Vejledning om proceduren ved en skolenedlæggelse
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om proceduren ved en skolenedlæggelse
Ved lov nr. 826 af 21. december 1988 om ændring af lov om
folkeskolen er § 22 blevet ændret, således at lovens bestemmelser om
skolenedlæggelser nu behandles efter bestemmelserne om procedure for
vedtagelse af lokalplaner i henhold til lov om kommuneplanlægning.
Undervisnings- og Forskningsministeriet har i den anledning fået en række henvendelser fra kommuner og skal derfor bemærke følgende
1. Efter vedtagelse af et forslag til ændret skolestruktur, der indebærer en skolenedlæggelse, skal kommunalbestyrelsen offentliggøre forslaget tillige med en kortfattet beskrivelse.
Ethvert medlem af kommunalbestyrelsen, der har forlangt sin afvigende mening vedrørende det vedtagne forslag til skolestrukturplan tilført kommunalbestyrelsens beslutningsprotokol, kan kræve, at kommunalbestyrelsen samtidig offentliggør det pågældende medlems afvigende mening og en af ham/hende affattet begrundelse herfor.
2. Offentliggørelsen skal ved kommunalbestyrelsens foranstaltning bekendtgøres i lokale dagblade og/eller ugeaviser, der har almindelig udbredelse i kommunen. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om de steder i kommunen, hvor forslag til ændret skolestruktur er fremlagt.
I bekendtgørelsen skal fastsættes en frist på mindst 8 uger fra bekendtgørelsen til fremsættelse af indsigelser og ændringsforslag over for kommunalbestyrelsen til skolestruktur.
Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om, at forslaget er offentlig fremlagt indtil udløbet af indsigelsesfristen.
3. Efter udløbet af den i pkt. 2. anførte frist kan kommunalbestyrelsen ved en fornyet behandling af forslaget til skolestruktur vedtage forslaget endeligt. Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser eller ændringsforslag, kan vedtagelsen tidligst ske 4 uger efter udløbet af indsigelsesfristen.
Ved den endelige vedtagelse kan kommunalbestyrelsen foretage ændringer i forslaget til skolestrukturen.
Hvis ændringerne er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag, kan endelig vedtagelse ikke finde sted, før det ændrede forslag har været offentliggjort efter pkt. 1 og 2.
4. Forslag om skolenedlæggelser skal være fremsat senest 1. december året forud. Kommunernes opmærksomhed henledes på, at der kan opstå problemer ved afvikling af valg til skolebestyrelser, hvis forslag om skolenedlæggelser først fremsættes 1. december i året forud for valget.
5. Kommunernes opmærksomhed henledes på Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 3. juni 1982 om bygningsbevaring og på eventuel betydning af den ændrede skolestruktur for kommuneplanen. Kommer der ved nedlæggelse af en skole modstrid med de bestemmelser, kommuneplanen indeholder om skolestrukturen, bør der ske ændring af kommuneplanen. Der henvises til kommuneplanlovens § 14.
Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 14. november 1989
P.M.V.
Holger Knudsen
/ Jens Andersen
Ingen