Cirkulæreskrivelse om øvelseskørsel.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om øvelseskørsel.
Cirkulæreskrivelse om øvelseskørsel.
Fra den 1. november 1989 indgår øvelseskørsel på særlige køretekniske anlæg som et led i køreuddannelsen til almindelig bil (kategori B).
Der er etableret en overgangsordning, hvorefter det frem til den 31. december 1989 vil være muligt at aflægge praktisk køreprøve uden at have modtaget undervisning på et køreteknisk anlæg, men efter den 1. januar 1990 vil det være en betingelse for at kunne gå op til køreprøve, at eleven har modtaget en sådan undervisning.
Kravet om øvelseskørsel på køreteknisk anlæg medfører ændringer i kørekortbekendtgørelsen og i den betsående undervisningsplan og lærervejledning til kategori B.
Efter ændringen til kørekortbekendtgørelsen, som træder i kraft den 1. november 1989, skal kørelæreren ved sin underskrift på ansøgningsblanketten oplyse, hvor undervisningen på lukket øvelsesplads og køreteknisk anlæg har fundet sted.
I overensstemmelse hermed ændres Rigspolitichefens blanket P 23, således at der afsættes plads til kørelærerens oplysninger. Indtil blanketten foreligger, bedes kørekortkontoret påse, at kørelæreren skriftligt oplyser, hvor undervisningen på lukket øvelsesplads og køreteknisk anlæg har fundet sted.
Som en konsekvens af, at undervisning på et køreteknisk anlæg først bliver obligatorisk fra den 1. januar 1990, kan kørelærerens oplysning herom udelades indtil udgangen af 1989.
Kravene til de køretekniske anlæg og beskrivelsen af de forskellige manøvrer, der skal øves på køreteknisk anlæg, har hidtil været angivet i Justitsministeriets lærervejledning til almindelig bil (kategori B) fra december 1985.
Der er udarbejdet en revideret undervisningsplan til kategori B til erstatning for den nuværende undervisningsplan fra december 1985. Den nye undervisningsplan træder i kraft den 1. november 1989. Kravene til de køretekniske anlæg er med enkelte tilføjelser og rettelser overført fra lærervejledningen. Som en konsekvens af at undervisning på køreteknisk anlæg fra den 1. januar 1990 bliver obligatorisk, er en revideret lærervejledning til kategori B under udarbejdelse.
Der etableres en ordning, hvorefter de enkelte køretekniske anlæg skal godkendes af Justitsministeriet inden ibrugtagning. Ansøgning om godkendelse skal indsendes til Justitsministeriet inden ibrugtagning. Ansøgning om godkendelse skal indsendes til Justitsministerit, Færdselssikkerhedsafdelingen, vedlagt fuldstændige oplysninger om anlægget, herunder tegninger og rids med angivelse af målestokforhold. Justitsministeriet vil derefter besigtige de enkelte anlæg.
Justitsministeriet vil efter den 1. januar 1990 påse, at anlæggene fortsat opfylder kravene til godkendelse. Der vil blive udsendt en fortegnelse over godkendte køretekniske anlæg.
Som nævnt skal kørelæreren med virkning fra den 1. november 1989 også oplyse på ansøgningsblanketten, hvor undervisning på lukket øvelsesplads har fundet sted. Formålet hermed er at give politiet bedre muligheder for at kontrollere, at undervisningen er sket på anlæg, der opfylder de gældende krav. Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet for tiden overvejer at skærpe reglerne for og tilsynet med de lukkede øvelsespladser.
P. M. V. E. B.
Henrik Waaben
Ingen