Cirkulæreskrivelse til domstolene om journalisering af fogedsager
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse til domstolene om journalisering af fogedsager
I de almindelige overvejelser om indførelse af moderne kontorteknologi ved domstolene indgår spørgsmålet om indførelse af edb i fogedretterne. Justitsministeriet har således efter drøftelse i Domstolenes Teknologiudvalg iværksat driftsforsøg med et edb-fogedsagssystem ved retterne i Hobro, Frederikssund og Frederiksberg samt Københavns Byret. De foreløbige erfaringer fra disse forsøg har vist, at der kan opnås store fordele ved indførelse af moderne kontorteknologi i fogedretterne, og at det ikke mindst i denne henseende er væsentligt, at der arbejdes med ensartede retningslinjer bl.a. for fogedsagsjournaliseringen.
På denne baggrund og i øvrigt for at lette overgangen til et edb-baseret fogedsystem, fastsættes der efter drøftelse i Domstolenes Teknologiudvalg med virkning fra den 1. januar 1990 følgende retningslinjer for journalisering af fogedsager
Der tildeles nyt saglistenummer, når der betales ny retsafgift (grundafgift) efter retsafgiftsloven.
For sager med udpantningsret og andre sager, hvor retsafgift (grundafgift) kun betales ved første fremsættelse af begæring, tildeles der et nyt saglistenummer ved ny fremsættelse af begæring, såfremt der den 1. januar i det pågældende år er gået mere end 1 år siden den første fremsættelse. Dette indebærer, at sagen skal være indgået i et kalenderår mere end 1 år tilbage i tiden. F.eks. vil der i 1990 kun skulle tildeles et nyt nummer i sager indgået i 1988 eller tidligere.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. april 1986 om sagsnummerering. Efter dette cirkulære opdeles et sagsnummer i sagstype (1.-5. ciffer) og saglistenummer (6.-12. ciffer), hvor de enkelte cifre i talrækken henviser til
1. ciffer sagsarter (fogedsager: 2) 2.-3. ciffer sagslistebetegnelse (afhængig af om der er en eller flere sagslister) 4.-5. ciffer statistik m.v. (f.eks. 01 = alm. udlæg) 6.-10. ciffer løbenummer 11.-12. ciffer årstal.
Det skal i øvrigt fremhæves, at alle modtagne fogedsager skal indføres i kassen og tildeles et saglistenummer, ligesom sagen skal indføres i fogedsaglisten. Dette gælder også, selv om den enkelte skyldner er insolvent. Fogedsaglisten skal af regnskabsmæssige årsager i alle fogedsager (alm. udlæg, sager med udpantningsret, kreditkøb, ind- og udsættelsesforretninger, arrest og forbud) indeholde såvel saglistenummeret (6.-12. ciffer) som kassens hovedtællenummer.
P.M.V.
E.B.
Ida Heide-Jørgensen
Ingen