Opgørelse af fartstid for indtræden på navigations- eller skipperksole (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Opgørelse af fartstid for indtræden på navigations- eller skipperksole (* 1)
Når en person henvender sig på skole for at søge optagelse, skal der på grundlag af den pågældendes søfartsbog, mønstringsbeviser eller anden dokumentation for fartstid udfyldes en søfartsliste over den pågældendes fartstid. Søfartslisten skal indeholde oplysning om fulde navn og cpr-nummer.
På søfartslisten optages så megen fartstid, at det deraf fremgår, at den pågældende opfylder fartstidskravene for optagelse på skole til den pågældende uddannelse, jvf. bekendtgørelse om optagelse på navigations- og skipperskoler. På søfartslister for ansøgere til kyst- og sætteskipperuddannelsen optages endvidere - dersom vedkommende har den fornødne sejlads - så megen fartstid, at det deraf fremgår, at vedkommende opfylder fartstidskravene for erhvervelse af bevis som styrmand af 3. grad, evt. med påtegning, at beviset kun giver ret til at gøre tjeneste på skibe i kystfart.
Nederst på listen anfører skolen de paragrafnumre i sønæringsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 586 af 29. september 1988, der refererer til de sønæringsbeviser, som den pågældende har fartstid til.
Den krævede fartstid for optagelse på navigations- eller skipperskole er følgende
For optagelse til kystskipper-, sætteskipper- eller skibsføreruddannelsen kræves, at vedkommende
1) har gennemgået et erhvervsfagligt grundkursus på en godkendt søfartsskole eller om bord i et godkendt skoleskib, og derefter har gjort dækstjeneste eller tjeneste som ubefaren skibsassistent i søgående skibe af 20 tons eller derover i 18 måneder, hvoraf 12 måneder i søgående handelsskibe af 200 tons eller derover uden for kystfart samt har gennemgået et erhvervsfagligt afslutningskursus for skibsassistenter, eller
2) opfylder de i medfør af sønæringslovens § 23, stk. 2, eller 47, stk. 2, fastsatte vilkår for udmønstring som befaren skibsassistent og har gjort tjeneste som sådan i 12 måneder i søgående handelsskibe af 200 tons eller derover uden for kystfart samt dokumenterer at være kvalificeret til brotjeneste, eller
3) har gennemgået et erhvervsfagligt grundkursus på en godkendt søfartsskole eller om bord i et godkendt skoleskib og derefter gjort tjeneste som styrmandslærling eller -aspirant i søgående handelsskibe af 200 tons eller derover i 21 måneder, hvoraf 12 måneder i skibe uden for kystfart, idet den praktiske oplæring om bord skal være foregået i overensstemmelse med en af Søfartsstyrelsen godkendt uddannelsesordning og dokumenteret ved fremlæggelse af en forskriftsmæssigt ført uddannelsesbog, eller
4) har gjort dækstjeneste eller tjeneste som skibsassistent i 36 måneder i søgående skibe af 20 tons eller derover, hvoraf 12 måneder i søgående handelsskibe af 200 tons eller derover uden for kystfart.
Fartstid som elev om bord i et godkendt skoleskib ud over 5 måneder kan medregnes som fartstid i handelsskibe under 3 og 4) og gennemgået søfartsskole kan medregnes under punkt 4.
Optagelse til kyst- og sætteskipperuddannelsen vil kunne ske uanset, at ansøgeren ikke opfylder de ovennævnte krav om fartstid uden for kystfart, men i så fald vil den pågældende efter bestået sætteskippereksamen kun kunne opnå rettigheder som styrmand på skibe i kystfart. Optagelse til disse uddannelser vil også kunne ske, hvis den pågældende har gjort tjeneste i 36 måneder i søgående skibe på 20 tons eller derover, hvoraf 12 måneder i handelsskibe.Gennemgået søfartsskole kan medregnes i de 36 måneder.
For optagelse til fiskeskipperuddannelsen kræves, at vedkommende
1) i 24 måneder har gjort tjeneste i søgående fiskeskibe af 15 tons eller derover,
eller
2) har gjort dækstjeneste eller tjeneste som skibsassistent i søgående skibe af 20 tons eller derover i sammenlagt 24 måneder, hvoraf mindst 12 måneder i fiskeskibe.
Den, der på et godkendt kursus eller en godkendt søfartsskole har gennemgået et erhvervsfagligt grundkursus eller et erhvervsfagligt grundkursus for fiskere, anses at have erhvervet 5 måneder af ovennævnte fartstid. De krævede 12 måneder i fiskeskibe skal dog være erhvervet som anført.
Rundskrivelse nr. 1/78 og 29/85 ophæves.
P.E. Lock
undervisningskonsulent