Legislator Case Law & Legislation
C19890332060 DK

Vejledende retningslinier for kassernes administration af sager vedrørende medlemmer, der er eller har været beskæftiget i samleverens virksomhed

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1989 3320 Historic

Vejledende retningslinier for kassernes administration af sager vedrørende medlemmer, der er eller har været beskæftiget i samleverens virksomhed

Som følge af ændringerne i direktoratets bekendtgørelse om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed (rådighedsbekendtgørelsen), der træder i kraft den 1. juni 1989, har direktoratet ændret de vejledende retningslinier for kassernes administration af sager vedrørende medlemmer, der er eller har været beskæftiget i samleverens virksomhed.

A. Optagelse

1. Som lønmodtager

Det afhænger af en konkret vurdering, om beskæftigelse i en virksomhed, der drives af pågældendes samlever, kan betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens betydning.

Der henvises i denne forbindelse til direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse.

Det må i hvert enkelt tilfælde påses, at medlemmets løn- og ansættelsesvilkår i virksomheden er i overensstemmelse med de vilkår, der gælder for pågældende eller tilsvarende arbejde. Foreligger der dokumentation herfor samt for, at der er indbetalt kildeskat, bidrag til ATP m.v., må det anses for hovedreglen, at beskæftigelsen kan anerkendes som lønarbejde i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelser.

2. Som selvstændig

Et medlem, der har hovedbeskæftigelse i samleverens virksomhed, optages i en arbejdsløshedskasse for selvstændig erhvervsdrivende, såfremt betingelserne for at anse medlemmet som lønmodtager ikke er opfyldt.

B. Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed og arbejdskravet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 55

Det anførte under afsnit A gælder også ved vurderingen af

- om medlemmet på grund af sin beskæftigelse i samleverens virksomhed er omfattet af det skærpede arbejdskrav, jf. direktoratets bekendtgørelse om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, der under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, og

- om medlemmets ansættelse i samleverens virksomhed kan anses for arbejde i relation til § 55 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

C. Retten til dagpenge

1. Som lønmodtager

a. Fuld ledighed

Anmodes der om dagpenge ved fuld ledighed fra samleverens virksomhed, skal der foretages en undersøgelse af årsagen til ophøret. Såfremt denne - sammenholdt med medlemmets øvrige forhold - giver anledning til tvivl, skal kassen foretage en konkret rådighedsvurdering, hvori der indgår årsagen til arbejdsophøret sammenholdt med medlemmets hidtidige - og eventuelt fortsatte - tilknytning til virksomheden.

Hvis medlemmets ledighed skyldes, at samleverens virksomhed er ophørt - eller direktoratets bekendtgørelse om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - vil der ikke være tvivl om, at medlemmet er fuldt ledigt.

Som udgangspunkt vil fuld ledighed heller ikke give anledning til tvivl, når medlemmet fremlægger dokumentation for, at ledigheden fra samleverens virksomhed skyldes et af følgende forhold

- medlemmets hidtidige arbejdsfunktion er bortfaldet mere end midlertidigt,

- medlemmets personlige arbejde er overtaget mere end midlertidigt af anden arbejdskraft end samleveren på grund af enten virksomhedens behov for særlige, faglige kvalifikationer eller virksomhedens ændrede ejerforhold, eller

- samlivet med samleveren er ophævet.

Pr. 1. juli 1989 udvides ophørsbekendtgørelsens § 4. Der henvises herom til den ændrede § 4, stk. 2 og 3 (regelsamlingens emne nr. 3.31137).

I øvrige tilfælde af fuld ledighed fra virksomheden, der fortsættes af samleveren i uændret form, foretages en konkret rådighedsvurdering, hvori indgår oplysninger om karakteren af medlemmets arbejde og om omfanget/arten af medlemmets hidtidige tilknytning til andre arbejdspladser.

Er der herefter tvivl om rådigheden, vil kassen kunne meddele medlemmet, at sagen vil blive taget op igen efter en frist på f.eks. 3 måneder, og at dagpengeretten vil bortfalde, hvis der på dette tidspunkt ikke kan fremskaffes dokumentation for rådigheden.

Ved fristens udløb foretages en fornyet rådighedsvurdering. Kan medlemmet ikke anses for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, skal kassen stoppe dagpengeudbetalingen, jf. rådighedsbekendtgørelsens § 14, stk. 1.

Ifølge rådighedsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, kan et fuldtidsforsikret medlem igen få ret til dagpenge efter mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger, hvis arbejdet er udbudt på almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Et deltidsforsikret medlem kan ligeledes i medfør af § 14, stk. 3, igen få ret til dagpenge, når medlemmet i en 10-ugers-periode har haft mindst 150 timers arbejde.

Er den manglende rådighed begrundet i medlemmets fortsætte interessefællesskab vedrørende samleverens virksomhed, vil medlemmet dog - uanset rådighedsbekendtgørelsens § 14, stk. 2 - få ret til dagpenge fra det tidspunkt, hvor samleveren efterfølgende ophører med at drive virksomheden, såfremt medlemmet i øvrigt opfylder rådighedsbetingelserne på dette tidspunkt.

b. Delvis ledighed eller midlertidig fuld ledighed

Ved delvis eller midlertidig fuld ledighed fra samleverens virksomhed vil medlemmet ikke opfylde rådighedsbetingelserne på grund af sin fortsatte, nære tilknytning til virksomheden, jf. rådighedsbekendtgørelsens § 12, nr. 5.

2. Som selvstændig

For en samlevende, der ifølge afsnit A anses for selvstændig erhvervsdrivende som indehaver, gælder i enhver henseende de for selvstændige erhvervsdrivende fastsatte regler.

Denne vejledning træder i stedet for direktoratets vejledning af 30. marts 1988 (emnenr. 3.31130 og 3.31137), der hermed bortfalder.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 31. maj 1989

BIRGER STEIN

/Hanne Knudsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →