Legislator Case Law & Legislation
C19891137532 DK

Meddelelse om fremgangsmåden ved udtagelse af blodprøve i sager om undersøgelse for spirituspåvirkethed m.v. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1989 11375 Historic

Meddelelse om fremgangsmåden ved udtagelse af blodprøve i sager om undersøgelse for spirituspåvirkethed m.v. (* 1)

I cirkulære 178 2.10.1979 om undersøgelse for spirituspåvirkethed m.v. er det i afsnit 3.1. foreskrevet, at der i visse situationer med et angivet eller formodet spiritusforbrug efter kørslens afslutning skal udtages en ekstra blodprøve.

Udtagelsen skal i disse situationer som hovedregel ske snarest efter, at der er gået 2 timer fra afslutningen af den sidste spiritusindtagelse. Det fremgår af cirkulærebestemmelsens tilblivelse, at den ekstra blodprøve skulle sikre oplysning om blodpromillens størrelse i en fase, hvor det konstante fald er indtrådt, hvilken oplysning er påkrævet for, at Retslægerådet kan beregne, hvorledes alkoholkoncentrationen har været forud for et efterfølgende forbrug.

Det er således ikke med cirkulærebestemmelsen tilsigtet at skabe grundlag for en lægelig vurdering af sandsynligheden af et påstået efterforbrug.

Som det fremgår af cirkulærets afsnit 4.1.3.3. vil det i almindelighed kunne lægges til grund, at den indtagne alkohol er opsuget og har fordelt sig senest 2 timer efter indtagelsens afslutning. Forsøg har imidlertid vist, at blodpromillens maksimum undertiden nås allerede efter 15-20 minutters forløb, hvorfor en faldende promille ikke vil kunne indgå som et relevant led i bevisbedømmelsen vedrørende et påstået efterforbrug.

I den anledning har jeg indhentet en udtalelse fra Retslægerådet om konsekvensen af at ophæve cirkulærebestemmelsen om udtagelse af en ekstra blodprøve. Rådet har den 8. marts 1989 afgivet følgende udtalelse

»Det vil i alle situationer være tilstrækkeligt med een blodprøve. Såfremt en sigtet »tages på hjulene«, bør prøven udtages tidligst muligt efter kørslen. Såfremt en sigtet umiddelbart påstår eller ved en senere afhøring kan påstå et efterforbrug, bør blodprøven udtages tidligst 2 timer efter spiritusindtagelsens afslutning, respektive anholdelsen af den pågældende.

På dette grundlag skulle Retslægerådet kunne afgive erklæring om, hvorledes alkoholkoncentrationen i de givne situationer må antages mindst at have været forud for det opgivne, efterfølgende forbrug.'

Såfremt blodprøven udtages tidligere end 2 timer efter spiritusindtagelsens afslutning, vil Retslægerådet således ikke være i stand til at udtale sig om alkoholkoncentrationen forud for et eventuelt efterfølgende forbrug. Dette hænger sammen med, at en blodprøve, udtaget i en fase, hvor det konstante fald ikke med sikkerhed er indtrådt, vil kunne have en størrelse, hvori et eventuelt efterforbrug indgår med en uforholdsmæssig stor vægt.

På denne baggrund erstattes afsnit 3.1. i cirkulære 178 2.10.1979 af følgende

»3.1.1. Blodprøve søges udtaget hurtigst muligt. Det gælder hvadenten sigtede er indbragt i tilslutning til kørslen eller først anholdes på et senere tidspunkt.

3.1.2. Såfremt det på tidspunktet for sigtedes indbringelse ligger klart eller ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udelukkes, at der har fundet spiritusindtagelse sted efter kørslens afslutning, bør blodprøven dog udtages tidligst 2 timer efter spiritusindtagelsens afslutning. Kan dette tidspunkt ikke fastlægges, regnes de 2 timer fra anholdelsen af sigtede.

Samme regel gælder, når der foreligger flere adskilte kørsler med mellemliggende spiritusforbrug.

3.1.3. Blodprøven indsendes til undersøgelse ved Københavns Universitets Institut for Retskemi.«

Cirkulæret er i øvrigt under revision som følge af det ved lov 332 24.5.1989 i retsplejeloven indsatte kapitel 72 om legemsindgreb. Indtil denne revision er tilendebragt er følgende af cirkulærets afsnit bortfaldet og erstattet af de nye bestemmelser i retsplejeloven, delvis sammenholdt med færdselslovens § 55

Afsnit 2.3.3. om blodprøve og klinisk undersøgelse, når mistanken angår overtrædelse af straffelovens § 138.

Afsnit 2.4. om udtagelse af blodprøve eller klinisk undersøgelse af trafikanter, der ikke kan mistænkes for overtrædelse af færdselslovens § 53 eller § 54.

Afsnit 5 om undersøgelse af andre end trafikanter.

Endvidere ophæves RM 9.3. af februar 1958 om undersøgelse af jernbanepersonales spirituspåvirkethed.

Asbjørn Jensen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →