Vejledning for firmapensionskasser vedrørende beregning af hensættelser til udskudt realrenteafgift

Vejledning for firmapensionskasser vedrørende beregning af hensættelser til udskudt realrenteafgift

Denne vejledning gælder for årsregnskaber aflagt efter reglerne i bekendtgørelse nr. 760 af 7. december 1989 om firmapensionskassers årsregnskaber, som i det følgende benævnes »regnskabsbekendtgørelsen«. Vejledning har dog ikke relevans for små pensionskasser, der anvender § 43 i regnskabsbekendtgørelsen.

1. Regnskabsbekendtgørelsens regler.

Realrenteafgift er omtalt i regnskabsbekendtgørelsens § 26. Endvidere er der i regnskabsskemaerne særlige poster, der vedrører realrenteafgift, jf. § 7, post C 1 under passiver, § 7, post D 4 under passiver samt § 8, post III. Endelig indeholder § 57 en overgangsregel, der har relevans for den regnskabsmæssige behandling af realrenteafgift.

2. Periodiseringsprincippet.

Regnskabsbekendtgørelsens § 26 er en konkret udmøntning af det overordnede periodiseringsprincip, som er fastslået i lov om tilsyn med firmapensionskasser § 41, stk. 1, nr. 4. § 26 indebærer, at der, i det omfang der er en tidsmæssig afvigelse imellem resultatføringen i årsregnskabet og opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter lov om realrenteafgift, skal foretages en regulering af den realrenteafgift, der betales for året, til brug for årsregnskabets resultatopgørelse. Reguleringen svarer til den afgiftmæssige effekt af den nævnte afvigelse.

I de regnskabsregler, der var gældende til og med regnskabsåret 1988 var der parallelitet mellem resultatføringen i årsregnskabet og opgørelsen af årets afgiftsgrundlag efter realrenteafgiftsloven, hvorfor spørgsmålet om periodisering af realrenteafgiften ikke var aktuelt. Den realrenteafgift, der pålignedes for året svarede til det afgiftsbelagte afkast, der indgik i årsregnskabets resultatopgørelsen.

Denne parallelitet gælder efter ændringen af regnskabsreglerne fortsat for så vidt angår renteindtægter og -udgifter samt matematisk kursregulering, jf. regnskabsbekendtgærelsens § 29, stk. 1. En tidsmæssig afvigelse mellem resultatføring i årsregnskabet og opgørelsen af afgiftsgrundlaget vil efter regnskabsbekendtgørelsens regler derfor som hovedregel alene vedrøre realiserede kursgevinster og -tab på visse afgiftsbelagte værdipapirer (nominelle obligationer og pantebreve m.m. i d. kr.), der efter regnskabsbekendtgørelsen skal opføres i resultatopgørelsen, mens de indgår forsinket i afgiftsgrundlaget efter reglen i lov om realrenteafgift · 4, stk. 4.

Efter lov om realrenteafgift § 4, stk. 4, skal de nævnte realiserede kursgevinster og -tab overføres til en særlig saldo (i det følgende benævnt »realisationsfonden«). 20 % af saldoen på realisationsfonden ved årets udgang indgår i afgiftsgrundlaget, og fonden reduceres tilsvarende.

Som hovedregel vil den realrenteafgift, der skal opføres i resultatopgørelsen efter regnskabsbekendtgørelsens § 26, derfor kunne opgøres som

Den for året pålignede realrenteafgift

+ den fremtidige (latente) afgift, der påhviler realisationsfonden ultimo regnskabsåret

- den fremtidige (latente) afgift, der påhvilede realisationsfonden primo regnskabsåret.

Den fremtidige afgift, der påhviler realisationsfonden ultimo regnskabsåret, er det beløb, der i årsregnskabets balance skal opføres under passiver, post C 1, hensættelser til udskudt realrenteafgift.

En eventuel forskel mellem den for året pålignede realrenteafgift og den acontoafgift, der er indbetalt, opføres ikke under hensættelser til udskudt realrenteafgift, men under gæld, jf. post D 4 under passiver i balanceskemaet, § 7 i regnskabsbekendtgørelsen.

3. Beregning af hensættelser til udskudt realrenteafgift.

Den afgift, der påhviler realisationsfonden ved regnskabsårets udgang afhænger af den afgiftssats, der vil gælde i de år beløbet i fonden løbende indgår i afgiftsgrundlaget og af den for pensionskassen beregnede overgangsbrøk efter lov om realrenteafgift § 8 for de samme år. Ved en beregning af hensættelserne vil det endvidere være relevant at tage hensyn til forrentningen i perioden til realrenteafgiftens betaling. Generelt kan nutidsværdien af den andel af realisationsfonden, der udgør fremtidig (latent) realrenteafgift udtrykkes ved følgende formel

I

hvor

n = 1, 2, 3 osv. A = realrenteafgiftssatsen i år n, hvor år 1 er førstkommende n regnskabsår efter regnskabsafslutningen osv. F = selskabets/kassens overgangsbrøk efter lov om realrenteafgift n i år n. i = rentefod Faktoren 0,25 x 0,8expn angiver den andel af realisationsfonden ved regnskabsårets udgang efter årets reduktion med 20 %, der indgår i realrenteafgiftsgrundlaget i år n. F må skønnes individuelt for den enkelte pensionskasse. Det n antages, at overgangsbrøken udvikler sig således, at det for F gælder: F = F x kexpn, hvor F er overgangsbrøken ved n n 0 0 udgangen af det pågældende regnskabsår, og k er en konstant. Selskabet/kassen må følgelig fastsætte en kvotient (k), hvormed overgangsbrøken skønnes årligt at reduceres i fremtiden. A vil på regnskabsafslutningstidspunktet kun være kendt for det n førstkommende afgiftsår (regnskabsår), dvs. A er kendt. For de 1 følgende år må satsen skønnes. Som skøn for afgiftssatsen anvendes de fremtidige afgiftssatser, som indgår i den seneste af Assurandør-Societetet afgivne markedsføringshenstillinger til brug ved bonusprognoser. Som skøn for afgiftssatsen i årene efter det 6. år, som er det seneste, for hvilket der foreligger skøn i markedsføringshenstillingen, anvendes en ensartet sats, der sættes lig med satsen i det 6. år.

Rentefoden, i, fastsættes ud fra et forsigtigt skøn over pensionskassens forventede fremtidige investeringsafkast efter realrenteafgift. Renten må højst sættes til 3,5 % (den maksimale realrente efter realrenteafgift) med tillæg af det skøn for den fremtidige årlige inflation (årlig stigning i nettoprisindekset), som er fastsat i Assurandør-Societetets seneste markedsføringshenstilling.

Da realrenteafgiftssatsen således forudsættes konstant fra og med det 6. år, kan den andel af realisationsfonden, der er udskudt afgift, og som vedrører det 6. og senere år, reduceres til følgende udtryk

II

Den samlede andel af en realisationsfond, der i balancen skal hensættes som udskudt realrenteafgift, kan herefter beregnes efter følgende formler

III

eller

IV

III kan gennemregnes ved anvendelse af en EDB-model med summation indtil yderligere bidrag bliver betydningsløse.

I det følgende er som eksempel med anvendelse af IV beregnet den andel af en realisationsfond ved udgangen af regnskabsåret 1989, der skal opføres i balancen som hensættelser til udskudt realrenteafgift.

Det forudsættes, at overgangsbrøken for 1989 udgør 40 % og at den

skønnes at falde med 10 % om året. M.a.o. F = 0,40, og k = 0,9. 0 Statskattedirektoratet har fastsat afgiftssatsen for 1990 til 44 %. I Assurandør-Societetets markedsføringshenstilling fra november 1989 er afgiftssatserne for de følgende år fastsat således

1991 1992 1993 1994 1995 37 % 36 % 35 % 33 % 26 % og nettoprisindekset antages at stige med 5 % årligt. Den maksimale rentefod, der kan anvendes, kan herefter tilnærmet fastsættes til 3,5 % + 5% = 8,5 %.

Fra og med det 6. år udgør nutidsværdien af afgiften udtrykt som en andel af realisationsfonden følgende, jf. II

Den samlede nutidsværdi af afgiften udtrykt som en andel af realisationsfonden ved udgangen af 1989 udgør således

14.43 % + 3,31 % = 17,74 %

Under posten hensættelser til udskudt realrenteafgift skal efter dette eksempel således som minimum opføres 17,74 % af den ved udgangen af 1989 opgjorte realisationsfond.

Dette gælder, hvis realisationsfonden er positiv. Et fremtidigt negativt afgiftstilsvar af en eventuel negativ realisationsfond kan beregnes tilsvarende. Det er tilladt, men ikke et krav, at opføre et negativt, latent afgiftstilsvar som aktiv i balancen. I givet fald opføres beløbet under en særskilt post under B. Andre aktiver, jf. § 7 i regnskabsbekendtgørelsen.

Finanstilsynet, den 21. november 1989.

Erik Johansen

/Flemming Petersen

Ingen