Affaldsafgift
Statutory Text (2 Articles)
Affaldsafgift
Til virksomheder eller anlæg, der modtager affald til deponering eller forbrænding
Affaldsafgift
Efter kapitel 12a i lov om miljøbeskyttelse skal der betales afgift af affald, der tilføres virksomheder eller anlæg, som modtager affald fra kommunale renovationsordninger til deponering eller forbrænding.
Afgiften udgør 40 kr pr ton affald.
Fra 1 januar 1990 skal kommunalbestyrelserne anvise bortskaffelsesmuligheder for alt affald, der er omfattet af Miljøministeriets bekendtgørelse nr 118 af 23 februar 1989 om bortskaffelse af affald.
Dette betyder, at alle deponerings- og forbrændingsanlæg, der modtager anvisningspligtigt affald, skal registreres hos toldvæsenet og betale afgift af det affald, der tilføres anlægget. En kommunes anvisning af bortskaffelsesmulighed sidestilles nemlig med en kommunal renovationsordning, uanset om anvisningen sker via et kommunalt regulativ eller efter en konkret anvisning.
0pmærksomheden henledes på, at der er fremsat lovforslag om ændring af afgiftssatsen fra de nævnte 40 kr til 130 kr pr ton affald.
Registrering
Virksomheder eller anlæg, der herefter er eller bliver registreringspligtige, skal anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.
Registrering skal ske med virkning fra det tidspunkt, hvor virksomheden eller anlægget første gang modtager affald til deponering eller forbrænding efter en kommunal anvisning.
Anmeldelse skal ske på anmeldelsesblanket, P 160, der i udfyldt stand indsendes til toldkamret.
Fastsættelse af affaldsmængden
Den mængde affald, der skal betales afgift af, skal fastsættes ved vejning af det tilførte affald på en vægt, der kan godkendes af toldvæsenet.
Vægte (såvel brovægte som mobile vægte til måling af akseltryk), som er typegodkendte af Industri- og Handelsstyrelsen, og som er verificerede af et laboratorium eller lignende, som Industri- og Handelsstyrelsen har bemyndiget hertil, kan godkendes af toldvæsenet.
Toldvæsenet vil normalt stille krav om, at vægtanlægget er bemandet, når der vejes.
Virksomheder eller anlæg, der skal registreres, og som ikke har en egnet vægt, skal etablere en sådan vægt inden registreringstidspunktet.
Yderligere oplysninger
Toldvæsenet har udgivet en vejledning om affaldsafgiften med mere detaljerede oplysninger. Vejledningen kan fås hos toldkamret.Hvis De ønsker yderligere oplysninger, er De velkommen til at henvende Dem til toldkamret.