Skrivelse vedr. specialpædagogisk støtte til elever med særlige forudsætninger, der frekventerer erhvervsuddannelserne. Fremgangsmåde ved etablering af prøve- og/eller eksamensopgaver på lydbånd, billedbånd, i punkt, i forstørrelse eller på anden måde imødekommende elevens særlige forudsætninger (Jf. I-418 af 22. juli 1987) (* 1) (Til handelsskolerne og de tekniske skoler)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedr. specialpædagogisk støtte til elever med særlige forudsætninger, der frekventerer erhvervsuddannelserne. Fremgangsmåde ved etablering af prøve- og/eller eksamensopgaver på lydbånd, billedbånd, i punkt, i forstørrelse eller på anden måde imødekommende elevens særlige forudsætninger (Jf. I-418 af 22. juli 1987) (* 1)
(Til handelsskolerne og de tekniske skoler)
Denne skrivelse samler en række af de bestemmelser, der har været gældende, når prøveopgaver/eksamensopgaver eller de tilsvarende situationer skal tilrettelægges på en særlig måde for at sikre elevens forståelse af opgaveindholdet eller for at imødekomme elevens særlige forudsætninger. Det vil ofte dreje som en opgaver på punkt (braille), på lyd- eller billedbånd, i forstørrelse, eller hvor besvarelsen kræver særligt udstyr eller tillæg af tid for at imødekomme elevens særlige forudsætninger.
Det vil i alt væsentligt dreje sig om fem typer tilfælde
I. I tilfælde hvor skolen selv kan forestå omformninger af opgaven, følges nedenstående procedure for så vidt gælder bånd/båndindlæste og/eller opfotograferede opgaver.
a. Eleven skal have et særligt lokale stillet til rådighed ved skriftlig prøve eller eksamen. I enkelte tilfælde kan flere lydbånd-læsende elever opholde sig i samme lokale ved prøven eller eksamen, dersom hver enkelt elev har sin egen lydbåndsgengiver med høretelefon.
Er der supplerende teknisk udstyr til en elevs prøve/eksamen, kan der alene opholde sig en elev i hvert lokale.
b. Inden prøvens/eksamens officielle begyndelse tages et eksemplar af opgaven ud af prøvekuverten, og teksten omsættes på skolen til det medie (lydbånd, billedbånd, punkt, opfotograferering), der modsvarer elevens forudsætninger. Eleven vil herefter modtage opgaven på det nye medie på samme tidspunkt som de øvrige elever.
c. Alternativt til punkt I b, indtales eller omformes opgaven først fra det officielle tidspunkt for prøvens/eksamens begyndelse. Eleven med særlige forudsætninger isoleres i et eksamenslokale i den tid, det tager at indtale eller på anden måde omforme prøven. Når de indlæste opgaver er klar, kan eksamen begynde for den pågældende elev.
Den tid, der medgår til indtalingen/omformningen, lægges till elevens tid i den sidste ende, således at elever med særligt tilrettelagte opgaver/prøve eller eksamensituationer alt andet lige får samme prøvetid som andre elever til samme prøve.
d. Indlæsningen skal foretages på et nyt (ubrugt) lyd-eller billedbånd af en faglærer, der er fuldt fortrolig med fagsproget inden for prøvefaget. Der skal foreligge et bånd til hver elev, og hver elev skal have sit eget afslutningsudstyr.
Indlæsningen skal være teksttro d.v.s. en ordret gengivelse af den trykte tekst uden kommentarer eller fortolkninger. Henvisninger til figurer og andet ikke tekstligt materiale skal medfølge en gengivelse af figuren i et medie, der modsvarer elevens særlige forudsætninger.
e. Når opgaven er færdigproduceret, kontrolleret for mulige fejl og eventuelt kopieret til flere elever med samme anvendelsesmuligheder ved samme prøve, bringes det til eleven, og prøvetiden sættes i gang (jv. punkt I c.).
f. Den oprindelige trykte opgave opbevares sammen med den omformede opgave på det nye medie (lydbånd, billedbånd, forstørrelse m.v.) i et eksemplar på skolen i et år efter, eksamens/prøve-terminen af afsluttet.
Eleven med særlige forudsætninger har samme ret som andre elever til at tage den trykte eksamensopgave både i trykt form og på det omformede medie med sig ved prøvens afslutning.
II. I tilfælde, hvor skolen ikke selv kan forestå ændringen af prøve/eksamensopgaverne til et medie, der modsvarer elevens særlige forudsætninger, følges nedenstående procedure for så vidt gælder billedbåndindlæste, lydbåndindlæste eller opfotograferede opgaver samt opgaver, der skal omsættes til punkt (braille) med eller uden forkortelse.
a. Skolen indsender i god tid og senest 2 måneder før eksamensafholdelse meddelelse til direktoratets eksamenskontor om hvilken elev, der skal have omsat eksamens/prøveopgaverne til hvilket medie.
Oplysningerne skal være præcise og for hver elev skal
- hold/klasse, faglærerens navn
- fag
- eventuelt kode for eksamensskole
være oplyst.
b. Det skal med elevens underskrift på skolens meddelelse til eksamenskontoret tydeligt fremgå, at tilrettelæggelsen sker efter samråd med eleven og med dennes fulde billigelse.
c. Det skal af skolens meddelelse till eksamenskontoret tydeligt fremgå, hvilken form eleven og skolen ønsker opgaven omsat til (eks. lydbånd, billedbånd, opfotograferering, punkt (braille) med eller uden forkortelse, samt med stor eller lille forkortelse).
d. Skolen skal behandle de omformede opgaver med samme grad af sikkerhedsbestemmelser, som gælder for andre eksamens/prøve-opgaver.
e. Bliver skolen opmærksom på, at der er fejl i omsatte opgaver i forhold til de oprindelige trykte opgaver, følges samme procedure som ved andre opgavefejl: Der ringes til eksamenskontoret, der så vil meddele, hvad der videre skal ske.
III. I tilfælde hvor skolen og eleven skønner, at elevens særlige forudsætninger kræver tillæg af tid til eksamen, kan skolen selv vurdere omfanget af dette tidstillæg og effektuere det ved de prøver, hvor det er påkrævet (Jv. cirkulære I-418 af 22. juli 1987 punkt 3.e.).
Det er en forudsætning for skolens tillæg af tid til eksamen, at der i alle tilfælde, hvor skolen har haft kendskab til elevens særlige forudsætninger, er sat ind med specialpædagogisk støtte til eleven i den forudgående undervisning. Eksamensformen skal således også for disse elever afspejle den daglige undervisning.
Tillæg af tid til eksamen kan således ikke anvendes som en »erstatning« for specialpædagogisk støtte i den forudgående undervisning på skolen eller praktikstedet/lærerpladsen. Det tilrådes derfor skolen at kontakte fagkonsulenten for den specialpædagogiske støtte forud for tildeling af ekstra tid til prøver eller eksamen.
Oplysninger om tidstillæg eller andet med udgangspunkt i elevens særlige forudsætninger må ikke på nogen måde anføres på elevens prøve- eller eksamensbevis.
IV. Efter at direktoratets skrivelse af 1. august 1979 (II-514) er blevet ophævet, jv. direktoratets skrivelse af 18. januar 1989 (II-695), skal der ikke længere på noget område uddannelserne eller prøver/eksamen vedrørende søges dispensation for elever med udgangspunkt i elevernes særlige forudsætninger.
V. I ganske enkelte tilfælde kan det være nødvendigt, at en elev med særlige forudsætninger gør brug af sekretær till prøven/eksamen. I alle sådanne tilfælde skal forudgående tilladelse indhentes i direktoratets eksamenskontor. For god ordens skyld kan det oplyses, at personlig oplæsning af opgavetekster ved prøven/eksamen iøvrigt ikke vil blive godkendt.
P.m.v.
e.b.
H. Metzon
undervisningsinspektør
(* 1) Dette cirkulære er indlæst på lydbånd, og skrevet i punkt, der kan rekvireres ved henvendelse til direktoratets cirkulærecentral, I. A. Larsen, tlf. 01 92 57 39