydelse, jf. § 14 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats. For så vidt angår aflønningen på beskæftigelsesprojekter henledes opmærksomheden på den indgåede aftale om projektløn.
Både ved beskæftigelse i beskæftigelsesprojekt og med løntilskud modtager de unge en løn, der beskattes efter de almindelige regler om lønindtægt, og der ydes feriepenge efter de almindelige regler.
Den unge har ret til dagpenge efter de almindelige regler i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Har den unge ikke ret til dagpenge efter denne lov, vil der i tilfælde af sygdom eller barsel kunne ydes kontanthjælp efter de almindelige regler. Sygdom under perioden med ungdomsydelse kan bevirke, at ungdomsydelsesperioden forlænges med det antal sygedage, den unge har haft.
Med hensyn til spørgsmålet om optjening af ret til dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring henvises til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 med senere ændring af 17. september 1987 om beregning af arbejdskravet (26-ugers reglen) i henhold til § 55 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Det fremgår af bekendtgørelsen, at kun arbejde med offentligt løntilskud i henhold til lov om kommunal beskæftigelsesindsats kan medregnes som arbejde i forbindelse med optjening af dagpengeret.
Der er mulighed for at holde ferie efter ferielovens regler herom, og under ferieperioden har den unge ikke ret til hverken kontanthjælp eller ungdomsydelse.
16.Begynder den unge uddannelse, eller får den unge almindeligt lønarbejde inden udløbet af beskæftigelsen i ungdomsydelsen, suspenderes ungdomsydelsen. Bliver den unge på ny ledig og søger om hjælp, har den unge ret til ungdomsydelse mod beskæftigelse i den resterede del af 5 måneders-perioden, forudsat at pågældende ikke ved det nye ansøgningstidpunkt er fyldt 20 år.
VIII. SUPPLERENDE BESKÆFTIGELSE.
17.Der er pligt til at tilbyde beskæftigelse i gennemsnitligt 20 timer pr. uge. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de unge skal have tilbud om beskæftigelse i et videre omfang. Kommunernes merudgifter herved kan ikke anmeldes til refusion efter § 133, stk. 2. 2. pkt., og merudgifterne må afholdes efter de almindelige regler om beskæftigelsesindsats.
Det bemærkes, at aktivitet udover de 20 timer pr. uge ikke berettiger til tilskud efter § 133, stk. 3, og at denne aktivitet ikke kan medregnes ved fordelingen af puljen efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats. Aktiviteten kan heller ikke medtages ved opgørelse af refusion for ordninger, godkendt efter § 138 a, stk. 2, der ophæves med virkning fra 1. januar 1991.
18.Den unge har under perioden med ungdomsydelse mulighed for supplerende beskæftigelse forudsat, at udøvelsen af denne bibeskæftigelse ikke er til hinder for, at den unge passer det tilbudte arbejde. Forsømmes dette arbejde, må det anses for et afslag på tilbud om beskæftigelse, hvorefter der, jf. § 40, stk. 2, ikke er mulighed for at yde hjælp.
Det følger af de almindelige regler, jf. pkt. 2, at hvis den unge på ansøgningstidspunktet har beskæftigelse i et sådant omfang, at pågældende ikke ville være berettiget til kontanthjælp efter § 37, er den unge heller ikke berettiget til ungdomsydelse.
IX. AKTIVITETER, DER KAN TRÆDE I STEDET FOR UNGDOMSYDELSEN.
19.Indtil den 1. januar 1991 kan aktiviteter, der kan finansieres af de midler, som kommuner og amtskommuner efter lov om beskæftigelsesmuligheder for unge har pligt til at afsætte til bekæmpelse af arbejdsløsheden, træde i stedet for tilbud efter pkt. 12 til 16.
Det drejer sig om aktiviteter efter lov om beskæftigelsesmuligheder for unge, lov om ungdomsvejledning og visse uddannelsesmæssige foranstaltninger, lov om produktionsskoler og til visse foranstaltninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden blandt ledige under 30 år.
Fra og med 1991 ophæves den kommunale pligtbeløbsordning og statstilskuddet til beskæftigelsesmuligheder for unge. Efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats afsættes i stedet en tilskudspulje. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsministeren og socialministeren regler for, hvilke aktiviteter der berettiger til tilskud fra puljen. Fra 1. januar 1991 er det disse aktiviteter, der kan træde i stedet for ungdomsydelsesordningen, jf. § 49 f, stk. 1.
Indenrigsministeriets regler om tilskud efter »§ 20-puljen« vil snarest blive udsendt.
20.Kommunalbestyrelsen kan efter § 49 f. stk. 2, imødekomme den unges ønske om at deltage i frivillige, ulønnede aktiviteter i stedet for ungdomsydelsesordningen. Kommunalbestyrelsen afgør i hvert enkelt tilfælde, hvilke aktiviteter der vil kunne træde i stedet for ungdomsydelsesordningen. Det forudsættes, at aktiviteten sker inde for rammerne af et veldefineret projekt, organisation eller forening, og at der er tale om samfundsrelevante aktiviteter i bred forstand, f.eks. sociale, kulturelle, idrætsmæssige, miljømæssige, kommunikationsmæssige eller tilsvarende områder. Hobbyprægede eller studiekredsmæssige aktiviteter kan ikke træde i stedet for ungdomsydelsesordningen.
Det er forudsat, at aktiviteten har et omfang, der mindst svarer til beskæftigelsen i ungdomsydelsesordningen, dvs. 20 timer om ugen i gennemsnit.
21.Efter § 138 d kan socialministeren godkende forsøg, hvorefter unge i stedet for ungdomsydelse kan få kontanthjælp efter § 37, når de deltager i særlige af kommunen tilrettelagte aktiverende foranstaltninger. Det er en forudsætning, at kommunen yder en mindre, ikke refusionsberettigende godtgørelse, som man kan se bort fra ved beregningen af kontanthjælp efter § 37. Beskæftigelsen i forsøgsordningen skal have et omfang og en varighed, der mindst svarer til beskæftigelsen i ungdomsydelsesordningen.
Der kan ikke på forhånd angives bestemte retningslinier for, hvilke typer af forsøgsvirksomhed der kan forventes godkendt. Det kan som retningsgivende angives, at der vil blive lagt vægt på, om de særligt tilrettelagte aktiviteter ikke umiddelbart kan indpasses inden for lovgivningens almindelige muligheder.
Forsøgsbestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse på en kommunes ordning med vejlednings- og praktikforløb, der er tilrettelagt i forståelse med de lokale faglige organisationer.
Ansøgning om godkendelse efter § 138 d sendes til Socialministeriet.
22.Når der efter pkt. 19, 20 og 21, ikke udbetales løn, kan der ydes kontanthjælp efter § 37. Denne ydelse er efter de almindelige regler skattefri, men med regulering af personfradraget.
Hjælpen efter § 37 udmåles efter de almindelige regler, herunder med mulighed for helt eller delvis at bortse fra en udbetalt godtgørelse, jf. § 38, stk. 7, og godtgørelser som led i forsøgsordninger, jf. pkt. 21.
X. SUPPLERENDE UNDERVISNING TIL UNGDOMSYDELSEN.
23.Kommunalbestyrelsen kan supplere beskæftigelse i løntilskudsordningen og i beskæftigelsesprojekter, jf. § 49 a, stk. 2, med tilbud om uddannelse op til normal ugentlig arbejdstid. Den unge modtager for deltagelse i uddannelsen en timesats beregnet på grundlag af den godtgørelse eller lignende, der sædvanligt ydes for uddannelse af pågældende art.
Kommunalbestyrelsen modtager, jf. § 133, stk. 2, 3. pkt., inden for en grænse på 5 timer ugentlig pr. ung med ungdomsydelse et statstilskud svarende til tilskuddet efter § 10, stk. 4, i lov om kommunal beskæftigelsesindsats. (* 3) Denne bestemmelse angiver således en øvre grænse for det tilskud, kommunen kan få til supplerende uddannelse. Kommunalbestyrelsen beslutter ud fra en vurdering af behovet, hvilke unge der skal have mulighed for supplerende uddannelse, og i hvor mange timer denne skal tilbydes. Deltagelse i undervisningen er frivillig for den unge.
XI. OPHØR AF UNGDOMSYDELSESPERIODEN.
24.De unge, der efter ophøret af beskæftigelsen i medfør af ungdomsydelsen på ny er ledige, er fortsat omfattet af kommunens pligt til at bistå unge med råd og vejledning. Kommunen skal være særligt opmærksom på at hjælpe disse unge videre til arbejde eller uddannelse - herunder til tilbud, kommunen selv kan anvise, f.eks. produktionsskoler, ansættelse med løntilskud i en privat virksomhed, i et beskæftigelsesprojekt o.lign.
Kommunerne bør herved også være opmærksomme på mulighederne for kommunal arbejdsanvisning, jf. ændringen af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Den unge kan modtage kontanthjælp efter § 37, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Ungdomsydelsesperioden kan ikke i sig selv give ret til kontanthjælp efter reglerne for personer over 23 år. Det afgørende i så henseende er, om den unge uafhængigt af ungdomsydelsesperioden opfylder de almindelige betingelser i § 37 for at få hjælp efter reglerne for personer over 23 år.
XII. KLAGEREGLER.
25.Efter § 49 e træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt en ung er omfattet af reglerne om ungdomsydelse efter afsnit III A i bistandsloven. Kommunalbestyrelsens afgørelse herom kan indbringes for de sociale klagemyndigheder efter reglerne i § 15.
De øvrige dispositioner, der træffes i kommunen i forbindelse med ungdomsydelsesordningen, kan ikke indbringes for de sociale klagemyndigheder.
XIII. OVERGANGSREGLER.
26.Overgangsreglerne omfatter følgende grupper af unge: a. unge, der modtager kontanthjælp den 1.juli 1990 (overgangsregel 1) og b. unge, der ansøger om hjælp i perioden fra den 1. juli 1990 og indtil 1. januar 1991 (overgangsregel 2).
Unge, der er omfattet af overgangsregel 1 skal have tilbud om ungdomsydelse inden de fylder 20 år, dog senest inden udgangen af 1990.
Efter overgangsregel 2 kan kommunalbestyrelsen beslutte, at de unge, der søger om hjælp i perioden fra den 1. juli 1990 til den 31. december 1990, skal have visitationsperioden forlænget i op til 3 måneder. Søges f.eks. om hjælp den 1. oktober 1990, kan tilbud om introduktion og vejledning eller beskæftigelse senest gives 3 måneder efter ansøgningen.
27.Unge, der ved lovens ikrafttræden den 1. juli 1990 er beskæftiget i et beskæftigelsesprojekt - eller andet aktiverende projekt, der kan sidestilles med tilbud efter ungdomsydelsen - kan fortsætte deres igangværende aktivitet. Disse unge skal derfor ikke overføres til ungdomsydelsesordningen. Unge under 20 år, der efter den 1. juli 1990 afslutter - eller forinden har afsluttet -et projekt, der har mindst samme omfang og varighed som efter ordningen med ungdomsydelse, er heller ikke omfattet af ungdomsydelsesordningen. Søger sådanne unge ved ny ledighed om hjælp, er de omfattet af de almindelige regler for kontanthjælp efter § 37, ligesom de vil kunne få beskæftigelsestilbud efter de almindelige bestemmelser for kommunernes beskæftigelsesindsats.
XV. FINANSIERING AF UNGDOMSYDELSEN.
28.Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til ydelserne efter §§ 49 a - c, det vil sige til ungdomsydelse i visitationsperioden og under vejlednings- og introduktionsprogrammet, løn under beskæftigelse i et beskæftigelsesprojekt eller løntilskud til en ung beskæftiget i privat virksomhed - i begge tilfælde for 20 timers gennemsnitlig beskæftigelse pr. uge.
Kommunens driftsudgifter kan for så vidt angår beskæftigelsestilbud, jf. lov om kommunal beskæftigelsesindsats (* 4), anmeldes til statsrefusion inden for en grænse, der udgør 20 pct. af kommunens samlede udgifter til løn og løntilskud. Der ydes sædvanlig statsrefusion for disse driftsudgifter, og der er ikke i øvrigt adgang til at yde statsrefusion til kommunens driftsudgifter.
For så vidt angår kommunens udgifter til supplerende uddannelsestilbud henvises til pkt. 23.
Kommunernes refusionsberettigende udgifter vedrørende ungdomsydelsen for 1990 anmeldes på et bilag, der sendes til kommunerne sammen med refusionsanmeldelsesskemaet for 4. kvartal 1990. Fra 1. januar 1991 vil refusionsanmeldelse vedrørende ungdomsydelsen blive indarbejdet i refusionsanmeldelsesskemaet.
XVI. ÆNDRINGER AF FINANSIERING AF KOMMUNENS BESKÆFTIGELSESINDSATS.
29.Loven om kommunal beskæftigelsesindsats indebærer, at pligtbeløbsordningen omlægges således, at kommunerne modtager tilskud efter en pulje, jf. § 20 i denne lov.
Samtidig er der - med virkning fra 1. januar 1991 - i bistandsloven som § 133, stk. 3, indført en nyordning, hvorefter kommunerne kan få statens sparede kontanthjælp som følge af aktiviteter, kommunerne iværksætter. Efter den ny bestemmelse, der afløser reglen i bistandslovens § 138 a, stk. 2, kan kommunerne modtage et beløb på 2.000 kr. månedlig for hver person, der uden at modtage hjælp efter § 37 deltager i aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud af puljen efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats.
Man skal henlede opmærksomheden på, at ungdomsydelsesforløb ikke kan medregnes ved opgørelse af aktivitet efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats eller indgå som aktivitet, der udløser tilskud efter § 133, stk. 3, i bistandsloven.
Aktivitet efter ungdomsydelsesordningen kan endvidere heller ikke medtages ved opgørelse af refusion for de ordninger, der er godkendt efter § 138 a, stk. 2, der ophæves med virkning fra 1. januar 1991. De refusionsordninger, der er godkendt efter § 138 a, stk. 2, udløber ved udgangen af 1990.
Socialministeriet, den 4. juli 1990
Aase Olesen
/ Birthe Frederiksen
(* 1) Indtil den 1. januar 1991 efter lov om beskæftigelsesmuligheder for unge.
(* 2) Indtil den 1. januar 1991 efter lov om beskæftigelsesmuligheder for unge.
(* 3) Indtil den 1. januar 1991 efter § 23 a, stk. 4, i lov om beskæftigelsesmuligheder for unge.
(* 4) Indtil 1. januar 1991 efter lov om beskæftigelsesmuligheder for unge.