Legislator Case Law & Legislation
C19891132510 DK

Cirkulæreskrivelse om delvis eftergivelse og tilbagebetaling af visse bøder for overtrædelse af kildeskattelovens § 74.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1989 11325 Valid

Cirkulæreskrivelse om delvis eftergivelse og tilbagebetaling af visse bøder for overtrædelse af kildeskattelovens § 74.

Ved to domme afsagt den 20. marts 1989 har Østre Landsret fraveget den hidtidigt anvendte bødeberegning for overtrædelse af kildeskattelovens § 74, idet landsretten fandt, at der bør ske større nedslag i bøden end hidtil, såfremt restancen helt eller i det væsentligste var betalt inden tiltalerejsning, og at der i tilfælde af gentagelsestilfælde bør ske en større graduering af bødens størrelse. Skattemyndighederne har på baggrund af betænkning nr. 1091/1986 om behandlingen af skatte- og afgiftssager, der afgøres administrativt og efter afsigelsen af ovennævnte 2 landsretsdomme, ændret bødeberegningsprincipperne med virkning fra 1. juli 1989. De nye bødeberegningsprincipper finder anvendelse på alle sager, der ikke er endeligt afgjort pr. 1. juli 1989.

For så vidt angår allerede afgjorte sager vil skattemyndighederne selv behandle sager om eftergivelse og tilbagebetaling med hensyn til bødeforlæg vedtaget/og eller betalt efter udsendelse fra Statsskattedirektoratet direkte til bødefældte.

På grundlag af udtalelser fra rigsadvokaten og Statsskattedirektoratet bestemmer Justitsministeriet herved, at politiet efter nedenstående retningslinier træffer afgørelse om delvis eftergivelse og tilbagebetaling for så vidt angår bøder for overtrædelse af kildeskatteloven § 74, der er idømt af domstolene eller vedtaget i retten i perioden fra den 20. marts til den 1. juli 1989. Eftergivelse og tilbagebetaling bør alene ske i det omfang, der er en konsekvens af præmisserne til landsretsdommene.

Skulle der forekomme vedtagelser eller domme efter den 1. juli 1989, som ikke er korrigeret i overensstemmelse med den nye bødeberegning, bør delvis eftergivelse og tilbagebetaling ligeledes ske, i så fald i overensstemmelse med den nye bødeberegning, der gælder fra d. 1. juli 1989.

I. Principperne for delvis eftergivelse og betaling.

1. Ordningen omfatter alle bødesager i gentagelsestilfælde samt førstegangsbøder, hvor restancen inden tiltalebegæring eller bødeforlæg er nedbragt til under 25% af den højst konstaterede restance, vedtaget eller idømt i den ovennævnte periode.

2. Statsskattedirektoratet har oplyst, at man ikke med den fornødne sikkerhed maskinelt kan udtage de i politiets regi afgjorte sager. Man anmoder derfor om, at politiet på eget initiativ gennemgår de under 1 nævnte sager. Der kræves således ikke en begæring herom fra den, som har vedtaget eller er idømt bøden. Ordningen omfatter ikke bøder, der er afsonet.

3. Sager, hvor eftergivelse eller tilbagebetaling kan komme på tale, forelægges Statsskattedirektoratet til vurdering, inden politiet træffer afgørelse i sagen.

II. Fremgangsmåden ved delvis eftergivelse og tilbagebetaling.

1. Bestemmelse om eftergivelse og tilbagebetaling træffes af politidirektøren i København/politimesteren i den kreds, hvor bødeafgørelsen er indført i bødejournalen. Er sagen overført fra en politikreds til en anden til inddrivelse af bøden, træffes bestemmelsen i den kreds, som inddrivelsen nu påhviler, eller - hvis bøden er fuldt ud betalt - i den kreds, der sidst har haft sagen til inddrivelse.

Når der efter de under I nævnte retningslinier er truffet en sådan bestemmelse, skal den vedtagne eller idømte bødeafgørelse påtegnes med teksten: »Bøden er efter Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af .... nedsat til .... kr.«. Denne påtegning skal tillige ske i bødejournalen for hver enkelt sag.

Er der efter de gældende regler tidligere sket indberetning til Kriminalregisteret om bødeafgørelsen, skal nedsættelse af den pågældende bøde meddeles Kriminalregisteret. Nedsættelsen indberettes til Kriminalregisteret ved indsendelse af et print af afgørelsen, påtegnet som ovenfor anført.

2. Såfremt en bøde nedsættes, skal der gives den, som har vedtaget eller er idømt bøden, meddelelse herom. Skal der ske tilbagebetaling, fremsendes et giroudbetalingskort. Tilbagebetalingsbeløbet forrentes med diskontoen + 6% fra datoen for betaling af bøden til tilbagebetalingsdagen.

III. Regnskabsførelse mv.

De tilbagbetalte bødebeløb bogføres på konto 4601.20.9.01.

I forbindelse med aflæggelse af bøderegnskab for finansåret 1989 bedes der særskilt redegjort for det samlede tilbagebetalte bødebeløb med henvisning til denne cirkulæreskrivelse.

IV. Indberetning til Justitsministeriet.

Man anmoder politiet om at give Justitsministeriet oplysning om størrelsen af de samlede nedsættelsesbeløb ved en delvis eftergivelse/tilbagebetaling inden den 1. februar 1990.

P.M.V.

E.B.

E. Steiner

(Til politiet)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →