Legislator Case Law & Legislation
C19891339760 DK

Vejledning om produktionsstøtte til spindhør og spindhørfrø

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Vejledning 1989 13397 Historic

Bilag 1

Retsgrundlag

Rådsforordning nr. 1308/70 af 29. juni 1970 om den fælles markedsordning for hør og hamp, senest ændret ved forordning nr. 3995/87.

Rådsforordning nr. 619/71 af 22. marts 1971 om fastsættelse af almindelige regler for ydelse af støtte til hør og hamp, senest ændret ved forordning nr. 2059/84.

Rådsforordning nr. 620/71 af 22. marts 1971 om fastsættelse af rammebestemmelser for købskontrakter om hør og hampestrå, som ændret ved forordning nr. 1776/76.

Kommissionsforordning nr. 1215/71 af 10. juni 1971 om gennemførelse af rammebestemmelser vedr. købekontrakter om hør og hampefrø, som ændret ved forordning nr. 72/81.

Kommissionsforordning nr. 1164/89 af 28. april 1989 om gennemførelsesbestemmelserne for støtte til spindhør og hamp.

Rådsforordning nr. 1774/76 af 20. juli 1974 om særforanstaltninger for hørfrø.

Rådsforordning nr. 569/76 af 15. marts 1976 om fastsættelse af særforanstaltninger for hørfrø, som ændret ved forordning nr. 4003/87.

Kommissionsforordning nr. 1799/76 af 22. juli 1976 om gennemførelsesbestemmelser for særforanstaltninger for hørfrø, senest ændret ved forordning nr. 1208/87.

Rådsforordning nr. 1234/89 af 3. maj 1989 om fastsættelse af målprisen for hørfrø for produktionsåret 1989/90.

Rådsforordning nr. 1243/89 af 3. maj 1989 om fastsættelse for produktionsåret 1989/90 af støtten til spindhør og hamp samt af det beløb, der tilbageholdes til finansiering af foranstaltninger til fremme af anvendelsen af hørfibre.

Vejledning 1989 13397 Historic

Bilag 2

Fortegnelse over de hørsorter der hovedsageligt er bestemt til fiberproduktion.

- Ariane - Marina

- Astella - Mira

- Belinka - Nanda

- Berber - Natasja

- Fanny - Nynke

- Hera - Opaline

- Laura - Regina

- Lidia - Saskia

- Silva

- Thalassa

- Viking

Vejledning 1989 13397 Historic

Vejledning om produktionsstøtte til spindhør og spindhørfrø

VEJLEDNING OM PRODUKTIONSSTØTTE TIL SPINDHØR OG SPINDHØRFRØ.

Fremtidige ændringer om produktionsstøtte til spindhør og spindhørfrø vil blive udsendt som rettelsesblade til denne vejledning.

Retsgrundlaget for Det europæiske økonomiske Fællesskabs ordning om produktionsstøtte til spindhør og spindhørfrø fremgår af bilag 1.

1. Definitioner

1.1. Producent: Enhver fysisk eller juridisk person, som

a) på sin bedrift dyrker hør eller

b) før tilsåningen har indgået kontrakt med ejeren eller forpagteren af den pågældende bedrift om dyrkning af spindhør, ifølge hvilken kontrakt ejeren eller forpagteren giver afkald på enhver ejendomsret til høsten, og som modydelse pr. hektar modtager en fast sum, der fastsættes ved kontraktens indgåelse.

1.2. Støtteberettiget produkt: Hør og hørfrø af frøsorter som angivet i bilag 2 samt frøsorter, der undersøges af Statsfrøkontrollen med henblik på opførelse på listen over hørsorter, der hovedsageligt er bestemt til fiberproduktion.

1.3. Rødnet ikke knevlet hør: Alle former for spindhør, som

a. efter ruskning er blevet spredt ud over en mark i et længere tidsrum, end det er nødvendigt for tørring,

b. mindst udviser 2 af følgende kendetegn

- er blevet mørkebrun eller sort

- frøkapslen kan let fjernes

- det er lettere at fjerne fibrene end på hør, som

efter ruskning kun er blevet på marken i det

tidsrum, der er nødvendigt for tørring, samt

c. ikke har gennemgået nogen form for knevlingsproces.

1.4. Kontrakt: En kontrakt, hvorved hørproducenten sælger hør eller hørstrå, som er eller skal høstes. Definitionen er gældende, med mindre andet fremgår af vejledningen.

1.5. Brancheaftale: En aftale, der forud for kontrakternes afslutning indgås mellem en af EF-direktoratet godkendt producentorganisation og en ligeledes godkendt køberorganisation.

1.6. Produktionsår: Perioden fra 1. august til 31. juli.

2. Produkter, hvortil støtte kan ydes

2.1. Der ydes produktionsstøtte til såvel hør, der hovedsageligt er bestemt til fiberproduktion, som til frøene heraf høstet i Danmark i det pågældende produktionsår.

2.2. Støtten ydes på grundlag af størrelsen af de arealer, der er blevet fuldstændigt tilsået og efter sædvanligt kultiveringsarbejde er høstet i det pågældende produktionsår med henblik på produktion af hør til fiberproduktion, og for hvilke producenten rettidigt har indsendt den i pkt. 3 omhandlede anmeldelse.

3. Anmeldelse fra producenten af de tilsåede arealer

3.1. Anmeldelse af de tilsåede arealer skal, bortset fra force majeure-tilfælde, være Statsfrøkontrollen, Skovbrynet 20, 2800 Lyngby, i hænde senest den 30. juni forud for det pågældende produktionsårs begyndelse. For produktionsåret 1989/90 indgives anmeldelsen dog senest den 15. juli 1989.

Anmeldelsen skal indeholde følgende oplysninger

a) Producentens navn, adresse og telefonnr.

b) Oplysning om den hørsort, der er udsået, og angivelse af det formål hørren hovedsageligt er bestemt til.

c) Det tilsåede areal i hektar med 2 decimaler.

d) Det tilsåede areals matrikelnummer eller en angivelse, som statsfrøkontrollen kan anerkende som svarende hertil.

3.2. Hvis det spirede areal viser sig at være mindre end det i anmeldelsen anførte, skal producenten give Statsfrøkontrollen oplysning om det spirede areal inden for den i pkt. 3.1. fastsatte frist.

4. Støtteberettiget

4.1. For så vidt angår spindhørfrø ydes støtten til enhver fysisk eller juridisk person, som senest ved det pågældende produktionsårs udløb den 31. juli har indgået en kontrakt med producenten, som opfylder betingelserne i pkt. 7.

4.2. For så vidt angår hørfibrene ydes støtten med halvdelen til producenten og halvdelen til enhver fysisk eller juridisk person, som senest ved det pågældende produktionsårs udløb den 31. juli har indgået en kontrakt med producenten, som opfylder betingelserne i pkt. 7.

4.3. Hele støtten til såvel frøene som fibrene ydes dog til producenten, når

a) den i pkt. 4.1 og 2 nævnte kontrakt ikke er blevet indgået senest ved det pågældende produktionsårs udløb den 31. juli

b) producenten for egen regning forarbejder hørstråene eller lader dem forarbejde, eller

c) producenten opfylder betingelserne i pkt. 1.1, litra b.

5. Høsterklæring/støtteansøgning vedr. spindhørfrøene.

5.1. Spindhørproducenten skal til statsfrøkontrollen efter høsten indsende en høsterklæring. Med mindre betingelserne i pkt. 5.2 er opfyldt, skal til høsterklæringen anvendes den som bilag 3 vedlagte formular, der skal udfyldes med alle de anførte oplysninger. Høsterklæringen skal underskrives af producenten og skal være Statsfrøkontrollen i hænde senest den 30. november i det pågældende produktionsår.

5.2. Såfremt spindhørproducenten rettidigt indgiver en ansøgning om produktionsstøtte til spindhørfibrene vedr. de pågældende arealer i henhold til pkt. 6, og støtteansøgningen yderligere indeholder alle de oplysninger, som er nævnt i bilag 3, gælder støtteansøgningen som høsterklæring for spindhørfrøene.

5.3. Støtten ydes efter skriftlig ansøgning herom fra den støtteberettigede, jfr. herved pkt. 4.1. Ansøgningen skal være Statsfrøkontrollen i hænde senest den 31. december efter udløbet af det pågældende produktionsår.

5.4. Såfremt det af høsterklæringen fremgår, at producenten opfylder betingelserne i pkt. 1.1., litra b, betragtes høsterklæringen tillige som støtteansøgning.

5.5. Såfremt producenten ønsker at få udbetalt støtten i henhold til pkt. 4.3, litra b, skal ansøgningen være ledsaget af dokumentation for, at det høstede hørstrå er forarbejdet.

5.6. Såfremt den i pkt. 4.1, omhandlede fysiske eller juridiske person anmoder om støtten, skal der i anmodningen henvises til kontrakten indgået med producenten.

6. Støtteansøgning vedr. spindhørfibrene.

6.1. Den støtte, der tilkommer hørproducenten, udbetales til denne efter ansøgning. Til ansøgningen skal anvendes den som bilag 4 vedlagte formular, der skal udfyldes med alle de anførte oplysninger.

6.2. Såfremt producenten ønsker at få udbetalt hele støttebeløbet i henhold til pkt. 4.3, litra b eller c, skal ansøgningen være ledsaget af enten dokumentation for, at det høstede hørstrå er forarbejdet, eller kopi af den i pkt. 1,1, litra b, omhandlede kontrakt.

6.3 Ansøgningen skal underskrives af producenten og indsendes til Statsfrøkontrollen efter høsten og skal være statsfrøkontrollen i hænde senest den 30. november i det pågældende produktionsår.

7. Kontrakt.

7.1. Den i pkt. 1.4 omhandlede kontrakt skal opfylde følgende krav

1. Kontrakten skal afsluttes skriftligt og skal vedrøre et areal, et parti eller en bestemt mængde.

2. Kontrakten skal indeholde følgende oplysninger

a. De kontraherende parters navn og adresse.

b. Dato for kontraktens afslutning.

c. Angivelse i hektar med 2 decimaler af det areal, på hvilket hørren er blevet høstet eller vil blive høstet.

d. Angivelse af høstår.

3. Vedrører kontrakten et areal, skal dettes matrikelnummer eller tilsvarende angivelse af arealets beliggenhed angives i kontrakten. Vedrører kontrakten et parti, skal dette angives således i kontrakten, at det kan identificeres. Vedrører kontrakten en bestemt mængde, skal produktets nettovægt og kvalitet angives i kontrakten.

4. Kontrakten skal endvidere indeholde angivelse af følgende

a. Salgsprisen pr. hektar eller for et bestemt parti eller pr. vægtenhed.

b. At salgsprisen er aftalt under hensyntagen til målprisen for hørfrø af standardkvalitet for det pågældende produktionsår.

c. Leveringssted, leveringsfrist og tidspunkter for successiv levering.

d. Betalingsbetingelserne.

e. De mulige arbejdsydelser og leveringer i forbindelse med produktionen og høsten af hørren, som påhviler hver af de kontraherende parter.

f. En klausul om, at parterne forinden indbringelse af en evt. sag for domstolene vil søge at opnå en forligsmæssig løsning.

5. Med mindre andet bestemmes i kontrakten, gælder følgende

a. Levering sker fra oplagringsstedet for den vare, som kontrakten angår.

b. Overtagelse sker efter købers valg inden 3 måneder efter kontraktens afslutning.

c. Betaling sker ved levering.

d. Evt. arbejdsydelser i forbindelse med produktionen og høsten af hørren påhviler sælgeren.

e. Evt. leveringer i forbindelse med produktionen og høsten af hørren påhviler køberen.

f. Prisen gælder for en vare, der er bundet med høstbindegarn af hør. Den reduceres med 2pct. ved anvendelse af andet høstbindegarn.

7.2. Kontrakten kan affattes på standardformular, hvis indhold er fastsat ved en brancheaftale.

7.3. Genpart af kontrakten skal indsendes til Statsfrøkontrollen straks efter kontraktens indgåelse.

8. Kontrol.

8.1. Kontrol med rigtigheden af oplysninger i arealanmeldelser, høsterklæringer og støtteansøgninger og med ordningen iøvrigt varetages af Statsfrøkontrollen.

8.2. I henhold til Fællesskabets bestemmelser skal alle anmeldte arealer på 3 ha eller derover kontrolleres.

9. Støttens størrelse for spindhørfrø.

9.1. EF-myndighederne fastsætter for hvert høstår dels en målpris, dels en gennemsnitlig verdensmarkedspris og dels et indikativudbytte. Indikativudbyttet kan variere for forskellige produktionsområder inden for EF.

9.2. Støtten pr. hektar udgør forskellen mellem målprisen og den gennemsnitlige verdensmarkedspris multipliceret med indikativudbyttet.

10. Støttens størrelse for spindhørfibre.

Støtten fastsættes for hvert produktionsår og ydes som en hektarstøtte. Støttebeløbet fratrækkes et af EF-myndighederne fastsat beløb, der skal anvendes til finansiering af afsætningsfremmende foranstaltninger.

11. Udbetaling af støtte.

11.1. Støtten udbetales af EF-direktoratet Frederiksborggade 18, 1360-København K.

11.2. Støtten udbetales inden den 31. marts efter produktionsårets udløb for så vidt angår spindhørfrø og inden den 1. marts efter produktionsårets udløb for så vidt angår hørfibre.

12. Fortabelse af støtte.

12.1. Såfremt fristerne i pkt. 5.1. og pkt. 6.3. vedr. indgivelse af høsterklæring og støtteansøgning ikke overholdes, gælder følgende regler, medmindre der foreligger force majeure

- Indgives høsterklæring/støtteansøgning efter den 30. november, men inden udgangen af december måned i det pågældende produktionsår, reduceres støttebeløbet med 34pct..

- Indgives høsterklæring/støtteansøgning efter den 31. december, men inden udgangen af januar måned det pågældende produktionsår, reduceres støttebeløbet med 67pct..

- Indgives høsterklæring/støtteansøgning efter udgangen af januar måned i det pågældende produktionsår, ydes der ingen støtte.

12.2. Viser kontrollen, at det anmeldte areal eller det areal, hvortil der ansøges om støtte er mindre end det faktiske areal, ydes der støtte for det faktiske areal.

12.3. Såfremt det areal, der ansøges om støtte for, er større end det anmeldte areal, gælder sidstnævnte areal.

12.4. Viser kontrollen, at det anmeldte areal er større end det faktiske areal, kan der ydes støtte til det faktiske areal fratrukket forskellen mellem det anmeldte og det faktiske. Er forskellen uvæsentlig, ydes der støtte for det faktiske areal.

12.5. Viser kontrollen, at det areal, der ansøges om støtte for, er større end det faktiske areal, kan der ydes støtte for det faktiske areal fratrukket forskellen mellem det areal, der søges om støtte for og det faktiske areal. Er forskellen uvæsentlig, ydes der dog støtte til det faktiske areal. Er der i samme eller det foregående produktionsår foretaget nedsættelse af støtten i henhold til pkt. 12.4. og/eller pkt. 12.5, udbetales der ingen støtte, bortset fra tilfælde hvor den konstaterede forskel betragtes som undskyldelig eller uvæsentlig.

13. Anke.

De afgørelser, som EF-direktoratet træffer i henhold til denne vejledning, kan indankes for landbrugsministeriet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →