Cirkulæreskrivelse om ulempegodtgørelse til lærere og forstandere ved husholdningsskoler og om ulempegodtgørelse til lærere og forstandere ved efterskoler og ungdomskostskoler
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om ulempegodtgørelse til lærere og forstandere ved husholdningsskoler og om ulempegodtgørelse til lærere og forstandere ved efterskoler og ungdomskostskoler
Kulturministeriet
Direktoratet for
Folkeoplysning, Frie
Grundskoler m.v.
Vestergade 29-31
1456 København K
I medfør af det mellem finansministeren og Tjenestemændenes Centralorganisationer pr. 1. april 1987 om lønninger m.v. i perioden 1. april 1987 - 31. marts 1989 indgåede forlig er der mellem Lærernes Centralorganisation, Kulturministeriet og Finansministeriet truffet aftale om med virkning fra 1. april 1988 at forhøje godtgørelsen til forstandere ved husholdningsskoler, efterskoler og ungdomskostskoler for arbejde på ubekvemme tidspunkter.
Med virkning fra 1. april 1988 bortfalder den hidtil til forstandere ved disse skoler, efter de for tjenestemænd i folkeskolen gældende regler, ydede ulempegodtgørelse.
I stedet ydes der godtgørelse i overensstemmelse med punkterne 7-9 i vedlagte regelsæt om ulempegodtgørelse til lærere og forstandere ved husholdningsskoler og punkterne 5-7 i vedlagte regelsæt om ulempegodtgørelse til lærere og forstandere ved efterskoler og ungdomskostskoler.
Nærværende regelsæt træder i stedet for de med brev af 16. december 1988 fra Finansministeriet fremsendte regelsæt.
Kulturministeriet anmodes om at foretage det i sagen videre fornødne.
Med venlig hilsen
Bodil Henriksen
Ulempegodtgørelse
til
lærere og forstandere ved husholdningsskoler
Lærere
1. Til fuldtidsbeskæftigede lærere ved husholdningsskoler med elevkollegium ydes et beløb som godtgørelse for arbejde på ubekvemme tidspunkter på 9.460 kr. kr. årlig.
2. Til fuldtidsbeskæftigede lærere ved husholdningsskoler uden elevkollegium ydes et beløb for arbejde på ubekvemme tidspunkter på 7.095 kr. årlig.
3. Til kvotaansatte lærere ved husholdningsskoler med elevkollegium udbetales beløbet med en kvota af det under pkt. 1 anførte beløb for en fuldtidsbeskæftiget.
4. Til kvotaansatte lærere ved husholdningsskoler uden elevkollegium udbetales beløbet som en kvota af det under pkt 2 anførte beløb for en fuldtidsbeskæftiget.
5. For hver fulde 3 points udsving i reguleringspristallet ud over 103 (januar 1988=100) forhøjes eller nedsættes det i pkt. 1 anførte beløb med 42,35 kr. og det i pkt. 2 anførte beløb med 31,75 kr.
6. De under pkt. 1-4 som reguleret efter reglerne i pkt. 5 anførte beløb udbetales med virkning fra 1. oktober 1988 med 70 pct. af beløbene.
Forstandere
7. Til forstandere ydes et beløb som godtgørelse for arbejde på ubekvemme tidspunkter på 4.100 kr.
8. For hver fulde 3 points udsving i reguleringspristallet ud over 103 (januar 1988=100) forhøjes eller nedsættes det i pkt. 7 anførte beløb med 20,15 kr.
9. Det under pkt. 7, som reguleret efter reglerne i pkt. 8, anførte beløb udbetales med virkning fra 1. april 1988 med 70 pct. af beløbet.
10. Punkterne 1-6 har virkning fra 1. oktober 1988. Punkterne 7-9 har virkning fra 1. april 1988.
Ulempegodtgørelse
til
lærere og forstandere ved
efterskoler og ungdomskostskoler
Lærere
1. Til fuldtidsbeskæftigede lærere ved efterskoler og ungdomskostskoler ydes et beløb som godtgørelse for arbejde på ubekvemme tidspunkter på 10.220 kr. årlig.
2. Til kvotaansatte lærere udbetales beløbet med en kvota af det under pkt. 1 anførte beløb for en fuldtidsbeskæftiget.
3. For hver fulde 3 points udsving i reguleringspristallet ud over 103 (januar 1988=100) forhøjes eller nedsættes det i pkt. anførte beløb med 50,35 kr.
4. De under pkt. 1 og 2 som reguleret efter reglerne i pkt. 3 anførte beløb udbetales med virkning fra 1. oktober 1988 med 70 pct. af beløbene.
Forstandere
5. Til forstandere ydes et beløb som godtgørelse for arbejde på ubekvemme tidspunkter på 4.100 kr. årlig.
6. For hver fulde 3 points udsving i reguleringspristallet ud over 103 (januar 1988=100) forhøjes eller nedsættes det i pkt. 5 anførte beløb med 20,15 kr.
7. Det under pkt. 5, som reguleret efter reglerne i pkt. 6, anførte beløb udbetales med virkning fra 1. april 1988 med 70 pct. af beløbet.
8. Punkterne 1-4 har virkning fra 1. oktober 1988. Punkterne 5-7 har virkning fra 1. april 1988.