Statsskattedirektoratets cirkulære om ligningsplanen for 1989 (* 1) (* 2)
Statutory Text (1 Articles)
Statsskattedirektoratets cirkulære om ligningsplanen for 1989 (* 1) (* 2)
Indledning
Statsskattedirektoratet skal ifølge skattestyrelsesloven forud for den almindelige ligning udarbejde en plan for ligningens forløb og over fremgangsmåden ved udøvelsen af direktoratets tilsynsførende virksomhed. Planen forelægges Ligningsrådet til godkendelse.
Ved udarbejdelsen af ligningsplanen for indkomståret 1989 er der lagt vægt på
- at borgerne har kendskab til og forstår skattereglerne og deres funktion
- at borgernes mellemværende med skattemyndighederne forenkles
- at der ydes en udvidet administrativ og teknisk service og sikkerhed overfor borgerne
- at der er retssikkerhed for borgerne
- at ligning, kontrol og skatteopkrævning er effektiv og
- at de kommunale skatteadministrationer aflastes for rutineprægede opgaver.
Ligningsplanen er opdelt i følgende hovedpunkter
Opgavefordeling
Ligningsarbejdets afvikling
De kommunale ligningsmyndigheder
Statsskattedirektoratets lignings- og revisionsvirksomhed
Statsskattedirektoratets informationsvirksomhed
Opgavefordelingen
De folkevalgte organer, ligningskommission, amtsligningsråd, skatteråd - som klagemyndighed - og Ligningsrådet har ansvaret for skatteansættelserne.
Statsskattedirektoratet skal ifølge skattestyrelsesloven påse, at ligningen er behørig og ensartet over hele landet.
Amtsskatteinspektoraterne varetager Statsskattedirektoratets regionale opgaver og koordinerer herunder den samlede lignings- og revisionsindsats i de enkelte regioner.
Statsskattedirektoratet udsender Ligningsrådets anvisninger og vejledninger samt gennemfører instruktionsvirksomhed i tilknytning til ligningen.
Statsskattedirektoratet fastlægger retningslinier for og fører tilsyn med inddrivelse af restancer, arbejdsgiverkontrol mv.
Statsskattedirektoratet sørger for udvikling og drift af de centrale skatte- og indtægtsregistre, som direktoratet har ansvaret for og styringen af. Oplysningerne stilles under hensyntagen til gældende registerforskrifter og indgåede aftaler til rådighed for de lokale ligningsmyndigheder. Borgerne kan gennem SD-Tele få adgang til visse af Statsskattedirektoratets edb-systemer.
Ligningskommissionen har ansvaret for skatteansættelserne i kommunen. Ligningsarbejdet i kommunen foregår efter den af ligningskommissionen godkendte kommunale ligningsplan. Kommunen inddriver skatterestancer og fører kontrol med de indeholdelsespligtige (arbejdsgiverkontrol). Kommunen har endvidere serviceopgaver over for borgerne i forbindelse med selvangivelse og årsopgørelse. Den statslige og kommunale skatteforvaltning skal fungere som en helhed.
Ligningsarbejdets afvikling
Statsskattedirektoratet udsender omkring 1. maj 1990 selvangivelsen til skatteyderne. Selvangivelsen indeholder de oplysninger, som banker, arbejdsgivere mv. har indberettet. Forinden har skatteyderne haft mulighed for at supplere skattevæsenets oplysninger ved hjælp af oplysningskortet. Disse oplysninger er også påført selvangivelsen. Fristen for rettidig indsendelse af selvangivelsen er den 15. maj 1990.
Proceduren for udsendelse af selvangivelse og årsopgørelse for 1989 er den samme som for 1988.
Den kommunale ligningsmyndighed
Det kommunale ligningsarbejde består dels i servicevirksomhed og hjælp til borgerne dels i en efterfølgende ligningskontrol og revision. Gennemgangen og kontrollen må ske under hensyntagen til den reelle skattemæssige virkning af eventuelle korrektioner og til skatteydernes indkomstforhold.
Den kommunale ligningsplan bør lægge vægt på at beskrive, hvorledes kommunen påtænker at gennemføre denne ligningskontrol og revision og i forbindelse hermed virksomhedsbesøg.
For skatteydere, der er udtrådt af virksomhedsordningen, må det påses, at der sker beskatning af eventuel opsparet overskud. For skatteydere, der indtræder i virksomhedsordningen må det sikres, at afgrænsningen af virksomhedsdelen bliver korrekt.
Det må sikre, at selskaber og deres hovedaktionærer kontrolleres samlet. Kommunens lignings- og revisionsarbejde og arbejdsgiverkontrol bør fortsat udbygges og integreres.
Den af ligningskommissionen vedtagne ligningsplan skal indsendes til amtsskatteinspektoratet.
Ved ligningsperiodens afslutning afgiver skatteforvaltningen en redegørelse om ligningens forløb til ligningskommissionen. Redegørelsen indsendes til amtsskatteinspektoratet. Den kommunale ligningsmyndighed bør endvidere videregive erfaringer af betydning for den overordnede planlægning til amtsskatteinspektoratet.
Statsskattedirektoratets lignings- og revisionsvirksomhed
Centralt
Statsskattedirektoratet koordinerer kontrol- og revisionsvirksomheden.
Den eksisterende generelle og konkrete vejledning af amtsskatteinspektoraterne og kommunerne fortsættes og intensiveres i nødvendigt omfang.
Hovedvægten lægges på SLS-E-systemet ud fra de erfaringer, der er indsamlet i forbindelse med »Revision 89«-projektet.
Statsskattedirektoratet fortsætter i samarbejde med amtsskatteinspektoraterne og kommunerne en integreret virksomhedskontrol, der ikke blot omfatter virksomhedens egne skatte- og afgiftsforhold og virksomhedens indberetninger og oplysningspligt, men også de ansattes skattemæssige forhold i relation til virksomheden (skattefri godtgørelser, skattepligtige goder og lønmodtagerfradrag mv).
På baggrund af indførelsen af skattereformen i 1987 gennemføres en række pilotprojekter og konkrete revisionssager vedrørende fonds- og foreningsbeskatningen.
Koordinationen af ligningen af deltagere i kommanditselskaber og leasinginteressentskaber o.l. med mange deltagere fortsættes, nu med udgangspunkt i de indførte regler om indberetning af de fælles skatteregnskabsoplysninger.
Koordinationen af ligningen og kontrollen af større selskaber med ensartet regnskabspraksis fortsættes. Desuden udbygges informationen og instruktionen omkring de typiske kontrolopgaver vedrørende selskaber og hovedaktionærer.
De iværksatte undersøgelser og pilotprojekter inden for det finansielle marked, specielt hvad angår marginspekulation, terminshandler, valutalånsarrangementer, deltagelse i puljeordninger o.l. fortsættes. Der vil blive gennemført stikprøvekontrol vedrørende salg af danske aktier, der er udbudt i fastkursemmission i 1989, samt af enkelte udenlandske papirer, hvor der skønnes at være realiseret avancer ved kort besiddelsestid.
Der gennemføres en pilotundersøgelse vedrørende de skattemæssige konsekvenser af omstruktureringen indenfor ejendomsformidling med udgangspunkt i de overdragelser, der er sket fra ejendomsmæglerne til finansielle koncerner.
Statsskattedirektoratets samarbejde med de udenlandske skattemyndigheder fortsættes med udveksling af oplysninger til forbedring af ligningsgrundlaget, såvel vedrørende enkeltoplysninger som i større revisionssager samt gennemførelse af simultanrevision.
Det sikres ved udsendelse af retningslinier mv., at ansvarssagerne behandles ensartet. Statsskattedirektoratet medvirker til, at sagsbehandlingen ved politi og domstole fremmes mest muligt.
Regionalt
Amtsskatteinspektoraterne tilrettelægger et samarbejde med kommunerne i reegionen med henblik på at sikre den bedst mulige ligning.
Amtsskatteinspektoraternes kontrolindsats gennemføres efter en regional ligningsplan.
Amtsskatteinspeltoraterne fortsætter deres medvirken i ligning og revision af de lokale selskaber og koordinerer ligningen og kontrollen af selskaber og deres hovedaktionærer og hovedanpartshavere, når de er hjemmehørende i forskellige kommuner.
Hvis det konstateres, at selskabs- og regnskabsligningen ikke fungerer tilfredsstillende, udtages et passende antal sager til egentlig ligning i amtsskatteinspektoraterne.
Amtsskatteinspektoraterne yder bistand til kommunerne ved gennemførelse af større revisionssager og tilrettelægger i samarbejde med kommunerne i regionen fælles større kontrolaktioner.
I et samarbejde med Statsskattedirektoratet vurderes ligningsindsatsen i regionen dels på grundlag af de kommunale ligningsplaner dels på grundlag af de opnåede ligningsresultater.
Amtsskatteinspektoraterne påser, at der sker den fornødne indberetning fra de lokale ligningsmyndigheder om fortolkningsproblemer og andre erfaringer fra ligningen.
Amtsskatteinspektoratet fører tilsyn med arbejdsgiverkontrollen og den kommunale tvangsinddrivelse. Tilsynet omfatter en koordination af ligning og inddrivelse i forbindelse bl.a. restancer opstået som følge af taxation. Amtsskatteinspektoratet påser, at fordringer sikres og inddrives, og at uerholdelige restancer afgangsføres.
Amtsskatteinspektoratet fører tilsyn med arbejdsgiverkontrollen og den kommunale tvangsinddrivelse. Tilsynet omfatter en koordination af ligning og inddrivelse i forbindelse med bl.a. restancer opstået som følge af taxation. Amtsskatteinspektoratet påser, at fordringer sikres og inddrives, og at uerholdelige restancer afgangsføres.
Amtsskatteinspektoraterne påser, at der ved straffesager er en ensartet udtagelse og bedømmelse af skattekontrollovs- overtrædelser, og at der ikke rejses bagatelsager.
Statsskattedirektoratets informationsvirksomhed
Centralt
Ligningsrådet og Statsskattedirektoratet orienterer om ny skattelovgivning mv. Der lægges vægt på, at skattereglerne skal være forståelige for skatteyderne og for myndighederne.
Der udsendes anvisninger om ligningen for 1989 i januar 1990. Anvisningerne, der er vedtaget af Ligningsrådet, er bindende for de lignende myndigheder.
Den årlige ligningsvejledning udsendes i marts 1990 og finder anvendelse ved ligningen for indkomståret 1989. Den giver udtryk for Statsskattedirektoratets opfattelse af gældende ret og skal i almindelighed følges.
Instruktionsvirksomheden om ny lovgivning og praksis bliver gennemført ved et antal årlige instruktionsmøder, hvor Statsskattedirektoratets opfattelse videregives til amtsskatteinspektoraternes instruktører.
Regionalt
Amtsskatteinspektoraterne orienterer om ny skattelovgivning, erfaringer på lignings- og revisionsområdet m.m. Formidlingen sker bl.a. ved instruktionsmøder og udsendelse af skriftlig information.
Rene Mikkelsen
/Ole Kjær