Statsskattedirektoratets cirkulære om kontantomregning af overdragelsessummer (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Statsskattedirektoratets cirkulære om kontantomregning af overdragelsessummer (* 1)
Ved afståelse af fast ejendom opgøres fortjenesten på grundlag af kontantomregning af anskaffelses- og afhændelsessummer efter reglerne i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 252 af 8. maj 1984 om beskatning af fortjeneste ved salg af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 558 af 16. september 1988 om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, som senest ændret ved lov nr. 385 af 7. juni 1989.
Private pantebreve m.v. skal efter disse regler kontantomregnes på grundlag af kurser, som kvartalsvis offentliggøres af Statsskattedirektoratet.
Tabellen på vedlagte bilag indeholder sådanne kurser vedrørende 3. kvartal 1989.
Kurserne varierer med gældsposternes forrentning, restløbetid og sikkerhedsmæssige placering.
Den sikkerhedsmæssige placering af en fordring bestemmes ved den procentdel, som restgælden på fordringen og foranstående hæftelse udgør af den samlede handelspris. Fremgangsmåden illustreres ved følgende eksempel
En ejendom sælges for 600.000 kr. Køber overtager restgælden på indestående prioriteter, ialt 450.000 kr. Restkøbesummen berigtiges ved, at køber udsteder et sælgerpantebrev på 60.000 kr. med årlig ydelse på 12,61% heraf rente på 10% af den til enhver tid værende restgæld, og betaler 90.000 kr. i kontant udbetaling.
Restgælden på de overtagne hæftelser, ialt 450.000 kr. udgør 75% af den samlede handelspris.
Restgælden på overtagne foranstående hæftelser og det udstedte sælgerpantebrev udgør ialt 450.000 kr. + 60.000 kr. = 510.000 kr., hvilket udgør 85% af den samlede handelspris.
Sælgerpantebrevet er således sikkerhedsmæssigt placeret i intervallet mellem 75-85% af handelsprisen.
Sælgerpantebrevet skal derfor kursansættes på grundlag af tabellen over gæld med pantesikkerhed inden for 85% af pantets handelsværdi.
Pantebrevets restløbetid er ca. 16 år, og omregningskursen, kan herefter findes i tabellen ved at gå ind under restløbetid 16 år og rentefod 8,01 - 10,00% I 3. kvartal 1989 vil kursen være 83 og pantebrevets kursværdi 60.000 x (83/100) = 49.800 kr.
Hvis et pantebrev indeholder særlige vilkår af betydning for kursansættelsen, f.eks. vilkår om ændringer i forrentnings- eller afdragsvilkårene i løbetiden eller særlige rykningsklausuler, korrigeres tabellens kurser for den skønnede indflydelse heraf.
Hvis et pantebrev er sikkerhedsmæssigt placeret over flere af de angivne intervaller, foretages en sammenvejning af de hertil svarende kurser, jf. følgende eksempel
Et sælgerpantebrev på 90.000 kr., der afvikles på tilsvarende vilkår som i foregående eksenpel, er sikkerhedsmæssigt placeret mellem 75-90% af handelsværdien. 60.000 kr. af hovedstolen er placeret mellem 75-85% af handelsværdien og de resterende 30.000 kr. mellem 85-90% af handelsværdien.
Pantebrevet kursansættes således
60.000 x (83/100) = 49.800 kr. 30.000 x (82/100) = 24.600 kr. ----------- Samlet kursværdi 74.400 kr.
For pantebreve, der kan indfries til pari, kan der ikke anvendes en kurs over 100, jf. bekendtgørelsens § 5.
Reglerne finder tilsvarende anvendelse 1) ved opgørelse af fortjenesten ved afhændelsen af afskrivningsberettigede bygninger (beskatning af genvundne afskrivninger) samt 2) ved fastlæggelsen af afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede bygninger, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 523 af 28. september 1982 om kontantværdiansættelse af overdragelsessummer og om oplysningspligt efter afskrivningsloven og 3) ved skatte- og afgiftsmæssig værdiansættelse af fast ejendom i dødsboer m.v., samt 4) ved gaveoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 310 af 23. juni 1983 om afgift af arv og gave og cirkulære af 17. november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning.
Vedrørende skatte- og afgiftsmæssig værdiansættelse af pantebreve, som ikke står i forbindelse med overdragelse af fast ejendom, henvises til SD-cirkulære 1989-31 af 18. august 1989 om kursansættelse af private pantebreve ved opgørelsen af den skatte- og afgiftsmæssige værdi og formueværdien, som også finder anvendelse ved værdiansættelse af aktiver på formueopgørelsen.
Dette cirkulære efterfølger SD-cirkulære nr. 1989-17 af 12. maj 1989 om kontantomregning af overdragelsessummer.
Rene Mikkelsen
Erik Eriksen
Tabel (Udelades her).