Vejledning om anvendelse af futures og optioner (finansielle instrumenter) (* 1)

Vejledning om anvendelse af futures og optioner (finansielle instrumenter) (* 1)

1. Gennem længere tid har Finanstilsynet været opmærksom på forsikringsbranchens aktivitet på terminsmarkedet.

Det har været tilsynets opfattelse, at formålet med aktiviteterne på terminsmarkedet har været at fastfryse kursniveauet for planlagte finansielle transaktioner for at undgå unødig risiko for tilfældige kursudsving på tidspunkter for planlagte køb eller salg af værdipapirer, f.eks. i forbindelse med placering af præmieindbetalinger og terminsydelser. Finanstilsynet har derfor ikke hidtil fundet anledning til at udarbejde retningslinier for selskabernes anvendelse af terminsmarkedet.

På baggrund af fremkomsten af et standardiseret marked for futures og optionskontrakter samt erfaringer fra udlandet har Finanstilsynet fundet det nødvendigt at udarbejde denne vejledning.

Finanstilsynet skal påpege, at spekulationsforretninger er i strid med § 6, jf. § 6a, i lov om forsikringsvirksomhed (LFV). De finansielle instrumenter kan derfor alene anvendes på en sådan måde, at der ikke er tale om spekulationsforretninger, men en forsvarlig formueforvaltning.

Finanstilsynet finder endvidere anledning til at påpege, at indgåelse af options- og futureskontrakter alene kan ske, når det underliggende aktiv eller de underliggende aktiver (indeks) er aktiver, som selskabet i øvrigt kan investere i, da der ellers vil være mulighed for omgåelse af forbuddet i § 6, jf. § 6a, i LFV mod drift af anden virksomhed.

2. Forretninger i finansielle instrumenter, der ikke indgås med henblik på at afdække risici, kan for den enkelte forretning medføre betydelige tab for selskabet. Dette skyldes de finansielle instrumenters karakteristika, hvorefter man kan opnå det samme afkast (tab/gevinst) som ved transaktioner i det underliggende aktiv, men uden at binde midler svarende til erhvervelse af dette aktiv.

Et finansielt instrument kan i denne sammenhæng forenklet beskrives som en kontrakt, der indebærer en ret/pligt til et fremtidigt salg eller køb af en given mængde af et givet aktiv til en given kurs. Typisk sker der ikke fysisk levering af det for kontrakten givne aktiv (kontraktens underliggende aktiv), men alene afregning af gevinst/tab.

Kontrakten vil angive arten af det underliggende aktiv, en nominel værdi og en aftalekurs for det underliggende aktiv og en leveringsdato/afregningsdato.

3. Finanstilsynet er opmærksom på problemerne med at afgrænse begrebet spekulationsforretning. Forretninger, der alene indgås for på kort sigt at udnytte specifikke kursforventninger, vil ofte falde ind under begrebet spekulation. Om der foreligger en spekulationsforretning, kan imidlertid som regel alene afgøres konkret under hensyntagen til engagementets formål og karakter.

Ved bedømmelsen af hvorvidt en konkret disposition er udtryk for en spekulationsforretning, vil det være væsentligt at skelne mellem dækkede og udækkede forretninger. Heller ikke for så vidt angår begreberne dækket/udækket forretning foreligger der nogen entydig definition. Dækkede forretninger i finansielle instrumenter kan beskrives som forretninger, hvor gevinsten eller tabet på instrumenter opvejes af et tilsvarende kurstab eller -gevinst på aktiver, passiver eller et andet finansielt instrument, som selskabet besidder.

Et eksempel på en dækket forretning er erhvervelse af et finansielt instrument med det formål at sælge et aktiv selskabet besidder, hvor instrumentets underliggende aktiv er lig dette aktiv, og hvor instrumentets nominelle værdi for det underliggende aktiv er lig den nominelle værdi for dette aktiv.

En udækket forretning må som udgangspunkt betegnes som en spekulationsforretning.

Finanstilsynet skal understrege, at det at udækkede forretninger som udgangspunkt betegnes som spekulationsforretninger ikke forhindrer, at selskaberne anvender de finansielle instrumenter med henblik på placering af erhvervede endnu ikke indbetalte beløb.

Arbitragevirksomhed i futures og optioner i form af lukkede positioner med henblik på at udnytte konstaterbare kursforskelle på forskellige markeder vil næppe kunne karakteriseres som spekulationsvirksomhed.

4. Udstedelse af call-optioner kan ske, hvis der er tale om dækkede forretninger. Det vil f.eks. være tilfældet, når det underliggende aktiv er en aktie, som selskabet har i sin portefølje.

Udstedelse af put-optioner kan ske, hvis udstedelsen er led i arbitragevirksomhed, hvis udstedelsen har til formål at lukke et allerede indgået engagement, eller hvis udstedelsen sker som led i en immuniseringsstrategi.

Herudover kan udstedelse af optioner næppe betegnes som værende tilladt.

For planlagte køb eller salg af aktier i en bestemt virksomhed finder Finanstilsynet, at der kun kan ske afdækning af selskabets kursrisiko ved, at den for kontrakten underliggende aktie er identisk med den aktie, som ønskes afdækket.

Finanstilsynet skal i denne forbindelse gøre livsforsikringsselskaberne opmærksom på, at § 129, stk. 1, i LFV indirekte sætter grænser for anvendelse af finansielle instrumenter for køb af aktier i en enkelt virksomhed.

Livsforsikringsselskaberne kan således ikke købe en future med aktier i en enkelt virksomhed som underliggende aktiv, der indebærer, at selskabets anbringelse af midler i den pågældende virksomhed, samt kontraktens maksimale forpligtelse (kontraktens nominelle værdi gange aftalekursen), overstiger 2% af livsforsikringsselskabets samlede passiver.

Hvis kontrakten ikke indebærer fysisk levering af aktien, skal 2%»s-reglen være opfyldt på sædvanlig måde ved et eventuelt køb af aktien på afregningstidspunktet.

For planlagte køb og salg af obligationer finder Finanstilsynet, at kravet til identitet må anses for opfyldt, hvis der må antages at være en høj grad af samvariation i kursbevægelsen mellem den for kontrakten underliggende obligation og den obligation, som ønskes kurssikret.

Hvis salg af future og erhvervelse af put-optioner baseret på obligations- eller aktieindeks anvendes til hel eller delvis kurssikring af selskabets værdipapirbeholdning, påhviler det selskabet på given foranledning at kunne sandsynliggøre en sådan grad af samvariation i indeksets værdi og værdien af selskabets portefølje, at afdækningen må antages at være effektiv.

Hvis køb af future og erhvervelse af call-optioner anvendes som substitut for placering i de underliggende aktiver, er dette kun tilladt, hvis selskabet lovligt kan erhverve de underliggende aktiver. Køb af finansielle instrumenter må heller ikke antage et omfang, der ville være i strid med lovens og vedtægternes bestemmelser, såfremt selskabet i stedet havde erhvervet de underliggende aktiver.

5. Efter § 87, stk. 2 i LFV forestår bestyrelsen og direktionen ledelsen af et selskabs anliggender og skal sørge for en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed. Den daglige ledelse varetages af direktionen, og direktionen skal derved følge de retningslinier og anvisninger, som bestyrelsen har givet, jf. LFV § 87, stk. 3. Bestyrelsen skal påse, at bogføringen og formueforvaltningen kontrolleres på en efter selskabets forhold tilfredsstillende måde, og direktionen skal sørge for, at selskabets bogføring sker under iagttagelse af lovgivningens regler herom, og at formueforvaltningen foregår på betryggende måde, jf. LFV § 87, stk. 4.

For at bestyrelsen kan leve op til sine kontrolforpligtelser vedrørende formueforvaltningen, må anvendelse af de finansielle instrumenter ikke påbegyndes, før bestyrelsen er informeret om, hvad denne type forretninger indebærer af risici.

Ledelsen må sikre sig, at selskabet har den fornødne ekspertise med hensyn til instrumenternes virkemåde og risikopotentiale.

Finanstilsynet er af den opfattelse, at forretninger i finansielle instrumenter er af en sådan beskaffenhed, at bestyrelsen må sikre sig, at der foreligger klare retningslinier for selskabets politik for dette område, herunder regler for den interne forretningsgang, attestations-, bogførings- og rapporteringsforhold.

Direktionen har det umiddelbare ansvar for den daglige ledelse i overensstemmelse med de af bestyrelsen udstukne retningslinier. Bestyrelsen bør gennem løbende rapportering sørge for at holde sig underrettet om, hvorvidt retningslinierne også på dette område følges.

Uden et særskilt, velfungerende system til risikostyring indenfor dette område kan den samlede risikoeksponering blive uoverskuelig.

Ved et forretningsomfang af en vis størrelse må det antages, at der kræves en vis edb-kapacitet til beregning af positioner, resultater og risikoeksponering.

6. Revisionen på området bør tilrettelægges således, at den eksterne revision løbende kan holde sig orienteret om status for endnu ikke afviklede engagementer samt resultatforløbet af allerede afviklede engagementer.

Revisor bør påse, at der oprettes tilstrækkelige og hensigtsmæssige dokumentationsprocedurer, således at det for hver enkelt handel bliver muligt at kontrollere, om de af bestyrelsen udstukne retningslinier er overholdt.

Det bør tillægges en særskilt vurdering i selskabets revisionsprotokol, om de oprettede kontrolforanstaltninger er hensigtsmæssige selskabets forhold taget i betragtning.

Finanstilsynet, den 4. december 1989

Eigil Mølgaard

/C. M. Petersen