Legislator Case Law & Legislation
C19891000460 DK

Vejledning om godkendelse af intakt stabilitet (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1989 10004 Historic

Vejledning om godkendelse af intakt stabilitet (* 1)

Grundlaget for stabilitetsberegninger er baseret på følgende

Last- og passerskibe på 5 tons og derover

Skibstilsynets Meddelelser B, C, D og F.

Fiskeskibe på 5 tons og derover

»Skibstilsynets retningslinier for Fiskeskibes Stabilitet«.

A. Nybygninger

(Last- og passagerskibe på 5 tons og derover samt fiskeskibe på 20 tons og derover).

1) Foreløbige stabilitetsberegninger skal fremsendes for Søfartsstyrelsens godkendelse så tidligt som muligt.

2) Der skal udføres et krængningsforsøg, som skal overværes af Søfartsstyrelsen eller en af Søfartsstyrelsen anerkendt institution, før der tages stilling til udsendelse af nogen form for fartshjemmel.

3) Når Søfartsstyrelsen overværer krængningsforsøget, kan der, hvad angår stabilitet, på stedet udsendes sejltilladelse/fartstilladelse baseret på tilstedeværelse af de foreløbige beregninger, godkendt af Søfartsstyrelsens centrale del, samt den færdige krængningsrapport, såfremt krængningsforsøgets resultat viser, at KG-let er lig med eller mindre end det foreløbigt beregnede, og at den endelige letvægt ikke afviger mere end 3 % fra de foreløbige beregninger. Skibets fører skal da informeres om, at de tilstedeværende beregninger ikke er endelige, og der stilles krav i tilsynsbogen om, at endelige forskriftsmæssige beregninger og oplysninger skal være fremsendt til Søfartsstyrelsens centrale del inden 1 måned, og at skibets fører over for Søfartsstyrelsen skal bekræfte modtagelsen af disse beregninger og oplysninger, når de er godkendt af Søfartsstyrelsens centrale del og fremsendt gennem rederiet.

4) Hvis der ved skibets aflevering fra værftet ikke foreligger godkendte foreløbige beregninger, kan der ikke udstedes sejltilladelse/fartstilladelse, før endelige forskriftsmæssige beregninger og oplysninger baseret på krængingsforsøget er godkendt af Søfartsstyrelsens centrale del og udleveret til skibets fører.

5) Hvis Søfartsstyrelsen ikke overværer krængningsforsøget, kan kun den centrale del give tilladelse til udstedelse af sejltilladelse/fartstilladelse.

6)Viser krængningsprøven et resultat, der ikke opfylder pkt. 3, kan der ikke udstedes sejltilladelse/fartstilladelse, før den centrale del har godkendt følgende baseret på resultatet af Krængningsprøven

Prøvetur- og sejltilladelse: Lastekondition for den aktuelle sejlads eller endelige forskriftsmæssige beregninger og oplysninger.

Fartstilladelse: Endelige forskriftsmæssige beregninger og oplysninger. Attestering og udlevering til skibets fører kan foretages af Søfartsstyrelsens distriktskontor efter telefonisk aftale eller telexbekræftelse fra den centrale del.

7) Søsterskibe: Endelige stabilitetsberegninger kan baseres på godkendte beregninger for 2 søsterskibe, når følgende forhold er opfyldt

a) De 2 søsterskibe og det aktuelle skib skal være fuldstændig ens. Hvis der forekommer afvigelser i skibets udformning eller vægtes anbringelse, skal dette godkendes af Søfartsstyrelsens centrale del i hvert enkelt tilfælde.

b) De 2 søsterskibes KG-let må ikke udvise en forskel på mere end 2 % af det mindste KG, dog max. 10 cm.

c) Letvægten på de 2 søsterskibe indbyrdes og på det enkelte søsterskib og det akutelle skib må ikke vise en forskel på mere end 2 % af det letteste skibs letvægt.

d) Lastekonditionerne for det aktuelle skib skal baseres på søsterskibenes største KG-let og den aktuelle letvægtsopgørelse, som skal være kontrolleret og attesteret på lignende måde som krængingsprøven.

Proceduren i øvrigt som pkt. 4.

8) For mindre passager-, last- eller fiskeskibe (<20t) kan det tillades, at »dynamometermetoden« anvendes som ækvivalens til kravene i Skibstilsynets Meddelelser F eller »Retningslinier for Fiskeskibes Stabilitet«, hvis skibet er beregnet til - og anvendes til - et formål, hvor der kun optræder små lastmængder. Det kan tillades, at skibets vægt beregnes ud fra opmåling på linietegning som ækvivalens til direkte vejledning efter accept af Søfartsstyrelsens centrale del.

B. Indkøbte skibe

(Last- og passagerskibe på 5 tons og derover samt fiskeskibe på 20 tons og derover).

9) Inden det kan tillades, at et indkøbt skib kan sejle under dansk flag i en periode inden afholdelse af 1. hovedsyn, skal den centrale del have de eksisterende stabilitetsberegninger forelagt til godkendelse. Vurderingsgrundlaget vil i princippet være det samme som nedennævnte pkt. 10.

10) Ved 1. hovedsyn kan sejltilladelse/fartstilladelse udstedes af den synende skibsinspektør under følgende forudsætninger: Pkt. 9 skal være opfyldt, eller det skal konstateres, at der om bord findes stabilitetsberegninger godkendt af et andet lands myndighed, at der ikke er foretaget væsentlig ændringer ved skibet, som ikke er medregnet i de foreliggende beregninger, og at skibets fører er bekendt med de foreliggende beregninger.

Disse beregninger skal stemples af den synende skibsinspektør.

For last- og passagerskibe skal indføres i tilsynsbogen, at stabilitetsberegningerne inden 6 måneder skal være tilpasset gældende danske retningslinier, og de tilpassede beregninger skal baseres på en ny letvægtsopgørelse, hvis de eksisterende beregninger er mere end 10 år gamle.

Hvis en sådan letvægtsopgørelse viser en ændring i letvægten på mere end 2 % af den oprindelige eller en ændring af langskibstyngdepunktets placering på mere end 1 % af L-pp fra den oprindelige placering, skal der tillige udføres en ny krængningsprøve.

For fiskeskibe indføres i tilsynsbogen, at stabilitetsberegninger inden 6 måneder skal være tilpasset gældende danske retningslinier, og at de tilpassede beregninger skal baseres på en ny krængingsprøve og letvægtsopgørelse, hvis de eksisterende beregninger er mere end 5 år gamle.

11) Hvis pkt. 10 ikke er opfyldt, skal der foretages en krængningsprøve, og der kan kun udstedes sejltilladelse eller fartstilladelse under betingelser som angivet i pkt. 6.

C. Fiskefartøjer

(Nybygninger og indkøbte på 5 tons og derover, men ikke over 20 tons).

12) Stabilitetsforholdene kan behandles som under afsnit A og B, eller en rulningsprøve kan for traditionelle skibstyper danne grundlag for godkendelse af stabilitetsforholdene.

13) Rulningsprøven skal overværes af Søfartsstyrelsen, og sejltilladelse/fartstilladelse kan udstedes, hvis prøven opfylder de gældende forskrifter.

Hvis det ikke er muligt at opnå et tilfredsstillende resultat ved rulningsprøve - trods forøgelse af ballastmængden - skal der udføres en komplet stabilitetsberegning som for fiskeskibe på 20 t og derover, herunder kan dynamometermetoden anvendes, hvis skibet opfylder betingelserne i pkt. 8.

D. Ombygning

14) For last- og passagerskibe på 5 tons og derover samt for fiskeskibe på 20 tons og derover skal proceduren i afsnit A følges, når ombygningen efter Søfartsstyrelsens distriktskontors vurdering får en væsentlig indflydelse på skibets stabilitetsforhold.

15) For fiskeskibe på 5 tons og derover, men ikke over 20 tons, skal proceduren i afsnit C følges, når ombygningen efter Søfartsstyrelsens distriktskontors vurdering får en væsentlig indflydelse på skibets stabilitetsforhold.

16) Hvis der foretages ændringer, som efter Søfartsstyrelsens vurdering ikke får væsentlig indflydelse på stabilitetsforholdene, kan det accepteres, at skibets stabilitetsberegninger korrigeres på basis af en momentberegning (»ballastmoment«). En »ballastmomentberegning« udføres ved at sammenholde momenter af fjernede vægte og af tilføjede vægte om en linie umiddelbart over vægtændringerne (f.eks. dækket).

For godkendelse af en sådan beregning skal det afsluttede moment være 10 % større end det oprindelige.

17) Stabiliteten kan også kontrolleres ved, at man inden ombygningen påfører skibet et krængningsmoment og måler krængningsvinklen. Efter ombygningen påføres samme krængningsmoment, og krængingsvinklen må da ikke være større end før ombygningen.

18) Hvis et skib efter gældende bestemmelser på køllægningstidspunktet skulle have stabilitetsberegninger, skal disse korrigeres, som nævnt under pkt. 14, 15 eller 16.

Hvis sådanne beregninger ikke eksisterer, f.eks. ved Søfartsstyrelsens overtagelse af kontrollen med skibet, skal der udføres beregninger som for nye skibe.

Følgende datoer for køllægning skal lægges til grund for kravet om stabilitetsberegninger

a) Passagerskibe: 12. juli 1933

b) Lastskibe på 20 t og derover: 19. november 1952

c) Lastskibe på 5 t og derover: 21. maj 1965

d) Fiskeskibe på 20 t og derover: 21. maj 1965

e) Fiskeskibe på 5 t og derover: 7. november 1978

E. Generelt

19) Komplette stabilitetsberegninger og oplysninger, jfr. Skibstilsynets meddelelser B, C, D eller F eller »Skibstilsynets retningslinier for Fiskeskibes Stabilitet«, skal fremsendes i mindst 3 eksemplarer i samlede mapper.

20) Alle de angivne standardkonditioner skal opfylde minimumskriterierne.

For Fiskeskibe skal letskibskonditionen og overisningskonditionen således fuldt ud opfylde minimumskriterierne.

For større fiskeskibe (>100t) kan det tillades, at opfyldelsen af kravene til letskibskonditionen opnås ved fyldning af bundtanke. Det vil kun blive accepteret, at tanke er helt fyldte.

At en eller flere tanke skal være fyldt, inden letskibskonditionen indtræffer, skal klart fremgå af beregningerne og af et opslag i styrehuset.

21) Ved udførelse af krængningsprøve bør Søfartsstyrelsens skema for krængingsprøve benyttes.

Tilsvarende bør Søfartsstyrelsens skema for søsterskibserklæring benyttes ved letvægtsopgørelser for søsterskibe.

22) Ved udførelse af krængningsprøve henstilles det, at der samtidig udføres en rulningsprøve, hvor skibets størrelse gør dette muligt, idet dette vil give Søfartsstyrelsens centrale del mulighed for en nøjere bestemmelse af forskellige skibsformers rulningsfaktor.

23) Skibet skal være forsynet med dybgangsmærker.

24) Hvis et eksisterende skib skal benyttes til et andet formål end hidtil, vil Søfartsstyrelsens centrale del i hvert enkelt tilfælde vurdere, om dette skal sidestilles med ombygning, selv om der ikke er tale om ombygning, der får indflydelse på stabilitetsforholdene.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →