Legislator Case Law & Legislation
C19890009060 DK

Vejledning om anvendelsen af reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1989 90 Historic

Vejledning om anvendelsen af reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid

Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 fastsat regler om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid. Til brug herfor har direktoratet udarbejdet denne vejledning.

Retten til at få supplerende dagpenge efter denne bekendtgørelses regler skal ses i sammenhæng med de øvrige regelsæt, fx reglerne om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed og arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.

Til § 1, stk. 4.

Når et fuldt ledigt medlem enten har lønnet bibeskæftigelse eller bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, får medlemmet fulde dagpenge med fradrag af timerne fra bibeskæftigelsen. Medlemmet anses derfor ikke for at arbejde på nedsat tid.

Til § 2, stk. 1.

I forbindelse med de overenskomstmæsssige nedsættelser af den ugentlige arbejdstid har direktoratet teknisk-administrativt fastsat, at arbejdstidsnedsættelsen til 38 timer pr. uge har virkning fra den 1. januar 1989.

Til § 3.

Anvendelsen af medlemmernes egne oplysninger (tro- og loveoplysninger) om beskæftigelsens omfang ved beregningen af supplerende dagpenge bygger på en forudsætning om, at oplysningerne kan efterkontrolleres hos 3. mand (arbejdsgiveren).

Det vil sige, at arbejdsgiveren skal kunne afgive oplysninger om beskæftigelsens omfang.

I de tilfælde hvor dette imidlertid ikke er muligt, skal indtægten omregnes til timer.

Der bør i den forbindelse lægges afgørende vægt på, om det i forbindelse med den indgåede arbejdsaftale er et naturligt element, at arbejdsgiveren, eller den der er bemyndiget hertil, kan kontrollere arbejdets udførelse.

Noget sådant vil typisk være tilfældet i situationer, hvor beskæftigelsen udføres på virksomheden eller på en af arbejdsgiveren anvist arbejdsplads under ledelse af en arbejdsgiverrepræsentant.

I henhold til tidligere praksis anvendes omregning på free-lance beskæftigede, visse former for konsulentvirksomhed og lignende.

Der er ikke med formuleringen af § 3 søgt at ændre på denne praksis.

Til § 4, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter personer, der arbejder på fast ugentlig nedsat arbejdstid. Det vil sige, både medlemmer der fx arbejder 20 timer pr. uge fx med frigørelsesattest, og medlemmer der fx er garanteret en mindste gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, herunder med varierende ugentlig arbejdstid.

Arbejder et medlem i en fast turnusordning fx 38 timer i den første uge og 0 timer i den anden uge, tæller begge uger med i 78-ugers-perioden.

Et medlem, der har haft 26 ugers arbejde med mere end 30 timer pr. uge inden for 12 måneder efter at have modtaget supplerende dagpenge i 78 uger, kan igen få supplerende dagpenge i 78 uger.

Modtager medlemmet imidlertid supplerende dagpenge i den 78. uge efter at have arbejdet i 26 uger med mere end 30 timer pr. uge, skal medlemmet for igen at have ret til supplerende dagpenge have 26 ugers arbejde med mere end 30 timer pr. uge.

Til § 4, stk. 4.

Bestemmelsen indbærer, at løsarbejdere, fx havnearbejdere og visse løst ansatte grupper inden for fiskeindustri, tjenerfaget, musikere m.fl., ikke omfattes af stk. 1.

Bestemmelsen i nr. 1, om, at medlemmet skal have været beskæftiget hos flere arbejdsgivere, indebærer, at et medlem fx ikke kan arbejde på flere kommunale skoler eller kommunale plejehjem inden for samme kommune uden at blive omfattet af tidsbegrænsningen.

Til § 6, stk. 2.

Hvis fx en underviser får vederlag for forberedelse, skal forberedelsestiden medføre fradrag i dagpengene på samme måde som den egentlige undervisningstid. Dagpengekortet skal derfor belægges med såvel undervisningstimerne som de timer, vederlaget for forberedelsen udgør, når vederlaget er omregnet efter den omregningsfaktor, der er fastsat i henhold til den overenskomst, som medlemmet er omfattet af.

Til § 6, stk. 3.

For et fuldtidsforsikret medlem skal dagpengekortet belægges med det omregnede antal arbejdstimer, hvis medlemmets nettoindtægt omregnet til arbejdstimer giver et større antal arbejdstimer end 7,6/6,3 timer pr. arbejdsdag.

Hvis fx en fisker har haft 4 fiskedage/havdage i en uge, belægges dagpengekortet som minimum med 6,3 timer på hver fiskedag/havdag. Da medlemmets arbejdstid ikke kan kontrolleres, skal medlemmets nettoindtægt omregnes til arbejdstimer. Svarer medlemmets omregnede lønindtægt denne uge til 32 arbejdstimer, skal medlemmets dagpengekort belægges med 8 timer på hver af de 4 fiskedage/havdage i ugen.

Hvis fx et medlem, der sælger avisabonnementer telefonisk fra sin bopæl, er provisionslønnet med en aftalt og af arbejdsgiveren dokumenteret (skriftlig) fast arbejdstid på 4 timer 5 dage om ugen, skal medlemmets dagpengekort belægges med 4 timer hver arbejdsdag.

Til § 7.

Modtager et medlem løn under sygdom for et større antal timer end 7,6, fx i kraft af at medlemmet er ansat til 9 timers arbejde lørdag og 9 timers arbejde søndag, skal medlemmets dagpengekort belægges med det antal timer, der udbetales løn for under sygdom.

Til § 8.

Et medlem, der holder ferie eller modtager efterløn, får i henhold til gældende regler udbetalt feriegodtgørelse/feriedagpenge eller efterløn for 6 dage, hvor hver enkelt dags udbetaling udgør 6,3 timer. Dagpengekortet belægges derfor på sådanne dage med 6,3 timer.

Til § 9.

Et medlem, der er ansat hos 2 arbejdsgivere og opfylder beskæftigelseskravet hos begge, vil ved hjemsendelse eller afskedigelse fra begge arbejdsgivere samme dag kunne få udbetalt en dagpengegodtgørelse fra begge arbejdsgivere i alt svarende til mere end dagpenge for 6,3 timer.

Selv om medlemmet har fået udbetalt en dagpengegodtgørelse for samme dag fra flere arbejdsgivere, kan dagpengekortet dog maksimalt belægges med 6,3 timer pr. 1. ledighedsdag.

Et medlem arbejder fx i 7,6 timer både hos arbejdsgiver A og arbejdsgiver B om mandagen i uge 3, det vil sige i alt 15,2 timer. Medlemmets dagpengekort skal denne mandag belægges med medlemmets arbejdstimer, det vil sige med 15,2 timer.

Medlemmet opsiges hos begge arbejdsgivere om mandagen til fratrædelse samme dag.

Medlemmet har i de sidste 4 uger arbejdet således, at arbejdsgiver A skal betale en dagpengegodtgørelse for 5 timer (omregnet til 4 belægningstimer), og arbejdsgiver B skal betale en dagpengegodtgørelse for 6 timer (omregnet til 4,8 belægningstimer). Medlemmet modtager derfor i alt dagpengegodtgørelse for 11 timer eller 8,8 omregnede belægningstimer. Medlemmets dagpengekort skal dog kun belægges med 6,3 timer for tirsdagen.

Dagpengegodtgørelsen skal omregnes med den angivne faktor, hvis medlemmet er hjemsendt og får dækning for dele af en dag, eller hvis medlemmet arbejder på mindre end fuld sædvanlig arbejdstid og dermed får udbetalt en dagpengegodtgørelse i forhold til det antal timer, medlemmet var ansat til, det vil sige mindre end 7,6 timer pr. dag.

Den tekniske belægning for dagpengegodtgørelsen skal anføres på dagpengekortet ud for medlemmets 1. ordinære arbejdsdag.

Arbejder et medlem normalt i en 5-dages-uge fra mandag til og med fredag, og ophører medlemmet i arbejdet fredag, skal dagpengekortet teknisk belægges med 6,3 timer den 1. ordinære arbejdsdag, det vil sige den følgende mandag for en udbetalt dagpengegodtgørelse.

Skal et medlem fx en tjener eller en fisker normalt stå til rådighed for en 7-dages-uge, således at dagpengekortet i tilfælde af sygdom, fri for egen regning m.v. teknisk skal belægges alle ugens dage, skal den tekniske belægning for dagpengegodtgørelse i tilfælde af arbejdsophør en fredag eller en lørdag ske henholdsvis lørdag eller søndag.

Til § 14.

Et medlem kan få supplerende dagpenge med den individuelle sats, hvis der f.eks. kun sker fradrag i dagpengene som følge af timeoverførsel, bibeskæftigelse, dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren for 1. ledighedsdag, ferie, sygdom, borgerligt ombud eller aktiviteter, der udføres i det offentliges interesse.

Et medlem anses for at have bibeskæftigelse i relation til denne bekendtgørelse, når arbejdet er af meget ringe omfang og af en sådan karakter, at det ikke vil kunne udbydes som hovedbeskæftigelse.

Ved bibeskæftigelse er der i første række tænkt på fx arbejde som fritidsvicevært, kirkesanger, frivillig brandmand eller borgerligt ombud.

Det er således ikke afgørende, om det konkrete arbejde kan udbydes som fuldtidsbeskæftigelse, men om arbejdet efter sin karakter, herunder omfang, normalt kan anses som hovedbeskæftigelse.

Et medlem, der alene har bibeskæftigelse med selvstændig virksomhed, der medfører fradrag i dagpengene, skal have udbetalt dagpenge med den individuelle sats.

Til §§ 15 og 16.

Den ugentlige arbejdstidsnedsættelse til 38 timer pr. uge har teknisk-administrativt virkning fra den 1. januar 1989, jf. bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Har et medlem arbejdet mandag, tirsdag og onsdag i en uge (7,6 timer x 3) og fået udbetalt en dagpengegodtgørelse om torsdagen (6,3 timer), vil medlemmet på grund af mindsteudbetalingsreglen ikke kunne få arbejdsløshedsdagpenge for fredagen, da medlemmet har mindre end 9 timers ledighed i ugen.

Har et deltidsforsikret medlem hidtil arbejdet 28 timer pr. uge, og får medlemmet herefter en beskæftigelse på 24 timer pr. uge, vil medlemmet ikke kunne få supplerende dagpenge, idet nedgangen på 4 timer er mindre end 1/4 af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før ledigheden.

Hvis medlemmets arbejdstid bliver nedsat til 21 timer, vil medlemmet kunne få supplerende dagpenge, idet nedgangen på 7 timer netop svarer til 1/4 af medlemmets tidligere gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.

For at sikre at fuldtidsforsikrede medlemmer i visse situationer kan få supplerende dagpenge i tilfælde af een dags ledighed, er der fastsat særlige mindsteudbetalingsregler på henholdsvis 7,6 timer og 6,3 timer pr. uge for disse medlemmer.

Tilsvarende er der i de samme situationer fastsat særlige mindsteudbetalingsregler for deltidsforsikrede medlemmer.

Et fuldtidsforsikret medlem, der overgår til efterløn en tirsdag, skal have dagpengekortet belagt med 6,3 timer tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag, jf. § 8. Medlemmet vil som følge af den særlige mindsteudbetalingsregel i § 15, stk. 2, kunne få supplerende dagpenge for mandagen, idet der i ugen er mindst 6,3 timers ledighed.

Et fuldtidsforsikret medlem, der er syg i ugens 2 første dage, skal have dagpengekortet belagt med 2 x 7,6 timer. Er medlemmet på kursus og får kursusgodtgørelse i de næste 2 dage i ugen, belægges dagpengekortet for disse dage med 2 x 7,6 timer. Medlemmet vil som følge af den særlige mindsteudbetalingsregel i § 15, stk. 3, kunne få supplerende dagpenge for fredagen, idet der i ugen er mindst 7,6 timers ledighed.

Et fuldtidsforsikret medlem, der i henhold til en overenskomst eller i henhold til en ansættelsesaftale, hvis medlemmet ikke er omfattet af en overenskomst, arbejder 6 dage i en uge ,skal i tilfælde af sygdom i ugens 5 første dage have dagpengekortet belagt med 5 x 6,3 timer. Medlemmet vil som følge af den særlige mindsteudbetalingsregel i § 15, stk. 4, kunne få supplerende dagpenge for lørdagen, idet der i ugen er mindst 6,3 timers ledighed.

Til § 17.

Når arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale en dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag efter overgangsbestemmelserne til samme medlem er bortfaldet, skal arbejdsgiveren over for medlemmet skriftligt oplyse på hvilke dage og for hvilke tidspunkter, medlemmet har modtaget en dagpengegodtgørelse.

Erklæringen skal underskrives af medlemmet og arbejdsgiveren og af medlemmet gives til arbejdsløshedskassen.

Erklæringen er dokumentation for, at arbejdsgiveren har opfyldt arbejdsløshedsforsikringslovens forpligtelse til at betale medlemmet en dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag.

Hvis arbejdsløshedskassen kan konstatere, at dagpengekortet/kortene af medlemmet er blevet teknisk belagt, og at arbejdsløshedskassen derfor har tilbageholdt dagpenge svarende til det antal 1. ledighedsdage, som det forudsættes i arbejdsløshedsforsikringsloven, at arbejdsgiveren skal betale til det samme medlem, kan arbejdsløshedskassen dog genoptage udbetalingen af dagpenge til medlemmet for 1. ledighedsdag, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt, selv om erklæringen endnu ikke er givet til arbejdsløshedskassen.

Hvis medlemmet på grund af uoverensstemmelse med arbejdsgiveren om dennes forpligtelse til at betale en dagpengegodtgørelse ikke har modtaget dagpengegodtgørelsen, men medlemmets dagpengekort af arbejdsløshedskassen er blevet teknisk belagt for det antal 1. ledighedsdage, som det forudsættes i arbejdsløshedsforsikringsloven, at arbejdsgiveren skal betale til det samme medlem, kan arbejdsløshedskassen dog også genoptage udbetalingen af dagpenge til medlemmet for 1. ledighedsdag, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt.

Er arbejdsgiveren ikke forpligtet til at betale en dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag, kan medlemmet få dagpenge fra arbejdsløshedskassen ved ledighedens start, hvis de almindelige betingelser for at få dagpenge er opfyldt.

Til § 18.

Det er en betingelse for udbetaling af dagpenge for en eller flere søgnehelligdage, at medlemmet har været ledig i en normal arbejdsuge før helligdagene, og at ledigheden ikke skyldes arbejdsfordeling eller virksomhedslukning på grund af ferie.

Hvis medlemmet under ledigheden er syg, holder ferie eller deltager i kursus, betragtes medlemmet alligevel i denne forbindelse som ledig.

Eksempel: ugedage T O T F L S M T O Beskæf- tigelse A G L L O O L L SH

A = arbejde

L = ledighed

SH = søgnehelligdag

G = dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag

Medlemmet har været ledig en uge før søgnehelligdagen og vil derfor være berettiget til dagpenge.

Søgnehelligdage ved jul og påske betragtes som en helhed, således at betingelserne for udbetaling af dagpenge for disse dage skal være opfyldt før den første søgnehelligdag.

Udbetaling af en opsparet søgnehelligdagsbetaling er uden betydning for retten til dagpenge for søgnehelligdage.

Det er også uden betydning, at medlemmet har fået en dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren for 1. ledighedsdag, hvis medlemmet i øvrigt opfylder betingelsen om ledighed i en uge forud for søgnehelligdagene.

Til § 20.

Et medlem er ledig på grund af vejrlig, hvis medlemmets arbejde indstilles eller ikke kommer i gang som følge af dårligt vejr.

Arbejdsstandsning, som fx skyldes varme eller omfatter medlemmer, der er beskæftigede indendørs, vil som følge heraf ikke kunne betragtes som vejrligsledighed.

Et medlem er ledig på grund af materialemangel, hvis medlemmet enten bliver på arbejdspladsen og venter på materialer eller bliver hjemsendt, fordi arbejdsgiveren i henhold til overenskomst eller faglig kutyme har ret til at indstille arbejdet som følge af materialemangel.

Medlemmer, som forgæves giver møde på arbejdspladsen og modtager erstatning for indtil 2 timer, skal ikke have dagpengekortet belagt for disse timer, hvis arbejdet ikke kan igangsættes, og der straks ved arbejdstidens begyndelse sker hjemsendelse (eller ansættelse ikke finder sted).

Det er ikke et ubetinget krav, at et medlem skal møde på arbejdspladsen hver dag, når medlemmet er hjemsendt på grund af vejrlig. Arbejdsgiveren kan på forhånd tilkendegive, at medlemmet ikke skal møde på arbejdet næste dag, medmindre arbejdet kan genoptages. Attestationen kan således gives efterfølgende, men den skal altid foreligge, inden dagpengekortet afleveres til arbejdsløshedskassen.

Tilsvarende gælder ved hjemsendelser på grund af materialemangel.

Der kan ikke udbetales dagpenge for vejrligsdage i forbindelse med arbejde, der udføres uden for landets grænser, medmindre der arbejdes for en dansk arbejdsgiver, og medlemmet hver dag efter arbejdstids ophør vender tilbage til sin bopæl i Danmark.

Et medlem kan ikke få dagpenge i en hjemsendelsesperiode på grund af vejrlig eller materialemangel, når medlemmet i henhold til overenskomst, arbejdsaftale, kutyme m.v. har ret til løn eller arbejdsvederlag i hjemsendelsesperioden. Det er uden betydning, om vederlaget rent faktisk udbetales.

Medlemmet kan heller ikke få dagpenge, hvis medlemmets arbejdsgiver har fraskrevet sig muligheden for at hjemsende medlemmet uden løn på grund af vejrlig/materialemangel.

Det samme gælder, hvis medlemmet er ansat i en akkordopgave, hvor der er aftale om udførelse af et bestemt stykke arbejde til en på forhånd aftalt betaling for en bestemt afgrænset tidsperiode, og medlemmet har forpligtet sig til at færdiggøre arbejdet.

Til § 21.

Under arbejdsfordeling nedsættes den overenskomstmæssige arbejdstid i en begrænset periode, uden at de pågældende medarbejdere er afskedigede. En arbejdsfordeling er bl.a. karakteristisk ved, at medarbejderne i hele perioder fortsat er ansat i virksomheden, også selv om ordningen medfører en samlet lukning i et antal uger.

Formålet med en arbejdsfordeling er at undgå afskedigelser i den periode, som arbejdsfordelingen er aftalt for.

Hvis en arbejdsfordeling er aftalt i strid med bekendtgørelsens regler, kan de pågældende medlemmer ikke få supplerende dagpenge i den periode, arbejdsfordelingen er aftalt for. Da en arbejdsfordeling er en ændring af ansættelsesforholdet, kan dagpengeretten for et medlem, der har et individuelt varsel ved sådanne ændringer, tidligst indtræde, når varslet er udløbet.

Anmeldelsen af en arbejdsfordeling skal foretages på en af Arbejdsdirektøren godkendt blanket og skal indeholde oplysninger om de af arbejdsfordelingen omfattede medarbejdere med angivelse af navn, personnummer samt hvilken arbejdsløshedskasse, medarbejderne er medlem af. Kopi af anmeldelsen sendes af Arbejdsformidlingen til den eller de berørte arbejdsløshedskasser.

I særlige tilfælde kan et medlem få supplerende dagpenge, selv om en arbejdsfordeling ikke omfatter en hel virksomhed, men kun en del heraf. Når der foreligger særlige driftsmæssige eller faglige grunde, og der i øvrigt er enighed om arbejdsfordelingen, kan denne godkendes af Arbejdsmarkedsnævnet efter de samme regler, som er nævnt ovenfor.

Hvis en virksomhed med en godkendt arbejdsfordeling uforudset får et kortvarigt behov for arbejdskraft, medregnes en sådan periode med mere beskæftigelse end forudsat i arbejdsfordelingsperioden, medmindre arbejdsfordelingen inden er afmeldt til Arbejdsformidlingen.

Ved en afmelding skal det angives, om afbrydelsen af arbejdsfordelingsordningen er af midlertidig karakter.

Arbejdsgiverens udbetaling af en dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag ændrer ikke på bestemmelserne om arbejdsfordeling.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 27. juni 1989

TROELS NØRGAARD

/Tove Hunderup

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →