FORSVARSKOMMANDOBESTEMMELSE P&I.340-3 bestemmelser for Forsvarskommandoens Presse- og Informationssektion i fredstid.
Statutory Text (2 Articles)
FORSVARSKOMMANDOBESTEMMELSE P&I.340-3 bestemmelser for Forsvarskommandoens Presse- og Informationssektion i fredstid.
BESTEMMELSER FOR
FORSVARSKOMMANDOENS PRESSE- OG INFORMATIONSSEKTION
I FREDSTID
Bilag: Direktiv for udtalelser til pressen af personel tjenstgørende ved FKO.
Erstatter: FKOBST PIT.340-2, FEB 1979, (5. udg., rev.).
FORMÅL
1. Det er formålet med Forsvarskommandoens (FKO) informationsvirksomhed at formidle oplysning - internt såvel som eksternt - om dansk forsvar. Der skal lægges vægt på at formidle informationer om FKO beslutninger, hensigter og holdninger. Informationsvirksomheden skal også bidrage til, at de ansattes og offentlighedens holdninger og forventninger vedrørende forsvaret kommer til FKO kendskab.
2. Presse- og Informationssektionen (P&I) tilrettelægger og gennemfører i samarbejde med Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoens stabe og underlagte myndigheder
- den almene, interne informationsvirksomhed,
- den eksterne informationsvirksomhed og
- information i forbindelse med rekruttering.
3. Grundlaget for informationsvirksomheden er FKO informationspolicy for hvert enkelt emne. P&I udarbejder i samarbejde med berørte stabe og myndigheder forslag til informationspolicy og udsender meddelelse herom. Afhængig af informationernes art og oprindelse vælges en passiv eller en aktiv informationspolicy.
4. I sager, hvor FKO vælger en aktiv informationspolicy, udarbejdes informationsplaner, som for hvert trin i sagens udvikling fastsætter retningslinier for
- hvornår, der skal informeres,
- hvad, der skal informeres om,
- hvem, der skal informeres, og for
- hvorledes, informationen skal gennemføres.
Informationsplanen fastlægger således retningslinier for både den eksterne og interne informationsvirksomhed, ligesom den skaber sammenhæng mellem den interne informationsvirksomheds forskellige kanaler: Kommandovejen, samarbejdssystemet og den almene informationsvirksomhed.
5. P&I udarbejder forslag til informationsplaner i samarbejde med de berørte stabe og myndigheder og udsender meddelelse herom til relevante adressater. FKO stabe orienterer P&I om sager af informationsmæssig betydning så betids, at fastlæggelse af informationspolicy og udarbejdelse af informationsplaner kan ske rettidigt.
ORGANISATION
6. P&I er underlagt Chefen for Forsvarsstaben.
7. Chefen for P&I er over for Chefen for Forsvarsstaben ansvarlig for sektionens samlede virksomhed. Chefen er tillige til rådighed for Forsvarschefen som informationschef.
8. P&I omfatter herudover sagsbehandlere og hjælpepersonel til varetagelse af
- intern information, herunder besøgstilrettelæggelse,
ekstern information, herunder koordination af forsvarets rekrutteringsvirksomhed,
- drift af informationskontor og
- drift af dokumentationskontor.
OPGAVER
9. Intern information omfatter
a. Presseklip, som udsendes/ophænges på alle hverdage i FKO med det formål at holde stabene ajour med presseomtale af forsvaret. Første udgave omfattende som minimum de landsdækkende morgenaviser skal foreligge inden kl. 0900. Øvrige klip inden kl. 1200.
b. PITSUM, som udsendes efter behov (normalt på alle hverdage) til alle forsvarets myndigheder med resume af presseomtale og af vigtige beslutninger etc., som hurtigst muligt skal til myndighedernes kendskab. PITSUM udsendes inden kl. 1200. Hvor vigtig information om forsvaret tilgår senere, udsendes supplerende PITSUM.
c. Vægavisen Værnsorientering, der udsendes efter behov til forsvarets myndigheder, når FKO har behov for at udsende almen, intern information med dags varsel.
Værnsorientering spiller tillige en rolle i den eksterne informationsvirksomhed, idet den sendes som pressemeddelelse samt til en række enkeltpersoner uden for forsvaret, herunder til medlemmer af Folketinget.
d. Bladet Værnskontakt, der udsendes med seks årlige numre med baggrundsinformation om forsvaret. Værnskontakt udsendes i et antal eksemplarer til alle forsvarets tjenestesteder. Det spiller tillige en rolle i den eksterne information, idet det udsendes til pressen samt til en række enkeltpersoner uden for forsvaret, herunder til medlemmer af Folketinget.
e. Særnumre af Værnskontakt og andre publikationer i denne serie, som f.eks. Karrieren, Welcome to Denmark, Fakta om Forsvar, Forsvarets Rolle etc. Disse publikationer udsendes efter behov og spiller tillige en rolle i den eksterne informationsvirksomhed.
f. Udsendelse af informationsmateriale til personel tjenstgørende i internationale stabe m.v.
g. Bistand til FKO stabe og forsvarets myndigheder med information fra P&I informationsdatabase og dokumentationskontor, herunder drift af håndbibliotek og rundsendelse af tidsskrifter.
h. Tilrettelæggelse af besøg og afholdelse af briefinger for besøgende i FKO.
i. Undervisning i presse- og informationsvirksomhed på Forsvarsakademiet og værnenes officersskoler.
j. Gennemførelse af kurser for tjenestestedsbladsredaktører og bistand til støtteorganisationer o.l.
10. Ekstern information omfatter
a. Daglig kontakt med dagspresse, radio, TV, dags- og ugepresse, herunder udarbejdelse af pressemeddelelser samt tilrettelæggelse og gennemførelse af pressemøder som led i FKO virksomhed.
Alle henvendelser til Forsvarskommandoen fra pressen kanaliseres så vidt muligt til P&I. Afhængig af henvendelsens karakter fremsætter P&I forslag om, hvem der skal besvare spørgsmål, fremsætte udtalelser eller medvirke i radio- eller TV-indslag. Retningslinier for udtalelser til pressen fremgår af bilag.
b. Koordination af pressebesøg ved forsvarets myndigheder.
c. Koordination af pressevirksomhed under øvelser, hvor der opstilles nationale eller NATO pressecentre.
d. Udgivelse af informationsmateriale i serien »»Forsvaret i Samfundet«» i samarbejde med Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste (FOV). Denne serie spiller tillige en rolle i den interne informationsvirksomhed, idet materialet er til rådighed for tjenestesteder m.fl. f.eks. til brug i tjenestekendskabsundervisning.
Sammensætning af redaktionskomiteen fremgår af Forsvarskommandobefaling.
e. Gennemførelse af kurser for presseofficer og - i samarbejde med FOV - for kontakt-og velfærdsofficer (KVO) samt udarbejdelse af foredragsholdermateriale til brug for KVO og andre foredragsholdere i forbindelse med den eksterne information.
f. Udarbejdelse af andet informationsmateriale, skriftligt eller i form af radio eller TV-programmer til brug i den udadrettede informationsvirksomhed.
g. Foredrags- og debatdeltagelse.
11. Information i forbindelse med rekruttering omfatter
a. Udarbejdelse af oplysningsmateriale i form af pjecer, hefter, video, film samt radio- og TV-reklameindslag i samarbejde med Forsvarets Værnepligt og Rekruttering (FVR).
b. Tilrettelæggelse af informationskampagner koordineret med FVR i samarbejde med medierne, statens information, FOV m.fl.
c. Uddannelse af foredragsholdere, der anvendes i forbindelse med rekruttering.
d. Samarbejde med konsulentfirmaer, reklamefirmaer etc. i forbindelse med løsning af de under pkt. 11. a. - c. anførte opgaver.
e. Besvarelse af spørgsmål vedr. ansættelse i forsvaret.
12. Forudsætningen for, at elementerne til intern og ekstern information kan løse de pålagte opgaver er støtte fra Informationskontoret og Dokumentationskontoret.
Informationskontoret opretter og vedligeholder et databaseret informationsarkiv, hvorfra der kan hentes oplysninger til besvarelse af alle rutinehenvendelser i sager inden for P&I ansvarsområde.
Dokumentationskontoret opretter og ajourfører arkiv med briefinger, lysbilleder, viewfoils, pressebilleder og presseklip, således at der med kort varsel kan leveres materiale til stabe og myndigheder, til interne og eksterne foredragsholdere samt til medierne.
SAMARBEJDE MED ANDRE MYNDIGHEDER
13. P&I repræsenterer FKO i
- NATO Information Forum
- Redaktionskomiteen vedr. serien »»Forsvaret i Samfundet«»
- FOV Infogruppe.
14. P&I udfører sin virksomhed i samarbejde med FMN, FOV, HJV, FE samt FKO underlagte myndigheder.
EB
O. L. KANDBORG
oberstløjtnant
Chef for Presse- og Informationssektionen
Fordeling: Standardfordeling
+ FKO P&I (290)
BILAG FKOBST P&I.340-3
AUG 1989
DIREKTIV FOR UDTALELSER TIL PRESSEN
AF PERSONEL TJENSTGØRENDE I FORSVARSKOMMANDOEN
1. Henvendelser fra pressen kan komme til Presse- og Informationssektionen (P&I), direkte til en chef eller sagsbehandler eller til vagthavende officer.
2. Om emner, der ligger inden for Forsvarskommandoens (FKO) godkendte policy, gælder som hovedregel, at chefer kan udtale sig og besvare spørgsmål inden for eget ansvarsområde. Sagsbehandlere, der kontaktes direkte, skal henvise til en chef, der kan tage stilling til emnet for henvendelsen, eller til P&I. I tvivlstilfælde henvises til P&I, idet det skal undgås, at medierepræsentanter sendes på »»rundtur«» til forskellige lokalnumre. Krav om, at en sagsbehandler i første omgang skal henvise til en chef eller til P&I betyder ikke, at sagsbehandleren ikke senere kan blive inddraget i besvarelsen. Spørgsmål skal principielt besvares af de personer, der har det fornødne detailkendskab til sagen.
3. Udtalelser om emner, der ligger uden for FKO godkendte policy, henvises til P&I, der træffer aftale med Forsvarschefen (FC) om evt. medvirken. Såfremt FC er indstillet på at besvare henvendelsen, men ikke selv ønsker at deltage, udpeges en repræsentant (CH/ P&I eller en anden chef).
4. Spørgsmål fra pressen, som ikke umiddelbart kan besvares, undersøges og besvares hurtigst muligt. Over for medierepræsentanten anføres, at FKO så vidt det er muligt vil besvare spørgsmålet, men at sagen først skal undersøges tilbunds. Er spørgsmålene meget komplicerede eller omfattende, foreslås et interview og/eller en skriftlig udveksling af spørgsmål og svar.
5. Det påhviler alle, som udtaler sig til pressen, at underrette P&I hurtigst muligt om hovedpunkterne i udtalelserne. P&I underretter FC og CH/FST samt Forsvarsministeriet i fornødent omfang.