Legislator Case Law & Legislation
C19890003909 DK

Cirkulære om den kollektive statslige forsikringsordning for tjenesterejser i udlandet (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1989 39 Historic

Cirkulære om den kollektive statslige forsikringsordning for tjenesterejser i udlandet (* 1)

1. I en prøveperiode fra 1. maj 1987 til 30. april 1989 har der i henhold til aftale mellem direktoratet for Statens Indkøb og Forsikringsaktieselskabet Kompas været etableret en kollektiv statslig forsikringsordning for tjenesterejser i udlandet, jf. Finansministeriets cirkulære af 23. marts 1987.

Forsikringsaftalen er nu forlænget for en 3-årig periode (forsikringsperioden), dvs. fra 1. maj 1989 til 30. april 1992.

Der er således tale om en videreførelse af den eksisterende forsikringsordning, idet der dog er foretaget forskellige ændringer/forbedringer i overensstemmelse med de erfaringer, man har gjort i prøveperioden. Forsikringsordningen beskrives nærmere i det følgende.

Det kan oplyses, at Forsikringsaktieselskabet Kompas har ændret navn og nu hedder Baltica Rejseforsikring, Aktieselskab.

2. OMFANG.

Forsikringen dækker tjenesterejser til eller i udlandet, der påbegyndes og/eller afsluttes enten i Danmark, herunder Grønland og Færøerne, eller i udlandet. Rejser i Grønland og på Færøerne og mellem Grønland eller Færøerne og Danmark alene er ikke omfattet af forsikringen.

Ved »tjenesterejser« forstås i relation til denne forsikring: rejser, hvortil staten afholder udgifterne, mens det ikke er nødvendigt, at de rejsende er ansat af staten.

For forsikringsordningen gælder i øvrigt Balticas forsikringsbetingelser nr. 7-82. Forsikringsbetingelserne udleveres til de rejsende, jf. neden for under pkt. 5.

3. DÆKNINGSSUMMER.

1. Sygdom og hjemtransport inden for Norden kr. 125.000 2. Sygdom og hjemtransport i den øvrige del af Europa kr. 500.000 3. Sygdom og hjemtransport i resten af Verden kr. 1.000.000 4. Ulykke forsørgere.....ved død kr. 400.000 .....ved invaliditet kr. 800.000 5. Ulykke ikke-forsørgere......ved død kr. 20.000 .....ved invaliditet kr. 800.000

Vedr. punkt. 4 og 5: Ved fortolkning af »forsørger« følges reglerne i §§ 30 og 31 i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring med eventuelle senere ændringer.

6. Selvrisikoforsikring for

rejsegodsskader med indtil kr. 2.000 Der ydes alene dækning for den selvrisiko, der måtte være gældende ved en dækningsberettiget skade under den rejsendes private indboforsikring. 7. Bagageforsinkelse kr. 3.000 Der ydes erstatning til nødvendige indkøb, såfremt indskreven bagage er forsinket mere end 6 timer. 8. Rejsegodsforsikring (uden selvrisiko) med indtil kr. 15.000 9. Privatansvar og Retshjælp Forsikringen dækker privat ansvar med: ved personskade kr. 5.000.000 ved tingskade kr. 2.000.000 samt retshjælp indtil kr. 30.000

Vedr. punkt 8 og 9 gælder, at der kun ydes erstatning i de tilfælde, hvor en forsikret person ikke har en privat tegnet indboforsikring.

4. PRÆMIER.

Forsikringspræmien beregnes for det antal dage, som hele tjenesterejsen varer (rejse samt ophold).

Følgende præmier vil være gældende i hele forsikringsperioden, det vil sige til 30. april 1992

For rejser indtil 3 måneder: Rejser inden for Norden.....kr. 3,00 pr. dag Rejser i den øvrige del af Europa......................kr. 6,00 pr. dag Rejser i resten af Verden...kr. 9,00 pr. dag For rejser over 3 måneder : Rejser inden for Norden.....kr. 65,00 pr. måned for overskydende dage.......kr. 2,25 pr. dag Rejser i den øvrige del af Europa......................kr. 135,00 pr. måned for overskydende dage...... kr. 4,50 pr. dag Rejser i resten af verden...kr. 200,00 pr. måned for overskydende dage.......kr. 6,75 pr. dag

Ved »Norden« forstås: Norge, Sverige, Finland og Island.

Ved »den øvrige del af Europa« forstås: Det geografiske Europa indtil Ural, de mellemøstlige og afrikanske lande med kyster til Middelhavet, Jordan, De Canariske Øer, Madeira og Azorerne.

5. REKVISITION AF FORSIKRINGSKORT.

Institutioner, som kan forudse, at en eller flere af deres ansatte skal på tjenesterejse i udlandet, kan ved brug af den som bilag optrykte rekvisition bestille det fornødne antal forsikringskort hos Baltica Rejseforsikring, Aktieselskab.

Forsikringskort (INSURANCE CARDS) kan både være plastickort og kartonkort.

Begge former for kort er personlige.

Plastickortet tjener som dokumentation for den tegnede forsikring på alle tjenesterejser, som den enkelte ansatte foretager i forsikringsperioden (på 3 år). Plastickortet er det, der sædvanligvis benyttes.

Kartonkortet kan rekvireres til ansatte, der forventes kun at skulle foretage en enkelt rejse.

Der udstedes således ikke police eller forsikringsbevis ved hver enkelt rejse, men den ansatte får udleveret forsikringskortet af sin institution ved første rejses begyndelse.

Af kortet - der er til brug ved sygdoms- og hjemtransportforsikringen - fremgår, at der er tale om en person, der er på tjenesterejse for den danske stat, samt at pågældende er forsikret hos Baltica Rejseforsikring, Aktieselskab. Kortets forside er forsynet med diverse data, og på bagsiden beskrives den administrative procedure i forbindelse med skadestilfælde.

Plastickortet leveres i en kuvert, som også indeholder forsikringsbetingelser og skadeguide. Denne kuvert skal udleveres til den ansatte.

Institutionen registrerer udleveringen af kuverter (med nr.) til de enkelte ansatte. Ved udleveringen kvitterer den ansatte for modtagelsen samt forsyner kortet med tydelig og læsbar underskrift.

Der skal udstedes nye kort gældende fra 1. maj 1989 , da de eksisterende kort kun er gyldige til udløbet af april 1989 (og herefter kan makuleres).

For at forsikringskort kan være udleveret til de rejsende ved forsikringsaftalens ikrafttræden, bedes bestilling - evt. af et antal kort svarende til forventet forbrug i aftaleperioden - indsendes inden 7. april 1989 . Nye kort vil blive udsendt ca. 18. april 1989.

I øvrigt kan forsikringskort mm. rekvireres løbende efter behov.

Det kan oplyses, at Baltica Rejseforsikring med brev af 17. marts 1989 har fremsendt rekvisitionsblanketter til de institutioner, der tidligere har rekvireret forsikringskort. Institutioner, der på denne måde har rekvireret nye forsikringskort, skal ikke på nuværende tidspunkt benytte den rekvisition, der er optrykt som bilag til dette cirkulære.

6. PRAKTISK FREMGANGSMÅDE VED FORSIKRINGSTEGNING.

Der skal tegnes forsikring for hver enkelt rejse (se dog pkt. 8 om specielle ordninger).

Dette sker sædvanligvis gennem et rejsebureau, der så opkræver forsikringspræmien hos institutionen sammen med billetudgifter mv. I princippet kan alle rejsebureauer benyttes, men det kan være hensigtsmæssigt at benytte et af de bureauer, der er berettiget til at anvende de statslige hotelaftaler.

Institutionen kan dog også selv tegne forsikringen direkte hos Baltica Rejseforsikring. I så fald, benyttes specielle girokort (grønne og -til langtidsrejser - gule), der kan bestilles ved benyttelse af den som bilag optrykte rekvisition.

Der skal gives oplysning om rejseperioden og rejsemålet til rejsebureauet eller på girokortet.

Medrejsende ægtefælle og/eller børn kan - for den ansattes egen regning - medforsikres ved oplysning til rejsebureau eller på girokortet til følgende præmier

Norden....................kr. 3,00 pr. dag Europa....................kr. 3,00 pr. dag Verden....................kr. 12,00 pr. dag

Der kan - for den ansattes egen regning - tegnes forsikring på supplerende dage, det vil sige private feriedage , ved oplysning til rejsebureau eller på girokort til følgende præmier

Norden....................kr. 6,00 pr. dag Europa....................kr. 9,00 pr. dag Verden....................kr. 12,00 pr. dag

Der kan endvidere for den ansattes egen regning tegnes højere ulykkesforsikring (1 mill. ved død/2 mill. ved invaliditet) til en merpræmie på kr. 5,00 pr. dag.

7. LANGTIDSREJSER

For tjenesterejser, der varer ud over 3 måneder, kan der tegnes forsikring til nedsat præmie, jf. pkt. 4.

Rejsebureauet skal derfor ved forsikringstegningen gøre forsikringsselskabet opmærksom på, at der tale om en tjenesterejse af en varighed på 3 mdr. eller derover.

Tegner institutionen selv forsikringen, skal der anvendes gult girokort.

8. FORVALTNINGSMYNDIGHEDER MED STOR REJSEAKTIVITET.

For enkelte store forvaltningsenheder med betragtelig rejseaktivitet vil der kunne etableres en ordning med særlig afregning (a conto præmie og periodevis afregning).

Anmodning om at få etableret en sådan ordning rettes skriftligt til Direktoratet for Statens Indkøb.

9. UDENRIGSMINISTERIET.

Rejser, der foretages for Udenrigsministeriets regning, bestilles gennem Udenrigsministeriet, som varetager forsikringstegningen. Rekvirering og udlevering af kort foretages dog også i disse tilfælde af den ansattes insstitution.

10. IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER MV.

Forsikringsordningen træder i kraft 1. maj 1989. Aftaleperioden er fastsat til 3 år, hvorefter forsikringen løber i 1-årige perioder med 3 mdr.s opsigelsesvarsel.

Nærværende cirkulære ophæver Finansministeriets cirkulære af 23. marts 1987 om etablering af kollektiv statslig forsikringsordning for tjenesterejser i udlandet (LP.nr. 018/87).

Der vil inden udløbet af forsikringsperioden pr. 30. april 1992 blive udsendt meddelelse om, hvordan der herefter skal forholdes med hensyn til forsikring på tjenesterejser i udlandet.

Finansministeriet

Administrations- og Personaledepartementet

P.M.V.

E.B.

Mari-Jane Skovgaard

Rekvisition til

Baltica Rejseforsikring, Aktieselskab

Rådhuspladsen 16

1583 København V

Kollektiv statslig rejseforsikring af statens tjenesterejser

Til

(institutionens navn): ------------------------(adresse): -------------------------- (postnr. og by): ----------------------bedes fremsendt: ----------- stk. forsikringskort (plastickort) (i kuverter med forsikringsbetingelser og skadeguide) ----------- stk. grønne girokort ----------- stk. gule girokort (til langtidsrej- ser) ----------- stk. forsikringskort til en enkelt rejse (kartonkort) Kontaktperson er: ---------------------------Telefonnummer er : ------------------------Dato ------------

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →