Cirkulæreskrivelse om meddelelse om dagpengeret i tilfælde, hvor der ikke er sket ændringer i det ugentlige timetal på tidspunktet for tilmeldingen til arbejdsformidlingen
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om dagpengeret i tilfælde, hvor der ikke er sket ændringer i det ugentlige timetal på tidspunktet for tilmeldingen til arbejdsformidlingen
Kommentarer m.v.
Et deltidsbeskæftiget medlem blev anset for dagpengeberettiget, uanset at medlemmet efter tilmeldingen til arbejdsformidlingen var beskæftiget i samme omfang som i den periode, der lå til grund for beregningen af medlemmets dagpenge.
Meddelelse om afgørelsen
Et fuldtidsforsikret medlem, der var ophørt med sin beskæftigelse, fik af kassens afdeling at vide, at hun først skulle fremmøde på arbejdsformidlingen, når hun var dagpengeberettiget.
Medlemmet henvendte sig herefter på bistandskontoret, som heller ikke anmodede hende om at fremmøde på arbejdsformidlingen.
Efter at være påbegyndt deltidsbeskæftigelse, anså medlemmet sig for at være i arbejde, hvorfor hun fortsat ikke fremmødte på arbejdsformidlingen. Først da hun var i afdelingen i andet ærinde, blev hun opmærksom på, at hun skulle fremmøde på arbejdsformidlingen.
Afdelingen anførte, at medlemmet i en lang periode ikke havde stået tilmeldt arbejdsformidlingen på grund af manglende og forkert information, hvilket medlemmet ikke alene burde bære skylden for.
Hovedledelsen fandt, at beregningen af medlemmets dagpengesats samt vurderingen af, om hun kunne få udbetalt supplerende dagpenge, skulle foretages på baggrund af de seneste 13 ugers arbejde forud for tilmeldingen til arbejdsformidlingen. Da medlemmet havde arbejdet uden ændring af timetallet de sidste 6 1/2 måned, var der ikke sket nogen timenedsættelse i forbindelse med fremmødet på arbejdsformidlingen, hvorfor hun ikke var berettiget til at modtage supplerende dagpenge.
Direktoratet var enig med hovedledelsen i, at medlemmet ikke ved tilmeldingen til arbejdsformidlingen sås at have mistet nogen indtægt, hvorfor direktoratet kunne tiltræde hovedledelsens afgørelse.
Direktoratet fandt, at medlemmet ville opnå overkompensation i forhold til sin umiddelbare forudgående indtægt, hvis hun kunne oppebære dagpenge, samtidig med at hun var beskæftiget i samme omfang som i den periode, der lå til grund for beregningen af dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 1.
Ankenævnet fandt, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel til at nægte medlemmet dagpenge under henvisning til, at der ikke var sket nogen ændring i beskæftigelsens omfang før og efter tilmeldingen til arbejdsformidlingen, hverken i arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983 om retten til dagpenge for et medlem, som opnår arbejde af kortere varighed end fuld tid eller er ledig på grund af vejrlig eller som følge af arbejdsfordeling eller i direktoratets bekendtgørelse nr. 685 af 8. oktober 1986 vedrørende fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere.
Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet var berettiget til supplerende dagpenge under forudsætning af, at de øvrige betingelser herfor var opfyldt, herunder at hun stod til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang, som arbejdsløshedsforsikringsloven forudsætter, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62.
Arbejdsdirektoratet, den 7. april 1989