Cirkulære om ændring af cirkulære af 15. juli 1985 om budget og regnskab for samt revision af kirkelige kasser m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændring af cirkulære af 15. juli 1985 om budget og regnskab for samt revision af kirkelige kasser m.v.
Bestemmelserne i kirkeministeriets cirkulære af 15. juli 1985 om budget og regnskab for samt revision af kirkelige kasser m.v. ændres og præciseres herved på følgende punkter
REGNSKABSUDVALG
1. Bestemmelsen i cirkulærets punkt D., 5. afsnit, om obligatorisk valg af 2 medlemmer til et regnskabsudvalg ophæves ved udløbet af indeværende menighedsrådsvalgperiode den 26. november 1988.
Formanden for menighedsrådet skal fremtidig godkende, at kassebogføring er mere end 14 dage bagud, samt kontoudtog, jfr. bilag til revisionsinstruks for revision af menighedsrådenes regnskaber punkt II, stk. 2 og 5.
Menighedsrådet afgør selv, om der skal opretholdes en funktion som økonomiudvalg. Vejledning om en sådan funktion vil blive udarbejdet i samarbejde mellem Danmarks Provsteforening og Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer.
KVARTALSVIS RAPPORTERING
2.A I henhold til bilag til revisionsinstruks pkt. II, stk. 2, skal kvartalsvis rapportering fremsendes til menighedsrådet senest 2 måneder efter kvartalets udløb.
Det skal herved præciseres, at det er hensigten med ordningen, at kvartalsrapporterne inden for 2-måneders perioden behandles på et menighedsrådsmøde. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kvartalsrapporten afgives til menighedsrådet så sent i perioden, at den eventuelt først på et langt senere tidspunkt kan behandles i et møde.
B. Med virkning fra næste menighedsrådsvalgperiode den 27. november 1988 skal et eksemplar af kvartalsrapporten tilsendes provstirevisor senest 2 måneder efter kvartalets udløb.
C. Det vil øge kvartalsrapportens anvendelighed, hvis den udfærdiges på en hel regnskabsblanket og ikke kun på oversigtsskemaet.
KASSEBEHOLDNING
3. I bilag til revisionsinstruks for revision af menighedsrådenes regnskaber pkt. II, stk. 3, er den maksimale kontante kassebeholdning ved dagens slutning fastsat til 500 kr.
På grundlag af indvundne erfaringer siden bestemmelsernes ikraftrædelse har det kunnet konstateres, at denne regel ikke i alle tilfælde er praktisk gennemførlig.
Det tiltrædes derfor, at maksimum for den kontante kassebeholdning ved dagens slutning i særlige tilfælde efter aftale mellem menighedsråd og provstirevisor kan fastsættes til et højere beløb end 500 kr.
Det er fortsat en forudsætning, at kassebeholdningen ved dagens slutning er så lille som praktisk muligt.
PROCEDUREN VED REGNSKABSAFLÆGGELSEN
4. Bestemmelserne i cirkulærets § 8 om regnskabsaflæggelse har siden ordningens ikrafttrædelse givet anledning til nogen usikkerhed om selve proceduren i forbindelse med regnskabets aflæggelse.
I det følgende uddybes, hvorledes regnskabsaflæggelsen gennemføres. Menighedsrådet aflægger regnskab i underskrevet stand og sender 2 eksemplarer til provstiudvalget (se pkt. 5) og 3 eksemplarer samt bilagene til provstirevisor inden den 1. april.
Når menighedsrådet modtager det reviderede regnskab i 2 eksemplarer samt revisionsprotokol fra provstirevisor, behandles regnskabet på et menighedsrådsmøde og forsynes med rådets eventuelle bemærkninger.
Det reviderede regnskab underskrives af menighedsrådet ved formanden og forsynes med dato. 2 regnskaber med revisionsprotokol fremsendes til provstiudvalget senest den 1. oktober.
Provstiudvalget kan dispensere fra denne frist.
Regnskabsblankettens side 3 vil fremtidig indeholde et særligt felt til menighedsrådets underskrift.
Efter provstiudvalgets godkendelse tilbagesendes 1 eksemplar af regnskabet til menighedsrådet, medens provstiudvalget beholder det andet eksemplar.
Efter modtagelsen af det godkendte regnskab behandler menighedsrådet regnskabet på ordinært rådsmøde, og bemærkning herom optages i menighedsrådets protokol.
STATISTIK
5. Af hensyn til indsamling af materiale til den statistik over folkekirkens finanser, som udarbejdet af Danmarks Statistik, vil der med virkning fra regnskabsåret 1987 blive udsendt et yderligere regnskabsskema pr. kasse. Dette skema afgives til provstiudvalget jfr. pkt. 4.
UDBETALING AF DEN KIRKELIGE LIGNING
6. På given foranledning skal man henlede opmærksomheden på at ligningsbeløbet til de kirkelige kasser som hidtil udbetales ved hver måneds begyndelse af kommunen til menighedsrådene med 1/12 månedlig.
IKRAFTTRÆDELSE
7. Bestemmelserne i pkt. 1 og pkt. 2 B træder som anført i kraft henholdsvis ved udløbet af indeværende og begyndelsen af næste menighedsrådsvalgperiode (27. november 1988).
Bestemmelserne i punkt 4 og 5 har virkning fra aflæggelsen af regnskabet for regnskabsåret 1987.
De øvrige bestemmelser træder ikraft straks.
Kirkeministeriet, den 15. marts 1988
P.M.V.
E.B.
Asger Jørgensen
Ingen