Cirkulæreskrivelse om blanket til meddelelse om giftige stoffer og produkter. (* 1) (* 2) (* 3)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om blanket til meddelelse om giftige stoffer og produkter. (* 1) (* 2) (* 3)
I. Orientering
Lov om kemiske stoffer og produkter, (Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 574 af 26. august 1987) § 25, pålægger virksomheder, der fremstiller eller anvender giftige stoffer og produkter, at meddele dette til Arbejdstilsynet og pålægger virksomheder, der importerer eller sælger giftige stoffer og produkter en gros, at meddele dette til Miljøstyrelsen.
Meddelelsen skal ifølge Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 662 af 14. oktober 1987, § 23, ske på en meddelelsesblanket i 3 udfyldte eksemplarer. Der vedlægges et antal eksemplarer af denne blanket, der afløser den hidtil anvendte.
Virksomhederne kan rekvirere meddelelsesblanketterne på politistationer og i de lokale arbejdstilsynskredse.
Meddelelsesblankettens punkt 1, 2, 3 og 4 handler om virksomheders fremstilling og anvendelse af giftige stoffer og produkter.
Såfremt punkterne 1-4 er udfyldt, sender virksomheden meddelelsen i 3 udfyldte eksemplarer og en frankeret returkuvert til den lokale arbejdstilsynskreds. Meddelelsens side 1 er til virksomheden, som opbevarer den som bevis for retten til at besidde gifte. Første genpart er til den lokale tilsynskreds.
Anden genpart er til Miljøstyrelsen.
Meddelelsens punkt 5 handler om virksomheders import og salg af giftige stoffer og produkter en gros. Såfremt punkt 5 er udfyldt, sender virksomheden meddelelsen i 3 udfyldte eksemplarer til Miljøstyrelsen. Meddelelsens side 1 er til virksomheden.
Første genpart er til Miljøstyrelsen selv. Anden genpart er til den lokale tilsynskreds.
Det nye i ordningen er, at Miljøstyrelsen og Arbejdstilsynet får kendskab til henholdsvis fremstilling/anvendelse og import/salg en gros af giftige stoffer og produkter.
II. Instruktion.
1. Kredsene skal udlevere meddelelsesblanketten til de virksomheder, der retter henvendelse herom.
Kredsen kan bestille meddelelsesblanketterne i tryksagsafdelingen. Gamle blanketter makuleres.
2. Når kredsen modtager en meddelelsesblanket om giftige stoffer og produkter fra en virksomhed, skal kredsen besøge virksomheden, såfremt kredsen ikke er bekendt med, om virksomheden omgås gifte sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Finder kredsen, at forholdene på virksomheden er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, underskrives og stemples meddelelsen.
Meddelelsens side 1 sendes i returkuvert til virksomheden.
Første genpart lægges i kredsens sagsmappe for virksomheden.
Anden genpart sendes til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K.
3. Før påtegning af giftmeddelelser til indkøb af receptpligtige lægemidler, der tænkes anvendt til anden brug, som f.eks. kreolin (cresol) og kaliumbromid, bør kredsen spørge anmelderen om, hvilket formål giften ønskes anvendt til. Hvis formålet alene er behandling af sygdomme hos dyr og mennesker, skal kredsen afslå at påtegne anmeldelsen.
Er formålet at benytte det receptpligtige lægemiddel til anden erhvervsmæssig anvendelse, skal kredsen påtegne anmeldelsen.
4. Ved påtegning af giftmeddelelser fra pelsdyravlere skal kredsen sikre sig, at der er tale om avlere, som regelmæssigt anvender gift til aflivning. Regelmæssigt betyder i denne sammenhæng mindst en gang årligt.
5. Når kredsen modtager en genpart af en godkendt meddelelsesblanket fra Miljøstyrelsen om import og salg af giftige stoffer og produkter en gros, lægges den i kredsens sagsmappe for virksomheden, evt. efter besøg på virksomheden.
III. Ikrafttræden
Straks.
14. februar 1989
Erik Andersen