Cirkulæreskrivelse om udarbejdelse af valglister m.v. til Europa-Parlamentsvalget torsdag den 15. juni 1989 (Til alle kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om udarbejdelse af valglister m.v. til Europa-Parlamentsvalget torsdag den 15. juni 1989
(Til alle kommunalbestyrelser)
1. Indledning.
Ifølge § 14, stk. 1, i lov nr. 746 af 7. december 1988 om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (De Europæiske Fællesskabers Forsamling) skal kommunalbestyrelsen i de år, hvor der afholdes valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, udarbejde en valgliste over vælgerne i kommunen.
For udarbejdelse af valglisterne over de vælgere, der har valgret efter Europa-Parlamentslovens § 3, stk. 1, nr. 1, finder reglerne om valglister i folketingsvalgloven (lov nr. 271 af 13. maj 1987) tilsvarende anvendelse, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 14, stk. 2.
For udarbejdelse af valglisten over de vælgere, der har valgret efter Europa-Parlamentsvalglovens § 3, stk. 1, nr. 2, og som ikke tillige opfylder betingelserne for optagelse på folketingsvalglisten, gælder reglerne i Indenrigsministeriets bekendgørelse nr. 569 af 13. november 1978 om optagelse på valglisten til Europa-Parlamentsvalget af personer, der har fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i De Europæiske Fællesskaber. De pågældende vælgere optages på en særlig supplementsliste til valglisten i Københavns Kommune, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 14, stk. 3, såfremt de efter de i bekendtgørelsen fastsatte regler har indgivet anmodning herom senest 15. marts 1989.
I det følgende fastsættes i medfør af Europa-Parlamentsvalglovens § 14, stk. 2, jf. folketingsvalglovens § 19, stk. 3, nærmere regler om udarbejdelse af valglisterne over de vælgere, der har valgret efter Europa-Parlamentsvalglovens § 3, stk. 1, nr. 1.
2. Maskinel udarbejdelse af valglisterne.
Valglisterne udarbejdes på grundlag af oplysningerne i det centrale personregister (CPR) med de ændringer, som kommunens folkeregister har modtaget til og med 18.-dagen før valgdagen, dvs. søndag den 28. maj 1989.
Da der ikke foretages indberetning af CPR-ændringer lørdage og søndage, vil den faktiske skæringsdag for optagelse af tilflyttende m.fl. vælgere på den maskinelt udskrevne valgliste blive fredag den 26. maj 1989. Dette indebærer, at en række vælgere manuelt skal optages på valglisten, jf. nedenfor i afsnit 3.
Med henblik på den maskinelt udarbejdede valgliste skal kommunalbestyrelsen (folkeregistret) foretage indberetning til CPR om
1) alle flytninger til kommunen, som folkeregistret har modtaget meddelelse om til og med fredag den 26. maj, og hvor flyttedatoen ligger før eller er lig med den 26. maj,
2) meddelelser om erhvervelse eller fortabelse af dansk indfødsret, som folkeregistret modtager senest fredag den 26. maj,
3) meddelelser om umyndiggørelse eller ophævelse af umyndiggørelse, som folkeregistret modtager senest fredag den 26. maj, samt
4) optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af folketingsvalglovens § 2, og for hvilke kommunalbestyrelsen senest fredag den 26. maj har truffet afgørelse om optagelse på valglisten, eller for hvilke kommunalbestyrelsen senest denne dag fra Valgretsnævnet (skriftlig eller telefonisk) har modtaget meddelelse om, at de pågældende er optaget på valglisten.
Indberetningerne skal foretages senest fredag den 26. maj, dvs. for meddelelser modtaget denne dag, på samme dag som modtagelsen af meddelelsen. Det forudsættes dog, at meddelelsens rigtighed kontrolleres på sædvanlig måde.
Om den tidsplan, der gælder for udtræk fra CPR-registret til brug for fremstilling af valglister og valgkort, udsendelse af materiale til kommunerne mv. henvises i øvrigt til CPR-meddelelse nr. 5/1989, udsendt til alle kommuner i uge 20.
3. Manuel berigtigelse af den maskinelt udskrevne valgliste.
3.1. Berigtigelse af fejl eller mangler vedrørende indberetninger fredag den 26. maj 1989.
Efter CPR's ajourføring vil folkeregistret modtage sædvanligt returmateriale. Konstateres det ved gennemgang af materialet, herunder personkortene, at en indberettet ændring ikke er gennemført i CPR, eller konstateres det, at en ændring, der burde være indberettet til CPR senest den 26. maj, ikke er indberettet, foretages manuel sletning af og opførelse på valglisterne. Ved flytning mellem 2 kommuner må tilflytningskommunen rette henvendelse til fraflytningkommunen herom, således at den pågældende kan slettes af valglisten i fraflytningskommunen.
3.2. Manuel optagelse af visse vælgere, der er flyttet til kommunen før mandag den 29. maj eller som før denne dag har anmeldt flytningen til folkeregistret.
Vælgere, der
1) før mandag den 29. maj 1989 har anmeldt flytning til kommunen pr. den 27. maj 1989 eller pr. den 28. maj 1989, eller
2) lørdag den 27. maj 1989 eller søndag den 28. maj 1989 indgiver anmeldelse om flytning til kommunen pr. en dato, der ligger før 29. maj 1989,
skal optages manuelt på valglisten.
De anmeldelser, der er nævnt under nr.1 og 2, kan være indgivet ved nedlæggelse af anmeldelserne i kommunens brevkasse eller - om lørdagen - være fremkommet pr. post eller ved personlig henvendelse i kommunens folkeregister.
Vælgere, hvis anmeldelse om flytning til kommunen først fremkommer mandag den 29. maj 1989 eller senere, skal ikke optages på valglisten, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4 og 5.
I forbindelse med den manuelle optagelse på valglisten må det ved henvendelse til fraflytningskommunen sikres, at den tilflyttende vælger slettes af valglisten deer.
3.3. Manuel optagelse af visse vælgere, der tilflytter fra Færøerne eller et af de øvrige nordiske lande.
Vælgere, der er flyttet til kommunen fra Færøerne eller et af de øvrige nordiske lande senest søndag den 28. maj 1989 og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, skal optages på valglisten, uanset om de er i besiddelse af og afleverer internordiske flyttepapirer.
3.4. Manuel optagelse på valglisten af visse vælgere, der er omfattet af folketingsvalglovens § 2.
Vælgere, der er omfattet af folketingsvalglovens § 2, og som ikke er optaget på den maskinelt udskrevne valgliste, skal optages manuelt på valglisten, såfremt
1) kommunalbestyrelsen senest søndag den 28. maj 1989 har truffet afgørelse om optagelse på valglisten, eller
2) kommunalbestyrelsen modtager meddelelse om (telefonisk eller skriftligt), at Valgretsnævnet senest søndag den 28. maj 1989 har truffet afgørelse om, at den eller de pågældende skal optages på valglisten.
Ansøgninger om optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af folketingsvalglovens § 2, herunder ansøgninger om fornyet optagelse, og som kommunalbestyrelsen modtager senest fredag den 26. maj 1989 med morgenposten, skal behandles straks efter modtagelsen, eventuelt straks videresendes til Valgretsnævnet. Videresendelsen kan om fornødent ske pr. telefax (33 11 12 39). I de tilfælde, der er nævnt nedenfor under nr. 1, kan behandlingen af en ansøgning dog sættes i bero til efter valget.
Vælgere, der senest søndag den 28. maj 1989 har indgivet anmodning om optagelse på folketingsvalglisten, og hvorom enten kommunalbestyrelsen eller Valgretsnævnet senest denne dag har truffet beslutning om optagelse, skal optages manuelt på valglisten, uanset om fraflytningsdatoen til udlandet ligger senere end søndag den 28. maj 1989.
Vælgere, der senere end søndag den 28. maj 1989 indgiver anmodning om optagelse på folketingsvalglisten, kan ikke optages, uanset om anmodningen indgives i forbindelse med anmeldelse af flytning til udlandet.
Såfremt en vælger, der er omfattet af folketingsvalglovens § 2, stk. 2, og hvorom der tidligere er truffet beslutning om optagelse på folketingsvalglisten, har indgivet ansøgning om fornyet optagelse på valglisten inden 2-års fristens udløb, gælder følgende
1) Hvis 2-års fristen udløber på valgdagen den 15. juni 1989 eller senere, vil den pågældende blive optaget på den maskinelt udskrevne valgliste. Behandlingen af ansøgningen kan sættes i bero til efter valget. Der skal ikke ske nogen manuel berigtigelse af valglisten.
2) Hvis 2-års fristen udløber før valgdagen, og afgørelse om fornyet optagelse ikke er truffet senest fredag den 26. maj 1989, vil den pågældende ikke blive optaget på den maskinelt udskrevne valgliste. Den pågældende skal derfor optages manuelt på valglisten. Dette er en følge af, at 2-års fristen forlænges, indtil der er truffet afgørelse, såfremt anmodning om fornyet optagelse indgives inden 2 års fristens udløb, jf. folketingsvalglovens § 16, stk. 3.
Det bemærkes, at afslag på anmodninger om optagelse på valglisten, herunder fornyet optagelse, alene kan gives af Valgretsnævnet (medmindre afslaget er begrundet i, at den pågældende ikke opfylder de almindelige valgretsbetingelser, bortset fra bopælsbetingelsen).
3.5. Manuel optagelse på valglisten af vælgere, der erhverver dansk indfødsret, eller hvis umyndiggørelse ophæves senere end fredag den 26. maj 1989.
Personer, der erhverver dansk indfødsret senere end fredag den 26. maj 1989, skal optages manuelt på valglisten, såfremt de opfylder de øvrige betingelser for optagelse på valglisten.
Personer, der har været umyndiggjort, men hvis umyndiggørelse ophæves senere end fredag den 26. maj 1989, skal optages manuelt på valglisten, såfremt de opfylder de øvrige betingelser for optagelse på valglisten.
Disse berigtigelser af valglisten skal foretages til og med valgdagen.
3.6. Manuel slettelse af valglisten.
Ved meddelelser om udvandring, herunder fraflytning til Færøerne eller Grønland, dødsfald, umyndiggørelse eller fortabelse af dansk indfødsret, som modtages i kommunens folkeregister senere end fredag den 26. maj 1989, skal den pågældende vælger manuelt slettes af valglisten.
Vælgere, der fraflytter til Færøerne eller et af de øvrige nordiske lande, skal dog først slettes, når folkeregistret har modtaget underretning om, at den eller de pågældende er optaget i folkeregistret på Færøerne, henholdvis i et af de ørige nordiske lande.
Disse berigtigelser (slettelser) skal foretages for de anmeldelser/meddelelser, som modtages i kommunens folkeregister til og med dagen inden valgdagen, dvs. onsdag den 14. juni 1989.
3.7. Særligt om forsvundne personer.
Personer, der senest fredag den 26. maj 1989, er indberettet til CPR som forsvunden, optages ikke på den maskinelt udskrevne valglisten.
Hvis en person, der er registreret som forsvunden, senest på valgdagen meddeler folkeregistret i den kommune, hvor vedkommende sidst har været tilmeldt, at vedkommende har fast bopæl i kommunen, skal den pågældende optages manuelt på valglisten i kommunen.
Hvis en person, der er registreret som forsvunden, senest på valgdagen, anmelder flytning til en anden kommune end den, hvor vedkommende sidst har været tilmeldt folkeregistret, skal den pågældende optages manuelt på valglisten i den kommune, hvor vedkommende sidst har været tilmeldt folkeregistret. Tilflytningskommunen giver fraflytningskommunen meddelelse herom.
4. Særligt om flytning mv. inden for landets grænser efter den 28. maj 1989
Vælgere, hvis flyttedato ligger senere end søndag den 28. maj 1989, eller som anmelder flytning senere end denne dato enten inden for kommunen eller fra en anden kommune skal forblive optaget på valglisten under den hidtidige bopæl, jf. folketingsvalglovens § 18, stk. 4.
Skriftlig oplysning om, at disse vælgere kan afgive stemme enten ved fremmøde på valgdagen på et afstemningssted ved den hidtidige bopæl eller ved brevstemme til den hidtidige bopælskommune, bør - i tilfælde hvor flytningsanmeldelsen sker ved personlig henvendelse på folkeregistret - udleveres til anmelderen. I andre tilfælde bør sådan oplysning tilsendes vælgeren, såfremt anmeldelsen er modtaget i folkeregistret senest fredag den 9. juni 1989.
5. Tilflytning mv. fra Færøerne, Grønland eller udlandet efter den 28. maj 1989.
Personer, der anmelder tilflytning til kommunen fra Færøerne, Grønland, herunder fra områder i Grønland uden for den kommunale inddeling, eller udlandet senere end søndag den 28. maj 1989, kan ikke optages på valglisten.
Personer, der er optaget på valglisten i medfør af folketingsvalglovens § 16, og som tilflytter fra udlandet senere end den 28. maj 1989, skal forblive optaget på valglisten i medfør af folketingsvalglovens § 16.
Indenrigsministeriet, den 23. maj 1989
Thor Pedersen
/Anne Birte Pade