Legislator Case Law & Legislation
C19885137654 DK

Skrivelse om aftale af 26. oktober 1988 mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation om tilføjelse til protokollater af 24. juli 1984 om ændret stillingsstruktur ved de højere uddannelsesinstitutioner (De højere uddannelsesinstitutioner)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1988 51376 Historic

Skrivelse om aftale af 26. oktober 1988 mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation om tilføjelse til protokollater af 24. juli 1984 om ændret stillingsstruktur ved de højere uddannelsesinstitutioner

(De højere uddannelsesinstitutioner)

I. Der er mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation indgået medfølgende aftale af 26. oktober 1988 om tilføjelse til protokollater af 24. juli 1984 om ændret stillingsstruktur ved de højere uddannelsesinstitutioner. Aftalen er af Finansministeriet tilsendt Undervisningsministeriet ved skrivelse af 27. oktober 1988, der vedlægges i kopi.

Der indføres ved aftalen stillinger for lektorer med særlige kvalifikationer. Stillingerne er personlige og indebærer omdannelse af bestående lektorstillinger i form af et højere tillæg til overenskomstlønnen for indehavernes ansættelsestid, og der sker som anført i Finansministeriets skrivelse ikke iøvrigt ved omdannelsen nogen ændring i ansættelsesforhold eller i stillingsindhold eller i bevillingsmæssig henseende.

Der henvises til bilag til aftalen indeholdende oversigt over antallet af stillinger som lektor med særlige kvalifikationer me

d fordeling på institutioner og hovedområder.

Besættelse af stillingerne sker efter internt opslag og ansøgning samt bedømmelse af ansøgerne i et fagkyndigt udvalg. Udvalg nedsættes for hvert af de berørte fagområder på institutionen og skal bestå af 3 eller 5 medlemmer.

Det skal understreges, at det vil være en betingelse for overgang til ansættelse i en af de nævnte stillinger, at ansøgeren har ydet særlig kvalificeret og dokumenteret videnskabelig indsats eller har dokumenteret særlig kvalificeret pædagogisk indsats. Der skal således være dokumenteret kvalifikationer ud over, hvad der normalt kan kræves af lektorer ansat efter den gældende ordning.

En særlig kvalificeret videnskabelig indsats vil kunne være dokumenteret ved en dansk doktorgrad eller på anden måde. Selvom indholdet i den hidtidige stilling efter § 5, stk. 3, i aftalen vil være grundlag for bedømmelsen, vil det i almindelighed ikke i denne sammenhæng være nødvendigt, at der som ved ny besættelse af videnskabelige stillinger foretages en nærmere bedømmelse af andre kvalifikationer end de forskningsmæssige, men det må forudsættes, at der som helhed betragtet har været tale om en tilfredsstillende varetagelse af de med lektorstillingen forbundne opgaver, ligesom det vil være en forudsætning, at der ikke kun foreligger dokumentation for en tidligere præsteret videnskabelig indsats, men at den pågældende fortsat er videnskabelig aktiv på højt niveau.

Drejer det sig om særlig kvalificeret pædagogisk indsats, vil det være en forudsætning for en positiv bedømmelse, at den dokumenterede indsats, der er henvist til, f.eks. udarbejdelse af lærebøger, på tilsvarende måde er på et højt fagligt niveau. Det må desuden være en forudsætning, at der også i tilfælde af denne art er tale om en i det hele tilfredsstillende varetagelse af de opgaver, der er henlagt til stillingen, og om en fortsat aktiv indsats, som opfylder de niveaumæssige krav, der må stilles i denne forbindelse. Det må bero på forholdene, om der er fornøden anledning til tillige at foretage en mere indgående bedømmelse af de forskningsmæssige kvalifikationer.

For så vidt angår ansøgere, der efter et enigt udvalgs opfattelse ikke er tilstrækkelig kvalificerede til ansættelse i en stilling af den omhandlede kategori, kan bedømmelsesudvalget indskrænke sig til at anføre dette med en kort angivelse af, hvilke krav der ikke kan anses for opfyldt.

Ansættelse i en stilling som lektor med særlige kvalifikationer sker på grundlag af de afgivne bedømmelser og efter almindelig flertalsindstilling fra det kompetente kollegiale organ.

Lektorer, der ansættes i disse stillinger, kan anvende stillingsbetegnelsen docent.

Der skal derudover specielt gøres opmærksom på punkterne 3-6 i Finansministeriets skrivelse om adgangen til tillægsforhøjelser af decentrale puljemidler, bevarelse af et eventuelt højere tillæg og frigørelse af tidligere ydede tillægsforhøjelser til genanvendelse. Det bemærkes i tilknytning hertil, at pensionsbidrag, der efter 1. april 1988 er blevet indbetalt af tillæg, som med virkning fra nævnte tidspunkt er ændret til ikke-pensionsgivende tillæg, vil kunne blive stående i vedkommende pensionskasse i tilfælde, hvor de pågældende ønsker det.

II. Man medsender endvidere den ligeledes i Finansministeriets skrivelse omtalte aftale af 26. oktober 1988 om forhøjelse pr. 1. april 1988 af det i § 3, stk. 4, i protokollater af 24. juli 1984 om ændret stillingsstruktur ved de højere uddannelsesinstitutioner nævnte lektortillæg.

Der er, som det fremgår heraf, tale om en generel forhøjelse af lektortillægget bortset fra tillægget til lektorer/docenter, der er ansat i stillinger som lektor med særlige kvalifikationer. Det vil sige, at der ved regulering af lønnen i forbindelse med oprykning til en stilling som lektor med særlige kvalifikationer foretages modregning med en allerede stedfunden generel forhøjelse af lektortillægget.

III. Opmærksomheden skal endelig henledes på, at ingen af de 2 aftaler finder anvendelse for lektorer omfattet af protokollat af 1. august 1984 med bl.a. Foreningen af Speciallæger om ændret stillingsstruktur ved de højere uddannelsesinstitutioner.

P.m.v.

e.b.

E. Paludan-Muller

Bilag.

Bilag udeladt her.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →