Cirkulæreskrivelse af 3. juli 1989 om aftale af 3. juli 1989 mellem Kulturministeriet og Lærernes Centralorganisation om ændring af aftale om tjenestetid for tjenestemænd ved voksenuddannelsescentre, bortset fra tjenestemandsansatte adjunkter/lektorer. Til alle amtsråd og Frederiksberg Kommunalbestyrelse
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse af 3. juli 1989 om aftale af 3. juli 1989 mellem Kulturministeriet og Lærernes Centralorganisation om ændring af aftale om tjenestetid for tjenestemænd ved voksenuddannelsescentre, bortset fra tjenestemandsansatte adjunkter/lektorer. Til alle amtsråd og Frederiksberg Kommunalbestyrelse
Hermed fremsendes aftale af 3. juli 1989 mellem Kulturministeriet og Lærernes Centralorganisation om ændring af aftale om tjenestetid for tjenestemænd ved voksenuddannelsescentre, bortset fra tjenestemandsansatte adjunkter/lektorer.
Aftalen medfører ændring i cirkulære af 1. juli 1986 om leder- og lærerstillinger ved amtskommunale enkeltfagskurser, kapitel 4, §§ 13-30, således at aftalens ændringer i de enkelte paragraffer medfører tilsvarende ændringer cirkulærets paragraffer.
Kulturministeriet agter at udsende et revideret cirkulære om leder- og lærerstillinger ved voksenuddannelsescentrene i løbet af efteråret.
Bemærkninger til aftalens enkelte bestemmelser
Ad aftalens § 2, nr. 4 - vedrørende cirkulærets § 14
Bestemmelsen giver mulighed for, at der mellem tjenestemanden og ansættelsesmyndigheden kan aftales timetillæg for
1. Udarbejdelse af læseplaner og materialer for lokale fag og kreative fag.
2. Udarbejdelse af læseplaner og materialer samt undervisning i forbindelse med rekvireret undervisning.
Timetillæggene indgår i tjenestemandens løntimetal således, at en arbejdstime medregnes med 0,6 løntime.
Det bemærkes, at tjenestemanden ikke har pligt til at påtage sig de nævnte opgaver.
Ad aftalens § 3 - vedrørende cirkulærets § 15
Bestemmelsen omfatter kernefag, tilbudsfag, lokale og kreative fag, introducerende undervisning samt værkstedsundervisning.
Ved introducerende undervisning forudsættes læreren - foruden forberedelsen og planlægningen af undervisningen - at forestå planlægningen af forløbet - herunder at tage den fornødne kontakt til andre institutioner m.v.
Ved værkstedsundervisning forudsættes læreren udover forberedelse og planlægning at rådgive og vejlede kursisterne samt udarbejde materialer og hjælpemidler.
Rekvireret undervisning, jf. lov om almen voksenunddannelse § 12, stk. 3, er ikke omfattet af bestemmelsen.
Ad aftalens § 4 - vedrørende cirkulærets § 16
De anførte timetillæg ydes for hvert modul, jf. læseplanerne for de enkelte fag, og iøvrigt uafhængigt af det lokalt fastsatte undervisningstimetal for det enkelte hold.
Uagtet loven giver mulighed for at tilrettelægge undervisningen af et hold således, at den omfatter flere moduler, regnes hvert modul i relation til timetillægget for opgaverettelse som et hold. Timetillægget beregnes på grundlag af det antal kursister, der har deltaget i undervisningen inden 4. undervisningsuge i holdets forløb.
Der ydes ikke timetillæg for opgaverettelse ved basisundervisning.
Ad aftalen § 8 - vedrørende cirkulærets § 30
Ved kursusåret forstås perioden 1. august - 31. juli.
P. d. v.
Susanne Boe
AFTALE MELLEM KULTURMINISTERIET OG LÆRERNES CENTRALORGANISATION OM ÆNDRING AF AFTALE OM TJENESTETID FOR TJENESTEMÆND VED AMTSKOMMUNALE ENKELTFAGSKURSER, BORTSET FRA TJENESTEMANDSANSATTE ADJUNKTER/LEKTORER
(TIMETAL FOR UNDERVISNING, OPGAVERETTELSE, M.V.)
Aftalen er udeladt her (* 1)