Cirkulæreskrivelse om finansiering m.v. af arbejdet med registrering af gravminder. (Til stiftsøvrighederne)
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 1
Vedrørende registrering af gravminder
Museumsrådene bedes inden 15. december 1989 redegøre for fordelingen af registreringsarbejdet.
Da der har vist sig at herske nogen usikkerhed dels omkring mulighederne for finansieringen af gravminderegistreringen, dels omkring omfanget og prioriteringen af dette arbejde, har Kirkeministeriet og Nævnet ladet udarbejde en uddybning af den tidligere udsendte vejledning.
Kirkeministeriet præciserer i den vedlagte cirkulæreskrivelse finansieringsmulighederne for gravminderegistreringen indenfor Kirkeministeriets ressort, mens Nævnet har bedt museumsinspektør ved Odsherreds Museum, Kirsten Strandgaard, der som sekretær for Nævnets referencegruppe vedrørende Nyere tids Kulturhistorie har fulgt arbejdet med udformningen af den tidligere udsendte vejledning, om at redegøre for gravminderegistreringens praktiske gennemførelse i Vestsjællands Amt.
Der er nu forløbet 2 år siden »Vejledning om registrering af Gravminder« udsendtes. Nævnet formoder derfor, at samtlige museumsråd har taget stilling til den fordeling af ansvarsområderne, som Kirsten Strandgaard skildrer i indledningen af sin redegørelse for praksis i Vestsjællands Amt.
For at forsøge at nå frem til en endelig afklaring af mulighederne for at gennemføre gravminderegistreringerne skal Nævnet anmode Museumsrådene om inden den 15. december 1989 at oplyse fordelingen af denne specifikke opgave, - og herunder især gøre rede for, om der er områder, hvor det må påregnes, at der ikke er ressourcer til at gennemføre en registrering indenfor en tidshorisont på 10 - 15 år med et skønnet tidsforbrug på omkring 3 1/2 dag pr. landsbykirkegård.
Nævnet vil herefter med Kirkeministeriet tage en samlet drøftelse af museumsrådenes indberetninger med henblik på at tilvejebringe dels en fælles overskuelighed over området, men ikke mindst en så vidt mulig endelig afklaring af finansieringen i de udækkede områder, - som de pågældende råd selvsagt straks derefter vil blive orienteret om. Indtil da må registreringen i disse områder stilles i bero, jfr. Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse.
Med en så lang tidshorisont, som der her er tale om, kan der naturligvis ske ændringer i museumsrådenes muligheder for at varetage denne opgave. I så fald skal Nævnet anmode museumsrådet om en orientering herom, således at Nævnet kan drøfte de evt. økonomiske konsekvenser med Kirkeministeriet.
P.N.V.
Med venlig hilsen
Morten Lundbæk
Bilag 2
KIRKEGÅRDSREGISTRERING
- set fra Vestsjælland
Kirsten Strandgaard, Odsherreds Museum
Formand for Nyere Tids-udvalget under Vestsjællands Amtsmuseumsråd.
Så enkelt som muligt
I Vestsjælland har vi valgt at være hurtige til at reagere på Kirkeministeriets opfordring til museerne om at være med i Kirkegårdsregistreringen.
Vi har valgt at tilrettelægge vores arbejde i åbent samarbejde med provsterne. Og vi har valgt at betragte kirkegårde som begravelsespladser for eksisterende menigheder og derfor frede meget lidt. Vi har valgt at respektere menighedsrådenes holdninger til hvad, der skal fredes, men vi har også valgt, atdet er det enkelte museum, der afgør hvor mange kirkegårde, der kan behandles om året.
Vi har valgt at tillægge information om kirkegårdenes kulturhistorie stor værdi, idet vi derigennem håber at påvirke graveres og kirkegårdsbrugeres sans for den kulturhistoriske dimension, der ligger i »kirkegårdens præg«, »beplantningskarakter« m.m.
Med andre ord: et enkelt og åbent samarbejde mellem kirkelige myndigheder og museer, hvor det er museerne, der har initiativet.
I gang
Efter at Vejledningen var udkommet, holdt Vestsjællands Amtsmuseumsråds Nyere Tids-udvalg et møde for at fastlægge en fælles forståelse af opgaven og af dens mulige løsning hos os.
Udvalget kontaktede derefter museerne i amtet for at få en klarhed over, hvem der fagligt kunne være med til kirkegårdsregistreringen, og hvem der ikke kunne indpasse dette nye arbejdsfelt i museets øvrige virke. Vi bad museerne om at skravere de kommuner, hvis sogne de ville dække. På den måde fik vi klart svar på, hvor »de hvide pletter på landkortet« lå, d.v.s. hvor de kirkelige myndigheder selv måtte bekoste registreringen.
På denne baggrund udpegede Amtsmuseumsrådet i 1987 de museumsinspektører, som stod på listen, til »sagkyndige« i de kommuner, de selv havde påtaget sig.
De »hvide pletter på landkortet« anmodede Amtsmuseumsrådet museumsinspektør Margit Baad, som er halvtidsansat på Haslev Museum, om at dække.
Samme år inviterede Amtsmuseumsrådet sagkyndige, provster og menighedsrådsformænd i amtet til det endags kursus, (ved museumsinspektør Hasse Nellebjerg Jørgensen og mag. art. Nina Fabricius) som kan bestilles hos Museumshøjskolen.
Provster og museer mødes
I januar 1988 mødtes de sagkyndige med amtets provster til en gensidig orientering om niveau og praksis i det forestående samarbejde. Et meget gavnligt møde , som mundede ud i to beslutninger
- at provster og sagkyndige i fællesskab informerer menighedsrådene kommunevis,
- at provster og sagkyndige mødes hvert år i januar for at drøfte årets erfaringer. (Hvordan reagerer menighedsrådene? Fredes (registreres) for meget, eller for lidt? Hvordan er tidsforbruget i forhold til udbytte? etc.)
De sagkyndige lovede at færdigregistrere mindst to kirkegårde i 1988, og derefter ca. 2 pr. år i hvert provsti.
Museerne udarbejdede en dias-serie, som viser eksempler på de forskellige gravmindetyper, der evt. kan fredes. Menighedsrådene i Vestsjællands provstier betalte kopieringen i fællesskab. Serien bruges ved menighedsrådsorienteringen. (1 serie pr. provsti letter kalenderarbejdet i forbindelse med orienteringsmøderne.)
Efter denne sammenkomst foretog de sagkyndige en fælles ekskursion til en mindre landsbykirkegård, som ingen af os kendte. Her mødtes vi med den stedlige provst, og sammen forsøgsregistrerede vi. Det var meget nyttigt! Her fandt en gensidig orientering og erfaringsudveksling sted mellem de sagkyndige.
Menighedsrådene
Den sagkyndige og provsten udvalgte nu de to sogne i provstiet, hvis kirkegårde skulle registreres i 1988.
Alle menighedsråd, gravere og præster i den kommune, hvor det (de) udvalgte sogn(e) ligger inviteres af provsten til en fælles orienteringsaften.
På mødet gennemgår provsten loven og vejledningen, og den sagkyndige viser lysbilledserien. Herefter spørger menighedsrådene løs. Alt fra overordnede betragtninger til helt lokale forhold diskuteres livligt. Generelt er man i menighedsrådene bange for, at den sagkyndige skal umyndiggøre både menighedsråd og gravstedsejere. Så det er vigtigt at slå fast, at gravstedet og gravmindet, så længe der er betalt for gravstedet, tilhører ejerne og ikke offentligheden. Det fremmer den jævnbyrdige dialog!
Den tid der medgår til det ovennævnte informationsarbejde er ikke medregnet i det tidsforbrug, som opregnes i følgende afsnit. Et arbejde af denne karakter skønnes at være på linie med det normale nyere tids museumsarbejde, idet der også her er tale om bred information til lokalsamfundene om de kulturhistoriske interesser.
Ud og i gang
Museet kontakter nu graveren, menighedsrådsformanden og præsten på de kirkegårde, der skal registreres. De informeres om, hvornår museet vil komme på kirkegården. De anmodes om at møde op, og graveren bedes have kirkegårdskort parat.
Arbejdet forløber i store træk således
- Den sagkyndige kender sognet fra andet museumsarbejde.
- Den sagkyndige kommer et par timer før aftalt (evt. dagen før) og gør sig bekendt med kirkegården.
- Sammen drikker vi kaffe i graverkontoret, snakker om kirkegården i almindelighed og specielt fortæller menighedsrådsmedlemmerne, hvad de har tænkt på at frede. Der snakkes også om kirkegårdens fremtid, (-begravelsesformer, - om der er pres på arealet eller ej, - graverens planer for at bevare det nuværende præg etc.)
- Den sagkyndige fortæller, hvordan hun har oplevet kirkegården: Hvilken struktur der ses i dag, tidligere tiders spor, gamle og nye gravskikke, erhvervs- og navnestof, typer af gravminder, det overordnede præg m.v. En frugtbar gensidig orientering.
- Så er det gerne frokosttid. De andre går hjem, den sagkyndige bliver i graverhuset og skriver sine observationer ned, både egne og dem fra samtalen, ser på kortene over kirkegården, kigger evt. i protokollerne, og på den baggrund udarbejdes forslaget.
- Graveren og menighedsrådsformanden kommer tilbage, sammen går vi på kirkegården og ser på den sagkyndiges forslag. Vi ser i protokollen hvor lang tid, der er betalt for de enkelte gravsteder, vi nu har i tankerne. Er der fare for snarlig nedlæggelse/sløjfning? Eller er der betalt mange år endnu?
- Og så vælger vi et par stykker, som vi er enige om. Hellere for få end for mange. Sker der pludselige uforudsete ændringer på kirkegården, så er kontakten mellem graver/menighedsråd og museum etableret, og vi kan hurtigt tage sagen op igen.
- Dernæst noteres alle de relevante oplysninger om gravmindet og gravstedet, evt. på de kladdekartotekskort, som Museumstjenesten har ladet udarbejde. De er meget fine huske-lister både til notering i felten og til brug under samtalerne med menighedsråd, graver og præst. Det gælder de gravminder, der indstilles til fredning. Er man i tvivl om nogle, kan optegnelser gøres samtidig, så ligger de klar til evt. fredning (registrering) senere.
I 1988 blev der her i Vestsjællands Amt fredet mellem 3 og 15 gravminder pr. kirkegård (incl. een bykirkegård).
På store kirkegårde må det nødvendigvis tage et par ekstra dage at besigtige en kirkegård, men en almindelig landsbykirkegård tager ca. 1 1/2 dage i felten, incl. fotografering. Vejrlig og begravelser kan dog afbryde arbejdet.
Fotograferingen er jo kun nødvendig på de kirkegårde, hvor menighedsrådet beder om det, og da kun for de gravsteder, der indstilles til fredning. Nogle museer vælger dog at tage ca. en film pr. kirkegård (s/h/ og dias) for at dokumentere ikke kun de udvalgte gravsteder, men også det præg kirkegården har i besigtigelsesåret. De optegnelser, der knyttes hertil, er et led i det almindelige antikvariske arbejde, og som sådan et kulturhistorisk nyttigt biprodukt til selve kirkegårdsregistreringen. Tiden hertil er ikke medregnet i arbejdet med kirkegårdsregistreringen, ligesom udgiften til film ikke kan pålægges de kirkelige myndigheder. Såfremt menighedsrådet ønsker aftryk af fotografierne til deres sæt af kartotekskort, kan udgiften hertil dog med provstiudvalgets godkendelse afholdes af kirkekassen.
Hjemme på museet
Selv kartotekskortene udfærdiges i 2 eksemplarer, eet til menighedsrådet og eet til museet. Eventuelle fotografier klæbes på, - hvis det er bestilt, også på det sæt, der sendes til menighedsrådet. Her er indstillingen jo bekendt, så sagen ekspederes hurtigt videre til provsten. Tidsforbrug ca. 1 dag. 1 udfyldt blåt kort med fotografi koster hos os ca. 15,- kr. (1988).
Vi var så tidligt i gang i Vestsjællands Amt, at der ikke var udarbejdet fælles registreringskort, så derfor har vi valgt at anvende de sædvanlige »blå kort«, som også bruges til museumsgenstande. Som nævnt sælger Museumstjenesten i dag særlige kartotekskort til gravsteds- og gravminderegistrering.
Synet
Selve synet kan enten være et særligt syn eller det kan indpasses i det ordinære treårlige syn. Et ekstraordinært syn tager ca. 1 time på kirkegården, hvor den sagkyndige mundtligt begrunder udvælgelsen og taler om kirkegårdens og sognets særlige forhold og præg, som derved synliggøres for menighedsråd og provst. Herefter går vi til kaffebordet og indskriver fredningerne (registreringerne) i protokollerne. Synet stempler kartotekskortene og eventuelt kirkegårdskortet som anført i vejledningen.
Tidsforbrug ca. 1/2 dag ved særlige syn, ordinære syn ca. 1 dag.
Skønnet tidsforbrug
Det totale skønnede tidsforbrug pr. landsbykirkegård i de områder, hvor museerne selv forestår arbejdet, er ca. 3-5 dage. Altså knapt 1 arbejdsuge pr. kirkegård!
Dog er det vigtigt at understrege de forudsætninger, der er indgået i dette skøn.
- Lokalkendt museumsinspektør forestår arbejdet.
- Det arkivalske forarbejde begrænses til Trap og Danmarks Kirker og lignende let tilgængeligt materiale.
Filosofien er den, at viser der sig i felten at være emner, der kræver mere arkivalsk granskning, så udføres det, men først da. Som hovedregel ved menighedsråd og museumsinspektør tilstrækkeligt om de »kendte« personer i forvejen til at vurdere en evt. fredning af gravmindet.
- Den sagkyndige skal være parat til at udøve et kvalificeret skøn, som så kan diskuteres med menighedsrådet. Skønnet er baseret på almenviden og ikke på velfunderede specialstudier.
Skismaet skøn/viden er velkendt i andet antikvarisk arbejde. Vi er i en bestandig vurdering af tidsforbrug versus udbytte. Kirkegårdsregistreringsarbejdet adskiller sig ikke væsentligt fra de mange situationer vedrørende genstandshjemtagelser, hvor forespørgslen er spontan og akut.
- Det lokale kulturhistoriske museum lægger niveauet for sit engagement, alt efter den vigtighed man lokalt skønner, de »afledte« etnologiske oplysninger/formidlingssituationer har for museets daglige virke.
- Der er tale om landsbykirkegårde. Bykirkegårde kræver et tillæg på et par dage.
Afslutning
Dette var een måde at løse kirkegårdsregistreringen på. Der findes andre, som passer til andre egne. Vores erfaringer er, at vores model er smidig for museerne, forståelig for vore kirkelige myndigheder og forsvarlig fagligt set, bl.a. fordi vi årligt justerer hinanden på basis af fælles forståelse af opgaven og på basis af fælles erfaringer fra felten.
Cirkulæreskrivelse om finansiering m.v. af arbejdet med registrering af gravminder.
(Til stiftsøvrighederne)
Da det har vist sig, at finansieringen af arbejdet med registrering af gravminder på folkekirkens kirkegårde i henhold til kapitel IV i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde i flere tilfælde har giver anledning til tvivl, skal Kirkeministeriet herved i tilslutning til den i april 1987 af Kirkeministeriet og Statens Museumsnævn i fællesskab udsendte Vejledning om registrering af gravminder meddele følgende vedrørende udgifternes afholdelse m.v.: I. Registrering af gravminder på kirkegårde, der undergivet provstesyn.
A. Udgifter, der afholdes af kirkekassen.
1. Provstesynsudgifter.
Da den endelige registrering foretages af provstesynet, afholdes de hermed forbundne udgifter af kirkekassen ligesom de øvrige udgifter ved synsforretningen.
2. Eventuelle udgifter til kartotekskort.
Det forudsættes, at der til udarbejdelse af forslag til registrering af gravminder i almindelighed anvendes de kartotekskort, der sædvanligvis benyttes af museerne i deres registreringsarbejde, og at kortene af museerne stilles vederlagsfrit til rådighed til formålet. I andre tilfælde må udgifter til fremstilling af kartotekskort til brug ved registrering af gravminder på kirkegården afholdes af kirkekassen. Udarbejdelsen af kartotekskort må i så fald ske i samråd med den sagkyndige.
3. Eventuelle udgifter til fotografering.
Eventuelle udgifter til fotografering af de gravminder, der foreslås registreret, afholdes af vedkommende museum. Der kan dog med provstiudvalgets samtykke af kirkekassen afholdes udgifter til fremstilling af aftryk til anbringelse på kartotekskortene. Se herved vejledningen side 12-13.
4. Andre udgifter.
Der er ikke hjemmel til at afholde andre udgifter end de under 1.-3. nævnte af kirkekassen.
B. Udgifter, der afholdes af fællesfonden.
1. Diæter og befordringsudgifter til den sagkyndige.
Fællesfonden afholder udgifter til diæter og befordring til den af museumsrådet udpegede sagkyndige, der sammen med menighedsrådet udarbejder forslag til, hvilke gravminder der skal registreres. Der tilkommer den sagkyndige time- og dagpenge samt tillæg hertil efter de for statens tjenestemænd gældende regler tillige med godtgørelse for udgifter til befordring efter 1. klasses jernbanetakst. Såfremt det på grund af afstanden eller andre forhold skønnes hensigtsmæssigt at benytte anden befordring, tilkommer der den sagkyndige godtgørelse herfor efter de for statens tjenestemænd til enhver tid gældende regler.
Den sagkyndige sender gennem museet en opgørelse til menighedsrådet over tilgodehavende diæter og befordringsgodtgørelse. Menighedsrådet attesterer opgørelsen og videresender den til stiftsøvrigheden til anvisning.
2. Aflønning i særlige tilfælde.
Kun i særlige tilfælde skal der af fællesfonden afholdes udgifter til aflønning af den sagkyndige. Herom bemærkes følgende
Som det fremgår af Vejledningen om registrering af gravminder forudsættes det, at den sagkyndige, der udpeges af museumsrådet, sædvanligvis er en medarbejder ved det stedlige museum og som sådan aflønnes af museet.
Det fremhæves i vejledningen, at de enkelte museer, hvor det overhovedet er muligt, bør påtage sig opgaven inden for deres eget virkeområde. Hvor der ikke findes den fornødne etnologiske/kulturhistoriske ekspertise på samtlige museer i et område, forventes det, at der sker en fordeling af arbejdet imellem museerne.
Det er således hensigten, at registreringsarbejdet som hovedregel varetages af museerne uden lønudgifter for folkekirken. Har et museum vanskeligt ved at afse den fornødne arbejdskraft til denne opgave, må registreringsarbejdet fordeles over en længere årrække, eventuelt 10-15 år. Det må iøvrigt i denne forbindelse erindres, at det - som anført i vejledningen - kun er et begrænset antal gravminder, som kan indstilles til registrering, og at det på grund af arbejdets omfang og af økonomiske hensyn er nødvendigt, at der arbejdes på et meget oversigtligt niveau.
Kun i områder, hvor det lokale museumsvæsen ikke råder over den fornødne ekspertise eller ikke har mulighed for at afse arbejdskraft til at påtage sig registreringsarbejdet, uanset om dette strækkes over en længere årrække, kan museumsrådet blive nødt til at udpege en kvalificeret person udefra. Denne vil da som regel blive tilknyttet et af de stedlige museer og vil have krav på en aflønning, der fastsættes af museumsrådet i overensstemmelse med gældende overenskomst. Denne lønudgift skal afholdes af fællesfonden.
Som det fremgår af Statens Museumsnævns skrivelse af 21. august 1989 til museumsrådene og samtlige museer, der følger som bilag til denne cirkulæreskrivelse, har museumsnævnet anmodet museumsrådene om inden d. 15. december 1989 at gøre rede for, om der er områder, hvor det må påregnes, at der ikke er ressourcer til at gennemføre en registrering inden for en tidshorisont på 10-15 år med et skønnet tidsforbrug på omkring 3 1/2 dag pr. landsbykirkegård. På grundlag af museumsrådenes oplysninger vil Statens Museumsnævn derefter optage drøftelse med Kirkeministeriet særlig med hensyn til registreringens gennemførelse i områder som de nævnte og finansieringen heraf. Om resultatet af disse drøftelser vil museumsnævnet orientere museumsrådene, ligesom der fra Kirkeministeriet vil blive udsendt en cirkulæreskrivelse herom.
Indtil der i overensstemmelse hermed foreligger nærmere meddelelse om registreringens foretagelse i områder, der ikke dækkes af det lokale museumsvæsen, kan der ikke i dette øjemed - ud over de steder hvor det allerede er sket - udpeges særlige sagkyndige udefra, hvis aflønning afholdes af fællesfonden. Registreringen af gravminder i sådanne områder må derfor stilles i bero indtil videre.
II. Registrering af gravminder på kirkegårde, der ikke er undergivet provstesyn.
Udgifterne i forbindelse med registreringen, der foretages af Nationalmuseet i overensstemmelse med bestemmelserne i § 21, stk. 2, i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, afholdes af fællesfonden (Københavns stifts fællesfond).
III. Afsluttende bemærkninger.
Som anført i vejledningen om registrering af gravminder må det påregnes, at registreringsarbejdet vil strække sig over en årrække. Tidsforløbet vil især være afhængig af museernes muligheder for at indpasse dette arbejde i det øvrige museumsarbejde. Initiativet til påbegyndelsen af registreringsarbejdet på de enkelte kirkegårde vil normalt udgå fra vedkommende museum. Menighedsrådene/kirkegårdsbestyrelserne skal derfor ikke foretage sig noget i sagen, men blot afvente en henvendelse fra museet.
Som et eksempel på, hvorledes registreringsarbejdet kan tilrettelægges, medfølger den i museumsnævnets skrivelse omtalte redegørelse fra museumsinspektør Kirsten Strandgaard.
Eksemplarer af denne cirkulæreskrivelse bedes fordelt blandt stiftets menighedsråd, provster og provstirevisorer.
Kirkeministeriet, den 21. august 1989
P.M.V.
E.B.
Finn Langager Larsen
/Steen Henriksen
eksp. sekr.
Ingen