Legislator Case Law & Legislation
C19885129254 DK

Skrivelse vedrørende erhvervsdrivendes oplysningspligt til skattemyndighederne vedrørende udbetaling af B-indkomster

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1988 51292 Valid

Skrivelse vedrørende erhvervsdrivendes oplysningspligt til skattemyndighederne vedrørende udbetaling af B-indkomster

Direktoratet skal herved meddele, at der med virkning fra den 1. januar 1987, ved en ændring af skattekontrollovens § 7, er sket en udvidelse af erhvervsdrivendes oplysningspligt til skattemyndighederne vedrørende udbetaling af B-indkomster.

De nye regler for erhvervsdrivendes oplysningspligt fremgår af vedlagte kopi af Statsskattedirektoratets informationsskrivelse fra marts 1987. (* 1)

Som det fremgår af de nye regler, omfatter oplysningspligten honorarer, provision og andet vederlag for personlig arbejds- og/eller tjenesteydelse, når beløbet er B-indkomst eller særlig indkomst for modtageren, og der efter merværdiafgiftloven ikke skal svares merværdiafgift af beløbet. Oplysningspligten omfatter også beløb, der ydes som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse til f.eks. rejse, befordring og ophold.

Oplysningspligten efter de nye regler vil således omfatte udbetalinger til f.eks. læger, speciallæger, bandagister, fysioterapeuter, optikere, frisører m.v., hvis afregningen til modtageren sker uden moms.

Som ovenfor anført har de nye regler virkning fra den 1. januar 1987. Direktoratet har imidlertid anmodet Statsskattedirektoratet om fritagelse for indsendelse af oplysninger for skatteåret 1987 vedrørende udbetaling af B-indkomster, der er blevet gjort oplysningspligtige ved ændringen af skattekontrollovens § 7. Såfremt en sådan fritagelse ikke opnås, vil direktoratet give meddelelse herom. Direktoratet skal dog gøre opmærksom på, at oplysningspligten efter de nye regler under alle omstændigheder vil gælde for skatteåret 1988.

Direktoratet skal med henblik på efterkommelse af de nye regler anmode de enkelte tjenestesteder om at drage omsorg for, at der tilgår skattemyndighederne de fornødne oplysninger om de ovenfor nævnte B-indkomster.

Indberetning til skattemyndighederne skal afgives een gang årligt inden den 25. januar om B-indkomster, der er udbetalt i det forudgående år. Indberetningen foretages ved insendelse af skatteoplysningssedler til skattemyndighederne direkte fra den enkelte anstalt, pension, afdeling og arresthus.

Direktoratet skal endvidere henlede opmærksomheden på, at der uagtet det ovenfor anførte, fortsat skal foretages indberetning af honorarer til ikke-fastansatte tolke, translatører og oversættere, der benyttes af blandt andet kriminalforsorgen efter reglerne i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 31. oktober 1985, der er udsendt med direktoratets skrivelse af 7. januar 1986. Direktoratet skal dog samtidig anmode kriminalforsorgens afdelinger og pensioner samt arrestinspektørerne om fremover at foretage indberetning direkte til skattemyndighederne af de B-indkomster til tolke m.v., der er omtalt i direktoratets skrivelse af 7. januar 1986.

E.B.

Erik Bang

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →