Orientering om behandling i Undervisningsministeriet af sager om afsked på grund af svagelighed af ledere eller lærere i folkeskolen efter den 1. januar 1990 (* 1) (* 2) (Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser)
Statutory Text (1 Articles)
Orientering om behandling i Undervisningsministeriet af sager om afsked på grund af svagelighed af ledere eller lærere i folkeskolen efter den 1. januar 1990 (* 1) (* 2)
(Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser)
Fra den 1. januar 1990 skal sager om afsked på grund af svagelighed af ledere eller lærere i folkeskolen ikke længere indsendes til Undervisningsministeriet. Der henvises i denne forbindelse til Finansministeriets cirkulære af 22. december 1989 om ændret procedure ved afskedigelse af tjenestemænd mfl. i folkeskolen på grund af sygdom.
I tilslutning hertil skal Undervisningsministeriet bemærke følgende om ministeriets ekspedition til ansættelsesmyndigheden, dvs. vedkommende kommune eller amtskommune, af sager vedrørende afskedigelse af tjenestemænd mfl. i folkeskolen på grund af svagelighed fra den 1. januar 1990
A) Sager, der er forelagt Undervisningsministeriet inden udgangen af december 1989, men som endnu ikke er afsluttet.
1) Sager om ansøgt afsked på grund af svagelighed
Finansministeriets svar tilgår ansættelsesmyndigheden til videre foranstaltning, enten direkte fra Finansministeriet eller via Undervisningsministeriet.
2) Sager om uansøgt afsked på grund af svagelighed
a) Sagen er endnu ikke rejst over for Finansministeriet
Sagen oversendes af Undervisningsministeriet til Finansministeriet med henblik på en udtalelse om den pågældendes krav på pension med anmodning om, at Finansministeriets svar tilgår ansættelsesmyndigheden direkte til videre foranstaltning.
Opmærksomheden henledes på, at ansættelsesmyndigheden ved uansøgt afsked i henhold til tjenestemandslovens § 31, stk. 1, skal give såvel Lærernes Centralorganisation som den pågældende selv adgang til at udtale sig om den forestående afskedigelse.
b) Sagen er rejst over for Finansministeriet, men svar foreligger endnu ikke ved udgangen af december 1989
Finansministeriets svar tilgår ansættelsesmyndigheden direkte til videre foranstaltning.
Opmærksomheden henledes på, at ansættelsesmyndigheden ved uansøgt afsked i henhold til tjenestemandslovens § 31, stk. 1, skal give såvel Lærernes Centralorganisation som den pågældende selv adgang til at udtale sig om den forestående afskedigelse.
c) Svar foreligger fra Finansministeriet i Undervisningsministeriet, men den pågældende er endnu ikke anmodet om en udtalelse herfra
Undervisningsministeriet forestår høringen efter tjenestemandslovens § 31, stk. 1, af Lærernes Centralorganisation og af den pågældende. Begge parter anmodes af Undervisningsministeriet om at sende deres udtalelse til ansættelsesmyndigheden, som herefter selv tager stilling til spørgsmålet om afskedigelse.
d) Den pågældende er anmodet om en udtalelse herfra
Undervisningsministeriet forestår efter de indkomne udtalelser sagens videre ekspedition til ansættelsesmyndigheden.
Vedrørende høringen efter tjenestemandslovens § 31, stk. 1, af Lærernes Centralorganisation og af den pågældende bemærkes, at der efter Undervisningsministeriets praksis har været givet disse en frist på 3 uger til at fremkomme med en udtalelse. Dette forudsættes fortsat at være normal praksis efter disse sagers udlægning til kommuner og amtskommuner.
B) Sager, hvori spørgsmålet om eventuel tillæggelse af kvalificeret svagelighedspension endnu ikke er afgjort.
1) Kendelsen vedrørende social førtidspension fra Revaliderings- og Pensionsnævnet er af ansættelsesmyndigheden indsendt til Undervisningsministeriet inden udgangen af december 1989
Finansministeriets svar tilgår ansættelsesmyndigheden direkte til videre foranstaltning.
2) Kendelsen foreligger ikke for Undervisningsministeriet pr. 1. januar 1990
Kendelsen forelægges direkte for Finansministeriet.
Efter Undervisningsministeriets praksis har man hidtil herfra erindret ansættelsesmyndigheden om indsendelse af kendelsen ca. 6 måneder efter afskedigelsen. Opmærksomheden henledes på, at det fra den 1. januar 1990 påhviler ansættelsesmyndigheden at påse, at disse kendelser indsendes til Finansministeriet snarest efter, at de er afsagt af Revaliderings- og Pensionsnævnet.
C) Indsendelse af fornyet lægeerklæring.
I tilfælde af, at Undervisningsministeriet i forbindelse med en uansøgt afskedigelse har anmodet om, at der 1 år efter afskedigelsen indsendes en fornyet lægeerklæring, skal ansættelsesmyndigheden fra den 1. januar 1990 forelægge denne lægeerklæring direkte for Finansministeriet.
D) 60-årsgrænsen for opnåelse af kvalificeret svagelighedspension i henhold til tjenestemandspensionslovens § 7.
Opmærksomheden henledes på, at det er en betingelse for at bevare muligheden for at opnå kvalificeret svagelighedspension i henhold til tjenestemandspensionslovens § 7, at den pågældende fratræder sin stilling senest med udgangen af måneden inden den måned, hvori den pågældende fylder 60 år.
I sager om afsked på grund af svagelighed skal ansættelsesmyndigheden derfor altid være opmærksom på, om den pågældendes 60 års fødselsdag er umiddelbart forestående. Finansministeriet kan dog, hvor ganske særlige forhold taler derfor, dispensere fra 60-årsgrænsen i tilfælde, hvor fratræden sker umiddelbart efter det fyldte 60. år, jf. tjenestemandspensionslovens § 7, stk. 3.
Det tilføjes, at den pågældendes ansøgning om social førtidspension ligeledes skal være indgivet til socialforvaltningen i vedkommendes opholdskommune inden det fyldte 60. år. Der er i denne sammenhæng ingen mulighed for dispensation fra 60-årsgrænsen.
E) Genoptagelse af tjenesten.
Finansministeriet skal underrettes, når en tjenestemand i folkeskolen mfl., om hvilken der er rejst sag om afsked på grund af svagelighed, genoptager tjenesten.
Denne forpligtelse, der indtil udgangen af december måned 1989 påhviler Undervisningsministeriet, overgår fra den 1. januar 1990 til ansættelsesmyndigheden.
I tilfælde af, at den pågældende genoptager tjenesten, inden afsked har fundet sted, skal ansættelsesmyndigheden således straks give Finansministeriet underretning herom.
P. m. v.
e. b.
Jens Kroman
fm.