Legislator Case Law & Legislation
C19890326160 DK

Vejledning om Vurdering af løft (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1989 3261 Historic

Vejledning om Vurdering af løft (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)

Efter arbejdsmiljølovgivningen må løft ikke medføre fare for sikkerhed og sundhed.

Denne At-meddelelse oplyser om, hvordan belastningen ved løft

vurderes, samt hvordan sundhedsskadelige løft kan undgås.

Belastninger ved løft

Løft belaster kroppens led, muskler og sener, herunder især ryggens strukturer. Under selve løftet øges trykket i rygsøjlens led (disci), ligesom muskler og sener omkring rygsøjlen spændes. Denne belastning øges, jo længere byrdens tyngdepunkt ligger fra kroppen.

Ved tunge løft og ved hyppigt gentagne løft belastes desuden hjerte og kredsløb, fordi kroppens behov for ilt og næring øges.

Løft kan medføre skader enten som følge af, at belastningen er stor, uventet eller uvant, eller som følge af belastning over lang tid.

Skader forårsaget af løft kan bl.a. være: diskusprolaps, hold i ryggen, slidgigt, muskel- og senelidelser, uspecifikt rygbesvær, knoglebrud og forstuvninger, samt kredsløbsbesvær.

Vurdering af løft

Udgangspunktet for vurderingen af et løft skal tages i byrdens vægt og dens afstand fra kroppen under løftet. Til støtte for denne vurdering er skemaet s. 3 udarbejdet.

Derudover skal der i vurderingen tages højde for en række øvrige faktorer, som enkeltvis eller i kombination kan forværre belastningen. Disse faktorer er beskrevet senere i At-meddelelsen.

Vægt og rækkeafstand

Rækkeafstanden gange byrdens vægt er et udtryk for den ydre belastning på ryggen. Vurderingsskemaet indeholder nogle anvisninger for, hvornår denne belastning må anses for sundhedsskadelig.

Skemaet bygger bl.a. på biomekaniske beregninger, og det viser nogle grænser for forsvarlige belastninger, der kan betragtes som vejledende for en stor del af erhvervsaktive og raske mennesker under forudsætning af, at løftet foregår under absolut optimale forhold.

Der skelnes mellem følgende 3 rækkeafstande

- løft tæt ved kroppen (ca. 15-20 cm)

- løft i underarmsafstand (ca. 30 cm)

- løft i 3/4 arms afstand (ca. 45 cm)

Løft i længere rækkeafstand fra kroppen omfattes ikke af skemaet.

Disse løft vil normalt være sundhedsskadelige og bør altid vurderes særskilt.

Rødt område

Hvis et løft medfører en belastning, der befinder sig i det røde område, er det klart sundhedsskadeligt.

Gult område

Hvis løftet medfører en belastning, der befinder sig i det gule område, må der foretages en nærmere vurdering af øvrige og eventuelt forværrende faktorer for at afgøre, om løftet er sundhedsskadeligt (se senere).

Skema til vurdering af byrdens vægt i relation til rækkeafstanden.

I den øverste del af det gule område er løftet kun acceptabelt, hvis det udføres under optimale forhold. Det vil sige, at løftet foregår midt foran kroppen, mellem midtlår- og albuehøjde, at byrden er beregnet til håndtering, at der er mindst 2 minutter mellem løftene, at der ikke udføres bæring over længere tid, og at fodfæstet er stabilt og klimaet passende.

I den midterste del af det gule område er antallet og graden af forværrende faktorer afgørende for, om et løft kan være sundhedsskadeligt.

Er belastningen ved løftet i nærheden af det grønne område, skal der normalt altid være flere belastende faktorer til stede, for at løftet betragtes som sundhedsskadeligt. I nogle tilfælde kan en enkelt faktor, fx arbejdsstillingen, være så belastende, at den medfører fare for sundhedsskade.

Grønt område

Hvis belastningen ved løftet befinder sig i det grønne område, og der er mindst 2 minutter mellem hvert løft, vil løftet normalt ikke være forbundet med sundhedsrisiko på grund af selve løftet. Andre faktorer kan dog samtidig være uacceptable og skal forebygges. Det gælder fx dårlige arbejdsstillinger, stor samlet belastning m.m.

Er der mindre end 2 minutter mellem hvert løft, skal det nærmere vurderes, og antal og grad af forværrende forhold - her især løftefrekvensen - afgør, om løftet er sundhedsskadeligt.

Forværrende faktorer

Forværrende faktorer optræder især i forbindelse med

Arbejdsstillingen og -bevægelsen under løftet. Foregår arbejdet fx i vredet, foroverbøjet eller sidebøjet stilling, med hænderne over skulderhøje, eller under midtlårhøjde, er det forværrende faktorer. Det samme gælder for løft fra lave højder, fordi det ikke kun er byrden, der løftes, men også hele overkroppen. Den forværrende belastning vil bl.a. afhænge af graden af foroverbøjning, vridning, samt hvor længe arbejdsstillingerne holdes - enkeltvis og sammenlagt over hele arbejdsdagen.

Dårlige arbejdsstillinger kan skyldes snævre pladsforhold og uhensigtsmæssig indretning, bl.a. løftehøjde og byrdens placering.

Løft fra siden eller løft med een hånd. Dette er en forværrende faktor, fordi ryggen herved belastes ca. dobbelt så meget som ved løft med to hænder midt foran kroppen.

Snævre pladsforhold, uhensigtsmæssig indretning eller byrdens udformning kan være årsag til, at løft foregår fra siden eller med een hånd.

Løfter flere personer en byrde sammen, kan det også udgøre en forværrende faktor. Belastningen ved løftet er ikke lig med den halve byrdevægt, fordi personerne belastes forskelligt, bl.a. afhængigt af individuelle størrelsesforskelle og arbejdsteknik.

Hyppigt gentagne eller langvarige løft. Ved sådanne løft kan belastningen være sundhedsskadelig, selv om enkeltløftet ikke er det. Det er derfor væsentlige faktorer, hvor hyppigt der løftes, hvor langvarigt det enkelte løft er, hvor meget der samlet løftes på en arbejdsdag, og hvor stor en del af arbejdsdagen der udføres løftearbejde.

Dårlig tilrettelæggelse af et arbejde kan være årsag til forværrende faktorer af denne art.

Risiko for uventede belastninger. Dette er en vigtig faktor, fordi uventede belastninger dels kan medføre akutte skader, dels medvirke til nedslidning på længere sigt.

Uventede belastninger kan fx opstå ved løft af byrder med ukendt vægt, hvis byrden hænger fast eller ved dårligt fodfæste.

Af øvrige forværrende faktorer skal nævnes

- løft, hvor byrdens form og gribbarhed er uhensigtsmæssig, eller hvor byrden kan gå i stykker

- løft, der startes med et ryk

- løft kombineret med vibrationer, fx vibrerende værktøj/maskiner

- fremmedstyret løft, fx ved samlebånd eller ved maskine med fast takt

- løft, der forgår i kulde, træk eller fugt

- løft udført med manglende rutine og manglende arbejdsteknik

- løft, der indgår i et arbejde, som i øvrigt er rygbelastende

- løft udført på ustabilt, glat eller hårdt underlag.

Foranstaltninger

Sundhedsskadelige løft kan undgås ved en fornuftig planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet, brug af egnede tekniske hjælpemidler, samt hensigtsmæssig indretning af arbejdspladsen.

Det bør derfor ved planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet navnlig tilstræbes, at

- der anvendes egnede tekniske hjælpemidler

- der mellem hvert løft er tid til at afspænde muskler og led

- den samlede vægt, der løftes, er så lille som muligt

- løftet er af så kort varighed som muligt

- den enkelte byrde, der skal håndteres, om muligt tilpasses, så den er af begrænset vægt, let at få fat på, og ikke på grund af form eller omfang hindrer udsyn.

Der skal i nødvendigt omfang være egnede tekniske hjælpemidler til rådighed ved arbejdet.

Hjæpemidlerne skal

- være til stede i tilstrækkeligt antal og hensigtsmæssigt placeret i forhold til arbejdet

- være udformet hensigtsmæssigt, således at hjælpemidlet fjerner eller mindsker belastningen

- være holdt vedlige. En fast procedure for vedligeholdelse kan sikre dette.

Arbejdsstedets indretning skal så vidt muligt være hensigtsmæssigt i forhold til den fysiske belastning ved arbejdet. Dette gælder alle dele af arbejdsstedet, der har betydning for løftearbejdets udførelse, placering i arbejdsgangen, samt fast og løst inventar. Det skal herunder så vidt muligt sikres

- at der er gode pladsforhold, både i forhold til arbejdets udførelse og til inventar, tekniske hjælpemidler, samt udsyn

- at inventar er udformet hensigtsmæssigt i forhold til arbejdet og til den, der skal bruge det

- at rækkeafstanden under hele løftet, d.v.s. fra der gribes om byrden, til den sættes, er så lille som mulig

- at arbejdshøjen kan tilpasses, så arbejdet foregår i gode arbejdsstillinger, d.v.s. byrden skal befinde sig tæt på kroppen, mellem midtlår- og albuehøjde, så der ikke kommer vrid og bøjning af ryggen

- at løft fra siden og eenhåndsløft undgås eller begrænses

- at underlaget er jævnt, stabilt, skridsikkert og støddæmpende samt fri for generende genstande

- at belysningen er hensigtsmæssig i forhold til arbejdets art, arbejdspladsens placering og rummet i almindelighed

- at klimaforholdene, lufttemperaturen, kulde/varmestråling, lufthastighed og luftfugtighed, er passende.

Arbejdsbeklædningen må ikke hindre hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser samt skal kunne tilpasses de klimatiske forhold.

Personlige værnemidler skal være udformet hensigtsmæssigt i forhold til bevægelsesfrihed og vægtbelastning.

Instruktion

- ansatte, der udfører løftearbejde, skal modtage tilstrækkelig instruktion og oplæring i brug af tekniske hjælpemidler og i arbejdsteknik

- instruktion i arbejdsteknik bør gives dels som teori, dels som en afprøvning under de faktiske arbejdsforhold.

Erik Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →