Legislator Case Law & Legislation
C19890321860 DK

At-meddelelse nr. 3.02.5, april 1989, erstatter september 1989 Vejledning om arbejde med stoffer og materialer

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1989 3218 Historic

At-meddelelse nr. 3.02.5, april 1989, erstatter september 1989 Vejledning om arbejde med stoffer og materialer

Denne At-meddelelse oplyser om de alminelige krav, der efter arbejdsmiljølovgivningen og arbejdstilsynets praksis stilles til arbejde med stoffer og materialer, og der gives vejledning om, hvordan kravene kan opfyldes.

Stoffer og materialer kan være faste, flydende eller luftformige. De kan indgå i en fremstillingsproces, være en del af et produkt, indgå i en proces som et hjælpemiddel eller opstå som et biprodukt ved en proces.

For visse stoffer og materialer gælder særlige bestemmelser, som ikke er omtalt i denne At-meddelelse. Det gælder fx arbejde med asbest, epoxy, malevarer og bly samt svejsearbejde.

Nogle stoffer og materialer er omfattet af regler om blandt andet brugsanvisning samt om, at stoffet eller materialet skal erstattes af et mindre farligt stof eller materiale (substitution). Disse regler er omtalt nærmere i At-meddelelse nr. 3.02.1 om stoffer og materialer, nr. 3.02.2 om brugsanvisning for stoffer og materialer og nr. 3.02.3 om anmeldelse af stoffer og materialer.

Miljøministeriet har fastsat regler for emballering og mærkning af visse farlige stoffer og materialer. For arbejde med stoffer og materialer gælder generelt, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er forsvarligt. Heri ligger,

at unødig påvirkning fra stoffer og materialer skal undgås

at påvirkninger fra stoffer og materialer under arbejdet skal nedbringes så meget, som det er teknisk rimeligt

at fastsatte grænseværdier skal overholdes.

Desuden skal fare for brand eller eksplosion forebygges.

Om grænseværdier og deres brug henvises til At-anvisning nr. 3.1.0.2 om grænseværdier for stoffer og materialer.

Planlægning og tilrettelæggelse

Arbejde med stoffer og materialer skal planlægges for at sikre mod unødig påvirkning. Ved planlægningen skal man forsøge at forudse ulykkes- og sundhedsfarer, og fastlægge foranstaltninger til at imødegå farerne. Virksomhedens sikkerhedsorganisation skal inddrages i planlægningen.

Planlægningen skal omfatte

- forberedelse af arbejdet

- det egentlige arbejde

- rengøring, eftersyn, reparation

- bortskaffelse af affald

- forholdsregler ved uheld.

Før et stof eller materiale tages i brug, skal arbejdsgiveren sikre sig tilstrækkelige oplysninger om stoffets eller materialets egenskaber. Oplysningerne kan normalt fås hos leverandøren, blandt andet i form af brugsanvisning eller teknisk datablad.

Arbejdsgiveren skal blandt andet undersøge

- om stoffet eller materialet er omfattet af reglerne om, at stoffet eller materialet skal erstattes af et mindre farligt (substitution) og om brugsanvisning, se At-meddelelse nr. 3.02.1.

- om der er forbud imod eller særlige regler for det påtænkte stofs eller materiales anvendelse til formålet

- om der foreligger en begrænsning i personkredsen, der må omgås det påtænkte stof eller materiale

- om arbejdet med stoffet eller materialet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Ved planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet skal der tages hensyn til arbejdsstedets indretning. Arbejdsrum skal være forsvarligt indrettede efter arbejdets art. Forurenende processer eller arbejdsoperationer skal så vidt muligt adskilles fra andre, eventuelt henlægges til særlige rum.

Hvor der arbejdes med støvende eller sundhedsfarlige stoffer og materialer, skal gulve, vægge og lofter være lette at holde rene.

Det er hensigtsmæssigt, at virksomheden fører et internt register over, hvilke stoffer og materialer der anvendes, og til hvilke formål. Antallet af forskellige stoffer og materialer i en virksomhed bør begrænses mest muligt. Undgå at bruge forskellige stoffer eller materialer til samme formål, og vælg det mindst farlige.

Rester af stoffer og materialer, der ikke mere bruges, bør bortskaffes.

Hvordan undgås påvirkninger?

Påvirkninger fra stoffer og materialer kan forekomme ved

- kontakt med hud eller øjne

- indånding

- indtagelse gennem munden.

Påvirkninger fra stoffer og materialer kan undgås eller nedbringes ved

- fjernelse af et farligt stof eller materiale, eller erstatning (substitution) med et ufarligt eller mindre farligt

- indkapsling af stoffet (materialet) eller processen

- etablering af udsugning (hvis stoffet, materialet eller processen afgiver luftforurening (gas, dampe, tåge (aerosoler), røg eller støv).

- brug af personlige værnemidler.

Ved planlægning og tilrettelæggelse skal mulighederne for at imødegå påvirkninger søges udnyttet i den nævnte rækkefølge.

Kan et farligt stof eller materiale ikke fjernes eller erstattes med et ufarligt, skal der træffes foranstaltninger, så påvirkninger undgås eller nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyn til den tekniske udvikling.

Foranstaltninger kan normalt anses for at være teknisk rimelige, når de svarer til god praksis i branchen eller god praksis ved tilsvarende processer i andre brancher. I vurderingen af, hvad der er teknisk rimeligt indgår også, om processen er kontinuerlig eller jævnlig gentagen, eller den kun udføres yderst sjældent eller lejlighedsvist, som fx visse rensnings- og reparationsarbejder eller en prøvefabrikation.

Det er bedst, hvis stoffet (materialet) eller processen kan indkapsles i et lukket system.

Hvis indkapsling i lukket system ikke er mulig, skal påvirkninger hindres eller nedbringes ved hensigtsmæssigt valg af metode og hjælpemidler. Påvirkning fra luftforureninger skal hindres eller nedbringes ved udsugning. Det er mest effektivt, at forureningen fjernes ved udsugning så tæt som muligt ved udviklingsstedet. På faste arbejdssteder er dette et krav.

Udsugningen skal indrettes efter forholdene og forureningens art, så luftforureningen gribes af luftstrømmen og hindres i at nå indåndingszonen. Ofte vil det være hensigtsmæssigt at kombinere udsugningen med en afskærmning eller (delvis) indkapsling.

Tæt ved udviklingsstedet er luftforureningen størst. Påvirkningen kan derfor normalt nedbringes ved at øge afstanden mellem personen og udviklingsstedet. Samme virkning kan opnås ved at anbringe en skærm (eventuelt gennemsigtig) mellem personen og udviklingsstedet.

Ved indretning af udsugning skal man være opmærksom på, at der kan være andre luftbevægelser omkring arbejdspladsen, som kan gøre udsugningen mindre effektiv. Det kan blandt andet være luftstrømme fra døre og vinduer, fra trafik i lokalet eller luftbevægelser, som skyldes temperaturforskelle. For eksempel kan legemsvarmen i nogle tilfælde give luftbevægelser, som kan føre forureningen op til personens indånding.

Man skal også være opmærksom på, om de udsugede luftblandinger kan være brand- eller eksplosionsfarlige.

Udsugningen skal have afkast til det fri, eventuelt efter en rensning. Miljøstyrelsen fastsætter, hvor forurenet den afkastede luft må være.

Den udsugede luft skal erstattes med frisk luft, der skal tilføres på en sådan måde og have en sådan temperatur, at den ikke giver trækgener.

I øvrigt henvises til At-meddelelse nr. 1.01.8 om ventilation.

Hvis påvirkning fra stoffer og materialer ikke kan undgås eller nedbringes tilstrækkeligt på anden måde, skal der - som sidste udvej - anvendes personlige værnemidler eller særligt arbejdstøj, der effektivt værner mod faren. Det kan fx være

- beskyttelseshandsker

- forklæde eller særligt arbejdstøj

- beskyttelsesdragt

- øjenværn (briller eller ansigtsskærm)

- åndedrætsværn.

Personlige værnemidler kan i særlige tilfælde benyttes som eneste foranstaltning. Det gælder fx visse reparationsarbejder.

Personlige værnemidler skal være egnede til den aktuelle opgave, og de skal passe til brugeren.

Leverandører af farlige stoffer og materialer skal i brugsanvisningen give de oplysninger, der er nødvendige for, at leverandøren af de personlige værnemidler kan levere effektivt udstyr.

Brugeren af et personligt værnemiddel skal være omhyggeligt instrueret i brugen.

Der henvises til At-meddelelse nr. 4.09.1 om åndedrætsværn og nr. 4.09.3 om øjenværn.

Transport og opbevaring af stoffer og materialer skal tilrettelægges, så unødig spredning undgås. Transport og opbevaring bør så vidt muligt ske i lukkede systemer eller lukkede beholdere (original emballage). Transportvejen bør være så kort som muligt.

I arbejdsrum bør der kun opbevares begrænsede mængder af sundhedsfarlige eller brand- og eksplosionsfarlige stoffer og materialer. Justitsministeriet har regler for transport og opbevaring af blandt andet brandfarlige væsker.

Tekniske hjælpemidler, der brugs ved opbevaring, transport, processer eller arbejde med stoffer og materialer, skal kunne modstå påvirkningerne fra de stoffer og materialer, de kommer i berøring med. De tekniske hjælpemidler skal være indrettet, så de kan betjenes uden fare for sikkerhed eller sundhed.

Apparater, beholdere m.v. bør være udformet så de er lette at holde rene.

Rengøring af maskiner, redskaber, anlæg og lokaler skal med i planlægningen.

Rengøringsmidler og metoder skal vælges med omhu, så unødig påvirkning undgås. Man skal blandt andet være opmærksom på, om rengøringsmidlet kan danne farlige forbindelser med de stoffer og materialer, der i øvrigt forekommer. Man skal så vidt muligt undgå rengøringsmetoder, hvor der dannes luftforurening, fx sprøjtetåge (aerosoler), støv eller sundhedsfarlige dampe.

Også ved rengøringsarbejdet skal der træffes passende foranstaltninger til at nedbringe påvirkningerne. Det vil ofte være nødvendigt at bruge personlige værnemidler.

Eftersyn, vedligeholdelse og reparation af bygninger, anlæg og hjælpemidler skal planlægges og tilrettelægges, så unødig påvirkning fra stoffer og materialer undgås. De foranstaltninger (afskærmning, udsugning m.v.), der i det daglige sikrer de beskæftigede mod sundhedsskadelige påvirkninger, vil ofte være utilstrækkelige eller uanvendelige under eftersyn, rensning, vedligeholdelse eller reparationsarbejde. Der skal derfor normalt træffes særlige foranstaltninger, eventuelt bruges personlige værnemidler.

Affald. Håndtering og bortskaffelse af affald skal planlægges og tilrettelægges, så unødig påvirkning undgås.

Spredning og forurening skal begrænses, fx ved at bruge affaldsbeholdere med låg. Det kan være nødvendigt med udsugning.

Kemikalieaffald må ikke hældes i kloakken eller blandes ukritisk i affaldsbeholdere. Miljøministeren har regler for bortskaffelse og destruktion.

Tom emballage forurenet med farlige kemikalier skal håndteres og bortskaffes som kemikalieaffald. Emballage må kun genbruges, hvis den er effektivt renset for kemikalierester eller sådanne rester med sikkerhed er uskadelige ved genbrug.

Beredskabsplaner. Ved planlægningen af arbejde med stoffer og materialer skal det også fastlægges, hvilke forholdsregler, der skal træffes, hvis der sker uheld ,fx udslip eller spild .

Nødhjælpsudstyr. Der skal være nødhjælpsudstyr til rådighed, hvor der kan opstå behov for det. Fx nødbruser, hvor der er risiko for forbrænding, ætsning eller oversprøjtning med sundhedsfarlige stoffer og materialer, eller øjenskylleudstyr, hvor der er risiko for at få stænk i øjnene. Nødhjælps- og beredskabsudstyr skal jævnligt kontrolleres.

Arbejdets udførelse

Når planlægningen er gennemarbejdet, er det hensigtsmæssigt at fastholde væsentlige dele heraf i en skriftlig vejledning for arbejdsprocessen/processernes udførelse. Brugsanvisning for det enkelte stof eller materiale kræves, hvis stoffet eller materialet er omfattet af de særlige regler for farlige stoffer og materialer, se At-meddelelse nr. 3.02.2 om brugsanvisning for stoffer og materialer.

Vejledningen, brugsanvisninger og foranstaltninger skal holdes a jour med ændringer i leverandørens brugsanvisning og andre oplysninger, og med indvundne erfaringer af sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning.

De foranstaltninger, som planlægningen har vist er nødvendige, skal iværksættes inden arbejdet påbegyndes.

Arbejdet skal i alle led udføres forsvarligt, så unødig påvirkning undgås. Arbejdsgiveren eller dennes repræsentant skal gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med arbejdet. Arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Hvor brugsanvisning er krævet, skal den være tilgængelig for de ansatte.

Arbejdsgiveren skal sørge for effektivt tilsyn med, at arbejdet udføres forsvarligt.

Arbejde med stoffer og materialer skal udføres med omtanke og med korrekte arbejdsmetoder og hjælpemidler. Det er særlig vigtigt, hvor de tekniske foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at udelukke påvirkninger fra stofferne.

Fx skal man ved håndtering af væsker uden for lukkede systemer undgå sprøjt og stænk eller afdampning fra store overflader. Ved håndtering af faste stoffer skal man undgå støvdannelse uden for områder med effektiv udsugning.

Man skal være opmærksom på eventuel fare for brand og eksplosion.

Orden og ryddelighed har stor betydning for sikkerheden ved arbejde med stoffer og materialer. Unødig påvirkning fra spild og støv skal undgås, blandt andet ved passende rengøring.

Udsugnings- og ventilationsanlæg skal holdes rene, og effektiviteten skal jævnligt kontrolleres.

Personlige værnemidler .Hvor arbejdet ikke kan udføres forsvarligt på anden måde, skal der bruges personlige værnemidler fx åndedrætsværn. Arbejdsgiveren skal sørge for, at egnede personlige værnemidler er til rådighed, og at de vedligeholdes. Den ansatte skal bruge værnemidlet, hvor det er påkrævet.

Personlig hygiejne .Hudkontakt med stoffer og materialer skal så vidt muligt undgås. Det er vigtigt, at forurenet hud renses omhyggeligt. Rensning skal ske omgående efter hudkontakt med blandt andet giftige, ætsende eller allergifremkaldende stoffer og materialer.

Hold huden hel og smidig. Brug en mild sæbe og fugtighedscreme.

Velfærdsforanstaltninger .Se At-meddelelse nr. 1.01.3 om garderober og omklædningsrum, nr. 1.01.4 om vaskeindretninger og nr. 1.01.6 om spiseplads.

Erik Andersen

---------------------------------------------------------------------

Baggrund

- Bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og aterialer.

- Bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.

- Bekendtgørelse nr. 32 af 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler efter lov om arbejdsmiljø.

- Bekendtgørelse om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden (Ikraftholdelsesbekendtgørelsen).

---------------------------------------------------------------------

Nummer og dato på nævnte bekendtgørelser findes i At-meddelelse nr. 0.02.1, der indeholder en fuldstændig fortegnelse over gældende love, bekendtgørelser og At-anvisninger om arbejdsmiljø.

---------------------------------------------------------------------

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →