Legislator Case Law & Legislation
C19896015132 DK

Meddelelse om udlændingelovens § 59 a. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1989 60151 Valid

Meddelelse om udlændingelovens § 59 a. (* 1)

Ved lov nr. 686 af 17.10.1986 er der som § 59a indsat en bestemmelse i udlændingeloven (nu lovbek. 462 af 26.6.1987), hvorefter »den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39«.

Ved Justitsministeriets bek. nr. 788 af 14.12.1988 er det fastsat, at den nævnte bestemmelse træder i kraft den 1.1.1989.

Efter bestemmelsen er det uden betydning, hvilken art transportmiddel der er anvendt.

Bestemmelsen vil således ikke alene være anvendelig på transport med skib og fly, men også ved transport med bus, tog m.m. Endvidere vil bestemmelsen også omfatte andre end føreren af transportmidlet, herunder den, der har arrangeret transporten eller på anden måde bistået hermed, jf. de almindelige regler om medvirken i straffelovens § 23. Derimod vil bestemmelsen ikke være anvendelig på virksomhedens herværende repræsentant, medmindre denne undtagelsesvis måtte have bistået ved tilrettelæggelsen af transporterne. Bestemmelsen vil for personers vedkommende kun være anvendelig, såfremt de almindelige tilregnelseskrav er opfyldt, d.v.s. forsæt eller uagtsomhed, jf. straffelovens § 19.

Efter § 59a sammenholdt med lovens § 61 og forarbejderne til ændringsloven kan der på objektivt grundlag pålægges selskaber bødeansvar for overtrædelse af bestemmelsen. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelse, at selve det forhold, at en person bringes her til landet uden visum eller med falsk visum, vil kunne medføre, at transportselskabet straffes.

Efter forarbejderne forudsættes tiltale alene rejst i tilfælde af gentagne overtrædelser.

Bødeniveauet for overtrædelse af § 59a bør efter forarbejderne under hensyn til formålet med bestemmelsen og de situationer, hvor den tænkes anvendt, sættes temmelig højt og ikke mindre end 8.000-10.000 kr. pr. person.

Jeg skal herefter anmode om, at der i sager af denne art nedlægges påstand om bøder på ikke under 10.000 kr. pr. person.

Indtil videre bedes sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59a forelagt for mig, inden tiltale rejses.

Asbjørn Jensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →