Legislator Case Law & Legislation
C19890016360 DK

Vejledning om kommunale opgaver vedrørende lokal radio- og fjernsynsvirksomhed (Til kommunalbestyrelserne)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1989 163 Historic

Vejledning om kommunale opgaver vedrørende lokal radio- og fjernsynsvirksomhed

(Til kommunalbestyrelserne)

1. Lovgrundlag

Loven om radio- og fjernsynsvirksomhed af 1973 er ved en række love (lov nr. 589 af 19. december 1985, lov nr. 373 af 10. juni 1987, lov nr. 375 af 6. juli 1988 og lov nr. 261 af 28. april 1989) blevet ændret, således at der er etableret en ordning for lokal radio- og fjernsynsvirksomhed. Lovens bestemmelser er samlet i lovbekendtgørelse nr. 363 af 2. juni 1989. Ved lov nr. 376 af 6. juli 1988 om Lokalradiofonden er der oprettet en fond til støtte af lokalradioer, som finansieres gennem en afgift på radioernes indtægter.

2. Opgavefordelingen på området

Selskaber, foreninger og lignende samt kommuner kan få tilladelse til radio- eller fjernsynsvirksomhed inden for et lokalt område. Der kan gives tilladelse til virksomhed enten ved hjælp af radioanlæg (det vil sige trådløs spredning) eller ved hjælp af kabelanlæg (fællesantenneanlæg m.v.).

Tilladelser til lokal programvirksomhed udstedes af lokale radio- og fjernsynsnævn, som nedsættes af den pågældende kommunalbestyrelse (eventuelt af flere kommunalbestyrelser i forening). Nævnene fører tilsyn med, om den lokale radio- og fjernsynsvirksomhed foregår i overensstemmelse med loven om radio- og fjernsynsvirksomhed, forskrifter udstedt i henhold til denne lov samt eventuelle vilkår fastsat i tilladelserne.

Sager om indholdet af reklamer i lokal radio og tv henhører dog under Radio- og TV-Reklamenævnet, og sager om adgang til at imødegå oplysninger om faktiske forhold, der er blevet bragt i udsendelserne, behandles af Berigtigelsesnævnet.

Et lokalt nævns afslag på en ansøgning om tilladelse og dets inddragelse af en tilladelse kan indklages for Udvalget vedr. Lokal Radio og TV. Dette udvalg fordeler desuden sendefrekvenser på lokalområderne efter forhandling med P&T, og herudover har udvalget kompetence til at tage sager om programvirksomhed på tværs af nævnsområdernes grænser op til afgørelse (sager om »network«). Udvalgets afgørelser er endelige. I andre sager kan udvalget afgive udtalelser. I øvrigt fungerer udvalget som rådgiver om lokalradio- og lokal-tv-forhold over for kommunikationsministeren,

Lokalradiofonden yder støtte til lokalradioer. Udvalget vedr. Lokal Radio og TV er fondens bestyrelse. Fonden hviler på en afgift på lokalradioernes indtægter, som opkræves og kontrolleres af Toldvæsenet.

Teleinspektionen udsteder (i henhold til loven om radiokommunikation) tilladelser til oprettelse og drift af sendere.

Kommunikationsministeren og under ministeren Generaldirektoratet for P&T udsteder de nærmere regler i henhold til lovene og tager stilling til eventuelle tvivlsspørgsmål angående lovgivningen.

3. Nedsættelse af lokale radio- og fjernsynsnævn

3.1. Skal nævn nedsættes?

Det lokale radio- og fjernsynsnævn nedsættes af kommunalbestyrelsen for den kommunale valgperiode.

Der skal dog kun nedsættes nævn, hvis der er behov for det. Dette vil være tilfældet, hvis der ved begyndelsen af en ny kommunal valgperiode allerede i området foregår programvirksomhed i henhold til tilladelse udstedt af et tidligere nævn. En tilladelse har gyldighed i den periode og i det område, som den er udstedt for: derfor vil der være behov for et nævn i en udstedt tilladelses område eller dog - som minimum - i den kommune, som programvirksomheden har sin største tilknytning til, hvis tilladelsen er udstedt af et fælles nævn, som ikke er blevet genoprettet i den nye valgperiode. Ligeledes vil det være nødvendigt at nedsætte et nævn, hvis der foreligger eller kan forventes ansøgninger om tilladelse, der skal behandles.

3.2. Fælles nævn

Kommunalbestyrelserne i nogle nabokommuner kan aftale at nedsætte eet nævn i fællesskab. Kun et fåtal af kommuner vil i almindelighed kunne betragtes som eet lokalområde, dog er der mulighed for, at der ved fastlæggelsen af lokalområdet kan tages hensyn til de særlige forhold i Storkøbenhavn. Bortset herfra kan et lokalområde ikke være så stort, at programvirksomheden har regional karakter, det vil sige er bestemt for områder som et amt eller endnu større områder. Hvis forholdene taler derfor, kan der også nedsættes eet nævn for radiovirksomhed og et andet for fjernsynsvirksomhed. Den enkelte kommune kan kun være deltager i eet radionævn og eet fjernsynsnævn.

3.3. Opløsning af nævn

De lokale nævn nedsættes for den kommunale valgperiode, men der kan i løbet af perioden opstå et ønske om at opløse et nævn, uden at dette er begrundet med et behov for at oprette et nyt fælles nævn mellem flere kommuner (se pkt. 3.4.). En sådan opløsning vil ikke kunne ske, medmindre der er fuld enighed herom i nævnet, og den eller de pågældende kommunalbestyrelser tilslutter sig ønsket. Det må også være en forudsætning, at der ikke foreligger tilladelser i området.

3.4. Dispensationsmulighed angående nye fælles nævn

Der kan i løbet af valgperioden vise sig at være behov for at nedlægge et eller flere eksisterende nævn med henblik på oprettelsen af et nyt fælles nævn. De pågældende kommunal- bestyrelser vil i så fald kunne henvende sig til komunikationsministeren, d.v.s. Generaldirektoratet for P&T, og få dispensation fra reglen om, at et nævn højst kan have 13 medlemmer, og om, at nævnet er nedsat for den kommunale valgperiode. Et flertal af medlemmer i det eller de nævn, der ønskes nedlagt, skal have vedtaget nedlæggelsen.

Dispensationen vil kun gælde for den indeværende valgperiode. I den efterfølgende periode vil det fælles nævn igen højst kunne have 13 medlemmer. I Storkøbenhavn, hvor et stort antal kommuner må dele et fåtal af tv-frekvenser, vil der dog være mulighed for at give en permanent dispensation med hensyn til nævnets størrelse.

3.5. Nævnets sammensætning

Nævnet skal bestå af et ulige antal medlemmer, mindst 5 og højst 13. Størrelsen beror på kommunalbestyrelsens beslutning, men bør ses i lyset af befolkningsunderlagets størrelse - herunder også af, om nævnet omfatter flere kommuner.

Et mindretal af medlemmerne vælges af kommunalbestyrelsen - inden eller uden for dennes egen kreds - mens et flertal af medlemmerne skal vælges efter en fremgangsmåde, der efter loven tager sigte på at opnå en alsidig repræsentation af det lokale foreningsliv.

De samme personer kan være medlemmer af både et radio- og et fjernsynsnævn.

3.6. Valget af foreningslivets repræsentation

Udpegningen af foreningslivets repræsentanter skal foregå på et valgmøde, som kommunalbestyrelsen indkalder med mindst 14 dages varsel.

Hvilke foreninger og organisationer der nærmere skal deltage, beror på kommunalbestyrelsens skøn.

Det har under lovgivningens behandling i Folketinget været en forudsætning, at der både ved indkaldelsen til valgmødet og ved selve sammensætningen af foreningslivets repræsen- tation i nævnet må lægges vægt på, at foreninger og organisationer inddrages fra forskellige interessefelter, der spiller en rolle i lokalområdets liv, for eksempel: oplysningsforbund, erhvervslivets organisationer, frilufts- og idrætsorganisationer, teater- og musikforeninger m.fl. I denne forbindelse skal der tilstræbes en balance mellem organisationer, der kan anses for at repræsentere modstående interesser, for eksempel både arbejdstager- og arbejdsgiverinteresser.

Det kan ligeledes nævnes, at partiforeninger vil kunne være blandt de foreninger, der indbydes til mødet. Det samme gælder foreninger af religiøs karakter. Menighedsråd anses ikke for foreninger eller organisationer i denne lovgivnings forstand.

Kun lokale foreninger og organisationer - ikke landsforeninger m.v. som sådanne - kan deltage. Nævnenes sammensætning vil kunne variere fra kommune til kommune under hensyn til hver kommunes befolkningsmæssige og erhvervsmæssige struktur.

En hensigtsmæssig måde at indkalde til valgmødet på kan være gennem offentlig annoncering at opfordre alle interesserede lokale foreninger til at lade sig repræsentere, eventuelt således, at de forinden skal meddele kommunalbestyrelsen, at de agter at deltage, og om de har kandidater til nævnet.

Hvis der opnås enighed på mødet, er de pågældende valgt. Det må her være afgørende, om det ved valghandlingens afslutning kan konstateres, at der er enighed blandt de på dette tidspunkt tilstedeværende foreninger og organisationer.

Der kan vælges suppleanter for nævnets medlemmer, for så vidt angår foreningslivets repræsentation. Det vil være hensigtsmæssigt at gøre dette.

3.7. Kommunalbestyrelsen udpeger medlemmerne

Hvis der ikke opnås enighed på foreningslivets valgmøde, skal kommunalbestyrelsen udpege alle nævnets medlemmer.Dette skal for foreningsrepræsentanternes vedkommende ske, efter at der forinden er indhentet udtalelser fra de pågældende foreninger og organisationer. Dette vil eventuelt kunne ske på den måde, at man allerede i forbindelse med selve mødet fra kommunens side sikrer sig f.eks. skriftlige tilkendegivelser fra de deltagende foreninger.

Kommunalbestyrelsen skal som nævnt tilstræbe en alsidig repræsentation for foreningslivet, men kan der ikke i kommunalbestyrelsen opnås enighed om udpegningen, vil man være henvist til at følge den fremgangsmåde med hensyn til forholdstalsvalg, der er foreskrevet i § 25 i loven om kommunernes styrelse.

4. Diæter til nævnsmedlemmer

Efter § 16, stk. 3, i loven om kommunernes styrelse vil kommunerne kunne yde diæter for deltagelse i nævnets møder til de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen, herunder dem, der er valgt efter indhentet udtalelse fra foreningerne.

5. Forretningsorden for nævn m.v.

Kommunalbestyrelsen fastsætter regler for nævnets virksomhed, således at der i overensstemmelse med gældende principper for kommunal forvaltning udfærdiges nærmere bestemmelser om nævnets arbejdsform og funktionsmåde. Kommunernes Landsforening har med henblik herpå udarbejdet et forslag til en forretningsorden (KL-cirkulære nr. 83 af 12. juni 1986).

Nævnet er en offentlig myndighed og som sådan undergivet forvaltningsloven m.v. Det bemærkes, at nævnets afgørelser i henhold til loven om radio- og fjernsynsvirksomhed ikke vil kunne indbringes for kommunalbestyrelsen eller tilsynsrådet.

6. Sekretariat for nævn

Det har ved Folketingets behandling af lovgivningen været forudsat, at udgifterne vedrørende nævnets virksomhed afholdes af kommunen, således at sekretariatsopgaverne varetages af den kommunale forvaltning.

7. Offentlige tilskud

7.1. Statsstøtte m.v.

Det har ved Folketingets behandling af de pågældende lovforslag været en forudsætning, at egentlig statsstøtte til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed ikke kunne anses for hensigtsmæssig. Men en støtte til lokalradioer med et begrænset økonomisk grundlag fra Lokalradiofonden, der er baseret på en afgift på lokalradioernes indtægter, er indført ved loven herom.

I hvilket omfang offentlige støtteordninger af generel karakter vil kunne bringes i anvendelse, må bero på reglerne for disse ordninger.

7.2. Kommunal støtte

Lovgivningen indeholder ingen særlige regler om, at der skal ydes kommunal støtte til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed. Det står herefter kommunalbestyrelserne frit for, om man vil yde støtte inden for rammerne af de regler, der i øvrigt gælder for kommunal støtte til lokale aktiviteter.

Tilskud fra kommunal side til lokale radioer vil være belagt med afgift til Lokalradiofonden. Undtaget er dog værdien af benyttelse af kommunale faciliteter, der generelt stilles til rådighed for lokal radiovirksomhed, og tilskud til beskæftigelse af langtidsledige.

7.3. Kommunal indsigt med anvendelse af støtte

Kommunal støtte til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed skal ledsages af kommunalt tilsyn og kontrol med anvendelsen af støtten. Hvis der er tale om en selvejende institution, er det således et sædvanligt led heri, at kommunalbestyrelsen stiller krav om repræsentation i ledelsen af den støttede virksomhed.

For kommunal støtte til kulturel virksomhed antages imidlertid at gøre sig det særlige forhold gældende, at støtten ikke må ledsages af indflydelse på det idemæssige indhold af virksomheden. En kommune må således antages at være afskåret fra repræsentation i bestyrelsen for et lokalt radio- eller fjernsynsforetagende i det omfang, kommunalbestyrelsen herved opnår indflydelse på programpolitikken m.v.

8. Kommunal lokalradio og lokal-tv

8.1. Tilladelse til kommunen

Efter loven har en kommune ret til at få tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed, såfremt kommunens formål med programvirksomheden alene er at stille produktions- og sendefaciliteter til rådighed for interesserede borgere (»åben kanal«) og/eller at formidle kommunal information.

Når en kommune meddeler det lokale radio- og fjernsynsnævn, at kommunen ønsker at benytte sig af sin ret til at få tilladelse, bør det af meddelelsen fremgå, hvad formålet med programvirksomheden vil være.

Tilladelsen vil skulle udstedes til kommunen som sådan, ikke til en bestemt kommunal institution eller forvaltningsgren, selv om kommunen henlægger den praktiske udøvelse af virk- somheden til en bestemt institution m.v.

8.2. Kommunal åben kanal

Det er på baggrund af Folketingets behandling af lovgivningen en forudsætning vedrørende driften af en kommunal åben kanal, at denne virksomhed bliver baseret på den størst mulige åbenhed over for enkeltpersoner og grupper, der ønsker at komme til orde i det lokale samfund.

Dette anses ikke for at indebære, at en kommunal radio eller fjernsynsstation vil være afskåret fra at give f.eks. lokale foreninger faste sendetidspunkter inden for sin sendetid, forudsat at adgangen til at komme til orde for andre interesserede ikke herved gøres illusorisk.

Med hensyn til spørgsmålet, om en kommunal lokalradio eller -tv-station har mulighed for at kræve betaling af brugerne af den åbne kanal, vil udgangspunktet være, at en kommune er berettiget til at kræve betaling for ydelser, der stilles til rådighed som service for kommunens borgere. Der vil således kunne stilles krav om betaling til dækning af omkostningerne.

8.3. Tilsyn med kommunal programvirksomhed

Den kommunale radio- eller fjernsynsvirksomhed er på linie med private stationer undergivet tilsyn fra det lokale radio- og fjernsynsnævns side. Nævnet afgør sendetidens fordeling mellem flere tilladelseshavere, hvis disse ikke selv kan nå til enighed, og påtaler eventuelle overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter loven.

Generaldirektoratet for P&T, den 17. november 1989

Helge Israelsen

/ K. Groos

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →