Instruks for Udenrigstjenesten Bind 1 Generelle instruktioner 1989

Kapitel III Repræsentationernes

embedsførelse

A. Generelle bestemmelser om repræsentationernes virksomhed

B. Forholdet til opholdsstaten

C. Forholdet til det diplomatiske eller konsulære korps

D. Forholdet til den danske koloni

E. Kontor og kontortid, helligdage m.v.

F. Inventar, tryksager og protokoller

G. De honorære repræsentationers arkiv

H. Korrespondance

I. Telekommunikation

J. Betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten

K. Refusion af honorære konsulers tjenesteudlæg

Kapitel II Rigsvåben, flag og nationalsang

A. Det kgl. våben og det danske statsvåben

B. Det danske stutflag og splitflag samt Færøernes og Grønlands flag.

C. Anvendelse af splitflag

D. Flagdage

E. Udlån af flag

F. Retsbeskyttelse af det danske flag og våben

G. Nationalsang

Kapitel IV Særlige embedsfunktioner

A. Udfærdigelse af dokumenter, attester og oversættelser

B. Legalisation

C. Notarialforretninger

D. Stemmeafgivning i udlandet ved valg og folkeafstemning

E. Deposita

Kapitel IX Bistand i familieretlige

anliggender

A. Indgåelse af ægteskab i Danmark

B. Indgåelse af ægteskab for dansk repræsentation i udlandet

C. Indgåelse af ægteskab for dansk præst i udlandet

D. Indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed

E. Separation og skilsmisse i Danmark

F. Separation og skilsmisse i udlandet

G. Faderskabssager

H. Adoption

I. Registreret partnerskab

Kapitel I Udenrigstjenesten

A. Udenrigstjenestens organisation

B. De konsulære repræsentationers overordnede myndigheder

C. Oprettelse og nedlæggelse af konsulære repræsentationer

D. Honorære konsulers ansættelse

E. Honorære konsulers overtagelse af embedet

F. Honorære konsulers orlov, midlertidig bestyrelse af konsulatet

G. Honorære konsulers suspension

H. Honorære konsulers afskedigelse

I. Overtagelse af konsulære hverv for andre stater

J. Honorære konsulers rettigheder og retsbeskyttelse efter danske regler

K. Honorære konsulers rettigheder og retsbeskyttelse efter folkerettens regler

Kapitel VIII Bistand i civilretlige og

strafferetlige anliggender

A. Bistand til inddrivelse af fordringer

B. Forkyndelse i civilsager

C. Bevisoptagelse, herunder syn og skøn, for domstol i udlandet

D. Erklæringer og forklaringer for repræsentationen

E. Fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger

F. Gratis retshjælp

G. Forkyndelser og afhøringer i straffesager

H. Eftersøgning og udlevering af lovovertrædere

I. Overførelse af domfældte

Kapitel VII Bistand til danske i udlandet

A. Generelle Regler

B. Anmodninger, som bør afvises

C. Økonomisk bistand under midlertidigt ophold i udlandet

D. Økonomisk bistand til danske statsborgere med fast bopæl i udlandet

E. Bistand i straffesager

F. Bistand ved dødsfald i udlandet

G. Bistand ved naturkatastrofer, flyulykker m.v.

H. Spørgsmål om værnepligt

Kapitel VI Pas, visum, flygtningesager,

indrejsebestemmelser

m.v., kørekort

A. Pas

B. Midlertidigt identitetsbevis

C. Særlig paslegitimation for personer, som ikke er danske

statsborgere

D. Visum

E. Afsnittet udgår

F. Veterinærbestemmelser

G. Rejsegods

H. Flyttegods og brudeudstyr

I. Personmotorkøretøjer

J. Kørekort

Kapitel V Erhvervelse, fortabelse og

generhvervelse af

dansk statsborgerret

A. Generelle bestemmelser

B. Erhvervelse af dansk statsborgerret

C. Fortabelse af dansk statsborgerret

D. Generhvervelse af dansk statsborgerret

Kapitel XIII Luftfart

A. Dansk nationalitetsmærke og registreringsmærke

B. Scandinavian Airlines System (SAS)

C. Internationale overenskomster

D. Udenlandsk luftfart med civile luftfartøjer til, fra eller over dansk territorium (Danmark, Grønland og Færøerne)

E. Militære luftfartøjer

Kapitel XII Repræsentationernes

informationsvirksomhedside 195

A. Generelle retningslinier

B. Repræsentationernes informationsformidling

C. Besvarelse af forespørgsler

D. Journalistbesøg

E. Informationsmateriale

Kapitel XIV Orlogsskibe

A. Danske orlogsskibes besøg i udlandet

B. Fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område

Definitioner og

forkortelser

Repræsentation

Enhver diplomatisk eller konsulær repræsentation.

Diplomatisk repræsentation

Ambassade eller diplomatisk mission ved en international organisation.

Konsulær repræsentation

Ethvert generalkonsulat, konsulat eller vicekonsulat, hvad enten det forestås af en udsendt eller honorær chef.

Udsendt repræsentation

Enhver diplomatisk eller konsulær repræsentation, der forestås af en af Udenrigsministeriet udsendt og lønnet chef.

Honorær repræsentation

Ethvert generalkonsulat, konsulat eller vicekonsulat, der forestås af en ulønnet chef.

Embedsmand

Enhver lønnet eller ulønnet chef for eller sagsbehandlende medarbejder ved en diplomatisk eller konsulær repræsentation.

Udsendt embedsmand

En af staten udsendt og lønnet chef for eller sagsbehandlende medarbejder ved en diplomatisk eller konsulær repræsentation.

Konsul

Enhver udsendt eller honorær chef eller fungerende chef for et generalkonsulat, konsulat eller vicekonsulat.

Honorær konsul

Enhver chef eller fungerende chef for et honorært generalkonsulat, konsulat eller vicekonsulat.

IM's bkg.

Industriministeriets bekendtgørelse.

JM's bkg.

Justitsministeriets bekendtgørelse.

UM's bkg.

Udenrigsministeriets bekendtgørelse.

Kapitel XI Erhvervsbistandsarbejde på

honorære repræsentationer

A. Opgaver vedrørende generel eksportfremme m.v.

B. Varetagelse af danske erhvervsinteresser

Kapitel X Bistand i arvesager

A. Særlige regler for repræsentationens befatning med arvesager

B. Varetagelse af danske arvingers interesser under skiftebehandling i repræsentationens distrikt

C. Skifte af formueværdier i udlandet efter arvelader med fast bopæl i Danmark

Kapitel III Repræsentationernes embedsførelse

A. Generelle bestemmelser

om repræsentationernes

virksomhed

1. Repræsentationen skal i princippet kun varetage

danske interesser

2. Besvarelse af henvendelser

3. Adskillelse af embede fra privat virksomhed

4. Tavsheds- og diskretionspligt

B. Forholdet til opholdsstaten

1. Henvendelser til opholdsstatens myndigheder

2. Iagttagelse af opholdsstatens lovgivning

3. Ikke-indblanding i opholdsstatens indre anliggender

4. Visitter m.m.

5. Kondolencer

C. Forholdet til det diplomatiske

eller konsulære korps

D. Forholdet til den danske koloni

E. Kontor og kontortid,

helligdage m.v.

F. Inventar, tryksager og protokoller

G. De honorære repræsentationers

arkiv

1. Arkivets organisation

2. Kassation og hjemsendelse af arkivalier

H. Korrespondance

1. Indberetningens form

2. Fortrolige meddelelser

3. Indberetningsvej

4. Sprog

5. Underskrift

6. Brevpapir

7. Nummerering af indberetninger

8. Genparter

9. Bilag

I. Telekommunikation

1. Ret til fri kommunikation

2. Generelle regler

3. Telegramadresser

4. Særlige regler for telex og telefax

J. Betaling for tjenestehandlinger

i udenrigstjenesten

K. Refusion af honorære konsulers

tjenesteudlæg

Kapitel II Rigsvåben, flag og nationalsang

A. Det kgl. våben og

det danske statsvåben

B. Det danske stutflag og splitflag

samt Færøernes og

Grønlands flag

C. Anvendelse af splitflag

D. Flagdage

E. Udlån af flag

F. Retsbeskyttelse af

det danske flag og våben

G. Nationalsang

Kapitel IV Særlige embedsfunktioner

A. Udfærdigelse af dokumenter,

attester og oversættelser

1. Affattelse af dokumenter

2. Oversættelser

3. Udstedelse af attester

4. Responsa om dansk ret

B. Legalisation

1. Myndigheds underskrift

2. Privatpersons underskrift

C. Notarialforretninger

1. Notarius publicus« funktioner

2. Hvilke embedsmænd kan udføre notarialforretninger

3. Regler for udførelsen af notarialforretninger

a. Embedsmandens ansvar og habilitet b. Embedsmandens egen konstatering af det, han bekræfter c. Rekvirentens identitet, identitetsbeviser d. Rekvirentens forståelse af dokumentet e. Rettelser i dokumentet f. Underskrift med ført pen g. Dokumentets indhold h. Testamenter i. Underretning til Centralregistret for Testamenter j. Notarialattest k. Notarialprotokol l. Dokumentets (testamentets) indførelse i notarial- protokollen m. Dokumentets (testamentets) deponering hos repræsentationen n. Udskrifter af notarialakter D. Stemmeafgivning i udlandet ved valg og folkeafstemning 1. Generel orientering 2. Særligt om valg til hjemmestyreorganer 3. Hvor kan stemmeafgivning finde sted 4. Tidsfrister for stemmeafgivningen 5. Stemmemateriale a. Stemmesedler b. Særskilte konvolutter c. Følgebreve d. Yderkuverter 6. Rekvirering af stemmemateriale 7. Underretning om forestående valg eller folkeafstemninger 8. Fremgangsmåden ved stemmeafgivningen 9. Særligt om stemmeafgivning til valg til Europa-Parlamentet for personer med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i De Europæiske Fællesskaber 10. Repræsentationens diskretionspligt m.v. 11. Vælgerens dødsfald E. Deposita 1. Betingelser for modtagelse af deposita a. at der er dansk interesse i deponeringen b. at betingelserne for depotets tilbagelevering eller udlevering er fastsat 2. Opbevaring af depoter a. Rede penge i opholdslandets mønt b. Depositum i lukket omslag c. Effekternes henlæggelse i bankboks eller opbevarings- magasin d. Repræsentationens og den danske stats ansvar e. Kvittering f. Indberetning om depoter in specie

Kapitel IX Bistand i familieretlige

anliggender

A. Indgåelse af ægteskab i Danmark

1. Generelle bestemmelser 2. Dansk lovgivnings ægteskabsbetingelser B. Indgåelse af ægteskab for dansk repræsentation i udlandet 1. Embedsmandens kompetence til at foretage vielser 2. Prøvelsesattest. Ægteskabsattest a. En af parterne bor eller opholder sig i Danmark b. Begge parter bor eller opholder sig i udlandet 3. Prøvelsen af ægteskabsbetingelserne 4. Anmeldelse om antagelse eller ændring af giftenavn 5. Ægteskabets gyldighed 6. Vielsen 7. Registrering og indberetning C. Indgåelse af ægteskab for dansk præst i udlandet D. Indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed 1. Ægteskabets gyldighed i Danmark 2. Attest til brug ved indgåelse af ægteskab i udlandet 3. Egentlig ægteskabsattest E. Separation og skilsmisse i Danmark 1. De vigtigste separations- og skilsmissegrunde 2. Tilvejebringelse af erklæringer i separations- og skilsmissesager 3. Separation og skilsmisse ved dom 4. Separation og skilsmisse ved bevilling F. Separation og skilsmisse i udlandet G. Faderskabssager 1. Generelle bestemmelser 2. Afhøring for repræsentationen 3. Afhøring for opholdsstatens domstole 4. Børnelovens § 11, stk. 3 H. Adoption 1. Fremmede statsborgeres adoption af dansk barn 2. Danske statsborgeres adoption af udenlandsk barn 3. Opnåelse af dansk adoptionsbevilling 4. Om opholdstilladelse til udenlandske børn, der ønskes adopteret af danske statsborgere 5. Udenlandske børns adgang til erhvervelse af dansk statsborgerret, når adoptivforældrene er danske statsborgere

I. Registreret partnerskab

Kapitel I Udenrigstjenesten

A. Udenrigstjenestens organisation

B. De konsulære repræsentationers

overordnede myndigheder

C. Oprettelse og nedlæggelse af

konsulære repræsentationer

D. Honorære konsulers ansættelse

E. Honorære konsulers overtagelse

af embedet

F. Honorære konsulers orlov,

midlertidig bestyrelse af

konsulatet

G. Honorære konsulers suspension

H. Honorære konsulers afskedigelse

I. Overtagelse af konsulære hverv

for andre stater

J. Honorære konsulers rettigheder

og retsbeskyttelse efter

danske regler

K. Honorære konsulers rettigheder

og retsbeskyttelse efter

folkerettens regler

Kapitel VIII Bistand i civilretlige og

strafferetlige anliggender

A. Bistand til inddrivelse

af fordringer

1. Sagen forelægges for debitor

2. Henvisning til advokat eller inkassobureau

3. Tvangsinddrivelse ad rettens vej

a. Den nordiske konvention af 11. oktober 1977 om anerkendelse og fuldbyrdelse af privatretlige krav b. EF-domskonventionen c. Den nordiske konvention af 23. marts 1962 om inddrivelse af underholdsbidrag d. FN-konventionen af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag e. Konvention af 15. april 1958 om inddrivelse af underholdsbidrag til børn f. Konvention af 2. oktober 1973 om underholdspligt B. Forkyndelse i civilsager 1. Forkyndelse gennem opholdslandets myndigheder 2. Direkte forkyndelse gennem repræsentationen (frivillig forkyndelse) 3. Fremgangsmåden ved forkyndelser i lande, med hvilke Danmark har indgået traktat herom. Haagerkonventionerne a. Direkte fremsendelse af anmodninger om forkyndelse til den centrale myndighed b. Fremsendelse af anmodninger om forkyndelse ad konsulær eller diplomatisk vej c. Direkte forkyndelse gennem dansk repræsentation d. Fremsendelse af anmodninger om forkyndelse direkte til den judicielle myndighed C. Bevisoptagelse, herunder syn og skøn, for domstol i udlandet 1. Den danske domstols kendelse om bevisoptagelse i udlandet 2. Den danske domstols anmodning til den udenlandske domstol 3. Anmodningens fremsendelse til den udenlandske domstol 4. Repræsentationens medvirken til anmodningens gennemførelse D. Erklæringer og forklaringer for repræsentationen 1. Generelle regler 2. Tilvejebringelse af erklæringer 3. Afgivelse af forklaringer E. Fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger F. Gratis retshjælp G. Forkyndelser og afhøringer i straffesager H. Eftersøgning og udlevering af lovovertrædere 1. Efterlysning og anholdelse 2. Udlevering 3. Folkeretlige regler 4. Udlevering mellem de nordiske lande

I. Overførelse af domfældte

Kapitel VII Bistand til danske i udlandet

A. Generelle regler

B. Anmodninger, som bør afvises

C. Økonomisk bistand

under midlertidigt ophold

i udlandet

1. Bemyndigelse fra Udenrigsministeriet 2. Bistand ved sygdom eller dødsfald 3. Uden bemyndigelse fra Udenrigsministeriet 4. Økonomisk bistand til ikke-danske statsborgere med fast bopæl i Danmark 5. Bistand ydet af repræsentationer uden udsendt personale, d.v.s. honorære repræsentationer D. Økonomisk bistand til danske statsborgere med fast bopæl i udlandet 1. Lovgivning og praksis 2. Understøttelse fra danske myndigheder E. Bistand i straffesager 1. Alvorligere lovovertrædelser, herunder fængsling 2. Mindre forseelser 3. Løsladelse og udvisning 4. Honorære repræsentationers opgaver F. Bistand ved dødsfald i udlandet 1. Generelt 2. Dødsfald under midlertidigt ophold i udlandet 3. Obduktion ved dødsfald i udlandet 4. Registrering og hjemsendelse af efterladenskaber a. Registrering b. Hjemsendelse 5. Hjemsendelse af lig/urne 6. Fast bopæl i udlandet 7. Honorære repræsentationers opgaver G. Bistand ved naturkatastrofer, flyulykker m.v. H. Spørgsmål om værnepligt 1. Værnepligt i Danmark a. Generelt b. Registrering c. Møde for sessionen d. Aftjening af værnepligten e. Særlige regler for søfarende f. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet

2. Værnepligt i udlandet

Kapitel VI Pas, visum, flygtningesager,

indrejsebestemmelser m.v., kørekort

A. Pas

1. Repræsentationernes bemyndigelse til at udstede pas 2. Begæring om pas 3. Dokumentation for pasansøgerens identitet 4. Dokumentation for dansk indfødsret 5. Særlige regler for udstedelse af pas til personer under 18 år samt for udstedelse af ekstrapas 6. Nægtelse af pas eller inddragelse af allerede udstedt pas 7. Passets udfærdigelse a. Pasblanketter b. Navn c. Gyldighedsfrist d. Køn e. Signalement f. Pasansøgerens fotografi og underskrift g. Repræsentationens underskrift og stempel h. Passets udlevering i. Aflevering af ældre pas j. Indsendelse og arkivering af spørgeskemaer B. Midlertidigt identitetsbevis C. Særlig paslegitimation for personer, som ikke er danske statsborgere D. Visum E. Afsnittet udgår F. Veterinærbestemmelser 1. Hunde og katte a. Direkte fra Færøerne, Island, Norge, Sverige, Australien, Irland, Japan, New Zealand og Storbritannien. b. Fra Grønland og fra andre lande c. Ilandsætning af skibshunde d. Indførsel af hunde og katte, der ikke medføres af personer på rejse e. Transit f. Grænsedyrlæger 2. Andre dyr G. Rejsegods 1. Rejseudstyr 2. Vin, spiritus, tobak 3. Parfume, kaffe, te 4. Afgiftsfrihed for andre varer 5. Våben og ammunition H. Flyttegods og brudeudstyr 1. Told- og afgiftsfritagelse ved indførsel af flyttegods fra andre lande end EF-lande 2. Afgiftsfritagelse ved indførsel af flyttegods fra EF-lande 3. Told- og afgiftsfritagelse ved indførsel af brudeudstyr I. Personmotorkøretøjer 1. Midlertidigt ophold i Danmark 2. Flytning til Danmark 3. Beregning af told, almindelig omsætningsafgift (moms) samt registreringsafgift J. Kørekort

Kapitel V Erhvervelse, fortabelse og

generhvervelse af

dansk statsborgerret

A. Generelle bestemmelser

1. Definitioner

2. Bevis for dansk statsborgerret

3. Lovgivning om dansk statsborgerret

B. Erhvervelse af dansk stats-

borgerret

1. Fødsel af danske forældre

2. Legitimation ved efterfølgende ægteskab

3. Adoption

4. Bopæl i Danmark til skelsår og alder

5. Ægteskab med dansk mand

6. Naturalisation

7. Afgivelse af erklæring til myndighederne

8. Hittebørn

9. Særregler i anledning af de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark

10. Særregler for tyske statsborgere m.fl. i anledning af Danmarks besættelse

C. Fortabelse af dansk stats-

borgerret

1. Erhvervelse af fremmed statsborgerret

2. Fødsel og forbliven i udlandet

3. Løsning fra dansk statsborgerforhold

4. Ægteskab med udenlandsk mand

5. Personer, der ved fødslen har erhvervet statsborgerret både i Danmark og i et andet land

6. Særregler for personer fra de tidligere dansk-vestindiske øer

7. Særregler for islændinge

D. Generhvervelse af dansk

statsborgerret

1. Generhvervelse af dansk statsborgerret for danskfødte

2. Generhvervelse af dansk statsborgerret for finske, norske og svenske statsborgere

3. Generhvervelse af dansk statsborgerret for personer, der har mistet dansk statsborgerret i henhold til § 9 A

4. Generhvervelse af dansk statsborgerret for andre

Kapitel XIII Luftfart

A. Dansk nationalitetsmærke og registreringsmærke B. Scandinavian Airlines System (SAS) C. Internationale overenskomster 1. Chicago-konventionen og Transitoverenskomsten 2. Bilaterale aftaler om ruteflyvning D. Udenlandsk luftfart med civile luftfartøjer til, fra eller over dansk territorium (Danmark, Grønland og Færøerne) 1. Almindelige bestemmelser 2. Overflyvning af dansk territorium og tekniske mellemlandinger 3. Regelmæssig lufttrafik (ruteflyvning) 4. Ikke-regelmæssig lufttrafik (charter- og taxaflyvning) 5. Privatflyvning E. Militære luftfartøjer 1. Generelle bestemmelser 2. Særligt for NATO-lande samt Sverige

Kapitel XII Repræsentationernes

informationsvirksomhed

A. Generelle retningslinier

B. Repræsentationernes informationsformidling

C. Besvarelse af forespørgsler

D. Journalistbesøg

E. Informationsmateriale

1. Generelt informationsmateriale

2. Handelsafdelingens materiale

3. DANIDA's informationsmateriale

4. Forespørgsler om billedmateriale

5. Udlån af film og videoer

6. Bestilling af nye kopier

7. Spillefilm

8. Repræsentationernes musikbeholdning

Kapitel XIV Orlogsskibe

A. Danske orlogsskibes besøg i udlandet 1. Ankomst 2. Officielle visitter 3. Salut 4. Repræsentationens opgaver B. Fremmede orlogsskibes/ statsskibes adgang til dansk områdeside 214 1. Generelle bestemmelser 2. Særligt for NATO-lande samt Sverige og Finland

Kapitel XI Erhvervsbistandsarbejde på

honorære repræsentationer

A. Opgaver vedrørende generel eksportfremme m.v. 1. Generel orientering om afsætningsmarkedet 2. Eksportstipendiater 3. EF-samarbejde B. Varetagelse af danske erhvervsinteresser 1. Generelle retningslinier 2. Bistand til danske eksportører a. Bistandens omfang b. Principielle regler for besvarelse af henvendelser fra danske eksportører c. Undersøgelse af afsætningsmulighederne d. Opgivelse af adresser på egnede forretningsforbindelser e. Bank- og andre soliditetsoplysninger f. Anmodning om underretning om bistandsydelsens resultat g. Indsendelse af genparter til Udenrigsministeriet h. Licitationer i. Projekter j. Bistand til inddrivelse af kommercielle fordringer 3. Bistand til danske importører 4. Bistand til udenlandske importører a. Bistandens omfang b. Fremskaffelse af oplysninger om den udenlandske importør c. Besvarelse af den udenlandske importørs henvendelse d. Anmodning om oplysning fra den udenlandske importør om bistandsydelsens resultat e. Underretning til danske eksportvirksomheder, hvis navn er blevet opgivet f. Indsendelse af kopier 5. Bistand til udenlandske eksportører a. Anmodning om bistand til etablering af forretningsforbindelse med danske importører b. Anmodning om soliditetsoplysninger om danske firmaer 6. Klager over danske firmaer a. Formidling af klager b. Regler for voldgift, syn og skøn, samt besigtigelse 7. Våbeneksport

Kapitel X Bistand i arvesager

A. Særlige regler for repræsentationens befatning med arvesager 1. En embedsmand i udenrigstjenesten kan normalt ikke være eksekutor eller administrator 2. Overlevering af korrespondance m.v. ved chefskifte 3. Substitution af skiftefuldmagter ved chefskifte 4. Traktater 5. Gebyr i arvesager B. Varetagelse af danske arvingers interesser under skiftebehandling i repræsentationens distrikt 1. Repræsentationens pligter ex officio a. Tilvejebringelse af oplysninger b. Indberetning c. Meddelelse til skifteretten d. Udsættelse af vigtige afgørelser e. Specielt om direkte henvendelser fra arvinger 2. Repræsentationens pligter som befuldmægtiget for danske arvinger a. Fremsendelse af arvebevis og skiftefuldmagter b. Tilvejebringelse af registrerings- og vurderingsforretning c. Indhentelse af arvingernes samtykke til afgørelser af væsentlig betydning d. Advokatbistand e. Indberetning om bobehandlingens forløb f. Foreløbig udlodning g. Boets afregning C. Skifte af formueværdier i udlandet efter arvelader med fast bopæl i Danmark 1. Skiftebehandlingen henhører principielt under skifteretten på afdødes hjemsted 2. Hvor tillægsskifte er nødvendigt 3. Indberetning

KAPITEL III

Repræsentationernes embedsførelse

A. Generelle bestemmelser om repræsentationernes virksomhed

1. Repræsentationen

skal i princippet

kun varetage

danske interesser

Efter folkerettens almindelige regler er det repræsentationernes opgave at varetage danske interesser i opholdslandet, derimod ikke opholdslandets interesser i Danmark, på samme måde som opholdslandets repræsentationer i Danmark kun har til opgave at varetage deres eget lands, men ikke danske interesser.

Repræsentationerne bør derfor kun yde bistand til personer, firmaer, institutioner eller myndigheder i opholdslandet, såfremt dette tjener danske offentlige eller private interesser, eller almindelig courtoisie over for opholdslandet taler for det. Er dette ikke tilfældet, bør repræsentationen henvise den bistandsøgende til sit eget lands repræsentation i Danmark.

Det er f.eks. klart i dansk interesse, at repræsentationen yder importører i opholdslandet bistand til at komme i forbindelse med danske eksportører, og det kan ligeledes ofte af hensyn til dansk eksports renomme være naturligt, at repræsentationen formidler klager over mangelfulde leverancer fra danske eksportører eller uopfyldte betalingskrav mod danske importører.

Derimod bør repræsentationen afvise anmodninger fra personer eller myndigheder i opholdsstaten om bistand i civilretlige eller strafferetlige anliggender. Repræsentationen bør således afvise at modtage forkyndelser i civile eller strafferetlige sager eller andre retslige dokumenter på danske statsborgeres vegne, uanset om den pågældende danske statsborger, f.eks. med henblik på postforsendelser, måtte have opgivet repræsentationen som sin adresse.

I hvilket omfang det vil være naturligt for repræsentationen ud fra almindelig courtoisie over for opholdsstaten at imødekomme henvendelser fra personer, institutioner eller myndigheder i opholdslandet, må afhænge af omstændighederne i det enkelte tilfælde og af repræsentationens skøn ud fra kendskabet til de stedlige forhold. Hvis en minister eller anden fremtrædende person søger repræsentationens råd eller bistand i anledning af et planlagt besøg i Danmark, vil det således være naturligt, at repræsentationen underretter Udenrigsministeriet og bistår den pågældende bedst muligt.

På samme måde er det i dansk interesse, at repræsentationen giver og formidler oplysninger med henblik på at stimulere turistbesøg fra opholdslandet. Men drejer det sig f.eks. om en student, der ønsker oplysninger om mulighederne for at studere i Danmark eller at opnå ansættelse ved et dansk videnskabeligt institut eller i et dansk firma, vil det som hovedregel være naturligt at henvise ham til at rette henvendelse til sit eget lands myndigheder eller repræsentation i Danmark.

Det er ifølge sagens natur ikke muligt at give en udtømmende vejledning på det her omhandlede område, men de anførte eksempler skulle tjene til at belyse hovedreglen, nemlig at det principielt kun er repræsentationernes opgave at varetage danske interesser.

2. Besvarelse af

henvendelser

Direkte besvarelse af henvendelser bør være det normale, hvad enten det drejer sig om skrivelser fra myndigheder, institutioner eller private. Hvis en repræsentation er i tvivl om, hvorledes en skrivelse vil være at besvare, bør den dog indhente vejledning hos den overordnede myndighed, eller, hvor det drejer sig om henvendelser fra Danmark, indsende henvendelsen med forslag til svar til Udenrigsministeriet, som derefter formulerer og afsender svaret, af hvilket en genpart sendes repræsentationen til underretning.

Kan en skrivelse ikke besvares inden for en rimelig frist, bør repræsentationen straks anerkende skrivelsens modtagelse og stille en besvarelse i udsigt.

Afslag på anmodninger, som repræsentationen af den ene eller anden grund ikke mener at kunne imødekomme, bør gives snarest og så vidt muligt med udførlig motivering for afslaget.

3. Adskillelse af

embede fra privat

virksomhed

Embedsmanden bør nøje holde sin private virksomhed og sin embedsførelse ude fra hinanden og hverken direkte eller indirekte påberåbe sig sin officielle stilling, når han ikke optræder officielt. Han må kun benytte signet, stempel og papir med repræsentationens brevhoved til tjenstlig korrespondance.

4. Tavsheds- og

diskretionspligt

Diplomatiske og konsulære embedsmænd må under ingen omstændigheder røbe, hvad der i deres officielle egenskab betros dem eller kommer til deres kundskab af privat eller fortrolig karakter, og de skal i det hele taget udvise fornøden diskretion ved omtale af forhold, som vedrører tjenesten eller kan skade private interesser, hvad enten det drejer sig om forretningsanliggender eller rent private forhold såsom skilsmisse- eller faderskabssager.

Repræsentationen bør ligeledes undlade at besvare spørgsmål fra privat side om private personers forhold, medmindre den pågældende privatperson tillader, at forespørgslen besvares, eller det turde være klart, at forespørgeren har en legitim interesse i at få de begærede oplysninger. Hvor omstændighederne taler for det, vil repræsentationen kunne tilbyde at videresende et brev fra forespørgeren til den efterspurgte.

B. Forholdet til opholdsstaten

1. Henvendelser

til opholdsstatens

myndigheder

Normalt kan henvendelser til opholdsstatens udenrigsministerium kun foretages af diplomatiske repræsentationer. I lande, hvor der ikke er domicileret en dansk diplomatisk repræsentation, vil dog den øverste konsulære embedsmand, hvis dette er i overensstemmelse med opholdsstatens praksis, kunne rette henvendelse direkte til udenrigsministeriet i sager, hvor det måtte være påkrævet eller naturligt. I øvrigt er der ingen begrænsninger i de konsulære repræsentationers adgang til at brevveksle med eller henvende sig til myndigheder eller institutioner inden for det distrikt repræsentationen omfatter.

Ved forelæggelse af klager eller besværinger fra danske statsborgere, firmaer eller institutioner bør repræsentationen afholde sig fra at stille krav, som ikke er velunderbyggede. I ømtålelige anliggender vil det ofte anbefale sig, at repræsentationen forelægger sagen personligt for vedkommende embedsmand i opholdsstaten og samtidig afleverer et skriftligt memorandum til støtte for den mundtlige forelæggelse.

2. Iagttagelse

af opholdsstatens

lovgivning

Såvel under udøvelsen af sit embede som privat skal embedsmanden holde sig opholdsstatens love og bestemmelser efterrettelig.

3. Ikke-indblanding

i opholdsstatens

indre anliggender

Embedsmanden bør afholde sig fra skriftlig eller mundtlig kritik af opholdsstaten eller dens institutioner. Såfremt en honorær konsul deltager i politisk virksomhed, bør det ske under former, der ikke kan kompromittere hans stilling som dansk embedsmand.

4. Visitter m.m.

Embedsmanden bør bestræbe sig for at tilvejebringe det bedst mulige forhold til opholdsstatens myndigheder og ved sin tiltrædelse såvel som ved andre lejligheder, hvor det måtte være sædvane eller hensigtsmæssigt, aflægge høflighedsbesøg hos dem. Indbydes han til officielle fester, bør han så vidt muligt personligt komme til stede, navnlig ved lejligheder hvor det skønnes af betydning, at Danmark er repræsenteret.

5. Kondolencer

Ved statsoverhovedets eller andre særlig fremtrædende personers død såvel som ved naturkatastrofer eller ulykker, der medfører større tab af menneskeliv, vil der efter omstændighederne og skik og brug på stedet være anledning for repræsentationens chef til over for myndighederne at give udtryk for sin deltagelse. Såfremt en konsulær repræsentation skønner, at der er anledning for den danske regering til at kondolere, forelægges spørgsmålet for den overordnede myndighed.

C. Forholdet til det diplomatiske eller konsulære korps

Embedsmanden bør søge at bevare et godt personligt og kollegialt forhold til de udsendte eller honorære repræsentanter for andre lande, hvilket bl.a. kan have betydning i tilfælde, hvor en fælles optræden af korpset over for opholdsstatens myndigheder måtte komme på tale.

D. Forholdet til den danske koloni

Repræsentationen bør aktivt deltage i bestræbelser for at udvikle og styrke det indbyrdes sammenhold inden for den danske koloni samt bistå og støtte stedlige danske foreninger, kirker, sømandshjem og alderdomshjem.

Ligeledes bør repræsentationen efter evne bistå foreninger og institutioner i Danmark, der virker for at bevare båndene mellem Danmark og danske i udlandet, såsom "Foreningen Dansk Samvirke", "Det Danske Selskab", "Dansk Kirke i Udlandet" og "Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne".

E. Kontor og kontortid, helligdage m.v.

Repræsentationen bør have et passende og så vidt muligt centralt beliggende kontor. Repræsentationens adresse bør findes i de almindelige adresseregistre og i telefonbogen. Ændringer i adresse, telefonnummer m.v. bør omgående indberettes til den overordnede myndighed og tillige meddeles eventuelle underordnede konsulære repræsentationer.

For så vidt angår udsendte repræsentationer, svarer den samlede ugentlige kontortid normalt til den til enhver tid gældende ugentlige arbejdstid i Danmark.

Repræsentationens ekspeditionstid kan afvige fra kontortiden. Opslag om ekspeditionstiden bør anbringes ved indgangen. Repræsentationen bør ikke afvise en anmodning om bistand uden for kontortiden/ekspeditonstiden, såfremt øjeblikkelig hjælp er nødvendig.

Kontortiden/ekspeditionstiden lægges så vidt muligt inden for den på stedet sædvanlige forretningstid og fastsættes i øvrigt under hensyn til lokal sædvane m.h.t. ugentlig helligdag, nationale helligdage m.v.

F. Inventar, tryksager og protokoller

Foruden flag og våbenskjold leverer Udenrigsministeriet til enhver repræsentation et portræt af Hendes Majestæt Dronningen og af Hans kgl. Højhed Prins Henrik samt et vægkort over Danmark. Portrætterne og kortet ophænges på et passende sted i repræsentationens lokaler.

Enhver repræsentation forsynes af ministeriet med tjenestesignet og tjenestestempel med dansk tekst. Tjenestestempler eksisterer i hhv. stort og lille format, hvoraf det lille format er særlig velegnet til f.eks. pasudstedelse. Tjenestesignet og -stempler bør opbevares på betryggende måde.

Repræsentationen modtager fra ministeriet de håndbøger, tryksager m.m., der bør forefindes på repræsentationerne.

Ved enhver repræsentation føres

1) journal for ind- og udgående skrivelser og telegrammer,

2) fortegnelse over deposita,

3) notarialprotokol, for så vidt repræsentationen er bemyndiget til at udføre notarialforretninger.

G. De honorære repræsentationers arkiv

1. Arkivets

organisation

Arkivet ved en honorær repræsentation skal inddeles efter konsulernes samlede embedsperiode, idet datoen for udnævnelse lægges til grund. Det betyder i praksis, at en nyudnævnt konsul overtager forgængerens arkiv, og at skiftet medfører, at forgængerens arkiv samtidig afsluttes.

De honorære repræsentationers arkiv skal opbevares i særskilt rum eller skab adskilt fra konsulens private ejendele, forretningspapirer og korrespondance. Til opbevaring anbefales anvendelse af arkivæsker, Rigsarkivets model, der kan skaffes gennem den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet. Fortrolige dokumenter, stempel og signet samt pasformularer og andre formularer eller dokumenter, som kan misbruges af uvedkommende, skal opbevares på betryggende måde under lås.

Arkivordningen må ifølge sagens natur i et vist omfang afpasses efter omfanget og karakteren af repræsentationens arbejde. For de honorære repræsentationer anbefales følgende opdeling, der følger systematikken i denne Instruks

--------------------------------------------------------------------- Kassations- Bemærk- frist*) ninger --------------------------------------------------------------------- I. Udenrigstjenesten 1. Generelle regler K 15 2. Konsulens personlige akter (udnævnelse, orlov, etc.) B 3. Konsulatssekretær (Navn) K 15 4. Vicekonsulatet i (By) B 5. II. Rigsvåben, flag og uniform 1. Generelle regler K 15 2. Konsulatets våbenskjold og flag K 15 3. Forespørgsler om udlån af flag K 15 4. III. Repræsentationens embedsførelse 1. Generelle regler K 15 2. Konsulatets kontor K 5 3. Konsulatets inventar K 5 4. Konsulatets arkiv B 5. Refusion af tjenesteudlæg K 5 6. IV. Særlige embedsfunktioner A. Legalisationer og udfærdigelse af attester og dokumenter 1. Generelle regler K 15 2. Legalisationer og udfærdigelse af attester K 5 Samlesag B. Notarialforretninger 1. Generelle regler K 15 2. Oprettelse af testamente: (Navn) B Enkeltsag 3. 4. C. Stemmeafgivning i udlandet 1. Folketingsvalg og kommunale valg K 15 2. Folkeafstemninger K 15 3. Valg til Europaparlamentet K 15 D. Deposita 1. Generelle regler K 15 2. Depositum: (Navn) K 15 Samlesag V. Erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk statsborgerret 1. Generelle regler K 15 2. Forespørgsler om dansk statsborgerret K 15 3. Dansk indfødsret: (Navn) Samlesag VI. Pas, visum, indrejse- og indførselsbestemmelser m.v. A. Pas og visum m.m. 1. Generelle regler K 15 2. Ansøgning om pas K 15 Samlesag 3. Udstedelse af midlertidige identitetsbeviser » 4. Ansøgninger om visum » B. Indrejse- og indførselsbestemmelser 1. Generelle regler K 15 2. Forespørgsler K 5 Samlesag VII. Bistand til danske Søfolk se: A. Økonomisk bistand Kap. XVI 1. Generelle regler K 15 2. Lån:(Navn) K 10 Enkeltsager 3. Understøttelse: » » » B. Værnepligt 1. Generelle regler K 15 2. Forespørgsler K 10 Samlesag C. Bistand til arrestanter og lovovertrædere 1. Generelle regler K 15 2. Arrestation: (Navn) B Enkeltsag 3. Udvisning: » B 4. D. Bistand ved dødsfald 1. Generelle regler K 15 Søfolk: XVI 2. Dødsfald: (Navn) K 10 Samlesag VIII. Bistand i civilretlige og strafferetlige anliggender 1. Generelle regler K 15 2. Underholdsbidrag: (Navn) K 10 Enkeltsag 3. Skatterestance: » » » 4. Forkyndelse: » » » 5. Optagelse af forklaring: » » » 6. IX. Bistand i familieretlige anliggender 1. Generelle regler K 15 2. Ægteskabsattest: (Navn) » Enkeltsag 3. Kundgørelse om indgåelse af ægteskab: » K 15 » 4. Ansøgning om separation: » » 5. Faderskabssag: » » » X. Bistand i arvesager 1. Generelle regler K 15 2. Dødsbo: (Navn) B Enkeltsag XI. De konsulære repræsentationers varetagelse af danske erhvervsinteresser 1. Generelle spørgsmål K 5 2. Forespørgsler fra danske eksportører » (Alt efter antallet af forespørgsler oprettes særskilte aktpakker for de forskellige varegrupper eller for hvert firma for sig) 3. Forespørgsler fra (opholdslandets) importører » (Alt efter antallet af forespørgsler oprettes særskilte aktpakker for de forskellige varegrupper eller for hvert firma for sig) 4. Forespørgsler fra danske importører » 5. Forespørgsler fra (opholdslandets) eksportører » 6. Anmodninger om soliditetsoplysninger » 7. Klager over danske firmaer » 8. Messer og udstillinger » XII. Repræsentationens informationsvirksomhed 1. Publikationer om Danmark K 10 2. Billedarkiv B 3. Danske film K 10 4. Discotek B 5. Udsendelse af publikationer K 10 6. Anmodninger om publikationer, billeder, film og grammofonplader K 2 7. Forespørgsler om danske forhold » XIII. Luffart 1. Generelle regler K 15 2. Forespørgsler K 10 XIV. Flådebesøg 1. Generelle regler K 15 2. Danske flådebesøg » Enkeltsag XV. Søfart 1. Generelle spørgsmål K 15 2. Skibspapirer » Samlesag 3. Søulykker og søforklaring » Enkeltsag XVI. Bistand til søfolk 1. Generelle regler K 15 2. Sygdom og dødsfald K 10 Enkeltsag 3. Fri- og hjemrejse » Samlesag 4. Hyre og feriegodtgørelse » » --------------------------------------------------------------------- *) B = bevares. K = kasseres efter - år.

For hver sag oprettes en aktpakke, der betegnes med gruppe, bogstav, nummer og årstal for dens oprettelse. På aktpakken henlægges alle aktstykker og kopier af konsulatets ekspeditioner i sagen, forsynet med aktpakkens journalnummer. Blandt andet af hensyn til arkiveringen bør konsulatet som hovedregel undgå at behandle flere emner i samme indberetning eller skrivelse.

Alle ind- og udgående skrivelser og telegrammer akteres og indføres i en journal med følgende rubrikker

Indgående post

--------------------------------------------------------------------- Modt. Repr. dato Dateret Nr. Afsender Emne j.nr. --------------------------------------------------------------------- Udgående post --------------------------------------------------------------------- Repr. Dato Nr. Adressat Emne j.nr. ---------------------------------------------------------------------

2. Kassation og

hjemsendelse af

arkivalier

a. For kassation gælder de ovenfor under 1 anførte kassationsfrister, der angiver det antal år, der skal forløbe, inden kassation skal gennemføres. Kassation skal ske under behørig kontrol af konsulatet. Uanset kassationsbemyndigelse skal der bevares og hjemsendes en typisk sag pr. gruppe.

b. Hjemsendelse må kun finde sted efter gennemført kassation og normalt kun for de under 1 anførte med et B betegnede sager. De(t) afsluttede arkiv(er) fra den foregående konsul (evt. konsuler) forbliver ved repræsentationen i 5 år af hensyn til brug ved embedet af ældre sager og akter og skal derefter hjemsendes i sin helhed.

Ved hjemsendelse iagttages følgende: Protokoller må på bindet være forsynet med navn på repræsentationen og byen, hvorfra hjemsendelsen finder sted, angivelse af protokollens art samt begyndelses- og slutåret.

Aktpakker hjemsendes i arkivæsker, Rigsarkivets model. På æskens ene smalle ende anføres med tydelig skrift i tusch eller blæk (ikke blyant eller farveblyant) journalnumrene på de aktpakker, æsken indeholder.

Aktstykker eller breve anbragt i brevordnere bør tages ud og lægges i omslag, da metallet kan ruste og ødelægge papiret. De forskellige grupper af breve og akter bør adskilles ved omslag og pakkes i arkivæsker med angivelse af indholdet på samme måde som aktpakkerne.

Sagernes arkivmæssige og kronologiske rækkefølge må nøje overholdes, og hver gruppe og undergruppe lægges for sig.

Ved afleveringen skal i fire eksemplarer medfølge en liste over de hjemsendte æsker, og for hver æske anføres ikke blot aktpakkernes journalnumre, men også deres titler eller oplysninger om, hvad de indeholder.

Forsendelsen adresseres: Rigsarkivets magasin Fabriksparken 25 DK-2600 Glostrup Danmark

H. Korrespondance

1. Indberetningens

form

Indberetninger stiles upersonligt til Udenrigsministeriet (ikke til udenrigsministeren) eller til den overordnede repræsentation. På samme måde som i ministeriets skrivelser til repræsentationen angives i højre side indberetningens nummer og emne (entete), nummer og dato for sidst modtagne eller afsendte skrivelse i sagen med adressatens journalnummer.

Hosstående anføres et eksempel på en indberetning.

Indberetninger bør affattes således, at de i den foreliggende form kan videregives til de interesserede myndigheder eller private.

2. Fortrolige

meddelelser

Meddelelser, som kun er til Udenrigsministeriets eller til den overordnede repræsentations egen underretning, bør gives i en indberetning mærket "FORTROLIGT" eller i et fortroligt brev. Sådanne meddelelser bør, efter indholdets karakter, fremsendes pr. anbefalet post.

3. Indberetningsvej

Indberetninger sendes enten direkte til Udenrigsministeriet eller til den overordnede repræsentation alt efter sagens karakter og gældende praksis. Hvor repræsentationen indberetter direkte til Udenrigsministeriet, vil det i mange tilfælde være formålstjenligt at sende den overordnede repræsentation en genpart til underretning.

Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser tilsikrer fri kommunikation mellem udsenderstatens regering og dens konsulære repræsentationer samt mellem disse indbyrdes, jfr. iøvrigt nedenfor afsnit I, pkt. 1.

4. Sprog

I korrespondancen med Udenrigsministeriet, andre danske myndigheder samt institutioner og private anvendes dansk eller et af de andre skandinaviske sprog respektive engelsk, tysk eller fransk.

5. Underskrift

Hvis indberetninger eller andre tjenstlige udfærdigelser undertegnes af andre end repræsentationens chef, angives det under underskriften, i hvilken egenskab vedkommende undertegner, f.eks.: fg. konsul, bestyrer af konsulatet, konsulatssekretær. Ønsker en honorær konsul at lade en anden underskrive på sine vegne, skal han altid på forhånd indhente Udenrigsministeriets bemyndigelse dertil og indsende en prøve på stedfortræderens underskrift til ministeriet og til den overordnede repræsentation.

6. Brevpapir

Repræsentationens brevpapir (normal størrelse 21 cm i bredden og 29,7 cm i længden - standardstørrelse A4) skal være forsynet med repræsentationens officielle betegnelse, adresse, telefonnummer, telegramadresse, telexnummer og telextilbagesvar samt eventuelt telefax nummer, jfr. eksemplet i pkt. 1.

Skrivelsen eller indberetningen skal påføres oplysning om dato, sagens journalnummer samt antallet af medfølgende kopier og bilag.

Teksten skrives med bred indermargin af hensyn til brevets indbinding i modtagerens arkiv.

7. Nummerering af

indberetninger

Repræsentationens indberetninger til Udenrigsministeriet nummereres fortløbende inden for kalenderåret, hvilket gør det muligt for ministeriet at reklamere bortkomne numre. Straks efter nytår indberetter repræsentationen nummer og dato for årets sidst afsendte indberetning. En tilsvarende nummerering anvendes ved brevveksling af større omfang mellem overordnede og underordnede repræsentationer.

8. Genparter

En indberetning, der på forhånd er bestemt for videregivelse til andre myndigheder, institutioner eller private, bør være ledsaget af det antal kopier, ministeriet kan antages at have brug for. Hver kopi bør være forsynet med repræsentationens brevhoved eller stempel.

9. Bilag

Bilag bør nummereres og mærkes med repræsentationens navn og indberetningens nummer og dato.

I. Telekommunikation

1. Ret til fri

kommunikation

Folkerettens almindelige regler, således som de er kodificeret i art. 35 i Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser, tilsikrer fri kommunikation mellem udsenderstatens regering og dens konsulære repræsentationer samt mellem disse indbyrdes. Dette gælder også i forholdet til honorære konsulære repræsentationer.

Indgreb i denne fri kommunikationsret skal straks indberettes til den overordnede repræsentation, respektive til Udenrigsministeriet direkte. Der vil herefter blive taget stilling til, hvorvidt - og i hvilken form - der måtte være anledning til at indgive en protest til opholdslandets kompetente myndigheder mod den stedfundne krænkelse.

Retten til fri kommunikation gælder for alle dertil egnede midler såsom telex, telefax, telegram, telefon, post og kurer.

2. Generelle regler

a. Meddelelser, som ikke kan nå rettidigt frem til Udenrigsministeriet, respektive til den overordnede repræsentation, f.eks. pr. luftpost eller kurer, indsendes pr. telex eller telefax. I mange tilfælde vil det dog være tilstrækkeligt, pr. telex eller telefax at indsende en kort indberetning, der suppleres med indberetning pr. luftpost eller kurer.

Telex eller telefax bør også benyttes til mindre hastende meddelelser i det omfang, det betaler sig, når minuttaksterne sammenholdes med omkostningerne ved indsendelse på anden måde.

Telefon bør, bl.a. af hensyn til omkostningerne og risikoen for misforståelser, kun benyttes, når særlige grunde taler for det.

b. I det følgende dækker ordet telemeddelelse både telegrammer, telex- og telefaxmeddelelser.

Hver telemeddelelse må kun omhandle eet emne.

Telemeddelelser fra de honorære repræsentationer til Udenrigsministeriet underskrives "DANCONSUL (byens navn)", medens telemeddelelser fra de udsendte repræsentationer til Udenrigsministeriet underskrives med chefens eller sagsbehandlerens navn efterfulgt af et nummer i en fortløbende nummerrække.

Telemeddelelser fra Udenrigsministeriet til de honorære repræsentationer underskrives "etrangeres". Telemeddelelser til de udsendte repræsentationer afsluttes med angivelse af vedkommende kontor eller afdeling fulgt af chefens eller sagsbehandlerens navn samt et nummer i den fortløbende nummerrække.

Alle udsendte repræsentationer samt honorære repræsentationer, der ofte sender telemeddelelser til Udenrigsministeriet, skal efter underskriften nummerere deres telemeddelelser fortløbende inden for kalenderåret og ved årets udgang indberette nummer og dato for den sidst afsendte meddelelse. På samme måde nummereres meddelelser fra Udenrigsministeriet til udsendte og honorære repræsentationer.

Nummerrækkerne tjener dels som referenceobjekt, dels til kontrol med, at samtlige afsendte telemeddelelser kommer frem. Ethvert brud på nummerrækken fra Udenrigsministeriet til en repræsentation skal derfor omgående indberettes til ministeriet pr. telemeddelelse.

En indgående telemeddelelses korrekte placering i nummerrækken vil som regel være tilstrækkelig garanti for meddelelsens ægthed. Er der imidlertid omstændigheder, der alligevel fremkalder tvivl om ægtheden, bør meddelelsen omgående søges bekræftet ved henvendelse til ministeriet pr. telemeddelelse.

c. Refusion af telekommunikationsudgifter. (Se afsnit J, Betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten).

d. Ovenstående regler gælder i det store og hele også i forholdet mellem den honorære konsulære repræsentation og den overordnede repræsentation, men vil normalt kun finde anvendelse efter behov.

3. Telegramadresser

Udenrigsministeriets telegramadresse er

"ETRANGERES København".

Repræsentationernes telegramadresser er angivet i Udenrigsministeriets Kalender.

4. Særlige regler for

telex og telefax

a. Udenrigsministeriets hovedtelexnummer er 31292 med tilbagesvar 31292 (efterfulgt af et bogstav) etr dk. Nummeret er offentliggjort og kan videregives.

Udenrigsministeriets hovedtelefaxnummer er 31 54 05 33. Nummeret er offentliggjort og kan videregives.

Til den udgående teletrafik fra Udenrigsministeriet er der særlige telexlinier med andre tilbagesvar samt særlige telefaxnumre.

Repræsentationernes telexnumre og tilbagesvar samt telefaxnumre er angivet i Udenrigsministeriets Kalender.

b. Forinden en telexmeddelelse afgives, skal afsenderen ved hjælp af modtagerens automatiske tilbagesvar sikre sig, at forbindelsen er rigtigt etableret. Af bl.a. økonomiske grunde bør en telexmeddelelse altid strimles før afsendelse.

c. Da telemeddelelser indgår på udstyr opstillet i Udenrigsministeriets kommunikationscenter, kan der ikke opnås svar på forespørgsel om enkeltsager, medens forbindelsen er etableret.

J. Betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten.

En ny bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten er trådt i kraft den 1. september 1989. Bekendtgørelsen ophæver tidligere bekendtgørelser om gebyrer for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten.

Bekendtgørelsen med tilhørende vejledning er udsendt særskilt.

Honorære repræsentationer vil blive holdt løbende underrettet af den overordnede repræsentation.

K. Refusion af honorære konsulers tjenesteudlæg

Honorære konsuler er berettiget til refusion af

1) teleudgifter samt porto- og andre forsendelsesudgifter i tjenesteanliggender,

2) udgifter til anskaffelse af protokoller, papir og skrivemateriale til brug i tjenesten,

3) udgifter til anskaffelse af tryksager til den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet,

4) udlæg afholdt i forbindelse med bistand til danske myndigheder, institutioner eller private, forudsat konsulen har iagttaget de for sådan bistand foreskrevne regler, herunder navnlig, at han, hvor det kræves, forinden har indhentet bemyndigelse til udgiftens afholdelse. Ved udlæg forstås ikke blot betalinger foretaget for andre, men også udgifter, som repræsentationens chef eller medarbejdere måtte have haft til befordring og eventuelt til kost og logi, hvis bistand må ydes uden for repræsentationens kontor.

Udlæg for private afholdt uden hjemmel i denne Instruks eller uden særskilt bemyndigelse i det enkelte tilfælde må de honorærere repræsentationer søge refunderet direkte fra de pågældende. Bor debitor i Danmark, vil Udenrigsministeriet i givet fald bistå repræsentationen til at opnå refusion.

Om de under 4) nævnte udlæg skal konsulen indberette, så snart de er afholdt. I indberetningen, der skal være ledsaget af alle regnskabsbilag, bør det anføres, om de pågældende udlæg ønskes refunderet særskilt, eller vil blive optaget i konsulatets årsopgørelse, jfr. nedenfor.

Senest den 1. februar indsender konsulen til Udenrigsministeriet en dokumenteret opgørelse over de under 1)-3) nævnte udlæg i det foregående kalenderår. I opgørelsen optages tillige eventuelle urefunderede beløb af den under 4) nævnte art. Honorære repræsentationer, der regelmæssigt har udlæg af en betydelig størrelsesorden, vil kunne indsende opgørelse halvårsvis eller kvartalsvis.

KAPITEL II

Rigsvåben, flag og nationalsang

A. Det kgl. våben og det danske statsvåben

Det kgl. våben er forbeholdt Kongehuset, hoffet og livgarden samt kgl. hofleverandører.

Det danske statsvåben benyttes af statsinstitutioner, herunder danske repræsentationer i udlandet. Våbenskjoldet, der leveres af Udenrigsministeriet, anbringes over eller ved indgangen til repræsentationen. Hvor særlige grunde taler for det, kan repræsentationschefen og undtagelsesvis andre af repræsentationens medarbejdere tillige få leveret et våbenskjold til deres bopæl.

B. Det danske stutflag og splitflag samt Færøernes og

Grønlands flag

Det danske flag "Dannebrog", hvis oprindelse ifølge traditionen går tilbage til danskernes sejr i Estland den 15. juni 1219, er en dybrød dug med et hvidt kors, hvis bredde er 1/7 af flagets højde.

Det almindelige flag, stutflaget, anvendes bl.a. af handelsflåden. De røde felter nærmest stangen er kvadratiske. Forholdet mellem flagets længde og højde er 74:56.

I splitflaget (orlogsflaget), hvis indre røde felter ligeledes er kvadratiske, er forholdet mellem korsets længde og højde 62:56, og flagets hele længde til splitternes yderspids er i forhold til højden 107:56.

På Færøerne og på færøske skibe anvendes et særligt færøsk flag. Flaget er hvidt med et dybrødt kors med azurblå rande. Korsets røde del er 1/8 af flagets højde og hver af de blå rande 1/16 af flagets højde. De hvide felter nærmest stangen er kvadratiske. Forholdet mellem flagets længde og højde er 11:8.

På Grønland og på grønlandske skibe anvendes et særligt grønlandsk flag. Flaget er tværdelt af hvidt og rødt med en mod stangen forskudt kugle i modsatte farver. Afstanden fra kuglens centrum til flagdugens overkant og underkant er 1,5 radius (kuglens radius), til flagdugens kant ved stangen 1,75 radius og til kanten af flagdugens frie ende 2,7025 radius.

DET DANSKE KONGEVÅBEN

DET DANSKE STATSVÅBEN

DET DANSKE SPLITFLAG

og

DET DANSKE STUTFLAG

FÆRØERNES FLAG

og

GRØNLANDS FLAG

C. Anvendelse af splitflag

Det danske splitflag må med enkelte undtagelser kun benyttes af statsinstitutioner, herunder de danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet. Ifølge international kutyme kan repræsentationschefen også flage fra sin bopæl. Flag leveres af Udenrigsministeriet.

Flagets størrelse bør afpasses efter anvendelsen. Er flaget bestemt til lodret flagstang anbragt på jorden, bør flagets højde være ca. 1/5 af flagstangens højde. Er flagstangen anbragt på toppen af en bygning eller skråt ud fra bygningen, anvendes normalt noget større flag med en højde af mellem 1/3 og halvdelen af flagstangens højde. Når repræsentationen rekvirerer flag fra Udenrigsministeriet, skal det ønskede højdemål på flaget angives.

D. Flagdage

Alle repræsentationer skal flage på dage, hvor der på stedet flages fra offentlige bygninger, eller hvor det er skik og brug, at repræsentationen flager (f.eks. på visse andre landes nationaldage).

Honorære repræsentationer skal endvidere flage på følgende danske flagdage

28. marts, Dronning Ingrids fødselsdag 16. april, Dronningens fødselsdag 26. maj, Kronprins Frederiks fødselsdag 5. juni, Grundlovsdag 7. juni, Prins Joachims fødselsdag 11. juni, Prins Henriks fødselsdag

og repræsentationer med udsendte medarbejdere på følgende danske flagdage

1. januar, Nytårsdag 28. marts, Dronning Ingrids fødselsdag 1. Påskedag 16. april, Dronningens fødselsdag 27. april, Arveprinsesse Caroline-Mathildes fødselsdag 29. april, Prinsesse Benediktes fødselsdag 5. maj, Danmarks befrielse 1945 Kristi Himmelfartsdag 1. Pinsedag 26. maj, Kronprins Frederiks fødselsdag 5. juni, Grundlovsdag 7. juni, Prins Joachims fødselsdag 11. juni, Prins Henriks fødselsdag 15. juni, Valdemarsdag 25. december, 1. juledag

Flaget skal hejses om morgenen og tages ved solnedgang.

E. Udlån af flag

Repræsentationerne vil efter eget skøn kunne imødekomme anmodninger om lån af danske stutflag til brug ved særlige lejligheder, f.eks. til internationale messer og udstillinger og til danske foreningsfester.

Stutflag til udlån vil kunne rekvireres via Udenrigsministeriet, idet det ønskede højdemål på flaget angives.

F. Retsbeskyttelse af det danske flag og våben

Hvis repræsentationen bringer i erfaring, at personer eller firmaer, som ikke er berettiget hertil, benytter det danske flag, rigsvåben eller statsvåben som varemærke eller på anden måde, bør den indberette herom til den overordnede myndighed eller til Udenrigsministeriet.

For lande, der har tiltrådt Pariserkonventionen om en union til beskyttelse af industriel ejendomsret, således som den senest er revideret i London den 2. juni 1934 (jfr. UM's bkg. nr. 26 af 24. september 1938), gælder det ifølge artikel 6.c., at unionslandene er enige om at afslå eller ophæve registreringen og ved dertil egnede midler at forbyde brugen enten som varemærker eller som bestanddele af disse af våben, flag og andre statsemblemer tilhørende andre unionslande.

G. Nationalsang

Danmark har to nationalsange: "Kong Christian" og "Der er et yndigt Land". "Kong Christian" er tillige kongesang.

"Kong Christian" bør benyttes ved officielle lejligheder, såsom kongebesøg, flådebesøg, militære sportsstævner og i al almindelighed højtideligheder, ved hvilke medlemmer af den danske eller fremmede regering er til stede i embeds medfør, eller ved hvilke missionschefen giver møde i egenskab af Danmarks repræsentant.

Eventuelt vil man kunne anvende "Kong Christian" efterfulgt af "Der er et yndigt Land".

Ved ikke militære sportsbegivenheder i udlandet træffer de sportslige specialforbund selv afgørelse om, hvilken nationalsang der benyttes.

Udenrigsministeriet kan i forbindelse med officielle besøg o.lign. udlåne noder til begge nationalmelodier udsat for orkester, harmoniorkester og piano samt kassettebånd indspillet med "Kong Christian" og "Der er et yndigt Land".

KAPITEL IV

Særlige embedsfunktioner

A. Udfærdigelse af dokumenter, attester og oversættelser

1. Affattelse af

dokumenter

Repræsentationen bør i påkommende tilfælde være danske statsborgere behjælpelig med affattelsen af ansøgninger, fuldmagter og andre dokumenter, navnlig såfremt den pågældende er ubemidlet eller vanskeligt selv kan få aktstykket affattet på betryggende måde. Oprettelse af dokumenter til brug i opholdsstaten bør dog som regel overlades til en lokal advokat eller offentlig retshjælp.

Bistand af den her nævnte art vil ligeledes kunne ydes udlændinge, såfremt der er en dansk interesse i sagen, eksempelvis ved ansøgning om visum til besøg hos slægtninge i Danmark.

2. Oversættelser

Repræsentationen har ikke pligt til at foretage oversættelser, men det vil være naturligt, at den yder bistand til oversættelse af kortere dokumenter. Herfor opkræves gebyrer efter gældende regler. Der er intet til hinder for, at en medarbejder ved repræsentationen, som måtte være rede dertil, uden for arbejdstid påtager sig mere omfattende oversættelsesarbejder og herfor beregner sig honorar i overensstemmelse med de på stedet gældende takster.

3. Udstedelse af

attester

Repræsentationen bør kun udstede attester til brug for private, når den pågældende har en legitim interesse deri, og som hovedregel bør repræsentationen kun indlade sig på at attestere faktiske forhold, som den er i stand til at bevidne.

4. Responsa om

dansk ret

Repræsentationen må ikke attestere, at et vist forhold (f.eks. ordningen af formueforholdet mellem ægtefæller) er i overensstemmelse med dansk ret, eller at et dokument (f.eks. ægtepagt eller testamente) opfylder dansk rets regler. Repræsentationen vil, såfremt den måtte være i besiddelse af det fornødne kildemateriale, generelt kunne bekræfte dansk rets regler om et ukompliceret retsspørgsmål (f.eks. ægtebørns legale arveret), men bør i øvrigt ikke afgive responsa om dansk ret uden bemyndigelse fra Udenrigsministeriet.

B. Legalisation

1. Myndigheds

underskrift

Legalisation af en myndigheds underskrift sker ved en påtegning på dokumentet af følgende indhold

--------------------------------------------------------------------- Ægtheden af ovenstående af (navn, embedsstilling og sted) i embeds medfør meddelte underskrift bevidnes herved (repræsentationen) i (sted) den (dato) (stempel) (underskrift og stilling) J.nr. ---------------------------------------------------------------------

Såfremt den pågældende myndighedspersons underskrift ikke er repræsentationen bekendt, bør rekvirenten henvises til først at lade dokumentet legalisere af en myndighed, hvis underskrift repræsentationen er i stand til at bekræfte.

2. Privatpersons

underskrift

Ved legalisation af en privatpersons underskrift anvendes følgende formulering

--------------------------------------------------------------------- Det bevidnes herved, at (navn), mig personlig bekendt, (eller: hvis identitet er blevet mig godtgjort) i min overværelse egenhændigt har undertegnet foranstående dokument. (repræsentationen) i (sted) den (dato) (stempel) (underskrift og stilling) J.nr. ---------------------------------------------------------------------

Hvis dokumentet allerede er underskrevet, anvendes følgende

formulering

---------------------------------------------------------------------

Det bevidnes herved, at (navn), mig personlig bekendt, (eller: hvis

identitet er blevet mig godtgjort) over for mig har erklæret, at han

egenhændigt har undertegnet ovenstående dokument.

(repræsentationen) i (sted) den (dato) (stempel) (underskrift og stilling) J.nr. ---------------------------------------------------------------------

Medmindre den pågældende er embedsmanden personlig bekendt, bør han legitimere sig ved forevisning af pas, førerbevis eller andre dokumenter.

C. Notarialforretninger

1. Notarius publicus'

funktioner

Notarius publicus er efter dansk ret en embedsmand, der har til opgave at overvære eller efter rekvirentens begæring selv foretage handlinger af retlig betydning for med sin bekræftelse at sikre en dokumentation, som ifølge lovgivning eller praksis tillægges særlig beviskraft. Notarens bekræftelse giver derimod ingen garanti for retsgyldigheden af den pågældende notarialforretning eller af vedkommende dokuments indhold.

Notarius publicus er ikke berettiget til at tage nogen i ed. Dog er der intet til hinder for, at han kan attestere dokumenter, selv om disse indeholder en skriftlig edsaflæggelse. Han bør i sådanne tilfælde indskrænke sig til i sin egenskab af notarius publicus at bekræfte underskriftens ægthed (jfr. JM's cirkulære nr. 314 af 21. december 1948).

2. Hvilke

embedsmænd

kan udføre

notarialforretninger

Udsendt embedsmand i chefstilling og i chefens forfald den, der fungerer på hans vegne, samt honorære konsuler, som af Udenrigsministeriet har fået særlig bemyndigelse hertil, er bemyndiget til inden for deres område at udføre alle sådanne forretninger, som i Danmark påhviler notarius publicus, og de derom behørigt udfærdigede dokumenter har samme retsvirkning som notarialforretninger foretaget i Danmark. Embedsmanden kan dog ikke protestere veksler, da vekselprotester skal optages i overensstemmelse med lovgivningen på stedet.

I de fleste tilfælde vil repræsentationens legalisation af den pågældende underskrift være tilstrækkelig, således at der kun er anledning for embedsmanden til at optræde som notarius publicus, såfremt det udtrykkeligt ønskes af rekvirenten, eller der er tillagt notariel attestation en særlig beviskraft eller retsvirkning (som f.eks. ved testamenter).

3. Regler for

udførelsen af

notarialforretninger

a. Embedsmandens ansvar og habilitet. Embedsmanden udfører notarialforretninger i eget navn og på eget ansvar. Han må ikke foretage eller deltage i en notarialforretning, der vedrører ham selv eller hans ægtefælle eller en med dem beslægtet eller besvogret i lige op- eller nedstigende linie eller i første sidelinie.

b. Embedsmandens egen konstatering af det, han bekræfter. Embedsmanden skal udføre notarialforretninger med største omhu og nøjagtighed. Alt, hvad han bekræfter i notarialattesten, skal være grundet på hans egen konstatering af de i hans overværelse foretagne handlinger eller afgivne erklæringer.

c. Rekvirentens identitet, identitetsbeviser. Såfremt rekvirenten ikke er embedsmanden personlig bekendt, skal vedkommendes identitet godtgøres

1) enten ved forevisning af pas, førerbevis eller andet med foto forsynet legitimationspapir, udstedt af en offentlig myndighed.

2) eller ved vidnesbyrd fra to personer (identitetsvidner), hvis pålidelighed ikke betvivles, og som er embedsmanden personligt bekendt, eller som kan legitimere sig som nævnt under 1).

3) eller ved vidnesbyrd fra et identitetsvidne, som er embedsmanden personligt bekendt, og som kan fremlægge legitimationspapirer til støtte for rekvirentens identitet.

d. Rekvirentens forståelse af dokumentet. Embedsmanden bør altid bidrage til at klarlægge indholdet og betydningen af notarialforretningen ved at tilbyde at oplæse dokumentet. Er han, selv efter at have givet fornøden vejledning, i tvivl om, hvorvidt den pågældende har forstået handlingens eller dokumentets betydning, bør notarialforretningen ikke gennemføres.

e. Rettelser i dokumentet. Er der i dokumentet sket tilføjelser eller rettelser, bør embedsmanden gøre rekvirenten opmærksom herpå og anbringe sin signatur eller sine initialer ud for de pågældende tilføjelser eller rettelser.

f. Underskrift med ført (påholdt) pen. Må et dokument på grund af den pågældendes sygdom eller blindhed, eller fordi han ikke kan læse eller skrive, underskrives med ført pen, skal dokumentet oplæses, før det underskrives, og dette forhold, såvel som grunden til underskrivelsen med ført pen, bemærkes i notarialattesten.

g. Dokumentets indhold. Embedsmanden er ikke forpligtet til at undersøge lovligheden af det dokument, der forelægges ham. Hvis han imidlertid finder dets indhold lovstridigt eller usømmeligt, bør han nægte at medvirke til dets oprettelse eller bekræftelse.

Der er intet til hinder for at attestere en underskrift på et dokument affattet i et sprog, som embedsmanden ikke forstår, når blot den underskrivende erklærer at være bekendt med dets indhold. Ligeledes kan embedsmanden undlade at gennemlæse et dokument, såfremt den underskrivende udtrykkeligt måtte ønske, at embedsmanden ikke gør sig bekendt med indholdet. I begge tilfælde skal embedsmanden i notarialattesten bemærke, at han attesterer underskriften uden at kende dokumentets indhold, samt at dokumentet af den pågældende opgives at være et testamente, en kontrakt, etc.

h. Testamenter. Ved et testamente bekræfter embedsmanden foruden underskriftens ægthed, at testator skønnedes at være i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, da han underskrev eller vedkendte sig sin underskrift. Embedsmanden bør derhos påse, at dokumentet betegner sig som testamente (kodicil). Et testamente kan også være en tilbagekaldelse af tidligere testamente uden at oprette et nyt, men bør da betegnes "Annullering af testamente". Testamentet (kodicillen) skal ved testators foranstaltning foreligge i tre eksemplarer. Repræsentationen bør henstille til testator, at to eksemplarer af testamentet (kodicillen) udfærdiges på Justitsministeriets genpartspapir, der dog ikke kan kræves anvendt.

i. Underretning til Centralregistret for Testamenter. Embedsmanden skal underrette Centralregistret for Testamenter om enhver notarialforretning, der angår en testamentarisk disposition. Underretning gives på en af genparterne, der udfyldes med personnummer eller i mangel heraf med fødselsdato, og som indsendes direkte til: Centralregistret for Testamenter, Hestemøllestræde 6, 1464 København K. Selvom testamentsoprettelsen er foretaget af flere personer i fællesskab i samme dokument, herunder af ægtefæller, skal der kun indsendes en genpart. Den indsendte genpart af testamentet (kodicillen) vil blive opbevaret i arkivet ved Københavns Byrets Notarialkontor.

j. Notarialattest. Embedsmandens bekræftelse af den stedfundne notarialforretning sker i form af en notarialattest.

Ved testamentariske dispositioner anvendes følgende formular

---------------------------------------------------------------------

(Navn, stilling og bopæl), der var i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, og hvis identitet blev mig godtgjort, har i dag i min overværelse som notarius publicus på repræsentationen underskrevet (eller erklæret at have underskrevet) foranstående testamente (eller kodicil eller annullering af testamente) hvis indhold han/hun/de godkendte.

I dokumentet fandtes ingen iøjnefaldende rettelser eller tilføjelser udover de med min signatur (initialer) betegnede.

Hvilket herved bevidnes.

(sted) den (dato) (stempel) (underskrift) J.nr. ---------------------------------------------------------------------

For andre dokumenter end testamenter anvendes følgende formular

---------------------------------------------------------------------

(Navn, stilling og bopæl), hvis identitet blev mig godtgjort, har i dag på repræsentationen i min overværelse som notarius publicus underskrevet foranstående dokument (evt. nærmere præciseret), hvis indhold han/hun/de godkendte.

I dokumentet fandtes ingen iøjnefaldende rettelser eller tilføjelser udover de med min signatur (initialer) betegnede.

Hvilket herved bevidnes. (sted) den (dato) (stempel) (underskrift) J.nr. ---------------------------------------------------------------------

For udskrifter anvendes følgende formular

---------------------------------------------------------------------

Undertegnede (fulde navn, embedsstilling og sted) bevidner herved i min egenskab af notarius publicus, at foranstående efter foretaget sammenligning er befundet at være en nøjagtig udskrift af en mig forelagt (nøjagtig angivelse af dokumentets karakter).

I udskriften fandtes ingen iøjefaldende rettelser (eller: i udskriften fandtes ikke andre iøjnefaldende rettelser end de med mine initialer attesterede).

Til bekræftelse under min hånd og (repræsentationens) stempel.

(sted) den (dato) (stempel) (underskrift) J.nr. ---------------------------------------------------------------------

k. Notarialprotokol. Enhver notarialforretning noteres i en særlig, af Udenrigsministeriet autoriseret, notarialprotokol. I protokollens to første rubrikker anføres løbenummeret og dato, i den tredje en kort angivelse af forretningens art og rekvirentens og identitetsvidnernes navne, stillinger og adresser. Det skal i protokollen anføres, om rekvirenten er embedsmanden personlig bekendt, eller hvorledes hans identitet er blevet godtgjort (alle foreviste legitimationspapirer skal opnoteres).

Noteringen i notarialprotokollen underskrives af den embedsmand, der har foretaget notarialforretningen.

l. Dokumentets (testamentets) indførelse i notarialprotokollen. Selve dokumentet indføres ikke i notarialprotokollen, medmindre det begæres af rekvirenten. Såfremt et testamente (kodicil) kun foreligger i eet eksemplar, skal dokumentet indføres i notarialprotokollen, og en bekræftet udskrift heraf indsendes til opbevaring i arkivet ved Københavns Byrets Notarialkontor.

m. Dokumentets (testamentets) deponering hos repræsentationen. Hyppigere anvendes den fremgangsmåde, at dokumentet (testamentet) i stedet for at indføres i notarialprotokollen udfærdiges i to (testamenter i tre) eksemplarer, af hvilke det ene begæres opbevaret på repræsentationen. I så fald skal det af dokumentet (testamentet) eller af notarialattesten fremgå, at det på repræsentationen beroende eksemplar skal have samme gyldighed som originalen. Alle eksemplarer konfereres af repræsentationen, underskrives derpå for embedsmanden og forsynes med sædvanlig notarialattest. Et eksemplar tilbageleveres rekvirenten, medens et eksemplar henlægges i repræsentationens arkiv. Herudover skal der altid opbevares et eksemplar af testamenter (kodiciller) i arkivet ved Københavns Byrets Notarialkontor, jfr. ovenfor under i.

n. Udskrifter af notarialakter. Udskrift af notarialprotokollen eller af notarialbekræftede dokumenter, der opbevares på repræsentationen, må kun gives rekvirenten selv. En afdød persons testamente kan dog altid udleveres til vedkommende skifteret i Danmark eller executor testamenti.

Til udenlandsk skiftemyndighed kan repræsentationen kun med eksekutors samtykke eller efter bemyndigelse fra Udenrigsministeriet udlevere testamentet i original eller afskrift.

D. Stemmeafgivning i udlandet ved valg og folkeafstemning

1. Generel

orientering

a. Valgret til Folketinget, Europa-Parlamentet og de kommunale eller amtskommunale råd samt ved folkeafstemninger har enhver, der

1) har dansk indfødsret

2) fylder eller er fyldt 18 år den dag, afstemningen afholdes i riget

3) har fast bopæl i riget og

4) ikke er umyndiggjort.

Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, og de med disse personer samlevende ægtefæller/ registrerede partnere anses for at have fast bopæl i riget. Tilsvarende anses følgende personer, der midlertidig har taget ophold i udlandet, og de med disse personer samlevende ægtefæller/registrerede partnere for at have fast bopæl i riget: personer, der er udsendt af en dansk myndighed eller virksomhed, personer, der gør tjeneste i en international organisation, som Danmark er medlem af, personer, som er udsendt af en hjælpeorganisation i Danmark, personer, der er i udlandet på grund af uddannelse eller helbred, samt andre personer, der kan sidestilles med de nævnte.

b. Ved kommunale valg skal vælgeren ud over at opfylde ovenstående betingelser tillige have fast bopæl i vedkommende kommune.

Stemmeret til de kommunale eller amtskommunale råd har endvidere personer, der ikke har dansk indfødsret, men er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen samt har haft fast bopæl i riget i de sidste 3 år forud for valget, medmindre de er umyndiggjort med retsvirkning her i landet.

c. Ingen kan udøve valgret eller deltage i folkeafstemninger uden at være optaget på valglisten. Personer, der opfylder valgretsbetingelserne, optages på valglisten i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregistret (har fast bopæl). 18.-dagen før valgdagen er skæringsdag for optagelse på valglisten. Personer, der tilflytter fra udlandet senere end 18.-dagen før valgdagen, optages ikke på valglisten. Ved kommunale valg er skæringsdagen 11.-dagen før valgdagen. I Grønland føres valglisterne kun en gang årlig og suppleres med tilflytterlister ved valg. Optagelse på tilflytterlisten kan ske indtil 14 dage før valgdagen.

Personer, der uanset udlandsophold anses for at have fast bopæl i riget, jf. ovenfor, optages på valglisten i den kommune, hvor de sidst var tilmeldt folkeregistret. Optagelse på valglisten er betinget af en skriftlig begæring i overensstemmelse med reglerne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 332 af 23. juni 1988. Begæringen afgives på en grøn blanket, der forefindes hos alle repræsentationer med udsendte medarbejdere, og indsendes til den kommune, hvor vedkommende sidst var tilmeldt folkeregistret.

Specielt for personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, og de med disse personer samlevende ægtefæller gælder, at begæring om optagelse på valglisten afgives på en særlig blå blanket, der udleveres af og indsendes til vedkommende statslige styrelse (Udenrigsministeriet m.v.)

Det påhviler ikke repræsentationen at kontrollere, om personer, der ønsker at afgive stemme, opfylder betingelserne herfor. Dette sker i den kommune, hvortil brevstemmerne sendes.

De gældende lovbestemmelser indeholdes i lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget, lov nr. 746 af 7. december 1988 om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, lovbekendtgørelse nr. 139 af 26. marts 1985 af lov om kommunale valg, lov nr. 845 af 21. december 1988 om folketingsvalg i Grønland, samt lovbekendtgørelse nr. 592 af 3. september 1986 af lov om folketingsvalg på Færøerne.

2. Særligt om valg

til hjemmestyre-

organer

Ved valg til det grønlandske landsting og det færøske lagting kan kun de personer optages på valglisten, som rent faktisk har bopæl i Grønland eller på Færøerne. Der gælder ikke undtagelsesregler, således at personer i udlandet kan anses for at have bopæl i Grønland eller på Færøerne.

Ved valg til det grønlandske landsting samt ved grønlandske kommunalbestyrelsesvalg og bygderådsvalg er det kun muligt at brevstemme inden for det danske rige, mens der ved valg til det færøske lagting er mulighed for at brevstemme fra repræsentationer og skibe i udlandet op til fire måneder inden valget.

Der findes ingen generelle regler om vejledende folkeafstemninger iværksat af Landstinget eller Lagtinget. Spørgsmålet om afgivelse af brevstemmer ved sådanne afstemninger vil efter omstændighederne være reguleret i den landstingslov eller lagtingslov, hvorved afstemningen iværksættes. Således bestemte landstingslov nr. 2 af 3. april 1981 om afholdelse af folkeafstemning om fortsat anvendelse af traktaterne om De Europæiske Fællesskaber i Grønland, at der ikke ved den pågældende afstemning kunne afgives brevstemme i udlandet.

De gældende lovbestemmelser findes i øvrigt i landstingslov nr. 1 og 2 af 30. marts 1982 henholdsvis om valg til Landstinget og valg til kommunalbestyrelser og bygderåd, og lagtingslov nr. 49 af 20. juli 1978 om valg til Færøernes lagting.

3. Hvor kan

stemmeafgivning

finde sted?

Stemmeafgivning i udlandet skal foregå på en dansk repræsentation. Søfolk og passagerer på danske skibe i udenrigsfart (bortset fra færger, rutebåde og lignende) samt personer ansat på danske havanlæg kan endvidere afgive stemme på vedkommende skib (havanlæg). Dette gælder dog ikke passagerer med fast bopæl på Færøerne. Skibsføreren (chefen for havanlægget) skal drage omsorg for, at der til stadighed forefindes stemmesedler i fornødent antal om bord. Repræsentationerne bør i givet fald efter begæring udlevere eller tilsende føreren på et dansk skib (havanlæg) i udenrigsfart det fornødne stemmemateriale.

4. Tidsfrister for

stemmeafgivningen

Stemmeafgivning på en dansk repræsentation i udlandet kan tidligst finde sted tre måneder inden valget eller folkeafstemningen. En vælger, der måtte indfinde sig på repræsentationen for at afgive sin stemme, skal have adgang hertil, blot han oplyser, at valget eller folkeafstemningen vil finde sted inden tre måneder, uanset om repræsentationen har fået officiel meddelelse herom fra Udenrigsministeriet.

Stemmeafgivning må ske så betids, at kommunalbestyrelsen kan drage omsorg for, at brevstemmen er fremme hos vedkommende valgstyrere, eller i Grønland afstemningsledere, inden afstemningens begyndelse på valgdagen. Dette betyder i praksis, at brevstemmen skal være den pågældende kommunalbestyrelse i hænde senest dagen før valget eller folkeafstemningen.

5. Stemmemateriale

Brevstemmeafgivning er kun gyldig, når den sker ved benyttelse af det brevstemmemateriale, som Indenrigsministeriet har tilvejebragt. Brevstemmematerialet består af

a) Stemmesedler

Disse er ved valg til Folketinget af gråt papir, påtrykt ordet "Stemmeseddel" og forsynet med 3 rubrikker. De samme stemmesedler anvendes ved valg til kommunale og amtskommunale råd. Stemmesedlerne til brug ved folkeafstemninger har ordene "Ja" og "Nej" trykt over hinanden adskilt ved en trykt, vandret streg. Stemmesedlerne ved valg til Europa-Parlamentet er påtrykt "Stemmeseddel til Europa-Parlamentsvalg" og forsynet med 3 rubrikker. Repræsentationen må omhyggeligt drage omsorg for, at de forskellige typer stemmesedler opbevares adskilt, så sammenblanding ikke risikeres.

b) Særskilte konvolutter

til de enkelte stemmesedler. Konvolutterne er uigennemsigtige og af en sådan størrelse, at de fuldstændigt dækker stemmesedlen. Ved valg er konvolutterne blå. Ved folkeafstemninger er konvolutterne røde med følgende påtryk: "Stemmeseddel vedrørende folkeafstemning".

c) Følgebreve

der indeholder en erklæring, som udfyldes og underskrives af vælgeren, samt en attest, som den, over for hvem stemmeafgivningen finder sted, skal udfylde og underskrive.

Et oversat eksemplar af følgebrevet til henholdsvis engelsk, fransk, spansk og tysk tilsendes alle repræsentationer og kan rekvireres i Udenrigsministeriet.

d) Yderkuverter

dvs. store konvolutter med påtryk på forsiden om, at de indeholder en stemmeseddel, og med plads til påførsel af adressat (den pågældende kommunalbestyrelse). Yderkuverterne er gule ved valg til Folketinget, de kommunale og amtskommunale råd samt folkeafstemninger. Ved valg til Europa-Parlamentet er yderkuverterne grønne for almindelige vælgere og grå for vælgere, der har fast bopæl i et af de øvrige EF-lande. På bagsiden angiver vælgeren sit fulde navn, sin faste bopæl samt fødselsdato.

Såfremt der afholdes to eller flere folkeafstemninger samtidig, vil det kunne foreskrives, at der skal benyttes stemmesedler af forskellig farve, og at stemmesedlerne skal være påtrykt titlen på det lovforslag eller den lov, de vedrører. Såfremt sådant særligt stemmemateriale ikke kan fordeles til repræsentationerne i tide forud for afstemningen, vil der blive givet nærmere bestemmelser om tilretning m.v. af det allerede udsendte stemmemateriale.

6. Rekvirering af

stemmemateriale

Stemmesedler m.v., der af repræsentationerne kan rekvireres fra Udenrigsministeriet eller fra den overordnede repræsentation, skal til stadighed forefindes på repræsentationerne i et efter disses skøn fornødent antal. Det påhviler den enkelte repræsentation at sørge for, at den til enhver tid nødvendige beholdning af stemmemateriale er for hånden. Ved afgørelsen af, hvilke behov der må påregnes, bør den enkelte repræsentation blandt andet tage hensyn til antallet af anløbende danske skibe, antallet af turister samt antallet af besøgende til årlige messer eller udstillinger.

Det særlige stemmemateriale (indlagt i grå yderkuvert), der ved Europa-Parlamentsvalg skal benyttes af vælgere, der har fast bopæl i et af de øvrige EF-lande, skal kun forefindes på repræsentationerne i disse lande.

Ved rekvirering af stemmemateriale skal repræsentationen angive, hvor mange sæt der ønskes af

a) gule, grønne eller grå yderkuverter indeholdende følgebreve og blå konvolutter med tilhørende stemmesedler til brug ved valg,

b) gule yderkuverter indeholdende følgebreve og røde konvolutter med tilhørende stemmesedler til brug ved folkeafstemning.

7. Underretning om

forestående valg

eller folke-

afstemninger

Så snart valg til Folketinget, Europa-Parlamentet eller de kommunale og amtskommunale råd er udskrevet, eller beslutning er taget om afholdelse af folkeafstemning, underretter Udenrigsministeriet alle repræsentationer med udsendte medarbejdere herom. Disse repræsentationer bedes - om fornødent telegrafisk - underrette underordnede repræsentationer, også i sideakkrediterede lande. Det påhviler normalt ikke repræsentationerne at træffe forholdsregler med henblik på at gøre eventuelle vælgere bekendt med den forestående afstemning. Repræsentationerne bør dog på forespørgsel underrette danske valgberettigede om, at valg (folkeafstemning) er udskrevet, samt om dagen for valgets, respektive afstemningens, afholdelse. Endvidere vil repræsentationerne efter omstændighederne kunne underrette eventuelle større organisationer m.v. af danskere i opholdslandet om valgets (folkeafstemningens) udskrivelse, f.eks. hvor der er en lokal organisation af bistandsfrivillige eller filialer af danske virksomheder med mange danske medarbejdere.

Da anmeldelsesfristen for nye partier først udløber 15 dage før afholdelse af folketingsvalg og 8 uger før et Europa-Parlamentsvalg, vil der først efter disse fristers udløb kunne tilgå repræsentationen endelig meddelelse om, hvilke partier der deltager i valget. Det er af praktiske årsager ikke muligt at lade repræsentationerne tilgå meddelelse om, hvilke kandidater der er opstillet til valg.

8. Fremgangsmåden

ved stemme-

afgivningen

a. Stemmeafgivning på en dansk repræsentation sker ved, at vælgeren henvender sig til repræsentationen, der mod fornøden legitimation (dansk pas, personnummerbevis, førerbevis, sygesikringsbevis, skattekort e.l.) udleverer den pågældende en stemmeseddel med dertil hørende konvolut, følgebrev og yderkuvert til brug for vedkommende valg eller folkeafstemning.

Repræsentationschefen bør drage omsorg for, at der under hans eventuelle fravær inden for ekspeditionstiden findes en behørigt instrueret person, over for hvem stemmeafgivningen kan finde sted.

I forbindelse med prøvelsen af de pågældendes identitet vil det være naturligt at have opmærksomheden henvendt på eventuelle data for alder og bopæl. Ud over hvad der i det enkelte tilfælde måtte fremgå af den foreviste legitimation, er repræsentationen imidlertid ikke berettiget til at afkræve dokumentation for, at valgretsbetingelserne er opfyldt, f.eks. bevis for optagelse på valglisten. Repræsentationen har pligt til at imødekomme enhver anmodning om at få lejlighed til at brevstemme, medmindre det er aldeles utvivlsomt, at den, der fremsætter anmodningen, ikke er stemmeberettiget.

b. Repræsentationen bør henlede vælgerens opmærksomhed på den vejledning, der findes trykt på følgebrevets bagside og på den blå, respektive røde, konvolut. Hvis vælgeren ønsker det, bør repræsentationen endvidere give oplysning om lovens betingelser for brevafstemning samt fornøden vejledning om den fremgangsmåde, der skal følges ved stemmeafgivningen.

c. Straks efter modtagelsen af stemmeseddel m.v. skal vælgeren foretage afstemningen. Der skal gives den enkelte vælger adgang til at afgive sin stemme, uden at nogen får lejlighed til at se, hvorledes han stemmer, f.eks. ved at der gives ham adgang til en enligt stående pult eller et bord, hvor han ugenert kan udfylde stemmesedlen. Det må imidlertid påses, at vælgeren ikke fjerner sig med den modtagne stemmeseddel, og at han straks efter anvendelsen af stemmematerialet tilbageleverer dette.

d. Udfyldelsen af stemmesedlen foregår ved folketingsvalg ved, at vælgeren i den dertil bestemte rubrik skriver enten navnet eller bogstavbetegnelsen på et af de partier, der har opstillet kandidater i den amts- eller storkreds, hvor han er opført på valglisten. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i kredsen, skriver han dennes navn på stemmesedlen, eventuelt med tilføjelse af partinavnet eller bogstavbetegnelsen.

Ved valg til Europa-Parlamentet og ved kommunale valg skriver vælgeren enten listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste (det parti), han vil stemme på, eller navnet på en af listens kandidater, eventuelt med tilføjelse af listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen.

Ved folketingsvalg på Færøerne og i Grønland sker udfyldelse af stemmesedlen på tilsvarende måde ved anførelse af enten partinavn eller kandidatnavn.

Ved folkeafstemninger sker afstemningen ved, at den, der stemmer for det lovforslag eller den lov, der er genstand for afstemning, på stemmesedlen sætter kryds ved ordet "Ja", medens den, der stemmer imod, sætter kryds ved ordet "Nej".

e. Umiddelbart efter at vælgeren har stemt, indlægger han uden at give nogen adgang til at se, hvorledes han har stemt, stemmesedlen i den dertil bestemte særlige konvolut og tilklæber den.

f. Det ovenfor omhandlede følgebrev udfyldes, straks efter at stemmesedlen er indlagt i konvolutten.

Følgebrevet indeholder

1) En erklæring om, at vælgeren uden overværelse af andre har udfyldt stemmesedlen, lagt den i konvolut og tilklæbet denne. Vælgerens underskrift på følgebrevet skal finde sted i overværelse af vedkommende diplomatiske eller konsulære repræsentant. Følgebrevet skal angive sted og dato for underskriften og vælgerens fulde navn, fødselsdato samt bopæl i den kommune, hvor han er opført på valglisten.

2) En attest udstedt af den diplomatiske eller konsulære repræsentant, over for hvem stemmeafgivningen har fundet sted, med bevidnelse af, at underskriften er ægte og skrevet på den tid og det sted, som vælgeren har angivet, og at stemmeafgivningen har fundet sted uden overværelse af andre. Attesten skal være underskrevet af repræsentanten egenhændigt og med angivelse af hans stilling. Attesten skal endvidere være forsynet med den pågældende repræsentations stempel.

g. Når vælgeren har stemt og følgebrevet er behørigt udfyldt og attesteret, indlægger han konvolutten med stemmesedlen og følgebrevet i den dertil bestemte yderkuvert, som han tilklæber og adresserer til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor han er opført på valglisten. Endvidere udfylder han den på yderkuvertens bagside anbragte rubrik med tydelig angivelse af sit navn og sin bopæl i den nævnte kommune samt sin fødselsdato. De personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, og som ikke har bevaret fast bopæl i Danmark, samt de med disse personer samlevende ægtefæller skal, såfremt de i henhold til de før den 1. juli 1988 gældende regler er optaget på valglisten i Københavns Kommune, som bopæl i kommunen på omslagets bagside anføre tallet "9911" samt den repræsentation, ved hvilken den pågældende er ansat, eller ved hvilken stemmeafgivningen finder sted. Yderkuverten adresseres i så fald til Folkeregistret, Dahlerupsgade 6, 1640 København V.

Repræsentationen bør vejlede vælgeren om, at der - bortset fra folkeafstemning om flere lovforslag - kun må sendes een stemmeseddel med følgebrev i hver yderkuvert.

h. Yderkuverten afleveres derefter til den, over for hvem stemmeafgivningen har fundet sted, hvorpå repræsentationen snarest afsender den, idet portoen betales af repræsentationen. Det bemærkes i den forbindelse, at de afgivne brevstemmer skal fremsendes enkeltvis til vedkommende kommunalbestyrelse, hvorfor der ikke må foretages en samlet forsendelse af flere brevstemmer til samme kommune. Såfremt det af hensyn til den hurtigst og sikrest mulige viderebesørgelse må anses for hensigtsmæssigt, vil repræsentationerne dog kunne indsende de til de respektive kommunalbestyrelser stilede konvolutter, eventuelt i ufrankeret stand, i dip-bag eller dip-cargo, hvorefter Udenrigsministeriet frankerer og videresender dem.

9. Særligt om

stemmeafgivning

til valg til

Europa-Parlamentet

for personer med

fast bopæl i et

af de øvrige

medlemslande i

De Europæiske

Fællesskaber

a. Valgret til Europa-Parlamentet har - ud over de personer, der opfylder betingelserne for valgret til Folketinget - enhver, som på valgdagen

1) har fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i De Europæiske Fællesskaber

2) har dansk indfødsret

3) fylder eller er fyldt 18 år

4) ikke er umyndiggjort.

b. Disse vælgere optages på en særlig supplementsliste til valglisten i Rådhuskredsen i Københavns Kommune. Optagelsen er betinget af en skriftlig begæring i overensstemmelse med reglerne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 569 af 13. november 1978 som ændret ved bekendtgørelse nr. 590 af 29. september 1988. Begæring om optagelse, der tidligst kan fremsættes 6 måneder før valgdagen, kan kun fremsættes over for de repræsentationer i EF-landene, der er anført på bilaget til nævnte bekendtgørelse. Repræsentationen skal påse, at de modtagne begæringer er korrekt udfyldt, og fremsende dem med påtegning herom til folkeregistret i Københavns Kommune.

c. Stemmeafgivningen skal ske på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i et af de øvrige medlemslande i De Europæiske Fællesskaber. Stemmematerialet består som for andre vælgere af en grå stemmeseddel påtrykt ordene "Stemmeseddel til Europa-Parlamentsvalg" og forsynet med 3 rubrikker, en blå konvolut, et følgebrev og en yderkuvert, der for disse vælgeres vedkommende er grå og på forsiden forsynet med Københavns Registerforvaltning som fortrykt adressat.

d. Der er for vælgere med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i De Europæiske Fællesskaber fastsat særlige regler for stemmeafgivningen i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 594 af 13. november 1978. De regler, der er fastsat om fremgangsmåden ved stemmeafgivningen, svarer i det væsentlige til, hvad der gælder for andre vælgere, jf. ovenfor under pkt. 8. Disse vælgere skal dog ved underskrift på følgebrevet erklære, at de ikke har afgivet stemme ved Europa-Parlamentsvalget i noget andet EF-land.

e. Vælgere, der uanset udlandsophold, f.eks. i et af de øvrige medlemslande i De Europæiske Fællesskaber, har valgret til Folketinget og som efter ansøgning er optaget på folketingsvalglisten, skal afgive stemme efter de almindelige regler. Disse vælgere er derfor ikke omfattet af de særlige regler, der gælder for vælgere med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i De Europæiske Fællesskaber.

10. Repræsen-

tationens

diskretionspligt m.v.

Repræsentationens chef eller personale må under ingen omstændigheder give vælgeren råd eller opfordring med hensyn til, hvilken kandidat eller liste han bør stemme på. Ej heller må de give oplysning om, hvorvidt en vælger har været til stede eller har afgivet stemme, eller hvad de i øvrigt måtte have bragt i erfaring med hensyn til afstemningen.

11. Vælgerens

dødsfald

Såfremt repræsentationen måtte erfare, at en vælger, som har afgivet sin stemme på repræsentationen, er afgået ved døden inden valgdagen, påhviler det repræsentationen straks at underrette vedkommende kommunalbestyrelse herom.

E. Deposita

1. Betingelser for

modtagelse af

deposita

Såfremt personer eller firmaer anmoder repræsentationen om at opbevare penge, værdipapirer eller andre effekter, bør de normalt afvises og henvises til at træffe aftale om deponeringen med en lokal bank eller et stedligt opbevaringsmagasin.

Repræsentationen bør kun modtage deposita under følgende to betingelser

a) at der er en dansk interesse i deponeringen. Her tænkes ikke alene på tilfælde, hvor danske myndigheder har en interesse i, at de pågældende effekter er i repræsentationens varetægt, men også tilfælde, hvor danske statsborgere under krig eller indre uroligheder ikke har andre eller bedre muligheder for at bringe deres værdier i sikkerhed, samt på tilfælde, hvor en person eller et firma måtte tilbyde at deponere værdier til sikkerhed for et dansk krav, der endnu ikke har fundet sin afgørelse.

b) at betingelserne for depotets tilbagelevering eller udlevering er fastsat. Hvis et depositum skal tilbageleveres deponenten, bør det ved deponeringen gøres ham klart, at repræsentationen forbeholder sig ret til når som helst at tilbagelevere depotet til ham.

2. Opbevaring

af depoter

Når penge, værdipapirer eller andre effekter modtages til opbevaring, gælder følgende bestemmelser

a. Rede penge i opholdslandets mønt, som modtages af en honorær repræsentation, skal altid indsættes på særskilt konto i et pålideligt pengeinstitut, og deponenten gøres bekendt hermed. Kontoen, der bør holdes adskilt fra repræsentationens almindelige bankkonto, oprettes i repræsentationens navn, såvidt muligt med vedkommende deponents navn som kendemærke, og således at det indestående beløb kun kan hæves af repræsentationens chef. Udgiften ved kontoens oprettelse og føring bæres af deponenten.

Ved de udsendte repræsentationer optages depoter bestående af rede penge og pengerepræsentativer i opholdslandets mønt i kassebeholdningen og indføres i kassejournalen til indtægt for konto 9420 (mellemværende med andre) og i reskontroen til kredit for deponenten.

b. Depositum i lukket omslag. Indholdet af et depositum, der ønskes opbevaret i lukket omslag, skal ved modtagelsen efterses af repræsentationen før tillukningen, og omslaget derpå forsynes med repræsentationens segl.

c. Effekternes henlæggelse i bankboks eller opbevaringsmagasin. Deponenten bør gøres bekendt med, at repræsentationen forbeholder sig ret til i eget navn at lade værdipapirer, pengemidler i lukket omslag og genstande af betydelig værdi deponere i bankboks eller for større genstandes vedkommende hos et pålideligt opbevaringsmagasin. Det samme gælder effekter af mindre værdi, hvis repræsentationens pengeskab, respektive opbevaringsrum, ikke frembyder tilstrækkelig sikkerhed, eller hvis andre end repræsentationens chef og enkelte betroede medarbejdere ved repræsentationen har adgang til pengeskabet. Udgifter ved opbevaring uden for repræsentationens lokaler bæres af deponenten.

d. Repræsentationens og den danske stats ansvar. For rede penge, som indsættes på konto i pengeinstitut i repræsentationens navn, samt for andre effekter, der opbevares i repræsentationens navn i pengeinstitut eller opbevaringsmagasin, er repræsentationen og den danske stat uden ansvar.

For deposita, der opbevares i repræsentationens lokaler, er repræsentationen eller den danske stat ikke ansvarlig for tab eller forringelse af depotet, medmindre repræsentationens chef eller personale har udvist forhold, som kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler. Det bør endvidere henstilles til deponenten, hvorvidt han selv måtte ønske at tegne forsikring for depotet.

e. Kvittering. For depotet afgiver repræsentationen en sålydende kvittering, hvis ansvarsklausul deponenten på stedet skal gøres bekendt med

--------------------------------------------------------------------- Kvittering for depositum

(Repræsentationen) i (sted) bekræfter dags dato af hr. (navn og

bopæl) at havemodtaget (et beløb af ........... eller: følgende

værdipapirer ............., eller: en forseglet pakke til en angivet

værdi af ............) til opbevaring som depositum.

Repræsentationen forbeholder sig ret til uden ansvar for

repræsentationen eller den danske stat at lade depotet opbevare i sit

navn i (pengeinstitut eller opbevaringsmagasin) og er i øvrigt ikke

ansvarlig for tab eller forringelse af depotet, medmindre

repræsentationens chef eller personale har udvist forhold, der kan

begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler.

(repræsentationen) i (sted) den (dato) (stempel) (underskrift og stilling) ---------------------------------------------------------------------

f. Indberetning om depoter in specie. Om modtagelsen af et depot in specie, jfr. punkt b. og c. ovenfor, skal såvel honorære som udsendte repræsentationer straks indberette til Udenrigsministeriet og vedlægge en genpart af repræsentationens kvittering til deponenten. Når depotet tilbageleveres eller udleveres til rette vedkommende, skal repræsentationen på ny indberette med henvisning til indberetningen om depotets modtagelse og under vedlæggelse af kvitteringen for depotets udlevering. Indberetningerne akteres på en særlig aktpakke, og hvis repræsentationen skønner det hensigtsmæssigt, kan der føres en særlig depotbog.

Depoter in specie bogføres i Udenrigsministeriet og skal ikke bogføres af repræsentationerne.

Udsendte repræsentationer skal som foreskrevet i Instruksens Bind 3, kapitel VIII, afsnit G. 2) sammen med årsregnskabet indsende en fuldstændig fortegnelse over depoter in specie og for hvert enkelt depot oplyse grunden til, at det endnu ikke har kunnet udleveres til rette vedkommende.

F. Momsrefusionen til turister i Danmark.

I henhold til Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 413 af 13. juni 1989 kan varer, som momsregistrerede virksomheder sælger til personer bosat i udlandet, og som medtages til udlandet som rejsegods, fritages for moms.

Såfremt køber har sin bopæl i et land uden for EF, bortset fra Sverige, Norge og Finland, skal udførselskontrollen i så fald som hovedregel ske ved den pågældende vares udførsel fra Danmark.

I undtagelsestilfælde, hvor vareudførslen ikke har kunnet kontrolleres ved den danske toldgrænsekontrol, godkender toldvæsenet en såkaldt alternativ dokumentation, i form af en attestation, afgivet af toldmyndigheden i købers bopælsland. Såfremt toldmyndigheden ikke har villet afgive denne attestation. vil dog en erklæring fra vedkommende danske udenrigsrepræsentation om at varerne er ankommet til det pågældende land, ligeledes kunne godkendes.

En forudsætning for erklæringens afgivelse vil være, at repræsentationen får forelagt salgsfaktura eller udførselsangivelse, udfærdiget af den danske sælger, samt herudover, enten ved varernes fremvisning på repræsentationen eller andet passende sted, eller på anden betryggende måde, kan konstatere, at de omhandlede varer faktisk er indkøbt i bopælslandet.

Gebyr ved udfærdigelse af attestationen opkræves efter gældende regler.

KAPITEL IX

Bistand i familieretlige anliggender

A. Indgåelse af ægteskab i Danmark

1. Generelle

bestemmelser

Udlændinge kan kun indgå ægteskab i Danmark, såfremt de opfylder den danske lovgivnings ægteskabsbetingelser, og såfremt de har lovligt ophold i Danmark.

For en finsk, islandsk, norsk eller svensk statsborger gælder det dog i medfør af artikel 1 i den nordiske konvention af 6. februar 1931 om ægteskab, adoption og værgemål, som ændret ved overenskomst af 20. november 1973, at spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende opfylder betingelserne for at indgå ægteskab, afgøres efter hjemlandets lovgivning, med mindre en af parterne er bosat i Danmark. Selv i så fald kan den pågældende i øvrigt kræve spørgsmålet afgjort efter hjemlandets lovgivning.

Om registreret partnerskab - der i væsentlige henseender sidestilles med ægteskab - se nedenfor under afsnit I.

2. Dansk

lovgivnings

ægteskabs-

betingelser

Lov nr. 256 af 4. juni 1969 om ægteskabs indgåelse og opløsning med senere ændringer fastsætter følgende betingelser for indgåelse af ægteskab

a. Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab uden statsamtets tilladelse.

Parterne skal fremlægge fødsels- eller dåbsattest eller, hvis sådan ikke kan skaffes, forevise offentlige dokumenter, hvoraf fulde navn og alder fremgår.

b. Den, der er under 18 år og ikke tidligere har været gift, må ikke indgå ægteskab uden forældrenes eller adoptantens samtykke. Er den ene af forældrene død eller sindssyg eller åndssvag, eller er han uden del i forældremyndigheden, eller ville hans erklæring ikke kunne indhentes uden særlig vanskelighed eller forsinkelse, skal den andens samtykke være tilstrækkeligt. Gælder dette begge forældre, kræves samtykke til ægteskabet fra værgen. Nægtes samtykke, kan statsamtet give tilladelse til ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen. Hvis samtykke kræves, skal det godtgøres, at samtykke er givet eller statsamtets tilladelse meddelt.

c. Ægteskab må ikke indgås mellem

1) slægtninge i ret op- og nedstigende linie (dvs. mellem en person og en af dennes ascendenter eller descendenter) eller mellem søskende.

2) personer, af hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- og nedstigende linie, medmindre Civilretsdirektoratet giver tilladelse hertil. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, såfremt hensynet til børnene ikke taler derimod.

3) adoptant og adoptivbarn, så længe adoptivforholdet består.

Parterne skal skriftligt erklære, at de ikke er så nært beslægtede som angivet under 1), at der ikke består det under 2) nævnte svogerskab mellem dem, eller hvis dette er tilfældet, forevise den fornødne tilladelse fra Civilretsdirektoratet, og at den ene ikke er adopteret af den anden.

d. Ingen må indgå nyt ægteskab, så længe det tidligere ægteskab består. Den, hvis ægteskab er opløst ved dom, må ikke indgå nyt ægteskab forinden udløbet af ankefristen (8 uger), medmindre den tidligere ægtefælle har givet afkald på anke eller begrænser anken til at gælde vilkårene for skilsmisse eller omstødelse.

Enhver af parterne skal afgive skriftlig erklæring om, hvorvidt han eller hun tidligere har indgået ægteskab. Har den pågældende tidligere indgået ægteskab, skal der fremlægges bevis for, at ægteskabet er opløst ved skilsmisse eller omstødelse eller for, at den tidligere ægtefælle er død.

Er det tidligere ægteskab opløst ved dom afsagt i et af de andre nordiske lande, må der forevises domsudskrift forsynet med bevidnelse om, at dommen er retskraftig. Er ægteskabet opløst ved skilsmissebevilling, må bevillingen fremvises i original eller bekræftet genpart.

Er det tidligere ægteskab opløst i udlandet på anden måde end ovenfor nævnt, må sagen forelægges for statsamtet.

e. Den, som har været gift, må ikke indgå nyt ægteskab, medmindre det kan dokumenteres, at 1) offentligt skifte er påbegyndt, eller 2) privat skifte er afsluttet, eller 3) der bestod fuldstændigt særeje mellem ægtefællerne, eller 4) fritagelse for skifte er særlig hjemlet. Statsamtet kan tillade, at de under 1) og 2) nævnte bestemmelser fraviges, såfremt særlige grunde taler derfor.

f. Hver af parterne skal afgive skriftlig erklæring om, hvorvidt den pågældende har eller venter børn med en anden mand eller kvinde. Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn som er bortadopterede.

g. Den, som er umyndiggjort, må ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke. Nægtes sådant samtykke, kan statsamtet give tilladelse, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.

h. Den, som er sindssyg eller åndssvag, må ikke indgå ægteskab uden Civilretsdirektoratets tilladelse. Hvis der er grund til at antage, at nogen af parterne lider af en af de anførte mangler, skal der enten fremlægges en lægeattest om, at den pågældende lidelse ikke kan påvises hos vedkommende, eller tilladelse fra Civilretsdirektoratet til ægteskabets indgåelse.

B. Indgåelse af ægteskab for dansk repræsentation i udlandet

I medfør af lov nr. 256 af 4. juni 1969 § 22, stk. 2, er der fastsat følgende regler for foretagelse af vielser for diplomatiske eller konsulære embedsmænd i udlandet.

1. Embedsmandens

kompetence til at

foretage vielser

Diplomatiske og konsulære embedsmænd kan kun foretage vielser i henhold til særlig bemyndigelse fra Udenrigsministeriet i det enkelte tilfælde.

En sådan særlig bemyndigelse kan kun gives, såfremt opholdslandet tolerer, at andre landes diplomatiske eller konsulære embedsmænd foretager vielser, og såfremt i hvert fald den ene af parterne er dansk statsborger.

Det er endvidere en forudsætning for, at bemyndigelse gives, at vielse for de stedlige myndigheder af den ene eller anden grund ikke kan finde sted, eller at parterne ikke opholder sig tilstrækkelig længe til, at formaliteterne med henblik på vielse for de stedlige myndigheder kan bringes i orden, eller at et ægteskab indgået for sådan myndighed ikke vil blive anerkendt i Danmark.

Der består ikke nogen ret eller almindelig adgang til at blive gift på en dansk repræsentation, idet adgang til sådan vielse hovedsagelig tager sigte på personer, der varigt er forhindret i at indgå ægteskab i Danmark eller for stedlig myndighed, i praksis oftest søfolk i udenrigsfart.

Den embedsmand, der af Udenrigsministeriet bemyndiges til at foretage vielsen, kan bemyndige en anden embedsmand ved repræsentationen, eller en repræsentationen underlagt konsul eller vicekonsul til at foretage vielsen.

2. Prøvelsesattest.

Ægteskabsattest

a. En af parterne bor eller opholder sig i Danmark. Inden vielsen foretages, skal der for repræsentationen foreligge en af vedkommende myndighed i Danmark udfærdiget prøvelsesattest af følgende ordlyd

Er prøvelsesattest ikke tilvejebragt, opfordrer repræsentationen den i udlandet bosatte part til at udfylde og underskrive sin del af omstående ægteskabserklæring og sende erklæringen til sin forlovede i Danmark, som derefter må sørge for at tilvejebringe prøvelsesattesten. Med erklæringen skal følge den pågældendes dåbs- eller fødselsattest. Har den pågældende tidligere indgået ægteskab, vedlægges dokumentation for, at dette ægteskab er ophørt. I øvrigt henvises til den vejledning, som er trykt på erklæringen.

Blanketter til ovenstående erklæring kan rekvireres fra Udenrigsministeriet på dansk, engelsk, tysk og fransk. Kan parterne fremlægge attest fra en islandsk, norsk eller svensk myndighed om, at der ikke foreligger hindringer for ægteskabets indgåelse, eller attest fra en finsk myndighed om, at der er foretaget lysning, er en dansk prøvelsesattest ufornøden. Attesten, der ikke må være mere end 4 måneder gammel, skal være bekræftet af en repræsentant for vedkommende nordiske land.

b. Begge parter bor eller opholder sig i udlandet. Inden vielsen foretages, skal der for repræsentationen foreligge en af vedkommende myndighed i Danmark udfærdiget ægteskabsattest af følgende ordlyd

ÆGTESKABSATTEST

Er ægteskabsattest ikke tilvejebragt, anmoder repræsentationen hver af parterne om at udfylde og underskrive den ovenfor under pkt. a. gengivne ægteskabserklæring og tilvejebringe de ifølge den erklæringen vedføjede vejledning krævede bevisligheder (parternes dåbs- eller fødselsattester, bevis for et eventuelt tidligere ægteskabs ophør etc.). Repræsentationen indsender derpå ægteskabserklæringen tillige med de tilvejebragte bevisligheder til Udenrigsministeriet. Parternes seneste bopæl i Danmark bør samtidig oplyses. Forudsat at betingelserne for ægteskabets indgåelse er opfyldt, vil repræsentationen derefter fra ministeriet modtage en ægteskabsattest eller meddelelse om, at betingelserne er opfyldt.

Hvis en finsk, islandsk, norsk eller svensk statsborger kan fremlægge en ægteskabsattest fra sit hjemland, er dansk ægteskabsattest ufornøden. Attesten skal være bekræftet af en repræsentation for vedkommende nordiske land. Dansk ægteskabsattest er ligeledes ufornøden, såfremt der fremlægges attest fra en islandsk, norsk eller svensk myndighed om, at der ikke foreligger hindringer for ægteskabets indgåelse, eller attest fra en finsk myndighed om, at lysning er foretaget, jfr. pkt. a. in fine.

3. Prøvelsen af

ægteskabs-

betingelserne

Det påhviler ikke repræsentationen at påse, at parterne opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Den embedsmand, der af Udenrigsministeriet bemyndiges til at foretage vielsen, skal alene sikre sig, at der foreligger en prøvelsesattest eller ægteskabsattest fra Danmark eller en tilsvarende attest fra et andet nordisk land, jfr. pkt. 2 a og b. I særlige tilfælde kan prøvelse af ægteskabsbetingelserne dog foretages af en diplomatisk eller konsulær tjenestemand, der af Udenrigsministeriet er blevet bemyndiget dertil, jfr. ægteskabslovens § 22, stk. 3.

Viser en part tegn på sindssyge eller åndssvaghed eller giver de afgivne erklæringer eller attester grund til at formode en sådan tilstand hos den pågældende, bør repræsentationen dog kræve en lægeattest, der indsendes til Udenrigsministeriet.

Forinden prøvelsesattest eller ægteskabsattest udstedes, påser vedkommende myndighed i Danmark, at parterne opfylder dansk lovgivnings betingelser for at indgå ægteskab, jfr. afsnit A. pkt. 2, dog med følgende modifikationer

Samtykke fra forældre eller værge skal ikke indhentes, såfremt sådant samtykke ikke kræves ifølge lovgivningen i den pågældendes hjemland. Er en af parterne statsborger i det land, hvor ægteskabet indgås, må de ikke være beslægtede eller besvogrede i en grad, som efter dette lands lovgivning er til hinder for ægteskabs indgåelse.

Oplysning om disse forhold skal i givet fald af repræsentationen indsendes til Udenrigsministeriet.

4. Anmeldelse om

antagelse eller

ændring af

giftenavn

Såfremt parterne ønsker at bære samme efternavn efter vielsen, skal repræsentationen bede parterne udfylde og underskrive nedenstående "Anmeldelse om antagelse eller ændring af giftenavn", jfr. i øvrigt vejledningen på bagsiden af blanketten, der kan rekvireres fra Udenrigsministeriet.

Den ægtefælle, der har antaget den anden ægtefælles efternavn som giftenavn i forbindelse med indgåelse af ægteskab, kan ved anmeldelse til repræsentationen genantage det efternavn, den pågældende bar ved ægteskabets indgåelse, eller det efternavn den pågældende senest har båret, som ikke er erhvervet på grundlag af ægteskab.

Den på side 156 gengivne blanket finder også anvendelse i sådanne tilfælde. Kopi af anmeldelsen indsendes til Udenrigsministeriet.

5. Ægteskabets

gyldighed

Et ægteskab, der indgås for dertil bemyndiget embedsmand ved en dansk repræsentation i udlandet, har efter dansk ret samme gyldighed som et ægteskab indgået for de kompetente myndigheder i Danmark. Kan ægteskabet ikke indgås i det land, hvor parterne har statsborgerret eller bopæl, på grund af et almindeligt forbud mod fraskiltes indgåelse af ægteskab, skal repræsentationen vejlede parterne om, at det må anses for usikkert, i hvilket omfang ægteskabet vil blive anerkendt i udlandet.

Hvis det land, hvor vielsen foretages, ikke anerkender gyldigheden af vielser foretaget af andre landes diplomatiske eller konsulære embedsmænd, bør parterne udtrykkelig gøres bekendt hermed.

6. Vielsen

Tid og sted for vielsen bør såvidt muligt fastsættes i overensstemmelse med parternes ønske.

Når parterne er mødt, og mindst to vidner er til stede, opfordrer embedsmanden, efter at deres identiteter er fastslået, parterne til at træde frem og tiltaler dem således

»Da De over for mig har oplyst, at De ønsker at indgå ægteskab med hinanden, spørger jeg, om De NN (mandens fulde navn) vil have HH (kvindens fulde navn) til ægtefælle?». Når manden har svaret »ja«, spørges kvinden: »På samme måde spørger jeg Dem HH (kvindens fulde navn), om De vil have NN (mandens fulde navn) til ægtefælle?». Når kvinden har svaret »ja«, udtaler den, der foretager vielsen: »Efter at De nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg Dem herved at være ægtefolk«.

Fremsætter nogen over for embedsmanden indsigelse mod ægteskabets indgåelse, bør nærmere instruktion indhentes fra Udenrigsministeriet, inden vielsen foretages.

7. Registrering

og indberetning

Den embedsmand, der foretager vielsen, skal på sagens akter registrere følgende oplysninger om det indgåede ægteskab

a) parternes fulde navne, herunder parternes eget efternavn, fødselsdata, eventuelt personnummer, fødested, livsstilling, opholdssted og nationalitet,

b) parternes efternavne efter vielsen og oplysning om, hvorvidt parterne anvender eget efternavn som mellemnavn foran giftenavn, jfr. vejledningen på blanketten til ægteskabserklæring,

c) hvor og når vielsen har fundet sted, og hvem der foretog vielsen,

d) den embedsmanden forelagte dokumentation for, at betingelserne for ægteskabets indgåelse er opfyldt,

e) vidnernes navn, stilling og bopæl.

Embedsmanden overleverer derefter ægtefællerne en vielsesattest af følgende ordlyd

--------------------------------------------------------------------- Vielsesattest

Undertegnede (stilling og navn) i (sted) bevidner herved, at jeg,

dertil bemyndiget, den (dato) i (stedet, hvor vielsen foregik) har

ægteviet (brudgommens fulde navn efter vielsen, jfr.

ægteskabserklæringens pkt. 5, stilling og bopæl) og (brudens fulde

navn efter vielsen, jfr. ægteskabserklæringens pkt. 2, stilling og

bopæl).

(underskrift) (stempel) ---------------------------------------------------------------------

Hvis vielsen ikke er foretaget af vedkommende embedsmand selv, men af en embedsmand som han har bemyndiget hertil (jfr. ovenfor under pkt. 1), benyttes følgende ordlyd

--------------------------------------------------------------------- Vielsesattest

Undertegnede (stilling og navn) i (sted) bevidner herved, at

(stedfortræderens stilling og navn) den (dato) i (stedet, hvor

vielsen foregik) i medfør af den mig givne bemyndigelse har ægteviet

(brudgommens fulde navn efter vielsen, jfr. ægteskabserklæringens

pkt. 5, stilling og bopæl) og (brudens fulde navn efter vielsen, jfr.

ægteskabserklæringens pkt. 2, stilling og bopæl).

(underskrift) (stempel) ---------------------------------------------------------------------

Det påhviler embedsmanden snarest at indberette til Udenrigsministeriet om ægteskabets indgåelse og samtidig indsende genpart af de registrerede oplysninger samt et eksemplar af vielsesattesten.

Når indberetningen er modtaget, indfører Udenrigsministeriet de registrerede oplysninger i ministeriets ægteskabsbog.

C. Indgåelse af ægteskab for dansk præst i udlandet

Danske præster kan efter bemyndigelse fra Kirkeministeriet foretage vielser i udlandet. På steder, hvor der er en dansk sømandspræst eller ambassadepræst, vil repræsentationerne over for danske, der retter henvendelse til dem om vielse, kunne henlede opmærksomheden på denne adgang til kirkelig vielse, forudsat at opholdslandet tolererer, at fremmede præster foretager vielser.

Inden vielsen foretages, skal der for præsten foreligge en dansk prøvelsesattest.

Repræsentationen bør i påkommende tilfælde yde en part, hvis forlovede bor eller opholder sig i Danmark, den i afsnit B. pkt. 2.a. nævnte bistand til at fremskaffe en prøvelsesattest fra Danmark.

Hvis begge parter bor eller opholder sig i udlandet, må der først tilvejebringes den i afsnit B. pkt. 2.b. nævnte ægteskabsattest fra Danmark. På grundlag af ægteskabsattesten udfærdiger repræsentationen derpå en prøvelsesattest, der gives præsten. Blanketter til prøvelsesattesten kan rekvireres fra Udenrigsministeriet.

D. Indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed

1. Ægteskabets

gyldighed i

Danmark

Ægteskaber indgået i udlandet for stedets kompetente myndigheder vil normalt blive anset for gyldige i Danmark uanset ægtefællernes nationalitet.

2. Attest til brug

ved indgåelse af

ægteskab i

udlandet

Når en dansk statsborger ønsker at indgå ægteskab i udlandet for stedets kompetente myndighed, vil det i nogle lande være nødvendigt at fremskaffe en attest fra en dansk myndighed om, at ægteskabet vil blive anerkendt som gyldigt i Danmark, blot parterne har opfyldt ægteskabsbetingelserne efter gældende lovgivning på det sted, hvor ægteskabet agtes indgået. Anmoder en dansk statsborger om sådan attest, vil repræsentationen uden forudgående bemyndigelse fra Udenrigsministeriet kunne udstede den undtagen i tilfælde

1) hvor parterne ikke har opnået en alder af 18 år for mandens vedkommende og 16 år for kvindens vedkommende,

2) hvor ægteskab agtes indgået i lande, hvor ægteskab kan indgås i strid med de ifølge dansk lovgivning gældende absolutte forbud mod indgåelse af ægteskab (forbud mod bigami og ægteskab mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linie eller mellem søskende)

Attesten skal have følgende ordlyd

---------------------------------------------------------------------

I anledning af, at dansk statsborger (fulde navn, stilling og

bopæl), som er født den (fødselsdato) i (fødested), agter at indgå

ægteskab for (myndighedens navn) med (nationalitet) statsborger

(fulde navn, stilling og bopæl), som er født den (fødselsdato) i

(fødested), attesteres herved, at ægteskabet vil blive anerkendt som

gyldigt i Danmark, blot ægteskabsbetingelserne er opfyldt efter den i

(landets navn) gældende lovgivning.

Efter dansk ret kræves lysning ikke foretaget.

(repræsentationens navn, dato og underskrift) (stempel) ---------------------------------------------------------------------

3. Egentlig

ægteskabsattest

Når en dansk statsborger ønsker at indgå ægteskab i udlandet for vedkommende lands myndigheder, kræver nogle lande en attest om, at der ikke efter dansk ret er noget til hinder for ægteskabs indgåelse, dvs. at andrageren opfylder den danske lovgivnings ægteskabsbetingelser.

Anmoder en dansk statsborger, der bor eller opholder sig i udlandet, om repræsentationens bistand til tilvejebringelse af en sådan egentlig ægteskabsattest fra Danmark, skal repræsentationen opfordre den pågældende samt dennes tilkommende til at udfylde og underskrive den i afsnit B. pkt. 2.a. gengivne ægteskabserklæring. Repræsentationen indsender derpå erklæringen tillige med de ifølge den vedføjede vejledning krævede bevisligheder til Udenrigsministeriet. Den pågældendes seneste bopæl i Danmark skal oplyses. Repræsentationen angiver, om den ønskede ægteskabsattest skal sendes til repræsentationen eller direkte til andrageren eller til nogen anden.

Er det klart for repræsentationen, hvilken myndighed i Danmark der er kompetent til at udstede ægteskabsattesten, bør erklæringen dog sendes direkte til denne myndighed. Kompetent er borgmesteren i den kommune, hvor andrageren har bopæl eller senest har boet eller opholdt sig; i København: borgmesteren for magistratens 1. afdeling.

E. Separation og skilsmisse i Danmark

1. De vigtigste

separations- og

skilsmissegrunde

a. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret til separation.

b. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.

c. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation, hvis de er enige om skilsmisse.

d. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.

e. En ægtefælle har i almindelighed ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud.

f. Andre skilsmissegrunde er bl.a. bigami og vold.

Separation eller skilsmisse kan efter dansk ret opnås enten ved dom eller bevilling. Separation eller skilsmisse kan kun gives ved bevilling, når parterne er enige om denne fremgangsmåde, samt om vilkårene for forældremyndighed, ægtefællebidrag, overtagelse af lejemål for bolig, samt evt. ægtefællepension og godtgørelse ved særeje.

2. Tilvejebringelse

af erklæringer i

separations- eller

skilsmissesager

Når repræsentationen fra en dansk myndighed eller advokat modtager anmodning om at søge indhentet erklæringer eller oplysninger fra en person i sager om skilsmisse eller separation, f.eks. til brug ved afholdelse i Danmark af vilkårsforhandling, skal den anmode vedkommende om personlig at give møde for repræsentationen og afgive de begærede erklæringer eller oplysninger. Hvis den pågældende ikke vil eller kan møde personligt, vil erklæringen kunne indhentes pr. brev.

Vilkårsforhandling kan undlades med en ægtefælle, der opholder sig i udlandet, hvis han skriftligt tiltræder vilkårene for separationen eller skilsmissen på grundlag af en udskrift af den vilkårsforhandling, der er foretaget med den anden ægtefælle. Tiltrædelsen skal ske ved underskrift for en repræsentation eller en stedlig notar eller anden stedlig myndighed, som repræsentationen i det pågældende land kan godkende.

Repræsentationen bør ikke imødekomme anmodninger af den omhandlede art fra private personer, men henvise vedkommende til at rette henvendelse til Udenrigsministeriet.

3. Separation og

skilsmisse ved dom

Retssag til opnåelse af separation og skilsmisse ved dom kan anlægges i Danmark

a) såfremt sagsøgte har bopæl i Danmark,

b) såfremt sagsøgeren har bopæl i Danmark og enten har boet der i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl i Danmark,

c) såfremt sagsøgeren er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i det land, hvor han har bopæl,

d) såfremt begge ægtefæller er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig sagsanlæg ved dansk domstol,

e) såfremt skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt i Danmark inden for de sidste fem år.

Sagen anlægges ved sagsøgtes hjemting eller, hvis sagsøgte ikke har hjemting i Danmark, ved sagsøgerens hjemting. Kan intet andet værneting påvises, anlægges sagen ved den ret, som justitsministeren bestemmer.

Når en person henvender sig til repræsentationen om separation eller skilsmisse, bør repræsentationen gøre ham bekendt med, at en dansk dom ikke eo ipso er gyldig uden for de nordiske lande og de lande, der er medlem af Haagerkonventionen af 1. juni 1970. Ønsker den pågældende herefter at anlægge retssag i Danmark, henvises han til at rette henvendelse til en dansk advokat.

Haagerkonventionen af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer (UM's bkg. nr. 83 af 24. juli 1975) gælder i forholdet til Australien, Cypern, Egypten, Finland, Italien, Nederlandene, Norge, Portugal, Schweiz, Sverige, Storbritannien og Nordirland, samt Tjekkoslovakiet.

Konventionen pålægger medlemslandene at anerkende skilsmisser og separationer, der er afsagt på officielt anerkendt måde og har fået retskraft. Den omfatter ikke afgørelse af skyldspørgsmål eller accessoriske afgørelser, herunder afgørelse om økonomiske forpligtelser eller forældremyndighed.

4. Separation og

skilsmisse ved

bevilling

Bevilling til separation eller skilsmisse kan meddeles i Danmark, når

a) en af ægtefællerne har bopæl i Danmark,

b) begge ægtefæller er danske statsborgere,

c) en af ægtefællerne er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af statsborgerskab ikke vil kunne opnå separation eller skilsmisse i det land, hvor han har bopæl,

d) skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt i Danmark inden for de sidste 5 år.

Henvender en dansk statsborger sig til repræsentationen om separation eller skilsmisse ved bevilling, bør repræsentationen gøre ham bekendt med, at en dansk bevilling ikke eo ipso er gyldig uden for de nordiske lande og de lande, der er medlem af Haagerkonventionen af 1. juni 1970, se ovenfor. Ønsker den pågældende alligevel at ansøge om bevilling, gælder følgende regler

Ansøgning om separations- eller skilsmissebevilling stiles og indsendes af andrageren til overpræsidiet i København, når ingen af ægtefællerne har bopæl eller ophold i Danmark, ellers til vedkommende statsamt, (i København overpræsidiet). Om ønsket af andrageren, kan repræsentationen indsende ansøgningen direkte til den respektive myndighed.

Ansøgningen skal være behørigt begrundet og indeholde

a. Forslag til separationens eller skilsmissens vilkår, herunder bestemmelse om

1) hvem der skal have forældremyndigheden over parternes fællesbørn under 18 år,

2) hvorvidt der skal påhvile den ene ægtefælle pligt til at betale bidrag til den andens underhold og i bekræftende fald, hvorvidt bidraget skal udredes i et bestemt angivet tidsrum eller indtil videre. Spørgsmålet om bidragets størrelse, men ikke om bidragspligten, kan henskydes til statsamtets afgørelse,

3) hvem der skal have ret til den fælles lejede bolig,

4) hvorvidt en ægtefælle, der har særeje eller rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i bodelingen, skal yde den anden ægtefælle et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende,

5) oplysning om delingen af eventuelt fællesbo.

Ansøgning om skilsmisse skal tillige indeholde oplysning om ægtefællernes aftale vedrørende retten til eventuel ægtefællepension.

Søges der skilsmisse på grundlag af en dansk separationsdom, skal ansøgningen alene indeholde oplysning om ægtefællernes aftale vedrørende ovennævnte ret til ægtefællepension. Er der ved separationsdommen truffet bestemmelse om, at afgørelsen om bidragspligt kun skal gælde for separationstiden, skal ansøgningen dog tillige indeholde oplysning om parternes aftale om dette spørgsmål.

b. Oplysning om begge ægtefællers bopæl.

c. Erklæring om, at andrageren ønsker afgørelsen truffet ved bevilling.

d. Når skilsmisse søges, vil ansøgningen kunne indeholde erklæring om, hvorvidt separation subsidiært måtte ønskes, hvis skilsmisse ikke kan bevilges.

Ansøgningen underskrives for repræsentationen, der attesterer andragerens underskrift. Såfremt store afstande eller andre forhold gør personligt fremmøde særlig bekosteligt, vil ansøgningen kunne underskrives for en stedlig offentlig myndighed, hvis underskrift skal legaliseres af repræsentationen.

Opholder begge ægtefæller sig i repræsentationens distrikt og er enige om at søge separation eller skilsmisse og om vilkårene for denne, bør ansøgningen underskrives af begge.

Ansøgningen skal så vidt muligt være bilagt

1) ægtefællernes vielsesattest

2) dåbs- eller fødselsattest for eventuelle i ægteskabet værende børn under 18 år,

3) dokumentation for de anbringender, hvorpå ansøgningen begrundes (søges skilsmisse på grund af den anden ægtefælles utroskab, må det oplyses, hvornår andrageren er blevet vidende om utroskaben, og om forholdet mellem den anden ægtefælle og tredieparten stadig består og i benægtende fald, hvornår det er ophørt),

4) separationsdom eller -bevilling, såfremt sådan tidligere er blevet givet.

F. Separation og skilsmisse i udlandet

Et i udlandet af dertil kompetent myndighed i overensstemmelse med landets love udstedt separations- eller skilsmissedekret vil som regel blive anset for gyldigt i Danmark, medmindre den udenlandske myndigheds behandling af sagen er åbenbart uforenelig med dansk rets grundlæggende principper. Opstår spørgsmålet, ligger afgørelsen hos domstolene. Hvis en part ønsker at indgå nyt ægteskab i Danmark, er det dog statsamtet, der i første instans afgør, om en udenlandsk skilsmisse kan anerkendes.

G. Faderskabssager

1. Generelle

bestemmelser

Når sagsøgte i en faderskabssag opholder sig i udlandet, vil vedkommende danske domstol normalt anmode repræsentationen om bistand i sagen.

Dommeren vil i de fleste tilfælde anmode repræsentationen om at tilsige sagsøgte til afhøring for repræsentationen, men kan også anmode repræsentationen om at foranledige sagsøgte afhørt for en domstol i opholdslandet.

I tilfælde, hvor der ikke ved domstolene er anlagt faderskabssag, kan et statsamt anmode repræsentationen om at afhøre en person, der er udlagt som fader til et uden for ægteskab født barn.

De nedenfor under pkt. 2 givne forskrifter for afhøring for repræsentationen af sagsøgte gælder ligeledes for afhøring af en person, der ikke er sagsøgt, men kun udlagt som barnefader.

2. Afhøring for

repræsentationen

Når repræsentationen modtager anmodning om at tilsige en sagsøgt til afhøring, skal den snarest muligt opfordre den pågældende til at give personligt møde for repræsentationen. Henvendelsen bør om muligt ske på en sådan måde, at vedkommendes pårørende og andre ikke bliver bekendt dermed og i hvert fald således, at de ikke får kendskab til sagens karakter. Dette hensyn bør dog ikke udelukke, at sagsøgtes adresse eftersøges, eventuelt med de lokale myndigheders bistand.

a. Når sagsøgte møder. Når sagsøgte indfinder sig på repræsentationen, gøres han bekendt med sagen, idet han samtidig udtrykkelig gøres opmærksom på de vigtigste retsvirkninger, der efter dansk lovgivning indtræder ved faderskabets anerkendelse, nemlig at barnet bliver berettiget til at bære hans navn, jfr. lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne § 1, stk. 2, at barnet, hvis hans bo til sin tid skal skiftes efter dansk ret, arver på lige fod med ægtebørn, jfr. lov nr. 215 af 31. maj 1963 om arv § 74 sammenholdt med § 1, og at det efter statsamtets nærmere bestemmelse vil kunne pålægges ham at svare bidrag til barnets underhold, jfr. lov nr. 200 af 18. maj 1960 om børns retsstilling § 14 og § 15, samt til udgifterne ved moderens barselsfærd og hendes underhold to måneder før og een måned efter fødslen, jfr. sidstnævnte lovs § 19.

Sagsøgte bør endvidere gøres bekendt med

1) at § 6 i lov nr. 200 af 18. maj 1960 fastsætter, at en person, der inden for avlingstiden har haft samleje med moderen til et uden for ægteskab født barn, anses for barnets fader, medmindre der foreligger omstændigheder, der gør det lidet sandsynligt, at han er faderen. Har moderen inden for avlingstiden haft samleje med flere mænd, kan en sagsøgt dog kun anses som fader til barnet, såfremt der er væsentlig større sandsynlighed for, at barnet er avlet af ham end af en anden.

2) samt at spørgsmålet om faderskabet vil blive afgjort af de danske domstole, hvis han ikke mener at kunne anerkende paterniteten.

Hvis sagsøgte kan anerkende faderskabet, opfordres han til at underskrive en sålydende erklæring

--------------------------------------------------------------------- Erklæring om faderskab

Undertegnede (fulde navn, stilling, fødselsdato og -sted) for tiden

boende (sted) og med fast bopæl: (adresse) erklærer herved, at jeg

har haft samleje med (barnemoderens fulde navn, fødselsdato og -sted)

boende (sted) på en sådan tid, at jeg kan være fader til det af hende

den (dato og år) fødte barn, og at jeg anerkender faderskabet og er

villig til at svare bidrag til moderen og barnet efter nærmere

bestemmelse af vedkommende dansk statsamt.

Jeg erklærer ligeledes, at jeg er gjort bekendt med og har forstået

retsvirkningerne af at anerkende faderskabet med hensyn til

bidragspligten, barnets arveret og ret til at bære mit navn, jfr.

lovene nr. 200 af 18. maj 1960, nr. 215 af 31. maj 1963 og nr. 193 af

29. april 1981.

(sted og dato) (underskrift) ---------------------------------------------------------------------

Underskriften skal attesteres af repræsentationen.

Nægter den sagsøgte at anerkende faderskabet, anmodes han om for repræsentationen at afgive en skriftlig redegørelse om sit forhold til barnets moder, herunder navnlig hvorvidt han erkender at have stået i kønsligt forhold til hende i og omkring avlingstiden samt om grundene til, at han ikke kan anerkende faderskabet.

Domstolene vil ofte anmode repræsentationen om at søge foranlediget, at der udtages en blodprøve til bestemmelse af sagsøgtes blodtype, såfremt han nægter at anerkende faderskabet. Domstolenes anmodning til repræsentationen vil i så fald indeholde de fornødne anvisninger om fremgangsmåden.

b. Hvis sagsøgte ikke møder. Dersom det ikke er muligt at formå sagsøgte til at møde for repræsentationen eller store afstande eller andre forhold gør personligt fremmøde særlig bekosteligt eller besværligt, bør erklæringsblanketten tilsendes ham i anbefalet brev med fornøden forklaring i overensstemmelse med det ovenfor anførte og med opfordring til at underskrive den. Hvis han ikke mener at kunne underskrive erklæringen, afæskes han en skriftlig redegørelse for sit forhold til barnets moder og om grundene til, at han ikke mener at kunne anerkende faderskabet. Eventuelt opfordres han til at medvirke til en blodtypebestemmelse, hvilket kun kan være i hans egen interesse, idet en blodtypebestemmelse aldrig vil kunne bevise faderskabet, men eventuelt kan udelukke, at han kan være barnets fader.

c. Meddelelse om, hvad der passerer i sagen, sendes snarest muligt til den dommer eller det statsamt, der har anmodet repræsentationen om at foretage afhøringen.

3. Afhøring for

opholdslandets

domstole

Afhøring i faderskabssager for opholdsstatens domstole, hvorom henvises til kapitel VIII, afsnit C, vil som regel kun blive begæret, hvis sagsøgte opholder sig i et land, der traktatmæssigt er forpligtet til at yde Danmark sådan retshjælp.

4. Børnelovens

KAPITEL I

Udenrigstjenesten

A. Udenrigstjenestens organisation

Den danske udenrigstjeneste består af 1) Udenrigsministeriet 2) de diplomatiske repræsentationer og 3) de konsulære repræsentationer.

Udenrigsministeriets organisation bygger på et regionalt hovedopdelingsprincip, idet der dog også tages hensyn til tværgående funktioner, således bl.a. i form af en eksportfremmeenhed, ligesom de administrative opgaver (personale, budget m.m.) samt protokol, arkiv m.m. varetages af en fælles stabsfunktion.

Udenrigsministeriet er herefter inddelt i en Nord-gruppe, omfattende hovedsagelig de europæiske lande samt ikke-europæiske OECD-lande (USA, Japan m.v.) og en Syd-gruppe, omfattende den øvrige verden, dvs. især udviklingslandene. Hertil kommer den fælles stabsfunktion (administration, konsulære sager m.v.), benævnt »Fællessekretariatet«.

Nord-gruppen og Syd-gruppen forestås hver af en udenrigsråd, Fællessekretariatet af en viceudenrigsråd.

Udenrigsministeriets øverste embedsmand er direktøren, som forestår koordineringen og den administrative samordning inden for hele udenrigstjenestens område. Direktøren såvel som cheferne for de to regionale grupper vil efter behov kunne være stedfortrædere for udenrigsministeren i internationale fora.

Danmark opretholder diplomatisk forbindelse med næsten alle lande; dette betyder dog ikke, at Danmark har diplomatiske repræsentanter domicileret i alle disse lande, idet en del ambassadører er akkrediteret ikke blot i det land, hvor de bor, men i et eller flere nærliggende lande. Danmark er endvidere diplomatisk repræsenteret ved en række internationale organisationer.

Personalet ved de diplomatiske repræsentationer består af medarbejdere i den almindelige udenrigstjeneste. Hertil kommer specialattacheer for handel og industri, landbrug og fiskeri, kultur og presse samt forsvarsattacheer.

Danmark har henved 500 konsulære repræsentationer (generalkonsulater, konsulater og vicekonsulater) spredt over jordkloden, fortrinsvis i havnebyer og på pladser af handelsmæssig betydning. Til et mindre antal er knyttet en udsendt embedsmand.

B. De konsulære repræsentationers overordnede myndigheder

De konsulære repræsentationer - det være sig generalkonsulater, konsulater eller vicekonsulater - er underlagt den diplomatiske repræsentation for det pågældende land. De konsulære repræsentationer i lande, med hvilke Danmark ikke opretholder diplomatisk forbindelse, er direkte underlagt Udenrigsministeriet.

Den overordnede repræsentation

1) giver de konsulære repræsentationer generelle anvisninger med hensyn til tjenestens udførelse og instruktion i konkrete sager, hvor der måtte være anledning til det, eller hvor den konsulære repræsentation måtte ønske den overordnede repræsentations bistand eller råd;

2) påser, at givne forskrifter og anvisninger efterfølges i det daglige arbejde, og at arbejdet ledes på forsvarlig måde;

3) besøger med passende mellemrum de konsulære repræsentationer og påser, at arkiver, protokoller og brevveksling føres i overensstemmelse med de pågældende forskrifter, samt at eventuelle deposita hos den konsulære repræsentation er til stede.

Udenrigsministeriet kan helt eller delvis delegere ovennævnte opgaver til en anden diplomatisk eller konsulær repræsentation.

C. Oprettelse og nedlæggelse af konsulære repræsentationer

Hvor der måtte være anledning til det, indsender de diplomatiske repræsentationer til Udenrigsministeriet forslag om oprettelse eller nedlæggelse af generalkonsulater, konsulater eller vicekonsulater. Forslaget bør være ledsaget af fyldige oplysninger til belysning af de stedlige danske interesser, handelsstatistik, kommunikationsforhold, danske bosatte i distriktet og andre landes konsulære repræsentationer. For havnebyers vedkommende bør tillige så vidt muligt oplyses, hvor mange danske skibe der i hvert af de sidste fem år har anløbet havnen.

D. Honorære konsulers ansættelse

Honorære generalkonsuler og konsuler udnævnes af Dronningen, honorære vicekonsuler af udenrigsministeren.

Ved besættelsen af en ledig eller nyoprettet konsulpost bringer Danmarks diplomatiske repræsentation i landet een eller flere egnede kandidater i forslag. Repræsentationens indstilling til Udenrigsministeriet skal indeholde de fornødne oplysninger om kandidatens eller kandidaternes data, nationalitet, uddannelse og tillidsposter, herunder om den pågældende er eller har været konsulær repræsentant for andre stater eller tidligere har beskæftiget sig med konsulatsarbejde. Hvis kandidaten er forretningsmand, bør repræsentationen tillige oplyse firmaets art og eventuelle forretningsforbindelser med Danmark, samt dets økonomiske stilling, eventuelt bekræftet gennem soliditetsoplysninger. Fremdeles bør anføres, hvilke sprog kandidaten taler og skriver, navnlig om han er i stand til at forstå og besvare breve på dansk, da en dansk eller dansktalende kandidat, alt andet lige, vil være at foretrække.

Bringes kun een kandidat i forslag, skal det i indberetningen oplyses, hvorfor repræsentationen ikke har kunnet eller ment at burde foreslå flere; endvidere bør repræsentationen forud sikre sig, at den pågældende er rede til at påtage sig hvervet. Bringes flere kandidater i forslag, beror det på repræsentationens eget skøn, hvorvidt der måtte være anledning til at søge indhentet et forhåndssamtykke fra een eller flere af dem; repræsentationen skal i indberetningen give en bedømmelse af deres respektive kvalifikationer og indstille kandidaterne i præferenceorden.

Før udnævnelsen til posten kan finde sted, skal repræsentationen i hovedtræk have gjort kandidaten bekendt med karakteren og omfanget af det konsulære arbejde og fået hans endelige tilsagn om at påtage sig hvervet. En formel ansøgning til Dronningen eller udenrigsministeren kræves ikke.

Ved konsulens udnævnelse udstedes der for ham et patent, der angiver hans grad og den konsulære repræsentations sæde og distrikt (embedsområde). Den diplomatiske repræsentation retter henvendelse til opholdsstatens udenrigsministerium med henblik på opnåelse af eksekvatur (anerkendelse). Når eksekvatur foreligger, tilstilles patentet med eksekvatur konsulen. Samtidig underrettes andre danske konsulære repræsentationer i landet om hans tiltrædelse. Tilsvarende underretning gives af opholdsstatens udenrigsministerium til myndighederne i hans distrikt. Konsulen drager i øvrigt omsorg for fornøden stedlig publicering af konsulatets adresse og telefonnummer m.v.

E. Honorære konsulers overtagelse af embedet

Ved ansættelsen underskriver generalkonsuler og konsuler (men ikke vicekonsuler) en erklæring, hvori de på ære og samvittighed lover med troskab og nidkærhed at ville opfylde deres tjenestepligter og nøje efterkomme tjenstlige ordrer og befalinger.

Fra den overordnede repræsentation vil konsulen modtage

1) et skema in duplo til udfyldning med oplysninger om konsulatets adresse, kontortid etc.,

2) en fortegnelse in duplo over de kontorartikler og andet udstyr, der bør forefindes på ethvert honorært konsulat.

Såfremt der er tale om et nyoprettet konsulat, vil det i fortegnelsen nævnte materiale blive ham tilsendt. Overtager konsulen et allerede bestående konsulat, sammenholder han fortegnelsen med det fra forgængeren overtagne materiale og indberetter, hvad der måtte mangle. Ved embedets overtagelse skal konsulen undersøge, om der i konsulatet er deponeret offentlige eller private midler og i givet fald indsende en fortegnelse over sådanne deposita.

Det påhviler endvidere den nyudnævnte konsul nøje at påse, at forgængerens konsulære arkiv i sin helhed overleveres ham, og at bringe det i behørig orden. Kapitel III, afsnit G. pkt. 2., indeholder nærmere regler for kassation og hjemsendelse af arkivalier.

F. Honorære konsulers orlov, midlertidig bestyrelse af

konsulatet

Uden forud indhentet tilladelse kan en honorær konsul forlade sit distrikt i et tidsrum af indtil 3 måneder. Dog skal han så tidligt som muligt underrette den overordnede myndighed om datoen for sin afrejse og sin tilbagekomst.

Ved fravær over 3 måneder skal konsulen indsende ansøgning om orlov til den overordnede repræsentation, der kan give den ønskede orlov, såfremt en så lang orlovsperiode anses for forsvarlig. Tvivlstilfælde bør forelægges Udenrigsministeriet, som skal underrettes om enhver orlov af længere varighed end 3 måneder.

Ved enhver bortrejse eller sygdom skal konsulen drage omsorg for konsulatsforretningernes forsvarlige varetagelse på hans ansvar under hans fravær. Konsulens indstilling om konsulatets midlertidige bestyrelse med oplysning om stedfortræderens navn, stilling og bopæl og eventuel ny midlertidig adresse for konsulatet forelægges den overordnede myndighed til godkendelse. Tillige indsendes en prøve på stedfortræderens underskrift til Udenrigsministeriet og til den overordnede repræsentation. Såfremt konsulatet midlertidigt flyttes til anden adresse, bør også de stedlige myndigheder underrettes.

I alle tilfælde, hvor en honorær konsul rejser til Danmark, bør han forud underrette Udenrigsministeriet og opgive sin adresse under opholdet her. Konsulen bør så vidt muligt aflægge besøg i ministeriet og give eventuelt interesserede lejlighed til at drøfte tjenstlige anliggender.

G. Honorære konsulers suspension

Indtræder graverende forhold, der skønnes uforenelige med konsulens fortsatte ledelse af konsulatet, skal den overordnede repræsentation ufortøvet indberette derom til Udenrigsministeriet, som træffer bestemmelse om konsulens eventuelle suspension.

Såfremt sagen ikke tåler opsættelse, vil chefen for den overordnede repræsentation foreløbig kunne sætte den honorære konsul fra tjenesten. Underretning om suspensionen indsendes straks pr. telex til ministeriet.

H. Honorære konsulers afskedigelse

En honorær konsul kan afskediges, når det måtte stemme med tjenestens tarv, og kan selv med passende varsel anmode om at blive fritaget for sit embede.

Aldersgrænsen for en honorær konsul er 70 år. Et halvt år før den honorære konsul fylder 70 år, skal den overordnede repræsentation opfordre ham til at indgive sin afskedsansøgning og indstille ham til afsked ved opnåelsen af denne alder. Når ganske særlige omstændigheder måtte tale derfor, kan repræsentationen dog undtagelsesvis indstille til Udenrigsministeriet, at konsulen fortsætter i tjenesten ud over sit 70. år.

I. Overtagelse af konsulære hverv for andre stater

Konsuler kan ikke uden tilladelse fra Udenrigsministeriet påtage sig konsulære hverv for andre stater.

J. Honorære konsulers rettigheder og retsbeskyttelse efter

danske regler

Honorære generalkonsuler og honorære konsuler med titel af generalkonsuler har rang i den danske rangforordnings III. klasse nr. 3, honorære konsuler i IV. klasse nr. 1.

Honorære konsuler er berettiget til ved officielle lejligheder at bære den for udenrigstjenesten reglementerede konsuluniform.

Den danske straffelov yder enhver, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, en kvalificeret retsbeskyttelse. Denne retsbeskyttelse tilkommer også den honorære konsul over for overgreb, forulempelser, trusler eller ærekrænkende angreb foretaget under eller i anledning af hans tjenestlige virksomhed.

K. Honorære konsulers rettigheder og retsbeskyttelse efter

folkerettens regler

Reglerne om honorære konsulatsembedsmænd og konsulære repræsentationer, der ledes af sådanne embedsmænd, er kodificeret i Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser. Konventionen er trådt i kraft den 19. marts 1967 og tiltrådt af 120 lande. Konventionens regler er transformeret til dansk ret ved lov nr. 67 af 8. marts 1972. Konventionen trådte i kraft for Danmark den 15. december 1972.

Bestemmelserne om honorære konsuler og repræsentationer findes i konventionens kapitel III. Ifølge disse regler skal modtagerstaten beskytte konsulatsområdet og respektere konsulatsarkivers - og dokumenters ukrænkelighed. Der skal ydes fritagelse for statslige og kommunale afgifter med hensyn til konsulatsområde, der ejes eller lejes af udsenderstaten. Modtagerstaten skal tillade told- og afgiftsfri indførsel af effekter, der sædvanligvis leveres til et honorært konsulat af udsenderstaten.

Modtagerstaten skal tilstå en honorær konsulatsembedsmand den beskyttelse, der måtte være påkrævet på grund af hans officielle stilling.

En honorær konsulatsembedsmand skal være fritaget for alle afgifter og skatter på vederlag, som han modtager fra udsenderstaten til varetagelse af konsulære opgaver.

Enhver stat kan frit bestemme, om den vil udnævne eller modtage honorære konsulatsembedsmænd.

Konventionens artikel 58 tillægger desuden honorære repræsentationer flere af de samme rettigheder, som tilkommer udsendte konsulater. Dette gælder særlig retten til at anvende rigsflag og rigsvåben, retten til kommunikationsfrihed i alle officielle anliggender, herunder beskyttelse af konsulatsposten og ret til frit at sætte sig i forbindelse med udsenderstatens statsborgere.

Honorære konsulatsembedsmænd har ret til at henvende sig til modtagerstatens myndigheder og til at oppebære de af udsenderstaten fastsatte gebyrer og afgifter for konsulære tjenestehandlinger.

Honorære konsulatsembedsmænd skal overholde modtagerstatens love og bestemmelser, og konsulatsområdet må ikke benyttes på en måde, der er uforenelig med de konsulære opgaver.

KAPITEL VIII

Bistand i civilretlige og

strafferetlige anliggender

A. Bistand til inddrivelse af fordringer

1. Sagen forelægges

for debitor

Når en repræsentation modtager en anmodning om bistand til inddrivelse af en fordring i repræsentationens distrikt, skal repræsentationen mundtligt eller i et anbefalet brev forelægge sagen for debitor og anmode ham om at indbetale modværdien af beløbet til repræsentationen eller eventuelt overvise beløbet til kreditor. Har repræsentationen grund til at nære tvivl om fordringens rigtighed, bør den dog, inden sagen forelægges for debitor, indhente nærmere dokumentation fra kreditor.

Drejer det sig om offentlige fordringer (skatterestancer, forskudsvis udbetalte underholdsbidrag m.v.) under 2.000 kr., eller drejer det sig om kommercielle fordringer under dette beløb, er repræsentationen dog efter omstændighederne bemyndiget til at besvare kreditors anmodning derhen, at udenrigstjenesten ikke ser sig i stand til at yde bistand til inddrivelse af fordringer under 2.000 kr., og at repræsentationen derfor beklager at måtte henvise kreditor til at søge fordringen inddrevet ad anden vej, i hvilken forbindelse skal opgives navn og adresse på inkassobureauer eller advokater, som kan anbefales, og de skønsmæssige omkostninger ved fordringens inddrivelse. Ved kommercielle fordringer forstås krav, der fremkommer mellem to virksomheder. Den nævnte beløbsgrænse gælder ikke ikke-kommercielle fordringer, hvilket vil sige krav mellem private personer eller mellem en virksomhed og en privatperson.

Hvis der træffes en ordning, hvorefter debitor indbetaler det skyldige beløb til repræsentationen i rater, kan repræsentationen, hvor det drejer sig om mindre beløb, og der ikke skønnes nogen kursrisiko forbundet dermed, vente med at afregne med kreditor, indtil samtlige rater er indbetalt. Strækker betalingerne sig over mere end et halvt år, skal repræsentationen dog afregne halvårligt pr. 1. april eller 1. oktober.

2. Henvisning

til advokat eller

inkassobureau

Reagerer debitor ikke på repræsentationens henvendelse, skal repræsentationen sende ham en fornyet henvendelse i anbefalet brev, hvori meddeles, at repræsentationen, hvis debitor ikke svarer eller ikke kan eller vil betale, agter at henvise kreditor til at søge fordringen inddrevet gennem et inkassobureau eller en advokat på stedet.

Fører heller ikke denne fornyede henvendelse til resultat, skal repræsentationen underrette kreditor herom og samtidig redegøre for de muligheder, der måtte bestå for at inddrive fordringen ad anden vej, og opgive navn og adresse på inkassobureauer eller advokater, som repræsentationen mener at kunne anbefale, samt de med sådan inkasso skønsmæssigt forbundne omkostninger og den tid, der må påregnes at hengå, inden et resultat foreligger.

3. Tvangsinddrivelse

ad rettens vej

Uanset om en fordring er fastsat ved dansk dom eller administrativ beslutning (f.eks. underholdsbidrag), vil det over for debitors vægring ved at betale normalt være nødvendigt at søge dom over ham i opholdslandet, inden tvangsinddrivelse kan finde sted.

Udenlandske domstole er ikke bundet af en dansk retsafgørelse eller administrativ beslutning, men vil selvstændigt bedømme retsforholdet, medmindre internationale overenskomster foreskriver andet.

Danmark har indgået følgende konventioner, som gør det muligt at inddrive visse kategorier af fordringer på grundlag af en dansk dom eller administrativ beslutning

a) Konvention af 11. oktober 1977 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav (UM's bek. nr. 39 af 7. juni 1978). Konventionen gælder i forholdet til Finland, Norge og Sverige. Afgørelser og forlig om privatretlige krav skal anerkendes og fuldbyrdes umiddelbart i de øvrige stater. Konventionen omfatter ikke skatter og afgifter til stat og kommune, afgørelser om konkursbehandling og tvangsakkord eller afgørelser og forlig vedrørende familieretlige spørgsmål (herunder separation, skilsmisse, samkvemsret eller underholdspligt). Med hensyn til den praktiske gennemførelse af konventionens bestemmelser henvises til lov nr. 300 af 8. juni 1977. Se Justitsministeriets bek. nr. 635 af 15.9.1986. I forholdet til Island gælder stadig konventionen af 16. marts 1932.

b) EF-domskonventionen om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager. (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 724 af 22. oktober 1986). Konventionen gælder i forhold til EF's medlemsstater, undtagen Grækenland, der ventes omfattet i løbet af 1989, og Spanien og Portugal, der ventes tilsluttet senere. Konventionen omfatter ikke formueforholdet mellem ægtefælder, arv, konkurs, akkord og lign., social sikring og voldgift. Det bemærkes især, at danske administrative afgørelser om underholdspligt er omfattet af udtrykkene "dommer", "ret" og "domsmyndighed".

c) Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag (UM's bek. nr. 21 af 29. juli 1963). Danske retskraftige domme, administrative afgørelser og skriftlige vedtagelser, som kan fuldbyrdes i Danmark, og som pålægger en person at udrede underholdsbidrag, kan i henhold til konventionen på begæring umiddelbart fuldbyrdes i de fire øvrige lande. Fuldbyrdelse kan dog ikke kræves i strid med dom, kendelse eller beslutning, som i det land, hvor fuldbyrdelse søges, har fastsat bidraget til et lavere beløb eller afgjort, at underholdspligt ikke foreligger.

d) Konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet (UM's bek. nr. 49 af 24. august 1962). Konventionen, der er afsluttet under De Forenede Nationers auspicier, gælder i forhold til Algeriet, Argentina, Australien, Barbados, Belgien, Brasilien, Burkina Faso, Den Centralafrikanske Republik, Chile, Cypern, Equador, Finland, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Israel, Italien, Jugoslavien, Kap Verde, Luxembourg, Marokko, Monaco, Nederlandene, New Zealand, Niger, Norge, Pakistan, Philippinerne, Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Sri Lanka, Storbritannien og Nordirland, Suriname, Sverige, Taiwan, Tjekkoslovakiet, Tunesien, Tyrkiet, Forbundsrepublikken Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig. Konventionen har til formål at skabe en slags international retshjælp ved at lette inddrivelse af underholdsbidrag, der tilkommer en person, der befinder sig i en af deltagerstaterne, hos en person, der er underkastet en anden deltagerstats jurisdiktion. Hver stat skal udpege en myndighed, hos hvem den bidragsberettigede kan søge bistand (det formidlende organ) og en anden myndighed, som har til opgave at søge gennemført berettigede krav på underholdsbidrag imod personer inden for dens territorium (det modtagende organ). Konventionen hjemler ikke, at et deltagerlands domme eller administrative afgørelser om underholdsbidrag skal anerkendes eller fuldbyrdes umiddelbart i de øvrige deltagerlande. Det modtagende organ vil derfor, hvis et krav på underholdsbidrag bestrides, være henvist til at anlægge sag på den bidragsberettigedes vegne.

e) Konvention af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn (UM's bek. nr. 26 af 1. april 1966). Konventionen, der vedtoges på privatretskonferencen i Haag i 1956, gælder i forhold til følgende stater: Belgien, Liechtenstein, Suriname, Ungarn og Østrig. Danske retskraftige domme og administrative afgørelser angående underholdsbidrag til ugifte børn under 21 år, uanset om barnet er født i eller uden for ægteskab eller er adopteret, skal under visse forudsætninger anerkendes og erklæres eksigible i de andre deltagerstater.

f) Konvention af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (UM's bekendtgørelse nr. 15 af 22. februar 1988). Konventionen, der blev vedtaget på privatretskonferencen i Haag i 1973, gælder i forhold til Finland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyrkiet og Forbundsrepublikken Tyskland. Konventionen bygger på konventionen af 1958 (se under e), men udvider den navnlig ved at medtage alle familieretlige underholdsforpligtelser og ved at give regler om det offentliges krav, herunder forskudsvis udlagte bidrag.

Herudover findes der i dansk speciallovgivning enkelte bestemmelser om anerkendelse og umiddelbar fuldbyrdelse af udenlandske domme.

B. Forkyndelse i civilsager

Forkyndelse kan foretages enten gennem opholdslandets myndigheder eller ved direkte forkyndelse af repræsentationen, afhængigt af opholdslandets lov.

Forkyndelser af stævninger og andre retslige dokumenter i udlandet kan ifølge retsplejelovens § 158 bl.a. ske på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller vedkommende lands lov. Da forkyndelse foretaget af udenlandske repræsentationer som hovedregel ikke er en gyldig forkyndelsesmåde efter opholdslandets lovgivning, kan direkte forkyndelse normalt kun anvendes, hvor dette er hjemlet ved traktat, jfr. nedenfor i pkt. 3, eller hvis rekvirenten, uanset retsplejelovens bestemmelse, i særlige tilfælde begærer denne fremgangsmåde anvendt, f.eks. hvor de stedlige myndigheders medvirken erfaringsmæssigt ikke kan påregnes.

Medmindre der foreligger udtrykkelig anmodning om direkte forkyndelse, bør repræsentationen søge gennemført forkyndelse gennem de stedlige myndigheder.

I lande, der har tiltrådt Haagercivilproceskonventionen, eller med hvem Danmark har indgået særaftaler, bør der dog søges gennemført en direkte forkyndelse, navnlig over for danske statsborgere, jfr. nedenfor pkt. 3.c.

1. Forkyndelse

gennem

opholdslandets

myndigheder

Den danske myndighed eller advokat, som ønsker et dokument forkyndt for en person, der er bosat i udlandet, skal fremsende dokumentet i original og genpart til den overordnede diplomatiske eller konsulære repræsentation i den stat, hvor forkyndelsen skal finde sted. Dokumentet skal være ledsaget af to autoriserede oversættelser, der begge er legaliserede af Industriministeriet, Udenrigsministeriet og ofte det pågældende lands ambassade. Er der tale om en stævning, bør denne endvidere af retten være påført en omberammelsesbemyndigelse. Repræsentationen fremsender hurtigst muligt de modtagne dokumenter til den kompetente myndighed og anmoder om, at forkyndelsen må blive foretaget og dokumentets original tilbagesendt med påtegning om tid og sted for den foretagne forkyndelse eller, hvis forkyndelse ikke har kunnet finde sted, om årsagen dertil. Repræsentationen bør ved fremsendelse af stævningen gøre opmærksom på den seneste dato for rettidig forkyndelse. Er det på forhånd klart, at forkyndelse ikke kan finde sted inden denne dato, skal repræsentationen straks omberamme sagen og underrette rekvirenten om det nye tidspunkt for retsmødet. Når forkyndelsen har fundet sted, returnerer repræsentationen dokumentet med de eventuelle bevisligheder for forkyndelsen, der måtte være modtaget, og med anmodning om betaling af repræsentationens eventuelle udlæg og gebyr.

2. Direkte forkyn-

delse gennem

repræsentationen

(Frivillig

forkyndelse)

Direkte forkyndelse bør kun søges gennemført, hvor der foreligger udtrykkelig anmodning herom. Fremgangsmåden forudsætter den pågældendes frivillige medvirken. Forkyndelsen er foretaget, når sagsøgte erklærer at have modtaget den.

Direkte forkyndelse kan foretages af enhver diplomatisk eller konsulær repræsentation, forudsat at denne forkyndelsesmåde accepteres af opholdslandet, evt. med hjemmel i traktat. Ambassadens påtegning om, at forkyndelse er foretaget, er tilstrækkeligt bevis, men det vil være hensigtsmæssigt at søge at opnå sagsøgtes kvittering, eventuelt på den originale stævning.

Direkte forkyndelse sker derved, at den, for hvem dokumentet skal forkyndes, opfordres til at indfinde sig på repræsentationen, hvor han får overgivet en genpart af dokumentet. I lande med pålidelig postbesørgelse kan forkyndelsen ske ved brev, idet den pågældende anmodes om at returnere den originale stævning med underskrift for tid og sted for forkyndelsen.

Derefter tilbagesendes dokumentet til rekvirenten med anmodning om at betale eventuelle udlæg og gebyr.

I tilfælde, hvor sagsøgte forstår dansk, og stævningen er udformet på dette sprog, kan repræsentationen efter egen vurdering oplyse den pågældende om, at stævningen må forventes at blive oversat, legaliseret og forkyndt via de lokale myndigheder, hvis sagsøgte ikke vil medvirke ved frivillig forkyndelse, hvorved sagsomkostningerne vil blive væsentligt øget.

Hvis den person, forkyndelsen skal foretages overfor, ikke efter gentagne opfordringer indfinder sig på repræsentationen, eller hvis han nægter at modtage forkyndelsen, tilbagesendes samtlige dokumenter til rekvirenten med bemærkning herom.

3. Fremgangsmåden

ved forkyndelser

i lande, med hvilke

Danmark har ind-

gået traktat herom.

Haager-

konventionerne

Haagercivilproceskonventionen af 17. juli 1905 (bkg. nr. 119 af 19. maj 1909) gælder nu kun over for DDR. Direkte forkyndelse kan ske for danske statsborgere.

Haagercivilproceskonventionen af 1. marts 1954 (Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 33 af 7. juni 1960)

1954-konventionens art. 1-7 om forkyndelse er i forhold til stater, der har ratificeret 1965-konventionen, afløst af denne, således at 1954-konventionen nu kun gælder i forholdet til Argentina, Jugoslavien, Libanon, Marokko, Polen, Rumænien, Schweiz, Sovjetunionen, Suriname, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.

Forkyndelser kan enten ske gennem de stedlige myndigheder eller foretages direkte af et medlemslands diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål. (Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 15 af 13. februar 1970)

Konventionen af 1965 gælder i forholdet til Amerikas Forenede Stater, Antigua/Barbuda, Barbados, Belgien, Botswana, Canada, Cypern, Egypten, Finland, Frankrig, Grækenland, Israel, Italien, Japan, Luxembourg, Malawi, Nederlandene, Norge, Pakistan, Portugal, Seychellerne, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyrkiet og Forbundsrepublikken Tyskland.

Ifølge denne konvention udpeger hver kontraherende stat en central myndighed, til hvilken de øvrige medlemslandes myndigheder direkte kan fremsende anmodninger om forkyndelse.

Konventionen opretholder dog adgangen til ad konsulær eller diplomatisk vej at fremsende dokumentet til forkyndelse gennem de stedlige myndigheder, ligesom forkyndelser kan foretages direkte af et medlemslands diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

a. Direkte fremsendelse af anmodninger om forkyndelse til den centrale myndighed. Anmodningen udfærdiges af vedkommende danske domstol på en formular, der er optrykt som bilag til Haagerkonventionen af 1965, og sendes i to eksemplarer direkte til den centrale myndighed bilagt det dokument, der skal forkyndes, med en genpart heraf og 2 legaliserede oversættelser. I øvrigt henvises til Justitsministeriets vejledning af 28. januar 1970. (Lovt.A).

b. Fremsendelse af anmodninger om forkyndelse ad konsulær eller diplomatisk vej. Dokumentet fremsendes til den danske ambassade i det pågældende land, jfr. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 167 af 20. maj 1932 og cirkulære af 14. november 1960, hvor den nærmere fremgangsmåde er beskrevet.

c. Direkte forkyndelse gennem dansk repræsentation. Hvis rekvirenten udtrykkeligt har anmodet om direkte forkyndelse, bør repræsentationerne i lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen, eller med hvem Danmark har indgået særaftaler, selv søge forkyndelsen gennemført, navnlig over for danske statsborgere.

En stat kan modsætte sig direkte forkyndelse over for andre end udsenderstatens egne statsborgere.

Danmark har afsluttet følgende særaftaler om direkte forkyndelse

1) Den dansk-svenske deklaration af 12. marts 1912 angående ret for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage forkyndelser (UM's bkg. nr. 48 af 14. marts 1912). Deklarationen giver adgang til direkte forkyndelse også for statsborgere i det land, hvor forkyndelsen foretages.

2) Civilproceskonventionen af 29. november 1932 mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland. (UM's bkg. nr. 206 af 24. maj 1933).

Konventionen er senere blevet udvidet til at omfatte en række lande og områder inden for det britiske statssamfund. Flere af disse områder er dog senere blevet selvstændige stater.

Konventionen gælder herefter med sikkerhed i forholdet til Storbritannien og Nordirland, Canada, Australien, New Zealand, Lesotho, Fiji, Tonga, Bahamaøerne, Nauru, Swaziland, Nigeria og Dominica.

Ifølge konventionen kan direkte forkyndelse foretages over for alle andre end statsborgere i det land, på hvis område forkyndelse skal finde sted.

Konventionen hjemler ligeledes forkyndelse gennem de stedlige myndigheder.

d. Fremsendelse af anmodninger om forkyndelse direkte til den ju- dicielle myndighed. Med Forbundsrepublikken Tyskland og Luxembourg samt med Finland, Island, Norge og Sverige har Danmark afsluttet følgende aftaler, hvorefter anmodninger fra danske domstole om forkyndelser kan fremsendes direkte til de kompetente judicielle myndigheder i det andet land

1) Den dansk-tyske deklaration af 1. juni 1910, som ændret ved noteveksling af 6. januar 1932 (UM's bkg. nr. 15 af 29. januar 1932 og JM's cirkulære nr. 57 af 3. marts 1955 og cirkulæreskrivelse af 9. marts 1966).

2) Den dansk-luxembourgske deklaration af 15. januar 1912, som ændret ved noteveksling af 23. februar 1932 (UM's bkg. nr. 20 af 25. januar 1912 og nr. 57 af 11. marts 1932).

3) Nordisk overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp (UM's bkg. nr. 100 af 15. september 1975).

C. Bevisoptagelse, herunder syn og skøn, for domstol

i udlandet

1. Den danske

domstols kendelse

om bevisoptagelse

i udlandet

Hvis en af parterne i en dansk retssag ønsker bevis optaget for en udenlandsk domstol, kan han ifølge retsplejelovens § 342 begære, at vedkommende danske domstol udfærdiger en anmodning til den kompetente udenlandske domstol om at foretage den ønskede bevisoptagelse.

For at begæringen kan tages til følge, må parten give de oplysninger, som kræves til anmodningens udfærdigelse. Ønskes således vidner ført, skal deres navn og bopæl angives og de særlige forhold, hvorom deres forklaring ønskes, samt de dokumenter, der ønskes forelagt dem, eller som de skal opfordres til at fremlægge. Der skal så vidt muligt stilles bestemte spørgsmål til vidnerne. Ønskes skøn afgivet, skal skønsmændenes egenskaber samt de forudsætninger, der skal lægges til grund for skønnet, nærmere angives.

2. Den danske

domstols

anmodning til

den udenlandske

domstol

Anmodningen skal på grundlag af det i kendelsen oplyste indeholde en kort fremstilling af det forhold, der ligger til grund for sagen, samt en nøjagtig gengivelse af, hvad der begæres foretaget, med formulering af de spørgsmål, der ønskes stillet. Endvidere skal anmodningen oplyse, hvorvidt nogen af parterne skal varsles til forretningen og i bekræftende fald varslets længde.

Anmodningen og eventuelle bilag skal, når ikke andet er aftalt, være affattet enten i det lands sprog, til hvilket begæringen rettes, eller være ledsaget af oversættelsen til dette sprog. Oversættelsen skal bekræftes af en autoriseret translatør, hvis underskrift skal legaliseres af Industriministeriet, Udenrigsministeriet og ofte af det pågældende lands ambassade.

3. Anmodningens

fremsendelse til

den udenlandske

domstol

a) Anmodninger i henhold til den i Haag den 1. marts 1954 vedtagne konvention angående civilprocessen (UM's bkg. nr. 33 af 7.6.1960) art. 8-16 om retsanmodninger gælder i forholdet til Belgien, Jugoslavien, Libanon, Marokko, Polen, Rumænien, Schweiz, Sovjetunionen, Suriname, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig. Anmodninger sendes til den danske ambassade i det pågældende land.

b) Anmodninger i henhold til den i Haag den 18. marts 1970 vedtagne konvention om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål (UM's bkg. nr. 117 af 7. december 1973) fremsendes til den centrale myndighed i det land, hvor de skal udføres. Konventionen gælder i forholdet til Amerikas Forenede Stater, Argentina, Barbados, Cypern, Finland, Frankrig, Israel, Italien, Luxembourg, Mexico, Monaco, Nederlandene, Norge, Portugal, Singapore, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Tjekkoslovakiet og Forbundsrepublikken Tyskland.

c) Anmodninger til Forbundsrepublikken Tyskland og Luxembourg samt til Finland, Island, Norge og Sverige kan af den danske domstol fremsendes direkte til den kompetente domstol i det pågældende land.

d) Anmodninger til lande eller områder, der er tilsluttet Civilproceskonventionen af 29. november 1932 mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland, fremsendes til ambassaden i London. Dog skal anmodninger, der skal udføres i Canada, fremsendes til generalkonsulatet i Toronto, medens anmodninger til Australien og Papua New Guinea fremsendes til generalkonsulatet i Sydney og anmodninger til New Zealand og Fiji, til ambassaden i Canberra.

e) Anmodninger til lande, med hvilke Danmark ikke har særlige aftaler på dette område, fremsendes til den danske ambassade i vedkommende land.

4. Repræsentationens

medvirken til

anmodningens

gennemførelse

Når repræsentationen fra en dansk domstol modtager en anmodning om bevisoptagelse, skal den snarest videresende anmodningen til den kompetente myndighed og anmode om, at bevisoptagelsen må blive foretaget i overensstemmelse med de i opholdsstaten gældende regler.

Når den begærede bevisoptagelse har fundet sted, og repræsentationen har modtaget de af domstolen udfærdigede dokumenter herom, fremsendes de til den danske myndighed, fra hvilken repræsentationen modtog anmodningen.

D. Erklæringer og forklaringer for repræsentationen

1. Generelle regler

Efter folkerettens almindelige regler er der ikke tillagt diplomatiske eller konsulære repræsentationer særlig kompetence til at indhente erklæringer eller modtage forklaringer fra personer, bosat i deres distrikt. Dette gælder også, hvor det drejer sig om en person, der er statsborger i det land, repræsentationen repræsenterer.

Repræsentationens bistand på dette område forudsætter derfor, at den person, som ønskes afæsket en erklæring eller forklaring, frivilligt medvirker hertil.

2. Tilvejebringelse

af erklæringer

Når en dansk myndighed, advokat eller privatperson anmoder repræsentationen om at tilvejebringe en erklæring fra en person, der opholder sig i dens distrikt, kan repræsentationen alt efter sagens karakter anmode ham om at indfinde sig på repræsentationen eller i anbefalet brev anmode ham om at afgive erklæringen.

Hvis den pågældende går ind på at afgive den ønskede erklæring, attesteres hans underskrift af repræsentationen, og erklæringen fremsendes derefter til den danske rekvirent.

Hvis han ikke reagerer på gentagne henvendelser fra repræsentationen eller afslår at afgive den ønskede erklæring, underrettes rekvirenten herom.

Om tilvejebringelse af erklæringer i ægteskabssager og i faderskabssager henvises til kapitel IX.

3. Afgivelse af

forklaringer

Hvis en dansk myndighed anmoder repræsentationen om at søge en person i repræsentationens distrikt afæsket en forklaring, opfordres den pågældende til at indfinde sig på repræsentationen. Efterkommer han opfordringen, gøres han bekendt med sagen, hvorefter repræsentationen stiller ham spørgsmål i overensstemmelse med de i anmodningen fra den danske myndighed angivne retningslinier. Spørgsmål og svar nedfældes i et dokument, der undertegnes både af den pågældende og af den embedsmand, der har modtaget forklaringen. Dokumentet fremsendes derefter til vedkommende danske myndighed.

Hvis den person, der skal afgive forklaring, trods gentagne opfordringer ikke indfinder sig på repræsentationen, eller hvis han indfinder sig men afslår at udtale sig, underrettes vedkommende danske myndighed herom.

For så vidt angår fremgangsmåden ved afhøringer i faderskabssager, henvises til kapitel IX, afsnit F. pkt. 2.

E. Fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger

Ved Haagercivilproceskonventionerne er fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger gensidigt indrømmet deltagerlandenes statsborgere. En lignende gensidig fritagelse indeholdes i den dansk-britiske Civilproceskonvention af 29. november 1932, dog kun hvis sagsøgeren er bosat i det land, hvor sagen anlægges.

F. Gratis retshjælp

I enhver af de stater, der har tiltrådt Haagercivilproceskonventionerne, har danske samme adgang til gratis retshjælp som opholdsstatens egne borgere. En lignende gensidig adgang til gratis retshjælp indeholdes i den dansk-britiske Civilproceskonvention af 29. november 1932. Om formidling af ansøgninger om retshjælp findes den europæiske overenskomst af 27.1.1977 (UM's bkg. af 11.11.1986).

G. Forkyndelser og afhøringer i straffesager

Begæringer til et fremmed lands myndigheder om retshjælp i straffesager, f.eks. forkyndelse af en stævning eller en dom eller afhøring af et vidne, skal normalt fremsættes ad diplomatisk vej. En mere direkte fremgangsmåde er dog hjemlet ved følgende overenskomster

1) Protokol af 26. juni 1957 mellem Danmark, Norge og Sverige vedrørende indbyrdes retshjælp (UM's bkg. nr. 59 af 20. oktober 1958). I medfør af protokollen kan danske domstole og anklagemyndigheder fremsende begæringer om forkyndelse og om optagelse af bevis til den kompetente myndighed i de to andre lande.

2) Europæisk konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (UM's bkg. nr. 18 af 17. juli 1963). Konventionen, der er ratificeret af Belgien, Danmark, Finland, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Grækenland, Island, Israel, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Schweiz, Spanien, Sverige, Tyrkiet og Østrig, hjemler i vid udstrækning adgang for danske judicielle myndigheder til at fremsende begæringer om retshjælp direkte til de kompetente judicielle myndigheder i de andre medlemslande. En tillægsprotokol af 17. marts 1978, der vedrører fiskale lovovertrædelser, er ratificeret af Danmark, Finland, Grækenland, Island, Italien, Nederlandene, Norge, Sverige og Østrig (jfr. UM's bkg. nr. 82 af 4. september 1986).

3) Noteveksling af 11. januar og 22. juli 1971 mellem Danmark og Tyskland om gensidig retshjælp i straffesager (UM's bkg. nr. 38 af 30. april 1973). Herefter skal retshjælp i henhold til den ovenfor under 2) omtalte europæiske konvention også ydes, når begæringen angår fiskale strafbare handlinger. De to landes øverste forvaltningsmyndigheder kan samarbejde direkte vedrørende udlevering og retshjælp.

4) Deklaration af 12. marts 1912 med Sverige om gensidig ret for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage forkyndelser (UM's bkg. nr. 48 af 14. marts 1912). Deklarationen, der omfatter forkyndelser både i straffesager og i civile sager, giver danske repræsentationer adgang til at foretage direkte forkyndelser for personer, der opholder sig i Sverige.

5) Konvention af 17. juni 1913 med Sverige om gensidig udlevering af forbrydere (JM's bkg. nr. 176 af 27. juni 1913). Konventionen indeholder i art. 17-19 bestemmelser, der hjemler danske domstole adgang til direkte at anmode den kompetente svenske domstol om at foretage vidneafhøringer og stille bevismidler til disposition.

H. Eftersøgning og udlevering af lovovertrædere

1. Efterlysning

og anholdelse

En person, der i Danmark er sigtet eller dømt for en alvorlig forbrydelse og er flygtet til udlandet, vil blive eftersøgt gennem den internationale politiorganisation INTERPOL, som har hovedkvarter i Paris, eller i et direkte samarbejde mellem danske og udenlandske politimyndigheder. Såfremt eftersøgningen fører til anholdelse af den flygtede person, vil denne blive tilbageholdt, indtil spørgsmålet om udlevering er afgjort.

Såfremt en repræsentation måtte erfare, at en i Danmark efterlyst person opholder sig i repræsentationens virksomhedsområde, bør dette indberettes pr. telex til Udenrigsministeriet med henblik på instruktion.

2. Udlevering

Begæring om udlevering fremsættes normalt ad diplomatisk vej, medmindre der er truffet aftale om anden fremgangsmåde.

Begæringen ledsaget af fornødne dokumenter videresendes snarest efter modtagelsen af repræsentationen til opholdslandets eller det sideakkrediterede lands udenrigsministerium, og repræsentationen bør derefter følge sagen og med jævne mellemrum bringe den i erindring over for det pågældende udenrigsministerium bl.a. for at indhente oplysning om, hvorvidt yderligere materiale er påkrævet for sagens behandling og for at sikre sig, at denne behandling ikke udsættes for unødvendig forsinkelse. Når resultatet af begæringen om udlevering foreligger, indberetter repræsentationen pr. telex. Gives der samtykke til udlevering, vil den pågældende sædvanligvis blive afhentet af danske politifolk, efter at der er truffet aftale om tid og sted for udleveringen. Det bemærkes i denne forbindelse, at en dansk politibetjent ikke i fremmede stater har politibeføjelser.

Flertallet af staterne udleverer ikke egne borgere. Udlevering forudsætter normalt, at den udleverede kun tiltales eller straffes for den eller de i udleveringsbegæringen angivne forhold.

3. Folkeretlige

regler

Under Europarådets auspicier er afsluttet en europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere (UM's bkg. nr. 36 af 28. september 1963). Konventionen er ratificeret af Danmark samt af følgende lande: Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Israel, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Schweiz, Spanien, Sverige, Forbundsrepublikken Tyskland, Tyrkiet og Østrig.

Samtlige bilaterale udleveringstraktater mellem Danmark og andre lande blev opsagt efter vedtagelsen af lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som bygger på Europarådskonventionens principper, bortset fra Danmarks bilaterale udleveringsaftaler med Belgien (25. marts 1876), og Storbritannien (31. marts 1873). Endvidere foreligger nu bilaterale udleveringsaftaler med Canada (30. november 1977) og U.S.A. (22. juni 1972).

4. Udlevering

mellem de

nordiske lande

Mellem de fem nordiske lande finder udlevering sted på grundlag af en koordineret lovgivning, som foreskriver direkte samarbejde mellem landenes kompetente myndigheder.

På grundlag af koordineret lovgivning mellem de fem nordiske lande kan straf idømt i et af landene fuldbyrdes i et andet nordisk land, hvor lovovertræderen måtte have statsborgerret eller fast bopæl.

I. Overførelse af domfældte

I henhold til den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte (UM's bkg. nr. 30 af 14. maj 1987) kan domfældte overføres til afsoning i deres hjemland, forudsat at domslandet, fuldbyrdelseslandet samt strafafsoneren selv samtykker i overførelsen.

Foruden af Danmark er konventionen ratificeret af Canada, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Luxembourg, Nederlandene, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyrkiet, U.S.A. og Østrig.

Den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retskraft (UM's bkg. nr. 64 af 18. juni 1975) åbner mulighed for overførelse, men er i praksis sjældent blevet anvendt. Foruden af Danmark er konventionen ratificeret af Cypern, Nederlandene, Norge, Sverige, Tyrkiet og Østrig.

Med Forbundsrepublikken Tyskland har Danmark foretaget en noteveksling af 19. august 1983 og 5. september 1983, som åbner mulighed for overførelse af domfældte. Med Jugoslavien har Danmark indgået en aftale af 28. oktober 1988 om overførelse af domfældte med henblik på strafafsoning.

KAPITEL VII

Bistand til danske i udlandet

A. Generelle regler

Blandt udenrigstjenestens mangeartede opgaver er en af de vigtigste at beskytte og bistå danske statsborgere i udlandet. Repræsentationen bør derfor på grundlag af dens kendskab til lokale forhold møde den eller de, der søger råd eller bistand, med velvilje og forståelse, og, i det omfang det med rimelighed kan forventes, yde den efter omstændighederne bedst mulige bistand og rådgivning med henblik på at hjælpe bistandssøgende til på egen hånd at søge dennes problem(er) løst. Med andre ord en vigtig opgave og funktion for repræsentationen at yde hjælp til selvhjælp.

Medens der for bistand til søfolk på en række områder gælder særlige regler, jfr. Instruksens Bind 2, findes der ikke i dansk lovgivning generelle bestemmelser om den hjælp, danske statsborgere i udlandet kan gøre krav på eller kan forvente fra udenrigstjenestens side.

Repræsentationen bør som hovedregel søge at bistå i det omfang, det er foreneligt med skik og brug på stedet for diplomatisk og konsulær bistand samt efter de i denne instruks angivne retningslinier. Repræsentationen må under ingen omstændigheder medvirke til handlinger, der er uforenelige med eller indebærer en omgåelse af opholdslandets lovgivning, og kan kun efter forud indhentet bemyndigelse fra Udenrigsministeriet medvirke til handlinger eller foretage skridt, som er egnede til at fremkalde et modsætningsforhold til opholdslandets myndigheder.

Hvor det f.eks. drejer sig om bistand i ulykkestilfælde eller ved sygdom, arrestation eller dødsfald, og hvor det af tidsmæssige grunde ikke er muligt at indhente instruktion fra Udenrigsministeriet, må repræsentationen derfor handle efter konduite. I sådanne tilfælde bør repræsentationen dog straks underrette Udenrigsministeriet om den ydede bistand og omstændighederne herfor.

B. Anmodninger, som bør afvises

En repræsentation skal ikke yde bistand i sager, som normalt ekspederes eller varetages af banker, rejsebureauer og hoteller. Således skal en repræsentation eksempelvis ikke foretage hotelreservationer for private personer eller virksomheder, arrangere rejser, yde lån, bistand til pengeoverførsel eller anden banklignende service bortset fra de i denne instruks beskrevne tilfælde og efter de i instruksen anførte retningslinier. En repræsentation er ej heller forpligtet til at bistå danske statsborgere med at opnå arbejde, opholds- og arbejdstilladelse i repræsentationens virksomhedsområde.

Såfremt en repræsentation modtager en henvendelse eller anmodning om bistand til varetagelse af en ikke-dansk statsborgers interesser i Danmark, f.eks. de i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser artikel 5 omtalte spørgsmål, bør den pågældende henvises til eget udenrigsministerium eller diplomatisk/konsulær repræsentation i Danmark.

C. Økonomisk bistand under midlertidigt ophold i udlandet

En række lande vil i et vist omfang yde nødstedte udlændinge bistand, selvom deres ophold kun er midlertidigt. Bliver de syge, eller tilstøder der dem en ulykke, vil de lokale myndigheder normalt drage omsorg for fornøden lægehjælp og indlæggelse på hospital, men står de - selvforskyldt eller ikke - pludselig uden midler til at betale kost og logi, vil opholdslandets myndigheder som regel henvise dem til at søge bistand hos deres eget lands repræsentation. Nogen egentlig folkeretlig forpligtelse for opholdsstaten til økonomisk at understøtte udlændinge, som midlertidigt opholder sig i landet, kan næppe antages at foreligge, og i lande med en lidet udviklet offentlig forsorg er den bistand, udlændinge vil kunne regne med fra myndighedernes side, i hvert fald af begrænset omfang.

Danske, der midlertidigt opholder sig i udlandet, vil derfor, hvis de kommer i nød, ofte være henvist til at søge bistand hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer.

Økonomisk bistand - hvad enten det drejer sig om kontant bistand eller udlæg til hjemrejsebillet, lægehjælp, hospitalsophold etc. - bør repræsentationen kun yde under iagttagelse af følgende retningslinier

1. Bemyndigelse fra

Udenrigsministeriet

Økonomisk bistand - af hvad art den end måtte være - bør principielt kun ydes efter forud indhentet bemyndigelse fra Udenrigsministeriet samt med henblik på hjemrejse til Danmark i forbindelse med et midlertidigt ophold i udlandet.

Der ydes ikke bistand til overførsel af penge til videre rejse i udlandet, medmindre ganske særlige omstændigheder og forhold måtte gøre sig gældende. Anmodning om sådan overførsel bør derfor normalt henvises til at foretages via pengeinstitutter. Imidlertid varierer mulighederne for overførsel af penge via pengeinstitutterne meget fra land til land, og repræsentationen bør derfor altid være nøje orienteret om de muligheder, som i så henseende består i opholdslandet, således at en bistandssøgende kan vejledes om den enkleste og hurtigste måde for pengeoverførsel, som kan anvendes uden udenrigstjenestens medvirken.

Den bistandssøgende skal ved henvendelse hos en repræsentation med udsendt personale anmodes om selv at udfylde den særlige formular "Anmodning om økonomisk bistand". Det påhviler repræsentationen nøje at kontrollere, at samtlige de i formularen ønskede oplysninger er fyldestgørende, før sagen forelægges for Udenrigsministeriet. Det er i denne forbindelse af særlig betydning for en hurtig og sikker ekspedition i Udenrigsministeriet, at den bistandssøgendes CPR-nummer foreligger, bl.a. fordi en bistandssag i Udenrigsministeriet bygger på og lokaliseres ved CPR-nummeret. Det er videre af betydning for en hurtig og sikker sagsbehandling, at bistandssøgende opgiver alternative referencer i Danmark, såsom slægtninge, venner, bankforbindelse og lign., med hvilke Udenrigsministeriet vil kunne tage forbindelse med henblik på at arrangere en eller anden form for garantistillelse for den ønskede bistand.

2. Bistand ved

sygdom eller

dødsfald

Den offentlige sygesikring dækker inden for en periode på maksimalt to (2) måneder efter udrejsedato fra Danmark ved ferierejser i følgende område

Europæiske lande - mod øst frem til Ural - Grønland, Færøerne, samtlige lande med kystlinier til Middelhavet samt Jordan, De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne.

Den offentlige sygesikring dækker ikke i forbindelse med forretningsrejser eller for deltagere i faglige kongresser eller konferencer eller for professionelle sportsudøvere.

Repræsentationer, som måtte modtage henvendelse om bistand til personer, der enten er dækket af den offentlige sygesikring eller måtte være forsikret i Europæiske Rejseforsikring A/S, skal anmelde sagen til

EUROPÆISKE Tlf.: + 45 31 31 27 01 Telex: 16864 EUROP DK Telefax: 31 31 12 32 og i tilfælde af alvorlig sygdom eller dødsfald kan sagen også anmeldes til: SOS-INTERNATIONAL Tlf.: + 45 31 21 65 66 Telex: 15124 SOS DK.

I tilfælde af sygdom - lægebehandling, hospitalsindlæggelse, sygehjemtransport - hvor den pågældende ikke måtte være omfattet af den offentlige sygesikring, er det af betydning for udenrigstjenestens medvirken, at repræsentationen får så nøjagtige og fyldestgørende oplysninger om, i hvilket forsikringsselskab der i givet fald måtte være tegnet forsikring og i bekræftende fald forsikringspolicenummer og forsikringsbeløb.

Det bemærkes, at udgifter ved sygdom eller dødsfald forårsaget af misbrug af euforiserende stoffer ikke dækkes af den offentlige sygesikring.

3. Uden bemyn-

digelse fra

Udenrigsministeriet

I tilfælde af henvendelse om økonomisk bistand, hvor repræsentationen vurderer, at der foreligger sådanne omstændigheder, at der ikke er tid til at forelægge sagen for Udenrigsministeriet og indhente bemyndigelse, vil repræsentationen efter eget skøn og på egen hånd kunne yde den strengt nødvendige bistand. Repræsentationen skal straks indberette herom.

4. Økonomisk

bistand til

ikke-danske

statsborgere

med fast bopæl

i Danmark

Nordiske statsborgere og andre udlændinge med fast bopæl i Danmark og disses familiemedlemmer (ægtefælle og fælles børn) vil efter omstændighederne kunne ydes bistand efter samme retningslinier, som gælder for bistand til danske statsborgere.

Indehavere af dansk rejsedokument for flygtninge eller af dansk fremmedpas vil kunne ydes økonomisk bistand efter samme retningslinier, som gælder for danske statsborgere, dog forudsat at det udstedte rejsedokument fortsat er gyldigt, at opholdet i udlandet er af midlertidig karakter, samt at opholdet ikke har strakt sig eller vil komme til at strække sig over mere end seks (6) på hinanden følgende måneder, idet en dansk opholds/arbejdstilladelse ellers normalt bortfalder. I visse tilfælde kan et længere ophold i udlandet dog accepteres, og sådanne sager skal derfor altid via Udenrigsministeriet forelægges Direktoratet for Udlændinge (DFU), og i tilfælde af manglende referencer i Danmark også for de sociale myndigheder i bistandssøgendes seneste opholdskommune i Danmark.

5. Bistand ydet af

repræsentationer

uden udsendt

personale,

d.v.s. honorære

repræsentationer

De honorære repræsentationer bør følge de ovenfor i pkt. 1-4 anførte retningslinier, bortset fra anvendelsen af den særlige formular "Anmodning om økonomisk bistand", idet de honorære repræsentationer ved anmodning om og ydelse af økonomisk bistand skal benytte en refusionserklæring af følgende ordlyd

REFUSIONSERKLÆRING Pledge to repay loan

Undertegnede, hvis personlige data findes anført på nærværende erklæring, anerkender herved, at jeg af

I, the undersigned, whose personal data are listed below, hereby acknowledge the receipt of loan advanced by

---------------------------------------------------------------------

(repræsentationens betegnelse og sted)/ (designation and place of

Consular Mission)

som lån har modtaget et beløb af/ in the amount of

således som nærmere specificeret nedenfor/ as specified below.

Jeg forpligter mig til at tilbagebetale repræsentationen eller

Udenrigsministeriet det udlagte beløb og giver mit samtykke til, at

det kan indeholdes i min fremtidige arbejdsfortjeneste.

I undertake to repay to the Consular Mission or the Ministry of

Foreign Affairs the loan advanced and consent to the loan being

deductible from my future wages and/or salary.

------------------------------------- ----------------------- (sted)/ (Place) (dato)/ (Date) ------------------------------------- (underskrift)/ (Signature) Fulde navn/ Name in full: Stilling/ Occupation: Fødselsdato/ Date of birth: Fødested/ Place of birth: Pas nr./ Passport No.: af / 19 dated

Pas udstedt af/ Passport issued by

CPR-nr./ Personal Registration Number

Midlertidig adresse/ Temporary address

Adresse i hjemlandet/ Permanent address

Referencer i Danmark/ References in Denmark

Årsag til bistand/ Reason for assistance

Kontant udbetalt/ Disbursed in cash

Kost og logi/ Board and lodging

Billetindkøb/ Purchase of ticket

Andre udlæg/ Other disbursements

Total/ Total

De honorære repræsentationer kan rekvirere refusionsformularer hos Udenrigsministeriets papirforvaltning.

Det er vigtigt, at samtlige de i refusionserklæringen udbedte oplysninger opgives på fyldestgørende måde. Det for Udenrigsministeriet beregnede eksemplar af refusionserklæringen indsendes vedlagt en indberetning om omstændighederne, som har motiveret ydelse af økonomisk bistand.

Såfremt bistandssøgende har modtaget økonomisk bistand samt lovet at tilbagebetale beløbet direkte til den bistandsydende repræsentation inden for en nærmere angiven tidsfrist og dette ikke overholdes, bør repræsentationen anmode Udenrigsministeriet om at forfølge sagen over for den pågældende.

D. Økonomisk bistand til danske statsborgere med fast bopæl i udlandet

1. Lovgivning

og praksis

En dansk statsborger med fast bopæl i udlandet, som kommer i nød, kan normalt ikke påregne økonomisk bistand fra udenrigstjenesten og bør som hovedregel henvises til at søge bistand hos opholdslandets myndigheder. Repræsentationen bør dog, hvor det måtte være påkrævet, bistå den pågældende danske statsborger til at opnå den understøttelse/bistand, som måtte være hjemlet i opholdslandets sociale lovgivning.

I lovgivning og praksis yder de fleste stater i princippet nødlidende udenlandske statsborgere, der er fast bosat i landet, hjælp efter væsentlig samme regler, som gælder for landets egne borgere, og opholdsstaten kan altid på egen bekostning hjemsende en nødlidende udlænding til dennes hjemland. Såfremt spørgsmålet om hjælp fra opholdsstaten til en dansk statsborger bliver aktuelt, vil repræsentationen kunne bekræfte, at dette princip følges i Danmark over for fremmede statsborgere, og at man fra dansk side forventer gensidighed på dette område.

Princippet om opholdsstatens pligt til at understøtte udlændinge med fast bopæl i opholdsstaten er yderligere udbygget i en række konventioner og bilaterale overenskomster, som Danmark har tilsluttet sig. Det gælder således den nordiske konvention om social tryghed af 5. marts 1981 med efterfølgende ændringer og den europæiske konvention af 11. december 1953 om social og sundhedsmæssig hjælp. Desuden har Danmark indgået bilaterale overenskomster om social tryghed med Forbundsrepublikken Tyskland (14. august 1953), Frankrig (30. juni 1951 med senere ændringer), Schweiz (21. maj 1954 og tillægsoverenskomst af 15. november 1962) samt Storbritannien (27. august 1959).

2. Understøttelse

fra danske

myndigheder

I lande, som ikke følger international sædvane på dette område og ikke har tilsluttet sig en af de under pkt. 1 nævnte internationale konventioner eller bilaterale overenskomster, eller i lande, hvor social forsorg ikke findes eller er lidet udviklet, kan der dog blive tale om at søge opnået en understøttelse fra den danske stat til en fastboende dansker, som savner det fornødne til livets ophold, eller i givet fald at søge den pågældende hjemsendt for statens regning. Ofte vil de danske myndigheder foretrække, at den nødstedte forbliver på opholdsstedet, hvor der er størst mulighed for, at han kan tjene til livets ophold, således at en begrænset understøttelse kan ydes som hjælp til selvhjælp, fremfor at han hjemsendes til Danmark, hvor han måske udelukkende vil være henvist til social forsorg.

I tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om at yde en regelmæssig understøttelse til en i udlandet bosat dansker, bør repræsentationen forelægge sagen for Udenrigsministeriet med udførlige oplysninger om vedkommendes personalia. Navnlig bør det i indberetningen oplyses, hvor og hvornår den pågældende er født, hvor han har opholdt sig siden sit fyldte 18. år og hvor lang tid på hvert sted; endvidere bør vedlægges en attest fra myndighederne på det sted, hvor han er bosiddende, om, at han ikke har opnået indfødsret i opholdslandet. Indberetningen bør slutte med en indstilling om størrelsen af den understøttelse, det efter repræsentationens skøn vil være nødvendigt at yde.

E. Bistand i straffesager

1. Alvorligere

lovovertrædelser,

herunder fængsling

En repræsentation bør, straks efter at den har modtaget meddelelse om eller har erfaret at en dansk statsborger er blevet arresteret eller tiltales for en alvorligere lovovertrædelse, søge tilvejebragt følgende oplysninger, som forelægges Udenrigsministeriet

a. Arresteredes navn, adresse og CPR-nummer.

b. Pårørende i Danmark, som af arrestanten ønskes underrettet.

c. Lovovertrædelsens art og omfang.

d. Strafferamme og sandsynlig straf.

e. Regler for offentlig beskikkelse af forsvarer og værdien af sådant forsvar.

f. Vilkårene for privat advokatbistand og salærsats.

g. Vilkårene for anvendelse af tolk.

h. Varetægtens formodede længde og arrestforholdene.

i. Mulighederne for løsladelse mod eller uden kaution.

Ifølge folkerettens regler og Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser kan opholdslandets myndigheder ikke nægte en frihedsberøvet udlænding adgang til at sætte sig i forbindelse med sit lands diplomatiske eller konsulære repræsentation.

Repræsentationen bør søge udvirket, at den snarest muligt får adgang til en personlig samtale med den frihedsberøvede - medmindre denne ikke måtte ønske det - for at erfare, hvorvidt arrestanten måtte have særlige ønsker med hensyn til juridisk (udgifter til advokatbistand skal afholdes af den pågældende selv) eller anden bistand som f.eks. særlig kostforplejning, medicin eller økonomisk bistand fra pårørende i Danmark.

Såfremt repræsentationen skønner, at frihedsberøvelse er sket i strid med almindelig anerkendte retsprincipper, bør repræsentationen forelægge sagen for Udenrigsministeriet med henblik på bemyndigelse til eventuelt at foretage en demarche over for opholdslandets myndigheder. En sådan demarche må som hovedregel ikke kunne opfattes som et udtryk for mistillid til lovligheden af det eller de skridt, som opholdslandets myndigheder har taget i sagen.

Såfremt repræsentationen kan udvirke tiltalefrafald eller løsladelse på betingelse af, at den pågældende hjemsendes ved repræsentationens foranstaltning, skal dette forelægges Udenrigsministeriet med henblik på at opnå bemyndigelse til afholdelse af hjemtransportudgifter.

Repræsentationen bør til stadighed holde sig orienteret om sagens forløb og bør videre sørge for, at den frihedsberøvede - såfremt denne måtte ønske det - modtager besøg af en medarbejder ved repræsentationen eller anden person, som er repræsentationen bekendt, og til hvem der kan fæstes særlig tillid (f.eks. honorær konsul, dansk præst i udlandet). Spørgsmålet om hyppigheden af besøg hos frihedsberøvede må bero på repræsentationens eget skøn under hensyntagen til omstændighederne i hver enkelt sag og lokale forhold iøvrigt (fængslets beliggenhed i forhold til repræsentationen, lokale bestemmelser om besøg for frihedsberøvede m.v.).

2. Mindre

forseelser

Såfremt en dansk statsborger i udlandet arresteres eller tiltales for en mindre forseelse eller lovovertrædelse, vil repræsentationen kunne bidrage til opklaring af misforståelser (sprogvanskeligheder, ukendskab til lokale forhold) og muligvis få sagen løst.

Disse sager skal ikke indberettes til Udenrigsministeriet, medmindre ganske særlige omstændigheder efter repræsentationens skøn taler herfor.

3. Løsladelse

og udvisning

Løslades en arrestant midlertidigt mod eller uden kaution, må repræsentationen ikke over for de lokale myndigheder afgive garanti for den pågældendes forbliven i landet eller for afholdelse af udgifterne ved hans fortsatte ophold i landet.

Overtrædelse af opholdslandets lovgivning kan i en række lande ofte medføre udvisning. Udgifterne i forbindelse hermed er i princippet den danske stat uvedkommende.

Anmoder opholdsstatens myndigheder repræsentationen om at udstede dansk pas for en person, som agtes udvist, bør repræsentationen i første omgang søge at fremskaffe den pågældendes pas, såfremt dette er blevet beslaglagt ved arrestationen. Er dette ikke muligt, bør repræsentationen sikre sig, at den pågældende er dansk statsborger og i tvivlstilfælde forelægge sagen for Udenrigsministeriet.

Når en repræsentation bringer i erfaring, at en dansk statsborger er eller vil blive udvist af opholdslandet på grund af kriminelle forhold, bør de lokale myndigheder anmodes om udskrift af de straffedomme, som er overgået den pågældende. Udskrifterne indsendes til Udenrigsministeriet til videregivelse til Justitsministeriet.

4. Honorære

repræsentationers

opgaver

En honorær repræsentation bør senest 24 timer efter at den har fået kendskab til, at en dansk statsborger er blevet frihedsberøvet inden for repræsentationens virksomhedsområde, underrette den overordnede udsendte repræsentation med henblik på at indhente vejledning eller instruks. Den overordnede repræsentation træffer afgørelse om, hvorvidt sagen skal forelægges Udenrigsministeriet.

Såfremt sagen er af særlig hastende karakter, vil den honorære repræsentation kunne forelægge den direkte for Udenrigsministeriet med samtidig underretning til den overordnede repræsentation.

F. Bistand ved dødsfald i udlandet

1. Generelt

Den bistand og de foranstaltninger en repræsentation skal og bør udføre i forbindelse med et dødsfald i udlandet varierer betydeligt, alt efter bl.a. om afdøde havde fast bopæl i Danmark eller i udlandet, og om afdøde havde tegnet gyldig forsikring eller ej. En repræsentation er ofte første instans, som underrettes om, at en dansk statsborger under midlertidigt ophold i repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden. Tilsvarende vil en repræsentation også ofte være den første, som underrettes om, at en dansk statsborger med fast bopæl inden for repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden, men har nærmeste pårørende bosiddende i Danmark. Repræsentationerne og Udenrigsministeriet har derfor en vigtig opgave med henblik på hurtig underretning af pårørende. I Danmark sker dette altid ved den lokale politimyndighed efter anmodning fra Udenrigsministeriet, medmindre underretning er sket ved f.eks. et forsikringsselskabs mellemkomst.

2. Dødsfald under

midlertidigt ophold

i udlandet

Når en repræsentation erfarer eller underrettes om, at en dansk statsborger eller en ikke-dansk statsborger med gyldig dansk opholds- og arbejdstilladelse (fast bopæl i Danmark) under et midlertidigt ophold i repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden, skal repræsentationen hurtigst muligt søge afdødes identitet bekræftet (f.eks. afdødes pas, oplysning fra rejseledsager(e), lokal myndigheds bekræftelse) og derefter pr. telex indberette til Udenrigsministeriet om dødsfaldet, herunder afdødes fulde navn, adresse og CPR-nummer, dødsårsagen, tid og sted for dødsfaldet samt eventuelle pårørende i Danmark. Oplysninger om tegnet forsikring og forsikringsselskab bør også indgå i indberetningen.

Såfremt der består usikkerhed med hensyn til identificering af afdøde, kan repræsentationen anmode Udenrigsministeriet om at søge fremskaffet oplysninger om særlige kendetegn, såsom fødselsmærker, tatovering o.lign. I vanskelige tilfælde vil f.eks. afdødes tandkort kunne være af stor betydning.

I det omfang, den offentlige sygesikring dækker (jfr. under pkt. B, 2), bør Europæiske Rejsesygeforsikring A/S underrettes.

3. Obduktion ved

dødsfald i udlandet

I mange lande findes der bestemmelser om at obduktion skal foretages, hvis dødsfaldet indtræder uden for sygehus.

Såfremt der ikke foretages obduktion, og repræsentationen nærer mistanke om, at en forbrydelse kan være årsag til dødsfaldet, eller en fejlagtig angiven dødsårsag foreligger, bør repræsentationen hurtigst muligt forelægge sagen for Udenrigsministeriet med henblik på instruktion, herunder indhentelse af pårørendes samtykke til obduktion. I bekræftende fald skal repræsentationen sørge for indsendelse af obduktionsrapport samt rapport om politiundersøgelsen.

4. Registrering

og hjemsendelse af

efterladenskaber

a. Registrering. Repræsentationen bør i forståelse med de stedlige myndigheder og afdødes eventuelle rejseledsager(e) søge afdødes efterladenskaber registreret og hjemsendt til Danmark, idet en skiftebehandling af sådanne efterladenskaber i henhold til dansk ret principielt henhører under skifteretten på afdødes hjemsted.

Registreringen bør i tilfælde af efterladenskaber af større værdi foretages i overværelse af to (2) vidner, der sammen med den, der foretager registreringen (stedlig myndighed eller repræsentationen) underskriver fortegnelsen.

Såfremt afdøde var ledsaget af sin ægtefælle, og efterladenskaberne består af normal rejsebagage, rejsevaluta m.v., vil repræsentationen kunne afstå fra registrering, men bør foreholde ægtefællen, at en registrering, specielt af værdigenstande (ur, smykker o.lign.) er i dennes interesse.

Med hensyn til afdødes pas bør repræsentationen sørge for, at dette annulleres ved stempling af passets sider med oplysninger om pasindehaver m.v. eller ved gennemhulning af passet og afklipning af to (2) hjørner.

b. Hjemsendelse. Hvis efterladenskaberne tages i forvaring af stedlige myndigheder, bør repræsentationen snarest søge disse udleveret med henblik på hjemsendelse til Udenrigsministeriet.

Hvis de stedlige myndigheder ikke tager efterladenskaber i varetægt, bør de opbevares af repræsentationen og af denne hjemsendes på betryggende måde.

Forsendelser af efterladenskaber til Udenrigsministeriet skal være tydeligt mærket "Værdiforsendelse - Efterladenskaber" samt referere til tidligere indberetning/meddelelse om dødsfaldet.

Såfremt det efter omstændighederne måtte vise sig mest praktisk, vil efterladenskaber kunne udleveres til eventuelt ledsagende ægtefælle, slægtninge eller andre rejseledsagere, hvis pålidelighed repræsentationen ikke har grund til at betvivle. Der bør i så fald udfærdiges en kvittering for efterladenskabernes modtagelse, eventuelt ved en påtegning herom på en kopi af registreringsfortegnelsen.

5. Hjemsendelse

af lig/urne

Er afdøde omfattet af den offentlige sygesikring eller forsikret hos Europæiske Rejsesygeforsikring A/S eller andet forsikringsselskab, vil repræsentationen blive anmodet af en af sidstnævnte om at sørge for hjemsendelse af afdøde. I andre tilfælde vil hjemsendelse ske efter instruks fra Udenrigsministeriet.

Såfremt lokal begravelse kan blive aktuel, skal sagen hurtigst muligt forelægges for Udenrigsministeriet med henblik på instruktion.

I tilfælde af kremering af afdøde bør de pårørendes ønsker som regel være afgørende. Askeurner skal adresseres enten til Udenrigsministeriet eller en bedemandsforretning i Danmark eller kontoret ved den kirkegård, hvor bisættelse skal finde sted. Askeurnen skal være ledsaget af en af en kompetent myndighed udstedt dødsattest samt en ligbrændingsattest. Der er ingen indklareringsformaliteter i Danmark for askeurner.

Danmark har endnu ikke tiltrådt den europæiske konvention af 26. oktober 1973 om transport af lig (tiltrådt af Belgien, Cypern, Grækenland, Island, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal, Schweiz, Sverige, Tyrkiet og Østrig), men gældende danske bestemmelser (Indenrigsministeriets bkg. nr. 152 af 14. april 1983 og Sundhedsstyrelsens cirk. af 26. september 1983 om transport af lig til og fra udlandet) opfylder konventionens forskrifter.

Ligkister, som skal være ledsaget af et af en kompetent myndighed udstedt ligpas, kan ligeledes frit indføres og udleveres uden indklareringsformaliteter.

Kisten skal være af en vis beskaffenhed. Den skal være udført i et materiale, som er uigennemtrængeligt for fugt samt indeholde et væskeopsugende materiale (f.eks. tørvesmuld eller trækulspulver). Kisten skal bestå enten af en udvendig trækiste (mindst 20 mm sider) og en indvendig kiste af omhyggeligt sammenloddet zink eller af en enkelt trækiste, hvis sider er mindst 30 mm tykke og foret med et lag zink. Ved transport af kisten med fly skal endvidere medfølge en balsameringsattest.

Ifølge en uformel overenskomst mellem de nordiske lande skal Europarådskonventionens bestemmelser med visse modifikationer finde anvendelse.

I de lande, som ikke er tilsluttet Europarådskonventionen om transport af lig, eller hvor der ikke måtte findes kompetent myndighed, må repræsentationen selv udfærdige det fornødne ligpas med sålydende tekst

--------------------------------------------------------------------- LIGPAS

Efter at samtlige bestemmelser vedrørende emballering og transport

af lig i kiste nøje er iagttaget, skal liget af (navn) født den

(dato) i (sted), død den (dato) transporteres fra (sted) til

(sted) med (transportmiddel).

Samtlige autoriteter i de lande, hvorigennem transporten finder

sted, anmodes om, at liget passerer frit og uhindret.

(repræsentationen i (sted) den (dato)) (stempel) (underskrift og stilling) J.nr. ---------------------------------------------------------------------

Forinden ligpas udstedes, bør repræsentationen kræve følgende forelagt

a) Officiel dødsattest.

b) Erklæring fra embedslæge eller anden kompetent myndighed om, at der ikke af sundhedsmæssige grunde er betænkeligheder ved transporten.

c) Attest fra bedemand eller kompetent myndighed om, at liget er lagt i kisten på forskriftsmæssig måde, og at kisten kun indeholder liget af afdøde.

Ovennævnte erklæringer skal vedhæftes ligpasset.

Sundhedsstyrelsen modsætter sig ikke, at den amerikanske kistetype anvendes.

6. Fast bopæl

i udlandet

En repræsentation bør altid indberette pr. telex, så snart den erfarer, at en i repræsentationens virksomhedsområde fastboende dansk statsborger er afgået ved døden, og at afdødes nærmeste slægtninge bor i Danmark og ikke ad anden vej kan forventes at blive underrettet om dødsfaldet.

Foranstaltes begravelse af afdøde ikke af slægtninge eller pårørende, og træffer de stedlige myndigheder ikke på eget initiativ foranstaltning til begravelsen, bør repræsentationen anmode de lokale myndigheder om at drage omsorg for passende begravelse.

Udgifter i forbindelse med begravelsen, som i princippet er den danske stat uvedkommende, bør afholdes af afdødes efterladte midler eller, i det omfang disse måtte være utilstrækkelige, af de stedlige myndigheder.

Begravelse ved repræsentationens foranstaltning bør normalt kun finde sted efter instruktion fra Udenrigsministeriet eller i tilfælde, hvor stedlige religiøse eller kulturelle forhold bevirker, at begravelse ikke bør foretages ved de stedlige myndigheders foranstaltning.

7. Honorære

repræsentationers

opgaver

Såfremt en honorær konsulær repræsentation erfarer, at en i Danmark bosat person eller en inden for repræsentationens distrikt bosiddende dansk statsborger er afgået ved døden, skal den overordnede myndighed straks underrettes med henblik på instruktion om videre foranstaltninger.

G. Bistand ved naturkatastrofer, flyulykker m.v.

Ved naturkatastrofer og ulykker, hvori danske er impliceret, skal repræsentationen yde enhver mulig bistand. Udenrigsministeriet skal hurtigst muligt underrettes om navn og adresse på implicerede danske statsborgere med henblik på underretning af pårørende. Repræsentationen bør i samme forbindelse søge indhentet så korrekte oplysninger som muligt om situationen samt træffe de foranstaltninger, som ulykken måtte give anledning til. Repræsentationen bør herefter holde Udenrigsministeriet løbende underrettet om udviklingen. I forbindelse med naturkatastrofer er det af særlig betydning, at repræsentationen i størst muligt omfang søger kontakt med danske statsborgere, som måtte være bosiddende inden for repræsentationens virksomhedsområde, og indberette herom til Udenrigsministeriet.

Repræsentationen er bemyndiget til at afholde alle nødvendige udgifter, men bør, hvis tiden tillader det, forud indhente Udenrigsministeriets godkendelse.

Specielt ved flyulykker vil der være behov for en hurtig og effektiv indsats fra den stedlige repræsentation over for de lokale myndigheder bl.a. for at forhindre, at omkomne danske bliver begravet på stedet, og for at muliggøre hurtig identifikation og eventuel hjemtransport af døde og sårede.

Da der ved flyulykker ofte er tale om betydelige identifikationsvanskeligheder på grund af ligenes tilstand, kan der blive tale om at udsende en ekspertgruppe fra Danmark, der på grundlag af medbragte identifikationsoplysninger, herunder især tandkort, er i stand til at gennemføre identifikationen, hvor de lokale myndigheder på forhånd ville anse det for umuligt.

H. Spørgsmål om værnepligt

1. Værnepligt

i Danmark

a. Generelt. Ifølge lov om værnepligt nr. 213 af 30. maj 1980 omfatter værnepligten enhver dansk mand. Den, der tillige er statsborger i en fremmed stat, kan dog være fritaget for værnepligten i medfør af international overenskomst eller bilaterale aftaler med andre lande, jfr. nedenfor under pkt. 2. Endvidere kan personer, der har gjort værnepligtstjeneste eller har gennemgået uddannelse i en fremmed stats forsvar, af Værnepligtsnævnet helt eller delvis fritages for dansk værnepligtstjeneste. Ansøgning indsendes til Værnepligtsstyrelsen, Taastrup Stationscenter, Selsmosevej 2, Postbox 76, 2630 Tåstrup.

Værnepligtsstyrelsen kan tillade udenlandske mænd at gøre værnepligtstjeneste, når særlige omstændigheder taler for det, og dette ikke strider mod overenskomst med fremmed stat.

b. Registrering. De værnepligtige registreres på grundlag af Det Centrale Personregister (CPR).

c. Møde for sessionen. Pligten til at møde for sessionen indtræder i det år, hvori den værnepligtige fylder 18 år, medmindre Værnepligtsstyrelsen bestemmer, at den først skal indtræde senere. Det er en forudsætning for mødepligten, at den værnepligtige har fast bopæl i Danmark. Mødepligten indtræder ikke ved midlertidigt ophold under tre måneder. Der kan gives værnepligtige udsættelse med at møde på session indtil udgangen af det år, hvori de fylder 25 år, hvis det godtgøres, at en sådan udsættelse af hensyn til deres uddannelse eller af andre grunde vil være af særlig betydning.

Det kan på sessionen pålægges en værnepligtig, der ikke er tilstrækkeligt udviklet eller lider af en midlertidig svaghed eller sygdom, at møde for en senere session. Værnepligtige, der ikke er blevet endeligt sessionsbehandlede inden deres fyldte 30 år, kan ikke udskrives.

d. Aftjening af værnepligten. De værnepligtige, der er udskrevet på sessionen, indkaldes til aftjening af værnepligten inden for forsvarets forskellige grene. Aftjening af værnepligten kan imidlertid også ske inden for Civilforsvaret, eller hvis indkaldelse til værnepligt måtte stride mod den pågældendes samvittighed, kan der søges om overførsel til civilt arbejde (militærnægtertjeneste) eller under særlige omstændigheder ved bistandsarbejde i udviklingslande. Ansøgning om disse alternative aftjeningsmuligheder skal rettes til Værnepligtsstyrelsen.

Der kan gives værnepligtige udsættelse med indkaldelsen indtil udgangen af det år, hvori de fylder 26 år, når det godtgøres, at en sådan udsættelse af hensyn til deres uddannelse eller af andre grunde vil være af særlig betydning for dem.

Yderligere udsættelse kan kun gives værnepligtige, der godtgør, at en udsættelse er af væsentlig betydning for deres eller deres pårørendes velfærd. Udsættelse ud over udgangen af det år, hvori den værnepligtige fylder 26 år, meddeles for indtil 1 år ad gangen og kan, såfremt de nævnte forhold stadig foreligger, gives for i alt tre (3) år. Herefter kan værnepligtige, hvis en fritagelse har afgørende betydning for deres eller deres pårørendes velfærd, helt fritages for aftjening af værnepligt.

Værnepligtige, der ikke inden deres 32. år har påbegyndt værnepligtstjenesten, kan ikke indkaldes.

e. Særlige regler for søfarende. Værnepligtige, der er forhyrede på skibe, der sejler i udenrigsfart, herunder fart på Færøerne og Grønland, skal, første gang de kommer til Danmark efter det halvår, i hvilket deres fødselsårgang møder for session, henvende sig til Værnepligtsstyrelsen for at blive sessionsbehandlede.

f. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet. Som det fremgår af ovenstående, er værnepligtige, der har fast bopæl uden for Danmark, ikke pligtige til at møde for sessionen i Danmark.

Såfremt en dansk statsborger, der har fast bopæl i udlandet, ønsker at gøre dansk værnepligtstjeneste, vil han efter aftale med Værnepligtsstyrelsen kunne møde for sessionen på et af landets sessionssteder. Ved fremmødet for sessionen skal der medbringes lægeattester vedrørende eventuelle lidelser, der kan have betydning for den pågældendes egnethed. Hvis den fremmødte findes egnet eller begrænset egnet, vil der kunne ansøges om hurtig indkaldelse til aftjening af værnepligt. Omkostningerne ved den pågældendes rejse i forbindelse med mødet for sessionen afholdes af den pågældende selv, hvorimod rejsen i Danmark til vedkommende tjenestested i forbindelse med indkaldelsen sker på fribillet.

2. Værnepligt

i udlandet

Da danske, der er bosat i udlandet, er underkastet opholdslandets love, vil de - i det omfang den pågældende lovgivning i opholdslandet pålægger også de der bosatte udlændinge værnepligt - ikke kunne unddrage sig denne pligt, medmindre de er fritaget for værnepligten i henhold til en mellem Danmark og opholdslandet afsluttet overenskomst.

Danmark har indgået bilaterale aftaler med en række lande, som gensidigt tilsikrer det ene lands statsborgere fritagelse for værnepligt i det andet land samt overenskomster, som sikrer, at personer med dobbelt statsborgerret ikke undergives værnepligt i mere end eet land, hvilket normalt er det land, hvor den pågældende har fast bopæl. Endvidere har Danmark ratificeret den europæiske konvention af 6. maj 1963 med efterfølgende ændringer om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

Forespørgsler om værnepligtsforhold bør i tvivlstilfælde forelægges Udenrigsministeriet eller direkte for Indenrigsministeriet.

KAPITEL VI

Pas, visum, flygtningesager,

indrejsebestemmelser m.v., kørekort

A. Pas

1. Repræsentationer-

nes bemyndigelse

til at udstede pas

Danske diplomatiske og konsulære repræsentationer med undtagelse af vicekonsulater er bemyndiget til at udstede pas for personer, der har dansk indfødsret, og som er bosat eller opholder sig i repræsentationens distrikt.

I Finland, Island, Norge og Sverige, hvortil danske kan rejse uden pas, kan repræsentationerne dog som hovedregel kun udstede pas til personer, der kan dokumentere, at de er fast bosat i det pågældende land. Til danske, hvis ophold er midlertidigt, kan pas ikke udstedes uden bemyndigelse - medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende - fra

Rigspolitichefen Afdeling D - Udlandspasregisteret Postbox 120 2650 Hvidovre Telefax 36 48 36 93 Telefon 36 48 18 85 Telex 22653

Pas kan kun lyde på en enkelt person, bortset fra tilfælde hvor børn under 15 år optages i forældres eller nærstående personers pas, jfr. pkt. 5.

Såfremt en repræsentation måtte være i tvivl om, hvorvidt betingelserne for pasudstedelse er til stede, forelægges sagen direkte for Rigspolitichefen, afd. D, Udlandspasregisteret.

2. Begæring om pas

Danske, der ansøger om pas, skal i to (2) eksemplarer udfylde og underskrive et særligt spørgeskema, af hvilke repræsentationerne, i god tid inden oplaget er opbrugt, skal rekvirere en passende beholdning fra Udenrigsministeriet.

Sammen med spørgeskemaet indleveres til repræsentationen et vellignende nyere fotografi af ansøgeren (portrætbillede uden hovedbeklædning). Fotografi med hovedbeklædning kan dog godkendes, såfremt pasansøgeren på grund af sin religion fremsætter ønske herom. Fotografiet, der skal være holdbart og kopieret på almindeligt, tyndt fotopapir, må ikke være forsynet med ældre stempler, huller eller andre beskadigelser og skal være tilklippet i størrelse 35 x 45 mm.

Endvidere forelægges for repræsentationen den fornødne dokumentation for identitet og dansk statsborgerret, jfr. pkt. 3. og 4.

3. Dokumentation

for pasansøgerens

identitet

Er ansøgeren repræsentationen personligt bekendt, eller kan han fremlægge et efter den 1. oktober 1949 udstedt pas med normal gyldighedsfrist (jfr. pkt. 7.c.), hvoraf hans identitet og nu anvendte navn klart fremgår, kræves som yderligere dokumentation for identiteten kun personnummerbevis eller andet legitimationspapir, udstedt af en offentlig myndighed, og hvoraf pasansøgerens personnummer tydeligt fremgår.

Oplyser ansøgeren, at et tidligere udstedt pas er bortkommet, bør repræsentationen afkræve ham en skriftlig redegørelse for de nærmere omstændigheder. Forekommer redegørelsen utilfredsstillende, forelægges sagen for Rigspolitichefen, afd. D, Udlandspasregisteret, med anmodning om instruktion.

Hvis ansøgerens identitet ikke kan fastslås på grundlag af et efter den 1. oktober 1949 udstedt pas, har ansøgeren pligt til på forlangende at godtgøre sin identitet ved forevisning af f.eks. dåbs-, navne- eller fødselsattest, søfartsbog, kørekort til motorkøretøj, jagttegn, militærpapirer, fagforeningsbog, skattekort, sygesikringsbevis eller ID-kort fra et pengeinstitut.

Dersom tilstrækkelig dokumentation ikke kan tilvejebringes, kan passet dog undtagelsesvis udstedes, hvis ansøgerens identitet og danske indfødsret på anden måde kan sandsynliggøres, og nægtelse af pas vil medføre væsentlige ulemper for ham. Passet skal dog i så fald udfærdiges med en gyldighed af højst 6 måneder.

Såfremt der er tvivl om, at ansøgeren er rette indehaver af de foreviste dokumenter, bør yderligere oplysninger søges indhentet, og sagen eventuelt forelægges for Rigspolitichefen, afd. D, Udlandspasregistret.

4. Dokumentation

for dansk

indfødsret

a. Det er som hovedregel tilstrækkeligt bevis for dansk indfødsret, at pasansøgeren er i besiddelse af et efter den 1. oktober 1949 udstedt dansk pas med normal gyldighedsfrist (jfr. pkt. 7.c.). Er ansøgeren født i Danmark, er det som hovedregel ligeledes tilstrækkeligt bevis for dansk indfødsret, at den pågældende fremviser sin dåbs- eller navneattest (i de sønderjyske landsdele fødselsattest), medmindre særlige omstændigheder, f.eks. ansøgerens navn eller andre oplysninger, tyder på, at ansøgeren ikke er født af danske forældre.

b. Hvis ansøgeren ikke ved fødsel af danske forældre har erhvervet dansk indfødsret, eller hvis indfødsretten senere er fortabt (jfr. c) og d)), må det dokumenteres, at dansk indfødsret er erhvervet, henholdsvis generhvervet, f.eks. ved forelæggelse af indfødsretsbevis - eller for så vidt angår kvinder, der er eller har været gift, ved forelæggelse af dokumentation for ægtemandens danske indfødsret samt vielsesattest, hvoraf det fremgår, at ægteskabet med den danske mand er indgået senest den 31. december 1950. En udenlandsk kvinde, der på en senere dato har indgået ægteskab med en dansk mand, har ikke ved ægteskabet erhvervet dansk indfødsret; ej heller har tyske kvinder, der har indgået ægteskab med danske statsborgere i tiden mellem 9. april 1940 og 31. december 1948, erhvervet dansk indfødsret ved ægteskabet, jfr. lov nr. 379 af 12. juli 1946 som ændret ved lov nr. 528 af 22. december 1947.

c. Det bør søges oplyst, om den passøgende har erhvervet fremmed statsborgerret og eventuelt derved mistet dansk indfødsret (lov nr. 123 af 18. april 1925 § 5 og lov nr. 252 af 27. maj 1950 § 7, jfr. senest lovbekendtgørelse nr. 155 af 6. april 1978). Specielt bemærkes, at en kvinde kan have mistet indfødsretten ved gennem ægteskab med en udlænding at erhverve mandens fremmede statsborgerret. Er ægteskabet indgået den 1. januar 1951 eller senere, fortaber kvinden dog kun sin danske indfødsret, såfremt hun har erhvervet ægtemandens statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke.

d. Personer, der er født af danske forældre i udlandet senest den 29. april 1906, har ikke mistet dansk indfødsret ved at forblive boende i udlandet.

En pasansøger, der er født den 30. april 1906 eller senere af danske forældre i udlandet (herunder Island efter 1. december 1918 og de sønderjydske landsdele inden 15. juni 1920), og som er fyldt 22 år, må godtgøre at have bevaret sin danske indfødsret

1) ved inden det fyldte 22. år at have boet i Danmark eller opholdt sig der i mindst 1 år, eller - for personer født 1. januar 1947 eller senere - boet i Finland, Norge eller Sverige i sammenlagt mindst syv (7) år (lov nr. 252 af 27. maj 1950 §§ 8 og 10 A, jfr. senest lovbekendtgørelse nr. 155 af 6. april 1978).

2) ved at have opnået kgl. resolution til indfødsrettens bevarelse ud over det fyldte 22. år.

Er den pågældende ikke fyldt 22 år, kan pas udstedes, dog ikke med gyldighed ud over 23-års fødselsdagen, medmindre det godtgøres, at indfødsretten bevares af en af de ovenfor under 1) eller 2) nævnte grunde. Kan dette ikke godtgøres, skal repræsentationen forsyne passet med følgende påtegning, såfremt en sådan ikke allerede findes trykt på omslagets side 2

"Dansk statsborger, der er født i udlandet og aldrig har boet i Danmark, taber sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år. Dog kan det ved kgl. resolution tillades, at indfødsretten bevares.

Såfremt den danske indfødsret ønskes bevaret, må ansøgning herom indgives gennem en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation snarest efter det fyldte 21. år og senest inden det fyldte 22. år."

e. Dansk pas kan udstedes til danske statsborgere, uanset om de tillige er statsborgere i et andet land, og deres udenlandske pas må ikke inddrages eller annulleres.

5. Særlige regler

for udstedelse

af pas til personer

under 18 år samt

for udstedelse af

ekstrapas

a. Børn, som er danske statsborgere, kan få udstedt selvstændigt pas.

b. Såfremt pasansøgeren er under 18 år og ugift, skal forældremyndighedens indehaver ved underskrift på spørgeskemaet give samtykke til pasudstedelsen. Tilkommer forældremyndigheden forældrene i forening, er samtykke fra den ene dog tilstrækkeligt, hvis den anden på grund af fravær, sygdom eller af andre årsager er forhindret i at give sit samtykke. Er det ikke muligt at opnå samtykke, kan Rigspolitichefen, afd. D tillade udstedelse af pas til det pågældende barn, når ganske særlige omstændigheder taler for det.

c. Børn under 15 år, som er danske statsborgere, kan optages i deres forældres, plejeforældres eller andre nærstående personers pas.

Hvis et barn ønskes optaget i den ene af forældrenes pas, og den anden er medindehaver af forældremyndigheden, kræves dennes samtykke, medmindre den pågældende på grund af fravær, sygdom eller anden årsag er forhindret i at give samtykke.

Ønskes barnet optaget i en anden nærstående persons pas, skal på tilsvarende måde samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller indehavere gives, se pkt. b.

Der er intet til hinder for, at et barn samtidig er optaget i flere personers pas.

Som dokumentation må forelægges barnets dåbs-, navne- eller fødselsattest eller et tidligere udstedt pas, hvori barnet er optaget, samt personnummerbevis eller andet legitimationspapir, der er udstedt af en offentlig myndighed, og hvoraf barnets personnummer tydeligt fremgår.

Der indsættes ikke fotografi eller signalement af barnet i passet. Efter indskrivning skal repræsentationen på passets side 3 eller side 4 påføre repræsentationens stempel.

d. Ekstra pas. Ekstra pas kan kun udstedes til danske statsborgere efter tilladelse i hvert enkelt tilfælde fra Rigspolitichefen, afd. D, Udlandspasregistret.

Tilladelse vil normalt blive givet, når følgende betingelser er opfyldt

Ansøgeren skal dokumentere eller skriftligt erklære, at

1) vedkommendes pas er indleveret eller skal indleveres til visering i anledning af en forestående rejse,

2) den pågældende, førend passet kan tilbageleveres, skal foretage en eller flere rejser til udlandet, og

3) det vil medføre betydelig ulempe eller økonomisk tab for ansøgeren, såfremt udstedelse af ekstra pas nægtes.

Det bemærkes, at tilladelse normalt ikke vil blive givet alene i anledning af turistrejser.

Der kan kun udstedes eet (1) ekstra pas, og passet skal tilbageleveres til repræsentationen efter benyttelsen. Ekstra pas udstedes med en gyldighedstid, der er afhængig af rejsens eller rejsernes varighed, dog ikke ud over to (2) år. Der betales sædvanligt gebyr.

6. Nægtelse af pas

eller inddragelse

af allerede

udstedt pas

I henhold til § 2 stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986 om pas til danske statsborgere m.v. kan politiet nægte at udstede pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas

a) når der er rejst sigtelse mod den pågældende for et strafbart forhold, som kan antages at medføre frihedsstraf, og der på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold er føje til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet.

b) når den pågældende er idømt frihedsstraf, som ikke er afsonet, eller pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke er erlagt, eller for hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold er føje til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet.

I tilfælde hvor politiet under henvisning til paslovens § 2 stk. 1 anmoder om, at der ikke udstedes nyt pas til en dansk statsborger eller om, at et allerede udstedt pas inddrages, skal repræsentationen nægte at udstede nyt pas, henholdsvis forsøge at indrage et allerede udstedt pas. Rigspolitichefen kan dog i disse tilfælde bemyndige repræsentationen til at udstede et kortfristet pas forsynet med påtegning om, at det alene er gyldigt for rejse til Danmark.

Hvis repræsentationen bliver bekendt med, at en pasansøger falder ind under en af de ovenfor nævnte to kategorier, skal den straks underrette Rigspolitichefen afd. D, og anmode om instruktion.

7. Passets

udfærdigelse

a. Pasblanketter. Ved udfærdigelse af pas må kun anvendes de dertil autoriserede pasblanketter, som rekvireres fra Udenrigsministeriet, og som skal opbevares under lås og lukke. Der må under ingen omstændigheder indsættes nye blade i pasblanketten eller i et allerede udstedt pas.

Pas i A-serien udstedes til personer, der er fyldt 18 år, men ikke 67 år. Til personer under 18 år eller over 67 år anvendes B-serien.

Hvis pasansøgerens faste bopæl er i Grønland eller på Færøerne, udstedes der et almindeligt dansk EF-pas med kortvarig gyldighed, der tillader de pågældende at afslutte deres rejse og vende tilbage til Grønland eller Færøerne. Gyldigheden bør normalt ikke overstige seks (6) måneder. Der betales i princippet sædvanligt gebyr. Såfremt det skønnes urimeligt at opkræve det fulde gebyr, vil repræsentationerne dog efter omstændighederne kunne opkræve et mindre gebyr eller eventuelt helt lade det bortfalde.

Pasblankettens rubrikker skal udfyldes med tydelig håndskrift og uden rettelser. Rubrikkerne udfyldes så vidt muligt med sort farve.

b. Navn. På første side skrives med blokbogstaver ansøgerens efternavn og alle for- og mellemnavne med kaldenavne (fornavn) understreget.

Passet udstedes lydende på ansøgerens eget efternavn, det vil sige det efternavn, en person har erhvervet i forbindelse med fødslen eller senere har opnået på andet grundlag end ægteskab.

For personer, der er eller har været gift, udstedes passet dog lydende på ansøgerens giftenavn i følgende tilfælde

1) For kvinder, der før den 1. april 1982 har antaget mandens efternavn som giftenavn.

2) For personer, der efter den 1. april 1982 ved anmeldelse til vielsesmyndigheden ved ægteskabets indgåelse eller senere under ægteskabet har antaget den anden ægtefælles efternavn som giftenavn.

3) For personer, der i øvrigt har antaget et giftenavn ved navnebevis.

Udstedes passet lydende på et giftenavn, skal pasansøgerens eget efternavn, såfremt dette ikke bruges som brugs- eller adresseringsnavn, kun anføres efter giftenavnet i rubrik 1, såfremt ansøgeren udtrykker ønske herom (født).

I følgende tilfælde kan brugs- eller adresseringsnavn, der anvendes som mellemnavn, anføres i passet

1) En person, der fører den anden ægtefælles efternavn som giftenavn, kan på begæring i passet få optaget sit eget efternavn som sidste navn i fornavnsrubrikken eller et tidligere ført giftenavn i fornavnsrubrikken.

2) En person, der anvender den anden ægtefælles mellemnavn som mellemnavn foran giftenavnet, kan få mellemnavnet optaget i fornavnsrubrikken.

3) En person, der fører sit eget efternavn, kan på begæring i passet få optaget den anden ægtefælles eget efternavn eller et tidligere ført giftenavn som sidste navn i fornavnsrubrikken.

4) En person, der fører en tidligere ægtefælles eget efternavn som giftenavn, kan på begæring i passet få optaget sit eget efternavn som sidste navn i fornavnsrubrikken eller nuværende ægtefælles eget efternavn optaget som sidste navn i fornavnsrubrikken.

En pasindehaver, der efter passets udstedelse dokumenterer på lovlig måde at have skiftet navn, er berettiget til enten at få udstedt nyt pas eller at få passet forsynet med påtegning om det nu benyttede navn. En påtegning sker ved, at repræsentationen på passets side 2 i rubrik 1 og/eller rubrik 2 overstreger hele den rubrik, hvor der sker ændring, og pasindehaverens underskrift i rubrik 10. Alle de overstregede rubrikker anføres "se side 5". På passets side 5 anføres indholdet af den rubrik, hvori der sker ændring, med det nu benyttede navn. Ved dateret påtegning, der forsynes med repræsentationens stempel, angives på samme side grundlaget for rettelsen, for eksempel "navnet ændret ved ægteskab".

Har navneændringen fundet sted over for vedkommende lovlige myndighed i udlandet, skal ændring dog godkendes af Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet, inden den kan indføres i passet. En person, der i forbindelse med indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed har antaget den anden ægtefælles efternavn, kan dog i udlandet få indført navneændringen i sit pas uden forudgående godkendelse af Civilretsdirektoratet.

c. Gyldighedsfrist. For personer, der er fyldt 18 år, udstedes pas med en gyldighed i 10 år. Er ansøgeren mellem 5 og 18 år, udstedes passet med en gyldighed på ikke over 5 år. For børn under fem (5) år udstedes pas med en gyldighed, der normalt ikke bør overstige to (2) år.

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan der fastsættes en kortere gyldighed end ovenfor nævnt.

Repræsentationen kan under ingen omstændigheder forlænge gyldigheden af et pas.

d. Køn. Pasansøgerens køn angives i passets rubrik 5 med et F for kvinder og et M for mænd.

e. Signalement. Hvis det nye pas ikke udstedes på grundlag af et tidligere pas, skal repræsentationen måle pasansøgeren uden hovedbeklædning, men med fodtøj. Højden angives i cm på passets side 3 i rubrik 12.

Pasansøgerens øjenfarve skal angives på passets side 3 i rubrik 13 ved understregning både i den danske tekst og oversættelserne og kan, hvis det giver en mere rammende karakteristik, angives ved understregning af to (2) af de anførte farver.

f. Pasansøgerens fotografi og underskrift. Pasansøgerens fotografi isættes omhyggeligt i passet efter fjernelse af det brune beskyttelseslag, således at kanten følger den angivne ramme. I det omfang repræsentationen er i besiddelse af en eyelet-tang, hvormed en messingring kan pånittes, påsættes ringen i øverste højre hjørne. Ellers kan billedet hæftes med hæfteklammer. Fotografiet stemples med repræsentationens tjenestestempel, således at dette aftrykkes delvist på fotografiet, delvist udenfor dette i rubrikken derunder. Forinden passet udleveres, skal det på repræsentationen underskrives i rubrik 10, side 2, af ansøgeren, jfr. dog nedenfor under h. Hvis pasansøgeren på grund af alder eller sygdom ikke kan udfylde blanketten, sættes repræsentationens stempel i underskriftsrubrikken.

g. Repræsentationens underskrift og stempel. Det færdige pas underskrives i rubrik 9 af en ved repræsentationen dertil bemyndiget person, hvis underskrift gentages med navnestempel. Ved siden af underskriften anbringes repræsentationens stempel som nævnt under pkt. f.

h. Passets udlevering. Er pasansøgeren forhindret i personligt at afhente passet, kan det, når repræsentationen finder det forsvarligt, udleveres til en tredje person eller sendes i anbefalet brev med pålæg til ansøgeren om straks ved modtagelsen at forsyne det med underskrift i passets rubrik 10, side 2.

i. Aflevering af ældre pas. Er pasansøgeren allerede i besiddelse af et dansk pas, skal dette afleveres til repræsentationen, inden det nye pas udleveres. Det gamle pas skal straks annulleres ved gennemhulning af passets omslagssider og siderne 1-4, ligesom side 1 overstemples med ordet "annulleret". Hvis der i passet findes gyldige viseringer, og pasindehaveren sandsynliggør, at vedkommende har en væsentlig interesse i fortsat at kunne benytte viseringer i det gamle pas, annulleres det ikke, men forsynes med en henvisning til det nye pas med anførelse af dettes nummer samt tid og sted for dets udstedelse.

Hvis pasindehaveren ikke begærer det gamle pas udleveret, tilintetgøres det af repræsentationen, og der påføres de to spørgeskemaer en bemærkning herom.

Pas, der indleveres til repræsentationen, efter at pasindehaveren er afgået ved døden eller har mistet sin danske indfødsret, skal tilintetgøres af repræsentationen.

Bortkomne pas, der indleveres til repræsentationen, indsendes efter en passende tid direkte til den myndighed, der har udstedt dem.

j. Indsendelse og arkivering af spørgeskemaer. Samtidig med passets udstedelse forsynes de af ansøgeren indgivne to spørgeskemaer med en påtegning om pasudstedelsen med angivelse af passets løbenummer, udstedelsesdato og gyldighedsfrist samt pasansøgerens signalement og faste bopæl. Endvidere angives, hvilke bevisligheder der er fremlagt til dokumentation for ansøgerens identitet og danske indfødsret samt årsagen til nyudstedelsen, såfremt det tidligere pas er tabt, stjålet, annulleret eller udskrevet.

Det ene eksemplar af spørgeskemaet indsendes straks efter passets udstedelse til

Rigspolitichefen Afdeling D - Udlandspasregisteret Postbox 120 2650 Hvidovre Telefax 36 48 36 93 Telefon 36 48 18 85 Telex 22653

Det andet eksemplar henlægges i repræsentationens arkiv i en særlig aktpakke for udstedte pas. Spørgeskemaerne henlægges i alfabetisk og ikke i kronologisk orden. En særlig pasprotokol er ikke påkrævet.

Eksempel på udfyldt pas

Ansøgeren er født Birgitte Louise Nielsen. Hun har ved ægteskab antaget sin mands efternavn Jensen og bruger ikke længere sit eget efternavn, men har dog bedt om at få dette anført (se rubrik 1). Hendes mands mellemnavn er Berg, og da ansøgeren også anvender Berg som mellemnavn, har hun bedt om, at dette navn bliver anført (se rubrik 2).

Ansøgerens kaldenavn er Louise, hvorfor dette er understreget.

Ansøgeren har blågrå øjne, hvilket er anført ved understregninger af begge farver i rubrik 13.

Ansøgeren har 3 børn, der alle efter forældrenes ønske er blevet indskrevet i moderens pas i rubrik 15 på passets side 3 og 4.

B. Midlertidigt identitetsbevis

Hvis en person indfinder sig på repræsentationen for at få udstedt dansk pas, men er ude af stand til at legitimere sig eller dokumentere sin danske indfødsret eller blot sandsynliggøre sin identitet og indfødsret, kan repræsentationen udfærdige et midlertidigt identitetsbevis for den pågældende under følgende to forudsætninger

at repræsentationen på grundlag af hans beherskelse af det danske sprog og de oplysninger, han iøvrigt fremkommer med, ikke har grund til at betvivle, at han er den, han udgiver sig for, og at han er dansk statsborger;

at den pågældende har en velbegrundet interesse i at blive forsynet med et midlertidigt identitetsbevis.

Et midlertidigt identitetsbevis udfærdiges på repræsentationens officielle brevpapir med følgende formulering på dansk eller opholdslandets sprog

--------------------------------------------------------------------- Midlertidigt identitetsbevis

Det attesteres herved, at (fulde navn) over for (repræsentationen) i (sted) har erklæret, at han er født i (by og land) den (dato) og er dansk statsborger.

Repræsentationen har ingen grund til at betvivle rigtigheden af hans erklæring.

Dette midlertidige identitetsbevis kan ikke benyttes som rejselegitimation og er kun gyldigt i ti dage fra udstedelsesdatoen.

(repræsentationen) i (sted) den (dato) (stempel) (underskrift og stilling) ---------------------------------------------------------------------

En genpart af identitetsbeviset arkiveres sammen med spørgeskemaer for udstedte pas.

Til afløsning af de i form meget forskelligartede midlertidige identitetsbeviser, der er blevet udstedt med hjemmel i nærværende afsnit, er der nu indført et provisorisk pas, som kan udstedes af udsendte og honorære pasudstedende repræsentationer. Det provisoriske pas kan anvendes, når udstedelse af almindeligt dansk pas af en eller grund ikke er mulig, men dog ønskelig.

Nærmere vejledning om udstedelse af provisoriske pas (Udenrigsministeriets skrivelse RB 1113 af 13. oktober 1990) er tilsendt de udsendte repræsentationer.

Gebyr for udstedelse af et provisorisk pas vil udgøre kr. 200,- med hjemmel i gebyrbekendtgørelsens paragraf 5.

C. Særlig paslegitimation for personer, som ikke er

danske statsborgere

For visse kategorier af personer, der ikke er danske statsborgere, kan repræsentationer, som er bemyndiget til at udstede pas, efter bemyndigelse i hvert enkelt tilfælde fra Direktoratet for Udlændinge, udstede særlige paslegitimationer (rejsedokument for flygtninge, fremmedpas). Pasblanket vil i hvert enkelt tilfælde blive tilstillet repræsentationen af Direktoratet for Udlændinge med instruktion om, for hvilken gyldighedsperiode passet kan udstedes. Efter bemyndigelse fra Direktoratet for Udlændinge kan gyldigheden af sådanne pas forlænges.

Ansøgning om udstedelse eller forlængelse af gyldigheden af disse særlige pas indsendes af repræsentationen direkte til Direktoratet for Udlændinge.

D. Visum

Reglerne for udstedelse af visum indeholdes i "Viseringsinstruktion for Udenrigstjenesten", der kun tilstilles de viseringsberettigede repræsentationer.

I Udenrigsministeriets kalender er anført: "vis." ved samtlige repræsentationer, der har bemyndigelse til at udstede visum.

E. Afsnittet udgår

F. Veterinærbestemmelser

For indførsel i Danmark af hunde, katte og andre husdyr gælder følgende forskrifter, der håndhæves strengt af myndighederne. Repræsentationen bør derfor tilråde rejsende nøje at overholde disse regler, og i tvivlstilfælde forelægges sagen for Veterinærdirektoratet, Frederiksgade 21, 1265 København K, telefon 33 11 48 88, telex 22 473, telefax 33 32 12 18 i god tid inden afrejsen.

1. Hunde og katte

a. Direkte fra Færøerne, Island, Norge, Sverige, Australien, Irland, Japan, New Zealand og Storbritannien kan hunde og katte, som ledsager personer på rejse, frit indføres uden sundhedseftersyn ved grænsen. Det kræves ikke, at dyret er vaccineret mod rabies. (Årsagen til fritagelse for vaccination er den, at de nævnte lande er officielt fri for rabies).

b. Fra Grønland og fra andre lande kan hunde og katte, som ledsager personer på rejse, indføres mod forevisning af en af en dyrlæge udstedt vaccinationsattest, hvoraf fremgår, at dyret er vaccineret mod hundegalskab (rabies), og at denne vaccination er foretaget mindst 1 måned og højst 12 måneder forud for indførslen. Veterinærdirektoratet har godkendt en sådan formular, som kan rekvireres i Veterinærdirektoratet, men andre attesttyper kan benyttes, når indholdet af disse angiver de påkrævede oplysninger.

c. For ilandsætning af skibshunde gælder tilsvarende regler, som anført ovenfor under a. og b.

d. Indførsel af hunde og katte, der ikke medføres af personer på rejse, er betinget af,

at hvert enkelt dyr er ledsaget af en attest som anført under b. og

at dyrene findes sunde ved et sundhedseftersyn, der foretages af en grænsedyrlæge umiddelbart efter ankomsten.

e. Transit. Hunde og katte kan frit sendes gennem Danmark, for så vidt forsendelsen sker i kasse, kurv eller anden efter toldvæsenets skøn betryggende emballage. Transitten, der foretages under toldvæsenets kontrol, skal ske uden unødigt ophold undervejs, og dyrene må ikke komme i berøring med danske dyr.

f. Grænsedyrlæger findes i følgende byer: København (Kastrup), Helsingør, Rødby, Frederikshavn, Esbjerg, Billund, Padborg (Kruså) og Rønne. For sundhedseftersyn og eventuel vaccination opkræves de til enhver tid gældende takster.

2. Andre dyr

Indførsel af andre dyr end hunde og katte kræver i almindelighed tilladelse fra Veterinærdirektoratet. Der er totalt forbud mod indførsel af aber. Ved ansøgning om indførsel af papegøjefugle, kaniner m.v. skal den danske adresse, hvortil dyrene ønskes indført, altid oplyses, idet der kan være tale om en forud indhentet godkendelse af den danske adresse som privat karantæne. Tropefugle (excl. papegøjefugle), akvariefisk, skildpadder, slanger, hamstre og marsvin kan indføres uden veterinære restriktioner, men opmærksomheden henledes på, at adskillige exotiske dyr er omfattet af bestemmelserne om udryddelsestruede vilde dyr, i hvilken anledning det tilrådes at rette henvendelse til Skov- og Naturstyrelsen, Slotsmarken 13, 2970 Hørsholm, tlf. 45 76 53 76, i god tid inden afrejsen for at sikre opfyldelse af denne myndigheds bestemmelser.

G. Rejsegods

Rejsegodsreglerne er udsat for jævnlige tilpasninger, som repræsentationerne bør være opmærksomme på. Udenrigsministeriet vil løbende holde alle udsendte repræsentationer underrettet om ændringer i rejsegodsbestemmelserne. Reglerne for rejsende med bopæl i udlandet var pr. 1. januar 1990 som anført i det følgende.

1. Rejseudstyr

Rejsende med bopæl i udlandet kan told- og afgiftsfrit indføre personlige effekter, såsom klædningsstykker, ure, smykker, toiletartikler o.l. og andet sædvanligt rejseudstyr, f.eks. sengeklæder, kikkert, 2 fotografiapparater og 1 smalfilmkamera med tilhørende plader og film, mindre musikinstrumenter, grammofon med grammofonplader, radiomodtager, fjernsynsmodtager, båndoptager med bånd, skrivemaskine, cykel, campingudstyr, sports-, jagt- og fiskeriudstyr og lignende artikler. Det er en betingelse, at effekterne medføres til den rejsendes eget brug under rejsen og ikke med salg eller anden erhvervsmæssig anvendelse for øje, samt at genstandene efter toldvæsenets skøn under hensyn til deres mængde og beskaffenhed kan betragtes som sædvanligt rejseudstyr.

2. Vin, spiritus,

tobak

Rejsende med bopæl i udlandet kan fra 1.1.1989 told- og afgiftsfrit medføre 1,5 l spiritus eller 3 l hedvin samt 5 l bordvin ved indrejse fra et EF-land og 1 l spiritus eller 2 l hedvin samt 2 l bordvin ved indrejse fra andre lande. Endvidere kan de told- og afgiftsfrit medføre 300 cigaretter eller 150 cigarillos eller 75 cigarer eller 400 g tobak ved indrejse fra et EF-land og 200 cigaretter eller 100 cigarillos eller 50 cigarer eller 250 g tobak ved indrejse fra andre lande. Ved indrejse fra et EF-land må den del af de angivne mængder, der er købt i ubeskattet stand i lufthavnskiosker, i fly og på skibe, dog højst svare til de mængder, der kan indføres told- og afgiftsfrit fra andre lande end EF-lande. Den resterende mængde kan kun indføres afgiftsfrit, hvis den er købt i beskattet stand i et andet EF-land.

Told- og afgiftsfri indførsel af spiritus, vin og tobaksvarer indrømmes dog ikke personer under 17 år.

3. Parfume,

kaffe, te

Fra et EF-land kan rejsende told- og afgiftsfrit medføre 75 g parfume og 3/8 l toiletvand, 1000 g kaffe og 200 g te, og fra andre lande 50 g parfume og 1/4 l toiletvand, 500 g kaffe og 100 g te.

4. Afgiftsfrihed

for andre varer

Ved indrejse fra EF-lande kan der af rejsende med bopæl i udlandet medføres varer til en værdi, der ikke overstiger 3100 kr. Der indrømmes dog ikke afgiftsfrihed for varer, hvis enhedsværdi overstiger 2725 kr. Af disse varer må der højst medføres for 350 kr. varer, der er købt i ubeskattet stand i lufthavnskiosker, i fly og på skibe. Ved indrejse fra andre lande kan medføres varer til en værdi, der ikke overstiger 350 kr. Varer, der udgør et sammenhængende hele og har en værdi, som er større end de told- og afgiftsfri beløb, kan ikke indføres told- og afgiftsfrit ad flere gange eller af flere personer. Der kan højst indføres 10 l øl pr. person, dog kun af personer, der er fyldt 17 år.

I de tilfælde, hvor den rejsende ved indrejsen medfører varer, der er købt i afgiftsberigtiget stand i et andet EF-land, og hvis enhedsværdi overstiger 2200 kr., skal toldvæsenet i forbindelse med afgiftsberigtigelsen efter anmodning attestere varernes indførsel på fakturaen eller et i stedet for denne udstedt bilag, der er beregnet til returnering til sælgeren til brug ved fritagelse for merværdiafgift i købslandet. Det samme er tilfældet, hvor den rejsende ved indrejsen medfører varer indkøbt i Finland, Norge eller Sverige, hvis enhedsværdi overstiger 1200 kr.

5. Våben og

ammunition

Håndvåben til brug under jagt, skydekonkurrencer eller fiskeri samt ammunition hertil i rimeligt omfang kan medbringes og anvendes i Danmark uden tilladelse, såfremt opholdet ikke strækker sig ud over tre måneder.

Indehaveren af våbenet skal være i besiddelse af en våbentilladelse fra sit hjemlands myndigheder eller en attest om, at en sådan tilladelse er ufornøden. Er der tale om en skydekonkurrence, må indbydelsen fremlægges.

Ved indrejsen udfyldes en blanket med oplysninger om våbenets art, fabrikationsnummer og kaliber. En genpart af denne blanket skal afleveres til toldopsynet ved udrejsen.

Det er forbudt uden særlig tilladelse fra politiet at indføre skarpe våben med en klinge på over 12 cm (bortset fra dolke og knive, der anvendes som værktøj eller til husholdningsbrug), springknive og springstiletter samt slag- eller stødvåben, derunder knojern, totenschlægere, gummiknipler o.l.

H. Flyttegods og brudeudstyr

Der indrømmes told- og afgiftsfrihed for personlige ejendele, der indføres af personer, der flytter til Danmark. Ved personlige ejendele forstås genstande, der er beregnet til de pågældendes personlige brug eller til brug i deres husholdning, d.v.s. især løsøre og bohave, cykler og motorcykler, motorkøretøjer til privat brug m.v. Desuden er transportabelt værktøj, udstyr eller instrumenter, der er nødvendige for udøvelsen af de pågældendes erhverv, omfattet.

1. Told- og

afgiftsfritagelse

ved indførsel

af flyttegods

fra andre lande

end EF-lande

Fritagelsen er betinget af, at indføreren har haft sædvanligt opholdssted uden for Fællesskabet i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder.

Fritagelsen er endvidere som hovedregel betinget af, at varerne har været i indførerens besiddelse og har været benyttet af denne på det tidligere sædvanlige opholdssted i mindst 6 måneder, inden den pågældende ophørte med at have sit sædvanlige opholdssted i det pågældende land. Opfyldelse af denne betingelse vil i almindelighed kunne baseres på en vurdering af rigtigheden af den erklæring, som indføreren har afgivet herom. Der skal dog i alle tilfælde fremlægges dokumentation for benyttelsen af motorkøretøjer. Der gives kun fritagelse for motorkøretøjer, der udelukkende bruges privat.

Indføreren skal afgive en flyttegodserklæring. Dette gælder dog ikke udenlandske diplomater akkrediteret her i landet og udsendte lønnede konsuler.

Hvis de indførte genstande overdrages, pantsættes, udlejes eller udlånes i de første 12 måneder efter indførslen, skal der erlægges told og afgifter. Sidste indførsel skal finde sted senest 12 måneder efter flytningen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Der gælder særlige regler for toldfritagelse ved indførsel af løsøre og bohave til møblering af en sekundær bolig. Afgiftsfrihed indrømmes ikke.

2. Afgiftsfritagelse

ved indførsel

af flyttegods

fra EF-lande

For afgiftsfritagelse ved indførsel fra EF-lande gælder følgende betingelser

1. Genstandene skal være erhvervet i overensstemmelse med et EF-lands almindelige afgiftsregler, og der må ikke være ydet afgiftsgodtgørelse ved udførslen.

Som erhvervet i overensstemmelse med et EF-lands almindelige afgiftsregler anses ejendele, der er leveret til diplomatiske repræsentationer m.v., internationale organisationer samt væbnede styrker fra andre stater.

2. Genstandenes ejer eller bruger skal have haft sædvanligt opholdssted i et andet EF-land i mindst 6 måneder.

3. Motorkøretøjer må udelukkende anvendes privat.

4. Ejeren eller brugeren skal i udførselslandet have benyttet motorkøretøjer (herunder påhængsvogne hertil), campingvogne, mobile homes, lystfartøjer og sportsfly i mindst 6 måneder inden flytningen.

5. For alkolholdige produkter indrømmes afgiftsfritagelse for fire gange de mængder, der kan opnå told- og afgiftsfrihed som rejsegods. På tobaksområdet gælder afgiftsfritagelsen mængderne i rejsegodsreglerne.

Der skal betales afgifter, hvis de indførte genstande overdrages, udlejes eller udlånes i løbet af de første 12 måneder efter indførslen. Sidste indførsel skal finde sted senest 12 måneder efter overflytningen af det sædvanlige opholdssted.

Der gælder særlige regler for afgiftsfritagelse ved indførsel af løsøre og bohave til møblering af en sekundær bolig.

3. Told- og

afgiftsfritagelse

ved indførsel

af brudeudstyr

Der indrømmes told- og afgiftsfritagelse for personligt udstyr, løsøre og bohave, der tilhører en person, der flytter til Danmark som følge af indgåelse af ægteskab. Fritagelsen indrømmes efter samme regler som for flyttegods med visse undtagelser.

Bortset fra motorkøretøjer m.v., der skal have været benyttet i udførselslandet i mindst 6 måneder inden flytningen, stilles der ingen krav om særlige anvendelsesperioder for de indførte genstande. Der gives som hovedregel kun fritagelse for varer, der er indført tidligst 2 måneder inden den fastsatte bryllupsdag og senest 4 måneder efter bryllupsdagen. Indførsel før brylluppet kræver sikkerhedsstillelse.

Fritagelsen er betinget af, at indføreren fremlægger dokumentation for ægteskabets indgåelse.

Der indrømmes desuden told- og afgiftsfritagelse for gaver, der sædvanligvis gives ved et bryllup, og som foræres den person, der indgår ægteskab, af en person, der har sædvanligt opholdssted i et andet land. Den enkelte gaves værdi må ikke overstige 8000 kr. Alkoholholdige produkter, tobak og tobaksvarer, der indføres som gaver, er ikke fritaget for afgift.

I. Personmotorkøretøjer

1. Midlertidigt

ophold i Danmark

En i udlandet registreret bil eller motorcykel kan told- og afgiftsfrit indføres og benyttes under et midlertidigt ophold i Danmark på følgende vilkår, forudsat at ejeren (brugeren) ikke har bopæl i Danmark

a) Ethvert udenlandsk motorkøretøj og ethvert påhængskøretøj dertil, hvis tilladte totalvægt overstiger 750 kg, skal være registreret, forsynet med registreringsnummer (nummerplade) og medføre registreringsattest. Alle udenlandske motor- og påhængskøretøjer skal endvidere være forsynet med nationalitetsmærke og være i forsvarlig teknisk stand.

b) Føreren skal være i besiddelse af gyldigt nationalt førerbevis eller internationalt førerbevis. Er det nationale førerbevis ikke udfærdiget med latinske bogstaver, skal det være forsynet med en oversættelse til dansk, engelsk eller fransk.

c) I Danmark gælder tvungen ansvarsforsikring for ethvert motorkøretøj. Føreren må derfor ved indrejsen enten godtgøre, at gyldig ansvarsforsikring er tegnet i udlandet ved forevisning af "grønt kort" eller tegne en forsikring ved grænsen. Dette gælder dog ikke for motorkøretøjer, der er registrerede i et land, der er medlem af EF, eller i DDR, Finland, på Færøerne, i Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Sverige, Østrig, Schweiz, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Såfremt der tegnes forsikring ved grænsen, skal forsikringsdokumentet være underskrevet og vise, at lovpligtig ansvarsforsikring er i kraft, og at forsikringens gyldighedsområde er de lande, der er medlem af EF. Såfremt campingvogn medføres, skal forsikringsbeviset tillige dække kørsel med tilkoblet køretøj. Grænseforsikringen kan tegnes for en hvilken som helst periode, helt ned til een dag; overskrides perioden, dækker ansvarsforsikringen alligevel, men føreren må i så fald efterbetale præmiebeløbet for den resterende periode ved udrejsen af Danmark.

d) Køretøjets registreringsattest eller internationale kørecertifikat skal medbringes. For at være gyldigt skal det internationale kørecertifikat være udstedt inden for det seneste år.

Tager ejeren (brugeren) efter indrejsen bopæl i Danmark, eller overdrager eller overlader han køretøjet til en her bosat person, eller anvendes det til transport her i landet mod betaling, skal told og almindelig omsætningsafgift straks berigtiges eller køretøjet genudføres. Endvidere skal køretøjet inden 14 dage registreres i Danmark, og registreringsafgiften betales eller nummerpladerne afleveres til politiet.

En person, der har opholdt sig i Danmark i et år eller inden for de sidste to år har opholdt sig i landet sammenlagt 365 dage, anses for at have taget bopæl i Danmark.

Ved henvendelse til Centralregisteret for motorkøretøjer, Leifsgade 33, 2300 København S, vil en person, der ikke har bopæl i Danmark, kunne opnå tilladelse til i indtil et år efter indrejsen at benytte et her indkøbt ubrugt personmotorkøretøj uden erlæggelse af told og almindelig omsætningsafgift. Udlændinge vil kunne opnå tilladelsen umiddelbart før indrejsen. Oplysning om bopælsforhold i en udlændings ansøgning herom må være bekræftet af en myndighed i hjemlandet.

2. Flytning til

Danmark

En person, der flytter til Danmark og medtager en bil eller motorcykel, skal inden 14 dage registrere køretøjet her i landet og betale registreringsafgift eller aflevere nummerpladerne til politiet. I København sker henvendelse til Motorkontoret, Korsdalsvej 111, 2610 Rødovre.

Såfremt den pågældende har haft fast bopæl i udlandet i hele det sidste år før flytningen, og køretøjet har været registreret i udlandet i hans eller hans ægtefælles navn og været benyttet af ham eller hans ægtefælle uden for Danmark i mindst seks måneder, betragtes køretøjet som flyttegods, og der skal ikke betales told og almindelig omsætningsafgift.

3. Beregning af told,

almindelig omsæt-

ningsafgift (moms),

samt registrerings-

afgift

Ajourførte oplysninger herom udsendes regelmæssigt af Udenrigsministeriet til alle udsendte repræsentationer.

De til enhver tid gældende importtoldsatser fremgår af den på repræsentationerne beroende danske brugstarif.

Køretøjer med oprindelse i EF, eller som forudgående er toldberigtiget i et EF-land (uden at tolden senere er refunderet) er toldfri. I andre tilfælde gælder, at køretøjer med oprindelse i EFTA kan indføres toldfrit, såfremt den præferenceberettigede oprindelse dokumenteres i overensstemmelse med reglerne herom i EF's aftaler med de pågældende lande.

Toldberegningsværdien er fakturaværdi for et tilsvarende nyt køretøj incl. forsendelsesomkostninger til dansk grænse. For brugte køretøjer ydes et vist nedslag i toldberegningsværdien.

Moms svares af toldberegningsværdien tillagt eventuel told.

Registreringsafgiften beregnes på grundlag af køretøjets salgsværdi i Danmark (excl. registreringsafgift) efter satser, der stiger progressivt med køretøjets værdi. Satserne er så høje, at det kan være en tvivlsom fordel at medtage et køretøj, som efter ovenfor anførte regler bliver registreringspligtigt i Danmark. For udlændinge, hvis ophold i Danmark er af kortere varighed, gælder, at det kan tillades, at der i stedet for erlæggelse af det fulde registreringsbeløb svares en afgift på 1 pct. af afgiftsbeløbet pr. måned, så længe opholdet varer.

J. Kørekort

Danske statsborgere, der er bosat i udlandet, kan indsende ansøgning om at få udstedt kørekort (EF-model) gennem de danske repræsentationer i udlandet.

Ansøgningen indsendes på en særlig blanket tillige med underskriftmærkat, ansøgerens foto (35 x 45 mm) og personnummerbevis til Københavns Politi, Kørekortkontoret, Hambroesgade 12, 1562 København V. Ansøgningen skal indeholde oplysning om, hvor det oprindelige kørekort er udstedt.

Duplikatkørekort tilsendes ansøgeren direkte. Ved fornyelse og ombytning af kørekort vil det nye kørekort blive fremsendt til repræsentationen til udlevering til ansøgeren. Ansøgerens gamle kørekort afleveres til repræsentationen, der herefter sender dette til Kørekortkontoret.

KAPITEL V

Erhvervelse, fortabelse og

generhvervelse af dansk statsborgerret

A. Generelle bestemmelser

1. Definitioner

I dansk lovgivning benyttes "indfødsret" synonymt med "statsborgerret".

"Danmark", "den danske stat" og "det danske rige" omfatter i det følgende alle områder, der på de givne tidspunkter hørte til den danske stat. Herefter omfatter disse udtryk alle dele af Danmark, herunder Færøerne og Grønland og fra 15. juni 1920 de sønderjyske landsdele; endvidere (indtil 17. januar 1917) de tidligere dansk-vestindiske øer og (indtil 1. december 1918) Island.

2. Bevis for dansk

statsborgerret

Bevis for dansk statsborgerret føres ved fremlæggelse af relevante dokumenter, eventuelt i forbindelse med andre data

a) Indfødsretsbevis, udstedt af det danske indenrigsministerium, er normalt fuldt bevis for, at den eller de personer, som er nævnt deri, har dansk indfødsret.

Det samme gælder et af statsamterne (i København magistraten eller overpræsidenten), rigsombudsmanden på Færøerne eller i Grønland udstedt bevis for, at den eller de deri nævnte personer har erhvervet dansk indfødsret ved erklæring i henhold til den tidligere gældende § 2A, §§ 3, 4, 10B, 10C eller 13 stk. 3 i lov om dansk indfødsret, jfr. senest bkg. nr. 155 af 6. april 1978, samt § 2, stk. 2, i lov nr. 117 af 29. marts 1978 om ændring af lov om dansk indfødsret.

Danske diplomatiske og konsulære repræsentationer har ingen bemyndigelse til at udstede bevis for, at en person er dansk statsborger.

b) Dansk nationalitetspas kan, når omstændighederne ikke taler imod det, også antages som bevis for indfødsret. Dette gælder derimod ikke fremmedpas eller "rejsedokumenter", udstedt i henhold til forskellige internationale overenskomster.

De dokumenter, der er nævnt under a) og b) er dog ikke ubetinget bevis for dansk indfødsret, fordi den pågældende efter dokumentets udstedelse kan have mistet sin danske statsborgerret, jfr. afsnit C.

For personer, der bor i udlandet, og som har gyldigt dansk nationalitetspas, og hvor de fremkomne oplysninger ikke giver anledning til at antage, at indehaveren har mistet sin danske statsborgerret, kan vedkommende danske udlandsrepræsentation - for konsulaters vedkommende eventuelt efter forelæggelse for den ambassade eller det generalkonsulat, hvorunder konsulatet hører - udfærdige erklæringer om statsborgerret af følgende indhold

--------------------------------------------------------------------~ Erklæring vedrørende statsborgerret Det attesteres herved, at den danske statsborger (navn) boende (bopæl) født den (fødested) i har dansk nationalitetspas nr. udfærdiget af den (dato for pasudstedelsen) og gyldigt til i (Repræsentationen) (sted) den (dato) (tjenestestempel) (underskrift og stilling) ---------------------------------------------------------------------

c) Danske fødsels- og dåbsattester, militærpapirer, søfartsbøger, næringsbeviser o.1. afgiver ikke bevis for dansk statsborgerret. Når sådanne papirer sammenholdes med andre data, f.eks. at den pågældendes (eventuelt også forældrenes) navn er et almindeligt kendt dansk navn, at vedkommende taler rent dansk, fyldestgørende kan besvare spørgsmål sigtende til at fastslå hans danske afstamning o.1., kan repræsentationen i de fleste henseender behandle den pågældende som dansk statsborger.

Personer, der hævder at være i besiddelse af dansk indfødsret, bør i tvivlstilfælde henvises til at rette henvendelse til Indenrigsministeriet om udstedelse af indfødsretsbevis. Ved ansøgning om udstedelse af bevis for dansk indfødsret bør de blanketter, der er udarbejdet af Indenrigsministeriet, såvidt muligt benyttes.

3. Lovgivning

om dansk

statsborgerret

Reglerne om erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk indfødsret findes i Indfødsretten af 15. januar 1776, lov nr. 54 af 25. marts 1871 indeholdende tillæg til indfødsretsforordningen af 15. januar 1776, lov nr. 42 af 19. marts 1898 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret som ændret ved lov nr. 57 af 23. marts 1908 (bkg. nr. 59 af 23. marts 1908), lov nr. 166 af 17. maj 1916, hvorefter dansk indfødsret kan meddeles visse personer, lov nr. 353 af 27. november 1916 vedrørende erhvervelse af indfødsret, bkg. nr. 223 af 18. april 1917 om en mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater den 4. august 1916 afsluttet overenskomst om overdragelse til de nævnte stater af de dansk-vestindiske øer, lov nr. 474 af 5. september 1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjyske landsdeles indlemmelse i Danmark som ændret ved lov nr. 247 af 12. juni 1922 (bkg. nr. 293 af 12. juni 1922), lov nr. 123 af 18. april 1925 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret, midlertidig lov nr. 333 af 25. juni 1940 om ændring af loven af 18. april 1925 sammenholdt med kgl. anordning nr. 230 af 26. juli 1947 angående ikrafttrædelsen af § 6, 1. stk. i loven af 18. april 1925 samt lov nr. 252 af 27. maj 1950 om dansk indfødsret som ændret ved lov nr. 399 af 11. december 1968 (bkg. nr. 409 af 17. december 1968), lov nr. 117 af 29. marts 1978 (bkg. nr. 155 af 6. april 1978), samt lov nr. 326 af 4. juni 1986 om ændring af adoptionsloven og indfødsretsloven.

Visse særbestemmelser for bestemte grupper af personer er givet ved lov nr. 379 af 12. juli 1946 om ændring i loven af 18. april 1925, lov nr. 380 af 12. juli 1946 om generhvervelse af indfødsret i visse tilfælde m.m., lov nr. 528 af 22. december 1947 om ændret affattelse af lov nr. 379 af 12. juli 1946, lov nr. 518 af 22. december 1948 om tillæg til loven af 18. april 1925 og lov nr. 504 af 20. december 1950 om ordning af visse indfødsretlige forhold.

Hovedloven er loven af 27. maj 1950, der trådte i kraft 1. januar 1951, og som afløste loven af 18. april 1925 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret. Tidligere love anvendes dog stadig, hvis de forhold, der begrunder erhvervelse eller fortabelse af indfødsret, ligger inden for det tidsrum, hvori de har været i kraft (nemlig Indfr. 1776 til 6. april 1898, lov 1898 fra 7. april 1898 til 28. april 1925, lov 1925 fra 29. april 1925 til 31. december 1950, lov 1950 fra 1. januar 1951 til 31. december 1968, lov 1968 fra 1. januar 1969 til 31. december 1978 og lov 1978 fra 1. januar 1979 samt lov 1986 fra 1. oktober 1986. Når der i den følgende fremstilling er henvist til de sidstnævnte syv love, er dette sket blot ved angivelse af lovens årstal, medens henvisninger til de øvrige love (L.), bekendtgørelser (bkg.) og kgl. anordninger (an.) er foretaget ved angivelse af bestemmelsens nummer og årstal.

Afsnit B og C indeholder en oversigt over de vigtigste regler om erhvervelse og fortabelse af dansk statsborgerret, medens afsnit D kort omtaler spørgsmålet om generhvervelse af dansk statsborgerret.

De fleste forespørgsler til repræsentationerne om dansk indfødsret kan formentlig besvares på grundlag af den fremstilling af reglerne, som er givet nedenfor. Men er repræsentationen i tvivl, bør sagen forelægges Indenrigsministeriet til endelig afgørelse.

B. Erhvervelse af dansk statsborgerret

1. Fødsel af

danske forældre

a. Ægtebarn, hvis fader er dansk statsborger, og uden for ægteskab født barn, hvis moder er dansk statsborger, har erhvervet dansk indfødsret

1) ved fødsel i den danske stat, uanset hvornår det er født (Indfr. 1776 § 1, L. 1898 §§ 1 og 9, L. 1925 § 1, L. 1950 § 1);

2) ved fødsel i udlandet før 7. april 1898, hvis faderen (for barn født uden for ægteskab, moderen) ved barnets fødsel opholdt sig i udlandet på rejse eller i statens tjeneste (Indfr. 1776 § 1), eller han opholdt sig i et land, hvor danske statsborgere, da fødslen fandt sted, ikke var undergivet landets jurisdiktion (bkg. nr. 59 af 1908 § 9 stk. 1);

3) ved fødsel i udlandet efter 6. april 1898 (L. 1898 §§ 1 og 9, L. 1925 § 1, L. 1950 § 1).

4) Endvidere er der ved lov nr. 353 af 27. november 1916 givet indfødsret til personer, der den 27. november 1916 var statsløse, forudsat de ville have haft dansk indfødsret, hvis den regel, der gjaldt fra 7. april 1898 om, at ægtebarn af dansk fader og barn født uden for ægteskab af dansk moder ved fødslen erhverver dansk indfødsret, hvad enten fødslen foregår i Danmark eller i udlandet, altid havde været gældende.

b. Ægtebarn, hvis moder er dansk statsborger, og som er født i den danske stat i tidsrummet 1. januar 1951 til 31. december 1978, har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen ved barnets fødsel var statsløs, de jure, eller hvis barnet ikke ved fødslen har erhvervet faderens fremmede statsborgerret (L. 1950 § 1).

Med fødsel i Danmark ligestilles fødsel i Finland, Norge eller Sverige (L. 1950 § 10A).

Bestemmelsen anvendes endvidere på et barn, der er født i tiden fra 1. januar 1933 til 31. december 1950, hvis barnet i hele tidsrummet fra fødslen til 1. januar 1951 var statsløs; indfødsretten er dog først erhvervet den 1. januar 1951. Fødsel i Finland, Norge eller Sverige er ikke ligestillet med fødsel i Danmark ved anvendelsen af denne overgangsbestemmelse (L. 1950 § 13 stk. 1).

c. Ægtebarn, hvis moder er dansk statsborger, og som er født den 1. januar 1979 eller senere, har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, uanset om fødslen har fundet sted i eller udenfor den danske stat (L. 1978 § 1).

d. Børn, som er født i ægteskab mellem en dansk moder og en ikke-dansk fader, og som er født i tidsrummet 1. januar 1961 til 31. december 1978, kunne frem til 31. december 1981 erhverve dansk indfødsret ved, at moderen afgav erklæring derom over for statsamtet (i København magistraten) eller over for en dansk udlandsrepræsentation i henhold til § 2, stk. 2, i lov nr. 117 af 1978 om ændring af L. 1950.

Disse børn kan fremover kun erhverve dansk indfødsret ved naturalisation, jfr. ndf. pkt. 6.

2. Legitimationen

ved efterfølgende

ægteskab

a. Barn født uden for ægteskab af udenlandsk moder, som den 7. april 1898 eller senere har indgået ægteskab med barnets danske fader, har erhvervet dansk indfødsret, hvis barnet på det tidspunkt, da det således legitimeredes ved forældrenes efterfølgende ægteskab, var ugift og under 18 år (L. 1898 § 3, L. 1925 § 3, L. 1950 § 2).

Fra bestemmelsen gælder der visse undtagelser for de personer, der er nævnt under pkt. 10.

b. Den, som den 27. november 1916 var statsløs, men som ville have haft dansk indfødsret, hvis den bestemmelse, der er nævnt under a., altid havde været gældende, har på denne dag erhvervet dansk indfødsret (L. nr. 353 af 1916).

3. Adoption

Danske statsborgeres adoption af et udenlandsk barn medfører nu i de fleste tilfælde automatisk, at barnet bliver dansk statsborger.

Indtil den 1. januar 1979 kunne udenlandske adoptivbørn kun erhverve dansk indfødsret ved naturalisation, jfr. pkt. 6.

Efter den 1. januar 1979 kunne visse udenlandske adoptivbørn erhverve dansk indfødsret ved, at adoptivforældrene afgav erklæring herom (L. 1950 § 2 A, jfr. bkg. nr. 155 af 6. april 1978).

Efter 1. oktober 1986 erhverver udenlandske adoptivbørn automatisk dansk indfødsret, hvis følgende betingelser er opfyldt

a) Adoptionsbevillingen skal være meddelt af en dansk myndighed,

b) begge adoptanter eller den ugifte adoptant skal være danske statsborgere. Ved stedbørnsadoptioner skal både adoptanten og den biologiske forældrepart være danske statsborgere,

c) både barnet og dets adoptivforældre - ved stedbørnsadoptioner adoptanten og den biologiske forældrepart - skal bo i Danmark,

d) adoptionsbevillingen skal være udfærdiget senest dagen før barnet fylder 12 år.

I tilfælde, hvor foranstående betingelser ikke er opfyldt, kan det udenlandske adoptivbarn eventuelt erhverve dansk indfødsret ved naturalisation. I visse tilfælde kan naturalisation forventes, selv om barnet og adoptivforældrene bor uden for Danmark. En betingelse herfor er dog bl.a., at adoptionen har fundet sted på en sådan måde, at den er gyldig efter dansk ret.

4. Bopæl i

Danmark til

skelsår og alder

a. En udlænding, der var født i Danmark før 7. april 1880 og vedblivende havde sin bopæl i landet, erhvervede automatisk dansk statsborgerret ved det fyldte 18. år (Indfr. 1776 § 9). Den således erhvervede statsborgerret omfattede ikke bipersoner, d.v.s. mandens hustru og ægtebørn eller kvindens børn uden for ægteskab.

b. En udenlandsk mand eller udenlandsk ugift kvinde, der var født i Danmark i tidsrummet 7. april 1880-31. december 1950 og vedblivende havde sin bopæl i landet, erhvervede ved det fyldte 19. år automatisk dansk statsborgerret (L. 1898 § 2, L. 1925 § 2). Den statsborgerret, som en mand havde erhvervet, tilkom også hans hustru og ægtebørn, medens børn født uden for ægteskab på samme måde fulgte moderen.

Dansk statsborgerret blev dog ikke erhvervet, hvis vedkommende i løbet af det sidste år før sin 19 års fødselsdag over for overøvrigheden (i København magistraten) havde afgivet en skriftlig erklæring om ikke at ville erhverve dansk indfødsret og ved fyldestgørende attest havde godtgjort at have statsborgerret i et andet land.

Fra de ovenfor omtalte regler gælder visse undtagelser for de personer, der er nævnt under pkt. 10.

c. I tidsrummet 1. januar 1951-31. december 1968 kunne en udlænding, der var født i Danmark og vedblivende havde sin bopæl i landet, erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. (18.) år, men inden det fyldte 23. år at afgive en erklæring derom til myndighederne (L. 1950 § 3).

d. Siden 1. januar 1969 kan en udlænding, der opfylder visse betingelser om forudgående 10 års bopæl i Danmark, jfr. pkt. 7.a., erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. (18.) år, men inden det fyldte 23. år at afgive en erklæring derom over for statsamtet (i København magistraten) (L. 1950 § 3).

5. Ægteskab med

dansk mand

a. En udenlandsk kvinde, der før den 7. april 1898 indgik ægteskab med en dansk mand, erhvervede ikke dansk statsborgerret ved ægteskabet, men opnåede først dansk statsborgerret den 7. april 1898, dog kun for så vidt hun på dette tidspunkt levede i ægteskab med sin danske mand (L. 1898 § 11). Hvis hun den 7. april 1898 var enke, fraskilt eller separeret, og hun den 27. november 1916 var statsløs (f.eks. fordi hun ved indgåelse af ægteskabet havde mistet sin oprindelige statsborgerret), opnåede hun den 27. november 1916 dansk statsborgerskab (L. nr. 353 af 1916).

b. En udenlandsk kvinde, der i tidsrummet 7. april 1898-31. december 1950 indgik ægteskab med en dansk mand, erhvervede ved ægteskabet dansk indfødsret (L. 1898 § 3, L. 1925 § 3).

c. En udenlandsk kvinde, der efter 31. december 1950 har indgået ægteskab med en dansk mand, har ikke ved ægteskabet erhvervet dansk statsborgerret, men udlændinge, både mænd og kvinder, som er dansk-gifte, kan i almindelighed opnå dansk statsborgerret ved naturalisation, når de har boet 4 år i Danmark og samlevet med den danske ægtefælle de seneste 3 år.

6. Naturalisation

Naturalisation sker ved, at ansøgeren med navns nævnelse optages på en af de særlige love om indfødsrets meddelelse, hvoraf der som regel gennemføres tre om året.

a. Bipersoner omfattes af naturalisationen efter følgende regler

1) Naturalisationen før 7. april 1898 omfattede kun de personer, der udtrykkeligt var nævnt i loven. Dog fik en fremmed kvinde, som den 7. april 1898 levede i ægteskab med en naturaliseret dansk mand, dansk indfødsret (L. 1898 § 11).

2) Naturalisation i tidsrummet 7. april 1898-31. december 1950 af en mand omfattede hans hustru og ugifte ægtebørn under 18 år, hvis ikke andet i det enkelte tilfælde var blevet fastsat. Ugifte børn under 18 år født uden for ægteskab fik på samme måde indfødsret ved moderens naturalisation (L. 1898 § 4, L. 1925 § 4).

3) Naturalisation i tiden fra og med 1. januar 1951 til 31. december 1978 omfatter ikke ægtefællen. Medmindre andet er fastsat ved den pågældende naturalisation, omfatter naturalisationen ifølge lov af 1950 § 6 ugifte børn under 18 år, der bor i Danmark, efter følgende regler (L. 1950 § 5): a) ægtebarn følger faderen, medmindre barnet efter opløsningen af forældrenes ægteskab eller deres separation er undergivet moderens forældremyndighed, i hvilket tilfælde barnet følger moderen; b) ægtebarn følger moderen, hvis hun er enke; c) barn født uden for ægteskab følger moderen, medmindre forældremyndigheden over barnet er tillagt dets udenlandske fader.

4) Naturalisation efter 31. december 1978 omfatter heller ikke ægtefællen. Medmindre andet er fastsat ved den pågældende naturalisation, omfatter naturalisation ifølge bkg. nr. 155 af 6. april 1978 § 6, jfr. § 5, ugifte børn under 18 år, der bor i Danmark, efter følgende regler: a) Ægtebarn får dansk indfødsret, når blot en af forældrene - hvad enten det er faderen eller moderen - bliver naturaliseret (og ikke har medtaget barnet); dette gælder dog ikke, hvis forældrene er blevet separerede eller skilt, og forældremyndigheden over barnet alene er blevet tillagt den anden forældrepart. b) Barn født uden for ægteskab følger moderen, medmindre forældremyndigheden over barnet alene er tillagt dets udenlandske fader.

b. Betingelser for naturalisation. De gældende betingelser for naturalisation indeholdes i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 69 af 1. juni 1983, hvorefter grundbetingelsen for naturalisation er, at ansøgerne gennem ophold i Danmark skal have erhvervet så godt et kendskab til det danske sprog, at de kan klare sig i det danske samfund. Yderligere opstilles en række betingelser, der i det væsentlige går ud på følgende

1) I almindelighed skal statsborgere fra de nordiske lande have opholdt sig i Danmark uafbrudt i mindst 2 år, andre udlændinge i mindst 7 år. Personer, der er kommet til Danmark som børn, eller som har fået en væsentlig del af deres almindelige eller faglige uddannelse der, vil normalt blive naturaliseret efter noget kortere tids forløb. Det samme gælder personer af hel eller delvis dansk afstamning og tidligere danske statsborgere. Danskfødte vil som regel kunne naturaliseres efter 1 års ophold i Danmark. Danskgifte ansøgere, der lever i et ægteskab, der har bestået i mindst 3 år, kan normalt forvente at blive naturaliseret efter 4 års uafbrudt ophold i Danmark. Også ved naturalisation af udenlandske børn, der er adopteret af danske forældre, gælder der særlige lempelser i kravet om en vis tids bopæl i Danmark, se i øvrigt foran under pkt. 3. For så vidt angår de i pkt. 1 d nævnte børn, kan disse efter en konkret bedømmelse af Folketinget naturaliseres inden deres fyldte 18. år, selv om de ikke har bopæl her i landet. Det forudsættes, at ansøgning om naturalisation er kommet Indenrigsministeriet i hænde senest et halvt år, før barnet fylder 18 år.

2) Ansøgeren skal være det danske sprog mægtig og have ført en hæderlig vandel. Skatterestance og offentlig hjælp, som er modtaget med pligt til tilbagebetaling, og underholdsbidrag, som det offentlige har måttet udrede forskudsvis for en bidragsskyldig, vil som regel være til hinder for naturalisation.

3) Hvor erhvervelsen af dansk indfødsret ikke automatisk bevirker, at ansøgeren mister sin fremmede statsborgerret, kræves det som regel, at han/hun lader sig løse fra sin fremmede statsborgerret.

4) Britiske og franske statsborgere, der blev naturaliseret i tiden fra 9. april 1940 til 4. maj 1945, og som ikke derved mistede deres oprindelige statsborgerret, har kun bevaret deres danske indfødsret, hvis de inden udgangen af året 1952 har afgivet en skriftlig erklæring derom. Også den, hvis indfødsret er afledet af en sådan naturalisation (hustruer, børn samt eventuelle svigerdøtre og børnebørn), skal selvstændigt have afgivet en sådan erklæring for at have bevaret sin danske indfødsret (L. nr. 504 af 1950, kap. II).

Ved ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation bør Indenrigsministeriets blanketter såvidt muligt benyttes.

Når en person er blevet naturaliseret, modtager han/hun af Indenrigsministeriet bevis herfor. I beviset er opført de børn, der omfattes af naturalisationen.

7. Afgivelse af

erklæring til

myndighederne

a. En udlænding, der som barn har boet i Danmark i sammenlagt mindst 5 år og desuden fra det fyldte 16. år vedblivende har haft bopæl i landet, kan erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. år at afgive en skriftlig erklæring derom over for overøvrigheden (i København magistraten). En statsløs eller en person, der godtgør, at han vil miste sin fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk indfødsret, kan afgive erklæringen allerede fra det fyldte 18. år, forudsat han/hun ved erklæringens afgivelse har haft vedblivende bopæl i Danmark i de sidste 5 år (L. 1950 § 3).

Med bopæl i Danmark før det fyldte 16. (13.) år ligestilles bopæl i Finland, Norge eller Sverige (L. 1950 § 10 A).

Når en person erhverver indfødsret ved afgivelse af den omhandlede erklæring, tilkommer indfødsretten også hans eller hendes børn efter de regler, der er omtalt ovenfor under pkt. 6.a. 3) og 4).

Om undtagelser for tyske statsborgere m.fl. henvises til pkt. 10.

b. Finske, norske og svenske statsborgere har en særlig adgang til at erhverve dansk indfødsret ved at afgive en skriftlig erklæring derom over for statsamtet (i København magistraten) (L. 1950 § 10 B, jfr. overenskomst af 15. januar 1969 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige). Erklæringen kan afgives, hvis den pågældende finne, nordmand eller svensker

1) har erhvervet sit lands statsborgerret på anden måde end ved egen eller forældres naturalisation;

2) er fyldt 18 år;

3) har haft bopæl i Danmark i de sidste 7 år;

4) ikke i de sidste 7 år er dømt til frihedsstraf, arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller til anbringelse i en særlig forvaringsanstalt.

c. For visse børn, der er født i ægteskab mellem ikke-dansk mand og dansk kvinde, samt for visse adoptivbørn, har erhvervelse af dansk indfødsret kunnet finde sted ved erklæring, se foran pkt. 1.d og pkt. 3.

d. Den, der har erhvervet indfødsret ved erklæring derom, vil af Indenrigsministeriet eller af statsamtet (i København magistraten) modtage et indfødsretsbevis. I beviset vil også være anført de børn, der eventuelt samtidig har fået indfødsret i medfør af lov af 1950 § 5.

8. Hittebørn

Et hittebarn, som bliver fundet i det danske rige, anses, indtil andet oplyses, for at have dansk indfødsret (L. 1898 § 10, L. 1925 § 1 og L. 1950 § 1).

9. Særregler i

anledning af

de sønderjyske

landsdeles

genforening

med Danmark

Bestemmelserne om erhvervelse af dansk indfødsret ved de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark indeholdes i bekendtgørelse nr. 293 af 12. juni 1922 af lov nr. 474 af 5. september 1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjyske landsdeles indlemmelse i Danmark, således som denne er ændret ved lov nr. 247 af 12. juni 1922.

10. Særregler

for tyske

statsborgere m.fl.

i anledning af

Danmarks

besættelse

På grund af de særlige forhold under og umiddelbart efter Danmarks besættelse blev der ved lov nr. 379 af 12. juli 1946, jfr. lov nr. 528 af 22. december 1947, samt lov nr. 518 af 22. december 1948 givet særlige bestemmelser om, at visse regler om erhvervelse eller bevarelse af dansk indfødsret i indfødsretsloven af 18. april 1925 ikke skal anvendes på visse tyske statsborgere eller på statsløse, som selv eller hvis forældre senest havde været i besiddelse af tysk statsborgerret, eller på personer, der som flygtninge ved tysk foranstaltning var ført til Danmark.

C. Fortabelse af dansk statsborgerret

1. Erhvervelse

af fremmed

statsborgerret

a. Før 7. april 1898. Dansk indfødsret fortabtes af den, der før 7. april 1898 var blevet statsborger i et andet land og havde fast bopæl i udlandet.

En gift mands hustru og ægtebørn og en kvindes børn uden for ægteskab tabte i dette tilfælde kun dansk indfødsret, for så vidt også de erhvervede fremmed statsborgerret og tog fast bopæl i udlandet (L. nr. 54 af 1871 § 1).

b. Fra 7. april 1898 til 28. april 1925. Dansk indfødsret fortabtes af den, der i perioden 7. april 1898-28. april 1925 blev statsborger i et fremmed land. Ved en mands naturalisation i et fremmed land tabte hans hustru og umyndige ægtebørn kun deres indfødsret, for så vidt de omfattedes af hans naturalisation og tog ophold uden for Danmark (L. 1898 § 5).

c. Fra 29. april 1925 til 31. december 1950. Dansk indfødsret fortabtes af den, som i perioden 29. april 1925-31. december 1950 blev statsborger i et fremmed land. Hvis den pågældende boede i Danmark og havde erhvervet den danske indfødsret ved fødslen, indtrådte tabet dog først, når han eller hun flyttede ud af landet (L. 1925 § 5), medmindre den pågældende havde erhvervet tysk statsborgerret i perioden mellem 9. april 1940 og 31. december 1947.

Finder fraflytningen først sted efter 1. januar 1951, mistes indfødsretten dog kun, hvis den pågældende stadig har statsborgerret i et andet land og ville miste eller have mistet indfødsretten, hvis reglerne i § 7 i lov nr. 252 af 1950 havde været i kraft, da han erhvervede fremmed statsborgerret (L. 1950 § 13 stk. 6).

d. Fra 1. januar 1951 til 31. december l978 fortabes ifølge § 7 i lov nr. 252 af 27. maj 1950 dansk indfødsret af

1) den, som erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke.

Automatisk erhvervelse af fremmed statsborgerret, f.eks. for en kvindes vedkommende ved ægteskab med en udlænding, medfører således ikke længere fortabelse af dansk indfødsret, selv om erhvervelsen af den fremmede statsborgerret kunne have være undgået ved afgivelse af en erklæring eller anden handling;

2) den, som erhverver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land;

3) ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger derved, at en af dets forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne, erhverver fremmed statsborgerret på den foran under 1) eller 2) angivne måde, medmindre den anden af dets forældre vedbliver at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden;

4) ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger derved, at dets forældre indgår ægteskab med hinanden. Bor barnet i Danmark, indtræder tabet dog kun, når det inden det fyldte 18. år flytter ud af riget og da har statsborgerret i et andet land.

e. Fra og med 1. januar 1979 fortabes dansk indfødsret i forbindelse med erhvervelse af fremmed statsborgerret kun af de grunde, som er nævnt foran under C.1.d. 1), 2) og 3). Fortabelse af dansk indfødsret som følge af, at et barns forældre har indgået ægteskab med hinanden, har derfor kun kunnet finde sted, hvis barnet - efter at forældrene har indgået ægteskab - er flyttet bort fra Danmark inden den 1. januar 1979, eller hvis forældrene - medens barnet bor uden for Danmark - har giftet sig med hinanden inden den 1. januar 1979.

Hvis repræsentationen erfarer, at en dansk mand eller kvinde har erhvervet fremmed statsborgerret, skal meddelelse herom og om eventuel annullering af den pågældendes danske pas (jfr. kap. VI afsnit A. pkt. 7.i.) sendes direkte til

Indenrigsministeriet Indfødsretskontoret Nyropsgade 47, 4. 1602 København V. og en genpart sendes til: Rigspolitichefen Rigsregistraturen Politigården 1588 København V.

2. Fødsel og

forbliven

i udlandet

a. Personer født før 30. april 1906 fortabte ikke dansk indfødsret ved forbliven i udlandet.

b. Personer, født i perioden 30. april 1906-31. december 1928. Dansk mand og dansk ugift kvinde, der var født i udlandet i nævnte periode og aldrig havde boet i Danmark, mistede indfødsretten ved det fyldte 22. år, medmindre de havde opholdt sig i Danmark under forhold, der tydede på samhørighed med landet, eller inden den nævnte alder havde opnået kgl. resolution for bevarelse af indfødsretten (L. 1925 § 6). Personer, der fyldte 22 år i tiden 25. juni 1940-31. december 1948, kunne dog bevare deres danske indfødsret, hvis de inden 1. januar 1949 opnåede kgl. resolution eller tog ophold i Danmark (L. nr. 333 af 1940 og an. nr. 230 af 1947).

Når en mand fortabte indfødsretten efter den anførte regel, fortabte også hans hustru og ægtebørn indfødsretten. Tabte en kvinde indfødsretten, gjaldt det samme for hendes børn født uden for ægteskabet.

c. Danske født 1. januar 1929 eller senere fortaber indfødsretten ved det fyldte 22. år uanset køn og ægteskabelig stilling, hvis de er født i udlandet og ikke inden opnåelsen af den nævnte alder har boet i Danmark eller opholdt sig der under forhold, der tyder på samhørighed med landet (L. 1950 § 8). For personer født 1. januar 1947 eller senere ligestilles bopæl i Finland, Norge eller Sverige i sammenlagt mindst 7 år med bopæl i Danmark (L. 1950 § 10 A).

Det kan ved kongelig resolution tillades, at indfødsretten bevares. Resolutionen kan meddeles også efter ansøgerens fyldte 22. år, men det er en absolut betingelse, at ansøgningen er kommet repræsentationen i hænde, senest dagen før ansøgeren fylder 22 år. For at sikre bevis for, at ansøgningen er rettidigt indgivet, skal repræsentationen notere datoen for modtagelsen på selve ansøgningen.

Ansøgningen, der stiles til Dronningen og straks af repræsentationen sendes direkte til Indenrigsministeriet, Indfødsretskontoret, Nyropsgade 47, 4., 1602 København V., skal være ledsaget af (kopi af) ansøgerens og hans/hendes forældres (for børn uden for ægteskab, moderens) fødsels- eller dåbsattester - disse attester skal være af et sådant indhold, at de angiver, hvem der er barnets forældre - og deres vielsesattester samt indeholde oplysning på tro og love om følgende forhold

1) ansøgerens stilling,

2) hvor ansøgeren og hans/hendes forældre har opholdt sig fra fødslen til ansøgningens dato, herunder navnlig oplysning om hvorvidt og hvornår ansøgeren har haft ophold i Danmark (opholdenes varighed, opholdsstederne og opholdenes karakter, f.eks. ferie, højskoleophold o.1.),

3) om ansøgeren er gift, i hvilket tilfælde ikke blot vielsesattesten men også ægtefællens fødsels- eller dåbsattest skal vedlægges,

4) om ansøgeren har børn, i hvilket tilfælde disses fødsels- eller dåbsattester skal vedlægges,

5) om ansøgeren og hans/hendes forældre taler dansk, i bekræftende fald ledsaget af dokumentation herfor,

6) om ansøgeren og hans/hendes forældre på særlig måde har bevaret tilknytning til Danmark samt navn og adresse på personer i Danmark, der kan bekræfte de givne oplysninger,

7) om ansøgeren eller hans/hendes forældre har erhvervet fremmed statsborgerret,

8) hvis ansøgeren har fået dansk indfødsret i henhold til lov nr. 117 af 29. marts 1978, skal det originale indfødsretsbevis vedlægges,

9) hvis ansøgeren har fået dansk indfødsret i henhold til lov nr. 117 af 29. marts 1978, er det kun ansøgeren, der skal afgive en erklæring om, hvorvidt han/hun, efter modtagelse af indfødsretsbeviset, har søgt om eller erhvervet fremmed statsborgerret.

Ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret kan i almindelighed kun forventes imødekommet, hvis ansøgeren personligt frem til ansøgningens tidspunkt har bevaret en reel tilknytning til danske forhold.

Når den kgl. resolution foreligger, sender Indenrigsministeriet ansøgeren et bevis for, at han/hun har bevaret sin danske indfødsret.

Da kgl. resolution normalt først kan forventes opnået, når ansøgeren er omkring 21 år, har det intet formål, at ansøgningen indsendes, inden han/hun er ca. 20 år.

Derimod er der intet til hinder for allerede på et tidligere tidspunkt for Indenrigsministeriet at forelægge spørgsmålet om, hvorvidt en dansk statsborger, der er født i udlandet, allerede i kraft af bopæl eller ophold i Danmark under forhold, der tyder på samhørighed med landet, har opfyldt lovens betingelser for at bevare sin danske indfødsret, således at kgl. resolution ikke er nødvendig. Det bemærkes herved, at 1 års uafbrudt ophold i Danmark ifølge Indenrigsministeriets praksis normalt anses for tilstrækkeligt.

En ansøger, der ikke opfylder betingelserne for bevarelse af dansk indfødsret - eller som ikke får afgivet sin ansøgning i tide - kan, hvis han/hun tager ophold i Danmark, søge om at generhverve indfødsretten ved naturalisation efter ca. 1 års ophold her. Det forudsættes, at ansøgeren opfylder de almindelige naturalisationsbetingelser, herunder beherskelse af det danske sprog.

Tab af dansk indfødsret ved fødsel og forbliven i udlandet omfatter også børn, der har erhvervet dansk indfødsret gennem den pågældende, medmindre børnene derved bliver statsløse.

3. Løsning fra

dansk statsborger-

forhold

Den, som er eller ønsker at blive fremmed statsborger, kan ved kgl. resolution løses fra sit statsborgerlige forhold til Danmark. Løsningen sker i sidste tilfælde på betingelse af, at ansøgeren inden en vis frist, normalt seks måneder, bliver statsborger i et andet land. Løsning kan ikke nægtes en person, som er fremmed statsborger, og som har sin faste bopæl i et andet land (L.1950 § 9, jfr. bkg. nr. 155 af 1978).

4. Ægteskab med

udenlandsk mand

Om en dansk kvinde har mistet sin indfødsret ved ægteskab med en udlænding, afhænger af tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Reglerne er følgende

a. Ægteskab indgået før den 7. april 1898. Dansk kvinde, der indgik ægteskab med en udlænding før den 7. april 1898, mistede kun sin danske indfødsret, hvis hun ved ægteskabet erhvervede fremmed statsborgerret og tog ophold i udlandet (L. nr. 54 af 1871 § 1).

b. Ægteskab indgået mellem 7. april 1898 og 28. april 1925. En dansk kvinde, der i denne periode indgik ægteskab med en udlænding, mistede ubetinget sin danske indfødsret uden hensyn til, om hun ved ægteskabet erhvervede fremmed statsborgerret. Børn under 18 år, som ægtefællerne havde sammen inden ægteskabets indgåelse, mistede ligeledes ved forældrenes ægteskab deres danske indfødsret (L. 1898 § 6).

c. Ægteskab indgået mellem 29. april 1925 og 31. december 1950. En dansk kvinde, som i denne periode indgik ægteskab med en udlænding, mistede kun sin danske indfødsret, hvis hun ved ægteskabets indgåelse erhvervede mandens statsborgerret, og havde hun erhvervet sin danske indfødsret ved fødslen, mistede hun den først, når hun flyttede fra Danmark (L. 1925 § 5). Flyttede hun først fra Danmark efter den 1. januar 1951, bevarede hun som omtalt ovenfor under pkt. 1.c. sin danske indfødsret, medmindre hun havde ansøgt om eller udtrykkeligt samtykket i at op-

nå ægtemandens statsborgerret (L. 1950 § 13 stk. 6, jfr. § 7 nr. 1).

d. Ægteskab indgået efter 31. december 1950. En dansk kvindes erhvervelse af fremmed statsborgerret ved indgåelse af ægteskab med en udlænding efter 31. december 1950 medfører som omtalt under pkt. 1. d. ikke, at hun mister sin danske indfødsret, medmindre hun har ansøgt om eller udtrykkeligt samtykket i at erhverve mandens statsborgerret.

5. Personer,

der ved fødslen

har erhvervet

statsborgerret

både i Danmark

og i et andet land

Personer, som ved fødslen har erhvervet statsborgerret både i Danmark og i et andet land - f.eks. fordi de pågældendes forældre har statsborgerret henholdsvis i Danmark og i et andet land - kan i henhold til indfødsretslovens § 9 A, jfr. bkg. nr. 155 af 6. april 1978, miste dansk indfødsret, hvis de ved opnåelsen af en vis alder - som ikke må være under 19 år og ikke over 22 år - i de sidste 5 år inden opnåelsen af denne alder har haft uafbrudt fast bopæl i det andet land, hvori de også har statsborgerret. Fortabelsen kan dog kun finde sted, hvis Danmark har sluttet aftale herom med vedkommende fremmede land, og hvis personen opnår den alder ved aftalen, der er fastsat efter at aftalen er trådt i kraft. Danmark har indtil nu endnu ikke sluttet nogen sådan aftale, og der er ikke for tiden planer om at indgå aftaler af denne art. Der vil blive givet de danske udlandsrepræsentationer underretning, hvis/når sådanne aftaler måtte blive sluttet.

6. Særregler for

personer fra de

tidligere dansk-

vestindiske

øer

De tidligere dansk-vestindiske øer må i alle henseender, hvori fødsel eller bopæl i riget har betydning efter indfødsretslovene, ligestilles med rigets øvrige bestanddele, for så vidt angår fødsel eller bopæl i tiden indtil den 16. januar 1917. Fra og med øernes afståelse den 17. januar 1917 er de derimod udland.

Danske statsborgere, uanset hvor de var født, som den 17. januar 1917 boede på øerne og forblev boende der ud over den 16. januar 1918, mistede med virkning fra den 17. januar 1917 indfødsretten, medmindre de senest den 16. januar 1918 over for en "Court of Record" afgav en erklæring om at ville bevare dansk indfødsret (bkg. nr. 223 af 1917).

Danske statsborgere, som den 17. januar 1917 var bosat uden for øerne, bevarede deres danske indfødsret, selv om de stammede fra øerne.

7. Særregler for

islændinge

Dansk-islandsk forbundslov af 30. november 1918, hvorved Island med virkning fra den 1. december 1918 opnåede selvstændighed, indeholdt ingen bestemmelser om, hvilke danske statsborgere der fremtidig skulle være statsborgere i Island, og hvilke der skulle bevare deres danske indfødsret.

Efter den praksis, der følges af Indenrigsministeriet, og efter den særregel for et bestemt forhold, der er givet i kapitel I i lov nr. 504 af 20. december 1950, gælder følgende

a) Danske statsborgere, hvad enten de stammede fra Island eller fra Danmark, som den 1. december 1918 boede i Island, mistede kun dansk indfødsret ved adskillelsen mellem de to lande, hvis de i henhold til de lovbestemmelser, der blev gennemført fra islandsk side, anses for at have erhvervet islandsk statsborgerret (herunder ved option for Island).

b) Danske statsborgere - hvad enten de stammede fra Island eller fra Danmark - som den 1. december 1918 boede uden for Island, mistede kun dansk indfødsret ved adskillelsen mellem de to lande, hvis de opterede for Island. Har de ikke opteret for Island, anses de for at have bevaret dansk indfødsret uden hensyn til, om de fra islandsk side måtte blive betragtet som islandske statsborgere.

c) Hustruer, som den 1. december 1918 levede sammen med deres ægtefæller, antages at have fulgt disse, ligesom umyndige ægtebørn fulgte faderen og umyndige børn uden for ægteskab moderen.

Lov nr. 205 af 16. maj 1950 foreskriver, at islandske statsborgere, som enten den 6. marts 1946 havde bopæl i Danmark eller på noget tidspunkt i tiden 6. marts 1936-5. marts 1946 har haft bopæl i Danmark, fremdeles skal have ret til at tage bopæl i Danmark og til under ophold i Danmark at nyde fuld ligeret med danske statsborgere. De nyder således ikke denne ligeret under ophold i udlandet og har ikke krav på bistand fra de danske repræsentationer.

D. Generhvervelse af dansk statsborgerret

1. Generhvervelse

af dansk stats-

borgerret for

danskfødte

I henhold til § 4 i loven af 27. maj 1950 kan den, der ved fødslen har erhvervet indfødsret og har boet i det danske rige indtil det fyldte 18 år, generhverve sin mistede indfødsret ved over for statsamtet (i København magistraten) at afgive skriftlig erklæring herom, når han/hun i de sidste 2 år inden erklæringens afgivelse har boet i riget. Har han/hun fremmed statsborgerret, kan erklæringen dog kun afgives, hvis vedkommende godtgør derved at miste den fremmede statsborgerret.

Ved anvendelsen af denne regel anses den, der har erhvervet indfødsret ved de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark (jfr. afsnit B, pkt. 9.) som danskfødt. Endvidere ligestilles bopæl i de sønderjyske landsdele inden den 15. juni 1920 med bopæl i riget (L. 1950 § 13 stk. 2).

Med bopæl i Danmark ligestilles bopæl i Finland, Norge eller Sverige før det fyldte 12. år (L. 1950 § 10A).

Generhvervelsen har virkning for ugifte børn under 18 år efter de regler, der er anført under afsnit B, pkt. 6.a.3) og 4).

Når indfødsret generhverves, vil den pågældende modtage et indfødsretsbevis fra Indenrigsministeriet eller statsamtet (i København magistraten).

2. Generhvervelse

af dansk statsborger-

ret for finske,

norske og svenske

statsborgere

Den, der har mistet dansk indfødsret og derefter vedblivende har været statsborger i Finland, Norge eller Sverige, generhverver dansk indfødsret, når han/hun efter at have taget fast bopæl i den danske stat afgiver en skriftlig erklæring derom over for statsamtet (i København magistraten) (L. 1950 § 10 C, jfr. overenskomst af 15. januar 1969 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige).

3. Generhvervelse

af dansk statsborger-

ret for personer,

der har mistet

dansk statsborgerret

i henhold til § 9 A

Personer, der har mistet dansk statsborgerret i henhold til indfødsretslovens § 9 A, jfr. foran pkt. C.5., kan generhverve dansk indfødsret ved at afgive skriftlig erklæring herom over for statsamtet (i København magistraten), jfr. indfødsretslovens § 9 A, stk. 4 (bkg. nr. 155 af 6. april 1978).

4. Generhvervelse

af dansk statsborger-

ret for andre

Generhvervelse af dansk statsborgerret for andre end de nævnte persongrupper kan kun finde sted ved naturalisation, jfr. afsnit B, pkt. 6.

KAPITEL XIII

Luftfart

A. Dansk nationalitetsmærke og registreringsmærke

Ethvert luftfarttøj, der er indregistreret i Danmark, skal være forsynet med det danske nationalitetsmærke OY samt et registreringsmærke bestående af en gruppe på 3 bogstaver.

B. Scandinavian Airlines System (SAS)

Den 8. februar 1951 undertegnede Det Danske Luftfartselskab A/S (DDL), oprettet i 1918, det Norske Luftfartselskab A/S (DNL), oprettet i 1927, og det svenske luftfartselskab Aktiebolaget Aerotransport (ABA), oprettet i 1924, en aftale om dannelsen af konsortiet Scandinavian Airlines System (SAS). I henhold til aftalen, der godkendtes af de tre skandinaviske landes regeringer ved overenskomst af 20. december 1951, udgør DDL's, DNL's og ABA's andele i SAS henholdsvis 2/7, 2/7 og 3/7.

SAS's anliggender varetages af et styre bestående af repræsentanter for de tre luftfartsselskaber. Den daglige ledelse af konsortiet, hvis hovedkontor ligger i Stockholm, forestås af en administrerende direktør. I Danmark, Norge og Sverige findes regionalkontorer under ledelse af hver sin direktør.

I de bilaterale luftfartsaftaler, som de skandinaviske lande har afsluttet efter dannelsen af SAS, har Danmark, Norge og Sverige opnået ret til at beflyve de ruter, aftalerne omfatter, med luftfartøjer, besætninger og materiel, der disponeres af SAS i henhold til konsortieaftalen.

C. Internationale overenskomster

1. Chicago-

konventionen

og Transit-

overenskomsten

Den 7. december 1944 undertegnede en række lande i Chicago en konvention om international civil luftfart (Chicago-konventionen) og en dertil knyttet overenskomst om transitrettigheder for international ruteflyvning (Transitoverenskomsten). Begge overenskomster er senere tiltrådt af Danmark.

Ved de to overenskomster, der bygger på principppet om statens fuldstændige og udelukkende højhedsret over luftrummet over deres territorier, indrømmer parterne hinanden ret til overflyvning og teknisk mellemlanding.

For charter-, taxa- og privatflyvning er disse rettigheder hjemlet i Chicago-konventionen, for ruteflyvning i Transitoverenskomsten.

Chicago-konventionen fastlagde endvidere rammerne for det internationale luftfartssamarbejde på det tekniske område og oprettede Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO). ICAO har til formål at udvikle principperne og teknikken for den internationale luftfart og at fremme planlægningen og udviklingen af international lufttrafik.

2. Bilaterale

aftaler om

ruteflyvning

Da det ikke på Chicago-konferencen lykkedes at nå frem til en videregående international aftale om de fornødne rettigheder for driften af international ruteflyvning, har de enkelte stater måtte skaffe sig disse rettigheder gennem bilaterale aftaler. Sådanne bilaterale aftaler giver som hovedregel gensidig ret til trafikflyvning for de luftfartsselskaber, som de to stater udpeger i aftalen.

De luftfartsrettigheder - "luftens friheder" - der sædvanligvis indgår i forhandlingerne om bilaterale luftfartsaftaler, er følgende

1. frihed: Retten til at overflyve den anden stats territorium.

2. frihed: Retten til at foretage teknisk (d.v.s. ikke-kommerciel) landing i den anden stat.

3. frihed: Retten til i den anden stat at afsætte passagerer, gods eller post fra den stat, i hvilken luftfartsselskabet er hjemmehørende.

4. frihed: Retten til i den anden stat at optage passagerer, gods eller post bestemt for den stat, i hvilken luftfartsselskabet er hjemmehørende.

5. frihed: Retten til i den anden stat at afsætte og optage passagerer, gods eller post, der er optaget i, henholdsvis bestemt for, et hvilket som helst tredjeland.

D. Udenlandsk luftfart med civile luftfartøjer til, fra eller over dansk territorium (Danmark, Grønland og Færøerne)

1. Almindelige

bestemmelser

Civil luftfart, som berører dansk territorium, skal udføres i overensstemmelse med gældende danske bestemmelser om civil luftfart. Disse bestemmelser svarer i det væsentlige til de standardbestemmelser og rekommandationer den internationale civile luftfartsorganisation (ICAO) har udfærdiget.

Første landing og sidste start fra dansk territorium skal ske på eller fra toldflyveplads.

Pr. november 1988 har nedennævnte flyvepladser status som toldflyvepladser

A. Danmark

Aalborg, Århus/Tirstrup, Billund, Esbjerg, Haderslev, Herning, Kruså/Padborg, København/Kastrup, København/Roskilde, Lindtorp, Maribo, Nakskov, Odense/Beldringe, Randers, Rø, Rønne, Sindal, Skive, Stauning, Sydfyn/Tåsinge, Sønderborg, Tønder, Vamdrup, Viborg, Ærø.

B. Grønland

Ilulissat/Jacobshavn, Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord, Kulusuk, Narssarssuaq, Nerlerit Inaat/Constable Pynt, Nuuk/Godthåb.

C. Færøerne

Vagar

2. Overflyvning

af dansk

territorium

og tekniske

mellemlandinger

Civile luftfartøjer, registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen og Transitoverenskomsten, må uden særlig tilladelse overflyve dansk territorium samt foretage tekniske mellemlandinger (landinger uden afsætning eller optagelse af passagerer og gods).

For luftfartøjer, registreret i en stat, der ikke har tiltrådt Chicago-konventionen og Transitoverenskomsten, og med hvem Danmark ikke har afsluttet særskilt aftale om beflyvning, herunder overflyvning, kræves overflyvnings- og/eller landingstilladelse.

Ansøgning til Statens Luftfartsvæsen skal indgives ad diplomatisk vej og være Udenrigsministeriet i hænde senest 5 døgn før det beregnede tidspunkt for passage af de danske FIR-grænser (Flight Information Region). I denne tidsfrist må ikke indregnes lørdage og søndage samt danske helligdage. En ansøgning skal indeholde følgende oplysninger

a. Luftfartøjets type samt nationalitets- og registreringsbetegnelse.

b. Luftfartsforetagendets eller ved privatflyvning, luftfartøjets ejer og fartøjschefens navn, adresse, telefonnummer og telexnummer.

c. Flyvevej og bestemmelsessted med angivelse af dato, tid og sted for passage af de danske FIR-grænser.

d. I tilfælde af landing: Angivelse af flyveplads samt dato og beregnet tidspunkt for ankomst og afgang.

3. Regelmæssig

lufttrafik

(ruteflyvning)

Luftfart i regelmæssig lufttrafik (ruteflyvning) må ikke udføres i eller til og fra dansk territorium uden tilladelse.

Ansøgningen om at påbegynde ruteflyvning til og fra Danmark indsendes til Trafikministeriet eller, hvor det er påbudt i overenskomst, til Udenrigsministeriet.

Ansøgning om godkendelse af fartplaner indsendes senest 30 dage før fartplanens ikrafttræden til Statens Luftfartsvæsen.

Ansøgningen skal indeholde oplysning om antallet af ugentlige frekvenser, destinationer, der beflyves, med angivelse af tidspunkterne samt fartøjets type og kapacitet.

4. Ikke-regelmæssig

lufttrafik (charter-

og taxaflyvning)

Luftfart i ikke-regelmæssig lufttrafik (charter- og taxaflyvning) må ikke udføres til og fra dansk territorium uden tilladelse, medmindre andet fremgår af BL 10-1.

For luftfartøjer, registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen, skal ansøgning indgives til Statens Luftfartsvæsen.

For andre luftfartøjer skal ansøgning indgives ad diplomatisk vej til Statens Luftfartsvæsen og være Udenrigsministeriet i hænde senest 5 døgn før det beregnede tidspunkt for passage af de danske FIR-grænser (Flight Information Region). I denne tidsfrist må ikke indregnes lørdage og søndage samt danske helligdage.

Ansøgningen skal være udformet som foreskrevet i BL 10-1.

Charter- og taxaflyvning til og fra Danmark skal udføres i overensstemmelse med Bestemmelser for Civil Luftfart, BL 10-1, der kan rekvireres ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Luftfartsinformationstjenesten.

5. Privatflyvning

Privatflyvning til, fra eller over dansk territorium med udenlandske civile luftfartøjer, registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen, må udføres uden særlig tilladelse.

Privatflyvning til, fra eller over dansk territorium med udenlandske civile luftfartøjer, registreret i en stat, som ikke har tilsluttet sig Chicago-konventionen, må ikke udføres uden særlig tilladelse.

Ansøgning til Statens Luftfartsvæsen skal indgives ad diplomatisk vej og være Udenrigsministeriet i hænde senest 5 dage før det beregnede tidspunkt for passage af de danske FIR-grænser (Flight Information Region). I denne tidsfrist må ikke indregnes lørdage og søndage samt danske helligdage.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger

a. Luftfartøjets type samt nationalitets- og registreringsbetegnelse.

b. Navn, nationalitet og adresse for luftfartøjets ejer og fartøjschefen.

c. Flyvevej og bestemmelsessted med angivelse af tid og sted for passage af de danske FIR-grænser.

d. Angivelse af flyveplads samt dato og beregnet tidspunkt for ankomst og afgang.

e. Antal ombordværende.

E. Militære luftfartøjer

1. Generelle

bestemmelser

De generelle bestemmelser om militære luftfartøjers adgang til dansk område i fredstid indeholdes i kgl. anordning nr. 73 af 27. februar 1976, der i § 7 kræver en ad diplomatisk vej indhentet tilladelse for fremmede militære luftfartøjers adgang til dansk område i fredstid.

2. Særligt for

NATO-lande

og Sverige

For militære luftfartøjer fra lande, der er tilsluttet Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO), kan tilladelse til overflyvning af og landing på dansk territorium - med undtagelse af Færøerne - i henhold til praksis indhentes gennem de danske flyvekontrolmyndigheder, såfremt flyvningerne er led i en godkendt fællesøvelse, eller såfremt de har individuelle træningsformål, transport- og forsyningsformål eller eftersøgnings- og redningsformål. I alle andre tilfælde gælder det også for militære luftfartøjer fra NATO-lande, at tilladelsen skal indhentes ad diplomatisk vej, således som foreskrevet i anordningen af 27. februar 1976. For militære svenske luftfartøjer gælder det, at tilladelse altid skal indhentes gennem de militære kanaler.

KAPITEL XII

Repræsentationernes

informationsvirksomhed

A. Generelle retningslinier

Et vigtigt led i repræsentationernes daglige arbejde er informationsvirksomheden. Den har til formål at udbrede kendskabet til Danmark og til danske forhold i udlandet samt skaffe forståelse for danske synspunkter.

Informationsvirksomheden har meget stor betydning for Danmarks almindelige omdømme i udlandet og sigter direkte eller indirekte på at fremme dansk eksport. Fejlagtige eller ufyldestgørende meddelelser, der skønnes til skade for dansk omdømme i opholdslandet, bør straks berigtiges på den efter forholdene mest hensigtsmæssige måde.

B. Repræsentationernes informationsformidling

Tilrettelæggelsen af repræsentationernes generelle informationsvirksomhed må afpasses efter forholdene på stedet. Det informationsmateriale, repræsentationerne modtager fra Udenrigsministeriet og andre danske myndigheder, organisationer eller institutioner, bør benyttes, medens indholdet er aktuelt. Det er af stor betydning, at materialet målrettes mod de kredse i opholdslandet, der påvirker eller skaber den offentlige mening, såsom medier, kulturinstitutioner og erhvervskredse.

Informationsmateriale produceret af Udenrigsministeriet kan vederlagsfrit benyttes og gengives i opholdslandets massemedier.

C. Besvarelse af forespørgsler

Forespørgsler om danske forhold eller anmodninger om oplysningsmateriale skal imødekommes i det omfang, det er muligt og rimeligt. Er en forespørgsel af en så speciel karakter, at repræsentationen ikke er i stand til at give en fyldestgørende besvarelse, forelægges den for den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet. Hvis repræsentationen anmodes om udtalelser af opholdslandets presse eller andre om forhold i opholdslandet eller i Danmark, bør den afholde sig fra at fremsætte udtalelser, der kan opfattes som kritik, og undgå at udtale sig på en måde, der kan opfattes som en stillingtagen til kontroversielle spørgsmål.

Danske kommentarer til dagsaktuelle politiske spørgsmål kan indhentes ved kontakt til Udenrigsministeriets pressesekretariat.

Modtager repræsentationen forespørgsler fra den danske presse eller fra anden side om danske, der f.eks. er forulykket eller arresteret i opholdslandet, bør den udvise fornøden forsigtighed og diskretion ved besvarelsen.

D. Journalistbesøg

Som hovedregel skal udenlandske medierepræsentanter, som ønsker at besøge Danmark, henvises til Det Internationale Pressecenter i København (Snaregade 14, 1205 K, telefon nr. 33 131615). Medierepræsentanterne bør oplyses om, at IPC i samarbejde med Udenrigsministeriets pressesekretariat kan stå til rådighed med besøgstilrettelæggelse og professionel journalistisk bistand. Medierepræsentanter skal anmodes om at rette henvendelsen om besøget direkte til IPC. Repræsentationen indberetter samtidig kort om henvendelsen.

Efter repræsentationens skøn kan vigtige pressebesøg i Danmark indberettes direkte til Udenrigsministeriet. Indberetningen bør indeholde de fornødne oplysninger om de pågældendes data, mediets position og størrelse i opholdslandet, formålet med besøget samt en indstilling om, hvilken bistand repræsentationen skønner der skal ydes de pågældende. Elektroniske medier, der ønsker teknisk assistance under besøget i Danmark, kan fra Udenrigsministeriets pressesekretariat få oplysning om samarbejdspartnere på radio-, video-, film- og TV-området.

Principielt vil alle udgifter for besøgende mediefolk skulle afholdes af de pågældende selv under ophold i Danmark. Repræsentationerne kan i ganske særlige tilfælde indstille til Udenrigsministeriet om særbehandling.

E. Informationsmateriale

1. Generelt

informations-

materiale

Udenrigsministeriet råder over informationsmateriale, der dækker områderne generel information, kultur, handel, politik, økonomi og udviklingsbistand. Af økonomiske og praktiske grunde er det kun muligt i begrænset omfang at forsyne de enkelte repræsentationer med en beholdning af dette materiale, som derfor efter behov må rekvireres fra Udenrigsministeriet og fra den overordnede repræsentation.

Udenrigsministeriets pressesekretariat fremstiller et basalt informationsmateriale om Danmark og danske anliggender. Materialet fremstilles som regel i sprogversionerne engelsk, spansk, fransk og tysk.

Udelukkende på dansk fremstilles der en daglig nyhedsoversigt, der kan benyttes over for andre dansktalende i repræsentationens område. En ugentlig engelsksproget News Summary kan benyttes som materiale over for blandt andre opholdslandets presse. Af andre periodiske publikationer udgives kvartalsvis et nyhedsbrev.

2. Handelsafde-

lingens materiale

Udenrigsministeriets handelsafdeling udgiver på dansk EKSPORT/Udenrigsministeriets Tidsskrift, der ugentligt bringer markedsinformation specielt med henblik på danske eksportørers behov. Det er bladets mål at bringe en kort, klar og operativ information fra udenrigstjenestens medarbejdere over hele verden.

Hver anden uge bringes i ØSTNYT markedsinformation om statshandelslande og Jugoslavien.

Der udgives endvidere Markedsorienteringer indeholdende en grundlæggende introduktion til vore vigtigste eksportmarkeder.

Markedsorienteringerne bliver af de enkelte repræsentationer ajourført regelmæssigt.

Kontaktkalenderen er en fortegnelse over Udenrigsministeriets erhvervstjeneste i udlandet. Den udkommer hvert år i januar.

To gange årligt - i januar og juli - udsendes en oversigt over samtlige publikationer i handelsafdelingens publikationscentral samt over varerapporter og markedsundersøgelser i Udenrigsministeriets bibliotek.

Kvartalsvis udgives på engelsk eksportmagasinet Denmark Review/Business News from Denmark med det formål at informere en kvalificeret læserkreds i udlandet om danske forhold, herunder især dansk erhvervsliv. Bladet distribueres af den stedlige repræsentation i overensstemmelse med dets tema(er) samt til en mindre fast modtagerkeds.

Dekorations- og udstillingsmateriale kan rekvireres ved henvendelse til Erhvervenes Eksportfremme Sekretariat (EES), Gl. Torv 22, 1457 København K. Tlf.: 33 321711.

3. DANIDA's infor-

mationsmateriale

DANIDA's informationskontor udgiver "Denmark's Development Assistance", Danmarks årlige Country Memorandum til OECD's komite for udviklingsbistand (engelsk).

Engelsksproget Fact Sheet om dansk udviklingsbistand.

Publikationen Danida Nyt (dansk). Udkommer månedligt og registrerer Danidas aktiviteter herhjemme, i u-landene og i internationale fora.

Økonomisk politiske oversigter over de fire hovedmodtagerlande Indien, Bangladesh, Kenya og Tanzania (dansk).

Projektbeskrivelser (dansk).

Tidsskriftet Udvikling, Danmark og u-landene. Udkommer med otte årlige udgaver (dansk).

Alt materiale er gratis. Tidsskriftet Udvikling sælges dog i abonnement (kr. 85 for otte udgaver).

Udenrigsministeriets pressesekretariat udsender hvert år i januar måned en oversigt over tilgængeligt informationsmateriale. De enkelte repræsentationer kan ud fra disse lister bestille det nødvendige materiale.

4. Forespørgsler

om billedmateriale

Udenrigsministeriet råder over sort/hvide billeder og farvedias af regentfamilien og af stats- og udenrigsministrene, som efter anmodning vederlagsfrit kan stilles til disposition for dag- og ugeblade, tidsskrifter, forlag o.lign.

Hvis repræsentationerne får forespørgsler om andet billedmateriale, bedes de pågældende om for egen regning at rette direkte henvendelse til danske billedbureauer eller til disses agenter på stedet, hvorfra de fleste billeder kan rekvireres. Pressesekretariatet vil kunne anvise de rette bureauer.

Det billedmateriale, der allerede findes i pressesekretariatets fotoarkiv, kan stilles gratis til rådighed, ligesom pressesekretariatet vil være behjælpelig med research.

5. Udlån af

film og videoer

Til brug for repræsentationernes informationsvirksomhed råder Udenrigsministeriet over en række kortfilm, der er nærmere beskrevet i ministeriets filmkatalog. Filmene kan benyttes med følgende begrænsninger: De kan udlånes vederlagsfrit til universiteter, folkeoplysende institutioner, foreninger m.v. Lånerne skal erklære sig indforstået med, at filmene kun benyttes ved ikke-kommercielle forevisninger, samt at de ikke gøres til genstand for beklipning, forkortelse eller rekopiering. Hvad kommerciel visning angår - det vil som oftest være ved visning i TV - gælder, at anmodning herom skal stiles til rettighedshaveren, som er anført i kataloget. Hvor intet er anført, kan filmene stilles gratis til rådighed; det drejer sig især om Udenrigsministeriets videoproduktioner og eksportfremmefilm produceret af Landbrugsrådet, Industrirådet og Mejeriernes Fællesorganisation. For sidstnævnte film påhviler det repræsentationerne årligt, senest med udgangen af februar at indberette til Udenrigsministeriet om antallet af udlån, herunder også i TV, og så vidt muligt om, hvor mange tilskuere/TV-seere der har set filmene.

Udenrigsministeriets filmkatalog indeholder - ud over en beskrivelse af filmene - også en omtale af de forskellige, relevante tekniske data. Kataloget er en fortegnelse i form af løsblade, der fungerer som originalmateriale/Master, og som repræsentationerne kan kopiere i det omfang, der er behov for det; på denne måde kan hver enkelt repræsentation sammensætte et katalog svarende til den beholdning af film, som repræsentationen ligger inde med. Kataloget findes på engelsk og fransk og bliver løbende ajourført.

6. Bestilling

af nye kopier

Ved bestilling af filmkopier, der sendes til Udenrigsministeriet, bedes repræsentationerne anføre sprogversion og format, dvs. 16 mm eller video. Hvis video ønskes, skal tillige videosystem (VHS, BETAMAX, U-matic lowband, og til TV-brug U-matic highband, også kaldet BVU), og det pågældende lands videostandard (PAL, SECAM, NTSC) angives.

Ud over de i kataloget nævnte film er der mulighed for gennem Udenrigsministeriet til specielle arrangementer at låne kortfilm fra Statens Filmcentral, hvis kataloger sendes til repræsentationerne, og endelig kan privatproducerede film fremskaffes i et vist omfang.

7. Spillefilm

Det er ikke umiddelbart muligt at låne spillefilm fra Det danske Filminstitut, idet Instituttet i relation til udlandet kun kan udlåne til internationale festivaler og filmuger. Repræsentationerne må derfor kontakte spillefilmproducenterne direkte og indgå aftaler med dem om fremvisning af film. Det skal nævnes, at producenterne imidlertid normalt betragter alle fremvisninger fra en kommerciel synsvinkel. Publikationen DANISH FILMS, som hvert år udgives af Filminstituttet og distribueres til repræsentationerne, indeholder oplysninger om danske spillefilm, herunder også om producenterne.

8. Repræsenta-

tionernes musik-

beholdning

Udenrigsministeriet kan i begrænset omfang efter anmodning udsende grammofonplader, compact discs og båndoptagelser samt nodemateriale med dansk musik til repræsentationerne. Dette sker i snævert samarbejde med Dansk Musik Informations Center.

Repræsentationerne vil kunne finde oplysninger om dansk musik og dansk musikliv i Det Danske Selskabs publikation "Music in Denmark" og tidsskriftet "Musical Denmark", der udkommer en gang om året.

Fra repræsentationer, der disponerer over en pladebeholdning, vil pladerne kunne udlånes eller gives til fremmede radiostationer. Spørgsmålet om betaling af afgifter til komponister må afgøres efter den nationale lovgivning i det pågældende land.

KAPITEL XIV

Orlogsskibe

A. Danske orlogsskibes besøg i udlandet

1. Ankomst

Ved en dansk flådestyrkes eller et enkelt dansk orlogsskibs første ankomst til en udenlandsk havn, hvor der findes en dansk repræsentation, vil der som regel snarest efter ankomsten møde en officer fra skibet hos repræsentationschefen for at underrette ham om ankomsten og træffe aftale om aflæggelse af officielle visitter hos de stedlige myndigheder m.m.

2. Officielle

visitter

Chefen for flådestyrken eller orlogsskibet (i det følgende kaldet skibschefen) aflægger først visit hos diplomatisk repræsentationschef af højere rang end Charge d'Affaires. Iøvrigt skal skibschefen og repræsentationschefen aflægge hinanden officielle visitter, således at den, der i nedenstående fortegnelse står lavest i rækkefølgen, først aflægger besøg hos den, der er opført foran ham

Viceadmiral, Kontreadmiral, Kommandør, Charge d'Affaires (fast eller midlertidig), Generalkonsul, Kommandørkaptajn, Orlogskaptajn, der er eskadre- eller divisionschef, Konsul, Orlogskaptajn, Vicekonsul, Kaptajnløjtnant, Søløjtnant.

Officielle visitter bør som regel gengældes inden 24 timer.

Hvis repræsentationschefen er fraværende, behandles hans stedfortræder med hensyn til reglerne for officielle visitter som repræsentationschefen selv.

3. Salut

Ifølge honnørreglement for søværnet tilkommer der repræsentationschefer, der i uniform aflægger officiel visit ombord, følgende salut: Ambassadør 19 skud, Gesandt 15 skud, Ministerresident 13 skud, Charge d'Affaires 11 skud, Generalkonsul 9 skud, Konsul 7 skud og Vicekonsul 5 skud.

Ambassadører saluteres ved enhver officiel visit ombord og såvel ved ankomsten, som når de går fra borde.

Andre repræsentationschefer saluteres kun ved ankomsten på første officielle visit ombord og kun een gang på samme togt; dog saluteres de også, når de efter en tjenstlig rejse med dansk orlogsskib går fra borde i en anden havn inden for deres distrikt.

Salut afgives normalt ikke, når skibet er fortøjet ved kaj.

4. Repræsenta-

tionens opgaver

Repræsentationen bør yde danske orlogsskibe, som anløber en havn i dens distrikt, al fornøden bistand, og bør således underrette skibschefen om havneforholdene og de sundhedsmæssige og sanitære forhold på stedet samt om de for fremmede orlogsskibe gældende forskrifter og sædvaner.

Repræsentationen bør endvidere efter skibschefens anmodning yde bistand ved indkøb af skibsproviant og andre varer og, såfremt det ønskes, attestere betalinger for indkøb til orlogsskibet og attestere kurser ved valutaomvekslinger. Hvis der efter orlogsskibets afsejling undtagelsesvis til repræsentationen måtte indløbe regninger i forbindelse med skibets ophold, skal de ikke betales af repræsentationen, men videresendes til orlogsskibets navn under adressen: Købmagergades Postkontor, København K., hvorefter søværnskommandoen vil drage omsorg for betalingen.

Repræsentationschefen bør straks ved orlogsskibets ankomst medvirke til at etablere gode relationer mellem skibschefen og de lokale myndigheder, i hvilket øjemed repræsentationschefen bl.a. skal sætte skibschefen ind i, hvilke æresbevisninger fremmede orlogsskibe sædvanligvis viser stedet og dets myndigheder, samt hvilke nationale eller andre officielle festligheder orlogsskibene bør fejre ved flagning, salut eller på anden måde. Skibschefen på sin side vil i alt, hvad der angår hans forhold til de lokale myndigheder, rådføre sig med repræsentationschefen, som bør formidle alle henvendelser til opholdslandets myndigheder, som besøget måtte give anledning til

Må nogen af orlogsskibets besætning efterlades på grund af sygdom, vil han blive overladt til repræsentationens omsorg. Udgifter i forbindelse hermed søges refunderet gennem Udenrigsministeriet. Indtræffer dødsfald ombord, skal repræsentationschefen på skibschefens begæring indhente de stedlige myndigheders tilladelse til begravelse i land og i givet fald tilladelse til, at der i anledning af begravelsen landsættes bevæbnet eller ubevæbnet mandskab.

B. Fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område

1. Generelle

bestemmelser

De generelle bestemmelser om fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område i fredstid indeholdes i kgl. anordning nr. 73 af 27. februar 1976, der i §3 henholdsvis §4 kræver en ad diplomatisk vej indhentet tilladelse - i visse tilfælde forudgående anmeldelse - for fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område i fredstid.

2. Særligt for

NATO-lande

samt Sverige

og Finland

For orlogsskibe fra lande, der er tilsluttet Den Nordatlantiske Traktats Organisation, samt orlogsskibe fra Sverige og Finland kan tilladelse til adgang til dansk område i henhold til praksis indhentes gennem de militære kanaler.

KAPITEL XI

Erhvervsbistandsarbejde på honorære

repræsentationer

A. Opgaver vedrørende generel eksportfremme m.v.

Retningslinierne i dette kapitel er et uddrag af instruktionen til repræsentationer med udsendte medarbejdere.

Honorære konsulater kan følge retningslinierne i muligt omfang.

Spørgsmål bør forelægges den tilsynsførende repræsentation eller Udenrigsministeriet.

1. Generel

orientering om

afsætningsmarkedet

Repræsentationen bør holde sig orienteret om forhold på stedet, som generelt er af betydning for besvarelsen af kommercielle henvendelser.

Repræsentationen bør holde kontakt med myndigheder, importorganisationer, handelskamre, brancheforeninger o.l., som anses for at være af betydning for dansk eksports adgang til og placering på markedet.

Ønsker og forslag om besøg i Danmark af eksempelvis erhvervs-, branche- og fagbladsdelegationer bør altid forelægges den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet til godkendelse, før repræsentationen over for de pågældende bekræfter arrangementets gennemførelse.

2. Eksport-

stipendiater

Som et led i bestræbelserne for at fremme dansk eksport udsender Industri- og Handelsstyrelsen et antal yngre danske forretningsfolk som eksportstipendiater. Eksportstipendiaterne påtager sig i stipendieperioden at virke for at skabe forbindelser mellem danske eksportører og importører i opholdslandet. Med deres udsendelse er det også tanken at lette deres eventuelle selvstændige etablering på markedet efter kontraktudløbet.

Repræsentationen bør sikre, at eksportstipendiaten holdes underrettet om de sager af handelsmæssig karakter, som behandles af repræsentationen, og som må formodes at være af interesse for eksportstipendiatens funktion. I øvrigt bør stipendiaten og repræsentationen på den efter de stedlige forhold mest formålstjenlige måde bistå hinanden i løsningen af foreliggende opgaver.

3. EF-samarbejde

Hvor EF-Kommissionen har et informationskontor, bør ambassader og konsulater holde kontakt for til stadighed at være informeret.

Under et dansk formandskab af EF har honorære konsulater ingen særskilte opgaver. Spørgsmål bør forelægges den overordnede repræsentation.

B. Varetagelse af danske erhvervsinteresser

1. Generelle

retningslinier

En af de vigtigste og mest krævende opgaver for udenrigstjenesten er på bedst mulig måde at varetage, beskytte og udbygge danske erhvervsinteresser, og i dette arbejde ligger hovedvægten på den bistand, repræsentationen kan yde til fremme af dansk eksport i almindelighed og til den individuelle eksportør i særdeleshed. Repræsentationen bør derfor efter bedste evne medvirke til at skabe interesse for danske varer, og repræsentationen bør i den stedlige forretningsverden kendes som det centrale sted for oplysninger om danske varer, hvor statistikker, brochurer og andre publikationer om dansk erhvervsliv står til rådighed for eller kan fremskaffes til alle interesserede. "Denmark Review/Business News from Denmark", fælleskataloger for eksportgrupper og lignende publikationer bør være tilgængelige for besøgende.

Udenrigsministeriet samarbejder med KRAK om udgivelsen af "Export Directory of Denmark", og denne bør benyttes som primær reference i firmaformidlingsarbejdet.

Hvor der måtte være tvivl om anvendelse af andre handelskalendere, bør repræsentationen rette forespørgsel til den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriets handelsafdeling.

Opmærksomheden henledes på de til enhver tid gældende regler for betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten, herunder erhvervsbistand, jfr. kap. III, afsnit J.

2. Bistand til

danske eksportører

a. Bistandens omfang. Der bør principielt ydes bistand til alle danske eksportører. Bistandens omfang bør imidlertid afpasses efter afsætningsmulighederne for de pågældende varer og det danske firmas kapacitet, idet udførlige oplysninger om varerne og om firmaet må forudsættes at være til rådighed, før et egentligt formidlingsarbejde påbegyndes af repræsentationen.

Medmindre der foreligger anden instruktion fra Udenrigsministeriet, vil repræsentationen kunne korrespondere direkte med de forespørgende firmaer. Såfremt der er tvivl om et firmas soliditet eller forretningsmoral, bør sagen forelægges Udenrigsministeriet, om fornødent pr. telex. Oplysninger om de i KRAK's "Export Directory of Denmark" opførte firmaer bliver før optagelsen indhentet af Udenrigsministeriet.

Giver en henvendelse efter sit indhold eller sin form (f.eks. generel rundspørge til en række repræsentationer) anledning til tvivl om eksportørens mulighed for at udnytte de udbedte oplysninger, bør sagen efter omstændighederne forelægges Udenrigsministeriet. Hvis en henvendelse fra en for repræsentationen ubekendt eksportør mangler væsentlige oplysninger til brug for opgaveløsningen, vil sagen ligeledes kunne forelægges Udenrigsministeriet.

Også i tilfælde, hvor henvendelser fra danske konsulentbureauer måtte give anledning til tvivl med hensyn til sagsbehandlingen, vil sådanne henvendelser med henblik på afklaring kunne forelægges den overordnede repræsentation.

Anmodninger til repræsentationen om at foretage mere omfattende markedsundersøgelser skal forelægges den overordnede repræsentation, inden undersøgelsen iværksættes. Formålet hermed er at sikre, at eksportørens muligheder for at udnytte det indsamlede materiale står i rimeligt forhold til det involverede arbejde for udenrigstjenesten. Samtidig vil det ved ministeriets mellemkomst blive søgt afklaret, hvor stor en del af undersøgelsen der kan gennemføres ved hjælp af materiale, som allerede er beroende i handelsafdelingen, ligesom ministeriet vil kunne gennemgå forespørgslen med det pågældende firma. Beslutter Udenrigsministeriet, at undersøgelsen bør iværksættes, vil repræsentationen blive instrueret herom, eventuelt således at undersøgelsen foretages på en bredere basis til fordel for branchen som helhed eller for en gruppe af virksomheder.

b. Principielle regler for besvarelse af henvendelser fra danske eksportører. Det er udenrigstjenestens opgave at sætte danske eksportører i stand til at vurdere, hvilke eksportmuligheder der frembyder sig for deres produkter på de udenlandske markeder. Selv om en henvendelse kun går ud på at få opgivet en egnet lokal forretningsforbindelse, bør repræsentationen derfor i sin besvarelse tilstræbe en almindelig bedømmelse af afsætningsmulighederne. På tilsvarende måde bør repræsentationerne, hvis forespørgslen alene drejer sig om afsætningsmulighederne for en given vare, og sådanne muligheder skønnes at foreligge, i sin besvarelse ikke blot belyse afsætningsmulighederne, men også opgive navn og adresse på passende lokale forretningsforbindelser (se i øvrigt pkt. d). Endelig bør repræsentationen, når lokale forretningsforbindelser opgives, tilbyde at tilvejebringe soliditetsoplysninger om de pågældende firmaer med angivelse af de dermed forbundne omkostninger og eventuelt give sin egen bedømmelse af det eller de opgivne firmaers almindelige omdømme og egnethed som forretningsforbindelse.

Såfremt en skriftlig forespørgsel ikke fyldestgørende kan besvares inden for en rimelig frist (ca. 2 uger), bør repræsentationerne straks anerkende modtagelsen og stille en besvarelse i udsigt inden for et nærmere angivet tidsrum.

Hvis der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til en forsvarlig behandling af sagen, bør den søges yderligere belyst ved direkte henvendelse til den danske opdragsgiver. Såfremt dette ikke bringer en afklaring eller en kommunikation med opdragsgiveren ikke skønnes hensigtsmæssig, vil forespørgslen kunne forelægges Udenrigsministeriet.

c. Undersøgelse af afsætningsmulighederne. Ofte må repræsentationen søge at sætte sig i eksportørens sted for at bedømme, hvilke oplysninger om markedet forespørgeren faktisk behøver. Følgende markedsforhold vil som hovedregel være relevante

1) Statslige forskrifter for varens indførsel, herunder indførsels- og valutabestemmelser, told og indenlandske afgifter, kvalitetsbestemmelser, sundheds- og veterinærforskrifter, tekniske forskrifter, bestemmelser om mærkning af emballage etc.

2) Markedsforhold, herunder statistik over landets import (fordelt på leverandørlande og varetyper), produktion og forbrug af den pågældende vare, endvidere prisoplysninger, brochurer og tidsskriftsartikler til belysning af konkurrencesituationen. Kan der fremskaffes vareprøver, bør eksportøren orienteres herom, men vareprøver bør som hovedregel kun indkøbes og hjemsendes efter anmodning.

Repræsentationen skal afholde sig fra at give oplysninger om konkurrerende danske firmaer på markedet, medmindre oplysningerne er umiddelbart offentligt tilgængelige.

3) Handelssædvaner. Med henblik på udfærdigelse af tilbud bør eksportøren vejledes om, hvilke forretningssprog han bør betjene sig af, i hvilken valuta og på hvilke salgs- og leveringsbetingelser (cif., fob. etc.) tilbud bør udfærdiges, betalingsvilkår, transportmuligheder, afskibningsdokumenter (handels- eller konsulatsfaktura, oprindelsesbevis, sundhedscertifikat etc.) og andre forhold af praktisk art (f.eks. pakning og mærkning). Foreligger der en markedsorientering, eksportvejledning eller andre for branchen relevante publikationer, vil repræsentationen i sin svarskrivelse kunne vedlægge et eksemplar og henvise til de heri givne oplysninger eller henvise opdragsgiveren til publikationscentralen i handelsafdelingen.

4) Salgspropaganda. Orientering om salgsfremmende foranstaltninger bør indeholde oplysninger om aviser, fagblade og andre tidsskrifter egnede til annoncering, radio og TV, hvor reklame i sådanne medier finder sted, adresser på reklamebureauer og adressebureauer, samt oplysning om messer og udstillinger, der måtte egne sig for de omhandlede varer.

d. Opgivelse af adresser på egnede forretningsforbindelser. Viser den under pkt. c. omhandlede undersøgelse, at der skulle være afsætningsmuligheder for varen, bringer repræsentationen et begrænset antal egnede forretningsforbindelser i forslag. Repræsentationen bør altid sikre sig, at opgivne emner fortsat eksisterer på den angivne adresse. Som hovedregel bør det yderligere fastslås - ved forudgående henvendelse, eventuelt telefonisk - at de opgivne forretningsemner er egnede til forhandling af varer af den pågældende art og i princippet er interesserede i at træde i forretningsforbindelse med den danske eksportør.

Repræsentationen bør undgå at opgive firmaer, der i forvejen forhandler et konkurrerende dansk produkt. Opgives som emne en forhandler af et konkurrerende lokalt eller udenlandsk produkt, bør dette tydeligt anføres over for den danske eksportør med en samtidig begrundelse for, hvorfor det danske produkt alligevel skønnes at være af interesse (f.eks. kvalitet, leveringstid, pris, etc.).

Hvis et af de opgivne firmaer ikke er i stand til på tilfredsstillende måde at varetage den danske eksportørs interesser på hele markedet, men blot på et udsnit af dette, bør eksportøren underrettes herom. Om fornødent bør firmaer inden for markedets forskellige områder bringes i forslag.

Har et firma, som kan komme i betragtning, på den ene eller den anden måde tilknytning til danske eller andre nordiske interesser, skal repræsentationen give nærmere oplysning herom.

Endvidere bør det tilstræbes, at repræsentationen giver en nærmere beskrivelse af de foreslåede udenlandske forretningsforbindelser (f.eks. varesortiment, markedsdækning, størrelse). Finder repræsentationen, at forespørgslen ikke berettiger, at der foretages en nærmere undersøgelse af afsætningsmulighederne og af stedlige firmaers konkrete interesse i de omtalte danske varer, vil repræsentationen kunne indskrænke sin besvarelse til at opgive navne og adresser på nogle lokale firmaer inden for den pågældende branche, der skønnes egnede som forretningsforbindelser. Også i sådanne tilfælde bør repræsentationen sikre sig, at de opgivne emners adresser er korrekte.

Samtidig bør det i besvarelsen anføres, at repræsentationen, når det danske firma gennem direkte korrespondance når frem til et firma, som det eventuelt kunne tænke sig at træde i forbindelse med, er villig til at fremskaffe nærmere oplysninger om det pågældende firma. Endvidere kan henvises til lokale blade og fagtidsskrifter, der er egnede til annoncering.

Hvor det måtte vise sig praktisk, kan repræsentationen eventuelt anmode brancheorganisationer, handelskamre eller lokale handelspublikationer om at formidle det interesserede danske firmas forespørgsel.

e. Bank- og andre soliditetsoplysninger. Hvis de opgivne firmaer er repræsentationen bekendt, kan repræsentationen i sin besvarelse give oplysning om deres almindelige anseelse, soliditet og kapacitet. Repræsentationen bør, hvor de stedlige forhold tillader det, tilbyde at tilvejebringe oplysninger om de i betragtning kommende firmaer og angive de dermed forbundne omkostninger.

Ved videregivelse af en bankoplysning må bankens navn normalt ikke anføres. Hvis det drejer sig om rapporter fra egentlige oplysningsbureauer, bør eksportøren gøres klart, at en væsentlig del af, om ikke hele rapporten, formentlig beror på oplysninger indhentet fra det opgivne firma.

Når repræsentationen udtaler sig om udenlandske firmaers soliditet og almindelige anseelse eller videregiver sådanne oplysninger, skal det tilkendegives, at oplysningerne er fortrolige og uden ansvar for repræsentationen.

f. Anmodning om underretning om bistandsydelsens resultat. Besvarelsen bør som hovedregel indeholde en anmodning til eksportøren om at underrette repræsentationen om resultatet af den ydede bistand og et tilbud om opfølgning og eventuel yderligere bistand, såfremt resultatet ikke opnås i første omgang.

g. Indsendelse af genparter til Udenrigsministeriet. Som hovedregel skal repræsentationen kun indsende genparter af sine svarskrivelser til danske eksportører, såfremt der foreligger særlig instruks herom. Hvis repræsentationen imidlertid skønner, at en svarskrivelse indeholder oplysninger af interesse for en videre kreds, bør sagen enten gøres til genstand for særskilt indberetning, eller en genpart af besvarelsen med fremhævelse af de relevante afsnit indsendes til Udenrigsministeriet.

h. Licitationer. Meddelelser om internationale licitationer omfattes i erhvervslivet med en udtalt interesse. Det skyldes først og fremmest de forretningsmuligheder, som licitationen frembyder, men hertil kommer også, at erhvervslivet ofte gennem licitationsmeddelelser kan få nyttig information om, hvad der rører sig på de enkelte markeder. Fremgangsmåden ved indberetning om licitationer er fastsat i en særskilt instruktion til repræsentationer med udsendte medarbejdere.

Honorære konsulater, der dækker områder, hvor dansk deltagelse i licitationer findes væsentlig, kan få tilsendt instruktionen af den tilsynsførende repræsentation eller Udenrigsministeriet.

i. Projekter. Danske eksportører har gennem de seneste år i stadig stigende grad rettet opmærksomheden mod mulighederne for eksport af eller til projekter. Det drejer sig typisk om tre kategorier af eksportører: 1) firmaer, der ønsker at eksportere et helt projekt eller blive partner i et sådant, 2) firmaer, der er interesserede i delleverancer til projektindehavere og 3) rådgivende firmaer, der ønsker at komme i betragtning til forundersøgelsesstudier og andre tekniske ydelser.

En afgørende forudsætning for, at danske firmaer kan komme i betragtning i forbindelse med eksport af projekter eller af dele til disse er, at de på et så tidligt tidspunkt som muligt modtager så omfattende og korrekte oplysninger som muligt om projektplaner, udviklingsplaner m.v.

j. Bistand til inddrivelse af kommercielle fordringer. Når en repræsentation modtager anmodning om bistand til inddrivelse af en kommerciel fordring, skal sagen mundtligt eller i et anbefalet brev forelægges for debitor med anmodning om inden for et anført tidspunkt at indbetale beløbet til repræsentationen eller eventuelt overføre beløbet til kreditor. Denne bør samtidigt underrettes om repræsentationens henvendelse til debitor og forespørges, om sagen ønskes overdraget til advokat/inkassobureau i tilfælde af udeblivende eller negativ reaktion fra debitor. I den foreløbige besvarelse til kreditor bør opgives omkostningerne ved en sådan inkasso og eventuelt også navn og adresse på advokat/inkassobureau for det tilfælde, at kreditor måtte foretrække en direkte henvendelse.

Har repræsentationen grund til at nære tvivl om fordringens rigtighed, bør den dog, inden sagen forelægges for debitor, indhente nærmere dokumentation fra kreditor.

Er fordringen under kr. 2.000, kan repræsentationen efter omstændighederne svare kreditor, at udenrigstjenesten ikke ser sig i stand til at yde bistand til inddrivelse af kommercielle fordringer under nævnte beløb. Repræsentationen bør samtidig opgive navn og adresse på inkassobureauer eller advokater, som kan anbefales, og de skønsmæssige omkostninger ved fordringens inddrivelse.

Hvis der træffes en ordning, hvorefter debitor indbetaler det skyldige beløb til repræsentationen i rater, bør repræsentationen afregne snarest muligt med henblik på undgåelse af kursændringer.

3. Bistand til

danske importører

Henvendelse fra danske importører om leveringsmuligheder for en given vare bør gives en så udførlig besvarelse, som omstændighederne tillader.

4. Bistand til

udenlandske

importører

a. Bistandens omfang. Udenlandske importører, som ønsker at blive sat i forbindelse med danske eksportører, bør af hensyn til de potentielle afsætningsmuligheder nyde en lige så effektiv bistand fra repræsentationens side som danske eksportører, der ønsker at blive sat i forbindelse med udenlandske importører. Omfanget af repræsentationens bistand afpasses efter importørens almindelige anseelse på stedet, soliditet og importkapacitet, samt de foreliggende danske leveringsmuligheder og eksportinteresser. Såfremt repræsentationen ikke selv måtte være i stand til at lokalisere en dansk eksportør, vil forespørgslen kunne forelægges Udenrigsministeriet for videre undersøgelser.

b. Fremskaffelse af oplysninger om den udenlandske importør. Da bistand alene bør ydes udenlandske firmaer, som kan anses for velegnede forretningsforbindelser, skal repræsentationen som et første skridt almindeligvis anmode importøren om, til brug for repræsentationens akter, at udfylde et fortroligt spørgeskema specielt for udenlandske forretningsforbindelser. Repræsentationen skal altid ligge inde med et passende oplag af spørgeskemaer, der kan rekvireres fra Udenrigsministeriet.

Hvis repræsentationen skønner, at en anmodning om at udfylde spørgeskemaet vil kunne vække anstød eller modvilje, eller hvis firmaets gode omdømme er alment kendt, kan repræsentationen dog undlade at søge et sådant spørgeskema udfyldt. I så fald skal repræsentationen blot meddele importøren, at sagen er optaget til behandling og derefter søge at skaffe sig oplysninger om firmaet på anden måde, f.eks. gennem sine bankforbindelser.

Når et spørgeskema i udfyldt stand er modtaget tilbage, indhentes oplysninger om firmaet fra de i skemaet opgivne bankforbindelser. Hvis et spørgeskema ikke inden for en rimelig tid returneres, bør repræsentationen, såfremt den skønner, at det er i dansk interesse at forfølge sagen, søge oplysninger om firmaet ad anden vej.

Er de indhentede oplysninger tilfredsstillende, og finder repræsentationen i øvrigt, at der skulle være et godt afsætningsmarked og gode danske leveringsmuligheder, bør repræsentationen, når omstændighederne taler for det, telefonisk eller ved personlig henvendelse, søge kontakt med firmaet med henblik på at få uddybet sit kendskab til dette og om nødvendigt få forespørgslen nærmere belyst.

c. Besvarelse af den udenlandske importørs henvendelse. Alt efter de indhentede oplysninger om importøren, sagens mere eller mindre hastende karakter samt repræsentationens skøn over afsætningsmulighederne, herunder konkurrencesituationen og leveringsmulighederne, besvares forespørgslen enten direkte eller forelægges for Udenrigsministeriet.

1) Besvares forespørgslen direkte, opgiver repræsentationen på grundlag af foreliggende adressemateriale, herunder "Export Directory of Denmark", navne og adresser på danske eksportører inden for branchen eller disses lokale agenter. Om muligt bør henvendelsen ledsages af forhåndenværende brochuremateriale fra de danske eksportører eller andre foreliggende oplysninger om varens produktion i Danmark (f.eks. et eksemplar af "Denmark Review/Business News from Denmark", hvis varen har været omtalt deri).

I almindelighed bør repræsentationen højst opgive fire eller fem eksportører for hver varegruppe og fortrinsvis firmaer, som i henseende til størrelse og eksportkapacitet skønnes passende forbindelser for den udenlandske importør. Besvarelserne bør så vidt muligt varieres således, at samtlige egnede eksportfirmaer inden for hver enkelt branche i det lange løb bringes ligeligt i forslag. Går henvendelsen ud på etablering af et agentur, bør fortrinsvis opgives eksportører, som endnu ikke er repræsenteret inden for området.

I særlige tilfælde vil repræsentationen kunne sende forespørgeren et eksemplar af "Export Directory of Denmark" eller ved personlig henvendelse lade ham gennemse de relevante adresselister.

2) Forelægges sagen for Udenrigsministeriet, skal repræsentationen give så fyldige oplysninger som muligt om det forespurgte produkt. Forespørgeren underrettes samtidig om sagens forelæggelse og om den omtrentlige tid, der forventes at hengå, før et svar kan foreligge. Hvis repræsentationen har fundet det hensigtsmæssigt allerede delvis at besvare henvendelsen ved at meddele importøren adressemateriale for visse af de pågældende eksportvarer, skal dette oplyses i indberetningen, således at ministeriets formidlingsbestræbelser kan tilpasses repræsentationens forbehandling.

Drejer henvendelsen sig om et betydeligt antal danske eksportvarer, eller skønner repræsentationen det i øvrigt hensigtsmæssigt, vil ministeriet formidle forespørgslen gennem EKSPORT/Udenrigsministeriets Tidsskrifts "Sidste Nyt" under rubrikken "Udenlandske forretningsforbindelser", som de danske eksportører erfaringsmæssigt nøje følger. Til dette formål anvendes særlige formularer, som kan rekvireres fra Udenrigsministeriets handelsafdeling.

Dersom repræsentationen anser det for hensigtsmæssigt, at forespørgslen gives en mere individuel behandling, bør relevante oplysninger om firma, produkt og afsætningspotentiale indberettes.

d. Anmodning om oplysning fra den udenlandske importør om bistandsydelsens resultat. I svarskrivelsen til den udenlandske importør bør som hovedregel tilføjes, at repræsentationen vil sætte pris på at blive underrettet om, hvorvidt den ydede bistand fører til resultat, og at repræsentationen i modsat fald vil være rede til at undersøge, om der kan opgives andre eksportøremner. Hører repræsentationen ikke fra den udenlandske importør, bør sagen følges op, hvis betydelige danske eksportinteresser er involveret.

e. Underretning til danske eksportvirksomheder, hvis navn er blevet opgivet. Besvares et udenlandsk firmas henvendelse direkte af repræsentationen uden at forelægges for Udenrigsministeriet, skal de danske eksportører, hvis navne og adresser opgives, samtidig underrettes herom og gøres bekendt med de foreliggende fortrolige oplysninger om den udenlandske importør, dog uden kildeangivelse og med bemærkning, at heller ikke udenrigstjenesten må opgives som kilde. Foreligger der ikke fortrolige oplysninger, bør repræsentationen tilbyde at fremskaffe dem mod refusion af de dermed forbundne omkostninger.

I skrivelsen til de danske eksportører bør repræsentationen tilkendegive, at den vil sætte pris på at blive underrettet om, hvorvidt forretningsforbindelse med den udenlandske importør kommer i stand. Skønner repræsentationen, at der foreligger betydelige afsætningsmuligheder for de omhandlede danske varer, kan repræsentationen samtidig tilbyde eksportøren at fremskaffe yderligere adresser på importører i branchen og nærmere oplysninger om markedsforholdene.

f. Indsendelse af kopier. Medmindre repræsentationens direkte besvarelse til udenlandske importører indeholder oplysninger af generel interesse for den pågældende branche eller dansk eksport i almindelighed, skal repræsentationen ikke indsende genpart af sin besvarelse til Udenrigsministeriet.

5. Bistand til

udenlandske

eksportører

a. Anmodning om bistand til etablering af forretningsforbindelse med danske importører. En udenlandsk eksportør, der anmoder om bistand til at blive sat i forbindelse med danske importører, bør som hovedregel henvises til at søge bistand hos sit eget lands myndigheder. I tilfælde, hvor opholdslandet ikke har officiel repræsentation i Danmark, og/eller hvor det i øvrigt måtte være hensigtsmæssigt for danske interesser at bistå lokale eksportører, vil repræsentationen kunne yde bistand, eventuelt ved indsendelse til Udenrigsministeriet af relevante oplysninger om eksportør og omhandlede varer.

b. Anmodning om soliditetsoplysninger om danske firmaer. Udenlandske firmaer, der anmoder om tilvejebringelse af soliditetsoplysninger om danske firmaer, bør som hovedregel henvises til deres eget lands udenrigstjeneste eller deres egne bankforbindelser, dog vil repræsentationen efter omstændighederne kunne udtale sig om en dansk virksomheds størrelse og almindelige omdømme, f.eks. på grundlag af oplysninger i kalendere som "Kraks firmaregister" og "Kompass".

6. Klager over

danske firmaer

a. Formidling af klager. Fremsættes der overfor repræsentationen klage over en dansk erhvervsvirksomhed, vil repræsentationen højst kunne tilbyde at formidle klagen, hvilket udtrykkeligt bør tilkendegives klageren og det danske firma. Repræsentationens eventuelle formidling af klager bør bero på en vurdering af de danske interesser i sagen, herunder navnlig hensynet til danske firmaers almindelige omdømme i udlandet. Som hovedregel bør formidlingen finde sted gennem Udenrigsministeriet og indberetningen om sagen indeholde alle relevante oplysninger bl.a. om klageren. Såfremt klagen vedrører en egentlig misligholdelse, skal sagen i givet fald altid forelægges Udenrigsministeriet, der på sin side vil sætte sig i forbindelse med det danske firma med henblik på at give dette mulighed for at bringe forholdene i orden. Der består derimod ikke mulighed for udenrigstjenesten til at foretage videregående retslige skridt, hvorfor sådanne sager i givet fald vil blive tilbagesendt repræsentationen med henstilling om, at det udenlandske firma om ønsket tager sagen op gennem sit eget lands udenrigstjeneste. Er klagen uberettiget eller tvivlsom, bør repræsentationen straks henvise det udenlandske firma til at tage sagen op gennem sit eget lands udenrigstjeneste.

b. Regler for voldgift, syn og skøn samt besigtigelse. Repræsentationen bør under ingen omstændigheder tage stilling til en klagesags realitet. Som følge heraf vil hverken repræsentationens chef eller medarbejdere kunne påtage sig hvervet som voldgifts-, vurderings- eller syns- og skønsmand. Repræsentationen vil kun efter aftale med den involverede danske erhvervsvirksomhed kunne bringe egnede personer i forslag som voldgiftsmænd eller syns- og skønsmænd. Såfremt repræsentationen ikke selv måtte kende personer, der vil kunne påtage sig sådanne hverv, vil den f.eks. ved henvendelse til et handelskammer eller en domstol på stedet kunne få opgivet navne på egnede personer.

Repræsentationen vil dog kunne optræde som observatør ved en syns- eller skønsforretning; den vil ligeledes, hvor særlige forhold taler for det, kunne besigtige et vareparti, såfremt det udtrykkelig tilkendegives, at besigtigelsen er uforbindende.

7. Våbeneksport

Udførsel af våben, ammunition og andet krigsmateriel kræver Justitsministeriets tilladelse. Tilladelse til udførsel af jagtvåben og ammunition hertil til Færøerne og Grønland samt til Finland, Island, Norge og Sverige gives dog af de lokale politimyndigheder.

Repræsentationen bør hverken over for myndigheder eller firmaer i opholdslandet eller over for danske eksportører give udtryk for en vurdering af, om en dansk våbeneksporttilladelse kan forventes givet.

Repræsentationen bør ikke selv hverken over for myndigheder eller firmaer i opholdslandet eller over for danske eksportører tage initiativet til at formidle en dansk våbeneksport.

KAPITEL X

Bistand i arvesager

A. Særlige regler for repræsentationens befatning

med arvesager

1. En embedsmand

i udenrigstjenesten

kan normalt ikke

være eksekutor

eller administrator

Udenrigstjenestens embedsmænd kan ikke påtage sig hvervet som eksekutor eller administrator uden forud indhentet tilladelse fra Udenrigsministeriet.

Denne tilladelse vil som hovedregel ikke blive givet, fordi en eksekutor eller administrator skal varetage ikke blot danske, men alle arvingers interesser, og fordi han i udførelsen af sit hverv som eksekutor eller administrator vil være underkastet opholdslandets lovgivning.

Hvis det er den til enhver tid værende repræsentationschef som sådan, der i testamentet er indsat som eksekutor, vil tilladelse som altovervejende hovedregel blive nægtet, medens det, hvor en navngiven embedsmand er indsat som eksekutor, vil bero på en konkret overvejelse, om tilladelse kan gives, herunder om eksekutorindsættelsen er naturligt begrundet ved slægtskab, langvarigt bekendtskab eller venskab mellem testator og den pågældende embedsmand eller lignende forhold. Personer, som måtte ønske at indsætte en af udenrigstjenestens embedsmænd som eksekutor i deres testamente, bør gøres bekendt hermed.

2. Overlevering af

korrespondance m.v.

ved chefskifte

Når en repræsentationschef fratræder, skal han til sin efterfølger overlevere korrespondance, dokumenter, pengemidler og effekter, der vedrører bosager, som han har behandlet, og til Udenrigsministeriet indsende efterfølgerens specificerede kvittering for modtagelsen af de boet tilhørende værdier.

3. Substitution af

skiftefuldmagter

ved chefskifte

Repræsentationschefen skal, i det omfang det er påkrævet, til efterfølgeren substituere eventuelle skiftefuldmagter og i tilfælde, hvor tilvejebringelsen af nye skiftefuldmagter er nødvendig, såvidt muligt varetage fuldmagtsgiverens interesser i samråd med efterfølgeren, indtil fuldmagt for efterfølgeren foreligger.

4. Traktater

Danmark har med andre lande afsluttet følgende traktater og aftaler, der indeholder bestemmelser om arv og skiftebehandling

a) Nordisk overenskomst af 9. december 1975 om ændring af den nordiske konvention af 19. november 1934 om arv og dødsboskifte. (UM's bkg. af 29. juni 1976). Når en statsborger i en af de kontraherende stater ved sin død var bosat i en af de andre stater, skal retten til arv ifølge loven bestemmes efter loven i den stat, hvor han havde bopæl. Herfra gælder dog ifølge konventionen den undtagelse, at hvis arveladeren har været bosat i det pågældende land i mindre end fem år, kan en arving eller legatar, for hvem det er af retlig betydning, forlange, at arvelovgivningen i det land, hvor afdøde var statsborger, lægges til grund for skiftet. Dette gælder både arvefølgen og retten til at hensidde i uskiftet bo såvel som en række andre forhold, der nærmere er angivet i konventionen.

b) Amerikas Forenede Stater. Venskabs-, handels- og søfartstraktat af 1. oktober 1951, artikel IX, fastslår, at danske statsborgere og selskaber nyder nationalbehandling i U.S.A. med hensyn til erhvervelse af såvel rørlig som fast ejendom ved arv.

c) Belgien. Ifølge Konsular-Konvention af 26. august 1909, artikel 14, skal de stedlige myndigheder, når en dansk statsborger afgår ved døden i Belgien uden at have fast bopæl dersteds, underrette repræsentationen om dødsfaldet og tilsende denne autoritativ dødsattest. Erfarer repræsentationen først om dødsfaldet, skal den underrette de stedlige myndigheder derom.

Såfremt arvingerne er fraværende eller testamentseksekutorerne ikke er tilstede, er repræsentationen berettiget til i samvirke med de stedlige myndigheder at foretage alle skridt, der er nødvendige for at bevare og forvalte efterladenskaberne til beskyttelse af arvingernes interesser.

d) Frankrig. Handelstraktaten af 23. august 1742, artikel 40, fortolkes derhen, at skifte af efterladenskaber, som en dansk statsborger har efterladt sig i Frankrig, skal foretages i Frankrig, men at der ikke tilkommer de franske skiftemyndigheder nogen beføjelse til under skiftet at inddrage formue, som afdøde måtte have efterladt sig i Danmark.

Endvidere følger det af bestemmelsen, at registrering af en i Frankrig afdød dansk statsborgers efterladenskaber skal foretages i overværelse af vedkommende danske konsularembedsmand, når arvingerne er umyndige, eller når de er fraværende og ikke har nogen befuldmægtiget repræsentant på stedet.

e) Iran. Ifølge noteveksling af 16. september og 28. november 1939 med Iran om reciprocitet ved behandling af egne statsborgeres boer i det andet land er der indrømmet danske repræsentationer i Iran de rettigheder og beføjelser, som indeholdes i et iransk reglement af 10. maj 1932 om gennemførelse af loven angående behandlingen af efterladenskaber efter fremmede statsborgere, der afgår ved døden i Iran. Af reglementets artikel XXXVII fremgår det, at de iranske myndigheder, når en dansk statsborger afgår ved døden, medens han er på rejse i Iran, skal overgive hans efterladenskaber til vedkommende danske repræsentation. Afgår en i Iran bosat dansk statsborger ved døden, foretages skiftebehandling i Iran og efter iransk lovgivning. De stedlige myndigheder skal dog underrette repræsentationen om dødsfaldet, og repræsentationen skal have adgang til at overvære registreringen af efterladenskaberne. Hvis arvingerne er fraværende og ikke legalt repræsenteret, skal arvelodderne, når bobehandlingen er afsluttet, overgives til repræsentationen som repræsentant for arvingerne. Der henvises i øvrigt til artikel XIV i Venskabs-, Bosættelses- og Handelstraktat af 20. februar 1934 mellem Danmark og Iran.

f) Japan. Ifølge Handels- og Skibsfartsfartstraktat af 12. februar 1912, artikel IV, har repræsentationen, såfremt en dansk statsborger afgår ved døden i Japan, uden at der på stedet findes nogen, der ifølge dansk ret er berettiget til at tage vare på og administrere boet, ret til at repræsentere boet og foretage alt fornødent til dets behørige behandling og afslutning. Bestemmelsen udelukker imidlertid ikke vedkommende japanske domstole fra at tage boet under behandling i tilfælde, hvor de ellers ville være kompetente. De ovennævnte regler gælder også i tilfælde, hvor en dansk statsborger afgår ved døden uden for Japan, men efterlader formueværdier dersteds.

g) Paraguay. Ifølge venskabs- og konsularkonventionen af 18. juli 1903, artiklerne 21 og 22, er repræsentationen i tilfælde, hvor en dansk statsborger afgår ved døden i Paraguay uden at efterlade nogen arving eller testaments-eksekutor på stedet, bemyndiget til at træffe foranstaltninger til godsets forvaring i overensstemmelse med lovene i Paraguay.

Repræsentationen er derhos beføjet til uden fuldmagt at varetage fraværende danske statsborgeres interesser, idet fuldmagt dog er nødvendig for at erholde penge udbetalt eller effekter overleveret.

h) Storbritannien og Nordirland. Ifølge konsularkonventionen af 27. juni 1962, kapitel VI, skal repræsentationen, når en dansk statsborger afgår ved døden under midlertidigt ophold i repræsentationens distrikt, have adgang til at tage efterladenskaber, som var i afdødes besiddelse, i varetægt.

Efterlader en afdød sig formuegenstande inden for repræsentationens distrikt, og en dansk statsborger, der hverken er bosat eller lovligt repræsenteret i distriktet, har eller gør krav på at have en ret til efterladenskaberne, f.eks. i egenskab af arving, eksekutor eller kreditor, er repræsentationen bemyndiget til at repræsentere den pågældende, som om denne havde udstedt gyldig fuldmagt til repræsentationen.

i) Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedr. formen for testamentariske dispositioner. (UM's bkg. af 6. september 1976). Konventionen gælder i forholdet til Antigua/Barbuda, Australien, Belgien, Botswana, Brunei Darussalam, Fiji, Finland, Frankrig, Grenada, Grækenland, Irland, Israel, Japan, Jugoslavien, Lesotho, Luxembourg, Mauritius, Nederlandene, Norge, Polen, Schweiz, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Swaziland, Sydafrika, Tonga, Tyrkiet, Tyske Demokratiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland og Østrig.

Efter konventionen er testamenter som hovedregel gyldige, for så vidt angår formen, hvis de opfylder formkravene på nærmere opregnede steder.

5. Gebyr i

arvesager

a. Til dækning af udenrigstjenestens udlæg ved varetagelsen af danske arvingers interesser i udlandet erlægges et gebyr efter gældende regler.

B. Varetagelse af danske arvingers interesser

under skiftebehandling i repræsentationens distrikt

1. Repræsenta-

tionens pligter

ex officio

Når en repræsentation bringer i erfaring, at en i distriktet fast bosat person er afgået ved døden efterladende danske arvinger bosat uden for landet, skal repræsentationen snarest forhøre sig hos den lokale skifteret, under hvis forretningsområde bobehandlingen henhører, om hvorledes der forholdes med boet. Om fornødent bør repræsentationen sende en medarbejder til afdødes bopæl for at overvære eller foretage registrering af boets værdier og sikre deres forsvarlige opbevaring.

Viser det sig, at skiftebehandlingen ikke er påbegyndt, skal repræsentationen opfordre rette vedkommende på stedet (f.eks. skifteretten, den offentlige administrator, den i et eventuelt efterladt testamente udpegede eksekutor eller slægtning til afdøde) til at tage de fornødne skridt til skiftebehandlingens påbegyndelse og påse, at skifteretten (administrator, eksekutor) snarest muligt tager efterladenskaberne i besiddelse samt indberette til Udenrigsministeriet.

a. Tilvejebringelse af oplysninger. Er skiftebehandling påbegyndt, bør repræsentationen anmode skifteretten (administrator, eksekutor) om at oplyse

1) hvorvidt en administrator eller eksekutor er blevet udnævnt af skifteretten og i bekræftende fald meddele den pågældendes navn og adresse;

2) hvorvidt afdøde efterlod sig testamente og i bekræftende fald fremsende bekræftet genpart af sådant testamente og oplyse, om dette af skifteretten er blevet godkendt som grundlag for skiftet;

3) navne og adresser på formodede eller kendte arvinger;

4) hvorvidt registrering og vurdering af boet har fundet sted og i bekræftende fald indsende bekræftet genpart af registrerings- og vurderingsforretningen, i benægtende fald et foreløbigt skøn over boets aktiver og passiver;

5) hvorvidt arvebevis vil være påkrævet, idet repræsentationen samtidig bør tilbyde gennem Rigspolitichefens eftersøgningstjeneste i København at søge tilvejebragt arvebevis, for så vidt angår personer i Danmark;

6) datoen for første skiftesamling.

b. Indberetning. Så snart repræsentationen har modtaget de fornødne oplysninger, indberettes til Udenrigsministeriet. Indberetningen bør foruden oplysninger om de ovennævnte forhold indeholde oplysning om afdødes navn, fødselsdata og dødsdag, hvilken skifteret eller eksekutor der behandler boet, og hvorvidt der ønskes tilvejebragt skiftefuldmagter fra arvinger eller legatarer, i hvilket tilfælde fuldmagtsformular vedlægges indberetningen, hvis teksten ikke allerede er ministeriet bekendt.

Drejer det sig om testamentsarvinger, bør det oplyses, om eventuel descendens efter en testamentsarving, der måtte vise sig at være afgået ved døden før arvelader, i henhold til stedets lovgivning vil træde i testamentsarvingens sted.

Skal der tilvejebringes arvebevis for personer, der kan være arvinger i medfør af de stedlige arvefølgebestemmelser, må indberetningen indeholde oplysning om de fordringer, der stilles til beviset, herunder navnlig, om en almindelig politirapport om eventuelle arvingers slægtsskabsforhold til arveladeren er tilstrækkelig, eller om rapporten skal være dokumenteret ved dåbs-, vielses- og dødsattester m.v. og forsynet med legaliseret erklæring om, at de i rapporten indeholdte oplysninger efter de underskrivende politifolks overbevisning er korrekte og udtømmende (egentlig arveerklæring). Endvidere bør indberetningen oplyse de relevante stedlige arvefølgebestemmelser, herunder hvorvidt børn født uden for ægteskab og adoptivbørn tager arv efter stedets lovgivning, og hvorvidt halvbyrdigt slægtskab (d.v.s. slægtskab mellem halvsøskende og afkom) begrunder arveret.

Fremdeles bør i indberetningen oplyses, hvorvidt repræsentationen, såfremt udenrigstjenestens bistand ønskes, mener det nødvendigt at antage advokatbistand, og i så fald på hvilke økonomiske vilkår sådan bistand vil kunne opnås.

For så vidt angår amerikanske dødsboer bør det af indberetningen fremgå, hvilken advokat der i givet fald skal repræsentere de danske arvinger over for den stedlige skiftemyndighed, ligesom advokatens salærbetingelse skal anføres.

Hvis det er tvivlsomt, om boet er solvent, eller om de danske arvinger vil blive anerkendt, bør repræsentationen oplyse, hvorvidt tilvejebringelse af egentlig arveerklæringsrapport og af skiftefuldmagter vil kunne udsættes, indtil disse forhold er klarlagt.

Såfremt tilvejebringelsen af de ovenfor under pkt. a. 1) til 6) nævnte oplysninger vil tage betydelig tid eller særlige omstændigheder bevirker, at sagen bør forelægges for Udenrigsministeriet snarest muligt, bør repræsentationen så hurtigt som muligt indsende en foreløbig beretning om boet og arveforholdene.

c. Meddelelse til skifteretten. Når repræsentationen har indberettet til Udenrigsministeriet om boet, bør den underrette vedkommende skifteret (administrator, eksekutor) om, at den har anmodet Udenrigsministeriet om at undersøge, hvorvidt arvingerne ønsker deres interesser i boet varetaget af udenrigstjenesten, og - hvor det kræves - gennem Rigspolitichefens eftersøgningstjeneste i København at tilvejebringe arveerklæring eller arvebevis for de danske arvinger.

d. Udsættelse af vigtige afgørelser. I det tidsrum, der hengår, inden repræsentationen modtager underretning om, hvorvidt de pågældende arvinger ønsker deres interesser i boet varetaget af udenrigstjenesten, bør den følge bobehandlingens forløb og så vidt muligt udvirke, at afgørelser i spørgsmål, der er af betydning for de danske arvinger, udsættes, indtil de har mulighed for at tage stilling. I givet fald bør repræsentationen handle på arvingernes vegne, idet den dog så vidt muligt telegrafisk bør indhente Udenrigsministeriets instruktion i tilfælde, hvor det drejer sig om mere betydningsfulde afgørelser.

e. Specielt om direkte henvendelser fra arvinger. Modtager repræsentationen direkte anmodning fra arvinger eller legatarer i Danmark om at varetage deres interesser i et bo, bør repræsentationen svare, at brevveksling må finde sted gennem Udenrigsministeriet, og samtidig indberette til ministeriet.

2. Repræsenta-

tionens pligter

som befuld-

mægtiget for

danske arvinger

Når arvingerne har anmodet udenrigstjenesten om at varetage deres interesser, gælder følgende retningslinier for repræsentationens videre behandling af sagen

a. Fremsendelse af arvebevis og skiftefuldmagter. I det omfang stedets lovgivning kræver det, skal repræsentationen snarest til vedkommende skifteret, administrator eller eksekutor fremsende arvingernes fuldmagter til repræsentationen og fornøden dokumentation for deres arveret.

b. Tilvejebringelse af registrerings- og vurderingsforretning. Hvis repræsentationen ikke allerede har modtaget bekræftet genpart af boets registrerings- og vurderingsforretning, bør sådant dokument snarest tilvejebringes og indsendes til Udenrigsministeriet.

c. Indhentelse af arvingernes samtykke til afgørelser af væsentlig betydning. Forinden repræsentationen tager stilling til spørgsmål af væsentlig betydning for arvingerne, f.eks. salg af aktiver til priser betydeligt under vurderingssummen, retssager og appel af kendelser og domme, indgåelse af forlig etc., bør instruktion på grundlag af en motiveret indstilling indhentes fra Udenrigsministeriet, eventuelt telegrafisk.

d. Advokatbistand. Efter at danske arvinger i boer uden for USA har anmodet udenrigstjenesten om at varetage deres interesser, skal repræsentationen, hvis det skønnes nødvendigt at antage en advokat, forelægge spørgsmålet for Udenrigsministeriet med oplysning om honorarets størrelse og de anslåede omkostninger i øvrigt. Ministeriet vil derefter søge arvingernes godkendelse.

Forinden arvinger i boer uden for USA har anmodet udenrigstjenesten om at varetage deres interesser under skiftet, bør repræsentationen søge advokatbistand, såfremt der skulle opstå situationer, hvor sådan bistand skønnes absolut påkrævet for at beskytte arvingernes interesser i boet. Advokatens bistand bør indskrænkes til det nødvendige, og hvis der ikke har været tid til forud at indhente Udenrigsministeriets bemyndigelse, bør repræsentationen straks indberette og oplyse de med bistanden forbundne omkostninger.

e. Indberetning om bobehandlingens forløb. Repræsentationen skal regelmæssigt holde Udenrigsministeriet underrettet om bobehandlingens forløb, medmindre den har særlig instruktion om at brevveksle direkte med arvingerne eller deres repræsentant.

f. Foreløbig udlodning. I tilfælde, hvor boets afslutning trækker ud (f.eks. fordi en fast ejendom eller en fordring ikke fordelagtigt kan realiseres), bør repræsentationen eller arvingernes stedlige advokat søge udvirket, at der foretages en foreløbig udlodning.

g. Boets afregning. Når boet er afsluttet, skal repræsentationen med de fornødne forklaringer indsende bekræftede eksemplarer af boregnskabet og udlodningsdekretet samt genparter af de vigtigste øvrige dokumenter enten til Udenrigsministeriet eller til arvingernes her i landet udpegede fællesrepræsentant. Er der i et testamente kun tillagt den eller de danske arvinger konkret specificerede beløb eller andre formueværdier, som boet er i stand til at udrede, er det tilstrækkeligt, at udlodningsdekretet indsendes.

Hvis slutregnskabet afviger væsentligt fra tidligere indberettede oplysninger, bør repræsentationen forklare årsagerne hertil.

Arvingernes andele bør som hovedregel overføres af den antagne stedlige advokat direkte til arvingerne ad bankvejen. I tilfælde, hvor andelene indbetales til repræsentationen, eller hvor bankoverførsel ikke er mulig, bør repræsentationen indhente tilladelse til at overføre beløbet via mellemregnskabet. Modtager repræsentationen arvelodderne i form af checks til arvingernes ordre, som repræsentationen ikke har kunnet indløse på grundlag af foreliggende skiftefuldmagter, indsendes disse checks til Udenrigsministeriet.

C. Skifte af formueværdier i udlandet efter arvelader med fast bopæl i Danmark

1. Skiftebehand-

lingen henhører

principielt under

skifteretten på

afdødes hjemsted

Efter dansk ret skal skifte finde sted i Danmark i alle tilfælde, hvor arvelader var fast bosat i Danmark uden hensyn til nationalitet (domicilprincippet), og under skiftet skal inddrages alle værdier, som afdøde efterlod sig, uanset om disse værdier befinder sig i Danmark eller i udlandet.

2. Hvor tillægsskifte

er nødvendigt

En række lande følger imidlertid det princip, at skiftebehandling skal foretages i det land, hvor formueværdierne befinder sig (lex rei sitæ), uanset hvor arveladeren var bosat, eller hvor han afgik ved døden.

Hvis en i Danmark bosat person afgår ved døden efterladende sig formueværdier i et land, som følger lex rei sitæ, og det pågældende lands myndigheder ikke vil bøje sig for dansk rets domicilprincip og udlevere de pågældende formueværdier til den danske skifteret eller eksekutor, men insisterer på at foretage skifte på stedet, bliver der tale om et tillægsskifte af de pågældende formueværdier sideløbende med skiftebehandlingen i Danmark. I sådanne tilfælde vil Udenrigsministeriet normalt instruere repræsentationen for det distrikt, hvor tillægsskifte finder sted, om at varetage arvingernes interesser på bedst mulig måde, og repræsentationen bør i så fald følge de forskrifter, som er givet under afsnit B. for skiftebehandling efter arvelader, der var fast bosat i distriktet.

3. Indberetning

Normalt vil det, når en i Danmark bosat person afgår ved døden, af de efterladte papirer fremgå, hvorvidt afdøde havde formueværdier i udlandet. Dette er dog ikke altid tilfældet. Hvis repræsentationen skulle bringe i erfaring, at en i Danmark bosat person er afgået ved døden og har efterladt sig formueværdier inden for repræsentationens distrikt, bør repræsentationen derfor indberette herom til Udenrigsministeriet, som vil underrette den skifteret eller eksekutor, der behandler afdødes bo.

§ 11, stk. 3

Civilretsdirektoratet kan i medfør af § 11 stk. 3, i lov nr. 200 om børns retsstilling med senere ændringer ligestille en anerkendelse, der under en dansk faderskabssag, som behandles i statsamtet, er afgivet over for en dansk myndighed i udlandet, med en anerkendelse, der er afgivet her i landet.

H. Adoption

1. Fremmede stats-

borgeres adoption

af dansk barn

Hvis repræsentationen modtager henvendelse fra fremmede statsborgere om bistand til adoption af et dansk barn, bør de gøres opmærksom på, at dansk adoptionsbevilling kun vil kunne meddeles, hvis adoptanten har fast bopæl i Danmark.

2. Danske

statsborgeres

adoption af

udenlandsk barn

Såfremt danske statsborgere med fast bopæl i udlandet ønsker at adoptere udenlandsk barn, bør de henvises til at søge adoptionen gennemført efter opholdslandets ret. En adoption, der er stiftet i overensstemmelse med opholdslandets lovgivning, vil almindeligvis blive anerkendt som gyldig i Danmark, når adoptanten var domicileret i vedkommende land på tidspunktet for adoptionen. Efter dansk ret stilles ret strenge krav for at antage, at en dansker har opgivet sit danske domicil og erhvervet domicil i et andet land. Til konstatering af, hvor ansøgeren må antages at have domicil, foretages en samlet vurdering af ansøgerens tilknytningsforhold til henholdsvis Danmark og vedkommende opholdsland. Ved denne vurdering lægges navnlig vægt på

a. om ansøgerne ønsker at bevare dansk statsborgerskab,

b. om ansøgerne ejer fast ejendom i Danmark,

c. om ansøgerne definitivt har opgivet dansk arbejde,

d. i hvilket omfang ansøgerne har besøgt Danmark under opholdet i udlandet,

e. hvorledes ansøgerne har indrettet sig boligmæssigt i udlandet (fast ejendom/registreret af opholdslandets myndigheder/varigheden af opholds- og arbejdstilladelse m.v.).

På grund af den nævnte usikkerhed omkring domicilbegrebet må det tilrådes adoptanter, som har gennemført en adoption i udlandet, at søge klarlagt, om adoption tillige skal gennemføres i Danmark. Dette gælder naturligvis særligt i tilfælde, hvor de pågældende senere ønsker at vende tilbage til Danmark. Det tilrådes danske statsborgere, der har opnået adoption i udlandet, men som er i tvivl om adoptionens gyldighed i Danmark, at forelægge sagen for Civilretsdirektoratet i Danmark for at få klarlagt, om også dansk adoptionsbevilling bør søges. Spørgsmålet om en adoptions gyldighed henhører i sidste instans under domstolene.

Danske repræsentationer i udlandet bør ikke yde bistand til formidling af kontakt mellem danske adoptionssøgende og enkeltpersoner eller institutioner i udlandet, der ønsker at bortadoptere, da sådan bistand vil kunne indebære en overtrædelse af adoptionslovens regler om formidling. I stedet bør repræsentationen henvise de pågældende til at rette henvendelse til de danske organisationer, der med Civilretsdirektoratets tilladelse yder bistand ved adoptioner af børn, der ikke er statsborgere i de fem nordiske lande. Justitsministeriet har for tiden godkendt nedennævnte organisationer til formidling af udenlandske børn til adoption i Danmark

Adoption Center Eckersberggade 17, 1. 8000 Århus C. Danadopt Birkerød Hovedgade 24 3460 Birkerød Terre des Hommes Adoptionskontoret Egen Møllevej 1 6430 Nordborg

3. Opnåelse af

dansk adoptions-

bevilling

Til en dansk adoption kræves, at de i adoptionsloven (lov nr. 279 af 7. juni 1972 med senere ændringer) angivne betingelser er opfyldt, herunder at der foreligger samtykke til adoptionen fra den eller de, der har forældremyndigheden over barnet. Endvidere er det en betingelse, at parterne er godkendt som adoptivforældre. Godkendelse kræves dog ikke ved adoption af ægtefælles barn eller adoptivbarn, barnebarn, søskendebarn eller barn af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særlig nært knyttet til. Henvendelse om adoption af et udenlandsk barn ved dansk adoptionsbevilling kan ske til de ovenfor nævnte organisationer, til de amtskommunale socialcentre (i København til Københavns Magistrat og på Frederiksberg til det sociale udvalg) og til statsamterne og Københavns Overpræsidium.

4. Om opholds-

tilladelse til uden-

landske børn, der

ønskes adopteret af

danske statsborgere

Ifølge § 36 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 18. januar 1984, udlændingebekendtgørelsen, skal opholdstilladelse til et barn, der ønskes her til landet med henblik på adoption, være opnået inden indrejsen. Ansøgning skal indgives til en dansk repræsentation i barnets hjemland eller i det land, hvor barnet har haft fast ophold i de sidste 6 måneder.

Repræsentationen bør ikke på egen hånd udstede visum til besøgsophold for børn, der må formodes at skulle adopteres eller anbringes i pleje i Danmark, ligesom repræsentationen bestemt bør fraråde, at udenlandske børn, der efter deres nationalitet kan indrejse uden visum, medtages til landet med henblik på adoption eller plejeforhold.

5. Udenlandske

børns adgang til

erhvervelse af

dansk statsborgerret,

når adoptiv-

forældrene er

danske statsborgere

Ifølge lov om dansk indfødsret § 2 A bliver et udenlandsk barn under 12 år, der adopteres ved dansk adoptionsbevilling, dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, der begge er danske statsborgere, eller af en ugift dansk statsborger, og barnet bor her i riget sammen med adoptivforældrene (adoptanten).

Såfremt ovenfor anførte betingelser ikke er opfyldt, kan dansk indfødsret kun tillægges efter ansøgning, jf. adoptionsbekendtgørelsens § 23, stk. 2.

I. Registreret partnerskab

Lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, i det følgende benævnt LP, trådte i kraft den 1. oktober 1989.

Lov nr. 373 af 7. juni 1989 om ændring af ægteskabsloven, arveloven, straffeloven og lov om afgift af arv og gave trådte i kraft samme dag.

De to love er optrykt som bilag til A-oversigt 12/1989.

Ifølge LP § 1 kan to personer af samme køn lade deres partnerskab registrere.

Der stilles ingen nærmere krav til partnerskabets karakter; der behøver ifølge motiverne bag LP end ikke at foreligge bofællesskab. Dog kræves det efter LP § 2, stk. 2, at mindst den ene partner er dansk statsborger og har bopæl i Danmark. To udlændinge eller to i udlandet boende personer kan således ikke få deres partnerskab registreret i Danmark.

Registreringen foregår i den borgerlige vielses former, jfr. afsnit A.

Bopælskommunen skal efter ansøgning udfærdige en prøvelsesattest, før registrering kan finde sted. Registreringen kan kun finde sted på rådhuset og således ikke i en kirke.

Af særlig betydning for udenrigstjenesten er den omstændighed, at registrering ikke kan foretages af diplomatiske og konsulære embedsmænd.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget »at forslagsstillerne finder det betænkeligt med regler, der tillader danske diplomater at foretage registreringer i udlandet, således som det ved en overførsel af ægteskabslovgivningen vil være muligt efter ægteskabslovens § 22. Forudsætningen er, at det pågældende land tillader, at fremmede myndigheder foretager registreringer af homoseksuelle på dets territorium. En sådan tilladelse vil formentlig ikke kunne opnås.«

Hovedsigtet med LP er, at registrerede partnere skal opnå samme retsstilling som ægtefæller. Efter LP § 3 skal regler i dansk lovgivning om ægteskab og om ægtefæller finde tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab og på registrerede partnere.

Bl.a. skal således også reglerne om stemmeafgivning ved valg og folkeafstemning, jfr. Kap. IV D, anvendes på registrerede partnere.

Fra ovennævnte hovedregel gælder den væsentlige undtagelse, at registrerede partnere ikke kan adoptere, hverken tredjeparts barn eller hinandens særbørn, jfr. LP § 4, stk. 1.

Registrerede partnere kan heller ikke få fælles forældremyndighed over den enes barn, jfr. LP § 4, stk. 2.

Et registreret partnerskab opløses efter reglerne om opløsning af ægteskaber, jfr. LP § 5. Opløsning af registreret partnerskab kan altid finde sted i Danmark.

Vilkårsforhandling med en registreret partner forud for skilsmisse eller separation kan finde sted ved en dansk repræsentation, hvor vedkommende har ophold, jfr. afsnit E.

KAPITEL I Udenrigstjenesten

KAPITEL II Rigsvåben, flag og nationalsang

KAPITEL III Repræsentationernes embedsførelse

KAPITEL IV Særlige embedsfunktioner

KAPITEL IX Bistand i familieretlige anliggender

KAPITEL V Erhvervelse, fortabelse og

KAPITEL VI Pas, visum, flygtningesager,

KAPITEL VII Bistand til danske i udlandet

KAPITEL VIII Bistand i civilretlige og

KAPITEL X Bistand i arvesager

KAPITEL XI Erhvervsbistandsarbejde på honorære

KAPITEL XII Repræsentationernes

KAPITEL XIII Luftfart

KAPITEL XIV Orlogsskibe

Instruks for Udenrigstjenesten Bind 1 Generelle instruktioner 1989

Indholdsfortegnelse

Definitioner og forkortelser

Rettelser ifølge vedlagte rettelsesblad pr. 23. april 1991

Rettelser ifølge vedlagte rettelsesblad pr. 15. januar 1992