Skrivelse om fotokopiering m.v. på skoler, der uddanner til beskæftigelse inden for sundhedssektoren (* 1) (Til sygehjælperskoler, sygeplejeskoler, plejeruddannelsesskoler, beskæftigelsesvejlederskoler, økonomaskoler, plejehjemsassistentskoler og fodterapeutskoler)
Table of Provisions (18)
Statutory Text (18 Articles)
§ 1
Aftalen omfatter sygehjælperskoler, sygeplejeskoler, plejeruddannelsesskoler, beskæftigelsesvejlederskoler, økonomaskoler, plejehjemsassistentskoler og fodterapeutskolen.
Stk. 2
Andre skoler uanset ejerforhold på samme undervisningsniveauer som nævnt i stk. 1 kan tilslutte sig aftalen.
Bilag
Efter forhandling mellem Undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune (i det følgende betegnet som »brugerne«) på den ene side og forvaltningssektoren »Undervisningskopier« under COPY-DAN (i det følgende betegnet som »COPY-DAN«) på den anden side er der indgået følgende
Aftale om fotokopiering m.v. på skoler, der uddanner til beskæftigelse inden for sundhedssektoren.
§ 2
Aftalen omfatter fotografisk eller anden mangfoldiggørelse - herunder fotokopiering, duplikering og off-set fremstilling - af publikationer, jf. stk. 3, som en lærer foretager eller lader foretage til brug for sin egen undervisning på en skole, der er omfattet af aftalen, uanset om mangfoldiggørelsen sker med skolens apparatur eller på anden måde.
Stk. 2
Aftalen omfatter tillige fotografisk eller anden mangfoldiggørelse, som foretages til brug for efteruddannelse og konferencevirksomhed for skolens lærerpersonale.
Stk. 3
Ved en publikation forstås den samlede fysiske form, hvori et stof bliver offentliggjort, f.eks. bog, pjece, tidsskriftnummer, blad, avis (en bibliografisk enhed).
§ 3
Aftalen omfatter alle udgivne publikationer, som medlemmer af de ophavsretsorganisationer, der har tilsluttet sig denne aftale, er berettiget til at give tilladelse til at mangfoldiggøre.
§ 4
Kopiering må kun ske til komplettering af de øvrige læremidler (de normalt anvendte lærebøger m.v.).
Stk. 2
Der må højst kopieres 20% af en publikation, dog ikke over 20 sider pr. klasse/hold pr. år.
Stk. 3
Kopiering må ikke ske til oplagring.
Stk. 4
Kopiering af noder må ikke finde sted med henblik på fremførelse uden for den enkelte klasse/hold.
§ 5
Det er ikke tilladt at kopiere fra følgende typer af publikationer
1. Opgavesamlinger, med mindre de er sammenstillet af tidligere anvendte eksamensopgaver.
2. Engangsmaterialer, hvorved forstås undervisningsmaterialer bestemt for een elev, f.eks. arbejdshefter.
§ 6
Hvert kopisæt skal indeholde oplysning om den kopierede publikations titel, ophavsmandens navn, forlag (udgiver) og udgivelsesår eller -dato.
§ 7
Den enkelte skoles ledelse påser, at kopieringen finder sted efter de i aftalen angivne retningslinjer.
§ 8
Vederlaget for kopieringen fastsættes til 20,00 kr. pr. elev under uddannelse.
§ 9
Skoler, som ønsker at benytte sig af denne aftale, skal tilmeldes »COPY-DAN«. Ved tilmeldingen, der foretages inden udgangen af januar 1989, indbetales et vederlag til »COPY-DAN« beregnet som det samlede antal elever, der var under uddannelse på skolen det foregående kalenderår (1988) multipliceret med 20,00 kr. For elever, der har det foregående kalenderår (1988) var under uddannelse i højst 6 måneder, betales 10,00 kr.
§ 10
Parterne er enige om, at en undersøgelse af kopieringens omfang og sammensætning på de af aftalen omfattede skoler foretages i 1. halvdel af 1989. Undersøgelsen tilrettelægges efter nærmere aftale mellem parterne.
Stk. 2
Ved opgørelsen af forbruget af ophavsretligt beskyttet materiale er det fastsat, at op til 3 kopier af en publikation eller dele af en publikation ikke medregnes, samt at en avisside tæller som 3 sider og en nodeside som 5 sider.
Stk. 3.
Resultatet af undersøgelsen vil danne beregningsgrundlag for kopivederlaget i en ny aftale med virkning fra 1. januar 1990.
§ 11
Aftalen træder i kraft 1. januar 1989 og ophører 31. december 1989.
Stk. 2
Forhandlinger om en ny aftale genoptaget senest 1. oktober 1989.
§ 12
Til brug for COPY-DAN's fordeling af vederlaget kan der iværksættes en rapportering af kopieringen til undervisningsbrug på de af aftalen omfattede skoler.
§ 13
Fordelingen af vederlaget mellem rettighedshavere foretages af »COPY-DAN« i overensstemmelse med forvaltningssektorens regler, og er »brugerne« uvedkommende.
København, den 13. januar 1989.
For COPY-DAN, undervisningskopier: Grethe Erskov
Undervisningsministeriet: Helge Thomsen /Erik Metz
Amtsrådsforeningen: Poul Christensen /Otto Larsen
Københavns Kommune: Torben Mogensen
Frederiksberg Kommune: O. Rust /S. Hvidfeldt
Kapitel I. Indledning.
Kapitel II. Adgangen til at kopiere og begrænsningerne i denne.
Kapitel III. Vederlag m.v.
Skrivelse om fotokopiering m.v. på skoler, der uddanner til beskæftigelse inden for sundhedssektoren (* 1)
(Til sygehjælperskoler, sygeplejeskoler, plejeruddannelsesskoler,
beskæftigelsesvejlederskoler, økonomaskoler,
plejehjemsassistentskoler og fodterapeutskoler)
Skolers kopiering af ophavsretligt beskyttede publikationer kræver ifølge lovgivningen normalt samtykke fra rettighedshaverne (fx forfatterne) forud for de enkelte kopieringer, idet ophavsmanden ifølge ophavsretsloven har eneret til at fremstille eksemplarer af værket, fx gennem fotokopiering. Udgangspunktet er derfor, at man kun kan benytte beskyttede tekster efter forudgående tilladelse. Samtykke kan nægtes eller gøres betinget, fx af betaling.
For at lette skolernes adgang til kopiering af ophavsretligt beskyttede publikationer er der efter forhandlinger mellem Undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen i Danmark, København og Frederiksberg Kommuner på den ene side og en række rettighedshaverorganisationer sammensluttet i COPY-DAN (Ryesgade 53 B, 3. sal, 2100 København Ø., tlf. 01 39 35 11) på den anden side forsøgsmæssigt indgået medfølgende aftale omfattende sygehjælperskoler, sygeplejeskoler, plejeruddannelsesskoler, beskæftigelsesvejlederskoler, økonomaskoler, plejehjemsassistentskoler og fodterapeutskoler.
Rettighedshaverne giver i aftalen forhåndssamtykke til en vis kopiering mod betaling af vederlag (20 kr. årligt pr. elev).
Skolerne er stillet frit med hensyn til, om de vil følge aftalen eller ophavsretsloven almindelige regler. Hvis man ikke ønsker at bruge muligheden for den friere kopiering i henhold til aftalen, bedes vedkommende skole meddele dette til COPY-DAN. Dette betyder, at fremstilling af klassesæt/holdsæt som led i den almindelige undervisning vil være forbudt. Vedkommende skole må i så fald nøjes med de meget begrænsede muligheder for fotokopiering, som er hjemlet i ophavsretsloven. Hvis skolen vil følge aftalen, skal den inden udgangen af februar 1989 tilmelde sig COPY-DAN og samtidig indbetale et beløb, jf. aftalens § 9. COPY-DAN vil snarest tilsende alle skoler et brev med giroindbetalingskort.
Beløbet må afholdes inden for den enkelte skoles egen budgetramme.
Ophavsretligt beskyttede publikationer omfatter alt publiceret materiale, dvs. bøger, pjecer, tidsskrifter, aviser, fag- og ugeblade, noder, fotografier osv., uanset om det er dansk eller udenlandsk materiale.
Er skolen og den publikation, der ønskes kopieret, omfattet af aftalen, har en lærer til brug for sin egen undervisning adgang til at kopiere efter aftalens regler.
Det påhviler skolens ledelse at informere lærerne om kopieringsreglerne samt at påse, at de overholdes. Meddelelse om en kopieringsundersøgelse, jf. aftalens § 10, stk. 1, samt rapportering, jf. § 12, vil blive fremsendt senere.
P.m.v.
e.b.
Erik Metz
eksp.sekr.