Vejledning til tilsyn og vedligeholdelse af visse vinduer, koøjer og lysåbninger (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning til tilsyn og vedligeholdelse af visse vinduer, koøjer og lysåbninger (* 1)
1. Søfartsstyrelsen er blevet opmærksom på, at der i nogle lystfartøjer i fribordet, på udsatte dæk eller i luger flush med dækket anvendes vinduer, koøjer eller lysåbninger, hvor glasset alene er fastholdt til rammen med en syntetisk lim- og fugemasse. De pågældende vinduer kan undertiden være typegodkendte af et andet lands myndighed eller af et af de anerkendte skibsklassifiksationsselskaber.
2. Der er imidlertid gjort observationer, der tyder på, at den omtalte fastholdelsesmetode i løbet af nogen tid svigter. Årsagen er formentlig, at der optræder ældningsproblemer i den anvendte fugemasse.
3. Såfremt glasset i de pågældende lysåbninger går helt eller delvist løs under sejlads, vil dette kunne bevirke, at fartøjet, og dermed de ombordværende, bringes i en faretruende situation. Styrelsen skal derfor anbefale, at ejeren af fartøjer, hvor sådanne vinduer, koøjer og lysåninger forefindes, med jævne mellemrum, f.eks. 2 til 3 gange i løbet af året, foretager en omhyggelig inspektion og prøve af de pågældende vinduer, koøjer og lysåbninger. Kontrollen bør bestå i en visuel kontrol af fugemassen for at konstatere, om denne er hel, og at der ikke forefindes revner eller områder, hvor fugemassen har løsnet sig helt eller delvist fra glas og/eller ramme. Herudover bør foretages en trykprøve, der består af, at man med håndfladen udøver et jævnt og kraftigt tryk på glasset og herunder er opmærksom på, om der samtidig kan høres lyde, der tyder på, at forbindelse mellem ramme og glas svigter.
Endvidere bør man til stadighed være opmærksom på, om der optræder eventuelle uforklarlige lækager ved vinduerne.
4. Såfremt der gøres observationer, der tyder på, at glasset ikke er fastholdt til falsen på en tilfredsstillende måde, anbefales det, at glasset udtages af rammen og efter afrensning af den gamle fugemasse genanbringes ved anvendelse af en ny fugemasse. Den fugemasse, der anvendes, bør være en fugemasse, der som minimum har en elasticitet, vejrbestandighed, vedhæftning og strækkeevne som den fugemasse, der oprindelig er anvendt ved fremstillingen af vinduet. Oplysningerne herom vil formentlig kunne fås af fabrikanten til den pågældende båd. Fugemassen bør påføres i henhold til leverandørens anvisninger.
5. I de fleste tilfælde vil det dog formentlig være en bedre og på længere sigt billigere løsning at få monteret en ramme eller lister udført af et vejrbestandigt materiale. Rammen eller listerne kan med skruer eller bolte gøres fast til den oprindelige vinduesramme. Forinden en sådan ramme monteres, bør man dog sikre sig, at fugemassen er i god stand, og at vinduet er tæt.
6. Det bør dog overvejes, om det ikke i stedet vil være den bedste løsning helt at udskifte de pågældende vinduer, koøjer eller lysåbninger med en type, hvor glasset er fastholdt mekanisk af en ramme.
7. Opmærksomheden skal henledes på det forhold, at fartøjer, der har vinduer, koøjer og lysåbninger i udsatte dæk samt i luger, der er flush med dækket, og hvor glasset ikke er mekanisk fastholdt med en ramme, ikke må anvendes til udlejning. Dette forbud gælder uanset, om de pågældende vinduer, koøjer og lysåbninger er godkendt af et andet lands myndighed eller af de anerkendte skibsklassifikationsselskaber.