Vejledning om fastsættelse af bonusrenter (* 1)

Vejledning om fastsættelse af bonusrenter (* 1)

1. Denne vejledning gælder for direkte tegnende danske livsforsikringsselskaber, generalagenturer for udenlandske forsikringsselskaber, der driver livsforsikringsvirksomhed her i landet, og pensionskasser omfattet af lov om forsikringsvirksomhed. Vejledningen gælder dog ikke selskaber og pensionskasser, der har påbegyndt virksomhed efter 31. december 1982, og som ikke ved overførsel har modtaget en bestand af forsikringer tegnet før 1. januar 1983.

2. Reglerne i § 8, stk. 1, nr. 1 i lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v. indebærer som bekendt, at selskabet anvender to forskellige bonusrenter: en, der benyttes for de dele af livsforsikringshensættelserne, der er omfattet af den nævnte bestemmelse (friholdte reserver), og en, der benyttes for de øvrige dele (afgiftspligtige reserver).

3. Under henvisning til § 33 i lov om forsikringsvirksomhed fastlægger Finanstilsynet herved følgende retningslinier for forskellen mellem de helårlige bonusrenter, der ligger til grund for forrentning af henholdsvis friholdte og afgiftspligtige reserver

4. Den nævnte forskel må højst være forholdet mellem den betalte realrenteafgift og den afgiftspligtige reserve.

Forskellen skal mindst udgøre forholdet imellem den nedsættelse af realrenteafgiften, der følger af realrenteafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, og den friholdte reserve. Ved denne beregning kan der ses bort fra den del af nedsættelsen, der hidrører fra, at der i de ufordelte reserver ved udgangen af 1982 indgår sikkerhedsfonden og bonusudjævningshensættelserne; alternativt kan nedsættelsen reduceres med 5%.

Afgiftsbeløbet og afgiftsnedsættelsen beregnes herved for et regnskabsår ad gangen, og reserverne beregnes som middeltallet mellem beløbene ved årets begyndelse og udgang.

Ved beregningerne medtages ikke reserver for livrenter uden ret til bonus og forsikringer, som kommuner har tegnet til dækning af tjenestemandspensionsforpligtelser.

I øvrigt henvises til vedlagte tekniske bilag.

5. Selskabet skal over for Finanstilsynet dokumentere, at forskellen mellem bonusrenterne ligger mellem de anførte grænser. Dette gælder såvel ved ansøgning om godkendelse af bonusrenter efter et regnskabsårs udløb som ved forhåndsanmeldelse og i sidstnævnte tilfælde uanset, om satserne anvendes til endelig bonusberegning for alle forsikringer, eller alene ved beregning af bonus til afgående forsikringer, ved avertering om årets bonussatser eller lignende.

I forbindelse med anmeldelse af og ansøgning om godkendelse af bonusrenter skal selskabet derfor oplyse følgende: selskabets samlede passiver, den afgiftspligtige og den friholdte reserve, alle opgjort ved årets begyndelse og slutning, det samlede afkast og den del heraf, der omfattes af realrenteafgiftslovens § 3, stk. 3 samt eventuel overførsel fra og til selskabets bonusudjævningshensættelser og egenkapital. Ved anmeldelser forud for året baseres oplysningerne på et budget, ved ansøgninger efter årets udløb på de endelige regnskabstal. For selskaber, hvis bonusrenter ikke godkendes endeligt efter årets udløb, skal tilsvarende oplysninger baseret på det endelige regnskab meddeles i aktuarens årlige beretning.

6. Hvis det enkelte selskab på grund af ganske særlige forhold ønsker i et år at anvende bonusrenter, der ikke falder indenfor ovenstående grænser, skal selskabet indsende en nøje begrundelse herfor.

Der kan eventuelt fastsættes mere summariske regler end ovenfor beskrevet for specielle del af den forsikringsbestand, således navnlig for forsikringer, der er blevet aktuelle før 1. januar 1983, og som ved aktualiseringen har fået bonus i form af en forhøjelse en gang for alle (pensionisttillæg).

7. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde godkende bonusrenter, hvis forskel overskrider det i punkt 3 nævnte maksimum.

Tilsynet vil herved lægge vægt på følgende: Bonusrenten, der ligger til grund for forrentning af de friholdte reserver, må ikke overstige afkastet af selskabets afgiftspligtige aktiver; dette afkast defineres som den i realrenteafgiftslovens § 8, stk. 3 nævnte afkastprocent med tillæg af forholdet mellem 20% af den i lovens § 4, stk. 4 nævnte saldo og den bogførte værdi af de i lovens § 3, stk. 1, nr. 2 nævnte værdipapirer, idet såvel afkastprocenten som tillægget beregnes ved regnskabsårets udgang. Overskridelsen må kun forårsage en uvæsentlig reduktion i bonusrenten til de afgiftspligtige reserver. Selskabets beholdning af afgiftspligtige aktiver må ikke være væsentlig mindre end de friholdte reserver.

8. For en tværgående pensionskasse gælder reglerne om fastsættelse af bonusrenter kun med de modifikationer, der følger af de særlige aftaleretlige grundlag for tværgående pensionskasser.

9. Nærværende regler finder første gang anvendelse ved anmeldelser af bonusrenter for 1990.

Finanstilsynet, den 27. oktober 1989.

Ole Haugaard Nielsen

/Steen Pedersen

Teknisk bilag.

Den maksimale og minimale forskel mellem bonusrenterne er givet som henholdsvis A

delta i = ---------------------------- max 1 1 f f - * (V + V ) - * (V + V ) 2 p u 2 p u og pr t * -- * (R - R ) p 1 delta i = ------------------ min 1 f1 f1 - * (V + V ) 2 p u

hvor

Vp er selskabets livsforsikringshensættelser primo året (ekskl. ufordelte reserver),

V f/p er den del heraf, der er friholdt ifølge lovens § 8, stk. 1, nr. 1-3,

V f1/p er den del heraf, der er friholdt ifølge § 8, stk. 1, nr, 1,

Vu, V f/u og V f1/u er de tilsvarende beløb ultimo året,

P er selskabets samlede passiver ultimo året (inkl. ufordelte reserver),

p1 er den del heraf, der er friholdt ifølge § 8, stk. 1, nr. 1,

Po er den del af p1, der svarer til bonusudjævningshensættelsen og sikkerhedsfonden ultimo 1982,

Pr er det mindste af beløbene P1 - P0 og 0,95 p1,

A er den af selskabets betalte renteafgift,

R er selskabets formueafkast,

R1 er den del heraf, der er friholdt ifølge § 3, stk. 3.

t er realrenteafgiftssatsen.

Hvis de helårlige bonusrenter, der benyttes ved forrentning af friholdte og afgiftspligtige reserver, betegnes i1 og i2, skal der således gælde

delta i < i i < delta i min - 1 - 2 - max