Legislator Case Law & Legislation
C19890004360 DK

Vejledning til bekendtgørelse om udbetaling af feriedagpenge

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1989 43 Historic

Vejledning til bekendtgørelse om udbetaling af feriedagpenge

Bekendtgørelsen omhandler reglerne om feriedagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h.

Regler om optjening og afholdelse af ferie med feriegodtgørelse eller løn er derimod fastsat i ferieloven og Arbejdsministeriets bekendtgørelse om feriegodtgørelse mv. Der er desuden fastsat regler om optjening og afholdelse af ferie med feriegodtgørelse eller løn i bl.a. medhjælperloven, et særligt feriecirkulære for statstjenestemænd, en særlig feriebekendtgørelse for søfarende og i kollektive overenskomster.

Efter ferieloven optjenes der 2 1/2 dags ferie for hver måneds beskæftigelse i optjeningsåret (det seneste kalenderår forud for ferieåret). Dette gælder uanset omfanget af den ugentlige og daglige arbejdstid. Fuld optjent ferie efter ferieloven udgør således 30 dage, der skal holdes i det følgende ferieår (2. maj til 1. maj).

Til den optjente ferie efter ferieloven er der knyttet en ret til enten feriegodtgørelse eller løn.

Reglerne i bekendtgørelsen giver ret til feriedagpenge for den del af ferien, hvortil der ikke er optjent ret til feriegodtgørelse eller løn under ferie.

Lønmodtagere, der ikke har optjent ret til fuld ferie med feriegodtgørelse eller løn, har efter ferielovens § 6 a ret til at få antallet af de optjente feriedage suppleret op til 30 dages ferie - dog uden ret til feriegodtgørelse eller løn for de supplerende feriedage.

Til kapitel 1

Retten til feriedagpenge (§ 1)

1. Medlemmet skal enten være ledig eller i arbejde som lønmodtager

Retten til feriedagpenge forudsætter, at medlemmet på ferietidspunktet enten er ledig eller i arbejde som lønmodtager uden i optjeningsåret at have optjent fuld ret til feriegodtgørelse eller løn under ferie til det følgende ferieår.

Medlemmer af arbejdsløshedskasser for selvstændige erhvervsdrivende kan kun få feriedagpenge under ledighed.

2. Medlemmet skal være dagpengeberettiget

Udbetaling af feriedagpenge forudsætter, at medlemmet ville have ret til dagpenge i tilfælde af ledighed på de pågældende dage.

Medlemmet skal således opfylde bl.a. kravene til medlemsanciennitet (lovens § 53) og arbejdskravet (lovens § 55 eller § 72).

Rådighed

Det er en betingelse, at medlemmet i tilfælde af ledighed ville være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmer, der er under uddannelse uden at være dagpengeberettiget i henhold til lovens § 62 a, f.eks. lærlinge og efg-elever, vil ikke kunne få feriedagpenge, når de holder ferie.

Feriedagpenge kan ikke udbetales til et medlem, der ikke er dagpengeberettiget på grund af f.eks. sygdom, fængselsophold eller konflikt. Dette gælder dog ikke, hvis sygdommen, fængselsopholdet eller konflikten indtræder under ferien.

Feriedagpenge kan ikke udbetales ved ophold i udlandet, uanset om medlemmet bevarer sin bopæl i Danmark.

Et medlem, der arbejder i udlandet, men midlertidigt vender hjem til Danmark for at holde ferie, er ikke berettiget til feriedagpenge. Grønland og Færøerne sidestilles i denne forbindelse med udlandet. Et medlem med bopæl og ansættelse i Danmark vil dog under udsendelse til midlertidigt arbejde i udlandet have mulighed for at få feriedagpenge, når medlemmet vender hjem i forbindelse med feriens påbegyndelse.

En grænsearbejder, der er beskæftiget i Danmark, vil - under ansættelsen - kunne være berettiget til feriedagpenge.

Et medlem, der er ansat på sædvanlige lønmodtagervilkår i samlevers virksomhed, er berettiget til feriedagpenge, hvis medlemmet i tilfælde af fuld ledighed ville være dagpengeberettiget.

Hvis et medlem, der ikke har kunnet opnå frigørelsesattest, men fortsætter arbejdet uden ret til supplerende dagpenge, anmoder om feriedagpenge, anses medlemmet for efter lovens § 75 h, at være dagpengeberettiget under feriens afholdelse, jf. dog § 3, stk. 2.

Det samme gælder for et deltidsforsikret medlem, hvis ret til supplerende dagpenge er bortfaldet efter lovens § 73, stk. 2, jf. dog § 4, stk. 2.

Overskydende timer i henhold til direktoratets bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 om overførsel af overskydende timer kan ikke opbruges på feriedage med feriedagpenge, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Der stilles ikke krav om, at medlemmet står til rådighed under feriens afholdelse.

Karantæne

Feriedagpenge kan ikke udbetales under en karantæne, der skyldes arbejdsophør eller vægring, jf. lovens § 63.

Feriedagpenge kan udbetales under en senere ferie i samme ferieår efter karantænens udløb, såfremt medlemmet på dette tidspunkt opfylder betingelserne herfor.

Derimod vil en eventuel idømt effektiv karantæne efter lovens § 87, stk. 1 eller 3, ikke berøre retten til feriedagpenge.

Dagpengeret efter 30. september

Opnår et medlem først dagpengeret efter den 30. september, kan der højst ydes feriedagpenge for 12 dage i det pågældende ferieår, jf. § 1, stk. 3.

Dagpengeret efter 1. januar for nyuddannede

Nyuddannede, der får ret til dagpenge efter lovens § 54 i perioden 1. januar til 1. maj i et ferieår, har ikke ret til feriedagpenge i det pågældende ferieår, jf. § 1, stk. 4. Hvis der ikke er optjent feriegodtgørelse under uddannelsen, kan medlemmet få feriedagpenge i det følgende ferieår, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Feriegodtgørelse udbetales uden at være optjent (manglende indtægtstab)

Feriedagpenge kan kun udbetales, hvis der er tale om en mistet arbejdsindtægt i de dage, hvor medlemmet holder ferie, jf. § 1, stk. 5. Det betyder bl.a., at der ikke kan udbetales feriedagpenge for feriedage, hvor et medlem i fuld beskæftigelse modtager fuld feriegodtgørelse eller fuld løn, selv om medlemmet ikke har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn i optjeningsåret.

Modtager et medlem, der arbejder på nedsat tid, feriegodtgørelse eller løn i ferien, skal den udbetalte - ikke optjente - feriegodtgørelse eller løn omregnes til et antal feriedage, der fratrækkes i det beregnede fradrag efter §§ 3 eller 4.

Omregningen foretages ved at dele de timer, feriegodtgørelsen eller lønnen svarer til med 6,3 (for fuldtidsforsikrede) og 4,3 (for deltidsforsikrede). Faktoren 6,3 henholdsvis 4,3 er værdien af en feriedag (38/6 = 6,3 og 26/6 = 4,3).

Eksempel

Et fuldtidsforsikret medlem, der ikke har optjent ret til ferie, arbejder 15 timer ugentlig og modtager i ferien løn for disse timer.

Efter reglerne i § 3 er medlemmet berettiget til 30 dage med feriedagpenge. Medlemmet holder 3 ugers ferie = 18 feriedage.

Den udbetalte løn dækker 3 x 15 timer = 45 timer, som skal fratrækkes de 18 feriedage.

Timerne omregnes til feriedage ved at dividere med 6,3

45

--- = 7 feriedage, som lønnen skal dække.

6,3

De 7 feriedage skal fratrækkes de 18 feriedage, og medlemmet vil kunne få udbetalt feriedagpenge for 11 dage til denne ferie.

3. Der er tale om en ret - ikke en pligt

Et medlem kan ikke pålægges at holde ferie med feriedagpenge, medmindre medlemmet er ansat på en virksomhed, der holder kollektiv ferielukning.

Et ledigt medlem kan endvidere ikke pålægges at holde optjent ferie efter ferieloven, f.eks. ved at kassen undlader at udbetale dagpenge i et tilsvarende antal dage.

Forholdet mellem en arbejdsløshedskasse og et ledigt medlem kan således ikke sidestilles med et arbejdsgiver/lønmodtagerforhold.

4. Forholdet mellem ferie med feriedagpenge og ferie med feriegodtgørelse for et ledigt medlem

Til et ledigt medlem, der holder optjent ferie med feriegodtgørelse, kan der ikke udbetales arbejdsløshedsdagpenge, jf. reglerne i direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejde og indtægters betydning for dagpengenes størrelse.

Har et medlem hævet optjent feriegodtgørelse for en periode, hvorunder medlemmet samtidig har modtaget dagpenge, er dagpengene således udbetalt med urette, jf. lovens §§ 86, stk. 1, og 87.

Har medlemmet derimod været i beskæftigelse i en periode, hvortil medlemmet har hævet feriegodtgørelse, er der tale om en overtrædelse af ferielovens regler. Dagpenge vil derfor ikke kunne tilbageholdes under eventuel senere ledighed for en tilsvarende periode.

Er feriegodtgørelse i henhold til ferielovens § 19 b udbetalt, uanset om ferie holdes, skal der kun ske fradrag i arbejdsløshedsdagpengene i de tilfælde, hvor ferien faktisk holdes. Ved beregning af retten til feriedagpenge medregnes dog den beskæftigelse i optjeningsåret, hvorunder feriegodtgørelsen er optjent.

Ferielovens § 19 b omhandler tilfælde, hvor den optjente feriegodtgørelse er 500 kr. eller mindre, hvor lønmodtageren er fyldt 67 år, hvor lønmodtageren er fyldt 60 år og får pension efter lov om social pension, og hvor lønmodtageren er fyldt 60 år og får alders- eller invalidepension fra en godkendt pensionsordning, der er oprettet efter aftale mellem en lønmodtager og dennes arbejdsgiver eller har hjemmel i kollektiv overenskomst, regulativ mv.

5. Ferie og aktiviteter under ferien

Det er en forudsætning for udbetaling af feriedagpenge, at medlemmet faktisk holder ferie de pågældende dage.

Under ferien er medlemmet som udgangspunkt undergivet de samme begrænsninger i sine aktiviteter som efter ferieloven.

Medlemmet må således ikke have lønnet eller ulønnet arbejde på de dage, hvor medlemmet får feriedagpenge.

Har et medlem, der er beskæftiget hos flere arbejdsgivere, ikke mulighed for at holde ferie samtidigt hos alle arbejdsgivere, vil medlemmet dog kunne holde ferie med feriedagpenge fra hver enkelt arbejdsgiver for sig. Det er en betingelse, at medlemmet ikke benytter ferien hos den ene arbejdsgiver til at arbejde flere timer hos de øvrige arbejdsgivere. Om den forholdsmæssige udbetaling af feriedagpenge i disse tilfælde henvises til kap. 4, pkt. 1, b) (undtagelse II).

Bibeskæftigelse ved lønarbejde, der ikke vil kunne udbydes som hovedbeskæftigelse, jf. vejledningen til direktoratets bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, side 4, er dog ikke til hinder for, at et medlem modtager feriedagpenge under afholdelse af ferie fra hovedbeskæftigelsen og medfører ikke fradrag.

Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, jf. direktoratets bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1988, er ikke til hinder for afholdelse af ferie med feriedagpenge og medfører ikke fradrag.

Et medlem kan deltage i »aktive« ferieformer, som f.eks. ulønnet ulandsarbejde, under afholdelse af ferie med feriedagpenge.

Pensioner, bestyrelseshonorarer o.l. har ikke betydning for retten til feriedagpenge og medfører derfor ikke fradrag.

Til kapitel 2

Opgørelse af antal dage med feriedagpenge (§§ 2-4)

Fuld ferie efter ferieloven udgør 30 feriedage. Ved beregning af et medlems ret til feriedagpenge tages der udgangspunkt i, at et medlem, der har været helt uden beskæftigelse som lønmodtager i optjeningsåret, har ret til 30 feriedage med feriedagpenge i det følgende ferieår.

Har medlemmet haft beskæftigelse som lønmodtager i optjeningsåret, omregnes denne beskæftigelse til et antal dage, der herefter fradrages efter reglerne i §§ 3 eller 4.

Antallet af dage, der skal fradrages, kan blive forskelligt fra antallet af optjente feriedage efter ferielovens regler. Det samlede antal feriedage med feriegodtgørelse/løn og feriedagpenge kan højst udgøre 30.

Det bemærkes, at der i forbindelse med opgørelsen af medlemmets ret til feriedage med feriedagpenge og ved attestation af FerieGiro og feriekort, ikke må rettes i det antal feriedage, der er påført FerieGiro og feriekort.

1. Forsikringsmæssig status

Medlemmets status som fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret pr. 1. april forud for ferieårets begyndelse er afgørende for, hvorledes fradraget skal opgøres.

Var medlemmet fuldtidsforsikret, sker fradraget efter reglerne i § 3.

Var medlemmet deltidsforsikret, sker fradraget efter reglerne i § 4.

Hvis medlemmet ikke var forsikret pr. 1. april forud for ferieåret (dimittend), vil medlemmets status på tidspunktet for begæring om udbetaling af feriedagpenge være afgørende for, hvorledes fradraget skal opgøres.

2. Beskæftigelse i optjeningsåret

Retten til ferie med feriedagpenge i et ferieår (2. maj til 1. maj) er bestemt af, i hvilket omfang der i optjeningsåret (det senest forudgående kalenderår) er optjent ret til feriegodtgørelse eller løn under ferie til det følgende år.

Et medlem, der i hele optjeningsåret har haft arbejde som lønmodtager i fuldt omfang, har som hovedregel ikke ret til feriedagpenge.

Et medlem, der har haft beskæftigelse i optjeningsåret, men ikke har optjent ret til feriegodtgørelse eller løn under ferie til det efterfølgende ferieår, er berettiget til feriedagpenge uden fradrag på grund af beskæftigelsen i optjeningsåret, jf. dog side 2 vedrørende tilfælde, hvor feriegodtgørelse udbetales uden at være optjent.

Som eksempler kan nævnes

1) Medlemmer, der i optjeningsåret drev selvstændig virksomhed, og som på tidspunktet for feriens afholdelse er endeligt ophørt hermed.

2) Medlemmer, der i optjeningsåret var beskæftiget ved undervisning i henhold til fritidslovens kap. I eller kap. III.

3) Medlemmer, der var beskæftiget under medhjælperloven med pligt til at afholde ferie før fratræden.

4) Tjenestemænd, der blev afskediget med pension i optjeningsåret, og som før fratræden har afholdt optjent ferie.

For et medlem, der under lønarbejde i optjeningsåret har fået udbetalt feriegodtgørelse sammen med eller som en del af lønnen, skal beskæftigelsen i optjeningsåret medføre fradrag efter §§ 3 eller 4, når retten til feriedagpenge opgøres. Et sådant medlem sidestilles således med et medlem, der har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn til det følgende ferieår.

Således anses lønarbejdende partsfiskere for at få udbetalt feriegodtgørelse som en del af lønnen.

Som eksempel kan endvidere nævnes medlemmer, der har været beskæftiget i Grønland, på Færøerne eller i udlandet for en arbejdsgiver, der er skattemæssigt registreret som arbejdsgiver i Danmark, og hvor der er ydet feriegodtgørelse som en del af lønnen. Det gælder dog ikke, hvis medlemmet er forpligtet til at holde ferien forud for ferieåret.

For et medlem, der har været beskæftiget i Grønland, på Færøerne eller i udlandet for en arbejdsgiver, der ikke er skattemæssigt registreret som arbejdsgiver i Danmark, skal beskæftigelsen ikke medføre fradrag, jf. § 2, stk. 2.

Er der tvivl om, hvorvidt en arbejdsgiver er skattemæssigt registreret i Danmark, kan nærmere oplysning herom indhentes fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

a) Fradrag for fuldtidsforsikrede (§3) - § 3, stk. 1

Der fradrages 2 1/2 dag for hver hele måned, hvor medlemmet i optjeningsåret har haft lønarbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid. Lønarbejdet kan være udført i flere samtidige arbejdsforhold.

Det er den samlede beskæftigelsesperiode i optjeningsåret, der skal indgå i beregningen, dvs. også feriedage (uanset om det er med feriegodtgørelse, løn eller feriedagpenge), sygedage, søgnehelligdage, overenskomstmæssige fridage mv.

Barselorlov medregnes dog kun i det omfang, der udbetales hel eller delvis løn.

Ved beskæftigelse ud over hele måneder beregnes fradraget forholdsmæssigt. Der afrundes til nærmeste hele dag.

Eksempel

Et medlem har været i beskæftigelse i 5 måneder og 9 dage (hverdage, inklusive lørdage).

Der skal fradrages

9 2 1/2 dag x 5 --- = 13, 4 dage, 25

der afrundes til 13 dage.

Arbejdsperioder, hvor der ifølge overenskomst, husaftale el.lign., arbejdes mindre end 38 timer pr. uge, men hvor der udbetales fuld, normal løn, sidestilles med arbejde på fuld tid.

- § 3, stk. 2

Fradraget udgør også 2 1/2 dag pr. måned for et medlem, der i hele optjeningsåret har været beskæftiget med en arbejdstid, der er mindre end fagets fulde, sædvanlige arbejdstid, hvis medlemmet fortsat er beskæftiget på nedsat arbejdstid på det tidspunkt, hvor medlemmet afleverer »Erklæring vedrørende feriedagpengeberegning« (AR 257). Hvis medlemmet på blanket AR 257 erklærer at være aktivt arbejdssøgende og tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende til fuldtidsbeskæftigelse, gælder dog fradragsreglen i § 3, stk. 3.

- § 3, stk. 3

For et medlem, der ikke opfylder betingelserne i § 3, stk. 1 eller 2, beregnes fradraget på grundlag af medlemmets arbejdstimer i optjeningsåret efter følgende formel

Fradrag = arbejdstimer x 0,0175

30 Faktoren 0,0175 er beregnet således: ---- 1716

(gældende fra og med optjeningsåret 1989),

dvs. antallet af feriedage ved fuld ferieret, divideret med det årlige antal arbejdstimer ved fuld beskæftigelse, bortset fra ferie, søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage.

Af administrative grunde er der taget udgangspunkt i en ugentlig arbejdstid på 38 timer, 5 ugers ferie og 11 søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage.

For optjeningsåret 1988 er faktoren 0,017.

Arbejdstimer

Ved optælling af arbejdstimer i optjeningsåret medtages højst et antal timer, der svarer til fuld, overenskomstmæssig arbejdstid inden for medlemmets fag eller faglige område.

Arbejdsperioder, hvor der ifølge overenskomst, husaftale e1.1ign. arbejdes mindre end 38 timer pr. uge, men til fuld løn, sidestilles med arbejde på fuld tid og medregnes med 38 timer pr. uge.

Perioder, hvor der i et sædvanligt arbejdsforhold er givet undervisning i tilknytning til det konkrete arbejde, skal medregnes, hvis der er udbetalt løn. Dette gælder også i tilfælde, hvor der i et arbejdstilbud er ydet løn under uddannelse i henhold til lov om arbejdstilbud til ledige.

Overarbejdstimer skal kun medregnes, hvis de afspadseres.

Bibeskæftigelse som lønmodtager, hvorunder der optjenes feriegodtgørelse, skal medregnes i opgørelsen over beskæftigede timer - dog således, at beskæftigede timer i uger, hvor medlemmet i øvrigt har været i fuld beskæftigelse i sit hovederhverv, sidestilles med overarbejdstimer.

Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed skal ikke medregnes.

Feriedage skal ikke medregnes. Dette gælder, uanset om der er tale om ferie med feriegodtgørelse eller løn eller ferie med feriedagpenge.

Søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage skal ikke medregnes. Dette gælder, uanset om der er ydet løn på disse dage, og skyldes administrative hensyn.

Sygedage skal kun medregnes, hvis der er ydet løn eller optjent feriegodtgørelse, f.eks. i henhold til ferielovens § 13.

Barselorlov skal kun medregnes, hvis der er ydet hel eller delvis løn.

Ved beskæftigelse med undervisning skal medlemmet oplyse undervisningstimerne. Kassen skal herefter omregne timerne efter de herom gældende regler.

Hvis det ikke er muligt for medlemmet at oplyse den faktiske arbejdstid på grund af arbejdets art, kan kassen beregne arbejdstiden på grundlag af indtægten ved anvendelse af omregningssatsen.

Det antal dage, der fremkommer ved beregningen, afrundes til nærmeste hele dag. 18,4 dage afrundes således til 18 dage, medens 18,5 dage afrundes til 19 dage.

- § 3, stk. 4

En kasses hovedledelse kan vedtage at beregne beskæftigelsen for fuldtidsansatte på grundlag af timer, jf. § 3, stk. 4 i stedet for efter reglen i § 3, stk. 1. Dette gælder i så fald for hele kassens område.

Dette skal i givet fald meddeles Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen forud for et ferieår og er gældende, indtil udløbet af det ferieår, hvori kassen meddeler direktoratet, at kassen ikke længere ønsker at anvende denne ordning.

Overflyttes et medlem til en anden kasse, skal denne respektere den tidligere kasses valg af beregningsregel i henhold til stk. 4, hvis der er foretaget en beregning af medlemmets ret til feriedage med feriedagpenge inden overflytningen.

b) Fradrag for deltidsforsikrede (§ 4)

-§ 4, stk. 1

Der fradrages 2 1/2 dag for hver hele måned i optjeningsåret, hvor medlemmet har haft lønmodtagerbeskæftigelse i mindst 26 timer i gennemsnit pr. uge. Det er den samlede beskæftigelsesperiode, der skal indgå i beregningen, dvs. også feriedage (uanset om det er med feriegodtgørelse, løn eller feriedagpenge), sygedage, søgnehelligdage, overenskomstmæssige fridage mv.

Barselorlov medregnes dog kun i det omfang, der udbetales hel eller delvis løn.

Ved beskæftigelse ud over hele måneder beregnes fradraget forholdsmæssigt. Der afrundes til nærmeste hele dag.

- § 4, stk. 2

Fradraget udgør også 2 1/2 dag pr. måned for et medlem, der i hele optjeningsåret har været beskæftiget med en arbejdstid, der er mindre end 26 timer pr. uge, og fortsat er beskæftiget med mindre end 26 timer pr. uge på det tidspunkt, hvor medlemmet afleverer »Erklæring vedrørende feriedagpengeberegning« (AR 257). Hvis medlemmet på blanket AR 257 erklærer at være aktivt arbejdssøgende og tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende til 30 timers beskæftigelse pr. uge, gælder dog fradragsreglen i § 4, stk. 3.

- § 4, stk. 3

For et medlem, der ikke opfylder betingelserne i § 4, stk. 1 eller 2, beregnes fradraget på grundlag af medlemmets arbejdstimer i optjeningsåret efter følgende formel

Fradrag = arbejdstimer x 0,0255

30 Faktoren 0,0255 er beregnet således: ----, 1175

dvs. antallet af feriedage ved fuld ferieret, divideret med det årlige antal arbejdstimer for en deltidsforsikret, der arbejder 26 timer pr. uge bortset fra ferie, søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage.

Af administrative grunde er der forudsat en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid for alle deltidsforsikrede på 26 timer.

Det antal dage, der fremkommer ved beregningen, afrundes til nærmeste hele dag. 18,4 dage afrundes således til 18 dage, medens 18,5 dage afrundes til 19 dage.

Antallet af arbejdstimer opgøres efter samme regler som for fuldtidsforsikrede, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 3.

Til kapitel 3

Feriedagpengesats (§§ 5 og 6)

1. Tidligere beregnet sats (§ 5, stk. 1 og § 6, stk. 1 og 2)

Har medlemmet på grundlag af en beregnet sats fået udbetalt dagpenge, feriedagpenge eller uddannelsesydelse inden for de seneste 2 år forud for den 1. april, anvendes den senest udbetalte sats.

For et fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret medlem skal satsen være beregnet og udbetalt til medlemmet som henholdsvis fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret.

Er medlemmet overgået fra fuldtidsforsikring til deltidsforsikring før den 1. april, og har medlemmet inden for 2-års-perioden modtaget dagpenge, feriedagpenge eller uddannelsesydelse med en beregnet sats som fuldtidsforsikret, udbetales feriedagpengene med 2/3 af den senest udbetalte sats, jf. § 6, stk. 2.

2. Dimittendsats for fuldtidsforsikrede

(§ 5, stk. 2)

Har et medlem, der er fuldtidsforsikret den 1. april forud for ferieåret ikke fået udbetalt dagpenge, feriedagpenge eller uddannelsesydelse med en beregnet sats som fuldtidsforsikret inden for de seneste 2 år forud for den 1. april, udbetales feriedagpengene med den dimittendsats, der er gældende ved feriens afholdelse.

Dette gælder også, hvis et fuldtidsforsikret medlem har fået dagpenge, feriedagpenge eller uddannelsesydelse med en beregnet sats som deltidsforsikret i samme periode.

3. 2/3 dimittendsats for deltidsforsikrede (§ 6, stk. 3)

Har et medlem, der er deltidsforsikret den 1. april forud for ferieåret, ikke modtaget dagpenge, feriedagpenge eller uddannelsesydelse med en beregnet sats som deltidsforsikret inden for de seneste 2 år forud for den 1. april, udbetales feriedagpengene med dimittendsatsen for deltidsforsikrede (2/3 af dimittendsatsen for fuldtidsforsikrede) ved feriens afholdelse.

Til kapitel 4

Placering og afholdelse af ferie (§§ 7-11)

1. Medlemmer, der er i beskæftigelse, når ferien holdes

a) Placering af ferie

Et medlem, der er i fuld eller delvis beskæftigelse som lønmodtager, når ferie holdes, er omfattet af ferielovens regler om feriens placering og afholdelse. Dette indebærer, at det er arbejdsgiveren, der - så vidt muligt efter aftale med medlemmet - fastsætter, hvornår ferien skal holdes inden for ferielovens rammer. Dette gælder også for et medlem, der arbejder på nedsat tid og modtager supplerende dagpenge, eller har flere arbejdsgivere, se undtagelse II under pkt. 1, b) om de særlige forhold vedrørende et medlem med flere arbejdsgivere.

Løsarbejdere betragtes som ledige medlemmer imellem to beskæftigelsesperioder.

b) Optjent ferie skal holdes først

Hovedregel

Hvis et medlem har haft lønmodtagerbeskæftigelse i optjeningsåret, kan der som hovedregel først holdes ferie med feriedagpenge, når der har været holdt et antal feriedage, der svarer til de fradragsdage, der fremkommer ved beregningen efter §§ 3 og 4, jf. § 11, stk. 1.

Der gælder følgende undtagelser fra denne regel

Undtagelse I

Er der optjent færre feriedage efter ferieloven end antallet af fradragsdage efter §§ 3 og 4, kan ferie med feriedagpenge holdes umiddelbart efter, at ferien efter ferieloven er holdt.

Bestemmelsen skyldes, at ferielovens beregning af feriedage på grundlag af beskæftigelsen i optjeningsåret er forskellig fra beregningsreglerne i bekendtgørelsens §§ 3 og 4. Denne forskel kan medføre, at medlemmet har optjent færre feriedage end det antal dage, der fremkommer ved beregningen af fradraget efter bekendtgørelsens §§ 3 eller 4. Bestemmelsen forudsætter, at medlemmet selv gør kassen opmærksom på, at kassens beregnede fradragsdage udgør flere dage end de optjente feriedage. Kassen skal således ikke i hvert enkelt tilfælde undersøge, om bestemmelsen vil kunne anvendes.

Undtagelse II

Har et medlem ved deltidsbeskæftigelse optjent ret til fuld ferie med feriegodtgørelse eller løn efter ferielovens regler, og har medlemmet ret til feriedagpenge efter reglerne i §§ 3 eller 4, kan kassen vælge at udbetale feriedagpengene forholdsmæssigt.

Feriedagpenge kan også udbetales forholdsmæssigt i tilfælde, hvor et medlem, der er beskæftiget hos flere arbejdsgivere, ikke holder ferie samtidig, men i hvert job for sig.

Eksempel

Et fuldtidsforsikret medlem er beskæftiget i 2 arbejdsforhold med 10 timer i arbejdsforhold 1) og 20 timer i arbejdsforhold 2).

På grundlag af beskæftigelsen i optjeningsåret er medlemmet berettiget til 18 dage med feriedagpenge efter reglerne i § 3.

Medlemmet har afholdt egen optjent ferie og holder nu 18 dages ferie fra arbejdsforhold 1) (10 timer ugentligt) og senere 12 dages ferie fra arbejdsforhold 2) (20 timer ugentligt).

Medlemmets samlede beskæftigelse udgør 30 timer ugentlig.

Medlemmet er berettiget til at få udbetalt feriedagpenge for

10

--- x 18 = 6 dage under ferie fra arbejdsforhold 1) og

30

20

--- x 12 = 8 dage under ferie fra arbejdsforhold 2).

30

Medlemmet har herefter 4 feriedage med feriedagpenge til rest.

Undtagelse III

Er medlemmet beskæftiget på en virksomhed, der holder ferielukket i 3 eller 4 uger i ferieperioden (sommeren) og på hverdage mellem jul og nytår (julelukket), gælder ferielovens § 17 b, hvis medlemmet har optjent mere end 18 feriedage efter ferieloven.

Ferielovens § 17 b har følgende indhold

» § 17 b. Holdes en virksomhed lukket på hverdage mellem jul og nytår, skal arbejdsgiveren bestemme, at lønmodtageren holder ferie disse dage i det omfang, lønmodtageren er berettiget til mere end 18 feriedage efter reglerne i § 6.

Træffer arbejdsgiveren ikke sådan bestemmelse, skal arbejdsgiveren betale lønmodtageren løn for de pågældende dage. Lønnen beregnes på grundlag af lønmodtagerens løn i de sidste 4 uger før jul«.

Er optjente feriedage udover 18 dage blevet placeret under en julelukning, vil medlemmet, hvis der er ret til yderligere ferie med feriedagpenge, kunne holde ferie med feriedagpenge fordelt over hele ferieåret. Der vil således kunne udbetales feriedagpenge før de 18 dages ferie om sommeren, mellem de 18 dage og julelukningen og efter julelukningen.

Endvidere vil der kunne udbetales feriedagpenge under julelukning i tilfælde, hvor der ikke efter ferielovens § 17 b skal holdes optjent ferie eller udbetales løn.

Eksempel

Har et medlem optjent 21 dages ferie, hvoraf 18 er afholdt om sommeren, og virksomheden holder ferielukket i 4 hverdage mellem jul og nytår, skal de resterende 3 dages ferie med feriegodtgørelse eller løn holdes i juleugen. Medlemmet er herefter berettiget til feriedagpenge for den 4. dag.

Har arbejdsgiveren bestemt, at der skal holdes ferie i perioden 23. december - 31. december (eksempelvis 6 hverdage) samt i forbindelse med en søgnehelligdag i maj måned, har medlemmet 3 dages feriegodtgørelse til 3 af hverdagene mellem jul og nytår. Medlemmet er herefter berettiget til ferie med feriedagpenge den 23. og 24., på den ene hverdag mellem jul og nytår og i forbindelse med søgnehelligdagen i maj måned.

Det bemærkes, at der heller ikke vil kunne udbetales dagpenge på hverdage mellem jul og nytår i tilfælde, hvor der efter ferielovens § 17 b enten skal holdes optjent ferie eller udbetales løn.

Det bemærkes, at ferielovens § 17 b kun finder anvendelse i tilfælde, hvor et medlem er blevet ansat i virksomheden på et tidspunkt, hvor arbejdsgiveren har mulighed for at placere eventuelle optjente feriedage under julelukningen.

Der henvises til § 11, stk. 2.

Undtagelse IV

Et medlem, der på grund af værnepligt, sygdom, barsel etc. har været helt eller delvis afskåret fra at holde ferie i ferieperioden, og som efter ferieperiodens udløb den 30. september får udbetalt den feriegodtgørelse, der svarer til hovedferien, uden at holde ferie, fortaber ikke retten til ferie med feriedagpenge.

Medlemmet anses således for at have holdt de feriedage, der svarer til den udbetalte feriegodtgørelse.

Dækker feriegodtgørelsen mindre end 18 dage, kan medlemmet holde den resterende del af hovedferien med feriedagpenge.

Det samme gælder i tilfælde, hvor der er udbetalt feriegodtgørelse ved ferieårets start, uanset om ferie holdes, jf. ferielovens § 19 b.

Det forudsættes, at medlemmet selv gør kassen opmærksom på forholdet, og det er en betingelse, at medlemmet fremlægger fornøden dokumentation.

Der henvises til § 11,stk. 3.

2. Ledige medlemmer

a) Anmeldelse af ferie til arbejdsformidlingen (§ 8)

Et ledigt medlem kan som udgangspunkt selv bestemme, hvornår ferien skal holdes, jf. nedenfor under pkt. b).

For at sikre, at medlemmets ønsker om placering af ferie med feriedagpenge respekteres af arbejdsformidlingen, skal medlemmet senest 14 dage forud for ferien give meddelelse til arbejdsformidlingen om tidspunktet.

Når ferie er meddelt rettidigt, vil arbejdsformidlingen således ikke kunne anvise eller henvise medlemmet til arbejde, der griber ind i ferieperioden, medmindre een af følgende situationer foreligger

- medlemmets ferieønsker respekteres af arbejdsgiveren

- medlemmet tilbagekalder feriemeddelelsen eller ændrer ferien efter aftale med arbejdsgiveren.

Er medlemmet blevet anvist et arbejde uden forinden at have meddelt ferie, skal arbejdsformidlingen kun respektere en senere meddelelse om ferie, hvis arbejdsgiveren forinden har afvist at ansætte medlemmet, jf. § 8, stk. 4. Meddelelse om ferie vil således ikke blive accepteret af arbejdsformidlingen i tidsrummet mellem en anvisning af arbejde og arbejdsgiverens svar herpå.

Meddeler medlemmet ikke ferien, kan arbejdsformidlingen anvise eller henvise medlemmet til arbejde, der griber ind i ferieperioden, hvis medlemmet fortsat er ledig ved eller under feriens afholdelse.

Overskrider medlemmet fristen, vil arbejdsformidlingen såvel forud for som ved meddelelsen kunne anvise eller henvise medlemmet til arbejde, der griber ind i ferieperioden. Arbejdsformidlingen skal dog i videst muligt omfang imødekomme medlemmets ferieønsker.

I ovennævnte tilfælde vil planlagt ferie ikke være fyldestgørende grund til at vægre sig ved at overtage et anvist arbejde, jf. lovens § 63 og direktoratets bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982 med senere ændringer.

Ved vægring vil medlemmet miste retten til dagpenge/feriedagpenge i to uger fra afvisningsdatoen eller, når afvisning ikke finder sted, fra den dato, hvor arbejdet skulle have været overtaget. Det er herved forudsat, at der ikke er tale om gentagelsesvirkning. Medlemmet vil dog ikke fortabe retten til de herved mistede feriedagpenge, som kan udbetales under eventuel senere ferie i samme ferieår efter karantænens udløb, såfremt medlemmet på dette tidspunkt i øvrigt opfylder betingelserne herfor.

Hvis en rettidigt meddelt ferie ændres mindre end 14 dage før det nu ønskede ferietidspunkt, gælder der de samme regler som ved manglende overholdelse af fristen.

Ønsker et ledigt medlem at afholde ferie med feriedagpenge i umiddelbar forlængelse af en

- sygdomsperiode

- barselperiode

- karenstid efter lovens § 54 eller

- beskæftigelsesperiode,

er meddelelse/tilmelding til arbejdsformidlingen ikke nødvendig.

b) Placering af ferie (§ 9)

Et ledigt medlem, der kun skal holde ferie med feriegodtgørelse, kan placere den optjente ferie på et hvilket som helst tidspunkt i ferieåret.

For et ledigt medlem, der anmoder om ferie med feriedagpenge, gælder følgende begrænsning, der også gælder i tilfælde, hvor medlemmet holder optjente feriedage med feriegodtgørelse og ferie med feriedagpenge samlet

18 dage af ferien skal holdes samlet eller i perioder på mindst 6 dage.

Har medlemmet holdt de 18 optjente feriedage med feriegodtgørelse, før der holdes feriedage med feriedagpenge, gælder bestemmelsen ikke.

De resterende feriedage, udover de 18 dage, kan holdes samlet eller i flere perioder, herunder også som enkelte dage.

c) Optjent ferie skal holdes først

Der gælder samme regler som for medlemmer, der er i beskæftigelse, jf. ovenfor under pkt. 1, b). Undtagelsen vedrørende ferielovens § 17 b er dog uden betydning for ledige medlemmer.

3. Feriedagpenge på søgnehelligdage og søndage

a) Medlemmer, der er i beskæftigelse

Optjent ferie efter ferieloven kan som udgangspunkt ikke placeres på søgnehelligdage og søndage.

Indgår der søgnehelligdage eller søndage i en ferieperiode med feriedagpenge, kan der som udgangspunkt ikke udbetales feriedagpenge for disse dage.

Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor medlemmet skulle have været på arbejde på søgnehelligdage eller søndage, hvis medlemmet ikke havde holdt ferie. I så fald kan der udbetales feriedagpenge.

b) Medlemmer, der er ledige

Indgår der søgnehelligdage i en periode, hvor et ledigt medlem ønsker at holde ferie, betragtes de som feriedage.

Et ledigt medlem kan ikke holde ferie med feriedagpenge på søndage.

4. Forældelse

Ferie med feriedagpenge, der ikke er holdt i eet ferieår, kan ikke overføres til næste ferieår, jf. § 1, stk. 6. Kravet på ferie med feriedagpenge er i så fald forældet.

Til kapitel 5

Udbetaling af feriedagpenge (§ 12)

Reglen om mindsteudbetaling af dagpenge gælder ikke ved udbetaling af feriedagpenge.

For ledige vil der ikke kunne udbetales feriedagpenge for mindre end 1 dag. For medlemmer i beskæftigelse vil der kunne udbetales feriedagpenge for ned til 1/2 dag i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren efter de herom gældende regler har placeret ferie på 1/2 dag, f.eks. 1. maj og 5. juni.

Blanketten »Begæring om udbetaling af feriedagpenge« (AR 258 eller en af direktoratet godkendt blanket) skal af medlemmet afleveres til arbejdsløshedskassen i udfyldt stand senest den 31. maj i det følgende ferieår for at udbetaling kan finde sted. I modsat fald er kravet forældet.

Til kapitel 6

Beregning og registrering (§ 13)

Til brug for kassens beregning af retten til feriedagpenge skal medlemmet udfylde »Erklæring vedrørende feriedagpengeberegning« (AR 257 eller en af direktoratet godkendt blanket).

Blanketten afleveres (indsendes) af medlemmet til arbejdsløshedskassen, der beregner, i hvilket omfang medlemmet er berettiget til feriedagpenge.

Når kassen har foretaget beregningen, udleveres kopi til medlemmet med oplysning om antallet af feriedage med feriedagpenge, som medlemmet måtte være berettiget til.

I forbindelse med udbetaling af feriedagpenge skal arbejdsløshedskassen foretage fornøden registrering heraf for at sikre, at der ikke udbetales feriedagpenge i videre omfang, end der er optjent ret til.

Øvrige vejledende bemærkninger

Retten til feriedagpenge er ikke betinget af, at et ledigt medlem tilmelder sig arbejdsformidlingen umiddelbart efter feriens afholdelse.

Dette indebærer, at medlemmer under bortrejse i længere tid end »sædvanlig ferie«, vil kunne holde ferien med feriedagpenge. Dette gælder bl.a. for »gæstearbejdere« og ved ulønnet ulandsarbejde.

Dagpengerettens genindtræden efter ferien er dog betinget af, at medlemmet igen er til rådighed for arbejdsmarkedet og tilmeldt arbejdsformidlingen efter de herom gældende regler.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 28. februar 1989

BIRGER STEIN

/Karen Morsbøl

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →