Legislator Case Law & Legislation
C19891821049 DK

Momsreglement, Afregning

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Reglement 1989 18210 Historic

Momsreglement, Afregning

Indledning

Kvartals- eller halvårsafregning Angivelse Afgiftsforhøjelse ved for sent afgivet angivelse Foreløbige fastsættelser Indbetaling af afgift Renter Tilbagebetaling af afgift Kreditbegrænsning Uge- eller månedsafregning Tilladelse til at anvende forkortet afgiftsperiode Angivelse Tilbagebetaling og indbetaling af afgift Lejlighedsvis afregning af afgift mv Virksomheder, der anmelder sig for sent til registrering Virksomheder, der afmelder sig for sent fra registrering Hæftelse for afgift

Indledning

De registrerede virksomheder skal afregne afgiften for hver afgiftsperiode på grundlag af en af virksomheden afgivet angivelse.

Ved afregningen af afgift skelnes mellem virksomheder, der er registreret i byregistret, og virksomheder, der er registreret i landbrugsregistret.

For virksomheder, der er registreret i byregistret, er afgiftsperioden kvartalet, idet dog eksportvirksomheder m fl kan få tilladelse til at anvende kalendermåneden eller ugen som afgiftsperiode. Indsendelse af angivelse og indbetaling af afgift skal ske senest 1 måned 20 dage efter afgiftsperiodens udløb. Angivelsen afgives på bagsiden af det fra distriktstoldkamret udsendte giroindbetalingskort, der anvendes ved afgiftens indbetaling.

For virksomheder, der er registreret i landbrugsregistret, er afgiftsperioden første og anden halvdel af kalenderåret eller - hvis virksomheden fører driftsregnskab - første og anden halvdel af virksomhedens regnskabsår. Indsendelse af angivelse skal ske senest 2 måneder 20 dage efter afgiftsperiodens udløb. Angivelsen afgives på en særlig blanket, der tilsendes virksomheden fra distriktstoldkamret. Afgiftstilsvaret deles i 2 lige store rater, der afkræves virksomheden ved udsendelse af giroindbetalingskort.

Kvartals- eller halvårsafregning

Angivelse

Byerhverv

Afgiftsperioden er kvartalet. Virksomhederne skal for hver afgiftsperiode angive størrelsen af virksomhedens udgående afgift, indgående afgift, olie-, gas-, kul-, og elafgift (energiafgifter) som ønskes godtgjort, afgiftstilsvar, samt størrelsen af den omsætning, der efter lovens § 12, stk 1-3, ikke skal medregnes til den afgiftspligtige omsætning. Distriktstoldkamret kan dog efter ansøgning meddele rederier, der ikke samtidig med angivelsens indsendelse vil være i stand til at give korrekte oplysninger om omsætningen (fragtindtægter mv) i udenrigs fart, tilladelse til at give oplysning om eksportomsætningen særskilt for hvert kvartal senest 3 1/2 måned efter kvartalets udløb.

Angivelsen afgives på bagsiden af det giroindbetalingskort, der anvendes ved indbetalingen af afgift, og som udsendes til virksomhederne gennem distriktstoldkamrene ved udgangen af afgiftsperioden.

Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse og indsendes senest 1 måned 20 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Virksomheder, der endnu 14 dage efter afgiftsperiodens udløb ikke har modtaget giroindbetalingskortet, må selv rette henvendelse til distriktstoldkamret for at få en sådan blanket udleveret.

Landbrug og fiskeri

Afgiftsperioderne er første og anden halvdel af kalenderåret. For virksomheder, der fører driftsregnskab og benytter andet regnskabsår end kalenderåret, er afgiftsperioderne dog første og anden halvdel af det regnskabsår, der anvendes.

Virksomhederne skal for hver afgiftsperiode angive størrelsen af virksomhedens udgående afgift, indgående afgift, olie-, gas-, kul- og elafgift (energiafgifter) som ønskes godtgjort og afgiftstilsvar.

Angivelsen afgives på en særlig blanket, der udsendes til virksomhederne gennem distriktstoldkamrene ved udgangen af afgiftsperioden.

Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse og indsendes senest 2 måneder 20 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Virksomheder, der endnu en måned efter afgiftsperiodens udløb ikke har modtaget angivelsesblanket må selv rette henvendelse til distriktstoldkamret for at få en sådan blanket udleveret.

Såfremt virksomheden ønsker at ændre regnskabsår eller at påbegyndt førelse af driftsregnskab med andet regnskabsår end kalenderåret, skal meddelelse herom indsendes til distriktstoldkamret senest 1 måned før ændringen iværksættes.

Fællesbestemmelser

Virksomhederne skal indsende angivelse for hver afgiftsperiode, selv om der ikke skal indbetales afgift, fordi afgiftstilsvaret er nul, eller fordi den indgående afgift mv overstiger den udgående afgift. I sidstnævnte tilfælde skal afgiftstilsvaret tydeligt markeres med et minus.

Afgiftsforhøjelse ved for sent afgivet angivelse

Foreligger angivelse ikke rettidigt, skal virksomhedens afgiftstilsvar for den pågældende afgiftsperiode forhøjes med 1%, dog mindst med 200 kr og højst med 800 kr.

Afgiftsforhøjelsen afkræves virksomheden ved tilsendelse af et særligt giroindbetalingskort.

Toldvæsenet kan meddele fritagelse for afgiftsforhøjelse, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt. Administrationen af denne bestemmelse er delegeret til distriktstoldkamrene.

Foreløbige fastsættelser

Modtages angivelsen ikke, foretager distriktstoldkamret en foreløbig fastsættelse af virksomhedens afgiftstilsvar til et skønsmæssigt beløb.

De foreløbige fastsættelser udsendes for hver afgiftsperiode ca 1 måned efter udløbet af fristen for indsendelse af angivelse.

Foreløbig fastsatte afgiftstilsvar debiteres i edb-regnskabet for landbrug og fiskeri mv senest ca 4 1/2 måned og for byerhverv ca 5 1/2 måned efter en afgiftsperiodes udløb, og behandles herefter regnskabsmæssigt på tilsvarende måde som afgiftstilsvar ifølge en af virksomheden indsendt angivelse.

Indbetaling af afgift

Byerhverv

Afgiften forfalder til betaling den 1. i den 2. måned efter afgiftsperiodens udløb og skal indbetales senest 20 dage derefter. Fristen for indsendelse af angivelse og for indbetaling af afgift er således sammenfaldende.

Afgiften indbetales ved anvendelse af det udsendte giroindbetalingskort.

Landbrug og fiskeri

Afgiftstilsvaret opkræves i 2 lige store rater. 1. rate forfalder til betaling den 1. i den 6. måned og 2. rate den 1. i den 9. måned efter afgiftsperiodens udløb. Afgiftsraterne skal indbetales senest den 20. i forfaldsmåneden.

Afgiftsraterne indbetales ved anvendelse af de gennem distriktstoldkamrene udsendte rategirokort, der udskrives med hele kroner. Er afgiftsbeløbet for en afgiftsperiode mindre end 10 kr, opkræves beløbet ikke.

Fællesbestemmelser

Afgiften kan indbetales ved indsendelse af check mm. Sker indbetalingen pr brev og betalingsmidlet er check eller girokort udstedt af indbetaleren, udstedes kvittering kun, hvis der direkte er fremsat ønske herom, eller indbetalingsbilagets kvitteringsdel er medsendt.

For afmeldte virksomheder gælder samme forfaldstidspunkt og indbetalingsfrist, som er gældende for den afgiftsperiode, i hvilken de er afmeldt.

Renter

Indbetales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3% i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, dog mindst 10 kr for en afgiftsperiode. Afgift, der forfaldt til betaling før 1 juli 1970 forrentes med 3/4% i månedlig rente indtil den 1 juli 1978. Efter dette tidspunkt udgør den månedlige rente 1,3%. Afgift, der forfaldt til betaling i perioden 1 juli 1970 til 30 juni 1978 forrentes med 1% pr måned og efter den 1 juli 1978 med 1,3 pr måned.

I tilfælde, hvor der er sket en foreløbig fastsættelse af afgiftstilsvaret, beregnes rente fra den dag, da afgiften for den pågældende afgiftsperiode (for landbrug og fiskeri - raten) forfaldt til betaling.

Betalingen anses som rettidig, hvis

a. beløbet indbetales til postvæsenet senest sidste rettidige indbetalingsdag,

b. anmodning om girering fra afsenderens postkonto er postgirokontoret i hænde inden kl 0900 dagen efter sidste rettidige indbetalingsdag, eller

c. beløbet er indbetalt til toldkamret ved fremsendelse af check, der er modtaget af toldkamret med første postomdeling dagen efter sidste rettidige indbetalingsdag.

Såfremt den 20. i betalingsmåneden er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmeste følgende hverdag for sidste rettidige indbetalingsdag.

Renten afkræves virksomheden ved tilsendelse af et særligt giroindbetalingskort.

Der vil ikke kunne meddeles fritagelse for betaling af renter. Distriktstoldkamrene er bemyndiget til skriftligt at afslå eventuelle ansøgninger herom.

Tilbagebetaling af afgift

Overstiger en virksomheds indgående afgift og fradragsberettigede energiafgifter i en afgiftsperiode den udgående afgift, udbetales det overskydende afgiftsbeløb til virksomheden.

For angivelser, der er modtaget rettidigt, og som er udfyldt korrekt, finder tilbagebetaling sted senest 3 uger efter, at toldkamret har modtaget angivelsen. Hvis toldkamret på grund af virksomhedens forhold (fx ferielukning, bortrejse mv) ikke har kunnet foretage kontrol af angivelsen, afbrydes udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol.

Tilbagebetaling sker dog kun, såfremt angivelse vedrørende tidligere afgiftsperioder er modtaget. Har virksomheden indnu ikke indsendt angivelse for en tidligere afgiftsperiode, vil tilbagebetalingen blive stillet i bero, og virksomheden underrettes gennem distriktstoldkamret herom.

Skyldig afgift mv for tidligere perioder modregnes ved udbetalingen, selv om afgiftskravet ikke er forfaldent.

Kreditbegrænsning

Hvis en virksomhed gentagne gange ikke har indbetalt afgift rettidigt, kan toldvæsenet forkorte virksomhedens afgiftsperiode og fristen for indsendelse af angivelse og indbetaling af afgift.

Det samme gælder, hvis en virksomheds indehaver ved eksekution er fundet ude af stand til at betale sin gæld, hvis indehaveren har standset sine betalinger eller er under frivillig akkord eller likvidation, eller hvis virksomheden er et aktieselskab og dette er under likvidation efter reglerne om insolvente selskaber. Ligeledes gælder dette for en virksomhed, hvis indehavers bo er under konkursbehandling eller tvangsakkordforhandling, eller hvis indehaverens dødsbo behandles efter kapitel III i lov om skifte af dødsbo og fællesbo.

De nærmere regler om eventuel iværksættelse og ophævelse af kreditbegrænsning over for registrerede virksomheder, er fastsat i OPPEBØRSEL - RESTANCE, kap 4 »Kreditbegrænsning«.

Uge- eller månedsafregning

Tilladelse til at anvende forkortet afgiftsperiode

Virksomheder, der er registreret i byregistret, og hvis udgående afgift regelmæssigt er mindre end den indgående afgift som følge af, at en væsentlig del af afsætningen efter lovens § 12, stk 1-3, ikke skal medregnes til den afgiftspligtige omsætning, kan få tilladelse til at anvende kalendermåneden som afgiftsperiode. Såfremt den udgående afgift for sådanne virksomheder regelmæssigt er mindre end halvdelen af den indgående afgift, kan der gives virksomheden tilladelse til at anvende ugen som afgiftsperiode.

Tilladelse til at anvende forkortet afgiftsperiode meddeles skriftligt af distriktstoldkamrene, der forinden ved gennemsyn af virksomhedens regnskaber, fakturakopier, kontrakter, ordrer, ordrebekræftelser og bankafregninger mv samt under hensyn til virksomhedens forhold i øvrigt må sikre sig, at betingelserne for at opnå tilladelse er opfyldt.

Ændring af en afgiftsperiode kan kun ske med virkning fra begyndelsen af et kvartal, og anmodning herom må fremsættes senest 1 måned før ændringen ønskes iværksat. Virksomheder, der får tilladelse til at anvende forkortet afgiftsperiode, kan ikke inden for de følgende 2 år anvende kvartalet som afgiftsperiode.

Angivelse

Angivelsesblanketterne til disse virksomheder udsendes for et kvartal ad gangen gennem distriktstoldkamrene.

Angivelserne skal i udfyldt og underskrevet stand indsendes til distriktstoldkamret senest 1 måned 20 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Tilbagebetaling og indbetaling af afgift

Tilbagebetaling af afgift ifølge angivelser med negativt afgiftstilsvar sker fra toldkamret ved check og snarest muligt efter, at angivelsen er modtaget ved toldkamret.

Udbetaling foretages dog kun, såfremt angivelse vedrørende tidligere afgiftsperioder er modtaget. Skyldig afgift mv for tidligere perioder modregnes ved udbetalingen, selv om afgiftskravet ikke er forfaldent. Afgift ifølge angivelser med positivt afgiftstilsvar skal indbetales senest 1 måned 20 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Ved for sen indbetaling af angivelse eller afgift beregnes henholdsvis afgiftsforhøjelse og rente efter samme regler som gældende for virksomheder med kvartalet som afgiftsperiode.

Lejlighedsvis afregning af afgift mv

Finder afgiftspligtig virksomhed sted rent lejlighedsvis, fx koncerter, offentlige baller eller serveringer ved særlige lejligheder, såsom fester, møder, markeder, midlertidige udstillinger o lign, kan registrering og afgiftsafregning finde sted efter nedenfor anførte retningslinier.

Til afgiftsafregning mv anvendes angivelse R 585, der inden udsendelse grundregistreres i E-listen.

Oplysning om navn og adresse udfyldes af distriktstoldkamret, der udsender angivelserne tillige med en meddelelse til den, der skal afregne afgiften.

Angivelserne skal indsendes senest

1 måned 20 dage efter, at den afgiftspligtige virksomhed er afsluttet.

Ved modtagelsen foretager toldkamret efterregning af angivelserne og udsender indbetalingskort til virksomhederne.

Afgiften skal indbetales senest 14 dage efter påkrav. Såfremt betalingsfristen ikke overholdes, beregnes renter (mindst 10 kr) fra den 1 i den måned, hvori betalingsfristen udløber.

Toldvæsenet kan for virksomheder, der kun skal drives i kort tid, forkorte fristerne for indsendelse af angivelse og indbetaling af afgift. De nærmere regler herom er fastsat i OPPEBØRSEL - RESTANCE, kap 4, »Kreditbegrænsning«.

Virksomheder, der anmelder sig for sent til registrering

Den første afregning fra virksomheder, der anmelder sig for sent til registrering, sker efter følgende regler.

Anmelder virksomheden sig til registrering i den afgiftsperiode (aktuel periode), hvori den er påbegyndt, kan hele afregningen ske over edb-systemet.

Er virksomheden påbegyndt indtil en måned før den aktuelle afgiftsperiodes begyndelse, kan hele afregningen ligeledes ske over edb-systemet.

Er virksomheden derimod påbegyndt tidligere, afregnes afgiften for den aktuelle afgiftsperiode over edb-systemet, medens tidligere perioder afregnes som en E-sag over toldkammerregnskabet.

Skal afregningen ske over toldkammerregnskabet, udsendes i forbindelse med virksomhedens registrering en angivelse, R 90, sammen med en skrivelse om afregningen. Sagen optages i E-listen på grundlag af en kopi af registreringsanmeldelsen. Registreringsanmeldelsen påtegnes herom, og en fotokopi afleveres til A-afdelingen.

Virksomheder, der afmelder sig for sent fra registrering

Afmeldes et registreringsforhold for sent, udfærdiges i forbindelse med virksomhedens afmeldelse 0-angivelser, der påtegnes af fagområdelederen, for den/de afgiftsperiode(r), hvor virksomheden ikke har drevet afgiftspligtig virksomhed. Afmeldelsesblanketten påtegnes herom, og en fotokopi afleveres til A-afdelingen.

Hæftelse for afgift

For afgiften hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning. Er flere virksomheder, der ikke har samme ejer, registreret under et (fællesregistrering), hæfter de pågældende solidarisk for betaling af afgift vedrørende de virksomheder, der er omfattet af den fælles registrering. Er en udenlandsk virksomhed registreret ved en herværende repræsentant, hæfter denne og virksomheden solidarisk for betaling af afgiften.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →