Cirkulære om optagelse af elever med utraditionel baggrund, merit for ophold ved udenlandsk uddannelsesinstitution og om optagelsesprøver i gymnasiet (Til kontaktudvalgene vedrørende 1. gymnasieklasse og rektorerne for samtlige gymnasieskoler)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om optagelse af elever med utraditionel baggrund, merit for ophold ved udenlandsk uddannelsesinstitution og om optagelsesprøver i gymnasiet
(Til kontaktudvalgene vedrørende 1. gymnasieklasse og rektorerne for
samtlige gymnasieskoler)
I henhold til bekendtgørelse nr. 417 af den 16. september 1985 som ændret ved bekendtgørelse nr. 278 af 13. maj 1987 og bekendtgørelse nr. 97 af 29. februar 1988 fastsættes følgende
1. Optagelse i 1.g af ansøgere, som ikke har haft mulighed for at opfylde optagelseskravene, fx på grund af ophold i udlandet eller udenlandsk baggrund.
Sådanne ansøgere kan optages, hvis rektor for den primært ønskede skole skønner, at vedkommende har den nødvendige faglige og sproglige baggrund for at gennemføre uddannelsen på den normerede tid. Ansøgeren kan evt. henvises til en optagelsesprøve, jf. pkt. 7. Det er forudsætning for optagelsen, at eleven efter studentereksamen vil have opnået et niveau i tysk eller fransk, som mindst svarer til folkeskolens afgangsprøve i faget, fx. ved at eleven har valgt et af sprogene som begyndersprog eller aflægger folkeskolens afgangsprøve i eet af sprogene inden udgangen af 3. gymnasieklasse.
2. Optagelse i 1.g af ansøgere, som ikke kommer direkte fra grundskolen.
For disse ansøgere gælder de normale optagelsesbetingelser, idet en eventuel egnethedserklæring fra folkeskolen bevarer sin gyldighed i tre år, og ansøgerne behandles i overensstemmelse hermed. Rektor for den primært ansøgte skole kan dog i alle tilfælde henvises ansøgeren til en optagelsesprøve, jf. pkt. 7.
For ansøgere, som ikke har en egnethedserklæring fra folkeskolen, afholdes en optagelsesprøve, jf. pkt. 7, idet rektor dog er også skal tage ansøgerens beskæftigelse i perioden efter folkeskolen i betragtning ved vurderingen af ansøgerens egnethed. Rektor træffer afgørelse om optagelse ud fra en helhedsvurdering af ansøgeren.
Elever fra Europaskolerne, som er oprykket i Europaskolens 5. klasse, kan optages i gymnasiet uden optagelsesprøve.
3. Optagelse i 1.g af ansøgere fra friskoler, private grundskoler og efterskoler, som ikke forbereder til folkeskolens afgangsprøver.
Sådanne ansøgere kan optages efter en optagelsesprøve, jf. pkt. 7, idet rektor også skal tage den afleverende skoles beskrivelse af eleven i betragtning ved vurderingen af ansøgerens egnethed.
Der dispenseres kun fra kravet om folkeskolens afgangsprøver, og ikke fra kravet om forkundskaber, herunder kravet om 9 års skolegang og om, at der er fulgt undervisning i tysk eller fransk på 7.-9. klassetrin, ligesom ansøgere til matematisk linje skal have modtaget undervisning i fysik svarende til folkeskolens 9. klasse. Rektor træffer afgørelse om optagelse ud fra en helhedsvurdering af ansøgeren.
4. Optagelse i løbet af 1.g eller i 2.g
Rektor kan optage elever senere i forløbet, hvis det, eventuelt efter faglige prøver, vurderes, at ansøgeren har de nødvendige forkundskaber til at kunne følge undervisningen på det klassetrin, hvor vedkommende optages, jf. her især kravet om tysk eller fransk i punkt 1. Det bemærkes specielt, at ansøgere fra andre nordiske lande, fra Europaskolerne og fra internationale skoler, som giver undervisning efter reglerne for International Baccalaureate, bør optages på et sådant klassetrin, at de kan fuldføre deres uddannelse uden forsinkelse. Det er en forudsætning for indstilling til studentereksamen, at eleven har gennemført mindst to års undervisning i gymnasieskolen. Rektor kan eventuelt dispensere fra undervisning og årskarakter i de fag, der afsluttes efter 1.g under forudsætning af, at eleven enten kan dokumentere at have modtaget undervisning i faget på tilsvarende niveau (fx. ved en udenlandsk uddannelsesinstitution) eller aflægger prøve i faget. Karakteren for prøver aflagt efter denne bestemmelse indgår i elevens eksamenskarakter, men prøven tæller ikke med i elevens samlede prøveantal på 10 prøver som led i studentereksamen. Rektor kan endvidere tillade, at en elev følger undervisningen i et manglende fag på et andet klassetrin.
5. Ophold ved udenlandsk skole i 2.g
Det vil normalt være forbundet med store vanskeligheder at tilrettelægge et uddannelsesforløb på en udenlandsk uddannelsesinstitution på en sådan måde, at det vil være muligt at gå direkte ind i et 3.g-forløb på baggrund af 1.g samt det udenlandske skoleophold. I visse tilfælde (især ved ophold i europæiske lande) vil man imidlertid kunne opnå merit for et års ophold også i denne situation. Dersom der kan dokumenteres undervisning i relevante fag og eleven vælger valgfag i overensstemmelse hermed, kan direktoratet dog efter indstilling fra rektor give de nødvendige dispensationer.
6. Godkendelse af elevers skift af påbegyndte valg- og sprogfag. Rektor kan godkende sådanne skift, hvis der foreligger særlige omstændigheder og eleven iøvrigt har tilstrækkelige forkundskaber i det fag, der ønskes, til at kunne indgå i undervisningen på det stade, man er nået til.
7. Om optagelsesprøven til 1.g.
Optagelsesprøven har til formål at undersøge, om eleven er i besiddelse af en sådan modenhed og indsigt, at eleven må forventes at kunne følge undervisningen i gymnasiet på tilfredsstillende måde og fuldføre uddannelsen på normal tid.
Samtlige elever, der skal til optagelsesprøve, prøves i dansk. Herudover prøves ansøgerne til sproglig linie i engelsk og tysk eller fransk og ansøgere til matematisk linie i matematik samt fysik og kemi.
Der medvirker to lærere i hvert fag ved optagelsesprøven. Prøvens form er for hvert fags vedkommende en samtale af ca. et kvarters varighed. Hvor prøven har udgangspunkt i en ulæst tekst, gives eleven 5-10 minutter til en orienterende gennemlæsning.
Eleven skal forud for prøven orienteres om indholdet af denne.
I dansk har samtalen som grundlag en kort ulæst tekst.
I engelsk og tysk eller fransk tager samtalen udgangspunkt i en ulæst og i fornødent omfang glosseret tekst på ca. 1/4 side. Tekststykkets sværhedsgrad bør svare til niveauet i grundskolens 9. klasse. Samtalen bør hovedsagelig foregå på det pågældende sprog. Oversættelse til dansk af enkelte sætninger kan indgå, og der kan, eventuelt i forbindelse hermed, stilles spørgsmål om elementære grammatiske begreber.
I matematik og i fysik og kemi vil det være naturligt, at prøven indledes ved, at eleven redegør for, hvad denne har arbejdet med i det forløbne skoleår. Samtalen kan herefter dreje sig om nogle af disse faglige emner. Til belysning kan der i samtalen i matematik indgå løsning af opgaver med enkel problemstilling. I fysik og kemi kan eksperimentelt arbejde indgå. For elever, der ikke kommer direkte fra grundskolen, tages udgangspunkt i stof fra 9. klasse.
For alle fag gælder, at samtalen skal belyse elevens generelle faglige modenhed og forståelse for arbejdet med faget. Prøven er således ikke primært en færdighedsprøve, der tester specifikke faglige færdigheder.
Rektor afgør efter drøftelse med de lærere, der har medvirket ved prøven, om eleven kan optages jf. optagelsesbekendtgørelsens § 12 stk. 2. I de i punkt 2 og 3 nævnte tilfælde indgår henholdsvis ansøgerens beskæftigelse i perioden efter grundskolen og den afleverende skoles udtalelse i grundlaget for rektors afgørelse.
8. Ikrafttræden.
Cirkulæret træder i kraft den 1. april 1989.
Samtidig ophæves følgende bestemmelser: Skrivelse vedrørende elever fra Europaskolerne af 17. maj 1978, skrivelse om optagelse i gymnasiet af 27. august 1980, skrivelse om optagelse i gymnasiet af elever fra friskoler, private grundskoler og efterskoler, som ikke forbereder til folkeskolens afgangsprøver af 7. marts 1986 og skrivelse vedrørende optagelsesprøven til 1. gymnasieklasse af 4. april 1986, alle RS 03-02.
Ministeriet kan i særlige tilfælde dispensere fra cirkulærets bestemmelser.
P.m.v.
e.b.
Steffen Jensen
undervisningsinspektør
Ingen