Vejledning om ydelse af støtte til en privat oplagring af oksekød
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
Bilag 1
Retsgrundlag
Rådsforordning nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød, senest ændret ved forordning nr. 2248/88 af 19. juli 1988.
Rådsforordning nr. 989/68 af 15. juli 1968 om fastsættelse af de almindelige regler for ydelse af støtte til privat oplagring af oksekød, som ændret ved forordning nr. 428/77 af 14. februar 1977.
Kommissionsforordning nr. 1091/80 af 2. maj 1980 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende ydelse af støtte til privat oplagring af oksekød, senest ændret ved forordning nr. 2826/82 af 22. oktober 1982.
Kommissionsforordning nr. 2965/89 af 29. september 1989 om ydelse af en skønsmæssig forudfastsat støtte til privat oplagring af hele kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr.
Bilag 2
Bilag 3
Bilag 4
Bilag 5
Bilag 6
Bilag 7
Bilag 8
Vejledning om ydelse af støtte til en privat oplagring af oksekød
Fremtidige ændringer til denne vejledning vil blive udsendt som rettelsesblade.
Retsgrundlaget for Det europæiske økonomiske Fællesskabs ordning om ydelse af støtte til privat oplagring af oksekød, der hidrører fra voksent kvæg, er angivet i bilag 1.
1. Støtteberettigede produkter
1.1. Genstand for støtte i henhold til denne vejledning er hele og halve kroppe samt bagfjerdinger og forfjerdinger, ferske eller kølede, hidrørende fra handyr af voksent kvæg under forudsætning af, at kødet stammer fra kvæg med oprindelse i Det europæiske økonomiske Fællesskab.
1.2. Ved »voksent kvæg« forstås hornkvæg med en levende vægt på over 300 kg.
1.3. De under pkt. 1.1 nævnte produkter skal hidrøre fra kroppe, der er klassificeret enten i kategori A (tyre under 2 år), kategori B (andre tyre) eller kategori C (stude) og er mærket med den pågældende kategori. Klassificeringen og mærkningen skal være foretaget i overensstemmelse med de af Fællesskabet fastsatte bestemmelser om klassificering af slagtekroppe af voksent kvæg, jf. f orordning (EØF) nr. 1208/81 af 28. april 1981, forordning (EØF) nr. 2930/81 af 12. oktober 1981 og forordning (EØF) nr. 563/82 af 10. marts 1982 samt bekendtgørelse nr. 518 af 24. september 1982 om klassificering af slagtekroppe af voksent kvæg og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af voksent kvæg. Af mærkningen på ydersiden af lår og bove skal endvidere fremgå kropsbygningsklasse (angivet ved et af bogstaverne E-U-R-O-P) og fedningsgrad (angivet ved et af tallene 1-2-3-4-5), for den slagtekrop, hvorfra de under pkt. 1.1 nævnte produkter hidrører.
1.4 De under pkt 1.1. nævnte produkter er nærmere define ret som følger
a. Hele kroppe: Hele kroppe som er afblødte og afhudede, og hvis organer er udtaget. Kroppene skal være uden hoved og underben, de organer, der sidder placeret i bryst- og bughulen, nyrer, nyretalg og bækkentalg, kønsorganer med dermed forbundne muskler, nyretappe og den tykke del af mellemgulvsmusklen, hale, rygmarv, testikeltalg, inderlårstalg, halsfedt og halsvener. Hovedet skal være afskaret fra kroppen i nakkeleddet, underbenene skåret mellem carpus og metacarpus eller mellem tarsus og metatarsus. Halsen skal være afskåret efter veterinærforskrifterne.
b. Halve kroppe: Halve kroppe fremkommet ved symmetrisk midtflækning af hele kroppe som defineret under a gennem samtlige hals-, bryst-, lænde- og bækkenhvirvler.
c. Bagfjerding
1. Den bageste del af den halve krop, udskåret som såkaldt »pistol« med mindst 5 og højst 8 afskårne ribben. »Pistolen« er skåret ind til hoftebenet og i et lige snit langs fileten, således at denne er adskilt fra bryst og slag.
2. Den bageste del af den halve krop, såkaldt »lige« udskåret, med mindst 3 og højst 5 ribben.
d. Forfjerding
1. Den forreste del af den halve krop, fremkommet ved såkaldt pistoludskæring, med mindst 5 og højst 8 afskårne ribben. Slaget må ikke være fjernet fra forfjerdingen.
2. Den forreste del af den halve krop, fremkommet ved en såkaldt »lige« udskæring med mindst 8 og højst 10 ribben.
Det fremhæves, at kødet under alle omstændigheder skal stamme fra voksent kvæg, jfr. pkt. 1.2.
1.5. Hele kroppe omfattet af en kontrakt om privat oplagring, jfr. pkt. 4, skal have en gennemsnitsvægt på mindst 220 kg. Tilsvarende skal halve kroppe have en gennemsnitsvægt på mindst 110 kg og for og bagfjerdinger en gennemsnitsvægt på mindst 55 kg.
1.6. Halve kroppe omfattet af en kontrakt skal veje mindst 80 kg og fjerdinger mindst 40 kg.
1.7. Som undtagelse fra reglerne i EF-direktoratets eksportørvejledning, kap. 3, kan produkter, for hvilke der er indgået kontrakt om privat oplagring, samtidig oplægges på eksportoplag i en periode på 7 måneder. Såfremt denne mulighed benyttes, skal såvel oplæggelsesangivelsen (form. udførselsangivelse landbrug) som fraførselsangivelsen (form. udførelsesangivelse landbrug) indeholde følgende supplerende oplysninger i rubrikken »Særlige erklæringer«: »Privat oplagringskontrakt nr. ......... KFO nr. 2965/89 af 29. september 1989« Vedrørende udfyldningen henvises til eksportørvejledningens kap. 3.
2. Almindelige betingelser
2.1. Der ydes kun støtte til privat oplagring, såfremt produkterne stammer fra dyr, der er slagtet inden for 10 dage forud for oplagring efter bestemmelserne i denne vejledning. Dette betyder, at hvis oplagting f.eks. sker en torsdag, må dyrene ikke være slagtet tidligere end mandag i den foregående uge. Ved beregning af fristen regnes kun med hele dage, og søn- og helligdage medregnes. Foretages indfrysning og endelig oplagring ikke på samme virksomhed, skal de nedfrosne produkter alle opfylde betingelsen om at være indlagret på det endelige lager inden for 10 dage efter slagtetidspunktet.
2.2. Ydelse af støtte til privat oplagring er betinget af, at kødet opbevares i nedfrosset stand på et af Landbrugs ministeriet autoriseret frysehus.
2.3. Produkterne skal opfylde bestemmelserne i den veterinære lovgivning, jf. herved bekendtgørelse nr. 544 af 14. september 1988 om udførsel af fersk kød.
2.4. Oplagreren skal foranledige, at hvert enkelt parti (delparti) ved levering til opskæring, udbening, indfrys ning eller oplagring er ledsaget af et veterinært certifikat (EØF- certifikat for fersk kød, form K.K. EF....1985), som er forsynet med angivelse af datoen for slagtning af de dyr, hvorfra kødet hidrører.
2.5. Oplagreren skal endvidere foranledige
a. At der på bagsiden af det i pkt. 2.4 omhandlede veterinærcertifikat anføres: »Det attesteres herved, at det på forsiden angivne antal halve kroppe/forfjerdinger/bagfjerdinger (det ikke relevante overstreges eller udelades), der er mærket med stiliseret marsspyd, stammer fra voksne handyr, jf. vedhæftede »attest for oksekød af voksne handyr«, samt at hver fjerding er mærket med kategorien A, B eller C og er mærket med klasse for kropsbygning og fedningsgrad, jf. vejled ningens pkt. 1.3, og at de opfylder kravene i vejledningens pkt. 1.4.
Attestationen skal forsynes med dato samt dyrlægens embedsstempel og underskrift.
b. At transport til anden virksomhed sker under forsegling. Sker transporten i transportmiddel forseglet med oneseal, skal seglnummeret angives i rubrikken »Med følgende transportmiddel.... » Er de enkelte halve kroppe eller fjerdinger forsynet med Fastex ring seals, angives i fortsættelse af ovenstående attestation: »Kroppene/fjerdingerne (det ikke relevante overstreges eller udelades) er forsynet med Fastex ring seals med fortløbende numre fra og med........ til og med........«
c. At hvert parti (delparti) ledsages af »attest for oksekød af voksne handyr« (form. K.K. 109-1982), hvori der i rubrik 9 er angivet nummeret på pågældende P.O.-kontrakt, som forud af oplagreren skal være oplyst til slagtevirksomheden.
d. At der i veterinærcertifikatets rubrik »nr. (2)... » er angivet løbenummeret på pågældende »attest for oksekød af voksne handyr. »
3. Opskæring og udbening
3.1. Forinden nedfrysning og oplagring af de i pkt. 1.4 omhandlede produkter kan oplagreren lade disse eller en del af disse opskære eller udbene på betingelse af, at kun den af kontrakten omfattede mængde behandles, og at alt det kød, der fremkommer ved opskæring eller udbening, og som foreligger som identificerbare muskler, opbevares i nedfrosset stand i overensstemmelse med bestemmelserne i den i pkt. 4 omhandlede kontrakt. Oplagreren kan i forbindelse med indsendelsen af anmodningen om kontrakt anmode om dispensation til at lade kød, som foreligger opskåret i identificerbare muskler, opskære i mindre stykker. Anmodningen skal dels indeholde en redegørelse for hvilke identificerbare muskler eller muskelgrupper, oplagreren vil lade opskære, og dels angive omtrentlig vægt af de enkelte kødstykker i den færdige vare, efter at endelig opskæring har fundet sted.
3.2. Knogler, store sener, brusk, fedtstykker, anden afpudsning, herunder pillekød, hidrørende fra opskæringen eller udbeningen må ikke indlagres.
3.3. Ydelse af støtte til privat oplagring af de i pkt. 1.4 omhandlede produkter, der helt eller delvis opskæres eller udbenes, er betinget af, at opskærings- eller udbeningsprocessen underkastes permanent overvågning til sikring af, at alt det i pkt. 3.1 nævnte kød, som fremkommer ved opskæringen eller udbeningen, med de i pkt. 3.2 nævnte undtagelser, anbringes på lager. Udgifterne ved kontrollen afholdes af oplagreren.
3.4. Oplagreren skal drage omsorg for, at den ved opskæringsvirksomheden ansatte kontrollerende dyrlæge forud underrettes om tidspunktet for kødets ankomst til opskæringsvirksomheden samt om tidspunktet for påbegyndelse af opskæring eller udbening med angivelse af, at der er oprettet kontrakt for det pågældende kvantum kød efter bestemmelserne i denne vejledning.
4. Oprettelse af kontrakt
4.1. Ydelse af støtte til privat oplagring af de i pkt. 1.4 omhandlede produkter er betinget af, at der afsluttes en kontrakt herom.
4.2. Enhver, der udøver virksomhed inden for kvæg- og kødsektoren i Danmark og er optaget i et offentligt register og disponerer over de med henblik på oplagring egnede faciliteter, er berettiget til at anmode om oprettelse af en kontrakt.
4.3. Den mindste mængde, for hvilken kontrakt kan oprettes, er 15 tons. En kontrakt kan kun omfatte et af de i pkt. 1.4 nævnte seks produkter.
4.4. Anmodning om oprettelse af kontrakt skal i original og 2 kopier indsendes til EF-direktoratet, Frederiksborggade 18, 1360 København K, på formular, der på begæring fremsendes af direktoratet. Der skal anvendes en formular for hvert af de i pkt. 1.4 nævnte produkter og for hvert oplagringssted.
4.5. Anmodningen skal bl.a. indeholde følgende oplysninger
a. Oplagrerens navn og adresse.
b. Vægten af produktet, der ønskes oplagret. Anføres for produktet med ben.
c. Angivelse af, om produktet helt eller delvis vil blive opskåret eller udbenet inden oplagringen. I bekræftende fald skal opskæringsvirksomheden angives.
d. Angivelse af indfrysningsstedet.
e. Angivelse af oplagringsstedet.
f. En erklæring fra oplagreren om, at denne er indforstået med at opfylde bestemmelserne i denne vejledning som bestanddel af den kontrakt, der skal indgås.
4.6. Den i pkt. 13.1 nævnte sikkerhed skal stilles over for direktoratet samtidig med indgivelse af anmodning om oprettelse af kontrakt.
4.7. Direktoratet træffer inden for 5 arbejdsdage efter indgivelse af anmodningen afgørelse om oprettelse af oplagringskontrakten. Meddelelse om afgørelsen gives i anbefalet brev eller pr. telex, eller kontrakten udleveres til oplagreren mod kvittering. Hvis anmodningen imødekommes, anses kontrakten for indgået på den dato, på hvilken der er givet meddelelse eller kvitteret for modtagelse af kontrakten.
5. Meddelelse forud for påbegyndelse af vejning og indlagring
5.1. Oplagreren skal mindst to arbejdsdage før påbegyndelse af vejning af kødet give EF-direktoratet meddelelse om vejningens påbegyndelse. Indlagringen skal være tilendebragt inden for 28 dage efter kontraktens indgåelse.
5.2. Vejning af kødet må først påbegyndes, når oplagringskontrakten er indgået, jf. pkt. 4.7.
6. Vejning og indlagring
6. 1. I tilfælde, hvor partiet eller en del af dette skal oplagres i form af ikke-udbenede produkter, jf. pkt. 1.4, skal nettovægten af de enkelte hhv. hele kroppe, halve kroppe, forfjerdinger eller bagfjerdinger konstateres ved vejning, der skal foretages umiddelbart inden indfrysningen. Ved vejningen, der skal ske på det frysehus, hvor indfrysningen finder sted, noteres både den samlede nettovægt af nævnte produkter og nettovægten af hver enkelt hhv. hele krop, halve krop, forfjerding eller bagfjerding, der skal oplagres.
6.2. I tilfælde, hvor hele partiet eller en del af dette skal opskæres eller udbenes, skal nettovægten af de ikke opskårne eller ikke udbenede hhv. hele kroppe, halve kroppe, forfjerdinger eller bagfjerdinger konstateres efter ankomst til udbeningsvirksomheden på tilsvarende måde som angivet i pkt. 6.1. Vejningen skal i alle tilfælde ske umiddelbart forud for opskæringen/udbeningen. Endvidere skal efter opskæring eller udbening konstateres den samlede nettovægt for det ved opskæringen eller udbeningen fremkomne kød samt nettovægten for hver enkelt opskærings- eller udbeningskategori.
6.3. Vejningen skal i alle tilfælde foretages af en autoriseret vejer og måler, der udsteder vægtattester og vægtspeci fikationer, der skal indeholde de i pkt. 6.1. hhv. pkt. 6.2. angivne oplysninger. Såfremt et parti er sammensat af flere mindre partier (delpartier), skal der udstedes vægtattester og -specifikationer for hvert delparti. I tilfælde, hvor kødet opskæres eller udbenes, skal der udstedes vægtattester og -specifikationer for hver opskærings- eller udbeningskategori. Det i kontraktens øverste højre hjørne angivne nummer skal anføres på hver af vægtattesterne, og det skal af vægtspecifikationerne klart fremgå, hvilken vægtattest de vedrører. Omkostningerne ved vejningen afholdes af oplagreren.
6.4. Oplagreren skal drage omsorg for, at veterinærkontrollen ved det frysehus, hvor indfrysning finder sted, og det frysehus, hvor oplagring finder sted, underrettes om varens ankomst. Underretning skal gives senest ved varens ankomst. Når indlagring af hele partiet er tilendebragt, skal oplagreren hurtigst muligt give EF-direktoratet oplysninger herom på en af direktoratet udfærdiget formular med genpart. Meddelelsen skal indeholde oplysning om kvantum for det pågældende produkt og i givet fald om hver opskærings- eller udbeningskategori. Endvidere skal meddelelsen for hvert produkt angive slagtedatoer for de dyr, hvorfra kødet stammer, samt det højeste og det laveste slagtenummer for disse dyr og endvidere datoen for opskæring eller udbening og for indlagring på frysehuset. I tilfælde af opskæring eller udbening skal meddelelsen indeholde en erklæring fra udbeningsvirksomheden om kvanta og kategorier af det opskårne eller udbenede kød. Meddelelsen skal endvidere indeholde en erklæring fra det frysehus, som har modtaget produkterne til oplagring, om produktets art og mængde samt om datoen for afslutning af indlagringen og påbegyndelsen af indfrysningen af det senest indlagrede.
6.5. Oplagreren indsender snarest genparten af meddelelsen om indlagringen til EF-direktoratet. Den skal være vedlagt duplikater af de for hvert parti (delparti) udstedte veterinærattester samt de af statsautoriseret vejer og måler udstedte vægtattester med tilhørende specifikationer. Original meddelelse om indlagring attesteres af veterinærkontrollen ved frysehuset. Veterinærkontrollen, indsender denne original til EF-direktoratet.
7. Mindste mængde og oplagringsperiode
7.1. Det påhviler oplagreren for egen regning og risiko at oplagre den i kontrakten angivne vægtmængde ikke-udbenet kød hhv. det kød, der fremkommer ved opskæring eller udbening, på det i kontrakten nævnte oplagringssted. Denne forpligtelse anses for overholdt, såfremt mindst 90 pct af den i kontrakten angivne vægtmængde ikke-udbenede produkt er blevet anbragt på lageret enten i angivne vægtmængde ikke-udbenede produkt er blevet anbragt på lageret enten i form af ikke-udbenet kød eller i form af opskåret eller udbenet kød, jf. dog pkt. 9.4.
7.2. Oplagreren træffer selv beslutning om varigheden af oplagringsperioden, men oplagringsperiodens varighed skal være mindst 4 måneder og må højst være 6 måneder. Oplagringsperioden begynder dagen efter den dag, på hvilken indlagring af partiet som helhed på oplagringsstedet er tilendebragt, jf. pkt. 6.4. Såfremt der er tale om oplagring i den mindste oplagringsperiode på 4 måneder, udløber oplagringsperioden kl. 24.00 på dagen med samme talangivelse som den dag, fra hvilken perioden regnes, dvs. at såfremt indlagringen afsluttes f.eks. den 16. oktober 1989, fortabes retten til støtte, hvis varen udtages fra lageret før den 18. februar 1990.
7.3. Oplagringsperioden fortsætter indtil det tidspunkt, hvor EF-direktoratet har modtaget meddelelse om afslutning af oplagringsperioden. Den sidste oplagringsdag under kontrakten for et parti eller en del heraf er datoen, før udlagringen finder sted, idet beregningen af oplagringsperioden er som anført ovenfor.
8. Krav til mærkning og oplagring
8.1. Det påhviler oplagreren at foranledige, at den i hver enkelt kontrakt omhandlede mængde (et parti) oplagres fuldstændig adskilt fra andre partier. Oplagringen skal ske på en sådan måde, at de i pkt. 8.2. nævnte oplysninger er synlige ved hvert parti.
8.2. De oplagrede produkters emballage skal enkeltvis være tydeligt mærket med nummeret på den i pkt. 4 omhandlede kontrakt, og de enkelte partier skal tydeligt markeres med angivelse af dette nummer. Herudover skal emballagen være forsynet med angivelse af produktets betegnelse, produktets vægt og indlagringsdato. Emballagen skal endvidere være forsynet med fortløbende løbenumre samt være mærket med stiliseret marsspyd.
8.3. Oplagreren skal drage omsorg for, at hvert enkelt parti er lagret på en sådan måde, at de kontrollerende myndigheder til enhver tid kan foretage kontrol af produkterne.
9. Beregning af støtte
9.1. Støtten ydes med de i bilag 2 anførte beløb for produkternes nettovægt, jf. pkt. 6.1 - 6.3.
9.2. Ved beregning af støttebeløbet i national valuta anvendes den omregningskurs, der er gældende på tidspunktet for kontraktens indgåelse, jr. pkt. 4.7. I bilag 2 er anvendt den pr. 28. september 1989 gældende omregningskurs (8.93007) ved angivelse af støttebeløbene i kr.
9.3. Såfremt det oplagrede kvantum oksekød er større end det kvantum, der er aftalt ved kontrakten, beregnes støtten efter det aftalte kvantum. Det samme gælder i tilfælde af udbening af kødet, såfremt det anvendte kvantum er større end det aftalte kvantum.
9.4. Der ydes ingen støtte, såfremt der i forhold til det kvantum kød, der er aftalt ved kontrakten, oplagres mindre end 80 pct ikke-udbenet kød eller - i tilfælde af udbening anvendes mindre end 80 pct ikke-udbenet kød. Såfremt der oplagres eller - i tilfælde af udbening - anvendes 80 pct eller derover, men mindre end 90 pct af den aftalte mængde, ydes der støtte for halvdelen af det faktisk oplagrede kvantum. Såfremt der oplagres eller - i tilfælde af udbening anvendes 90 pct eller derover, men mindre end 100 pct af den aftalte mængde, ydes der et forholdsmæssigt reduceret støttebeløb.
9.5. I tilfælde af hel eller delvis udbening af produkterne sker beregning af støttebeløbet med udgangspunkt i vægten af de anvendte produkter. Såfremt der oplagres mere end 75 kg udbenet kød pr. 100 kg af de i pkt. 1.4 nævnte produkter, sker der ingen forhøjelse af det pr. 100 kg kød beregnede støttebeløb. Der ydes et forholdsmæssigt reduceret støttebeløb, såfremt der oplagres mindre end 75 kg, men dog mere end 67 kg udbenet kød pr. 100 kg. Såfremt der kun fremkommer 67 kg udbenet kød eller derunder pr. 100 kg af de i pkt. 1.4 nævnte produkter, ydes ingen støtte.
9.6. Retten til støtte opnås kun, såfremt hele det oplagrede kvantum kød har været på lager i en oplagringsperiode på mindst 4 måneder, jf. dog pkt. 11.
9.7. Såfremt oplagringsperioden varer længere end 4 måneder, forhøjes støtten som angivet i bilag 2, sidste kolonne. Oplagringsperioden kan dog højst forlænges til 6 måneder.
9.8. Frysehuset udfærdiger en erklæring om, hvor længe varen har været oplagret. Erklæringen affattes i overensstemmelse med bilag 3. Erklæringen attesteres og indsendes til EF-direktoratet af veterinærkontrollen ved frysehuset.
9.9. Støttebeløbet udbetales af EF-direktoratet efter anmodning fra den støtteberettigede. Anmodningen udarbejdes
i overensstemmmelse med bilag 4. Anmodningen samt øvrige bevisdokumenter skal, med mindre der foreligger force majeure, være direktoratet i hænde inden 6 måneder efter afslutningen af oplagringsperioden. Udbetaling finder sted snarest efter, at direktoratet har konstateret, at betingelserne for ydelse af støtte er opfyldt.
10. Forudbetaling af støtte
10.1. Efter udløbet af en oplagringsperiode på 3 måneder udbetales på oplagrerens anmodning et enkelt forskud på støtten under forudsætning af, at oplagreren samtidig med fremsættelse af anmodningen stiller en sikkerhed svarende til 120 pct af forskudsbeløbet. Forskudsbeløbet kan maksimalt udgøre det beløb, som svarer til støtten for oplagring i en oplagringsperiode på 3 måneder.
10.2. Såfremt en mængde kød omfattet af kontrakten udlagres i overensstemmelse med bestemmelserne i pkt. 11, forinden udbetalingen af forskuddet, lægges den faktiske oplagringsperiode for denne mængde til grund ved beregning af forskuddet, jf. herved pkt. 11.7.
10.3. Anmodningen om forskud affattes i overensstemmelse med bilag 5. Sikkerhed skal stilles i form af en garanti fra et i Danmark beliggende pengeinstitut eller forsikringsselskab eller i form af anden sikkerhed efter nærmere af EF-direktoratet fastsatte regler.
10.4. Den i pkt. 10.1 nævnte sikkerhed frigives helt eller delvis i forbindelse med den endelige opgørelse af støttebeløbet. Direktoratet skal således have modtaget fornøden dokumentation for, at oplagreren har opnået ret til det som forskud udbetalte beløb. Såfremt denne dokumentation ikke kan fremlægges, frigives sikkerheden, når det udbetalte forskudsbeløb forhøjet med 20 pct er tilbagebetalt.
11. Udlagring inden for oplagringsperioden på 4 måneder
11.1. Uanset bestemmelsen i pkt. 9.6 fortabes retten til støtte ikke, såfremt oplagreren, efter at 2 måneder af oplagringsperioden er forløbet, udlagrer det oplagrede kvantum oksekød eller en del deraf, på betingelse af, at det udlagrede kvantum kød inden for 60 dage efter udlagringen
enten er blevet udført fra Fællesskabets toldområde,
eller har nået sin destination i henhold til art. 34, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter,
eller er blevet anbragt på et godkendt proviantoplag i henhold til bestemmelserne i art. 38 i nævnte forordning.
Bevis for, at produkterne har opfyldt en af ovennævnte betingelser, føres af oplagreren på samme måde som ved udbetaling af eksportrestitutioner.
Det henstilles, at oplagreren ved udlagring efter disse bestemmelser på udførselsangivelse landbrug i rubrikken »særlige erklæringer« anfører: »Privat oplagringskontrakt nr. ....«. Såfremt den mængde, der hidrører fra den angivne private oplagringskontrakt kun udgør en del af totalmængden på udførselsangivelsen, anføres ligeledes, hvilken mængde der hidrører fra den angivne kontrakt om privat oplagring.
11.2. Hver udlagring skal omfatte en mængde på mindst 5 tons kød pr. oplagringssted og pr. kontrahent. Såfremt restmængden er mindre end 5 tons, kan der foretages endnu en enkelt udlagring omfattende restmængden eller en del heraf.
11.3. Manglende overholdelse af bestemmelserne i pkt. 11.2 medfører alene fortabelse af 15 pct af den i pkt. 13.1 nævnte sikkerhed for den udlagrede mængde.
11.4. Såfremt en udlagret mængde kød ikke udføres inden udløbet af den i pkt. 11.1 nævnte frist på 60 dage, nedsættes støtten til den pågældende mængde med en procentsats, som udgør 15 pct med tillæg af 5 pct for hver dag, fristen overskrides. Endvidere fortabes procentvis tilsvarende dele af den i pkt. 13.1 nævnte sikkerhed for den pågældende mængde.
11.5. Den i pkt. 11.1 omhandlede periode på 2 måneder regnes fra dagen efter den dag, da indlagring af partiet som helhed på oplagringsstedet er tilendebragt, og udløber kl. 24.00 på datoen med samme talangivelse som den dag, fra hvilken perioden regnes.
11.6. Oplagrere, der ønsker at benytte sig af en af de i pkt. 11.1 nævnte muligheder for udlagring, skal sørge for, at EF-direktoratet senest på arbejdsdagen forud for udlagringens påbegyndelse modtager skriftlig underretning om udlagringen. Meddelelsen skal affattes i overensstemmelse med bilag 6. Overholdes forpligtelsen til at give underretning før udlagring ikke, bortfalder retten til støtte, og den i pkt. 13.1 nævnte sikkerhed inddrages. Støtte kan dog udbetales vedrørende kontrakten uanset manglende overholdelse af fristen på en arbejdsdag, såfremt oplagreren dokumenterer, hvilken dato udlagring har fundet sted, og hvilken mængde der er udlagret. I dette tilfælde fortabes 15 pct af den i pkt. 13.1 nævnte sikkerhed for den pågældende mængde.
11.7. Når oplagreren benytter sig af en af de i pkt. 11.1 nævnte muligheder for udlagring, reduceres støtten som angivet i bilag 2.
11.8. Hvis mindst 90 pct af det i henhold til en kontrakt oplagrede kvantum kød, inden 4 måneders oplagring har fundet sted, udføres i henhold til pkt. 11.1, kan restmængden udlagres inden udløbet af 4 måneders oplagring uden at udføres efter pkt. 11.1, og uden at retten til støtte i henhold til kontrakten fortabes. Senest arbejdsdagen forud for udlagringen skal EF-direktoratet modtage underretning om udlagringen. Meddelelsen skal affattes som bilag 7. I et sådant tilfælde udbetales der udelukkende støtte til den i henhold til pkt. 11.1 udførte mængde, og den i pkt. 13.1 nævnte sikkerhed frigives kun for denne mængde.
11.9. Hver enkelt adviseret udlagring skal foretages som en kontinuerlig operation. Dette betyder, at udlagringen, såfremt den ikke afsluttes på den over for EF-direktoratet oplyste dato, skal fortsætte den efterfølgende dag. Afsluttes udlagringen ikke på denne dag, skal udlagringen fortsætte den næstfølgende dag osv. Såfremt den påbegyndte udlagring afbrydes en dag, herunder lørdag, søn- eller helligdag, skal oplagreren give ny meddelelse til EF-direktoratet, inden udlagringen genoptages.
11.10. Hvis markedssituationen inden for Det europæiske økonomiske Fællesskab gør det nødvendigt, kan direktoratet overensstemmelse med beslutning truffet af fællesskabsmyndighederne bestemme, at oplagringstiden skal forlænges eller forkortes. I så fald forøges eller reduceres støtten som angivet i bilag 2. I tilfælde af at oplagringstiden forkortes, medregnes den dag, hvor varen udtages fra oplagringsstedet, ikke i oplagringsperioden.
12. Meddelelse om udlagring og afslutning af oplagringspe rioden efter 4 maneders oplagring
Når oplagreren efter udløbet af 4 måneders oplagringsperiode vil foretage udlagring eller afslutte oplagringen af de af kontrakten omfattede varer, skal han sørge for, at EF-direktoratet senest på arbejdsdagen forud for udlagringen eller afslutningen modtager skriftlig meddelelse herom. For udlagring gælder de mængdemæssige krav, der er fastsat i pkt. 11.2, samt at udlagringen skal foretages kontinuerligt, jf. pkt. 11.9. Meddelelsen om udlagring eller afslutning af oplagringsperioden affattes i overensstemmelse med bilag 7. Manglende underretning om udlagring eller afslutning af oplagringsperioden behandles efter bestemmelserne i pkt. 11.6.
13. Sikkerhedsstillelse.
13.1. Ved kontraktens indgåelse stiller oplagreren en sikkerhed, der for kontrakter vedrørende hele og halve kroppe udgør 100 ECU pr. 1.000 kg, for kontrakter vedrørende bagfjerdinger udgør 130 ECU pr. 1.000 kg og for kontrakter vedrørende forfjerdinger udgør 75 ECU pr. 1.000 kg af den aftalte oplagringsmængde. Sikkerheden kan stilles i form af noteret check, i form af en garanti fra et pengeinstitut eller forsikringsselskab, som er beliggende i Danmark, eller i form af anden sikkerhed efter nærmere af EF-direktoratet fastsatte regler. En garanti kan være affattet som bilag 8.
13.2. Sikkerheden fortabes, såfremt anmodningen om indgåelse af kontrakt trækkes tilbage.
13.3. Såfremt mindre end 90 pct af den i kontrakten angivne vægtmængde ikke-udbenet kød, hhv. mindre end 90 pct af den tilsvarende vægtmængde udbenet kød, indlagres inden for de foreskrevne frister og oplagres på frysehuset i en oplagringsperiode på mindst 4 måneder, fortabes den stillede sikkerhed for den manglende del af den pågældende vægtmængde.
13.4. Såfremt de forpligtelser, der er nævnt i pkt. 5, 6 og 8, ikke opfyldes, erklærer EF-direktoratet sikkerheden for helt eller delvis fortabt, efter hvor alvorligt kontraktbruddet er.
13.5. Bortset fra bestemmelserne i pkt. 11.3, 11.4, 11.6, 13.3 og 13.4. fortabes hele sikkerheden, såfremt de forpligtelser, der påhviler oplagreren i henhold til denne vejledning, ikke opfyldes fuldt ud.
13.6. Den stillede sikkerhed frigives, når det er konstateret, at kontraktens bestemmelser er opfyldt.
14. Regnskabs- og kontrolbestemmelser.
14.1. Oplagreren eller i hans sted lagerholderen skal føre et særligt lagerregnskab, der for hver enkelt kontrakt indgået med EF-direktoratet i overensstemmelse med bestemmelserne i denne vejledning, skal indeholde følgende oplysninger
a) Kontraktnummer
b) Indlagrings- og udlagringsdato
c) Produktets betegnelse, vægt samt antal emballerede stykker
d) Produktets placering på lager
Lagerregnskabet skal være til rådighed på oplagringsstedet.
14.2. Oplagreren skal endvidere med henblik på gennemførelsen af den i pkt. 14.3. nævnte kontrol stille dokumentation for følgende vedr. de oplagrede produkter til rådighed
a) Ejerforhold til produkterne ved indlagringen
b) Fællesskabsoprindelse
c) Dyrenes slagtedato samt vægt og mængde
d) Indlagrings- og udlagringsdato samt
e) Tilstedeværelse på lager
14.3. Repræsentanter for EF-direktoratet og Veterinærdirektoratet har mod behørig legitimation adgang til lagre, der er omfattet af en kontrakt oprettet i overensstemmelse med bestemmelserne i denne vejledning, og er berettiget til uden erstatning at udtage prøver i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kontrollen. Disse repræsentanter har endvidere adgang til at foretage kontrol af de i pkt. 14.1 og 14.2 omhandlede oplysninger, i hvilken forbindelse de er berettiget til at efterse oplagrerens og i givet fald lagerholderens lagerregnskab, øvrigt regnskabsmateriale og korrespondance m.v. Det påhviler oplagreren at sørge for, at der ydes den bistand, der er nødvendig til foretagelse af kontrollen.
14.4. Kontrollen skal i overensstemmelse med de af EF-myndighederne fastsatte bestemmelser omfatte mindst 10 pct af den samlede mængde, for hvilken der er indgået kontrakt med EF-direktoratet. Kontrollen suppleres med en gennemgang af lagerregnskabet og en fysisk kontrol af vægten og arten af produkterne og deres identifikation. Den fysiske kontrol skal omfatte mindst 5 pct af den mængde, der underkastes uanmeldt kontrol.
Udgifter til kontrolvejning, der foretages af en autoriseret vejer og måler, afholdes af EF-direktoratet.
De af veterinærkontrollen udfærdigede kontrolrapporter underskrives af oplagreren eller i hans sted af lagerholderen.
15. Anke
Direktoratets afgørelser i henhold til denne vejledning kan indankes for landbrugsministeriet.
16. Anmodningsperiode
Anmodning om oprettelse af kontrakt om støtte til privat oplagring af de i pkt. 1.4 nævnte produkter kan indgives fra den 2. oktober 1989 og skal være direktoratet i hænde senest den 28. oktober 1989
Ingen