Legislator Case Law & Legislation
C19891202110 DK

Cirkulæreskrivelse om cirkulære om tjenestebolig for folkekirkens præster (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1989 12021 Historic

Cirkulæreskrivelse om cirkulære om tjenestebolig for folkekirkens præster (* 1)

Ved aftale af 16. marts 1989 mellem Finansministeriet og Tjenestemændenes Centralorganisationer er der givet nye regler for fastsættelse af boligbidrag for statens og folkekirkens tjeneste- og lejeboliger. Kirkeministeriet har anset det for ønskeligt ved denne lejlighed at samle og ajourføre reglerne for folkekirkens præsteboliger, hvilket er sket i vedlagte cirkulære om tjenestebolig for folkekirkens præster. Cirkulæret træder i kraft den 1. april 1989.

Om cirkulærets enkelte bestemmelser skal man bemærke følgende

ad kapitel 1. Tjenestebolig. Erhvervelse og salg m.v. af tjenestebolig

ad § 1

Pålæg eller ophævelse af tjenesteboligpligt sker som hidtil ved kirkeministerens afgørelse.

Efter Kirkeministeriets praksis kan der gives præster dispensation fra tjenesteboligpligten i indtil 6 måneder, forinden de fratræder på grund af alder eller sygdom. Det er dog en forudsætning, at præsteboligen senest til det tidspunkt, fra hvilket dispensation gives, overdrages til menighedsrådet, jf. § 11 om overdragelsessyn.

Man bemyndiger stiftøvrighederne til på ministeriets vegne at give dispensation i de anførte tilfælde og til dermed at give lønordre om bortfald af bolig- og varmebidrag m.v.

Efter bestemmelsen i folkekirkens lønningslov af 1958 § 49, stk. 2, der er opretholdt ved bekendtgørelse nr. 489 af 24. oktober 1969, kan der tillægges en præst, til hvis stilling der ikke er knyttet tjenestebolig, et huslejetilskud af kirkekassen (præstegårdskassen). Huslejetilskud bevilges af Kirkeministeriet og i almindelighed under forudsætning af, at præsten tager bopæl i det pastorat, i hvilket han eller hun har ansættelse, og anvender boligen i sit arbejde.

ad § 2-8

Reglerne om erhvervelse, opførelse, ombygning og salg af tjenestebolig til præster er uændret i forhold til de nugældende.

Menighedsrådene skal holde tjenesteboliger, der ejes af præsteembederne, fuld- og nyværdiforsikrede.

Efter § 14 i lov om menighedsråd kan en præst ikke deltage i forhandlinger og afstemninger i menighedsrådet om sin tjenestebolig. Reglerne i cirkulærets § 6 tilstræber at sikre, at menighedsrådet er bekendt med præstens synspunkter, forinden menighedsrådet træffer nogen beslutning, der har væsentlig betydning for præstens boligforhold - set fra et brugersynspunkt. Stiftsøvrighederne må ved behandlingen af sager efter cirkulærets § 7 påse, at præsten har haft lejlighed til at udtale sig i det i § 6 foreskrevne omfang.

Reglerne i § 7 beskriver, i hvilket omfang menighedsrådenes beslutninger vedrørende præsteboliger skal godkendes af stiftsøvrigheden, forinden de kan gennemføres. Ved »ombygning« forstås bygningsarbejder, der ændrer boligens indretning og/eller udseende.

Stiftsøvrigheden er bemyndiget til fremtidig at godkende forslag til salg af præsteboliger efter retningslinierne i § 4 uden at indhente ministeriets principielle tilslutning hertil.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 3. juni 1982 om orientering af miljøministeren forinden nedrivning eller salg til private af visse ikke fredede bygninger i offentlig eje. Efter bekendtgørelsens regler skal Planstyrelsen underrettes, såfremt en præstebolig, der er ældre end 50 år, ønskes solgt til private eller nedrevet. Planstyrelsen skal inden 6 uger efter at have modtaget denne underretning meddele, om fredning ønskes iværksat. Har Planstyrelsen ikke udtalt sig, betragtes dette, som om Planstyrelsen har accepteret dispositionen.

Stiftsøvrigheden skal påse, at bestemmelserne i nævnte bekendtgørelse er efterlevet og i benægtende fald selv rette henvendelse til Planstyrelsen, forinden godkendelse gives af nedrivning eller salg til private af præsteboliger, der er over 50 år gamle.

ad kapitel 2. Overtagelse, brug og vedligeholdelse m.m. af tjenestebolig

ad § 10

Efter § 10, stk. 1, kan stiftsøvrigheden godkende, at en præst, som ikke til fastsat tid får stillet den tjenestebolig til rådighed, der er knyttet til stillingen, kan få godtgjort udgifter ved ophold andetsteds. Ved nybesættelse af en præstestilling anføres det i opslaget, om der til stillingen er knyttet tjenestebolig. Tages der ikke i opslaget eller på anden måde af Kirkeministeriet forbehold med hensyn til tidspunktet for indflytning i tjenesteboligen, er præsten berettiget til at forvente, at boligen er til rådighed fra udnævnelsesdagen. I tilfælde, hvor det på opslagstidspunktet kan forudses, at boligen på grund af ombygning eller andet ikke kan stilles til rådighed fra ansættelsesdagen, er det vigtigt, at Kirkeministeriet underrettes herom, således at forbehold kan medtages i opslaget. I modsat fald vil kirkekassen (præstegårdskassen) blive belastet med opholdsudgifter for præsten og hans husstand fra ansættelsesdagen og indtil indflytning i tjenesteboligen kan finde sted. Ved udbetaling af disse opholdsudgifter skal tjenesteboligbidraget modregnes.

Må en præst under ansættelsesforholdet udflytte af sin tjenestebolig på grund af forhold, der er omtalt i § 10, stk. 2, indeholdes hidtidigt boligbidrag fortsat under udflytningen i præstens løn, og præstens boligudgifter afholdes af kirkekassen (præstegårdskassen). Stiftsøvrigheden træffer efter ansøgning fra præsten afgørelse om, hvorvidt midlertidig nedsættelse af boligbidraget skal ske i den periode, hvor tjenesteboligen ikke er til rådighed for præsten. Det er en forudsætning for nedsættelse af boligbidraget, at de midlertidige boligforhold er væsentligt dårligere end de hidtidige forhold i tjenesteboligen.

I tilfælde, hvor brugsværdien af en præstebolig er midlertidigt nedsat på grund af istandsættelse eller ombygning, men hvor fraflytning af boligen ikke er nødvendiggjort, sker der ingen nedsættelse af boligbidraget.

ad § 11

Det påhviler provsten at beramme og lede overtagelses- og afleveringssyn. Holdes afleveringssyn efter præstens dødsfald, tilsiges boet. Overtagelses- og afleveringssyn over en provsts tjenestebolig ledes af den provst, der er beskikket til at lede syn over boligen efter § 28, stk. 3.

Der er ved § 11 givet en repræsentant for præstens centralorganisation (Akademikernes Centralorganisation) ret til at deltage i synet. Menighedsrådet (og provsten) har ikke nogen forpligtelse til at tilsige en repræsentant for centralorganisationen, der i givet fald må indkaldes af præsten. Præsten gøres i indkaldelsen bekendt hermed.

Om inventarlisten henvises til cirkulærets §§ 26-27 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Medens det må antages, at indsigelse imod åbenbare mangler i almindelighed ikke senere kan gøres gældende, hvis dette ikke er sket ved overtagelses- eller afleveringssynet, gælder dette ikke eventuelle skjulte mangler. Hvis et menighedsråd efter afleveringssynet opdager mangler ved boligen, som ikke var synlige på synstidspunktet, og som må antages at skyldes misrøgt fra den tidligere brugers side, vil ansvar efter menighedsrådets beslutning kunne søges gjort gældende imod denne, jf. § 14.

De i § 11 omtalte syn har alene bevismæssig begrundelse. Udskrift af synsprotokollen sendes provstiudvalget til orientering.

ad § 13

Bestemmelserne i stk. 2 og 3 pålægger præsten at varetage præsteembedets interesser i sit daglige tilsyn med boligen. Endvidere påhviler det præsten at drage omsorg for, at visse typiske grundejerforpligtelser opfyldes, såfremt andet ikke er bestemt. Bestemmelsen tager ikke stilling til, hvem der skal afholde udgifterne. Bestemmelsen må derfor sammenholdes med § 26, stk. 3. Efter denne bestemmelse påhviler det menighedsrådet at sørge for fejning, snekastning og grusning af adgangsveje til tjenstlige lokaler (kontor og konfirmandstue) i præsteboligen. Menighedsrådet kan påtage sig forpligtelser herudover, såfremt forholdene begrunder det.

ad § 14

Bestemmelsen i stk. 2, hvorefter menighedsrådet kan påtage sig visse forpligtelser vedrørende have og gårdsplads, forudsætter, at have og gårdsplads er så store, at det ikke med rimelighed kan forlanges, at brugeren selv holder arealerne. Det vil afhænge af anlæg m.v., hvornår denne betingelse er opfyldt, men dette skønnes for havens vedkommende i hvert fald først at være tilfældet, når havearealet overstiger 1.000m2.

Det kan pålægges en ved kirken ansat graver at varetage disse forpligtelser inden for en ramme, som fastlægges ved standardregulativet for gravere.

Man henleder opmærksomheden på, at § 32 ophæver Kirkeministeriets cirkulære af 12. december 1946 og senere angående tilskud til præstegårdshavers vedligeholdelse. Fra cirkulærets ikrafttræden kan der herefter ikke ydes præster havetilskud.

Redskaber til brug ved havens pasning anskaffes af menighedsrådet og betales af kirkekassen (præstegårdskassen). Redskaberne opføres i inventarlisten, jf. § 27.

I øvrigt henvises til § 17, hvorefter brugerne ikke uden tilladelse må foretage ændringer af gård- eller haveanlæg. Herunder hører fældning af træer.

ad §§ 18-24

Reglerne om boligbidrags fastsættelse er aftalt mellem Finansministeriet og Tjenestemændenes Centralorganisationer i henhold til § 14, stk. 2, jf. § 45 i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken. Efter reglerne fastsættes boligbidrag fremtidig i alle tilfælde efter vurdering. De hidtidige bestemmelser om fastsættelse af boligbidrag som en »skemaleje« efter m2 -antal videreføres kun, indtil vurdering af samtlige tjenesteboliger har fundet sted.

Vurdering af præsteboliger, for hvilke boligbidraget er fastsat som skemaleje, vil ske efterhånden og senest ved indtrædende brugerskifte, jf. § 32, stk. 2.

Præsterne vil være sikret imod at skulle betale et boligbidrag, der står i misforhold til deres løn, gennem bestemmelsen i § 20, hvorefter boligbidraget ikke kan overstige 15 pct. af præstens skalaløn.

Afgifter til vand (herunder brugsafgift), renovation, fællesantenneanlæg, hybridnet samt miljøafgift og andre lignende afgifter anses for indeholdt i boligbidraget og kan derfor ikke kræves refunderet af præsten ud over dette.

Administrationen af boligbidrags fastsættelse, opkrævning og afregning til menighedsrådet er i sin helhed henlagt til stiftsøvrighederne, hvortil menighedsrådet altså må rette henvendelse i spørgsmål herom. Stiftsøvrigheden skal drage omsorg for, at nyvurdering finder sted i forbindelse med erhvervelse, nybygning, større ombygninger eller istandsættelser. Det er ligeledes stiftsøvrigheden, der træffer afgørelse om tilsidesættelse af den sagkyndiges indstilling efter § 19, stk. 2, 3. pkt.

Boligbidrag, der indeholdes af stiftsøvrigheden, afregnes kvartalsvis bagud til menighedsrådene.

Afgørelser, der er truffet af stiftsøvrighederne i henhold til cirkulærets bestemmelser, kan af vedkommende menighedsråd eller tjenestemand indbringes for ministeriet, jf. § 31.

Meddelelse om regulering af boligbidrag efter § 24 vil fremkomme herfra. Stiftsøvrigheden varsler brugerne om forhøjelsen og underretter menighedsråd, provstiudvalg og provstirevisorer om de regulerede boligbidrags størrelse.

Efter hjælpepræsteoverenskomsten finder reglerne om boligbidrags fastsættelse tilsvarende anvendelse på funktionærboliger til hjælpepræster - dog med den ændring, at boligbidrag indeholdes månedsvis bagud.

ad § 25

Præsten sørger selv for boligens forsvarlige opvarmning, jf. stk. 1. Dog betaler menighedsrådet udgifterne ved opvarmning af tjenstlige lokaler efter måler eller, hvis målere ikke er opsat, efter aftale med præsten, jf. stk. 2. Aftalen godkendes af provstiudvalget.

Har menighedsrådet overtaget udgifterne ved boligens opvarmning efter stk. 3, skal præsten betale et bidrag til opvarmning på for tiden 114 kr. pr. nettokvadratmeter boligareal, opgjort som beskrevet i § 25, stk. 3. Dog kan præstens bidrag højst fastsættes efter et areal på 160 m2. Bidraget fastsættes af stiftsøvrigheden. Opmålingen foretages af præsten og attesteres af menighedsrådet. Om fornødent kan stiftsøvrigheden anmode bygningskonsulenten om at medvirke (imod honorering efter § 5). Resultatet af opmålingen sendes til stiftsøvrigheden.

Bidrag efter § 25, stk. 3, indeholdes i præstens løn. Stiftsøvrigheden afregner beløbene til kirkekassen (præstegårdskassen) sammen med boligbidraget.

Opmærksomheden henledes på, at alle hidtidige regler om varmetilskud til præster m.v. ophæves ved cirkulærets § 32. Der må derfor ved cirkulærets ikrafttrædelse foretages opgørelse af oliebeholdningen, aflæsning af måler m.v. med henblik på udarbejdelse af regnskab efter de hidtidige regler for den forløbne del af fyringsåret.

Såfremt menighedsrådet overtager den fremtidige forpligtelse vedrørende boligens opvarmning, kan eventuel oliebeholdning overtages til købspris.

Hvor der i en præstebolig er indrettet særligt kontor for provstiudvalget, betales der af fællesfonden et bidrag til opvarmningen på for tiden 114 kr. pr. m2. Såfremt provsten vælger at lade menighedsrådet overtage forpligtelsen til opvarmning af præsteboligen, betales bidraget vedrørende provstiudvalgslokaler til kirkekassen (præstegårdskassen).

I de tilfælde, hvor menighedsrådet overtager varmeforsyningen, overtager menighedsrådet endvidere forpligtelserne vedrørende el og gaslevering. Præstens bidrag herfor fastsættes således

Betaling for el sker på grundlag af egentlige beboelsesværelser, herunder sove- og børneværelser, spise- eller opholdskøkkener, men ikke entreer, badeværelser og køkken. Betalingen beregnes på grundlag af værelsesantal m.v. med følgende antal kilowattimer årlig

--------------------------------------------- Kilowattimer årlig 1-3 værelser .................. 1.800 4-5 værelser .................. 2.700 6 værelser og derover ......... 3.600 El-komfur ..................... 1.000 ----------------------------- --------------- Betaling for gas beregnes efter antallet af personer, som hører til præstens husstand. --------------------------------------------- m3 årligt 1-3 personer .................... 280 4-5 personer .................... 430 6 personer og derover ........... 520 ----------------------------- ---------------- Der betales ikke særskilt for gas- eller elvandvarmer, idet varmt vand er inkluderet i præstens bidrag på 114 kr. pr. m2 til opvarmningen.

Ved overgang til nyordningen skal aflæsning af el- og gasmåler foretages.

Såfremt det skønnes, at en præst gør sig skyldig i misbrug af nyordningen ved overforbrug af varme, el eller gas, må indberetning herom indsendes til Kirkeministeriet, hvorefter ministeriet vil træffe afgørelse om, hvad der bør foretages.

ad § 26

Bestemmelsen er ligesom bestemmelsen i § 25 udtryk for en anerkendelse af, at forpligtelserne vedrørende tjenstlige lokaler i præsteboligerne bør påhvile menighedsrådene.

Menighedsrådet vil således fremtidig være forpligtet til at forsyne ikke blot konfirmandstuen, men også præstens kontor - og et eventuelt særligt venteværelse - med en passende møblering. Det er dog forudsat, at menighedsrådet ikke overtager den nuværende stillingsindehavers møbler.

Menighedsrådet overtager den fulde udgift til vedligeholdelse af skrivemaskine, farvebånd m.v. og udskiftning af denne.

Menighedsrådets forpligtelse til at renholde konfirmandstue er udvidet til også at omfatte andre tjenstlige lokaler, navnlig kontoret. Aftale må træffes mellem menighedsrådet og præsten om, hvorledes nyordningen mest hensigtsmæssigt gennemføres. Der må påregnes at medgå 1 time ugentlig til renholdelse af kontoret.

Menighedsrådet har kun forpligtelse til at drage omsorg for renholdelse, snerydning og grusning af adgangsveje til tjenstlige lokaler i præsteboligen. Menighedsrådet kan dog, når forholdene taler for det, påtage sig videregående forpligtelser (f.eks. vedrørende gårdsplads).

Præster oppebærer en godtgørelse for tjenstlige udgifter bl.a. på grund af hidtidige kontorholdsudgifter. Denne godtgørelse vil efter nyordningen bortfalde. Da de nu ansatte præster selv har foretaget møblering af kontor, vil godtgørelsen blive aftrappet over nogle år.

De ændrede regler vedrørende menighedsrådenes forpligtelse for tjenstlige lokaler i præsteboligerne medfører ikke nogen ændring i brugsretten til disse. Denne tilkommer alene stillingsindehaveren og i vikarperioder tillige vikaren.

ad § 27

Bl.a. på grund af menighedsrådets forpligtelse til at møblere konfirmandstue og kontor er det skønnet nødvendigt, at der føres en inventarliste over det løsøre i præsteboligen, som tilhører embedet. Inventarlisten bør udfærdiges således, at den angiver løsøregenstandene med en kort beskrivelse til at individualisere dem, anskaffelsesdato og eventuel senere kassationsdato. Inventarlisten skal fremlægges ved syn.

Inventar, som tilhører præsteembedet, skal holdes forsikret af menighedsrådet.

ad § 28

Menighedsrådet har alene ret til at skaffe sig adgang til præsteboligen uden præstens tilladelse, såfremt omstændighederne nødvendiggør det. Som eksempel herpå kan anføres, at det kan være nødvendigt under præstens fravær at skaffe sig adgang til boligen for at forhindre eller begrænse skade på denne.

Præsten er forpligtet til at være til stede under syn over boligen, medmindre han er lovligt forhindret.

Syn over præstebolig skal omfatte

Bygningens tilstand i almindelighed.

Vedligeholdelsestilstand.

Vedligeholdelse af gård og have.

Embedsinventar.

Forsikringsforhold.

Ved synsforretningen træffes beslutning om, hvilke arbejder der skal bringes til udførelse, og der fastsættes en frist for udførelsen med forbehold om den fornødne bevilling hertil og eventuel godkendelse af tilsynsmyndigheden, jf. § 7.

Synet ledes af menighedsrådet (hovedsognets) formand. I de år, hvor provsten deltager i synet, ledes synsforretningen dog af denne. Stiftsøvrigheden beskikker en anden provst i stiftet til at lede synsforretningen over provstens egen tjenestebolig. Synsforretningen indføres i synsprotokol. Om indkaldelse af repræsentant for præstens centralorganisation henvises til bemærkningerne til § 11.

Kopi af synsforretningen gives til præsten og sendes til provstiudvalget.

Kirkeministeriet, den 20. marts 1989

P.M.V.

E.B.

K. BAGGER

Bilag: CIR nr. 12020 af 20.03.1989 om tjenestebolig for folkekirkens

præster (udeladt her)

Cirkulæreskrivelse 1989 12021 Historic

(* 1) Cirkulære af 20031989 om tjenestebolig for folkekirkens præster er indlagt med sin fulde tekst som dokument nr. 12020

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →