Vejledning om ændring af cirkulære om arbejdstid og arbejdspenge for indsatte, der beskæftiges ved kriminalforsorgens foranstaltning. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om ændring af cirkulære om arbejdstid og arbejdspenge for indsatte, der beskæftiges ved kriminalforsorgens foranstaltning. (* 1)
Ændringerne i cirkulærets § 1 er et led i gennemførelsen af betænkning nr. 1058 om Arbejde, undervisning og fritid.
ad § 1 stk. 1.
Kravet om en fordeling af den normale arbejdstid med mindst 7 timer på hver af ugens 5 første dage er bl.a. begrundet i ønsket om at bevare fredag som en reel arbejdsdag, at muliggøre fremstillinger udenfor arbejdstiden på alle ugens hverdage og ud fra en forventning om, hvorledes kommende arbejdstidsnedsættelser ved indvirke på arbejdsdagens længde.
Af hensyn til den praktiske tilrettelæggelse skal gennemførelsen dog først være tilendebragt den 1. januar 1989. Det skal bemærkes, at der ikke er fastsat nogen bestemt opmønstringstid. Direktoratet er indforstået med, at opmønstringstiden på arbejdsdage af hensyn til gennemførelsen af de fastlagte personalebesparelser lokalt fastsættes mellem kl. 06 og 07.
ad § 1 stk. 2.
De indsattes spisepauser på ikke over 29 min. indregnes således fremover i arbejdstiden. Det skal i denne forbindelse præciseres, at de indsatte som på det almindelige arbejdsmarked står til rådighed i spisepausen, og at spisning i anstalterne i videst muligt omfang bør finde sted på beskæftigelsesstederne under tilsyn af de tilknyttede værkmestre.
En kort pause af indtil 15 min. varighed vil kunne tillades enten formiddag eller eftermiddag i det omfang, arbejdet tillader det. En daglig pause af ikke over 29 min. varighed kan godkendes og indregnes i arbejdstiden for indsatte med delt arbejdstid, såfremt en sådan pause findes nødvendig med henblik på indtagelse af et måltid. Pausen træder i så fald i stedet for en kort pause.
Godkendte pauser kan ikke placeres i yderpunkterne af arbejdstiden, således at denne i realiteten nedsættes.
Godtgørelse under godkendte pauser der indregnes i arbejdstiden ydes i overensstemmelse med § 8. For indsatte beskæftiget med akkordarbejde forudsættes akkorden fastsat således, at der ved en normal arbejdsindsats kan opnås en fortjeneste, der svarer til en ugeløn på normal timeløn for arbejde af samme art, jfr. § 2 stk. 3.
Afbrydelser i arbejdstiden.
Under henvisning til cirkulærets § 8 samt principperne i betænkning nr. 1058 skal det understreges, at afbrydelser i arbejdstiden som altovervejende hovedregel ikke bør finde sted.
Øvrige personalegruppers nødvendige henvendelser til indsatte i arbejdstiden bør så vidt muligt ske ved personligt fremmøde på den indsattes arbejdsplads eller f.eks. via værkmestrene.
Fremstillinger i arbejdstiden udenfor beskæftigelsesstedet bør kun finde sted i ganske særlige tilfælde, f.eks. såfremt dette er påkrævet i forbindelse med en lægelig godkendt behandling eller af andre afgørende behandlingsmæssige grunde, hurtigt tilvejebringelse af en nødvendig forklaring i forbindelse med en disciplinærsag, nødvendiggøres af udefra kommende forhold, eller har lovhjemmel eller hjemmel, der sidestilles hermed, f.eks. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 27.
Besøg i arbejdstiden kan ikke tillades, medmindre ganske særlige omstændigheder gør sig gældende, f.eks. besøg af nærtstående personer bosiddende i udlandet. Endvidere kan fravær til besøg af nærtstående personer og besøgende tilknyttet en godkendt besøgsordning, f.eks. Røde Kors, tillades i maksimum 2 sammenhængende timer ugentligt, såfremt den besøgendes arbejdstid, børnepasningsmuligheder, lang rejsetid, besøgsrumskapaciteten i de lukkede anstalter eller andre særlige grunde gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at placere besøget uden for normal arbejdstid. Ved nærtstående personer forstås ægtefælle, samlever, børn, børnebørn, forældre, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem der er en tilknytning, der kan sidestilles med familiebånd.
Af hensyn til varetagelsen af den almindelige rådgivning til de indsatte bør anstalterne drage omsorg for, at arbejdstiden for anstalternes personale tilrettelægges således, at fremstillinger og besøg kan finde sted i fornødent omfang uden for den indsattes arbejdstid.
Tidligere godkendte ordninger, herunder forsøgsordninger, vedrørende arbejdstidens tilrettelæggelse ophæves herved.
Cirkulæreændringen og vejledningen vil blive indarbejdet i kriminalforsorgens cirkulæresamling.
E.B.
Lisbeth S. Knudsen