Cirkulære om retningslinier for den regionale administration af uddannelsestilbud (UTB) (Til AF-regionscheferne, UTB-udvalgene og øvrige regionale og lokale arbejdsmarkedsmyndigheder og uddannelsesinstitutioner)
Table of Provisions (35)
Statutory Text (35 Articles)
Bilag 1
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 Indledning
Kapitel 1
Indledning
De ændringer af lovgivningen om arbejdstilbud til ledige, der blev vedtaget den 16. december 1988 til ikrafttræden 1. januar 1989, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. februar 1989, samt Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989 (om den regionale administration af uddannelsestilbud), indebærer, at hovedansvaret for tilvejebringelsen af uddannelsestilbud (UTB) fra 1. januar 1990 placeres regionalt.
I Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989 er fastlagt de organisatoriske rammer og hovedopgaver for den regionale UTB-administration, navnlig UTB-udvalgene. I nærværende cirkulære fastlægges de nærmere retningslinier for den regionale UTB-administrations arbejde.
Det vigtigste mål for uddannelsesindsatsen er at forebygge langtidsledighed og sikre de lediges tilknytning til arbejdsmarkedet. Det betyder, at information, vejledning, uddannelse, og øvrige foranstaltninger ikke er mål i sig selv, men midler til at opnå målet - beskæftigelse.
Væsentlige forudsætninger for at kunne skabe det bedst mulige samspil mellem udbud og efterspørgsel af uddannelsestilbud er for det første en sammenhængende information og vejledning om uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, for det andet etablering af et planlægningsgrundlag baseret på de lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedsnævnenes vurdering af arbejdsmarkedets behov, og for det tredie koordination og samarbejde på regionalt niveau om udvikling af relevante uddannelsestilbud.
I lovgivningen og i de tilhørende bekendtgørelser om arbejdstilbud, uddannelsestilbud, uddannelsesydelse, iværksætterydelse, forstærket vejledning mv. er rammerne for de nye ordninger fastlagt og de lediges rettigheder og pligter præciseret. I bilag 2 er givet en oversigt over lov, bekendtgørelser og cirkulærer af relevans for UTB-indsatsen.
Det understreges, at Arbejdsmarkedsstyrelsen med dette cirkulære fastlægger nogle minimumskrav, mål og rammer, inden for hvilke AF-regionschefen - i et samarbejde med Arbejdsmarkedsnævnene (AMN) og UTB-udvalgene - nærmere kan tilrettelægge indsatsen for de ledige.
Kapitel 1. Indledning
Bilag 2
Oversigt over gældende regler i henhold til ATB-lovgivningen
Udsendt af Arbejdsministeriet
1. Lov nr. 840 af 21. december 1988 om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og af lov om arbejdsmarkedsuddannelsesfond. (Forstærket indsat mod langvarig ledighed.)
2. Lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. februar 1989 om arbejdstilbud til ledige.
3. Bekendtgørelse nr. 292 af 2. maj 1989 om arbejdstilbud og uddannelsesydelse til ledige, der har afsluttet seneste arbejdstilbud i perioden 1. juli 1986 til 30. juni 1987, og som kan miste dagpengeretten i 1989 (overgangsordning).
4. Bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v.
5. Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989 om den regionale administration af uddannelsestilbud (UTB).
6. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 20. juli 1989 om befordringstilskud til personer der i medfør af lov om arbejdstilbud til ledige modtager uddannelsestilbud (UTB) med uddannelsesydelse.
Udsendt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen
1. Bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed. (Med vejledning af samme dato).
2. Bekendtgørelse nr. 316 af 18. maj 1989 om en a-kasses vejledningspligt over for dens medlemmer.
3. Bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid. (Med vejledning af samme dato).
Udsendt af Arbejdsmarkedsstyrelsen (tidl. Arbejdsdirektoratet)
1. AF-cirkulære nr. 20/88 af 28. november 1988 om indberetning af ledige, som kan miste dagpengeretten i 1989.
2. AF-cirkulære nr. 22/88 af 22. december 1988 om ret til iværksætterydelse før 1. arbejdstilbud.
3. AF-cirkulære nr. 24/88 af 28. december 1988 om indberetning af ledige, der kan miste dagpengeretten i 2. kvartal i 1989.
4. AF-cirkulære nr. 5/89 af 10. marts 1989 om indberetning af ledige,, som kan miste dagpengeretten i 3. kvartal i 1989.
5. AF-cirkulære nr. 8/89 af 30. maj 1989 om indberetning og vejledning af ledige medlemmer, som har afsluttet seneste arbejdstilbud efter den 30. juni 1987, og som har ret til et uddannelsestilbud.
6. AF-cirkulære nr. 9/89 af 8. juni 1989 om indberetning af ledige, som kan miste dagpengeretten i 4. kvartal i 1989.
7. AF-cirkulære nr. 11/89 af 5. juli 1989 om AF's administration som følge af ændringerne i lovgivningen om ATB m.v. pr. 1. januar 1989.
8. AF-cirkulære nr. 14/89 af 26. juli 1989 om indberetning og vejledning af ledige medlemmer, som har afsluttet seneste arbejdstilbud efter den 30. juni 1987, og som har ret til et uddannelsestilbud.
9. Bekendtgørelse nr. 605 af 15. september 1989 om arbejdstilbud til arbejdsløshedskassemedlemmer, der mister retten til supplerende (nedsatte) dagpenge, og som har ret til et arbejdstilbud. (Med tilhørende vejledning.)
10. Bekendtgørelse af 18. december 1989 om kvoteordning m.m. for uddannelse med uddannelsesydelse før 1. arbejdstilbud.
Kapitel 2 Den regionale UTB-administrations opgaver
Kapitel 2
Den regionale UTB-administrations opgaver
For at skabe det bedst mulige samspil mellem udbud og efterspørgsel af uddannelser til langtidsledige er nedsat regionale UTB-udvalg i tilknytning til arbejdsmarkedsnævnene. Det regionale UTB-udvalg har rådgivende status og afgiver indstilling til AF-regionschefen. Det forudsættes, at AF-regionschefen følger udvalgets råd og indstillinger, med mindre disse råd og indstillinger efter regionschefens principielle vurdering fører til en administration, der er i strid med de gældende rammer og retningslinier for UTB-ordningens administration jf. §§ 1 og 10 i Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989.
AF-regionschefen har det administrative og bevillingsmæssige ansvar for UTB-midlernes anvendelse.
Kapitel 2. Den regionale UTB-administrations opgaver
Bilag 3
Oversigt over deltagerugepris for de særligt udviklede UTB-forløb
I forbindelse med de i cirkulærets kapitel 7 anførte aftaleprincipper for prisfastsættelsen mellem den regionale UTB-adnministration og uddannelsesinstitutionerne, er der i nedenstående tabel anført de af Arbejdsmarkedsstyrelsen og uddannelsesdirektoraterne fastsatte UTB-priser for 1990.
UTB-priser pr. 1. januar 1990
-------------------------------------------------------------------- Deltager- Hold- ugepris størrelse -------------------------------------------------------------------- - kr. - - antal - AMS (AMU) (* 1) - Værkstedsbaseret 2.425 12 - Ikke værkstedsbaseret 1.705 12 DfE (vejledende) (* 2) - Alm. handelsskoler 1.395 12 - EDB handelsskoler 2.095 12 - Tekniske skoler 1.845 12 DfF - VUC 1.700 12 - Daghøjskoler 1.500 15 - Folkehøjskoler 1.500 15 - Produktionshøjskoler 1.700 (* 3 ) - Brancherettede kurser 1.700 15
Den gennemsnitlige deltagerugepris er beregnet under forudsætning af de anførte holdstørrelser. I det omfang de faktiske holdstørrelser afviger fra de anførte holdstørrelser, kan der mellem den regionale UTB-administration og uddannelsesinstitutionen, aftales en deltagerugepris, der afviger fra de anførte gennemsnitspriser.
Kapitel 3 Information, vejledning og introduktion
Kapitel 3
Information, vejledning og introduktion
1. Ansvaret for informations- og vejledningsopgaver m.v.
En væsentlig forudsætning for opfyldelse af hensynet til såvel de lediges ønsker og forudsætninger som arbejdsmarkedets behov er, at de ledige modtager en sammenhængende information, vejledning og introduktion til de regionalt (evt. tværregionalt) etablerede tilbud og muligheder for uddannelse og for beskæftigelse.
Arbejdsmarkedsnævnene og Arbejdsformidlingen (AF) har ansvaret for at sikre, at den ledige får relevant og sammenhængende information og vejledning om såvel vejlednings-, introduktions- og uddannelsesforløb som beskæftigelsesmuligheder.
AF's samlede vejledningsindsats fastsættes inden for rammerne af arbejdsmarkedsnævnenes prioritering af AF's ressourcer.
AF har ansvaret for - efter retningslinjer fra regionschefen - at yde den generelle information og vejledning til de ledige om arbejdstilbuds- og uddannelsestilbudsordningen. AF's informations- og vejledningsopgaver samt AF's kontaktforløb med de ledige er nærmere beskrevet i AF cirkulære nr. 11 af 5. juli 1989. UTB-udvalget kan rådgive AF-regionschefen om AF's informations- og vejledningsopgaver i forhold til UTB-målgrupperne.
A-kasserne har ansvaret for at informere om arbejdsløshedsforsikring, dagpenge, fremmøde, rådighed og 6 måneders samtalen i a-kassen. A-kasserne har med den nye § 65 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. fået en udvidet forpligtelse og ansvar for at informere og vejlede de ledige medlemmer om uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder inden for kassens faglige område, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen's bekendtgørelse nr. 316 af 18. maj 1989 om en a-kasses vejledningspligt over for dens medlemmer, som trådte i kraft den 1. juni 1989.
AMU-centrene har ansvaret for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af de såkaldte »inspirationskurser«, der er vejledningskurser af 1 eller 2 ugers varighed.
Der er mulighed for at afholde inspirationskurser andre steder end på AMU-centrene, for hermed at sikre en hensigtsmæssig geografisk spredning af inspirationskurserne. Det er dog fortsat Arbejdsmarkedsstyrelsen, der fastlægger mål, rammer og placering af inspirationskurserne, ligesom Arbejdsmarkedsstyrelsen er administrativt ansvarlige for inspirationskurserne.AMU-centrene er ansvarlige for gennemførelsen af kurserne.
Inspirationskursernes formål og indhold samt AF' s opgaver i forbindelse med oprettelse, henvisning, gennemførelse og opfølgning af inspirationskurserne er nærmere beskrevet i AF cirkulære nr. 11 af 5. juli 1989.
Det er Arbejdsmarkedsnævnet, der fastlægger, hvilke grupper af ledige, der ud fra de regionale arbejdsmarkedsforhold må anses for at være særligt udsatte og dermed bør tilbydes et inspirationskursus. Der henvises til AF cirkulære nr. 11 af 5. juli 1989.
Derudover kan uddannelsesinstitutioner, kommunale og amtskommunale institutioner og faglige organisationer tilbyde forskellige informations-, vejlednings- og introduktionsaktiviteter for ATB/UTB-målgrupperne.
Det er AF-regionschefens opgave - efter indstilling fra UTB-udvalgene og i samarbejde med de regionale organer til samordning af vejledningsindsatsen - at sikre en regional samordning af de regionale informations-, vejlednings- og introduktionstilbud til ATB/UTB-målgruppen.
For at denne opgave kan løses forudsættes det, at de regionale (tværregionale) uddannelsesudbydere løbende informerer om informations- og vejledningsaktiviteterne og aktivt bidrager til et regionalt samarbejde omkring sikringen af den nødvendige informations-, vejlednings- og introduktionsindsats over for UTB-målgrupperne.
2. Information
Informationsarbejdets indhold, form og omfang fastlægges regionalt efter gældende retningslinier for dette arbejde inden for de forskellige institutioner. Det anbefales, at de forskellige institutioner og myndigheder søger at samordne informationsindsatsen over for UTB-målgruppen for hermed at opnå en sammenhængende og effektiv informationsindsats. Som noget nyt skal der udarbejdes regionale uddannelseskataloger om de konkrete uddannelsestilbud.
Formålet med uddannelseskataloget er at etablere en samlet, ensartet og kortfattet regional oversigt over godkendte UTB. Denne oversigt skal primært bruges i forbindelse med AF-medarbejderes information og vejledning af UTB-målgrupperne, men kan også anvendes i forbindelse med a-kassernes og andre institutioners vejledningsindsats over for målgrupperne for UTB-indsatsen.
Det påhviler de uddannelsesudbydere, der afholder uddannelser/kurser med henblik på UTB, at fremstille det nødvendige informationsmateriale om de kurser/uddannelser, der er godkendt som UTB, til uddannelseskataloget. For at sikre en ensartet informationsgivning skal informationsmaterialet udvikles efter de af UTB-udvalget givne retningslinier for indhold, udformning og layout. Der skal for hvert udbudt UTB som minimum være redegjort for
1) kursets navn
2) kursustype
3) uddannelsessted/- steder
4) kontaktperson + tlf. nr.
5) kursets beskæftigelsesmæssige/evt. uddannelsesmæssige sigte
6) indhold, form, pædagogik og struktur (evt. praktik)
7) hvilke kvalifikationer/kompetence der kan opnåes (teknisk - faglige kvalifikationer, alment-faglige kvalifikationer, alment - samfundsorienterede kvalifikationer, alment - menneskelige kvalifikationer) jf. kapitel 4 afsnit 1 om indhold
8) målgruppen og evt. krav til forudgående kundskaber eller færdigheder
9) kursets varighed og ugentlige timetal med fordeling på undervisningstimer og andet
10) kursets starttidspunkt
11) holdstørrelse, antal kursuspladser
12) eventuelt afholdelse af informationsmøde.
Det påhviler AF at sikre, at uddannelseskataloget gøres tilgængeligt for de ledige, f.eks. ved at lade kataloget ligge let tilgængeligt på informationscentrene. Derudover vil kataloget indgå som et naturligt led i AF's informations- og vejledningsarbejde.
Efter nærmere aftale mellem AF-regionschefen og interesserede samarbejdsparter (a-kasser, uddannelsesinstitutioner, kommunale- og amtskommunale institutioner m.v.) kan AF fremstille yderligere eksemplarer af uddannelseskataloget. Spørgsmål om evt. dækning af omkostningerne herved aftales mellem AF og rekvirenten af kataloget. AF kan kræve fuld dækning for de økonomiske omkostninger herved.
I samarbejde med de regionale organer til samordning af vejledningsindsatsen, skal det sikres, at der foreligger oplysninger til brug for såvel vejledere som ledige om uddannelsesmuligheder (UTB) også uden for regionen. Det kan anbefales, at dette som minimum sker ved, at AF rekvirerer nærliggende regioners uddannelseskataloger og heriblandt udvælger beskrivelser af UTB til det regionale uddannelseskatalog, som vurderes at kunne være af interesse for regionens UTB-målgrupper.
Arbejdsmarkedsstyrelsen vil snarest mulig etablere et kursusregister på AF-Match således, at AF fremover vil kunne trække oplysninger ud om de uddannelsestilbud, der gives i alle regioner via et kursusregister.
Det anbefales, at AF - efter indstilling fra UTB-udvalget og i samarbejde med de regionale organer til samordning af vejledningsindsatsen - fremstiller supplerende informationsmaterialer om uddannelsestilbuddene i form af pjecer, video, lokalradio/TV-indslag o.a. rettet mod UTB-målgrupperne.
3. Vejledning og introduktion
De ledige skal kunne tilbydes sammenhængende og hensigtsmæssige vejlednings- og introduktionsaktiviteter.
Som nævnt under afsnit 1 har AF og a-kasserne hovedansvaret for vejledningsindsatsen over for de ledige, men også uddannelsesinstitutionerne o. a. tilbyder vejlednings- og introduktionsaktiviteter (individuel- og gruppevejledning, vejledningskurser, uddannelses- og erhvervsintroduktionskurser). Se evt. rapport nr. 2 om vejlednings- og introduktionsforløb (Udvalget om introduktions- og vejledningsforløb samt uddannelsesmuligheder for langtidsledige, Arbejdsministeriet, februar 1989).
Det er derfor vigtigt, at AF i samarbejde med de regionale organer til samordning af vejledningsindsatsen og UTB-udvalget så vidt muligt sikrer, at der etableres en konkret samordning af den regionale/lokale vejledningsindsats.
Det skal anbefales, at nævnte samordning for det første sikres via løbende udveksling af informationer om, hvilke typer af vejlednings- og introduktionsaktiviteter for ATB/UTB-målgrupperne de forskellige institutioner tilbyder. For det andet sikres via afholdelse af tværsektorielle vejlederseminarer om fælles temaer. For det tredie sikres via fælles planlægning af, hvad de enkelte institutioner med fordel hver især kan tilbyde. Hermed kan opnåes en bedre viden om og udnyttelse af eksisterende ressourcer til vejlednings- og introduktionsaktiviteter.
Som en særlig form for vejledningskoordination kan det anbefales, at der gøres forsøg med særlige vejledningscentre, hvor de forskellige institutioner, der tilbyder vejledning til UTB/ATB-målgrupperne, hver især indgår som bidragsydere til vejledningscentrenes aktiviteter.
Indholdet i aktiviteterne, de enkelte institutioners bidrag til centrenes aktiviteter, organiseringen af arbejdet samt administrationen heraf aftales regionalt/lokalt.
UTB-udvalget kan indstille, at der i et begrænset omfang anvendes UTB-midler til introduktions- og vejledningsaktiviteter på betingelse af, at de ledige er berettiget til et uddannelsestilbud, og at introduktions- og vejledningselementerne fremtæder som dele af et sammenhængende UTB-forløb, hvori indgår minimum 3 måneders egentlig uddannelse.
UTB-udvalgene indstiller til AF-regionschefen hvilke vejledningsaktiviteter m.v., der evt. i et mindre omfang kan medfinansieres af UTB-midler.
Kapitel 3. Information, vejledning, introduktion
Kapitel 4 Uddannelsestilbuddenes indhold, varighed m.v.
Kapitel 4
Uddannelsestilbuddenes indhold, varighed m.v.
Sigtet med uddannelsestilbuddene (UTB) er at forbedre de lediges muligheder for at opnå beskæftigelse.
Uddannelsestilbuddene skal tilrettelægges med udgangspunkt i de lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov.
Det skal tilstræbes, at uddannelsestilbuddene eller dele heraf kan godskrives som en del af en ordinær uddannelse.
Uddannelsestilbuddene skal fortrinsvis rettes mod beskæftigelse i den private sektor. Uddannelsestilbud kan imidlertid også rettes mod den offentlige sektor, hvis det på baggrund af Arbejdsmarkedsnævnets vurdering af de lediges forudsætninger og ønsker og arbejdsmarkedets behov kan sandsynliggøres, at UTB rettet mod beskæftigelse i den offentlige sektor synes relevant set i forhold til uddannelsernes beskæftigelsesmæssige sigte.
Ansvaret for uddannelsernes faglige indhold og anvendte pædagogiske metoder påhviler uddannelsesudbyderne, d.v.s. uddannelsesinstitutionerne og evt. andre uddannelsesarrangører, som afholder godkendte UTB-kurser. Det er således også uddannelsesudbyderne, der skal sikre de nødvendige godkendelser af uddannelsestilbuddene, jf. Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989, § 3 stk. 5. Godkendelse af kursernes indhold og kompetence fastlægges gennem nærmere retningslinier inden for de respektive uddannelsesområder.
Det er AF, der tilbyder den enkelte UTB-berettigede et konkret UTB-forløb.
Pr. 1. januar 1990 kan AF tilbyde den UTB-berettigede et uddannelsestilbud inden for nedenstående typer af kurser/uddannelser, som skal være af mindst 13 ugers varighed. I de fleste tilfælde vil uddannelsestilbuddet være af 3-6 månders varighed.
Uddannelsestilbuddet kan gives inden for følgende typer af kurser/uddannelser
1) De eksisterende og særligt udviklede UTB-forløb der finansieres over de 1, 8 mia. kr., der er afsat til UTB-indsatsen i perioden 1989 - 1992.
2) De eksisterende særlige kurser/uddannelser, der bl. a. er udviklet i forbindelse med lov om arbejdstilbud til ledige, uanset om de er eller ikke er finansieret af de 1,8 mia. kroner. Som eksempler kan bl. a. anføres LAMU-kurser, 1-årige arbejdsmarkedsuddannelser for kvinder (P-47 kurser), daghøjskolekurser, ULL-kurser på erhvervsskolerne m.v.
3) Øvrige uddannelsesforløb inden for de ordinære uddannelser, som den ledige selv skaffer sig en plads på.
Det skal understreges, at et påbegyndt eller gennemført uddannelsesforløb ikke efterfølgende kan godkendes som et UTB.
Det afgørende, for hvorvidt et uddannelsesforløb kan godkendes som et uddannelsestilbud, er ikke, om tilbuddet er finansieret af de 1,8 mia. kr. En uddannelsesplads finansieret af de ordinære uddannelsesmidler vil også kunne godkendes og tilbydes som UTB.
Det afgørende er, om AF på baggrund af gældende retningslinier for UTB-indsatsen vurderer, at der er tale om et rimeligt UTB i forhold til den lediges forudsætninger og ønsker og arbejdsmarkedets behov. Hermed opnåes større flexibilitet og bedre anvendelse af eksisterende uddannelsesmuligheder/-pladser. Samtidig gives AF bedre muligheder for at tilbyde UTB inden for en bred vifte af kursus- og uddannelsesmuligheder, herunder tilbud om UTB som enkeltpladser og som uddannelser, som den ledige selv fremskaffer.
Hvis en uddannelsesinstitution optager en UTB-berettiget person på et ordinært kursus eller en ordinær uddannelse, kan uddannelsesinstitutionen forlange en pris for den (de) etablerede uddannelsesplads(er). AF kan betale herfor af den regionalt tildelte UTB-pulje.
Uddannelsesinstitutionen skal som betingelse for betaling kunne godtgøre, at der er sket en aktivitetsudvidelse.
For nyledige er adgangen til uddannelse med uddannelsesydelse begrænset til uddannelse inden for en økonomisk ramme på 50 mio. kr. om året. For disse ledige kan pladser på ordinære uddannelser kun godkendes som UTB ved etablering af uddannelsespladser godkendt af AF inden for rammen af de 1.8 mia. (jf. Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse af 18. december 1989 om kvoteordning m.m. for uddannelse med uddannelsesydelse før 1. arbejdstilbud).
1. Indhold
Uddannelsestilbuddene skal som nævnt udarbejdes med udgangspunkt i de lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov.
UTB-målgrupperne varierer med hensyn til alder, køn, skolebaggrund, erhvervsmæssig og uddannelsesmæssig kompetence, nationalitet/ sprog, familiemæssige og økonomiske forhold. De UTB-berettigede personer vil derfor også have meget forskellige forudsætninger for og ønsker til et uddannelsestilbud.
Det er afgørende for UTB-indsatsens succes, at der ved tilrettelæggelsen af UTB tages højde for ovennævnte forskelligheder i forudsætninger og ønsker.
Det er erfaringen, at en betydelig del af de UTB-berettigede er kvinder og ikke-faglærte. Dette skal der tages højde for både ved den mere generelle planlægning af UTB-indsatsen og ved den konkrete tilrettelæggelse af de enkelte uddannelsestilbud.
I regioner med mange indvandrere viser erfaringen, at et forholdsmæssigt stort antal af disse er UTB-berettigede. Da rene danskkurser for indvandrere ikke kan godkendes som uddannelsestilbud, må den del af gruppen, som ikke har de basale dansksproglige forudsætninger, henvises til amtskommunernes grundlæggende danskundervisning etableret i henhold til lov nr. 355 af 4. juni 1986 om undervisning af voksne indvandrere. For den del af indvandrerne, som nok har de basale sproglige forudsætninger i orden, men ikke har tilstrækkelige danskkundskaber til at gennemføre uddannelsestilbud tilrettelagt for danskere, må uddannelsesinstitutionerne tilrettelægge UTB-forløb, som forbedrer indvandrernes forudsætninger, herunder dansksproglige forudsætninger, for at opnå beskæftigelse.
For at fremme den beskæftigelsesmæssige effekt af UTB-indsatsen skal indholdet i uddannelsestilbuddene afspejle udviklingen på arbejdsmarkedet og tilrettelægges med udgangspunkt i regionale erhvervs- og arbejdsmarkedsforhold og i forventninger om mulige jobfunktioner for de forskellige UTB-målgrupper.
Uddannelsestilbuddene skal indholdsmæssigt holde sig de UTB-berettigedes fremtidige jobfunktioner for øje. Disse funktioner forudsætter en række specifikke og almene kvalifikationer
1) De teknisk/specielle - faglige kvalifikationer (faglig specifik viden og færdigheder inden for et branche-/fagområde).
2) De alment/generelle - faglige kvalifikationer (dansk, regning, fysik, sprog m.v.).
3) De alment/generelle - samfundsorienterede kvalifikationer (branchekendskab, virksomhedslære, teknologiske forhold m. v.).
4) De alment/generelle - menneskelige kvalifikationer (samarbejdsevne, problemløsningsevne, flexibilitet, selvstændighed, selvtillid m. v.).
Vægtningen, omfanget, indholdet og niveauet af de fire kvalifikationstyper skal tilpasses både UTB-målgruppernes forudsætninger og ønsker og det fastlagte jobperspektiv.
Det er af afgørende betydning for uddannelsestilbuddenes kvalitet og værdi, at uddannelsernes indhold kan identificeres og beskrives og at kompetencegivende moduler o.lign. er anerkendt generelt på arbejdsmarkedet og/eller i det formelle uddannelsessystem.
2. Varighed og omfang
Et uddannelsestilbud skal som minimum have en varighed på 13 uger. De fleste uddannelsestilbud, der tilbydes de ledige, vil have en varighed på mellem 3 og 6 måneder.
Der er mulighed for, at et uddannelsestilbud kan være af længere varighed. Uddannelsestilbud før 1. ATB kan vare op til 1 1/2 år med mulighed for forlængelse i yderligere 1 år. Uddannelsestilbud efter 1. ATB kan have en varighed på op til 2 år.
Det ugentlige timetal for et uddannelsestilbud følger de afstukne regler for heltidsundervisning for pågældende uddannelsesinstitution under Undervisningsministeriet, Arbejdsministeriet og Kulturministeriet.
For øvrige uddannelser gælder, at det ugentlige timetal for fuldtidsforsikrede ikke kan være mindre end 20 undervisningstimer.
For deltidsforsikrede, kan det ugentlige timetal ikke være under 15 undervisningstimer.
3. Praktik i kursusforløbene
Praktik vil ofte være et værdifuldt element i et UTB-forløb. Omfanget af UTB med praktik vil afhænge af de konkrete muligheder for etablering af pladserne.
For at arbejdspladspraktik kan godkendes som en del af et UTB, under hvilken den ledige modtager uddannelsesydelse, skal praktikken være en integreret del af uddannelsen.
Formålet med at indlægge praktik i et uddannelsestilbud er for det første at forøge tilbuddets beskæftigelsesmæssige sigte via den konkrete kontakt med en arbejdsplads. For det andet at give den ledige mulighed for at afprøve det på uddannelsesinstitutionen indlærte i praksis.
Det samlede UTB-forløb skal have en sådan varighed, at den del af undervisningen, der foregår på uddannelsesinstitutionen, udgør mindst 13 uger excl. praktikperioden.
Praktikken kan normalt have en varighed af 4 uger.
Da det er uddannelsesudbyderen, der er ansvarlig for indholdet i og tilrettelæggelsen af det samlede UTB-forløb, er det også uddannelsesudbyderen, der som udgangspunkt er ansvarlig for praktikkens indhold og drager omsorg for at praktikken iværksættes.
Uddannelsesinstitutionerne skal ved ansøgning om midler til et UTB-forløb beskrive, hvorledes en evt. praktikperiode indgår i det samlede uddannelsesforløb, samt hvor og hvordan de fornødne antal praktikpladser er tænkt tilvejebragt.
Praktik kan etableres hos såvel private virksomheder som hos offentlige virksomheder/myndigheder.
4. Sammenhæng mellem ATB og UTB
Lov om arbejdstilbud til ledige indeholder en række konkrete muligheder og tilbud til den enkelte ledige
1) Tilbud om arbejde (1. ATB og eventuelt 2. ATB, hvis den ledige opnår retten hertil).
2) Tilbud om uddannelse (UTB) - før og/eller efter 1. ATB i form af et uddannelsestilbud, afgivet af AF.
3) Tilbud om uddannelse (selvvalgt uddannelse) - før og/eller efter 1. ATB hvor den ledige har mulighed for at vælge sig en uddannelse efter eget valg.
Som udgangspunkt skal det præciseres, at det er det enkelte tilbuds formål i sig selv at bringe den ledige i (varig) beskæftigelse såvel efter et arbejdstilbud, efter et uddannelsestilbud som efter afslutning af en selvvalgt uddannelse med uddannelsesydelse. Et sammenhængende forløb mellem et UTB og det efterfølgende ATB må derfor ikke udelukke, at der formidles arbejde mellem de to tilbud.
Ovennævnte hensigt skal imidlertid ikke hindre, at der for ledige, for hvem det ikke lykkes at komme i beskæftigelse, søges opnået en sådan sammenhæng mellem et ATB og et UTB, at der hermed samlet set opnåes bedre mulighed for efterfølgende beskæftigelse.
Hensynet til den lediges ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov skal derfor så vidt muligt kombineres således, at et konkret ATB tilrettelægges, så det har en naturlig sammenhæng med det netop gennemførte UTB eller omvendt. Hermed sikres det vigtige perspektiv i en uddannelse, at den er relevant for et konkret arbejde.
Ved AF's samtaler med den enkelte ledige om afgivelse af et ATB henholdsvis et UTB bør AF derfor tilstræbe en indholdsmæssig sammenhæng mellem det kommende tilbud og det forudgående tilbud med henblik på, at forbedre den lediges muligheder for at opnå (varig) beskæftigelse.
Ledige, der har afsluttet et 1. ATB, har ret til at modtage uddannelsesydelse til selvvalgt uddannelse (UDY) i op til 2 år.
5. Godkendelse af kursernes (UTB) indhold
Det er uddannelsesudbyderen, der er ansvarlige for, at indholdet i de udbudte uddannelsestilbud har den beskrevne kvalitet og værdi, og at det i kursus/uddannelsesbeskrivelsen angivne sigte med kurset med hensyn til kompetence kan opnåes som angivet i kursusbeskrivelsen.
Det er uddannelsesudbyderen, der er ansvarlig for, at de kompetencegivende elementer, moduler, kurser o.lign. er godkendt i de kompetente organer (uddannelsesudvalg m.v.), inden der kan indgås bindende aftale mellem AF og uddannelsesudbyderen.
De nærmere retningslinier for godkendelsesproceduren udarbejdes af uddannelsesdirektoraterne og Arbejdsmarkedsstyrelsen i overensstemmelse med de generelle retningslinier inden for de respektive uddannelsesområder.
6. Bevis for opnået kompetence/deltagelse i UTB
Uddannelsesudbyderen udsteder deltagerbevis for det samlede forløb til UTB-kursisten, hvori står beskrevet kursets indhold samt hvilken formel kompetence eller andre kvalifikationer, der er opnået.
For gennemførelsen af en ordinær uddannelsesaktivitet udstedes ordinært uddannelsesbevis efter de regler, der gælder for den pågældende uddannelsesaktivitet.
Det er frivilligt for den enkelte, om hun/han vil indstille sig til evt. prøve. Det skal dog gøres klart for deltagerne, at bestået modul eller eksamen vil styrke mulighederne for beskæftigelse og/eller fortsat uddannelse.
7. Beskrivelse af udbuddet af UTB-forløb (uddannelseskatalog)
Når kurserne er godkendt som UTB, påhviler det regionschefen at samle et uddannelseskatalog til brug for AF's, a-kassernes og andres vejledning af de langtidsledige.
Uddannelsesinstitutionerne har ansvaret for, at der tilgår regionschefen de fornødne oplysninger om de enkelte UTB-forløb i en sådan form, at de umiddelbart kan indgå i et uddannelseskatalog (se herom under kapitel 3 afsnit 2.). Regionschefen kan efter indstilling fra UTB-udvalget udstikke nærmere retningslinier herfor for at sikre en ensartet information.
8. Uddannelseskapacitet
Uddannelseskapaciteten fastlægges inden for rammerne af de årligt centralt udmeldte økonomiske rammer og retningslinier. Uddannelsespladserne skal gives med en tilstrækkelig geografisk, tidsmæssig og branchemæssig spredning.
Kapitel 4. Uddannelsernes indhold, varighed m.v.
Kapitel 5 Planlægning
Kapitel 5
Planlægning
I § 7 i Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989 om den regionale administration af UTB er fastlagt, at det påhviler AMN/AF i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne at tilvejebringe oplysninger til brug for UTB-udvalgene.
Der skal tilvejebringes og formidles oplysninger, der har betydning for de enkelte uddannelsesinstitutioners planlægningsgrundlag. AMN/AF afgiver redegørelse om de samlede uddannelsesbehov på baggrund af oplysninger om de lediges forudsætninger og ønsker samt om arbejdsmarkedets behov.
Med arbejdsmarkedets behov skal der forstås, at de ledige skal uddannes til områder, der er beskæftigelsesmæssigt perspektivrige i forhold til den regionale arbejdsmarkedsstruktur og erhvervspolitik.
AMN/AF's behovsplaner skal som minimum indholde følgende
1) En angivelse af indenfor hvilke områder uddannelsestilbuddene bør etableres.
2) En redegørelse for hvor mange UTB-pladser, der er behov for i regionen i planperioden og den geografiske fordeling heraf.
3) En redegørelse for behovet for typer af UTB til de forskellige målgrupper. Der skal redegøres for behovet for vægtning mellem introduktions- og vejledningselementer, alment kvalificerede elementer og forløb, der er direkte arbejdsmarkeds- og erhvervsrelaterede.
Det beslutningsgrundlag, der ligger bag AMN's og AF's vurderinger af uddannelsesbehovene, består af flere elementer. Det drejer sig for det første om forventninger til den konjunkturelle og strukturelle udvikling på det regionale arbejdsmarked. Kendskab hertil fås bl.a. via arbejdsmarkedsnævnenes kvartalsvise prognoser og AF's strukturelle arbejdsmarkedsbeskrivelser (med udgangspunkt i RIMO, brancheanalyser m.v.). For det andet om mere målrettede analyser af jobmobilitet på arbejdsmarkedet, kvalifikationsbehov på tværs af brancher og lignende emner, som er interessante set i forhold til jobåbninger for UTB-personer. For det tredie om kendskab til målgruppens uddannelsesønsker og uddannelsesmæssige baggrund.
AMN/AF's redegørelser for det samlede uddannelsesbehov skal halvårligt formidles videre til det regionale UTB-udvalg.
Uddannelsesinstitutionerne skal ligeledes oplyse om uddannelsesmuligheder til det regionale UTB-udvalg. Uddannelsesinstitutionerne repræsenterer dermed udbudssiden i UTB-planlægningen.
På baggrund af de således tilvejebragte oplysninger etablerer UTB-udvalgene en samlet planlægning af uddannelsestilbuddene i regionen efter følgende principper
Senest 1. november opstilles en plan for det kommende års UTB-aktiviteter, som er bindende for perioden 1. januar- 30. juni og af skitsemæssig karakter for perioden 1. juli-31. december.
Senest 1. maj opstilles tilsvarende en bindende plan for perioden 1. juli-31. december og skitsemæssig for perioden 1. januar-30. juni.
Kapitel 5. Planlægning
Kapitel 6 Koordinering
Kapitel 6
Koordinering
Der skal - under hensyn til allerede etablerede styringssystemer på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet - tilstræbes en høj grad af koordinering og samarbejde i den samlede UTB-indsats.
For yderligere at styrke koordinationen og samarbejdet anbefales det, at AF-regionschefen i et samarbejde med UTB-udvalget bidrager til afholdelse af tværsektorielle konferencer, seminarer og kurser for uddannelsesplanlæggere, vejledere, lærere m.v. i regionen.
Formålet med disse aktiviteter er at øge den gensidige viden om og forståelse for de forskellige systemers/kursusudbyderes tilbud og muligheder og at udvikle og tilrettelægge tværsektorielle vejlednings- og uddannelsesaktiviteter for UTB-målgrupperne.
Disse aktiviteter skal som udgangspunkt finansieres over de ordinære bevillinger, men UTB-udvalget kan indstille til AF-regionschefen, at UTB-midler i et mindre omfang kan anvendes til at medfinansiere afholdelse af ovennævnte typer af aktiviteter.
Hvad angår koordinering af tilmeldingssystemer i forbindelse med de lediges valg af uddannelsestilbud, er det AF, der i samarbejde med uddannelsesinstitutioner og a-kasser er ansvarlig for koordineringen heraf. Der henvises til AF-cirkulære nr. 11 af 5. juli 1989, hvor procedure i forbindelse med tilmelding til UTB er beskrevet.
En grundlæggende betingelse for at koordinationen og samarbejdet i den samlede UTB-indsats kan fungere er, at der udvikles en procedure for UTB-udvalgets arbejde, som sikrer overblik over og indsigt i hvilke muligheder, der er for udvikling af UTB.
Følgende elementer bør som udgangspunkt indgå i beslutningsprocessen om den regionale UTB -kapacitet
1) AF/AMN udarbejder det i kapitel 5 beskrevne planlægningsgrundlag for UTB-indsatsen i regionen.
2) Planlægningsgrundlaget sendes til relevante uddannelsesudbydere i og uden for regionen med opfordring om at komme med forslag til UTB-forløb/uddannelsestilbud. De i kapitel 3 afsnit 2 nævnte retningslinier for informationer om uddannelsestilbud vedlægges.
3) Uddannelsesudbyderne meddeler UTB-administrationen, hvilke forslag de har til UTB.
4) UTB-udvalget indstiller til AF-regionschefen hvilke UTB, der bør planlægges igangsat, hvilke der umiddelbart kan planlægges igangsat dels indenfor det kommende halvår, og dels indenfor det kommende år.
5) På baggrund heraf udarbejder AF-regionschefen en helårsplanlægning, detailleret for det forestående halvår og mere skitsemæssig for det følgende halvår.
6) AF-regionschefen og relevante uddannelsesudbydere udarbejder på baggrund af ovenstående de bindende aftaler om de enkelte UTB-forløbs starttidspunkt, antal kursister, pris, samt de nærmere aftaler om visitation, praktik m.v. UTB-udvalget orienteres herom.
Vedrørende rapportering af UTB-indsatsen se kapitel 8.
Kapitel 6. Koordinering
Kapitel 7 De økonomiske rammer, herunder rammer for midlernes anvendelse
Kapitel 7
De økonomiske rammer, herunder rammer for midlernes anvendelse
1. Den økonomiske ramme
Den økonomiske ramme for den samlede uddannelsesindsats er på ialt 1,8 mia. kr. i perioden 1989 - 1992. Rammen er fordelt med 475 mill. kr. i hvert af årene 1989 og 1990, 400 mill. kr. i 1991 og 450 mill. kr. i 1992 (pris- og lønniveau 1989).
De aktiviteter, der gennemføres som led i UTB-indsatsen, skal afholdes af den fastsatte ramme på ialt 1,8 mia. kr.
Den afsatte bevilling skal dække udgifter ved følgende aktiviteter
1) Uddannelsestilbud.
2) Vejledningsaktiviteter i et begrænset omfang (jf. kapitel 3, afsnit 3, i dette cirkulære).
3) Uddannelse med uddannelsesydelse før 1. arbejdstilbud (jf. § 61 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v.).
4) Inspirationskurser (excl. kurser, der indprioriteres i den ordinære indsats).
5) 1-årige arbejdsmarkedsuddannelser for kvinder incl. kursus- og befordringsgodtgørelse.
6) Befordringsgodtgørelse til deltagere i uddannelsestilbud.
7) Afledte centrale følgeaktiviteter
a) Evaluering af UTB-indsatsen
b) Læreruddannelse
c) Udviklingsaktiviteter
d) Landsdækkende konferenceaktiviter m.v.
Fordelingen af den årlige bevilling på de nævnte aktiviteter foretages af arbejdsministeren efter indstilling fra Udvalget om introduktions- og vejledningsforløb samt uddannelsesmuligheder for langtidsledige.
Bevillingen under pkt. 1) og 2) fordeles mellem regionerne efter årligt fastlagte fordelingskriterier.
Til formålene pkt. 3) -7) afsættes der forlods midler til central fordeling og anvendelse.
Nærmere regler om en regional kvoteordning m.v. (pkt. 3) fastsættes særskilt i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse af 18. december 1989 om kvoteordning m.m. for uddannelse med uddannelsesydelse før 1. arbejdstilbud.
Med hensyn til midlerne vedr. pkt. 4), 5) og 6) fordeles de via Arbejdsmarkedsstyrelsen til AMU-centrene, idet godtgørelserne dog administreres af styrelsen. Udbetaling sker via a-kasserne i overensstemmelse med Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 20. juni 1989. Midlerne vedr. pkt. 7 a) administreres af Arbejdsministeriet.
De centrale uddannelsesmyndigheder og de regionale UTB-administrationer kan ansøge om at få del i midler afsat til de under pkt. 7 b-d anførte aktiviteter. Udvalget om introduktions- og vejledningsforløb samt uddannelsesmuligheder for langtidsledige indstiller om midlernes anvendelse. Ved ansøgning fra de regionale UTB-administrationer, høres uddannelsesdirektoraterne og Arbejdsmarkedsstyrelsen.
En mindre del af de regionale bevillinger kan anvendes af de regionale UTB-administrationer til vejledningsaktiviteter jf. kapitel 3, afsnit 3.
2. Kriterier for fordeling af UTB-midlerne til regionerne
Bevillingen til kursusudgifter for uddannelsestilbud fordeles på grundlag af den forventede regionale fordeling af nyledige og mellemgruppen af ledige, opgjort i absolutte antal, jf. henholdsvis § 31 og § 32 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989.
I 1990 fordeles den samlede bevilling således, at de nyledige indgår med den halve vægt i forhold til mellemgruppen af ledige.
Fra 1. januar 1991 indgår de to grupper med samme vægt i fordelingen.
Der tilbageholdes en mindre reserve af de samlede regionale bevillinger til at udjævne konsekvenserne af evt. ændringer i planlægningsgrundlaget for 2. halvår i et bevillingsår. Reserven administreres af Arbejdsmarkedsstyrelsen og fordeles senest 1. august i et bevillingsår - og efter ansøgning fra regionerne.
De regionale UTB-administrationer kan overføre evt. uforbrugte midler til efterfølgende bevillingsår.
3. Aftaleprincipper for prisfastsættelsen mellem den regionale UTB-administration og uddannelsesinstitutionerne
Hvad angår rammerne for prisfastsættelsen skal den regionale UTB-administration i den årlige planlægning af indsatsen sammensætte og tilrettelægge aktiviteter på en sådan måde, at de kan gennemføres inden for den enkelte regions samlede årlige bevilling.
Priserne for de særligt udviklede UTB-forløb skal fastsættes som en deltager-ugepris, uanset om det samlede forløb udbydes af een uddannelsesinstitution (»hovedentreprenørmodellen«) eller om flere uddannelsesinstitutioner står som udbydere af hver deres andel af det samlede forløb (»andels-modellen«).
Ved prisfastsættelsen skal der søges dækning for følgende udgifter
1) Lønudgifter m.v.
2) Øvrige driftsudgifter (udgifter til materialer, administration og husleje, administrative udgifter til praktik i mindre omfang m.v. )
3) Etableringsudgifter m.v.
Principperne for fastsættelse af priserne for UTB-forløbene er forskellige afhængig af hvilke uddannelsesinstitutioner, der står som udbydere af forløbene
For UTB-forløb, der gennemføres i regi af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMU) og Direktoratet for Folkeoplysning m.v., fastsætter styrelsen/direktoratet faste priser pr. deltager-uge fordelt på kursustyper. De faste priser lægges til grund for aftaler mellem den regionale UTB-administration og uddannelsesinstitutionerne.
De fastsatte priser er som udgangspunkt beregnet som gennemsnitspriser med henblik på at dække de enkelte institutioners samlede gennemsnitlige udgifter ved at gennemføre UTB - aktiviteter.
For UTB-forløb, der gennemføres i regi af Direktoratet for Erhvervsuddannelserne, fastsættes prisen pr. deltager-uge efter konkret aftale mellem den regionale UTB-administration og uddannelsesinstitutionerne.
Direktoratet for Erhvervsuddannelserne udarbejder vejledende taxameterpriser pr. elev-uge for repræsentative kurser.
Undervisningsinstitutionerne under Direktoratet for Erhvervsuddannelserne vil herefter - ud fra de vejledende taxameterpriser pr. elevuge - kunne tilbyde regionerne kurser, tilpasset regionens og UTB-kursisternes særlige behov. Denne forhandlingsmodel indebærer, at regionen og uddannelsesinstitutionen kan aftale, enten at regionen køber et kursus, hvor regionen ikke binder sig til et bestemt antal kursusdeltagere, men hvor prisen afhænger af det visiterede deltagerantal, eller at regionen køber et kursus med et max. antal deltagere til en fast pris, eller at prisen afhænger af antal fremmødte deltagere, dog mod betaling til undervisningsinstitutionen for minimum antal deltagere på det aftalte kursus.
Tilsvarende model kan anvendes på området under Direktoratet for de Videregående Uddannelser.
For UTB-forløb, der udbydes af institutioner m.v., som ikke henhører under et af de nævnte uddannelsesdirektorater, herunder UTB-forløb iværksat i regi af Kulturministeriets departement, fastsættes prisen pr. deltager-uge ved konkret aftale mellem den regionale UTB-administration og uddannelsesudbyderen.
De enkelte regionale UTB-administrationer køber de nødvendige uddannelsespladser direkte hos uddannelsesudbyderne, uanset om disse er beliggende i eller uden for regionen. Andet kan dog aftales mellem AF-regionscheferne indbyrdes.
De regionale UTB-administrationers køb af uddannelsesforløb, der sammensættes af elementer fra flere uddannelsessektorer, kan ske på to måder
1) Ved køb af de enkelte elementer direkte fra hver af de respektive uddannelsesinstitutioner (»andels-modellen«)
2) Ved køb af det samlede uddannelsesforløb fra »hovedudbyderen« (»hovedentreprenør-modellen«).
Gennemføres et uddannelsesforløb efter »andelsmodellen«, skal AF sikre den fornødne sammenhæng mellem de enkelte uddannelseselementer i forhold til den ledige.
I forbindelse med indgåelse af bindende aftale mellem AF-regionschefen og en uddannelsesudbyder om levering af UTB-pladser, aftales samtidig betingelser for eventuel afbestilling af UTB-plads/forløb herunder spørgsmål om afmeldingsgebyr. Gebyrets størrelse bør fastlægges således, at uddannelsesudbyderen i tilfælde af aflysning motiveres til at udnytte ressourcerne optimalt, så aktivitetsforudsætningerne kan opfyldes i de kommende år.
(I bilag 3 er anført deltagerugeprisen for de særligt udviklede UTB-forløb pr. 1. januar 1990).
Kapitel 7. Økonomiske rammer
Kapitel 8 Rapportering
Kapitel 8
Rapportering
For at få overblik over udviklingen i arbejdet med uddannelsestilbud, for at tilvejebringe sammenhæng mellem den centrale koordination og den regionale indsats, og for at kunne evaluere den samlede indsats, skal der rapporteres efter nedenstående retningslinier.
Senest en måned efter at et UTB-forløb er gennemført, aflyst eller afbrudt, skal uddannelsesudbyderen redegøre for forløbet til AF-regionschefen/UTB-udvalget.
Redegørelsen skal indeholde information om antal tilmeldte UTB-berettigede, heraf antal gennemførte/afbrudte forløb og begrundelsen for afbrud. Oplysningerne skal være personidentificerbare.
Derudover skal der redegøres for evt. ændringer i det aftalte forløb samt evt. forslag til fremtidige forbedringer og evt. forslag til nye UTB-forløb.
Hvert halve år sammenfattes ovenstående til en UTB-redegørelse. Denne sendes til UTB-udvalget, der herefter kan anvende aktivitetetsredegørelsen som delgrundlag for efterfølgende beslutninger om UTB-indsatsen sammen med nye planlægningsgrundlag og forslag fra uddannelsesudbyderne.
Derudover udarbejder AF-regionschefen hvert halve år en kortfattet UTB-rapportering til arbejdsmarkedsstyrelsen. UTB-udvalget får rapporten til udtalelse inden den sendes til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Udtalelsen vedlægges rapporten.
Tidsterminerne for udarbejdelsen er ultimo januar og medio juli.
Den halvårlige rapportering består af to dele. Den ene del vedrører planlagte aktiviteter (plan- og budgetrapportering) og den anden del vedrører gennemførte aktiviteter (aktivitets- og økonomirapportering.)
Planrapporteringen omhandler hvilke UTB-uddannelser og dertil knyttede informations- og vejledningsaktiviteter, som AF-regionschefen på baggrund af UTB-udvalgets indstilling har planlagt/planlægger for det kommende halve og hele år frem (rullende helårsplanlægning).
Aktivitetsrapporteringen vedrører de faktiske aktiviteter inden for det seneste halve år. I redegørelsen pr. ultimo januar gives dog også en kort status for aktiviteterne det seneste år.
Plan- og budgetrapporteringen skal indeholde følgende
1) forventninger til antal UTB-berettigede og antal UTB-modtagere fordelt på UTB før/efter ATB, køn, alder, a-kasse,
2) antal og type af planlagte uddannelsestilbud,
3) informations-, vejlednings- og introduktionsaktiviteter til UTB-målgruppen iværksat i henhold til kapitel 3 i dette cirkulære,
4) motivering for plandispositionerne,
5) eventuelle uoverensstemmelser mellem UTB-udvalgets indstilling og AF-regionschefens beslutning (jf. § 8, stk. 2, i Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989 om den regionale administration af UTB),
6) de budgetterede udgifter til de planlagte aktiviteter i forhold til den tildelte bevilling.
Aktivitets- og økonomirapporteringen skal indeholde følgende
1) faktisk antal UTB-berettigede/UTB-modtagere fordelt på køn, alder, a-kasse, UTB før/efter ATB,
2) antal og type af planlagte/afholdte UTB, herunder antal planlagte/-gennemførte UTB-uger,
3) informations-, vejlednings-, introduktionsaktiviteter til UTB-målgruppen, iværksat i henhold til kapitel 3 i dette cirkulære,
4) en sammenligning mellem bevillingen og de budgetterede, disponerede samt regnskabsførte udgifter,
5) en sammenligning mellem bevillingsforbrug og aktivitetsomfang,
6) årsager til afvigelser mellem planlagte og afholdte UTB,
7) en overordnet vurdering af UTB-indsatsen, herunder en vurdering af forholdet mellem de lediges ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov og de givne uddannelsestilbud,
8) eventuelle forslag til ændringer og nyudvikling af ordningen.
For at sikre standardiserede, sammenlignelige rapporteringer, der efterfølgende kan indgå i en evaluering af UTB-indsatsen, udarbejder Arbejdsmarkedsstyrelsen et standardrapporteringsskema til brug for UTB-administrationens halvårlige rapportering.
Nærmere retningslinier for rapporteringen vil blive udmeldt fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Kapitel 8. Rapportering
Kapitel 9 Klageadgang
Kapitel 9
Klageadgang
Klager over AF's sagsbehandling kan på sædvanlig vis indbringes for Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Klager over uddannelsestilbud, arbejdstilbud, uddannelsesydelse og iværksætterydelse følger reglerne i kapitel 24 i bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om ATB m.v.
Kapitel 9. Klageadgang
Kapitel 10 Ikrafttræden
Kapitel 10
Ikrafttræden
Dette cirkulære træder i kraft den 1. januar 1990.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 14. december 1989
Erik Stig Jørgensen
Styrelseschef
/ Kirsten Møller
fg. kontorchef
Kapitel 10. Ikrafttræden
Bilag 1: Indholdsfortegnelse
Bilag 2: Oversigt over gældende regler i henhold til ATB-lovgivningen
Bilag 3: Oversigt over deltagerugepris for de særligt udviklede UTB-forløb pr. 1. januar 1990.
Cirkulære om retningslinier for den regionale administration af uddannelsestilbud (UTB) (Til AF-regionscheferne, UTB-udvalgene og øvrige regionale og lokale arbejdsmarkedsmyndigheder og uddannelsesinstitutioner)
I henhold til §§ 6, stk. 1, og 13 i lov om arbejdstilbud til ledige,
jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. februar 1989 og § 8, stk. 3, i
lov om arbejdsløshedsforsikring og arbejdsformidling m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 510 af 19. juli 1989, samt efter bemyndigelse
fra arbejdsministeren, fastsættes følgende om den regionale
administration af uddannelsestilbud.
(* 1) For kursusforløb, hvor materialeudgifterne overstiger 10.000 kr. pr. kursusuge opkræves den fulde udgift hertil.
(* 2) Priserne er vejledende, dvs. den konkrete pris på et UTB-kursus kan i hvert enkelt tilfælde forhandles.
(* 3) Der opereres med enkeltpladser.